Forestil dig Elias stå dér i sin simple klædning af hår. Han er sikkert kommet fra Gileads forrevne højdedrag og vokset op blandt simple hyrdefolk. Her står han foran den mægtige kong Akab, måske midt i hans vældige palads med dets sagnomspundne elfenbenshus, dets prægtige og fremmedartede dekorationer og monumentale afguder. Dér, i den travle fæstningsby Samaria, hvor tilbedelsen af Jehova er gået aldeles i glemme, står Elias og fortæller Akab at hans gud, Ba’al, er magtesløs og slet ikke er til. Han erklærer at der i dette og det kommende år hverken vil falde regn eller dug!

Hvordan kunne Elias have så stærk en tro? Var han mon ikke spor bange for at stå foran den arrogante, frafaldne konge? Måske. Over et tusind år senere forsikrer Jesu halvbroder Jakob os om at Elias var „et menneske med de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Men læg mærke til Elias’ ord: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, for hvis ansigt jeg står.“ Elias holdt sig for øje at Jehovas tjenere står foran en langt større trone end Akabs — tronen hvorpå universets suveræne Herre sidder! Han var repræsentant eller udsending for denne trone. Set i dette perspektiv, hvad havde han da at frygte fra Akab, en ubetydelig menneskelig regent der havde mistet Jehovas velsignelse?

Det var ikke nogen tilfældighed at Jehova var så virkelig for Elias. Profeten havde uden tvivl studeret beretningen om hvordan Gud havde handlet med sit folk. Jehova havde advaret jøderne om at han ville straffe dem med tørke og hungersnød hvis de begyndte at tilbede falske guder. (5 Mosebog 11:16, 17) I tillid til at Jehova altid holder ord ’bad Elias en bøn om at det ikke skulle regne’. — Jakob 5:17.