Lad os bruge vor kristne frihed forstandigt
„Vær som frie, og dog . . . som trælle for Gud.“ — 1 PETER 2:16
1. Hvilken frihed mistede Adam, og til hvilken frihed vil Jehova genrejse menneskene?
DA VORE første forældre syndede i Edens have mistede de noget værdifuldt som de kunne have givet i arv til deres børn — nemlig friheden for synd og fordærv. Som følge heraf er vi alle født som trælle under fordærv og død. Lykkeligvis har Jehova dog til hensigt atter at give mennesker en vidunderlig frihed. I dag ser oprigtigt indstillede mennesker længselsfuldt frem til at „Guds sønner skal åbenbares“, hvilket vil føre til at de „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:19-21.
’Salvet til at forkynde’
2, 3. (a) Hvem er „Guds sønner“? (b) Hvilken vidunderlig stilling indtager de, og hvilket ansvar fører deres kristne frihed med sig?
2 Hvem er „Guds sønner“? Det er Jesu åndsavlede brødre som skal være regenter sammen med ham i det himmelske rige. De begyndte at vise sig i det første århundrede. De tog imod den frigørende sandhed Jesus fremholdt, og fra pinsedagen i år 33 fik de del i det storslåede privilegium som Peter omtalte da han skrev til dem: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ — 1 Peter 2:9a; Johannes 8:32.
3 Det er en stor velsignelse at være Guds særlige ejendom! Og i dag indtager resten af disse salvede sønner af Gud en lignende velsignet stilling hos Gud. Men der følger et ansvar med et sådant ophøjet privilegium. Det fremhævede Peter da han videre sagde: „’For at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:9b.
4. Hvordan har salvede kristne opfyldt den forpligtelse som følger med deres kristne frihed?
4 Har salvede kristne opfyldt deres forpligtelse til vidt og bredt at forkynde Guds dyder? Ja, Esajas siger profetisk om de salvede siden 1919: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud.“ (Esajas 61:1, 2) Ved nidkært at forkynde frihedens gode nyhed for andre følger den salvede rest Jesu eksempel, på hvem dette skriftsted fik sin primære opfyldelse. — Mattæus 4:23-25; Lukas 4:14-21.
5, 6. (a) Hvad er blevet resultatet af de salvede kristnes nidkære forkyndelse? (b) Hvilke privilegier og hvilket ansvar har de der tilhører den store skare?
5 Som et resultat af den salvede rests nidkære forkyndelse har der her i disse sidste dage vist sig en stor skare af andre får på verdensskuepladsen. De er kommet fra alle nationer for at slutte sig til de salvede i tjenesten for Jehova, og sandheden har ligeledes frigjort dem. (Zakarias 8:23; Johannes 10:16) Ligesom Abraham er de blevet erklæret retfærdige på grundlag af tro og er kommet ind i et nært forhold til Jehova Gud. Og ligesom i tilfældet med Rahab har det at de er blevet erklæret retfærdige givet dem mulighed for at overleve Harmagedon. (Jakob 2:23-25; Åbenbaringen 16:14, 16) Men med disse storslåede forrettigheder følger et ansvar for at fortælle andre om Guds herlighed. Det er derfor Johannes så dem prise Jehova offentligt og „råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet’.“ — Åbenbaringen 7:9, 10, 14.
6 Sidste år anvendte den store skare, som nu tæller mere end fire millioner, sammen med den lille rest af salvede kristne, næsten en milliard timer på at forkynde Jehovas dyder vidt og bredt. Det var den bedst tænkelige måde de kunne bruge deres åndelige frihed på.
„Ær kongen“
7, 8. Hvilket ansvar over for de verdslige myndigheder følger med den kristne frihed, og hvilken forkert indstilling må vi undgå i denne forbindelse?
7 Der følger også et andet ansvar med vor kristne frihed. Det påpegede Peter da han skrev: „Ær alle slags mennesker, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:17) Hvad ligger der i udtrykket „ær kongen“?
8 „Kongen“ er her et billede på denne verdens politiske herskere. Verden er i dag præget af manglende respekt for myndighed, og dette kunne let påvirke kristne. En kristen undrer sig måske over at han skal ære „kongen“, når „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) I betragtning heraf føler han måske at han kan ignorere ubekvemme love og lade være med at betale skat hvis han kan slippe af sted med det. Men dette ville være i modstrid med det Jesus Kristus sagde om at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’, og ville i realiteten være at ’bruge friheden som et dække for slethed’. — Mattæus 22:21; 1 Peter 2:16.
9. Af hvilke to gode grunde må vi være lydige mod de verdslige myndigheder?
9 Kristne er forpligtede til at respektere myndighederne og underordne sig dem — selv om der ganske vist er tale om en relativ underkastelse. (Apostelgerninger 5:29) Hvorfor? I Første Petersbrev 2:14, 15 nævner Peter tre grunde til dette, idet han siger at landshøvdinger „sendes af [Gud] for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode“. Frygt for straf er grund nok til at adlyde myndighederne. Hvor ville det være en vanære hvis et af Jehovas vidner fik en bøde eller blev fængslet på grund af overfald, tyveri eller andre forbrydelser! Forestil dig hvor ivrige nogle ville være efter at publicere en sådan nyhed! Når vi på den anden side er kendt for at adlyde øvrigheden, vil vi modtage ros fra retlinede administratorer. Vi vil måske få større frihed til at forkynde den gode nyhed. Og ’ved at gøre det gode kan vi få ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme’. (1 Peter 2:15b) Dette er endnu en grund til at adlyde øvrigheden. — Romerne 13:3.
10. Hvad er den væsentligste grund til at adlyde de verdslige myndigheder?
10 En endnu vægtigere grund til at adlyde myndighederne er at Jehova tillader dem at eksistere. Som Peter siger, „sendes“ de politiske herskere af Jehova, og det er „Guds vilje“ at kristne skal blive ved at underordne sig dem. (1 Peter 2:15a) Tilsvarende siger apostelen Paulus: „De eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Derfor tilskynder vor bibeloplærte samvittighed os til at adlyde myndighederne. Hvis vi nægter at underordne os dem, ’står vi Guds ordning imod’. (Romerne 13:1, 2, 5) Hvem af os ønsker at stå Guds ordning imod? Det ville være at misbruge den kristne frihed!
„Elsk hele brodersamfundet“
11, 12. (a) Hvilket ansvar over for trosfæller følger med vor kristne frihed? (b) Hvem fortjener især vor kærlighed, og hvorfor?
11 Peter sagde også at en kristen skulle ’elske hele brodersamfundet’. (1 Peter 2:17) Dette hører med til det ansvar der følger med den kristne frihed. De fleste af os tilhører en menighed, og vi tilhører alle det internationale brodersamfund. Ved at vise brødrene kærlighed gør vi klogt brug af vores frihed. — Johannes 15:12, 13.
12 Apostelen Paulus pegede på en gruppe kristne som især fortjener vores kærlighed. Han skrev: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebræerne 13:17) Det er de udnævnte ældste der fører an i menigheden. Ganske vist er de ikke fuldkomne. Men de er blevet udnævnt under Det Styrende Råds ledelse. De går foran ved deres eksempel og ved at vise omsorg, og de er sat til at våge over vore sjæle. Det er et stort ansvar de bærer! (Hebræerne 13:7) Det er en fornøjelse for de ældste at føre tilsyn med en samarbejdsvillig, åndeligsindet menighed, og sådan er de fleste menigheder heldigvis. Det er straks vanskeligere hvis nogle i menigheden ikke vil samarbejde. De ældste vil fortsat udføre deres arbejde, men de vil gøre det „sukkende“, som Paulus siger. Vi ønsker bestemt ikke at de ældste skal ’sukke’! Vi ønsker at de skal finde glæde i deres opgave, så de kan opbygge os.
13. Hvordan kan vi samarbejde med de ældste?
13 Hvordan kan vi samarbejde med de ældste? Ved for eksempel at være med til at holde rigssalen og hjælpe til med rengøringen. Eller ved at besøge de syge og hjælpe de handicappede. Desuden kan vi stræbe efter at forblive åndeligt stærke så vi ikke ligger nogen til byrde. En vigtig måde vi også kan samarbejde på, er ved at bevare menighedens moralske og åndelige renhed, både ved vor egen adfærd og ved at gå til de ældste hvis vi er klar over at der er begået alvorlige synder.
14. Hvordan bør vi samarbejde når de ældste tugter menighedens medlemmer?
14 For at holde menigheden ren må de ældste undertiden udstøde en overtræder der ikke angrer. (1 Korinther 5:1-5) Dette gør de for at beskytte menigheden, men også for at hjælpe overtræderen. I mange tilfælde har en sådan tugt hjulpet en overtræder til at komme til fornuft. Men hvad nu hvis den der bliver udstødt er en nær ven eller en slægtning? Hvis det måske endda er ens far eller mor, eller ens søn eller datter? Vil vi så alligevel respektere de ældstes afgørelse? Det kan måske være svært. Men det ville i høj grad være at misbruge sin frihed hvis man satte spørgsmålstegn ved de ældstes afgørelse og blev ved med at komme sammen med en der øver en fordærvende indflydelse på menigheden! (2 Johannes 10, 11) Jehovas folk som helhed skal roses fordi de samarbejder med de ældste i sådanne sager. Resultatet er at Jehovas organisation bevares ren og ubesmittet af verden. — Jakob 1:27.
15. Hvad bør man øjeblikkelig gøre hvis man begår en alvorlig synd?
15 Hvad så hvis vi selv begår en alvorlig synd? Kong David beskrev dem Jehova godkender, med ordene: „Hvem kan gå op på Jehovas bjerg, og hvem kan stå frem på hans hellige sted? Den med skyldfri hænder og med et rent hjerte, den som ikke på uværdig måde har brugt Min sjæl i en ed, og ikke har svoret med svig.“ (Salme 24:3, 4) Hvis vi af en eller anden grund ikke længere har ’skyldfri hænder og et rent hjerte’, så lad os skynde os at få rettet forholdet. Vort evige liv står på spil.
16, 17. Hvorfor bør en der har begået en alvorlig synd ikke forsøge at klare sagen på egen hånd?
16 Nogle er blevet fristet til at skjule alvorlige synder, og har måske tænkt: ’Jeg har bekendt sagen for Jehova og har ændret sind — hvorfor så blande de ældste ind i det?’ Overtræderen føler sig måske pinligt berørt eller frygter for de ældstes reaktion. Han bør dog huske at selv om det kun er Jehova der kan rense os for synd, har Han givet de ældste hovedansvaret for menighedens renhed. (Salme 51:2) De er der for at læge, „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand“. (Efeserne 4:12) At undlade at søge deres åndelige hjælp er lige så farligt som at nægte at gå til lægen når man er syg.
17 Nogle forsøger at klare sagen på egen hånd, men deres samvittighed bliver ved at plage dem i månedsvis eller måske årevis. Eller endnu værre, nogle som skjuler en alvorlig synd begår måske flere synder. Når sagen til sidst kommer de ældste for øre, er der tale om at man har fremturet i synd. Hvor langt bedre er det ikke at følge Jakobs vejledning! Han skrev: „Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn.“ (Jakob 5:14) Gå til de ældste mens der endnu er tid til at helbrede. Hvis vi venter for længe, bliver vi måske forhærdede syndere. — Prædikeren 3:3; Esajas 32:1, 2.
Soignering og adspredelse
18, 19. Hvorfor udtalte en præst sig rosende om Jehovas vidner?
18 For fem år siden roste en præst fra Italien Jehovas Vidner i høje toner i et sogneblad.a Han skrev: „Personligt kan jeg godt lide Jehovas vidner; det indrømmer jeg åbent. . . . De Jehovas vidner jeg kender optræder ulasteligt, taler med mild stemme . . ., [og] virker meget overbevisende. Hvornår går det op for os at sandheden kræver at blive fremlagt på en passende måde? At de der forkynder sandheden ikke nødvendigvis behøver at være halvhjertede, ildelugtende, uordentlige og sjuskede?“
19 Det der blandt andet havde gjort indtryk på denne præst, var Jehovas vidners påklædning og fremtræden. De forkyndere han havde mødt, havde åbenbart lyttet til den vejledning „den trofaste og kloge træl“ i årenes løb har givet på dette område. (Mattæus 24:45) Bibelen siger at kvinders påklædning skal være ’velordnet og fordringsløs’. (1 Timoteus 2:9) I vores forkvaklede tid er denne vejledning også aktuel for mænd. Er det ikke logisk at de der repræsenterer Guds rige bør have en pæn fremtræden over for udenforstående?
20. Hvorfor bør en kristen til enhver tid være opmærksom på sin påklædning?
20 Nogle kan godt se at de bør tænke på hvordan de klæder sig når de skal til møde eller ud i forkyndelsen, men mener måske at de på andre tidspunkter ikke behøver at følge Bibelens principper. Bør vi imidlertid ikke altid være repræsentanter for Guds rige? Omstændighederne betyder selvfølgelig noget for hvordan vi klæder os. Hvis vi er med til at bygge en rigssal, vil vi tage noget andet tøj på end hvis vi skal overvære et møde i den samme rigssal. Og når vi slapper af, klæder vi os måske anderledes igen. Men vor påklædning bør være ’velordnet og fordringsløs’ på alle tidspunkter hvor vi iagttages af andre.
21, 22. Hvordan er vi blevet beskyttet mod nedbrydende former for adspredelse, og hvordan bør vi betragte de påmindelser vi får i denne henseende?
21 Et andet område der er blevet vist stor opmærksomhed er adspredelse. Alle mennesker — og især unge — har brug for adspredelse. Det er ikke syndigt eller spild af tid at planlægge adspredelse for familien. Selv Jesus opfordrede sine disciple til at ’hvile sig lidt’. (Markus 6:31) Men kristne må passe på at deres adspredelse ikke fører til åndelig besmittelse. Vi lever i en verden hvor meget af den underholdning der tilbydes, er præget af kønslig umoralitet, grov vold, skrækeffekter eller spiritisme. (2 Timoteus 3:3; Åbenbaringen 22:15) Den trofaste og kloge træl er opmærksom på denne fare og advarer os hele tiden imod den. Føler du at disse påmindelser griber ind i din frihed? Eller er du taknemmelig for at Jehovas organisation har så stor omsorg for dig at den henleder din opmærksomhed på disse farer? — Salme 19:7; 119:95.
22 Selv om Jehova har skænket os en vis frihed, skal vi stå ham til regnskab for den måde vi bruger den på. Hvis vi ignorerer de gode råd vi får og træffer forkerte afgørelser, kan vi ikke give andre skylden. Som apostelen Paulus skriver: „Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Romerne 14:12; Hebræerne 4:13.
Se frem til at opnå Guds børns frihed
23. (a) Hvilke velsignelser med hensyn til frihed nyder vi nu? (b) Hvilke velsignelser ser vi med spændt forventning frem til?
23 Som folk betragtet får vi mange velsignelser. Vi er frigjort fra falsk religion og overtro. Takket være Jesu Kristi sonoffer kan vi nærme os Jehova med en ren samvittighed, idet vi i åndelig forstand er frigjort fra trældom under synd og død. Og snart vil ’Guds sønner blive åbenbaret’. I Harmagedon vil Jesu brødre i deres himmelske herlighed blive åbenbaret for mennesker som nogen der tilintetgør Jehovas fjender. (Romerne 8:19; 2 Thessaloniker 1:6-8; Åbenbaringen 2:26, 27) Derefter vil Guds sønner blive åbenbaret og formidle de velsignelser menneskeheden vil modtage fra Guds trone. (Åbenbaringen 22:1-5) Til sidst vil Guds sønners åbenbarelse føre til at den trofaste menneskehed velsignes med Guds børns herlige frihed. Ser du frem til alt dette? Så gør forstandig brug af din kristne frihed. Træl derfor nu for Jehova, og du vil for evigt få del i denne vidunderlige frihed!
[Fodnote]
a Senere trak præsten sine ord tilbage — sikkert under pres.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan har de salvede og ’de andre får’ herliggjort Jehova?
◻ Hvorfor bør kristne ære de verdslige myndigheder?
◻ På hvilke måder kan en kristen samarbejde med de ældste?
◻ Hvordan indtager Jehovas vidner en særstilling hvad klædedragt angår?
◻ Hvilke former for adspredelse bør vi undgå?
[Illustration på side 17]
De ældste fortjener vor særlige kærlighed og vort samarbejde
[Illustrationer på side 18]
En kristens påklædning bør være velordnet, beskeden og passende til lejligheden