„Jesus Kristus er Herre“ — Hvordan og hvornår?
„HERREN sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.’“ Sådan lyder oversættelsen af Salme 110:1 ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1931. Hvem er „HERREN“, og hvem taler han til?
En mere nøjagtig oversættelse af den hebraiske tekst kan hurtigt besvare det første spørgsmål. „Jehovas udsagn til min Herre lyder: . . .“ „HERREN“, skrevet med store bogstaver, hentyder altså til den almægtige Gud, hvis navn er Jehova. Skønt den danske autoriserede oversættelse af 1931 vedgår det guddommelige navn ved at skrive „HERREN“ i modsætning til „Herren“, er det dog ikke den eneste oversættelse som har skabt forvirring mellem begreberne. Oldtidens græske Septuaginta, oversat fra hebraisk, anvendte titlen „Herre“ for Jehova i de senere afskrifter. Hvorfor? Fordi man havde erstattet Guds navn, tetragrammet (יהוה), med titlen „Herre“. Forskeren A. E. Garvie siger: „Den mest enkle og sandsynlige forklaring på brugen af titlen ’Herre’ (Kyʹrios) er at man anvendte denne titel i den jødiske synagoge i stedet for pagtsnavnet Jahve [Jehova] når Skriften blev læst op.“
Jehova beskrives i Bibelen som den „suveræne Herre“. (1 Mosebog 15:2, 8; Apostelgerninger 4:24; Åbenbaringen 6:10) Han kaldes også ’den sande Herre’ og ’al jordens Herre’. (2 Mosebog 23:17; Josua 3:13; Åbenbaringen 11:4) Hvem er så den anden „Herre“, omtalt i Salme 110:1, og hvordan gik det til at han blev godkendt af Jehova som „Herre“?
Jesus Kristus som „Herre“
Jesus kaldes „Herre“ i de fire evangelier, oftest hos Lukas og Johannes. I det første århundrede e.v.t. var „Herre“ en titel der udtrykte høflighed og ærbødighed. (Johannes 12:21; 20:15) I Markusevangeliet bliver udtrykket „Lærer“ eller „Rabbuni“ hyppigere anvendt om Jesus end „Herre“. (Sammenlign Markus 10:51 med Lukas 18:41.) Saulus’ spørgsmål på vejen til Damaskus, nemlig: „Hvem er du, Herre?“ var også blot en almindelig, høflig tiltaleform. (Apostelgerninger 9:5) Men efterhånden som Jesu disciple lærte deres Herre bedre at kende, er det tydeligt at deres brug af titlen „Herre“ udtrykte meget mere end blot almindelig respekt.
Efter sin død og opstandelse, men før han steg til himmelen, viste Jesus sig for sine disciple og fremsatte følgende overraskende erklæring: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Under den hellige ånds ledelse henviste Peter på Pinsedagen til Salme 110:1, og sagde: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ (Apostelgerninger 2:34-36) På grund af sin trofasthed, en trofasthed som medførte en vanærende død på en marterpæl, blev Jesus oprejst og tildelt den højeste belønning. Da tiltrådte han sit herredømme i det himmelske.
Apostelen Paulus bekræftede Peters ord da han skrev at Gud „gav ham [Kristus] sæde ved sin højre hånd i det himmelske, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og ethvert navn der nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende“. (Efeserne 1:20, 21) Jesu Kristi herredømme står over alle andre former for herredømme, og vil fortsætte ind i den nye verden. (1 Timoteus 6:15) Han blev ophøjet til „en højere stilling“ og fik „navnet som er over ethvert andet navn“, for at alle kan anerkende „at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen“. (Filipperne 2:9-11) Således gik den første del af Salme 110:1 i opfyldelse og „engle og myndigheder og magter“ blev underlagt Jesu herredømme. — 1 Peter 3:22; Hebræerne 8:1.
I De Hebraiske Skrifter anvendes udtrykket „herrernes Herre“ udelukkende om Jehova. (5 Mosebog 10:17; Salme 136:2, 3) Dog sagde Peter under inspiration om Kristus Jesus: „Denne er alles Herre,“ („alle menneskers Herre“, Seidelin). (Apostelgerninger 10:36) Han er i sandhed „Herre over både døde og levende“. (Romerne 14:8, 9) Kristne anerkender beredvilligt Jesus Kristus som deres eneste Herre og Ejer, og de viser ham med glæde lydighed som undersåtter der er løskøbt med hans dyrebare blod. Jesus Kristus har hersket som kongers Konge og herrers Herre over sin menighed siden pinsedagen år 33 e.v.t. Men siden 1914 har han fået kongelig myndighed til at herske som sådan, med sine fjender lagt ’som en skammel for sine fødder’. Tiden var nu inde til at han skulle ’herske midt iblandt dem’, som en opfyldelse af Salme 110:1, 2. — Hebræerne 2:5-8; Åbenbaringen 17:14; 19:16.
Men hvordan skal vi forstå det når Jesus før sin død og opstandelse siger: „Alt er blevet overgivet mig af min Fader“? (Mattæus 11:25-27; Lukas 10:21, 22) Denne udtalelse er ikke lige så altomfattende som de førnævnte. Hos både Mattæus og Lukas viser sammenhængen at Jesus her talte om en kundskab som er skjult for de verdsligvise, men som åbenbares gennem ham fordi han ’kender Faderen fuldt ud’. Da han blev døbt i vand og avlet som en åndelig søn af Gud, var Jesus i stand til at genkalde sig sin førmenneskelige tilværelse i himmelen og al den kundskab han dér havde tilegnet sig. Der er altså ikke her tale om hans fremtidige herredømme. — Johannes 3:34, 35.
Jesus Kristus identificeres som Herre
I visse gengivelser af De Kristne Græske Skrifter opstår der et problem når man skal oversætte citater fra De Hebraiske Skrifter som tydeligt henviser til „HERREN“, altså Jehova Gud. Sammenlign for eksempel Lukas 4:19 med Esajas 61:2, ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1931. Nogle hævder at Jesus overtog titlen „Herren“ fra Jehova og at Jesus i realiteten var Jehova mens han befandt sig i kødet. Men denne påstand finder ikke støtte i Bibelen. Bibelen skelner altid omhyggeligt mellem Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus. Jesus gjorde sin Faders navn kendt og repræsenterede ham. — Johannes 5:36, 37.
Læg i de følgende eksempler mærke til citaterne fra De Hebraiske Skrifter som de forekommer i De Græske Skrifter. Både Jehova Gud og hans Salvede, eller Messias, nævnes i Apostelgerninger 4:24-27, hvor der citeres fra Salme 2:1, 2. Sammenhængen i Romerbrevet 11:33, 34 — hvor der citeres fra Esajas 40:13, 14 — peger tydeligt på at det er Gud, kilden til al visdom og kundskab, der er tale om. Henvendt til menigheden i Korinth gentager Paulus citatet: „Hvem har lært Jehovas sind at kende?“ og tilføjer: „Men vi har Kristi sind.“ Herren Jesus åbenbarede nemlig Jehovas syn på mange vigtige anliggender for sine disciple. — 1 Korinther 2:16.
Til tider henviser et skriftsted i De Hebraiske Skrifter til Jehova, men i kraft af at han kan overdrage magt og myndighed til en anden, opfyldes det på Jesus Kristus. Et eksempel herpå findes i Salme 34:8, hvor vi indbydes til at ’smage og se at Jehova er god’. Men Peter anvender dette skriftsted på Herren Jesus Kristus når han siger: „Om I ellers har smagt at Herren er god.“ (1 Peter 2:3) Her omtaler Peter et princip og viser hvordan det også kan gælde Jesus Kristus. Ved at tilegne sig større kundskab om Jehova Gud og hans søn og handle i overensstemmelse med den, vil man som kristen opnå rige velsignelser fra dem begge. (Johannes 17:3) Peters anvendelse af skriftstedet betyder altså ikke at den suveræne Herre Jehova er én og samme person som Herren Jesus Kristus. — Se fodnoten til Første Petersbrev 2:3.
Forholdet mellem Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, beskrives tydeligt af apostelen Paulus, som siger: „Så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham, og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ (1 Korinther 8:6; 12:5, 6) I sit brev til den kristne menighed i Efesus omtaler Paulus den ’ene Herre’, Jesus Kristus, som værende klart adskilt fra den ’ene Gud og alles Fader’. — Efeserne 4:5, 6.
Jehova — den Allerhøjeste
Siden 1914 har ordene i Åbenbaringen 11:15 fået sin opfyldelse: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehova Guds] og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 2, side 514) siger: „Når Kristus har tilintetgjort al magt (1 Kor. 15:25), vil han selv underlægge sig Gud, Faderen. På denne måde vil Jesu herredømme have nået sit mål og Gud vil være alt i alle (1 Kor. 15:28).“ Kristus Jesus vil ved afslutningen af sin tusindårige regeringstid give den magt og myndighed som han tidligere har fået overdraget, tilbage til sin Fader, den almægtige Gud. Fra da af vil al ære og tilbedelse med rette gå til Jehova, „vor Herre Jesu Kristi Gud“. — Efeserne 1:17.
Selv om Jesus på nuværende tidspunkt er herrernes Herre, benævnes han aldrig som gudernes Gud. Jehova vil altid være den Allerhøjeste. På denne måde kan Jehova være „alt for alle“. (1 Korinther 15:28) Jesu herredømme giver ham den retmæssige stilling som hoved for den kristne menighed. Skønt der findes mange højtstående og magtfulde „herrer“ i denne verden, bevarer vi vor tillid til den som er herrernes Herre. Men til trods for at Jesus indtager en ophøjet stilling, vil han altid være underlagt sin Fader, „for at Gud kan herske over alle“. (1 Korinther 15:28, The Translator’s New Testament) Hvilket efterlignelsesværdigt eksempel i ydmyghed har Jesus ikke sat for sine disciple, der fortsat anerkender ham som deres Herre!
[Ramme på side 30]
„Når forfatterne til Det Nye Testamente omtaler Gud, er det i betydningen vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader. Når de omtaler Jesus Kristus, hverken taler de om ham eller tænker de på ham som værende Gud. Han er Guds Kristus, Guds Søn, Guds Visdom, Guds Ord. Læser man Johannes-prologen, som står den nikænske lære nærmest, må man tage den klare og tydelige lære som præger hele evangeliet i betragtning, nemlig at Kristus er underordnet Faderen. Prologen er da også mindre præcis på græsk end på engelsk, idet [theosʹ] ikke har den bestemte artikel foran.“ — „The Divinity of Jesus Christ“ af John Martin Creed.