Anset for værdige til at blive ledet til kilder med livets vand
„Lammet . . . vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand.“ — ÅB. 7:17.
1. Hvem er de salvede kristne ifølge Guds ord identiske med, og hvilket ansvar betroede Jesus dem?
GUDS ORD viser at de salvede kristne som varetager Kristi interesser på jorden, er identiske med „den trofaste og kloge træl“. Da Kristus inspicerede denne „træl“ i 1918, fandt han at den var trofast fordi den havde sørget for åndelig „mad i rette tid“. Herren, Jesus Kristus, satte den derfor „over alt hvad han ejer“. (Læs Mattæus 24:45-47). På denne måde betjener de salvede — mens de er her på jorden, og før de modtager deres himmelske arv — andre som tilbeder Jehova.
2. Hvad hører med til det Jesus ejer?
2 En herre har ret til at gøre med sin ejendom som han vil. Det Jesus Kristus ejer i sin egenskab af Jehovas indsatte konge, omfatter alle Rigets interesser på jorden. Hertil hører den store skare som apostelen Johannes så i sit syn. Johannes beskriver den således: „Se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder.“ — Åb. 7:9.
3, 4. På hvilken måde er de som tilhører den store skare, højt privilegerede?
3 Denne store skare hører til dem Jesus kalder sine „andre får“. (Joh. 10:16) De nærer håb om at leve evigt på en paradisisk jord. De har tillid til at Jesus vil „lede dem til kilder med livets vand“, og at Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne“. De har derfor „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. (Åb. 7:14, 17) De tror på Jesu genløsningsoffer og er således i Guds øjne iført „lange, hvide klæder“. De bliver erklæret retfærdige som Guds venner ligesom Abraham, der blev kaldt Guds ven.
4 Eftersom den voksende store skare andre får af Gud betragtes som retfærdige, kan de nære håb om at overleve ødelæggelsen af den nuværende tingenes ordning i den store trængsel. (Jak. 2:23-26) De kan komme nær til Jehova og har som gruppe betragtet det vidunderlige håb at overleve Harmagedon. (Jak. 4:8; Åb. 7:15) De tjener ikke uafhængigt af den himmelske konge og hans salvede brødre på jorden, men arbejder villigt under deres ledelse.
5. Hvordan støtter de der tilhører den store skare, Kristi salvede brødre?
5 De salvede kristne har mødt og vil stadig møde stærk modstand fra Satans verden. Men de kan regne med støtte fra den store skare. Mens de salvede kristne nu kun er få i tal, vokser den store skare hvert år med hundredtusinder. Det er ikke muligt for de salvede personligt at føre tilsyn med hver eneste af de omkring 100.000 kristne menigheder der findes i hele verden. Den støtte som de andre får yder de salvede, består blandt andet i at kvalificerede mænd i den store skare tjener som menighedsældste. De hjælper med at tage sig af de millioner af kristne som „den trofaste og kloge træl“ har fået betroet at tage vare på.
6. Hvilken profeti har forudsagt den støtte som de andre får yder de salvede kristne?
6 Den støtte som de andre får villigt yder de salvede kristne, blev forudsagt af profeten Esajas med følgende ord: „Ægyptens ubetalte arbejdere og Ætiopiens købmænd og sebæerne, høje mænd, vil komme over til dig, og de vil blive dine. Bag dig vil de vandre.“ (Es. 45:14) De kristne som har et jordisk håb, vandrer i dag i symbolsk forstand bag skaren af salvede og dens styrende råd og følger dens ledelse. Som „ubetalte arbejdere“ bruger de villigt og helhjertet deres kræfter og midler til støtte for det verdensomspændende forkyndelsesarbejde som Jesus overdrog sine salvede disciple på jorden. — Apg. 1:8; Åb. 12:17.
7. Hvad oplæres den store skare til?
7 Samtidig med at de der hører til den store skare, støtter deres salvede brødre, oplæres de til at danne grundvolden i det nye menneskesamfund der vil tage form efter Harmagedon. Denne grundvold skal være solid og stabil, og de der udgør den, må være villige og i stand til at følge deres Herres ledelse. De får hver især mulighed for at bevise at de står til tjeneste for kongen Jesus Kristus. Og ved at bevise deres tro og loyalitet nu viser de at de villigt vil følge Kongens anvisninger i den nye verden.
Den store skare beviser sin tro
8, 9. Hvordan giver de der udgør den store skare, bevis på deres tro?
8 De andre får, der er tilsluttet de salvede kristnes menighed, giver på flere måder bevis på deres tro. For det første støtter de forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14; 28:19, 20) For det andet underordner de sig villigt Det Styrende Råds ledelse. — Hebr. 13:17; læs Zakarias 8:23.
9 For det tredje støtter de der udgør den store skare, deres salvede brødre ved at leve i overensstemmelse med Jehovas retfærdige principper. De bestræber sig for at opdyrke „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) I dag er det ikke så almindeligt at lægge vægt på disse egenskaber, men derimod at gøre „kødets gerninger“. De der hører til den store skare, er besluttede på at undgå „utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse“. — Gal. 5:19-21.
10. Hvad er de der hører til den store skare, besluttede på?
10 Eftersom vi er ufuldkomne, kan det være en udfordring at bære åndens frugt i form af gode kristne egenskaber, undgå kødets gerninger og modstå presset fra Satans verden. Ikke desto mindre er vi besluttede på ikke at lade os slå ud på grund af personlige svagheder, nederlag af forskellig slags eller fysiske begrænsninger som kan svække vores tro eller mindske kærligheden til Jehova. Vi ved at Jehova vil gøre som han har lovet — bevare den store skare gennem den store trængsel.
11. Hvilke metoder har Satan brugt for at svække de kristnes tro?
11 Dog er vi stadig på vagt, for vi ved at vores egentlige fjende er Djævelen, og han giver ikke så let op. (Læs Første Petersbrev 5:8). Han har prøvet at bruge frafaldne og andre for at få os til at tro at den lære vi følger, ikke er sand. Men den taktik er som regel slået fejl. Og på samme måde er det gået med forfølgelse. Selvom modstanden har hæmmet forkyndelsen for en tid, har den ofte kun bevirket at troen er blevet stærkere hos dem der er blevet forfulgt. Derfor benytter Satan sig mere og mere af en metode hvormed han mener der er større sandsynlighed for at svække vores tro: Han benytter sig af at vi undertiden føler os modløse og utilstrækkelige. Det var netop denne fare de første kristne blev advaret om med ordene: „Betragt nøje ham [Kristus] som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv.“ Hvorfor skulle de det? „For at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:3.
12. Hvordan hjælper Bibelens vejledning dem der er blevet modløse?
12 Har du somme tider haft lyst til at holde op med at tjene Jehova? Har du undertiden følt at du ikke duer til noget? Hvis du har det, så lad ikke Satan bruge sådanne følelser til at hindre dig i at tjene Jehova. Grundigt bibelstudium, inderlig bøn, regelmæssig mødedeltagelse og samvær med trosfæller vil styrke dig så du ikke ’giver tabt’. Jehova har lovet at hjælpe dem der tjener ham, til at få ny kraft. Det er et løfte vi kan stole på. (Læs Esajas 40:30, 31). Vær optaget af kristne aktiviteter. Undgå tidsslugende adspredelser, og brug i stedet tid på at hjælpe andre. Så vil du kunne holde ud trods modløshed. — Gal. 6:1, 2.
Ud af den store trængsel og ind i den nye verden
13. Hvilken opgave venter dem der overlever Harmagedon?
13 Efter Harmagedon vil de utallige uretfærdige der opstår, få brug for at lære Jehovas veje at kende. (Apg. 24:15) De må oplyses om Jesu genløsningsoffer, ja, mere end det, de må lære at tro på det for at få gavn af det. De må forkaste de falske religiøse opfattelser som de tidligere har haft, og de må sige farvel til deres tidligere levevis. De må lære at iføre sig den nye personlighed som kendetegner sande kristne. (Ef. 4:22-24; Kol. 3:9, 10) Der vil være meget at gøre for dem der har overlevet Harmagedon. Tænk på den glæde det bliver at tjene Jehova på denne måde, uden presset fra den nuværende onde verden og uden alt det som nu lægger beslag på menneskers opmærksomhed!
14, 15. Hvilke erfaringer vil de der overlever den store trængsel, og de retfærdige der opstår, kunne udveksle med hinanden?
14 De der trofast tjente Jehova før Jesus levede på jorden, vil også have meget at lære. De vil få at vide hvem den lovede Messias var. De så frem til hans komme, men fik ham aldrig at se. Allerede dengang de levede, viste de at de ønskede at blive oplært af Jehova. Forestil dig den glæde og forret det vil være at hjælpe dem — for eksempel at forklare Daniel hvordan de profetier som han nedskrev, men som han ikke forstod, blev opfyldt! — Dan. 12:8, 9.
15 De som får en opstandelse, vil således have meget at lære af os, men der er naturligvis også mange spørgsmål vi gerne vil stille dem. De kan fortælle os mere detaljeret om begivenheder der er nævnt i Bibelen, men ikke nærmere beskrevet. Tænk på de personlige oplysninger om Jesus som vi kan få kendskab til gennem hans slægtning Johannes Døber! Det vi får at vide gennem sådanne trofaste vidner, vil uden tvivl give os en endnu større forståelse og værdsættelse af Guds ord end den vi har i øjeblikket. De trofaste tjenere for Jehova som er døde før Jesu tid, og de som tilhører den store skare, og som dør i endens tid, vil få „en bedre opstandelse“. De begyndte at tjene Jehova i en verden der var behersket af Satan. Men hvilken glæde vil det ikke være for dem at fortsætte deres tjeneste under de langt bedre forhold der findes i den nye verden! — Hebr. 11:35; 1 Joh. 5:19.
16. Hvad vil der ifølge profetien ske på dommens dag?
16 I løbet af dommens dag vil der være nogle skriftruller som bliver åbnet. Sammen med Bibelen vil de danne grundlaget for at dømme alle som da er i live, med hensyn til om de er værdige til at opnå evigt liv. (Læs Åbenbaringen 20:12, 13). Ved slutningen af dommens dag vil alle have haft rig lejlighed til at vise hvor de står med hensyn til spørgsmålet om Jehovas universelle suverænitet. Vil de underordne sig Guds rige og lade Lammet lede dem til „kilder med livets vand“, eller vil de modstå Guds rige og nægte at underordne sig det? (Åb. 7:17; Es. 65:20) Alle på jorden vil på det tidspunkt have haft lejlighed til at træffe et personligt valg, uden at være påvirket af den nedarvede synd eller ugunstige omgivelser. Ingen vil kunne betvivle rigtigheden af Jehovas endelige dom. Kun de onde vil gå til grunde for evigt. — Åb. 20:14, 15.
17, 18. Med hvilken glæde og forventning ser de salvede kristne og de andre får frem til dommens dag?
17 De salvede kristne i dag som er blevet anset for værdige til at modtage et rige, ser ivrigt frem til at være med til at regere på dommens dag. Hvilket storslået privilegium! Selve udsigten hertil motiverer dem til at følge apostelen Peters opfordring til de kristne dengang: „[Gør] jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble. Ja, således vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.“ — 2 Pet. 1:10, 11.
18 De andre får glæder sig med deres salvede brødre og er besluttede på at støtte dem. Som Guds venner i dag er de indstillet på at gøre deres yderste i tjenesten for Gud. I løbet af hele dommens dag vil de med glæde og af hele deres hjerte støtte alt hvad Gud forordner, mens Jesus leder dem til kilder med livets vand. Da vil de til sidst blive anset for værdige til i al evighed at tjene Jehova her på jorden. — Rom. 8:20, 21; Åb. 21:1-7.
Husker du?
• Hvad hører med til det Jesus ejer?
• Hvordan støtter de der hører til den store skare, deres salvede brødre?
• Hvad kan den store skare se frem til, og hvilken privilegeret tjeneste har den i øjeblikket?
• Hvordan betragter du dommens dag?
[Illustration på side 25]
De som hører til den store skare, har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod
[Illustration på side 27]
Hvad ser du frem til at få at vide af de trofaste som får en opstandelse?