HALTEN

Et fysisk handicap der bevirker at gangen bliver ujævn. Kan skyldes en medfødt misdannelse, men er i de fleste tilfælde forårsaget af ulykke eller sygdom. Det hebraiske og det græske tillægsord der oversættes med „halt“, betegner i nogle tilfælde et mere omfattende handicap og er da gengivet med „vanfør“. — Ord 26:7; Apg 3:2; 14:8.

Det aronitiske præsteskab. En aronit der var halt, måtte ikke tjene som præst, men han havde lov til at spise af det der blev givet til præsteskabets underhold. (3Mo 21:16-23) Jehova opstillede en høj norm for præsternes fysiske førlighed, for de repræsenterede ham ved hans helligdom. (3Mo 21:17-23) Kristus, den store ypperstepræst, var ligeledes „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. — He 7:26.

Ofre. Under Moseloven var det også forbudt at bringe et dyr der var halt, som offer, for ofrene var et billede på det fuldkomne offer Kristus bragte. (5Mo 15:21; 3Mo 22:19, 20) De frafaldne israelitter overtrådte denne lov, og Gud bebrejdede dem det med ordene: „Når I frembærer et halt eller et sygt dyr [som offer, siger I]: ’Det er ikke galt.’ Bring det engang hen til din landshøvding. Vil han bryde sig om dig, eller vil han tage venligt imod dig? . . . Skulle jeg bryde mig om at modtage det fra jeres hånd?“ (Mal 1:8, 13) Apostelen Paulus anvendte øjensynlig dette krav i åndelig betydning over for de kristne da han indtrængende bad dem om at ’fremstille deres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: deres fornuftmæssige hellige tjeneste’. — Ro 12:1.

Jakobs halten. Da Jakob var omkring 97 år gammel, brødes han en hel nat med en materialiseret engel. Det lykkedes ham at holde engelen fast indtil denne velsignede ham. Under kampen rørte engelen ved Jakobs hofteskål så den gik af led. Følgen var at Jakob kom til at halte. (1Mo 32:24-32; Ho 12:2-4) Derved blev han bestandig mindet om at skønt han havde „kæmpet med Gud [Guds engel] og med mennesker og til sidst fået overtaget“, havde han ikke virkelig besejret en af Guds mægtige engle. Han havde kun fået lov til at kæmpe med engelen fordi det var Guds hensigt. Jakob måtte bevise at han virkelig forstod nødvendigheden af Guds velsignelse.

Hensyntagen til den halte. Bibelen understreger at man skal tage hensyn til den halte. Job bemærkede at han i sine velmagtsdage var „fødder for den halte“. (Job 29:15) Jesus og hans disciple havde medfølelse med de syge og halte, og de helbredte mange af dem. — Mt 11:4, 5; 15:30, 31; 21:14; Apg 3:1-10; 8:5-7; 14:8-10.

Brugt billedligt. Jebusitterne viste pralende hvor sikre de følte sig i deres fæstning da de hånende sagde til David: „Her kommer du ikke ind, for blinde og halte vil drive dig tilbage.“ De har måske endda sat sådanne handicappede på muren til at forsvare den, sådan som Josefus siger (Jewish Antiquities, VII, 61 [iii, 1]), og det kan have været grunden til at David sagde: „Enhver der vil slå jebusitterne, lad ham gennem vandledningen nå frem til både de halte og blinde som Davids sjæl hader!“ Disse halte og blinde var symbolet på jebusitternes fornærmelse mod David og, hvad der var endnu alvorligere, deres hån mod Jehovas hærstyrker. David hadede jebusitterne, heriblandt deres halte og blinde, for deres hovmodige indstilling. Det kan også have været jebusitternes anførere han nedsættende kaldte „de halte og blinde“. — 2Sa 5:6-8.

Der er givet flere forskellige forklaringer på ordene i vers 8: „Det er derfor man siger: ’En blind og en halt kommer ikke ind i huset.’“ I teksten tillægges udtalelsen ikke David, hvoraf man måske kan udlede at andre havde dannet dette ordsprog med tanke på dem der, ligesom jebusitterne, pralede af eller nærede en overdreven tillid til deres sikre stilling. Ordsproget kan dog også betyde: ’Ingen der har at gøre med utiltalende mennesker som jebusitterne, kommer ind.’ Andre gengiver skriftstedet på denne måde: „Fordi de blinde og de halte blev ved med at sige: Han kommer ikke ind i dette hus,“ eller: „Fordi de, selv de blinde og de halte, havde sagt: Han kommer ikke ind i huset.“ — Barretts Synopsis of Criticisms, London 1847, bd. II, del II, s. 518; KJ, marginalnote.

Ved en senere lejlighed spurgte Elias israelitterne: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter? Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Ba’al, så følg ham.“ På det tidspunkt hævdede israelitterne at de tilbad Jehova, men samtidig dyrkede de Ba’al. Deres kurs var usikker og vaklende, som en halt mands måde at gå på. Under den efterfølgende styrkeprøve søgte ba’alsprofeterne forgæves fra morgen til middag at få deres gud til at svare dem mens de „blev ved med at danse haltende rundt om alteret som de havde lavet“. Dette kan være en hånende beskrivelse af de fanatiske ba’alsdyrkeres rituelle dans eller humpen, men det kan også tænkes at de haltede fordi det lange, nytteløse ritual havde trættet dem. — 1Kg 18:21-29.

Halten og snublen bruges i billedlige udtryk til at betegne usikkerhed eller vaklen i tale, handling eller hensigt. Angiveligt for at advare Job om kommende farer sagde Bildad om den der slår ind på en uret kurs: „Ulykken står rede til at gøre ham halt.“ (Job 18:12) David og Jeremias benyttede et tilsvarende billede da de talte om at deres fjender kun ventede på at de skulle snuble og begynde at halte. Jeremias’ fjender håbede at de derved kunne „få overtaget over ham og tage hævn over ham“. (Jer 20:10; Sl 38:16, 17) Jesu fjender ønskede at få ham til at snuble eller fejle i ord. — Mt 22:15.

I ordsprog. „Den der overdrager en sag i en tåbes hånd, lemlæster sine fødder [hvorved han kommer til at halte], inddrikker vold,“ sagde den vise kong Salomon. Den der antager en tåbe til at gøre noget for sig, øver lemlæstende vold mod sine egne interesser. Han kan være sikker på at hans forehavende vil mislykkes, og at han vil lide skade. — Ord 26:6.

I det næste ordsprog bruges et lignende billede: „Har den vanføres ben trukket vand op? Sådan er et ordsprog i tåbers mund.“ (Ord 26:7) I fortiden var det, især i byer der var anlagt på høje, ofte nødvendigt at gå ned ad en stige eller en lang trappe for at hente vand op af en brønd. Hvis en tåbe forsøger at fremsige eller anvende et ordsprog, bliver resultatet lige så kluntet og ubehjælpsomt som en vanførs forsøg på at bære vand op ad en trappe.

Guds folk i fortiden. Da Jehova talte om sit folks genrejsning, lovede han at han ville give det styrke til at forlade Babylon og klare den farefulde rejse tilbage til det ødelagte Jerusalem. Enhver åndelig halten, tøven eller ubeslutsomhed ville blive fjernet. Gennem profeten Esajas opmuntrede han sit folk med ordene: „Da springer den halte som hjorten.“ (Es 35:6) Guds folk havde haltet og var faldet, og det var blevet ført i fangenskab. Men „på den dag,“ sagde Jehova, „vil jeg samle de haltende, og . . . jeg gør de haltende til en rest, og dem der var sendt langt bort, til en mægtig nation.“ — Mik 4:6, 7; Zef 3:19.

For yderligere at trøste sit folk lovede Jehova at han som dets konge ville beskytte det mod angribere. Han beskrev Zions fjenders hjælpeløshed som et skib hvis tovværk var slapt, hvis mast vaklede, og som ikke længere havde noget sejl. Derefter sagde han: „På den tid skal bytte i mængde [fra fjenden] deles; selv de halte skal tage stort rov.“ Der ville være så meget bytte at selv de der normalt ikke ville være i stand til at tage bytte, på den tid ville kunne være med. — Es 33:23.

Hensyntagen til de åndeligt halte. Den der skrev brevet til hebræerne, pegede på at der blandt dem var mange åndeligt umodne som burde gøre fremskridt. (He 5:12-14) Efter at have talt om nødvendigheden af tugt sagde han derpå: „Træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.“ (He 12:13) Selv de stærke skulle give nøje agt på hvordan de vandrede som kristne, for at de svage, de der i åndelig forstand var halte, ikke skulle snuble eller komme til skade. Hvis de der var stærke i troen, brugte deres åndelige frihed fuldt ud, kunne det bringe dem der var svage i troen, til at snuble og falde. — Ro 15:1.

Apostelen Paulus belyser dette princip med et eksempel som har at gøre med mad og drikke (Ro 14:13-18, 21), og han giver her rådet: „Træf hellere den beslutning at I ikke vil lægge nogen snublesten for en broder eller give ham anledning til fald.“ Han siger videre: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Jf. 1Kor 8:7-13.

På den anden side viser apostelen også at en kristen bør styrke sine egne åndelige ’ben’ så han ikke bringes til at halte eller snuble på grund af det der sker, eller på grund af det andre gør. Han bør søge at blive så stærk at han kan vandre støt og sikkert på den kristne vej. Paulus siger: „Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser, og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende.“ (Ro 14:3) Salmisten fremsatte dette princip: „Stor fred har de der elsker din lov, og for dem er der ingen snublesten.“ (Sl 119:165) De der elsker Guds lov, vil ikke lade noget bringe dem til at halte i åndelig henseende.

Fuldstændig helbredelse. Sygdomme og skader der forårsager halten, har været anledning til mange tårer. Men ligesom Jesus helbredte mange halte og forkrøblede mennesker da han var på jorden, ja endda genskabte visnede legemsdele (Mr 3:1, 5; jf. Lu 22:50, 51), vil han — ved hjælp af „en ny himmel“ — atter udføre sådanne helbredelser. Som Guds ypperstepræst og konge vil han udvirke en fuldstændig helbredelse, og hver tåre vil blive tørret af menneskenes øjne. — Mt 8:16, 17; Åb 21:1, 4.