MENNESKESØN

I De Hebraiske Skrifter er dette i de fleste tilfælde en gengivelse af udtrykket bæn-’adhamʹ, hvor ’adhamʹ ikke sigter til personen Adam, men bruges kollektivt om hele menneskeslægten. Det vil sige at bæn-’adhamʹ egentlig betyder „en søn af menneskeslægten (el. menneskene)“, „en søn af et jordisk menneske, et menneske“. (Sl 80:17; 146:3; Jer 49:18, 33) Udtrykket er ofte brugt parallelt med andre hebraiske ord for „mand“ eller „menneske“, nemlig ’īsj, der betyder „mand, af hankøn“ (jf. 4Mo 23:19; Job 35:8; Jer 50:40), og ’ænōsjʹ, „dødeligt menneske“. (Jf. Sl 8:4; Es 51:12; 56:2.) I Salme 144:3 er udtrykket „et dødeligt menneskes søn“ oversat fra bæn-’ænōsjʹ, og i Daniel 7:13 forekommer det tilsvarende aramaiske udtryk (bar ’ænasjʹ).

På græsk bruges udtrykket huiosʹ tou anthrōʹpou, hvor det sidste led er det græske ord for „menneske“ (anʹthrōpos). — Mt 16:27.

I De Hebraiske Skrifter forekommer udtrykket hyppigst i Ezekiels Bog, hvor Gud over 90 gange kalder profeten „menneskesøn“. (Ez 2:1, 3, 6, 8) Brugt på denne måde tjener betegnelsen åbenbart til at understrege at profeten kun er et jordisk menneske, hvorved kontrasten mellem den jordiske budbringer og budskabets kilde, den højeste Gud, fremhæves. Samme betegnelse bruges i Daniel 8:17 om profeten Daniel.

Menneskesønnen Jesus Kristus. I evangelieberetningerne forekommer udtrykket næsten 80 gange, og hver gang er det Jesus Kristus der bruger det om sig selv. (Mt 8:20; 9:6; 10:23) Uden for evangelierne findes udtrykket i Apostelgerninger 7:56, Hebræerne 2:6 og Åbenbaringen 1:13; 14:14.

Ved at anvende dette udtryk om sig selv viste Jesus at han, Guds søn, nu i enhver henseende var et menneske, at han var ’blevet kød’ (Joh 1:14) idet han var blevet „født af en kvinde“, den jødiske jomfru Maria, som havde undfanget ham og sat ham i verden. (Ga 4:4; Lu 1:34-36) Han havde altså ikke blot iført sig et materialiseret menneskelegeme sådan som engle tidligere havde gjort; han var ikke en inkarnation, men var gennem sin jordiske moder helt og holdent blevet en ’menneskesøn’. — Jf. 1Jo 4:2, 3; 2Jo 7; se KØD.

Af denne grund kunne apostelen Paulus mønte den 8. salme på Jesus Kristus. I sit brev til hebræerne (2:5-9) citerede Paulus: „Hvad er da et dødeligt menneske [’ænōsjʹ] at du husker ham, og en menneskesøn [bæn-’adhamʹ] at du tager dig af ham? Og du gjorde ham lidt ringere end de gudlignende [i He 2:7: „lidt ringere end engle“], ja, du kronede ham med herlighed og pragt. Du satte ham til at herske over dine hænders værk; alt har du lagt under hans fødder.“ (Sl 8:4-6; jf. Sl 144:3.) Paulus påpegede her at Jesus, som en opfyldelse af denne profetiske salme, blev gjort „lidt ringere end engle“ og altså virkelig blev en dødelig „menneskesøn“, sådan at han kunne dø som et menneske og derved ’smage døden for ethvert menneske’, hvorefter han blev oprejst af sin Fader og kronet med herlighed og ære. — He 2:8, 9; jf. He 2:14; Flp 2:5-9.

Betegnelsen „menneskesøn“ tjener derfor også til at identificere Jesus Kristus som menneskehedens nære slægtning der har magt til at genløse den fra trældommen under synden og døden, og som den store blodhævner. — 3Mo 25:48, 49; 4Mo 35:1-29; se BLODHÆVNER; LØSESUM, LØSKØBELSE.

At Jesus blev kaldt „Davids søn“ (Mt 1:1; 9:27), fremhæver at han var arving til rigspagten som skulle virkeliggøres i Davids slægtslinje; at han blev kaldt „Menneskesønnen“, henleder opmærksomheden på at han ved sin fødsel som menneske var blevet en del af menneskeslægten; og at han blev kaldt „Guds søn“, betoner at han var af guddommelig oprindelse, at han ikke stammede fra synderen Adam eller havde arvet ufuldkommenheden fra ham, men stod fuldt retfærdig ind for Gud. — Mt 16:13-17.

Hvad er „Menneskesønnens tegn“?

Det ser imidlertid ud til at der er endnu en væsentlig grund til at Jesus så ofte betegnede sig selv som „Menneskesønnen“. Det har at gøre med opfyldelsen af profetien i Daniel 7:13, 14. I et syn så Daniel „en der var som en menneskesøn“ komme med himmelens skyer, få foretræde for „den gamle af dage“ og få overdraget „herredømme og ære og kongemagt“, sådan at „alle folkeslag, folkestammer og tungemål“ skulle tjene ham; og det herredømme han fik, var „et varigt herredømme“.

Da engelen i udlægningen af synet taler om at dette herredømme eller rige tages i besiddelse af et folk der kaldes „den Allerhøjestes hellige“ (Da 7:18, 22, 27), har mange kommentatorer forsøgt at vise at ’menneskesønnen’ her er ’en kollektiv person’, nemlig ’Guds hellige i deres kollektive aspekt, betragtet kollektivt som et folk’, ’det herliggjorte og ideale Israels folk’. Set i lyset af De Kristne Græske Skrifter er denne udlægning imidlertid overfladisk. Den tager ikke i betragtning at Kristus Jesus, Guds salvede konge, indgik ’en pagt om et rige’ med sine disciple for at de kunne få del med ham i hans rige, og at de skal herske som konger og præster under hans ledelse og i kraft af den myndighed han skænker dem. (Lu 22:28-30; Åb 5:9, 10; 20:4-6) De opnår altså kun myndighed til at herske over nationerne fordi han i forvejen har fået denne myndighed af den suveræne Gud. — Åb 2:26, 27; 3:21.

Jesu egne ord viser endnu tydeligere hvordan Daniels profeti skal forstås. Som svar på ypperstepræstens spørgsmål om han var Messias, sagde han: „Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.“ — Mr 14:61, 62; Mt 26:63, 64.

Profetien om at ’menneskesønnen’ ville få foretræde for den gamle af dage, Jehova Gud, gælder derfor ganske tydeligt en enkeltperson, nemlig Messias, Jesus Kristus. Det var sådan jøderne forstod denne profeti. I rabbinske skrifter møntes den på Messias. (The Soncino Books of the Bible, redigeret af A. Cohen, 1951, kommentar til Da 7:13) Det var uden tvivl et ønske om at se en bogstavelig opfyldelse af denne profeti der fik farisæerne og saddukæerne til at bede Jesus om at „vise dem et tegn fra himmelen“. (Mt 16:1; Mr 8:11) Efter at Jesus var død som menneske og var blevet oprejst til liv som en åndeskabning, fik Stefanus et syn hvori han så „himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd“. (Apg 7:56) Heraf fremgår det at selv om Jesus gav afkald på sin menneskelige natur ved at bringe sit menneskeliv som et genløsningsoffer for menneskeheden, beholdt han med rette den messianske betegnelse „Menneskesønnen“ i sin himmelske stilling.

I sit svar til ypperstepræsten nævnte Jesus at Menneskesønnen skulle „sidde ved kraftens højre hånd“. Dermed sigtede han uden tvivl til den profetiske Salme 110, som han tidligere havde møntet på sig selv. (Mt 22:42-45) Af denne salme og af apostelens anvendelse af den i Hebræerne 10:12, 13 fremgår det at Jesus måtte vente i nogen tid før hans Fader ville bemyndige ham til at ’herske midt blandt sine fjender’. Det ser derfor ud til at profetien i Daniel 7:13, 14 ikke gik i opfyldelse dengang Jesus blev oprejst og steg til himmelen, men først bliver opfyldt når Gud bemyndiger ham til at udøve sin magt som konge og skride ind over for sine modstandere. At Menneskesønnen får „foretræde for den gamle af dage“, svarer derfor åbenbart tidsmæssigt til den situation der skildres i Åbenbaringen 12:5-10, hvor det symbolske drengebarn fødes og bortrykkes til Guds trone.

I Mattæus 24:30 og Lukas 21:27 profeterede Jesus imidlertid om „Menneskesønnens tegn“ umiddelbart efter at han havde omtalt himmelfænomener af en art som i Bibelen forbindes med at Gud eksekverer sin dom over ugudelige mennesker. (Sml. Mt 24:29 og Lu 21:25, 26 med Es 13:9, 10 og Joel 2:30, 31.) Eftersom „alle jordens stammer . . . skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“ og skal „slå sig selv af sorg“, må dette sigte til et tidspunkt hvor en overnaturlig demonstration af Jesu kongemagt vil skabe frygt blandt mennesker der ikke har rettet sig efter Guds vilje.

I andre profetiske syner i Åbenbaringens Bog (17:12-14; 19:11-21) skildres den messianske konge med fuld regeringsmagt over „folkeslag, folkestammer og tungemål“ (Da 7:14). Derfor må den der i Åbenbaringen 14:14 og ligeledes i Åbenbaringen 1:13 omtales som „en ligesom en menneskesøn“, utvivlsomt være Jesus Kristus.

Angående det at Menneskesønnen skulle „komme på himmelens skyer“ og „hvert øje“ skulle se ham (Mt 24:30; Åb 1:7), se NÆRVÆRELSE; SKY (Brugt billedligt); ØJE.