HÅB

Håb kan betyde tillid, fortrøstning; et ønske ledsaget af forventning om at opnå det ønskede eller af tro på at det kan opnås; en person hvortil ens forhåbninger er knyttet; kilden til eller grundlaget for ens forhåbninger og forventninger; et løfte; noget man håber på, eller genstanden eller målet for ens forhåbninger. Den hebraiske verbalrod qawahʹ, hvoraf flere ord der gengives med „håb“, er afledt, har grundbetydningen „at vente på“ med ivrig forventning. (1Mo 49:18) Det ord der i De Kristne Græske Skrifter gengives med „håb“, elpisʹ, indeholder tanken om „forventning om noget godt“.

Intet virkeligt håb uden Gud. Et sandt håb, et håb som det Bibelen taler om, er mere end blot et ønske, som kan være uden grundlag og derfor ikke med sikkerhed vil blive opfyldt. Det er også mere end blot og bar forventning, for noget man forventer, er ikke altid ønskværdigt. Bibelen viser at mennesker i verden almindeligvis ikke har et virkeligt, fast forankret håb; de styrer mod døden uden håb om nogen anden fremtid da de intet kendskab har til at en højere instans har truffet foranstaltning til fremtidigt liv. Salomon beskrev håbløsheden i menneskets situation hvis ikke Gud greb ind, som „fuldstændig tomhed! . . . alt er tomhed!“ — Præ 12:8; 9:2, 3.

Den trofaste patriark Job sagde at der selv for et træ er håb om at det vil spire igen, men når et menneske dør, er det borte for bestandig. Men Job gav derefter til kende at han talte om et menneske der var overladt til sig selv, uden hjælp fra Gud, for Job gav samtidig udtryk for ønsket og håbet om at Gud ville huske ham. (Job 14:7-15) Apostelen Paulus anslår den samme tone i sin opfordring til kristne, som har håb om en opstandelse, om ikke at „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1Ts 4:13) Over for hedningekristne påpeger Paulus ligeledes at de, før de fik kendskab til Guds foranstaltning ved Kristus, var udelukkede fra det folk som Gud havde taget sig af i fortiden, og var uden håb og uden Gud i verden. — Ef 2:12.

Blandt dem der ikke har nogen tillid til Gud og hans løfter og derfor ikke nærer noget håb om en opstandelse fra de døde, er den indstilling almindelig som de troløse indbyggere i Jerusalem gav udtryk for da de stod ansigt til ansigt med byens ødelæggelse som en dom fra Gud. I stedet for at vise sorg og anger hengav de sig til sanselige nydelser idet de sagde: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ (Es 22:13) Apostelen advarer de kristne imod at blive smittet af den samme håbløse indstilling. — 1Kor 15:32, 33.

Urette forhåbninger. Paulus benægtede ikke at mennesker i verden kan nære rette og rimelige, endog rosværdige, forhåbninger, som de arbejder på at virkeliggøre. Det han ville understrege var at uden Gud er menneskers forhåbninger intet værd, ja de er forgæves i det lange løb.

Men foruden disse mindre betydningsfulde, men almindelige, normale menneskelige forhåbninger findes der forhåbninger som er direkte forkerte. Det er dem der næres i ugudeligt og ondt øjemed. I nogle tilfælde ser det ud til at disse bliver opfyldt, men i virkeligheden er opfyldelsen kun kortvarig. Det går som der siges i ordsproget: „De retfærdiges forventning er fryd, men de ugudeliges håb går til grunde.“ (Ord 10:28) Og: „Når et ugudeligt menneske dør, går hans håb til grunde, ja forventningen til hans formåen er gået til grunde.“ (Ord 11:7) Selviske forhåbninger og forhåbninger der hviler på et falsk grundlag, som for eksempel materialisme, løgn, urette handlinger eller menneskers magt og løfter, vil være forgæves.

Kilden til håb. Jehova Gud er kilden til et sandt håb. Han kan opfylde alle sine løfter og alle de forhåbninger som mennesker nærer i tillid til ham. Ved sin ufortjente godhed har han givet menneskene „trøst og et godt håb“. (2Ts 2:16) Han har til alle tider været retfærdige menneskers håb. Han blev kaldt „Israels håb“ og „[Israels] forfædres håb“ (Jer 14:8; 17:13; 50:7), og gang på gang gives der i De Hebraiske Skrifter udtryk for håb, fortrøstning og tillid til ham. Selv til dem der befandt sig i landflygtighed på grund af deres ulydighed mod ham, sagde han i sin kærlighed og godhed: „Jeg kender selv de tanker jeg tænker om jer, . . . tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.“ (Jer 29:11) Jehovas løfte holdt troen og håbet i live hos trofaste israelitter under landflygtigheden i Babylon; det var til stor styrke for mænd som Ezekiel og Daniel, for Jehova havde sagt: „Der er håb for din fremtid, . . . og sønnerne skal vende tilbage til deres eget område.“ (Jer 31:17) Dette håb blev til virkelighed da en trofast jødisk rest vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t. for at genopbygge byen og templet. — Ezr 1:1-6.

Håb om belønning ikke forkert. Det er ikke et udtryk for selviskhed at en Guds tjener nærer håb om til sin tid at modtage en belønning fra Gud. Til en klar opfattelse og et sandt billede af Gud hører erkendelsen af at kærlighed, godhed og gavmildhed er fremtrædende egenskaber hos ham; et menneske må ikke alene tro på at Gud er til, men også at han „belønner dem som ivrigt søger ham“. (He 11:6) Håbet vil give de kristne et ligevægtigt syn på livet og vil bevare dem i tjenesten for Gud, for de ved at Jehova vil sørge for deres daglige fornødenheder. Det påpeger apostelen Paulus på grundlag af principperne i Moseloven. Han citerer ordene i 5 Mosebog 25:4: „Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker,“ og tilføjer: „For vor skyld blev det skrevet, fordi den der pløjer, bør pløje i håb, og den der tærsker, bør gøre det i håb om at få en andel.“ — 1Kor 9:9, 10.

Grundlaget for tro. Håb er også en betingelse for tro; det er selve grundlaget for tro. (He 11:1) Omvendt styrker troen håbet og får det til at stå klarere for én. For at styrke de kristne henviste apostelen Paulus til Abrahams eksempel. Abraham og Sara havde, set under en menneskelig synsvinkel, mistet ethvert håb om at få børn, men alligevel siges der om Abraham: „Skønt uden for håb troede han dog, på grundlag af håb, for at han kunne blive fader til mange nationer, efter hvad der var blevet sagt: ’Således vil dit afkom blive.’“ Selv om Abraham vidste at hans eget og Saras legeme var „så godt som dødt“ med hensyn til at sætte børn i verden, blev han ikke svag i troen. Hvorfor ikke? Paulus forklarer: „På grund af Guds løfte vaklede han ikke af mangel på tro, men fik kraft ved sin tro.“ — Ro 4:18-20.

Apostelen overfører derefter Abrahams eksempel i tro og håb på de kristne idet han siger: „Lad os juble over håbet om Guds herlighed . . . og håbet fører ikke til skuffelse, for Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd, som blev givet os.“ — Ro 5:2, 5.

Det kristne håb. De kristnes, ja alle menneskers, håb er grundlagt på Jesus Kristus. Muligheden for at opnå evigt liv enten i himmelen eller på jorden var ikke åben for menneskene før Kristus Jesus havde „kastet lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. (2Ti 1:10) Kristi åndsavlede brødre får at vide at de kan nære et himmelsk håb fordi Gud i sin store barmhjertighed har givet dem „en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde“. (1Pe 1:3, 4; Kol 1:5, 27; Tit 1:1, 2; 3:6, 7) Virkeliggørelsen af dette lykkelige håb vil de erfare „ved Jesu Kristi åbenbarelse“. (1Pe 1:13, 21; Tit 2:13) Apostelen Paulus kalder derfor Kristus Jesus for „vort håb“. — 1Ti 1:1.

Dette håb om evigt liv og uforgængelighed som næres af dem der har „andel i den himmelske kaldelse“ (He 3:1), har et solidt grundlag og er derfor noget som de tillidsfuldt kan stole på. Det understøttes af to ting hvori det er umuligt for Gud at lyve, hans løfte og hans ed, og er knyttet til Kristus, der nu er udødelig og befinder sig i himmelen. Derfor omtales dette håb som „et sjælens anker“, der både er „sikkert og fast“, og der siges om det at „det går ind inden for forhænget [til Det Allerhelligste, hvor ypperstepræsten gik ind på forsoningsdagen], hvor en forløber er gået ind for vor skyld, Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt.“ — He 6:17-20.

Må opelskes og bevares. Det understreges gang på gang i Bibelen at kristne må fastholde ’det ene håb der hører deres kaldelse til’. (Ef 4:4) Dette kræver stadig flid samt opøvelse i at have frimodighed i tale, og at man giver sin „stolthed“ over håbet til kende. (He 3:6; 6:11) Håbet styrkes ved udholdenhed under trængsel; dette fører til en godkendt tilstand over for Gud, fra hvem håbet stammer. (Ro 5:2-5) Sammen med tro og kærlighed udgør håbet en af de tre egenskaber der især har kendetegnet den kristne menighed efter at åndens mirakuløse gaver forsvandt fra menigheden i det 1. århundrede. — 1Kor 13:13.

Hvad håbet udvirker. Håbet er en uomgængelig nødvendighed for kristne. Det er forbundet med glæde, fred og den hellige ånds kraft. (Ro 15:13) Det giver frimodighed i tale når de træder frem for Gud for at anmode om hans ufortjente godhed og barmhjertighed. (2Kor 3:12) Det sætter dem i stand til med glæde at udholde de prøvelser og trængsler der måtte komme. (Ro 12:12; 1Ts 1:3) Ligesom en hjelm beskyttede krigerens hoved, således beskytter frelseshåbet den kristnes sind så han kan bevare sin uangribelighed. (1Ts 5:8) Håbet er noget der styrker, for de salvede kristne der befinder sig på jorden, nærer et så stærkt ønske om at opnå den himmelske belønning at de, trods store prøvelser og vanskeligheder, bliver ved med at vente med udholdenhed på virkeliggørelsen af deres håb. — Ro 8:24, 25.

Håbet hjælper også de kristne til at leve et rent liv, for de ved at Gud og Kristus, som håbet er knyttet til, er rene, og at de ikke kan gøre sig noget håb om at blive som Gud og modtage belønningen hvis de øver noget som er urent og uretfærdigt. (1Jo 3:2, 3) Det er nært forbundet med den største af alle egenskaber, kærlighed, for den der nærer sand kærlighed til Gud, vil også sætte sit håb til Guds løfter. Desuden vil han håbe på det bedste for sine brødre i troen, elske dem og stole på dem som kristne der er oprigtige af hjertet. — 1Kor 13:4, 7; 1Ts 2:19.

Bedre end håbet under Moseloven. Før Moseloven blev givet til Israel, håbede folkets forfædre på Gud. (Apg 26:6, 7; 1Mo 22:18; Mik 7:20; 2Ti 1:3) De så hen til den foranstaltning Gud ville træffe til at de kunne opnå liv. Da Moseloven kom, så det til at begynde med ud til at her var opfyldelsen af deres håb. Men det viste sig at Moseloven tværtimod afslørede alle som syndere over for Gud og dømte alle som var underlagt den, til døden, ved at gøre overtrædelserne kendt. (Ga 3:19; Ro 7:7-11) Loven var i sig selv hellig, ikke dårlig; men netop ved sin hellighed og retfærdighed afslørede den dem som var underlagt den, som ufuldkomne. (Ro 7:12) Som forudsagt ved profeterne var det nødvendigt for Gud at tilvejebringe et „bedre håb“ ved Jesus Kristus, hvorved han afskaffede Loven og satte dem der troede på Kristus, i stand til at nærme sig Gud. — He 7:18, 19; 11:40; jf. Jer 31:31-34.

Et håb for alle mennesker. Guds ufortjente godhed kommer endnu tydeligere til udtryk ved at det vidunderlige håb som han har givet Jesu Kristi åndelige brødre om at de sammen med ham vil arve den himmelske kaldelse (He 3:1), også er nært forbundet med et håb som alle mennesker der ønsker at tjene Gud, kan få del i. Efter at apostelen Paulus har beskrevet det håb som næres af dem der ser frem til at blive „Guds sønner“ og Kristi medarvinger i himmelen, forklarer han: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Ro 8:14, 17, 19-21.

Som Paulus viste i Romerne 8:20, 21, udslettede Jehova ikke menneskenes stamfader, Adam, straks efter at denne havde syndet, men han tillod at den nu ufuldkomne Adam satte børn i verden, der således fra begyndelsen, uden egen skyld, men på grund af deres medfødte ufuldkommenhed, blev underlagt frugtesløshed. Imidlertid lod Gud dem ikke uden håb, for i sin godhed gav han dem et håb gennem et lovet „afkom“ (1Mo 3:15; 22:18), Jesus Kristus. (Ga 3:16) Messias’ første komme var forudsagt i en profeti af Daniel. (Da 9:24-27) Johannes Døbers forkyndelse vakte forventning hos det israelitiske folk (Mt 3:1, 2; Lu 3:15), og Jesus opfyldte ovennævnte håb ved sin tjeneste, død og opstandelse. Men det store håb for menneskene i almindelighed, både levende og døde, er Kristi rige, hvori han og hans medarvinger vil tjene som himmelske konger og præster. Da vil de mennesker der har tro, endelig blive befriet for ufuldkommenhedens og syndens fordærv og opnå fuld status som „Guds børn“. Dette håbs opfyldelse har de fået en garanti for da Gud oprejste sin søn fra de døde for over 1900 år siden. — Apg 17:31; 23:6; 24:15.

Jehova Gud har tilvejebragt sit ord, Bibelen, med dens belæring og eksempler så alle kan have håb. (Ro 15:4; 1Kor 10:11; 2Ti 3:16, 17) De der har dette håb, må forkynde det for andre; derved opnår de frelse for sig selv og for dem der hører på dem. — 1Pe 3:15; 1Ti 4:16.