De andre får og den nye pagt

„Udlændingene . . ., alle som holder sabbatten så de ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg.“ — Esajas 56:6, 7.

 1. (a) Hvad udrettes der ifølge det syn der blev givet Johannes, mens Jehova holder sin doms vinde tilbage? (b) Hvilken bemærkelsesværdig skare så Johannes?

I DET fjerde syn i Åbenbaringens Bog så apostelen Johannes Jehovas doms ødelæggende vinde blive holdt tilbage mens beseglingen af alle medlemmerne af „Guds Israel“ blev fuldført. Disse er de første der vil blive velsignet gennem Jesus, der er den primære del af Abrahams afkom. (Galaterne 6:16; 1 Mosebog 22:18; Åbenbaringen 7:1-4) I det samme syn så Johannes „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åbenbaringen 7:9, 10) Det at den store skare siger: „Frelsen skylder vi . . . Lammet,“ viser at den også bliver velsignet ved Abrahams afkom.

 2. Hvornår begyndte den store skare at vise sig, og hvad kendetegner den?

² Denne store skare blev identificeret i 1935, og i dag tæller den over fem millioner. Dens medlemmer er blevet mærket med henblik på at overleve den store trængsel og opnå evigt liv når Jesus skiller „fårene“ fra „gederne“. De kristne der udgør den store skare, tilhører også ’de andre får’ i Jesu illustration med fårefoldene. De nærer håb om at komme til at leve evigt i et jordisk paradis. — Mattæus 25:31-46; Johannes 10:16; Åbenbaringen 21:3, 4.

 3. Hvori adskiller de salvede kristne sig fra de andre får hvad den nye pagt angår?

³ De 144.000 får del i Abrahamspagtens velsignelser gennem den nye pagt. Som parthavere i denne pagt er de „under ufortjent godhed“ og „under Kristi lov“. (Romerne 6:15; 1 Korinther 9:21) Kun de 144.000 der udgør Guds Israel, har derfor med rette nydt symbolerne ved højtiden til minde om Jesu død, og det er kun med dem at Jesus har indgået en pagt om et rige. (Lukas 22:19, 20, 29) De der udgør den store skare, er ikke parthavere i den nye pagt. De samarbejder imidlertid med medlemmerne af Guds Israel og bor sammen med dem i deres „land“. (Esajas 66:8) Man kan derfor passende sige at de også er under Jehovas ufortjente godhed og under Kristi lov. De er ikke parthavere i den nye pagt, men de nyder gavn af den.

„Udlændingene“ og „Guds Israel“

 4, 5. (a) Hvilken gruppe ville ifølge Esajas’ Bog tjene Jehova? (b) Hvordan bliver Esajas 56:6, 7 opfyldt på den store skare?

⁴ Profeten Esajas skrev: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, alle som holder sabbatten så de ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde sig i mit bedehus. Deres brændofre og deres slagtofre vil blive godkendt på mit alter.“ (Esajas 56:6, 7) I Israel betød dette at „udlændingene“, ikkeisraelitterne, kunne tilbede Jehova ved at elske hans navn, adlyde Lovpagtens betingelser, overholde sabbatten og bringe ofre ved templet, Guds „bedehus“. — Mattæus 21:13.

⁵ I vor tid er de ’udlændinge som har sluttet sig til Jehova’ identiske med den store skare som tjener Jehova sammen med Guds Israel. (Zakarias 8:23) Dens medlemmer bringer de samme antagelige ofre som Guds Israel. (Hebræerne 13:15, 16) De tilbeder i Guds åndelige tempel, hans „bedehus“. (Jævnfør Åbenbaringen 7:15.) Overholder de også en ugentlig sabbat? Hverken de salvede eller de andre får har fået påbud om dette. (Kolossenserne 2:16, 17) Paulus sagde dog til de salvede hebraiske kristne: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebræerne 4:9, 10) Disse hebræere gik ind til denne „sabbatshvile“ da de underordnede sig „retfærdigheden fra Gud“ og hvilede fra at forsøge at blive retfærdiggjort ved lovgerninger. (Romerne 10:3, 4) De ikkejødiske salvede kristne er gået ind til den samme hvile ved at underordne sig Jehovas retfærdighed. Den store skare får også del i denne hvile.

 6. Hvordan underlægger de andre får sig i dag den nye pagt?

⁶ Desuden underlægger de andre får sig den nye pagt nøjagtig som udlændingene i fortiden underlagde sig Lovpagten. Hvordan? Ikke ved at blive parthavere i den, men ved at underlægge sig dens love og nyde gavn af dens foranstaltninger. (Jævnfør Jeremias 31:33, 34.) De andre får har ligesom deres salvede medarbejdere Jehovas lov ’i deres hjerte’. De elsker Jehovas bud og principper højt og retter sig efter dem. (Salme 37:31; 119:97) Ligesom de salvede kristne kender de Jehova. (Johannes 17:3) Hvad med omskærelsen? Cirka 1500 år før den nye pagt blev indgået, sagde Moses til israelitterne: „I må omskære jeres hjerters forhud.“ (5 Mosebog 10:16; Jeremias 4:4) Den obligatoriske omskærelse i kødet forsvandt med Loven, men både de salvede og de andre får må ’omskære’ deres hjerte. (Kolossenserne 2:11) Jehova tilgiver også de andre fårs synder på grundlag af Jesu udgydte blod, „pagtens blod“. (Mattæus 26:28; 1 Johannes 1:9; 2:2) Gud adopterer dem ikke som sine åndelige sønner sådan som han gør med de 144.000. Men han erklærer de andre får retfærdige på samme måde som han erklærede Abraham retfærdig. De bliver erklæret retfærdige som venner af Gud. — Mattæus 25:46; Romerne 4:2, 3; Jakob 2:23.

 7. Hvilket fremtidshåb har de andre får der bliver erklæret retfærdige ligesom Abraham blev?

⁷ For de 144.000 betyder dét at de bliver erklæret retfærdige, at de har håb om at komme til at herske sammen med Jesus i det himmelske rige. (Romerne 8:16, 17; Galaterne 2:16) For de andre får betyder dét at de bliver erklæret retfærdige som venner af Gud, at de får håb om evigt liv på en paradisisk jord — enten ved at overleve Harmagedon som en del af den store skare eller som følge af ’de retfærdiges opstandelse’. (Apostelgerninger 24:15) Det er en stor forret at eje dette håb og være ven med universets Suveræn, ja, så at sige ’gæste hans telt’. (Salme 15:1, 2) Både de salvede og de andre får bliver på storslået vis velsignet gennem Abrahams afkom, Jesus Kristus.

En større forsoningsdag

 8. Hvad var de ofre der under Loven blev bragt på forsoningsdagen, et billede på?

⁸ Da Paulus skrev om den nye pagt, mindede han sine læsere om den årlige forsoningsdag under Lovpagten. På denne dag blev der bragt særskilte ofre — ét for Levis præstestamme og ét for de 12 ikkepræstelige stammer. Dette har længe været forklaret som et forbillede på Jesu store offer der både ville være til gavn for de 144.000 der har et himmelsk håb, og de millioner der har et jordisk håb.a Paulus forklarede at i opfyldelsen forvaltes goderne af Jesu offer gennem en større forsoningsdag under den nye pagt. Som ypperstepræst på denne større forsoningsdag gav Jesus sit fuldkomne liv som et sonoffer for at skaffe menneskene „en evig udfrielse“. — Hebræerne 9:11-24.

 9. Hvad kunne de salvede kristne hebræere få del i nu da de var med i den nye pagt?

⁹ Mange kristne hebræere i det første århundrede var stadig „nidkære for [Mose]loven“. (Apostelgerninger 21:20) Paulus gjorde dem derfor meget passende opmærksom på følgende: „[Jesus] er mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede kan få løftet om den evige arv, fordi der har fundet en død sted til deres udfrielse ved en løsesum fra overtrædelserne under den tidligere pagt.“ (Hebræerne 9:15) Den nye pagt udfriede de kristne hebræere fra den gamle pagt, der afslørede deres syndige tilstand. Takket være den nye pagt kunne de få del i „løftet om den evige [himmelske] arv“.

10. Hvad takker de salvede og de andre får Gud for?

¹⁰ Enhver der „tror på Sønnen“, vil få gavn af genløsningsofferet. (Johannes 3:16, 36) Paulus sagde: „Messias [blev] frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder; og anden gang han kommer til syne er det skilt fra synd og for dem som ivrigt venter på ham til deres frelse.“ (Hebræerne 9:28) De der i dag ivrigt venter på Jesus, omfatter Guds Israel, de salvede kristne der er tilbage på jorden, samt de millioner der udgør den store skare, som også har håb om evigt liv. Begge skarer takker Gud for den nye pagt og for de livgivende velsignelser der er forbundet med den, deriblandt den større forsoningsdag og Jesu tjeneste som ypperstepræst i det Allerhelligste i himmelen.

Travlt optaget af hellig tjeneste

11. Hvad gør de salvede og de andre får med glæde nu da de ved hjælp af Jesu offer har fået renset deres samvittighed?

¹¹ I sit brev til hebræerne understregede Paulus at Jesu offer i forbindelse med den nye pagt er af langt større værdi end de syndofre der blev bragt under den gamle pagt. (Hebræerne 9:13-15) Jesu bedre offer er i stand til at „rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud“. For de kristne hebræere indbefattede de „døde gerninger“ „overtrædelserne under den tidligere pagt“. For de kristne i dag indbefatter de „døde gerninger“ de synder de har begået i fortiden, synder de oprigtigt har angret, og som Gud har tilgivet. (1 Korinther 6:9-11) De salvede kristne der har fået renset deres samvittighed, yder „hellig tjeneste for den levende Gud“. Det samme gør medlemmerne af den store skare. De har renset deres samvittighed ved hjælp af „Lammets blod“ og befinder sig i Guds store åndelige tempel hvor de „yder ham hellig tjeneste dag og nat“. — Åbenbaringen 7:14, 15.

12. Hvordan viser vi at vi ejer „troens fulde forvisning“?

¹² Paulus siger endvidere: „Lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed og vore legemer badet med rent vand.“ (Hebræerne 10:22) Hvordan kan vi vise at vi har „troens fulde forvisning“? Paulus gav de kristne hebræere denne tilskyndelse: „Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort [himmelske] håb, for trofast er han som gav løftet. Og lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:23-25) Hvis vores tro er levende, vil vi heller ikke „forsømme at komme sammen“. Vi vil glæde os over at kunne anspore vore brødre og selv blive ansporet af dem til kærlighed og gode gerninger idet vi styrkes til at udføre det vigtige arbejde med offentligt at bekende vort håb, hvad enten vi ejer det jordiske eller det himmelske håb. — Johannes 13:35.

’Den evige pagt’

13, 14. I hvilken forstand er den nye pagt evig?

¹³ Hvad vil der ske når den sidste af de 144.000 bliver oprejst til liv i himmelen? Vil den nye pagt da ophøre? På det tidspunkt vil der ikke være nogen af dem der udgør Guds Israel, tilbage på jorden. Alle der er parthavere i denne pagt, vil være sammen med Jesus „i [hans] Faders rige“. (Mattæus 26:29) Men vi husker Paulus’ ord i hans brev til hebræerne: „Fredens Gud . . . førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod.“ (Hebræerne 13:20; Esajas 55:3) I hvilken forstand er den nye pagt evig?

¹⁴ For det første vil den aldrig blive erstattet sådan som Lovpagten blev det. For det andet vil følgerne af dens virke være varige, ligesom det er tilfældet med følgerne af Jesu kongedømme. (Sammenlign Lukas 1:33 med Første Korintherbrev 15:27, 28.) Det himmelske rige har en evig plads i Jehovas hensigt. (Åbenbaringen 22:5) For det tredje vil de andre får fortsat drage nytte af den nye pagtsordning. Under Kristi tusindårige styre vil trofaste mennesker vedblivende ’yde Jehova hellig tjeneste dag og nat i hans tempel’ ligesom de gør i dag. Jehova vil aldrig mere bringe de synder de har begået i fortiden, på bane, da de er blevet tilgivet på grundlag af Jesu udgydte blod, „pagtens blod“. De vil fortsat kunne glæde sig over at Jehova betragter dem som retfærdige og som sine venner, og hans lov vil stadig være skrevet i deres hjerte.

15. Beskriv Jehovas forhold til sine jordiske tilbedere i den nye verden.

¹⁵ Vil Jehova til den tid kunne sige om sine jordiske tjenere: ’Jeg er deres Gud, og de er mit folk’? Ja. „Han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem.“ (Åbenbaringen 21:3) De vil udgøre „de helliges lejr“ og på jorden repræsentere „den elskede by“, Jesu Kristi himmelske brud. (Åbenbaringen 14:1; 20:9; 21:2) Alt dette vil være muligt som følge af deres tro på „pagtens blod“ og fordi de underlægger sig de himmelske konger og præster, der udgjorde Guds Israel da de befandt sig på jorden. — Åbenbaringen 5:10.

16. (a) Hvilke muligheder venter der dem som bliver oprejst til liv på jorden? (b) Hvilke velsignelser venter der menneskeheden ved slutningen af tusindårsriget?

¹⁶ Hvordan forholder det sig med de døde der får en opstandelse til liv på jorden? (Johannes 5:28, 29) De vil ligeledes blive indbudt til at „velsigne sig“ ved Abrahams afkom, Jesus Kristus. (1 Mosebog 22:18) De må også elske Jehovas navn, tjene ham, bringe antagelige ofre og yde hellig tjeneste i hans bedehus. De der gør det, vil gå ind til Guds hvile. (Esajas 56:6, 7) Ved slutningen af de tusind år vil alle der forbliver trofaste, være blevet ført frem til menneskelig fuldkommenhed ved hjælp af Jesu Kristi og hans 144.000 medpræsters præstegerning. De vil ikke blot blive erklæret retfærdige som venner af Gud, men være retfærdige. De vil ’blive levende’ idet de vil være fuldstændig udfriet fra den synd og død de har arvet fra Adam. (Åbenbaringen 20:5; 22:2) Det vil være en stor velsignelse. Som vi forstår det i dag, vil den præstegerning som Jesus og de 144.000 har udført, efter alt at dømme være fuldført til den tid. Den større forsoningsdags velsignelser vil da være formidlet i fuldt omfang. Jesus vil derefter ’overgive riget til sin Gud og Fader’. (1 Korinther 15:24) Menneskene vil så gennemgå en endelig prøve, hvorefter Satan og hans dæmoner vil blive udslettet for evigt. — Åbenbaringen 20:7, 10.

17. I betragtning af den glæde der venter os, hvad bør vi da hver især være besluttede på?

¹⁷ Vil ’den evige pagt’ spille en rolle i den spændende tidsalder der da vil begynde, og i givet fald hvilken? Det kan vi ikke sige noget om. Men det Jehova indtil nu har åbenbaret, er også tilstrækkeligt for os. Det fylder os med ærefrygt. Tænk at vi kan opnå evigt liv som en del af ’de nye himle og den nye jord’! (2 Peter 3:13) Vi må ikke lade noget som helst svække vort ønske om at arve dette løfte. Det vil måske ikke være let at holde ud, for Paulus sagde: „I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ (Hebræerne 10:36) Men glem ikke at ethvert problem og enhver modstand der må overvindes, er for intet at regne sammenlignet med den glæde der venter os. (2 Korinther 4:17) Lad os derfor ikke ’unddrage os så vi går til grunde’, men vise at vi hører til „dem som har tro, så sjælen bevares i live“. (Hebræerne 10:39) Lad os nære fuld tillid til Jehova, den Gud der indgår pagter, til evig velsignelse for os alle.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvem foruden de salvede kristne velsignes ved Abrahams afkom?

◻ I hvilken forstand bliver de andre får velsignet under den nye pagt ligesom proselytterne blev velsignet under den gamle pagt?

◻ Hvordan bliver de andre får velsignet gennem den større forsoningsdag?

◻ Hvorfor kaldte Paulus den nye pagt for ’en evig pagt’?

[Ramme på side 21]

Hellig tjeneste i templet

Den store skare tilbeder sammen med de salvede kristne i den jordiske forgård til Jehovas store åndelige tempel. (Åbenbaringen 7:14, 15; 11:2) Der er ingen grund til at mene at den store skare befinder sig i en adskilt hedningernes forgård. Da Jesus var på jorden, havde man i templet en hedningernes forgård. I de guddommeligt inspirerede planer over Salomons og Ezekiels templer var der imidlertid ikke en særlig forgård for hedningerne. I Salomons tempel var der en ydre forgård hvor israelitter og proselytter, mænd og kvinder, tilbad sammen. Det er den der er det profetiske mønster på den jordiske forgård i det åndelige tempel, hvor Johannes så den store skare yde hellig tjeneste.

Det var dog kun præster og levitter der havde adgang til den indre forgård, hvor det store alter befandt sig; kun præster havde adgang til Det Hellige, og kun ypperstepræsten måtte gå ind i Det Allerhelligste. Den indre forgård og Det Hellige må være et billede på de salvede kristnes enestående åndelige tilstand på jorden. Det Allerhelligste skildrer selve himmelen, hvor de salvede kristne modtager udødeligt liv sammen med deres himmelske ypperstepræst. — Hebræerne 10:19, 20.

[Illustration på side 23]

I betragtning af den glæde der venter os, lad os da ’have tro, så sjælen bevares i live’