Kapitel 13
„Guds ord er levende og virkende“
I det foregående kapitel så vi at Bibelens vejledning kan hjælpe os til at løse problemer og undgå fejltagelser. Den tidløse visdom i Bibelens vejledning er et afgørende vidnesbyrd om guddommelig inspiration. Bibelen siger selv: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ (2 Timoteus 3:16) Men Bibelen nøjes ikke med at give gode råd. Den øver en sådan indflydelse at den ligefrem forandrer folk.
1-3. (a) Hvordan understreger Bibelen at det kan være nødvendigt at ændre personlighed? (b) Hvilken erfaring viser at Bibelen har magt til at ændre et menneskes personlighed?
KAN Bibelen virkelig forandre folk? Ja, den kan endda ændre deres personlighed. Betragt engang denne vejledning som findes i Bibelen: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:22-24.
2 Er det virkelig muligt at få en ny personlighed? Ja, det er det. Nogle forandrer sig faktisk temmelig meget når de bliver kristne. (1 Korinther 6:9-11) Der var for eksempel en dreng i Sydamerika der blev forældreløs som niårig. At han ikke havde forældrene til at lede sig under sin opvækst, kom til at præge hans personlighed. Han fortæller: „Da jeg var 18, var jeg fuldstændig afhængig af stoffer og havde også været i fængsel fordi jeg stjal for at få råd til mit stofmisbrug.“ Hans tante var imidlertid et af Jehovas vidner, og det lykkedes hende at hjælpe ham.
3 Han forklarer: „Min tante begyndte at læse Bibelen med mig, og efter syv måneder slap jeg ud af stofmisbruget.“ Han brød også med sin gamle omgangskreds og fik nye venner blandt Jehovas vidner. Han fortsætter: „Disse nye venner og mit regelmæssige bibelstudium hjalp mig til at gøre fremskridt, så jeg til sidst indviede mig til at tjene Gud.“ Ja, en tidligere stofmisbruger og tyv blev en aktiv kristen, og denne radikale forandring blev udvirket ved hjælp af den kraft Bibelen udfolder. Det er som apostelen Paulus siger: „Guds ord er levende og virkende.“ — Hebræerne 4:12.
Kundskab virker forandrende
4, 5. Hvad skal der til, ifølge Kolossenserbrevet 3:8-10, for at opdyrke den nye personlighed?
4 Hvordan bærer Bibelen sig ad med at forandre folk? Svaret findes i denne passage fra Bibelen: „Nu skal også I aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund. Lyv ikke for hinanden. Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:8-10.
5 Læg mærke til at der lægges vægt på nøjagtig bibelkundskab. Bibelen forklarer hvilke karaktertræk vi bør aflægge og hvilke vi bør opdyrke. At vide dette kan i sig selv have stor virkning. Det har en ung mand i Sydeuropa erfaret. Han havde et meget voldsomt temperament. Under sin opvækst kom han konstant i slagsmål, og for at få afløb for sit temperament begyndte han at dyrke boksning; men han kunne stadig ikke beherske sin voldsomme natur. Da han blev soldat kom han i vanskeligheder fordi han gennemtævede en anden soldat. Efter hjemsendelsen blev han gift, men bankede så sin kone. Under et familieskænderi slog han endda sin egen fader i gulvet. Virkelig en vred og voldelig ung mand!
6, 7. Hvordan hjalp nøjagtig bibelkundskab en ung mand i Sydeuropa til at forandre sin personlighed?
6 Efterhånden begyndte han imidlertid at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner og hørte råd som dette: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden.“ (Romerne 12:17-19) Dette hjalp ham til at indse hvor alvorlig en svaghed hans voldsomme temperament var. Han opgav boksningen, som han indså var uforenelig med en fredelig kristen personlighed. Men han måtte stadig kæmpe hårdt for at holde sin voldelige natur i ave.
7 Efterhånden som han fik større kundskab om de bibelske principper gik det imidlertid bedre. Det justerede hans samvittighed, og det lagde så igen en dæmper på hans iltre temperament. Efter at han havde studeret Bibelen i nogen tid og gjort disse fremskridt, skete det at en fremmed blev vred på ham og råbte fornærmelser efter ham. Den unge mand følte den gammelkendte vrede vælde op i sig. Men så mærkede han en anden følelse — skamfølelse — og den afholdt ham fra at give sin vrede luft. I stedet for at ’gengælde ondt med ondt’, beherskede han sig. Han er nu et helt andet menneske, med en ny personlighed, takket være nøjagtig kundskab fra Bibelen.
Må kende Gud
8. (a) Hvis billede formes den nye personlighed efter? (b) Hvem må man kende for at have den nøjagtige kundskab der fører til den nye personlighed?
8 Der er naturligvis mange som ved hvad der er rigtigt, men som giver efter for deres kødelige svagheder. Det er derfor tydeligt at nøjagtig kundskab om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert ikke er alt hvad der skal til. Der var også noget andet som bidrog til at hjælpe de to mænd der er beskrevet i det foregående. Hvad var det? I førnævnte passage fra Bibelen stod der: „Ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ (Kolossenserne 3:10) Læg mærke til at ligesom Adam oprindelig blev skabt i Guds billede, er den nye personlighed formet efter Guds billede. (1 Mosebog 1:26) Det vil sige at den nøjagtige kundskab der hjalp de to unge mænd, måtte indbefatte kundskab om Gud. Det minder os om Jesu ord: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
9. Hvordan hjælper kundskab om Gud os til at forandre vor personlighed?
9 Hvordan hjælper kundskab om Gud os til at forandre vor personlighed? Jo, den motiverer os til det. Når vi gennem vort studium af Bibelen lærer Gud at kende, får vi indblik i hans guddommelige egenskaber og ser hvilken kærlighed han har vist os. Det får os til at elske ham til gengæld. (1 Johannes 4:19) Så kan vi adlyde det som Jesus sagde var det første og største bud: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mattæus 22:37) Når vi elsker Gud, vil vi ønske at iføre os den nye personlighed der behager ham. Vi vil ønske at ligne ham mere, uanset hvor hårdt vi må kæmpe for det.
Indgroede svagheder
10, 11. Hvordan fik nøjagtig kundskab en ung kvinde i Nordamerika til at begynde at forandre sin personlighed?
10 I nogle tilfælde koster det virkelig kamp at gøre sådanne forandringer. Det kan en ung kvinde i Nordamerika bekræfte. Som barn blev hun misbrugt, hun voksede op i en familie hvor man skændtes og sloges, og hun søgte tilflugt i stofmisbrug. Stofferne var imidlertid dyre, og for at få råd til dem solgte hun sig selv som prostitueret. Hun udnyttede og udplyndrede også turister, og endte med at opholde sig mere i spillebuler og fængsler end i sit hjem.
11 Da Jehovas vidner traf hende, havde hun — efter flere aborter — fået et barn uden for ægteskab. Hun syntes godt om det hun hørte fra Bibelen, og begyndte at undersøge det nærmere. Snart opbyggede hun et forhold til Gud og gjorde forandringer i sit liv.
12, 13. Beskriv hvordan nøjagtig kundskab virker når først den har slået rod.
12 Men der ventede hende en hård kamp, for den gamle personlighed var dybt indgroet hos hende. Ved en lejlighed tog hun anstød af nogle velmente råd, holdt op med at studere Bibelen og vendte tilbage til sin tidligere livsform. Men hun kunne ikke glemme de bibelske sandheder hun havde lært, og hun indrømmer: „Af og til fik jeg skyldfølelser, og ordene i Andet Petersbrev 2:2 for gennem mine tanker: ’Hunden vender tilbage til sit eget bræk og den vaskede so til sølen.’“
13 Efterhånden fik den kundskab hun havde, hende til at gøre endnu et forsøg. Hun fortæller: „Jeg begyndte at åbne døren for Jehova og bad ofte om hjælp.“ Denne gang kom den nye personlighed til at stikke dybere hos hende, selv om hun stadig måtte kæmpe hårdt. I et svagt øjeblik begyndte hun at drikke igen og begik umoralitet. Men denne gang viste hendes reaktion at hun virkelig havde forandret sig. Hun væmmedes ved sig selv, og siger: „Jeg bad og studerede meget.“ Til sidst virkede Guds ord så stærkt på hende at hun blev en aktiv kristen der nu i flere år har ført et rent og ærbart liv, helt forskelligt fra det udsvævende, vilde liv i stofmisbrug hun før levede.
Et folk der er blevet forandret af Guds ord
14, 15. (a) Hvilken kraft fra Gud virker gennem Bibelen? (b) Hvad kendetegner sande kristne i dag?
14 Den indflydelse Bibelen har øvet på ydmyge menneskers liv, viser at den ikke er simpelt menneskeværk. Den er Guds inspirerede ord, en kanal hvorigennem Guds ånd virker. Den samme ånd som muliggjorde Jesu mirakler, hjælper i dag os til at overvinde dårlige egenskaber og udvikle en kristen personlighed. De grundlæggende egenskaber som kristne må opdyrke — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse — kaldes i Bibelen direkte for „åndens frugt“. — Galaterne 5:22, 23.
15 I dag virker denne ånd ikke blot på nogle enkelte, men på millioner som er blevet „oplært af Jehova“ og har opnået ’stor fred’ fra ham. (Esajas 54:13) Hvem er det? Jesus nævnte noget man kunne kende dem på da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Kristen kærlighed er en frugt af Guds ånd og en vigtig bestanddel af den nye kristne personlighed. Findes der en gruppe mennesker som viser kærlighed på den måde Jesus sagde?
16, 17. Nævn nogle avisudtalelser som er med til at udpege hvem der er „oplært af Jehova“ og nyder ’stor fred’.
16 Læg mærke til dette uddrag af et læserbrev i den nordamerikanske avis New Haven Register: „Uanset om man, som jeg, er blevet irriteret eller opbragt over deres missioneren, må man beundre dem for deres nidkærhed, deres ufordærvethed, deres enestående eksempel med hensyn til menneskelig adfærd og sund livsførelse.“ Den tyske avis Münchner Merkur har skrevet om den samme gruppe mennesker: „Det er de mest ærlige og punktlige skatteydere i Forbundsrepublikken. Deres lovlydighed ses såvel af måden de kører bil på som af kriminalitetsstatistikkerne.“
17 Hvem talte de to aviser om? Den samme gruppe som Buenos Aires-avisen Herald skrev dette om: „Hvor irriterende Jehovas Vidners form for gudsdyrkelse end virker . . ., må det dog siges at de gennem årene har bevist at de er flittige, ædruelige, sparsommelige og gudfrygtige borgere af den slags landet ganske givet har brug for.“ En sociologisk undersøgelse fra Zambia, offentliggjort i tidsskriftet American Ethnologist, beskæftiger sig med samme gruppe. Der siges heri: „Jehovas vidner har i højere grad end medlemmerne af andre trossamfund formået at opretholde varige ægteskaber.“
18, 19. Hvordan er Jehovas vidner i Italien og i Sydafrika blevet beskrevet?
18 Avisen La Stampa i Italien taler også om Jehovas vidner når den skriver: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld. Idealer som næstekærlighed, personlig ærlighed, ikkevold og afstandtagen fra magtanvendelse (der for de fleste kristne er ’søndagsregler’ som kun egner sig til at blive forkyndt fra prædikestolen) er en del af deres ’daglige’ levevis.“
19 En sydafrikansk universitetsprofessor som er blevet udsat for diskrimination under landets racelove, omtaler Jehovas vidner som et „folk der ved hjælp af Bibelens ophøjede normer har lært at være virkelig ’farveblinde’“. Han forklarer videre: „Her er folk som ser på hvad andre indeholder, og ikke kun på hvad farve deres hud er. Jehovas vidner udgør i dag det eneste virkelige broderskab mellem mennesker.“
20. Hvorfor er Jehovas vidner anderledes?
20 Disse bemærkninger viser at der findes et samfund af mennesker som har åbnet deres hjerte for Bibelen og som Guds ånd har virket på. Det er værd at bemærke at det er de samme mennesker som vi tidligere fastslog adlyder Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget i hele verden. (Mattæus 24:14) Hvorfor skiller Jehovas vidner sig ud på disse punkter? I mange retninger er de jo ikke anderledes end andre. De har de samme kødelige svagheder, de samme økonomiske problemer, og de samme grundlæggende behov. Men som gruppe betragtet elsker de Gud, tager Bibelen alvorligt og lader den virke på deres liv.
21. Hvilken slutning må vi drage når et folk som Jehovas vidner kan eksistere i vore dages hadfyldte verden?
21 Der er millioner af Jehovas vidner, og de findes i over 200 lande og områder. De kommer fra alle mulige racer, sproggrupper og samfundslag. Alligevel er de et forenet og fredeligt, internationalt brodersamfund. De er gode borgere i de lande de bor i, men de er først og fremmest undersåtter under Guds rige, og de er alle meget aktive med at fortælle andre den gode nyhed om dette rige. Det er bemærkelsesværdigt at en gruppe som Jehovas vidner overhovedet kan eksistere i denne splittede, hadfyldte verden. Det er et stærkt vidnesbyrd om at Guds ånd stadig virker blandt menneskene. Og det er et bevis på at Bibelen virkelig er „levende og virkende“.
[Tekstcitat på side 177]
Bibelen forandrer virkelig folk
[Tekstcitat på side 181]
Når man kender Gud, ønsker man at være som han