FRIHED

Eftersom Jehova Gud er den Almægtige, universets suveræne Hersker og alle tings Skaber, besidder han alene absolut, ubegrænset frihed. (1Mo 17:1; Jer 10:7, 10; Da 4:34, 35; Åb 4:11) Alle andre må bevæge sig og handle inden for de grænser der er sat for deres muligheder og evner, og underordne sig hans universelle love. (Es 45:9; Ro 9:20, 21) Som eksempel kan nævnes tyngdekraften, de love der styrer kemiske reaktioner, solens indflydelse, de love der styrer al vækst, og morallovene. Andres rettigheder og handlinger sætter også en grænse for en persons egen frihed. Alle Guds skabningers frihed er derfor en relativ frihed.

Begrænset frihed og trældom er ikke det samme. Frihed inden for gudgivne grænser fører til lykke; at være i trældom under skabninger, ufuldkommenhed, svagheder eller forkerte ideologier fører til undertrykkelse og utilfredshed. Frihed skal også skelnes fra uafhængighed, det vil sige det at ignorere Guds love og selv afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Dette fører til indgreb i andres rettigheder og skaber problemer, som det fremgår af virkningerne af den uafhængighedens og selviskhedens ånd hvormed Slangen påvirkede Adam og Eva i Edens have. (1Mo 3:4, 6, 11-19) Sand frihed er begrænset af love, Guds love, der giver den enkelte mulighed for helt at kunne udfolde sig på en passende, opbyggende og gavnlig måde samtidig med at andres rettigheder anerkendes, hvilket bidrager til alles lykke. — Sl 144:15; Lu 11:28; Jak 1:25.

Frihedens Gud. Jehova er frihedens Gud. Han udfriede Israels folk fra trældommen i Ægypten og lovede israelitterne at de ville være fri for fattigdom så længe de adlød hans bud. (5Mo 15:4, 5) David talte om at de der elskede Jerusalem, ville „være fri for bekymring“. (Sl 122:6, 7) Loven gav rum for at en hebræer der blev fattig, kunne sælge sig selv som træl, så han havde mulighed for at skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie. Ifølge Loven skulle han dog frigives i det syvende år af sin trældom. (2Mo 21:2) I jubelåret (der indtraf hvert 50. år) skulle der udråbes frihed i landet for alle dets indbyggere. Alle hebraiske trælle blev frigivet, og hver mand vendte tilbage til sin arvelod. — 3Mo 25:10-19.

Den frihed der opnås gennem Kristus. Apostelen Paulus talte om at menneskene havde brug for at blive frigjort fra „trældom under fordærv“. (Ro 8:21) Jesus Kristus sagde til de jøder som havde fået tro på ham: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Over for dem der mente at de var frie blot fordi de var Abrahams kødelige efterkommere, påpegede han at de var syndens trælle, og sagde: „Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ — Joh 8:31-36; jf. Ro 6:18, 22.

De Kristne Græske Skrifter omtaler Kristi disciple som værende frie. Paulus sagde at de var „ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn“ (Ga 4:31), børn af „det Jerusalem som er oventil“. (Ga 4:26) Derefter lyder hans formaning: „Til en sådan frihed [eller: „Med hendes frihed“, fdn.] har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ (Ga 5:1) På det tidspunkt havde nogle som med urette påstod at de var kristne, sluttet sig til Galatermenigheden. De prøvede at få de kristne galatere til at opgive deres frihed i Kristus og søge at opnå retfærdighed ved lovgerninger i stedet for ved tro på Kristus. Paulus advarede dem om at de derved ville komme bort fra Kristi ufortjente godhed. — Ga 5:2-6; 6:12, 13.

Den frihed som de første kristne havde opnået ved at være blevet udfriet fra trældom under synd og død og frygt („for Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd“), kom til udtryk i den frimodighed hvormed apostlene forkyndte den gode nyhed. (2Ti 1:7; Apg 4:13; Flp 1:18-20) De erkendte at denne frimodighed til at tale om Kristus var en værdifuld egenskab som de måtte opdyrke, værne om og bevare for at få Guds godkendelse. Det var også på sin plads at bede om denne frimodighed. — 1Ti 3:13; He 3:6; Ef 6:18-20.

Den rette brug af den kristne frihed. De inspirerede kristne bibelskribenter, som forstod Guds hensigt med at skænke ufortjent godhed gennem Kristus („I blev jo kaldet til frihed, brødre“), formanede gang på gang de kristne til at værne om deres frihed og ikke trække for store veksler på den og bruge den uretmæssigt som en anledning til at hengive sig til kødets gerninger (Ga 5:13) eller som et dække for slethed. (1Pe 2:16) Jakob talte om at ’spejde ind i frihedens fuldkomne lov’ og påpegede at den der ikke var en glemsom hører, men en gerningens gører, ville være lykkelig. — Jak 1:25.

Apostelen Paulus glædede sig over den frihed han havde opnået gennem Kristus, men afholdt sig fra at bruge den til at behage sig selv eller i en sådan grad at det skadede andre. I brevet til menigheden i Korinth viste han at han ikke ville skade en andens samvittighed ved at gøre noget han bibelsk set havde frihed til at gøre, men som en anden med mindre kundskab kunne være i tvivl om, og hvis samvittighed kunne krænkes af hvad Paulus gjorde. Som eksempel nævner han det at spise kød der havde været ofret til en afgud før det blev fremlagt til salg på kødtorvet. Hvis han spiste den slags kød, kunne det få en med en svag samvittighed til at kritisere Paulus’ frihed til at handle som han gjorde, og derved sætte sig til dommer over ham, hvilket ville være forkert. Paulus sagde derfor: „Hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed? Hvis jeg har andel i måltidet med tak, hvorfor skal jeg så spottes på grund af det jeg siger tak for?“ Apostelen var fast besluttet på at bruge sin frihed på en måde der opbyggede og ikke skadede andre. — 1Kor 10:23-33.

Den kristnes kamp og menneskehedens håb. Paulus gør opmærksom på en fare der truer den kristnes frihed. Han siger at „åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort dig fra syndens og dødens lov“ (Ro 8:1, 2), men syndens og dødens lov, der er virksom i den kristnes legeme, kæmper for at føre den kristne i trældom igen. For at vinde denne kamp må den kristne derfor holde sindet rettet mod det åndelige. — Ro 7:21-25; 8:5-8.

Efter at have beskrevet den kristnes kamp omtaler Paulus Kristi medarvinger som „Guds sønner“. Derefter betegner han de øvrige af menneskeheden som „skabningen“ og fremholder Guds vidunderlige hensigt, nemlig at „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Ro 8:12-21.

Brugt billedligt. For dem der led ondt, var døden at sammenligne med frihed. Med ordene „trællen er [i døden] fri fra sin herre“ tænkte Job uden tvivl på trællens udfrielse fra en hård tilværelse. — Job 3:19; jf. v. 21 og 22.