Ræsonnér med tilhørerne

GUDS ord har udvirket forandringer i vores liv som vi er taknemmelige for. Vi ønsker at det samme vil ske for andre. Desuden er vi klar over at folks fremtidsudsigter afhænger af hvordan de reagerer på den gode nyhed. (Matt. 7:13, 14; Joh. 12:48) Det er derfor at vi mere end noget andet ønsker at de skal tage imod sandheden. Men for at vi kan opnå det bedst mulige resultat, må vores stærke tro og vores iver efter at forkynde afvejes med dømmekraft.

Hvis vi uden videre erklærer at en opfattelse som en anden længe har været glad for, er forkert, bliver det sikkert ikke godt modtaget, selv om vi underbygger det med en lang række skriftsteder. Det kunne for eksempel dreje sig om en populær højtid; hvis vi bare fordømmer den og siger at den stammer fra hedensk tid, er det langtfra sikkert at det forandrer folks syn på højtiden. I den situation er det bedre at ræsonnere.

Ordet „ræsonnere“ er beslægtet med „ræson“, der betyder „fornuft“, „grund“ eller „årsag“. At ræsonnere indebærer at man giver fornuftgrunde, peger på årsager og når til konklusioner. Det bør vi gøre når vi forkynder. Det er rimeligt og fornuftigt, og det harmonerer med ånden i Bibelens vejledning. Vi lærer at „visdommen ovenfra er . . . fredsstiftende, rimelig“. (Jak. 3:17) Det græske ord der gengives med „rimelig“, betyder bogstaveligt „eftergivende“. Bemærk at det her står sammen med ordet „fredsstiftende“. I Titus 3:2 nævnes det sammen med „mildhed“ som en modsætning til det at være krigerisk. Og ifølge Filipperbrevet 4:5 bør vi være kendt for vores „rimelighed“. Den ’rimelige’ tager hensyn til andre menneskers baggrund, omstændigheder og følelser. Han giver efter når det er på sin plads. Hvis vi husker dette når vi taler og ræsonnerer med folk, kan det åbne deres sind og hjerte så de er mere lydhøre over for vores bibelske budskab.

Udgangspunktet. Historikeren Lukas beretter at apostelen Paulus i Thessalonika ’ræsonnerede ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde’. (Apg. 17:2, 3) Læg mærke til at Paulus ved denne lejlighed befandt sig i en jødisk synagoge. Han talte til mennesker der anerkendte De Hebraiske Skrifter som autoritet, og det var naturligt at bruge dette som udgangspunkt.

Men da Paulus talte til nogle grækere på Areopagus i Athen, begyndte han ikke med at henvise til Skrifterne. Nej, han tog udgangspunkt i noget som de kendte og accepterede, og fra dette førte han samtalen over på Skaberen og hans hensigter. — Apg. 17:22-31.

I vor tid er der millioner der ikke anerkender Bibelen som autoritet. Men så godt som alle er berørt af de vanskelige forhold i denne verden. Folk længes efter noget bedre. Du kan som udgangspunkt vise at du også er optaget af det der bekymrer dem, og bagefter nævne hvad Bibelens forklaring er. Når du viser en sådan forståelse, vil folk måske få lyst til at høre hvad Bibelen siger om Guds løfter.

Det kan være at en der studerer Bibelen, har fået visse religiøse opfattelser og skikke i arv fra sine forældre. Nu lærer han at disse opfattelser og skikke ikke godkendes af Gud, og han forkaster dem til fordel for det han har lært ud fra Bibelen. Hvordan kan han nu forklare denne afgørelse for sine forældre? De vil let kunne føle at han forkaster dem personligt når han forkaster den religiøse arv de har givet ham. Derfor vil det i mange tilfælde være bedst at han forsikrer sine forældre om at han stadig elsker og respekterer dem, inden han begynder at fortælle om sine beslutning og den bibelske baggrund for den.

Når man bør give efter. Jehova har fuld myndighed til at befale, men han er også rimelig. Da Jehovas engle reddede Lot og hans familie ud af Sodoma, sagde de indtrængende til Lot: „Bring dig i sikkerhed i bjerglandet for at du ikke skal blive revet bort!“ Men Lot sagde: „Åh nej, Jehova!“ og bad om lov til at flygte til Zoar. Jehova var hensynsfuld mod Lot og lod ham få lov til at gøre dette, og Zoar blev skånet da andre byer blev ødelagt. Senere fulgte Lot imidlertid Jehovas oprindelige befaling og flyttede til bjerglandet. (1 Mos. 19:17-30) Jehova vidste naturligvis hvad der var rigtigt i denne situation, men han viste hensyn og var tålmodig indtil Lot også forstod det.

Når vi taler og ræsonnerer med folk, bør vi også være rimelige. Vi kan føle os overbeviste om at en anden tager fejl, og vi har måske stærke argumenter for det. Men vi behøver ikke altid at insistere på at få ret. At være rimelig er ikke det samme som at gå på akkord med Jehovas normer. Det kan somme tider være bedst at man bare siger tak for at den anden har udtrykt sin mening, eller at man lader være med at kommentere visse udtalelser selv om de er forkerte, og så leder samtalen over i mere frugtbare baner. Hvis én fordømmer det du tror på, skal du ikke overreagere. Du kan eventuelt spørge hvorfor han mener som han gør. Lyt opmærksomt til svaret. Det vil fortælle dig noget om hans måde at tænke på, og det kan lægge grundlaget for en konstruktiv samtale på et senere tidspunkt. — Ordsp. 16:23; 19:11.

Jehova har givet os frihed til at træffe valg, selv om vi ikke altid benytter denne frihed klogt. Josua opregnede, som Jehovas talsmand, alt det Jehova havde gjort for Israel, men tilføjede så: „Hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene: enten de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden, eller amoritternes guder i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ (Jos. 24:15) Den opgave vi har i dag, går ud på at aflægge „et vidnesbyrd“, og det gør vi med stor overbevisning, men vi prøver ikke at presse nogen til at tro. (Matt. 24:14) Enhver må træffe sit eget valg, og den frihed vil vi ikke fratage nogen.

Stil spørgsmål. Jesus satte et vældig godt eksempel ved den måde han ræsonnerede med folk på. Han tog deres baggrund i betragtning og brugte illustrationer de havde let ved at acceptere. Han gjorde også god brug af spørgsmål. Det gav folk lejlighed til at udtale sig og derved vise hvad der boede i deres hjerte. Det tilskyndede dem også til at tænke nærmere over det han sagde.

En mand der var godt kendt med Loven, spurgte Jesus: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Jesus kunne let have givet ham svaret med det samme. Men i stedet fik han manden til selv at udtale sig. „Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ spurgte Jesus, og manden svarede rigtigt. Var samtalen dermed forbi? Nej, Jesus lod ham fortsætte. Et spørgsmål som manden derefter stillede, tydede på at han ville prøve at bevise sin egen retfærdighed; han spurgte: „Hvem er egentlig min næste?“ I stedet for nu at komme med en definition, som manden måske ville have afvist på grund af den indstilling jøderne generelt havde til ikkejøder og samaritanere, kom Jesus med en illustration der hjalp manden til at ræsonnere. Den handlede om en mand der var på rejse og blev overfaldet og bestjålet, og en næstekærlig samaritaner der kom ham til hjælp, mens en præst og en levit lod være med at hjælpe. Til sidst slog Jesus pointen fast med et enkelt spørgsmål for at forvisse sig om at den lovkyndige havde forstået den. Den måde Jesus her ræsonnerede på, gav ordet „næste“ et indhold manden aldrig før havde tænkt over. (Luk. 10:25-37) Det er et glimrende eksempel for os. I stedet for at tale hele tiden, og dermed faktisk tænke for den vi taler med, bør vi hellere bruge nogle taktfulde spørgsmål og illustrationer der tilskynder den anden til selv at tænke.

Giv begrundelser. Da apostelen Paulus talte i synagogen i Thessalonika, nøjedes han ikke med at læse op fra et værk hvis autoritet hans tilhørere anerkendte. Det fremgår af Lukas’ beretning at Paulus forklarede, beviste og fortolkede det han læste. Det resulterede i at „nogle af dem blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas“. — Apg. 17:1-4.

Uanset hvem du taler til, vil en sådan måde at ræsonnere på være nyttig. Det gælder hvad enten du forkynder for slægtninge, taler med kolleger eller skolekammerater, taler med fremmede i den offentlige forkyndelse, leder et bibelstudium eller holder et foredrag i menigheden. Når du læser et skriftsted, kan meningen være indlysende for dig, men den er det ikke nødvendigvis for alle andre. Din forklaring eller fortolkning af skriftstedet kan lyde som en kategorisk påstand. Måske vil det hjælpe hvis du forklarer nogle af nøgleordene i skriftstedet. Kan du fremlægge nogle argumenter der bekræfter det du siger, måske ved at henvise til sammenhængen eller til et andet skriftsted der handler om det samme? Kan en illustration vise at din konklusion er rimelig? Vil nogle spørgsmål hjælpe tilhørerne til at ræsonnere over sagen? Denne ræsonnerende måde at tale med folk på virker tiltalende, og den eller de som du taler med, får stof til eftertanke.