Spørgsmål fra læserne

Hvad siger Bibelen om dødsstraf?

Det er forståeligt hvis vi hver især har en personlig mening om dette spørgsmål. Vor opfattelse er sikkert formet af det vi har været udsat for, eller af den situation vi befinder os i. Men som Jehovas vidner bør vi søge at tilegne os Guds syn på dødsstraf og forblive neutrale med hensyn til de forskellige politiske holdninger der er til spørgsmålet.

Kort sagt nævner Gud ikke noget i sit skrevne ord om at dødsstraf er forkert.

Tidligt i menneskets historie gav Jehova udtryk for sit syn på sagen, som vi læser i Første Mosebog, kapitel 9. Det er beretningen om Noa og hans familie, der blev forfædre til hele menneskeheden. Efter at de var kommet ud af arken, gav Gud dem lov til at spise dyrekød. De kunne altså slå dyr ihjel, lade blodet løbe af dem og spise dem. Dernæst sagde Gud som vi læser i Første Mosebog 9:5, 6: „Desuden, blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ Jehova gav altså bemyndigelse til at eksekvere dødsstraf over mordere.

Da Israel var Guds særlige folk, var der også dødsstraf for andre alvorlige overtrædelser af Guds lov. I Fjerde Mosebog 15:30 læser vi følgende generelle udtalelse: „Den sjæl der gør noget med overlæg, hvad enten han er en indfødt eller en fastboende udlænding, idet han spotter Jehova, den sjæl skal udryddes af sit folk.“

Men hvordan forholder det sig efter at den kristne menighed er blevet oprettet? Vi ved at Jehova har givet de jordiske myndigheder lov at eksistere, og han kalder dem for de højere myndigheder. I Bibelen rådes kristne til at være lydige mod en sådan regeringsmyndighed, og der siges at den er „Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ — Romerne 13:1-4.

Betyder det at myndighederne har ret til endog at idømme dødsstraf for alvorlig kriminalitet? Ja, det må vi slutte ud fra det der siges i Første Petersbrev 4:15. Her giver apostelen sine brødre følgende formaning: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ Læg mærke til at der står: „Lad ingen af jer lide som morder.“ Peter bestred ikke myndighedernes ret til at lade en morder undgælde for sin forbrydelse. Han lader tværtimod forstå at en morder med rette kan idømmes en passende straf. Kan det indebære dødsstraf?

Det kan det. Det fremgår af Paulus’ ord i Apostelgerninger, kapitel 25. Nogle jøder havde beskyldt Paulus for at overtræde deres lov. Militærtribunen førte Paulus som fange til den romerske landshøvding og sagde ifølge Apostelgerninger 23:29: „Jeg fandt at han blev anklaget for nogle stridsspørgsmål angående deres lov, men ikke anklaget for en eneste ting som fortjener død eller lænker.“ To år senere blev Paulus ført frem for landshøvdingen Festus. Vi læser i Apostelgerninger 25:8: „Paulus sagde imidlertid til sit forsvar: ’Hverken imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren har jeg begået nogen synd.’“ Men læg så mærke til hvad han siger om straf, ja, endog dødsstraf. Vi læser i Apostelgerninger 25:10, 11:

„Paulus sagde: ’Jeg står for kejserens dommersæde; det er dér jeg bør dømmes. Jeg har ikke gjort jøderne nogen uret, som du også udmærket godt ved. Hvis jeg, på den ene side, virkelig er en forbryder og har begået noget der fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; hvis der, på den anden side, intet er om det som disse anklager mig for, kan ingen som en gunstbevisning udlevere mig til dem. Jeg appellerer til kejseren!’“

Da Paulus stod over for en der repræsenterede den retmæssige myndighed, vedgik han at kejseren havde ret til at straffe forbrydere og endog henrette dem. Han havde ingen indvendinger imod at blive straffet hvis han var skyldig. Han sagde heller ikke at det kun var mordere kejseren kunne idømme dødsstraf.

Det romerske retsvæsen var naturligvis ikke fuldkomment, og det er der heller ingen af vore dages retssystemer der er. Både dengang og nu har man dømt og straffet uskyldige. Pilatus sagde om Jesus: „Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“ Ja, selv om den regerende myndighed indrømmede at Jesus var uskyldig, blev han henrettet. — Lukas 23:22-25.

Hverken denne eller andre uretfærdigheder fik Paulus og Peter til at argumentere for at dødsstraf fundamentalt set er umoralsk. Guds syn på sagen er at så længe kejserens højere myndigheder eksisterer, ’bærer de sværdet og lader vrede ramme den der øver det onde’. Det indebærer at de blandt andet bruger sværdet i den forstand at de eksekverer dødsstraf. Men når det gælder det kontroversielle spørgsmål om hvorvidt verdens myndigheder kan gøre brug af deres ret til at henrette mordere, er sande kristne omhyggelige med at forblive neutrale. I modsætning til kristenhedens gejstlige kaster de sig ikke ud i en debat om dette emne.