Aflægger du regnskab for det håb der bor i dig?
1 En broder blev for nylig spurgt: „Tror du at I har den eneste sande tro?“ Han svarede: „Ja, selvfølgelig. Ellers ville jeg have tilsluttet mig en anden.“ Derpå forklarede han venligt hvad Jehovas vidner tror, og begrundede det ud fra Bibelen. Han fulgte den tilskyndelse Peter gav de kristne: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ — 1 Pet. 3:15.
2 Der vil ofte være lejlighed til at forsvare håbet. På arbejdspladsen udtrykker nogle af dine kolleger måske undren over at du ikke deltager i deres umoralske og nedbrydende samtaler. I skolen vil kammerater og lærere ofte stille spørgsmål om vores stilling til helligdage og religiøse højtider. Naboer vil måske udtrykke deres forbavselse over at vi tager til møder tre gange om ugen. I sådanne situationer har vi gode muligheder for at følge apostelen Peters råd. Når vi i forvejen tænker over hvordan vi skal besvare sådanne spørgsmål, vil vi kunne hjælpe oprigtige mennesker til at tjene Jehova sammen med os.
Nå ind til tilhørernes hjerte
3 En god samtale forudsætter at man har et fælles udgangspunkt. Dette gælder hvad enten vi deltager i tjenesten på arbejdsmarken eller taler uformelt med nogen. Et enestående eksempel på dette findes i Apostelgerninger 17:22-31. Læg mærke til hvordan Paulus dygtigt finder et fælles udgangspunkt og hvordan han fastholder dette gennem hele drøftelsen. Resultatet var at nogle lod sig overbevise og tog imod sandheden. — Se Håndbog for den teokratiske skole, side 156-158, par. 15-24.
4 Når vi forkynder fra hus til hus bør vi derfor altid prøve at finde et fælles udgangspunkt. Vi har de samme problemer som dem vi besøger. De er bekymrede over deres børn, deres sikkerhed og deres fremtid, mangelen på virkelig fred, den stigende kriminalitet og det udbredte stofmisbrug. Guds rige er løsningen, og samtaleemnet peger på nogle af Rigets velsignelser.
5 Månedens tilbud består af to af vore ældre bøger. Det kan være bøger som Er dette liv alt?, Den gode nyhed der gør os lykkelige, Er Bibelen virkelig Guds ord?, Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? (1973), ’Sandhedsbogen’ og andre. Tjenestetilsynsmanden vil kunne oplyse hvilke bøger menigheden har på lager, og vi kan alle være med til at sprede disse bøger så de kommer til at gøre gavn i distriktet. Vi kan rette opmærksomheden mod afsnit som fortæller noget om Guds rige. I bogen Er dette liv alt? er der flere kapitler som fremhæver Rigets velsignelser, blandt andet kapitel 15, 16, 19, 20 og 21. I bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? indeholder kapitel 14 en dejlig beskrivelse af hvordan man får del i Guds riges velsignelser.
På genbesøg
6 Når vi kommer igen bør vi være forberedte på at fortælle mere om vort håb. Byg videre på den fælles grundvold der blev lagt ved det første besøg. Lyt til den besøgtes synspunkter. Ræsonner med ham. Efterlad ham med forventningen om at fremtidige besøg også vil give ham værdifulde oplysninger som kan hjælpe ham til at få et sikkert håb.
7 Vi ønsker at udnytte enhver lejlighed til at udbrede sandheden. Hvad enten vi er unge eller gamle bør vi kunne give fornuftige, klare og overbevisende grunde for vor tro. Måtte vi alle vise vor stærke tro ved nidkært at aflægge regnskab for vort håb.