NÆSTE, NABO

Der er flere andre hebraiske ord som har et lignende betydningsindhold. ‛Amīthʹ, der gengives med „landsmand“ eller „fælle“, bruges ofte om en man har en vis berøring med. (3Mo 6:2; 19:15, 17; 25:14, 15; Zak 13:7) Tillægsordet qarōvʹ, der betyder „nær, nært beslægtet med“, bruges til at betegne at noget er nærved, enten geografisk eller tidsmæssigt, og brugt om personer kan det betegne et nærmere forhold end ordet „næste“ og bliver derfor gengivet med ’en der står (en anden) nær’ eller ’(ens) nærmeste’. (2Mo 32:27; Jos 9:16; Sl 15:3; 38:11; Ez 23:5) Sjakhenʹ har betydningen „nabo“ og bruges om både byer og personer, både venner og fjender. — Jer 49:18; Rut 4:17; Sl 79:4, 12.

I De Græske Skrifter er „næste“ oversat fra plēsiʹon, „nær“, brugt sammen med den bestemte artikel ho, så det bogstaveligt betyder „den (der er) nær“. (Ro 13:10; Ef 4:25) „Nabo“ er oversat fra geiʹtōn, „en der bor i det samme land“ (Lu 14:12; Joh 9:8), og i et enkelt tilfælde (Lu 1:58) fra tillægsordet periʹoikos, „boende omkring“, brugt som navneord (i flertal). Om disse græske ord siges der i Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words: „[Disse ord] har en bredere betydning end det engelske ord for nabo eller næste. I Palæstina lå der ingen gårde spredt i landområderne; indbyggerne var samlet i landsbyer og gik til og fra deres arbejde. I forbindelse med dagliglivets gøremål kom de derved konstant i berøring med deres naboer. Udtrykkene for ’nabo’ eller ’næste’ dækkede derfor et stort betydningsfelt. Det ses blandt andet af den måde hvorpå Bibelen beskriver de vigtigste sider af en nabos eller næstes væsentligste rettigheder og pligter, (a) hjælpsomhed, fx: . . . Luk. 10:36; (b) fortrolighed, fx: Luk. 15:6, 9 . . . Hebr. 8:11; (c) oprigtighed og loyalitet, fx: . . . Rom. 13:10; 15:2; Ef. 4:25; Jak. 4:12.“ — 1981, bd. 3, s. 107.

Onde naboer. Der fandtes dog også dårlige naboer, som for eksempel Israels nabolande. Da Jerusalems tempel i 607 f.v.t. blev ødelagt af babylonierne, vakte det glæde i disse lande, deriblandt Edom, og deres indbyggere overgav endog flygtende jøder til deres fjender. (Sl 137:7; Ob 8-14; Mik 4:11) Salmisten følte sig tilskyndet til at skrive: „Vi er blevet til forsmædelse blandt vore naboer [flertal af sjakhenʹ], til spot og hån blandt vore omgivelser.“ Han bad: „Giv vore naboer [flertal af sjakhenʹ] syvdobbelt igen i deres egen favn for den forsmædelse hvormed de har smædet dig.“ Eftersom Jehova ’boede’ blandt israelitterne, omtalte han de nationer der modstod hans folk, som „alle mine onde naboer, der rører ved den arvelod som jeg lod mit folk Israel få i eje“. — Sl 79:4, 12; Jer 12:14; jf. Sl 68:16.

Næstekærlighed. Gennem hele Bibelen understreges det at man skal behandle sin næste kærligt og vise ham venlighed, gavmildhed og hjælpsomhed, hvad enten det er en nær ven, en bekendt eller et medmenneske i almindelighed. I Moseloven stod der: „Med retfærdighed skal du dømme din landsmand [‛amīthʹ]. . . . Du må ikke hade din broder i dit hjerte. Du skal visselig retlede din landsmand, så du ikke kommer til at bære synd sammen med ham. . . . du skal elske din næste [reʹa‛] som dig selv.“ (3Mo 19:15-18) (I den græske Septuaginta er ordet reʹa‛ her gengivet med det græske udtryk ho plēsiʹon.) David sagde om den der kan gæste Jehovas telt: „Han har ikke bagtalt med sin tunge. Han har ikke gjort sin næste [reʹa‛] noget ondt, og ingen forsmædelse har han bragt over den der står ham nær [qarōvʹ].“ (Sl 15:3) Det understreges gang på gang at man ikke må volde sin næste (reʹa‛) skade og heller ikke foragte ham eller begære noget der tilhører ham. — 2Mo 20:16; 5Mo 5:21; 27:24; Ord 14:21.

Apostelen Paulus sagde: „Den der elsker medmennesket har opfyldt loven,“ hvorefter han nævnte nogle af Moselovens bud og sluttede med ordene: „og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste [plēsiʹon] som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten [plēsiʹon] noget ondt; kærligheden er derfor lovens opfyldelse.“ (Ro 13:8-10; jf. Ga 5:14.) Jakob omtaler dette bud om at elske sin næste som sig selv som „den kongelige lov“. — Jak 2:8.

Det næststørste bud. Da en jøde spurgte Jesus: „Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“ og gerne ville vide hvilke bud han skulle følge, nævnte Jesus fem af De Ti Bud og tilføjede befalingen fra 3 Mosebog 19:18 idet han sagde: „Du skal elske din næste [plēsiʹon] som dig selv.“ (Mt 19:16-19) Ved en anden lejlighed, da en lovkyndig henvendte sig til ham, betegnede han dette bud som det næststørste i Loven, ja, som et af de to bud som hele Loven og Profeterne hvilede på. — Mt 22:35-40; Mr 12:28-31; Lu 10:25-28.

Hvem er min næste? Jesus uddybede også sine tilhøreres forståelse af hvad der lå i ordet plēsiʹon, da den samme lovkyndige, som gerne ville retfærdiggøre sig, videre spurgte: „Hvem er egentlig min næste [plēsiʹon]?“ I den efterfølgende lignelse om den barmhjertige samaritaner understregede Jesus at den der virkelig gør sig til et andet menneskes næste, ikke nødvendigvis er en ven eller en slægtning eller en der bor i nærheden af vedkommende, men den der viser ham eller hende den kærlighed og godhed som Bibelen påbyder. — Lu 10:29-37.

Blandt israelitterne. I de fleste græske tekstudgaver forekommer det græske ord poliʹtēs, „borger“, i Hebræerne 8:11; men i nogle senere håndskrifter bruges ordet plēsiʹon. Paulus citerer her fra genoprettelsesprofetien i Jeremias 31:34, der var henvendt til Israels folk: „’Og man skal ikke mere belære sin næste [reʹa‛] eller sin broder og sige: „Kend Jehova!“ for de skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem,’ lyder Jehovas udsagn.“ Paulus anvender disse ord på den åndelige ’hellige nation’, „Guds Israel“, idet han siger: „Og ingen skal nogen sinde undervise sin medborger og ingen sin broder . . .“ Ordet medborger (for poliʹtēs) gengiver her den tanke der ligger i grundsproget, bedre end ordet næste. — 1Pe 2:9; Ga 6:16.

Vejledning i Ordsprogene. Mens man på den ene side skal elske sin næste og optræde hjælpsomt over for ham, skal man på den anden side passe på ikke at ville være sin næstes mest fortrolige ven, så man ligefrem virker påtrængende eller anmassende. I Ordsprogene udtrykkes det på denne måde: „Sæt sjældent din fod i din næstes [form af reʹa‛] hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — Ord 25:17.

Ordsprogene har imidlertid også det råd at man skal tro på og have tillid til sin ven, og at det er ham man skal gå til når man er i nød: „Svigt ikke din ven eller din faders ven, og gå ikke ind i din broders hus på din ulykkes dag. En nabo [sjakhenʹ] i nærheden er bedre end en broder langt borte.“ (Ord 27:10) Hermed vil skribenten åbenbart sige at man bør påskønne en nær ven af familien og snarere vente at finde hjælp hos ham end hos en slægtning der, skønt han står én så nær som en broder, måske bor langt borte og ikke er så parat til eller så godt i stand til at hjælpe som den nære ven af familien.