Ofre der havde Guds behag
„Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre.“ — HEBRÆERNE 8:3.
1. Hvorfor føler mange trang til at søge hjælp hos Gud?
„AT BRINGE ofre synes lige så ’naturligt’ for mennesket som at bede; det første vidner om menneskets syn på sig selv, det andet vidner om dets syn på Gud,“ skriver bibelforskeren Alfred Edersheim. Lige siden synden kom ind i verden, har den medført skyldfølelse, hjælpeløshed og en følelse af at være kommet bort fra Gud. Menneskene har derfor behov for lindring. Det er ikke så sært at mange der befinder sig i denne fortvivlede situation, føler trang til at søge hjælp hos Gud. — Romerne 5:12.
2. Hvilke beretninger finder vi i Bibelen om de ofre Guds tjenere i fortiden bragte Gud?
2 Det første sted i Bibelen hvor vi kan læse om ofre til Gud, er i forbindelse med Kain og Abel. Der står: „Så skete det efter nogen tids forløb at Kain gav sig til at bringe nogle af agerjordens frugter som en offergave til Jehova, hvorimod Abel bragte nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker.“ (1 Mosebog 4:3, 4) De næste ofre der omtales, blev bragt af Noa. Efter at Gud havde bevaret ham i live gennem den store vandflod som udslettede datidens onde generation, „byggede Noa et alter for Jehova og . . . bragte brændofre på alteret“. (1 Mosebog 8:20) Også Guds trofaste tjener og ven Abraham følte sig ved flere lejligheder tilskyndet af Guds løfter og velsignelser til at ’bygge et alter og påkalde Jehovas navn’. (1 Mosebog 12:8; 13:3, 4, 18) Senere blev Abraham udsat for den største prøve på sin tro da Jehova befalede ham at bringe sin søn Isak som et brændoffer. (1 Mosebog 22:1-14) Skønt disse beretninger er kortfattede, kan de fortælle os meget om emnet ofre, som vi vil se i det følgende.
3. Hvilken betydning har ofre i tilbedelsen?
3 Disse og andre bibelske beretninger viser tydeligt at det at bringe ofre var en fundamental del af tilbedelsen længe før Jehova fremsatte nogle specifikke love om ofre. I overensstemmelse hermed definerer et opslagsværk ordet „offer“ som „et religiøst ritual hvorunder noget ofres til en guddom for at etablere, bevare eller genoprette et ret forhold mellem mennesket og det der betragtes som helligt“. Men dette rejser nogle vigtige spørgsmål som vi bør overveje: Hvorfor er der behov for ofre i tilbedelsen? Hvilken slags ofre er antagelige for Gud? Og hvilken betydning har fortidens ofre for os i dag?
Hvorfor er der behov for ofre?
4. Hvordan gik det Adam og Eva da de havde syndet?
4 Da Adam syndede, gjorde han det med overlæg. Da han tog imod frugten fra træet til kundskab om godt og ondt og spiste af den, var det en forsætlig ulydighedshandling. Straffen for denne ulydighed var døden, som Gud klart havde sagt: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Adam og Eva høstede til sidst syndens løn — de døde. — 1 Mosebog 3:19; 5:3-5.
5. Hvorfor tog Jehova initiativet til at hjælpe Adams efterkommere, og hvad har han gjort for dem?
5 Hvordan forholder det sig da med Adams efterkommere? Eftersom de har arvet synden og ufuldkommenheden fra Adam, er de også kommet bort fra Gud og er underlagt håbløshed og død ligesom de to første mennesker. (Romerne 5:14) Jehova er imidlertid ikke blot en retfærdig og magtfuld Gud; han er først og fremmest en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8, 16) Han har derfor taget initiativet til at hele det brud der er opstået. Efter ordene „den løn synden betaler er døden“, siges der videre i Bibelen: „Men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 6:23.
6. Hvad har Jehova gjort i forbindelse med den skade Adams synd har forvoldt?
6 Det Jehova Gud gjorde for at sikre menneskene denne gave, var at tilvejebringe noget som kunne dække det tab Adams overtrædelse havde medført. Det hebraiske ord kafarʹ, der oversættes med „at sone, at skaffe soning,“ betød sandsynligvis oprindelig „at dække“ eller måske „at udviske“.a Jehova tilvejebragte med andre ord det der skulle til for at dække over den synd menneskene havde arvet fra Adam, og udviske de skader den havde forvoldt, sådan at de der opfyldte betingelserne for at modtage gaven, kunne blive frigjort fra syndens og dødens fordømmelse. — Romerne 8:21.
7. (a) Hvilket håb indebar Guds dom over Satan? (b) Hvilken pris måtte der betales for menneskehedens frigørelse fra synd og død?
7 Jehova omtalte håbet om at blive frigjort fra trældommen under synd og død lige efter at de to første mennesker havde syndet. I sin dom over Satan, repræsenteret ved slangen, sagde Jehova: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Disse profetiske ord indebar et håb for alle der viste tro på løftet. Denne frigørelse har imidlertid en pris. Det lovede afkom ville ikke blot komme og udslette Satan; afkommet måtte få hælen knust, det vil sige lide døden, dog ikke for bestandig.
8. (a) Hvordan viste Kain sig at være en skuffelse? (b) Hvorfor var Abels offer antageligt i Guds øjne?
8 Adam og Eva må uden tvivl have spekuleret meget over hvem det lovede afkom kunne være. Da Eva fødte sin første søn, Kain, sagde hun: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1 Mosebog 4:1) Troede hun at hendes søn måske ville vise sig at være afkommet? Uanset hvad hun har troet, viste Kain sig at være en skuffelse — ligesom det offer han bragte. Hans broder Abel viste derimod tro på Guds løfte og følte sig tilskyndet til at bringe nogle af sin hjords førstefødte som et offer til Jehova. Vi læser: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig.“ — Hebræerne 11:4.
9. (a) Hvad havde Abel tro på, og hvordan gav han udtryk for sin tro? (b) Hvad udvirkede Abels offer?
9 Abels tro gik ikke bare ud på at der fandtes en Gud; denne tro må Kain også have haft. Abel troede på Guds løfte om et afkom der ville udvirke frelse for de troende. Det blev ikke åbenbaret for ham hvordan dette ville ske, men ud fra Guds løfte forstod Abel at en eller anden ville få hælen knust. Abel drog åbenbart den slutning at der skulle udgydes blod — hvilket netop er det man forbinder med et slagtoffer. Som gave til livets Giver bragte Abel et levende offer der indebar udgydelse af blod, sikkert som et udtryk for hans inderlige længsel efter og forventning om indfrielsen af Jehovas løfte. Det var dette udtryk for tro der gjorde Abels offer antageligt i Jehovas øjne, og det var også et vidnesbyrd om hvad ofre i virkeligheden er: et middel hvorved syndige mennesker kan nærme sig Gud for at vinde hans godkendelse. — 1 Mosebog 4:4; Hebræerne 11:1, 6.
10. Hvordan blev betydningen af ofre understreget da Jehova befalede Abraham at ofre Isak?
10 Da Jehova befalede Abraham at bringe sin søn Isak som et brændoffer, blev det på dramatisk vis gjort klart hvor stor betydning ofre har. Selv om Isak ikke blev ofret bogstaveligt, tjente denne handling som et billede på hvad Jehova selv senere ville gøre — bringe sin enestefødte søn som det største offer nogen sinde for at gennemføre sin vilje med menneskene. (Johannes 3:16) Gennem ofrene under Moseloven fastlagde Jehova nogle profetiske mønstre som lærte hans udvalgte tjenere hvad de skulle gøre for at få deres synder tilgivet og befæste deres håb om frelse. Hvad kan vi lære af det?
Ofre der er antagelige for Jehova
11. Hvilke to kategorier af ofre bragte Israels ypperstepræst, og hvilke formål tjente de?
11 „Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre,“ skrev apostelen Paulus. (Hebræerne 8:3) Læg mærke til at Paulus inddeler de ofre som ypperstepræsten i fortidens Israel bragte, i to kategorier, nemlig „offergaver“ og „slagtofre“, eller „slagtofre for synder“. (Hebræerne 5:1) Normalt giver man gaver som et udtryk for hengivenhed og værdsættelse og for at opdyrke venskab og opnå gunst eller godkendelse. (1 Mosebog 32:20; Ordsprogene 18:16) Mange af de ofre som Moseloven foreskrev, kan således betragtes som „gaver“ der blev givet til Gud for at opnå hans godkendelse og gunst.b Når man overtrådte Loven, måtte der ydes erstatning, og for at gøre fejlen god igen bragte man „slagtofre for synder“. I Mosebøgerne, især Anden, Tredje og Fjerde Mosebog, gives der mange oplysninger om forskellige slagtofre og offergaver. Det kan være vanskeligt for os at tilegne os og huske alle detaljerne, men nogle hovedpunkter i forbindelse med de forskellige former for ofre fortjener vor opmærksomhed.
12. Hvor i Bibelen kan vi finde en oversigt over de ofre der skulle bringes ifølge Moseloven?
12 I Tredje Mosebog, kapitel 1 til 7, beskrives fem vigtige former for ofre — brændofre, kornofre, fællesskabsofre, syndofre og skyldofre — hver for sig, selv om nogle af dem blev bragt sammen. Ofrene beskrives desuden to gange i disse kapitler i forskellige øjemed: Første gang i Tredje Mosebog fra 1:2 til 6:7, hvor det forklares detaljeret hvad der skulle ofres på alteret, og anden gang i Tredje Mosebog fra 6:8 til 7:36, hvor det forklares hvilke dele der skulle lægges til side til præsten, og hvilke der var forbeholdt den der bragte offeret. I Fjerde Mosebog, kapitel 28 og 29, findes desuden hvad man kunne kalde en detaljeret tidsplan som gør rede for hvad der skulle ofres hver dag, hver uge, hver måned og under de årlige højtider.
13. Beskriv de ofre der blev bragt frivilligt som gaver til Gud.
13 Blandt de ofre der blev bragt frivilligt som gaver eller for at nærme sig Gud og opnå hans gunst, var brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrene. Nogle forskere mener at det hebraiske ord for „brændoffer“ betyder „et opstigningsoffer“ eller „et opstigende offer“. Dette er meget betegnende, for når man bragte et brændoffer, blev det slagtede dyr brændt på alteret, og en sød eller formildende duft steg op mod himmelen til Gud. Det særlige ved brændofrene var at hele dyret blev ofret til Gud efter at dets blod var blevet slynget mod alteret, hele vejen rundt. Præsterne skulle „bringe det hele som røgoffer på alteret, som et brændoffer, et ildoffer til en formildende duft for Jehova“. — 3 Mosebog 1:3, 4, 9; 1 Mosebog 8:21.
14. Hvordan blev kornofferet frembåret?
14 Kornofferet beskrives i Tredje Mosebog, kapitel 2. Det var et frivilligt offer bestående af fint mel, som regel fugtet med olie og tilsat virak. „Præsten skal deraf tage en håndfuld af dets fine mel og olie samt al dets virak; og han skal bringe det som røgoffer på alteret som en repræsentativ del deraf, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova.“ (3 Mosebog 2:2) Virak var en af ingredienserne i den hellige røgelse der blev brændt på røgelsesalteret i teltboligen og templet. (2 Mosebog 30:34-36) Det var åbenbart dette kong David havde i tanke da han sagde: „Måtte min bøn beredes som røgelse for dit ansigt, mine løftede hænder som aftenkornofferet.“ — Salme 141:2.
15. Hvad var formålet med fællesskabsofferet?
15 Et andet frivilligt offer var fællesskabsofferet, der beskrives i Tredje Mosebog, kapitel 3. Navnet kan også gengives med „et slagtoffer af fredsofre“. På hebraisk ligger der langt mere i ordet „fred“ end blot det at være fri for krig eller uro. „I Bibelen betyder det dette, og desuden den tilstand eller det forhold at have fred med Gud, såvel som velstand, glæde og lykke,“ siges der i bogen Studies in the Mosaic Institutions. Man bragte derfor ikke fællesskabsofre for at opnå fred med Gud, som om man ville formilde ham, men for at udtrykke taknemmelighed og glæde over den velsignede tilstand af fred med Gud som nydes af dem der har hans behag. Præsterne og den der frembar offeret, spiste offeret i fællesskab efter at blodet og fedtet var blevet ofret til Jehova. (3 Mosebog 3:17; 7:16-21; 19:5-8) På en smuk, symbolsk måde indtog den ofrende og præsterne et måltid sammen med Jehova Gud, hvilket var et udtryk for det fredelige forhold mellem dem.
16. (a) Hvilket formål tjente syndofferet og skyldofferet? (b) Hvordan adskilte disse ofre sig fra brændofferet?
16 Blandt de ofre der blev bragt for at opnå tilgivelse for synd eller for at sone overtrædelser mod Loven, var syndofferet og skyldofferet. Disse ofre indebar også at et dyr skulle brændes på alteret, men de adskilte sig fra brændofferet ved at det ikke var hele dyret som blev ofret til Gud, men kun fedtet og visse andre dele. Resten af dyret blev skaffet af vejen uden for lejren eller i nogle tilfælde spist af præsterne. Denne forskel er bemærkelsesværdig. Brændofferet blev frembåret som en gave til Gud for at man kunne nærme sig ham, og det blev derfor ofret i sin helhed og kun til Gud. Interessant nok bragte man som regel et synd- eller et skyldoffer før brændofferet, hvilket leder tanken hen på at det var nødvendigt at opnå tilgivelse af synd for at synderens gave kunne være antagelig i Guds øjne. — 3 Mosebog 8:14, 18; 9:2, 3; 16:3, 5.
17, 18. For hvilke synder kunne man bringe et syndoffer, og hvad var formålet med skyldofrene?
17 Syndofferet kunne kun bringes for uoverlagte synder mod Loven, synder som skyldtes det ufuldkomne køds svaghed. ’I det tilfælde at en sjæl syndede af vanvare i forbindelse med nogen af de ting som man ifølge Jehovas bud ikke måtte gøre,’ skulle synderen bringe et syndoffer der svarede til hans stilling eller status i samfundet. (3 Mosebog 4:2, 3, 22, 27) Syndere der ikke ændrede sind, skulle derimod lide døden; der fandtes ingen ofre for dem. — 2 Mosebog 21:12-15; 3 Mosebog 17:10; 20:2, 6, 10; 4 Mosebog 15:30; Hebræerne 2:2.
18 Skyldofferets betydning og formål fremgår af Tredje Mosebog, kapitel 5 og 6. Selv om et menneske uforvarende havde begået en synd, kunne overtrædelsen betyde at han havde pådraget sig skyld ved at krænke enten sin næstes eller Jehova Guds ret, og der måtte derfor ydes erstatning. Der omtales flere forskellige kategorier af synder. Nogle var personlige synder (5:2-6), nogle var synder mod „Jehovas hellige ting“ (5:14-16), og nogle, der måske ikke var helt uforsætlige, var synder som skyldtes urette ønsker eller kødelige svagheder (6:1-3). Foruden at bekende sådanne synder skulle overtræderen yde en passende erstatning og derefter bringe et skyldoffer til Jehova. — 3 Mosebog 6:4-7.
Noget bedre der skulle komme
19. Hvorfor vandt israelitterne ikke Guds behag til trods for at de havde Loven med alle dens ofre?
19 Moseloven med dens mange slagtofre og offergaver blev givet til israelitterne for at de kunne nærme sig Gud og opnå og bevare hans gunst og velsignelse indtil det lovede afkom fremstod. Apostelen Paulus, der var jøde af fødsel, udtrykte det på denne måde: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Sørgeligt nok lyttede israelitterne som folk betragtet ikke til denne opdrager, men misbrugte den forret de havde fået. Derfor blev deres mange slagtofre afskyelige i Jehovas øjne, og han sagde: „Jeg har fået nok af vædderbrændofre og fedekvægs fedt; og i blod af tyre og vædderlam og bukke har jeg ikke fundet behag.“ — Esajas 1:11.
20. Hvad skete der i år 70 med hensyn til Loven og de ofre den foreskrev?
20 I år 70 e.v.t. ophørte den jødiske tingenes ordning med dens tempel og præsteskab. Derefter var det ikke længere muligt at bringe ofre på den måde Loven foreskrev. Betyder det at ofrene, der var uadskilleligt knyttet til Loven, har mistet al betydning for dem der tilbeder Gud i dag? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.
[Fodnoter]
a Indsigt i Den Hellige Skrift, der er udgivet af Jehovas Vidner, forklarer: „Sådan som begrebet ’at skaffe soning’ bruges i Bibelen, har det den grundlæggende betydning ’at dække’ eller ’at give i bytte’, og noget der gives i bytte eller gives i den hensigt at dække noget andet, må svare nøjagtigt til dette. . . . For at skaffe tilstrækkelig soning for det Adam forspildte, måtte der tilvejebringes et syndoffer med et fuldkomment menneskelivs nøjagtige værdi.“
b Et hebraisk ord der ofte gengives med „offergave“, er qårbanʹ. I forbindelse med Jesu fordømmelse af en af de skriftlærdes og farisæernes ubarmhjertige skikke forklarede Markus at „korban“ betyder „en gave viet til Gud“. — Markus 7:11.
Kan du forklare dette?
● Hvad fik fortidens trofaste mænd til at bringe ofre til Jehova?
● Hvorfor var der behov for ofre?
● Hvilke forskellige former for ofre blev bragt under Loven, og hvad var formålene med dem?
● Hvilket væsentligt formål tjente Loven og de ofre den foreskrev, ifølge Paulus?
[Illustration på side 14]
Jehova havde behag i Abels offer, for det viste at han troede på Jehovas løfte
[Illustration på side 15]
Forstår du betydningen af denne begivenhed?