Hvad der pryder eller smykker noget eller nogen. Især om smykker eller klædningsstykker man bærer for at man selv, eller det man repræsenterer, kan virke tiltalende. Dette kan enten være i en god eller i en bedragerisk hensigt. Det hebraiske ord for „prydelse“ er hadharahʹ, der øjensynlig kommer af verbalroden hadharʹ, „at ære“. (1Kr 16:29; Kl 5:12) I 1 Peter 3:3 er „prydelse“ oversat fra det græske ord koʹsmos, der andre steder gengives med „verden“. Det beslægtede udsagnsord kosmeʹō oversættes blandt andet med ’pynte’, ’smykke’, ’pryde’, ’være en pryd for’. — Mt 12:44; Lu 21:5; 1Pe 3:5; Tit 2:10.

Kristen vejledning angående personlig prydelse. Jesus og hans apostle understregede gang på gang at man ikke skulle sætte sin lid til det materielle og føre sig frem med en ydre form for prydelse. Apostelen Paulus anbefalede kristne kvinder at „smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt“. (1Ti 2:9) På apostlenes tid var det almindeligt at kvinderne i den græskprægede verden bar kunstfærdige frisurer og andre former for prydelse. På den baggrund forstår man Peters vejledning om at kvinderne i den kristne menighed ikke skulle lægge vægt på ’det udvendige, håret de flettede, guldsmykkerne de tog på eller yderklæderne de bar’, men at de ligesom de troende kvinder i fortiden skulle lade deres prydelse være „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt“. — 1Pe 3:3-5.