’Tilskyndelse på grundlag af kærlighed’

OMKRING år 60-61 e.v.t. forlod en bortløben træl Rom og begyndte på en 1400 kilometer lang rejse hjem til Kolossæ, en by i det sydvestlige Lilleasien. Han medbragte et budskab til sin ejer, skrevet af ingen anden end apostelen Paulus. I dag er dette brev en del af Bibelen, og det har fået navn efter modtageren, Filemon.

Brevet til Filemon er et mesterligt eksempel på hvordan man taktfuldt fremfører overbevisende ræsonnementer. Men hvad der er vigtigere er at brevet indeholder meget som kristne i dag kan lære af, idet det blandt andet viser fordelene ved at tilskynde på grundlag af kristen kærlighed. Lad os undersøge dette korte men magtfulde brev lidt nærmere.

En bortløben træl vender tilbage

Filemon var kristen og et meget afholdt medlem af menigheden i Kolossæ. (Filemon 4, 5) Menigheden benyttede hans hjem som mødested. (Vers 2) Filemon kendte desuden Paulus personligt; måske var det Paulus der var årsag til at han var blevet kristen. Paulus siger ganske vist at han ikke selv havde forkyndt i Kolossæ. (Kolossenserne 2:1) Han tilbragte imidlertid to år i Efesus, hvor han forkyndte i en sådan udstrækning at „alle indbyggerne i provinsen Asien [hvilket indbefattede Kolossæ] hørte Herrens ord“. (Apostelgerninger 19:10) Filemon var sandsynligvis blandt dem der reagerede på det de hørte.

Hvordan det end har forholdt sig, ejede Filemon, ligesom mange andre velhavende folk på den tid, nogle trælle. I oldtiden var slaveri ikke altid noget nedværdigende. Blandt jøderne var det at sælge sig selv eller medlemmer af ens familie som trælle, en accepteret metode til at få bragt gæld ud af verden. (3 Mosebog 25:39, 40) The International Standard Bible Encyclopedia siger følgende om romertiden: „Folk solgte i stort tal sig selv som trælle af forskellige årsager, først og fremmest for at få en tilværelse der var lettere og sikrere end tilværelsen som en fattig, fribåren person, for at opnå et særligt arbejde eller for at kunne avancere socialt. . . . Mange ikkeromere solgte sig til romerske statsborgere idet de forventede selv at blive romerske statsborgere når de blev sat fri, eftersom dette var foreskrevet i den romerske lov.“

Der opstod imidlertid et problem da en af Filemons trælle, en mand ved navn Onesimus, forlod ham og flygtede til Rom, efter måske oven i købet at have stjålet penge til at finansiere flugten med. (Vers 18) I Rom kom Onesimus i kontakt med apostelen Paulus, der sad fængslet i byen.

Den ’tidligere unyttige’ træl som var flygtet fra trældommen, blev nu en kristen. Han stillede sig til rådighed for Paulus og ydede den fængslede apostel en værdifuld hjælp. Intet under at Paulus fik ’inderlig hengivenhed’ for Onesimus, som blev „en elsket broder“. — Vers 11, 12, 16.

Apostelen Paulus ville gerne have haft at Onesimus var forblevet hos ham, men Filemon var juridisk set Onesimus’ ejer. Onesimus var derfor forpligtet til at vende tilbage til sin lovformelige herres tjeneste. Men hvordan ville Filemon tage imod ham? Ville han vredt udnytte sin ret til at give ham en hård straf? Ville han drage Onesimus’ oprigtighed i tvivl når denne nu hævdede at være blevet en medkristen?

Sagen afgøres i kærlighed

Paulus ønskede at skrive til Filemon om Onesimus. Han skrev brevet med sin egen hånd og anvendte altså ikke en sekretær sådan som han plejede. (Vers 19) Brug et par minutter på at læse det korte brev til Filemon igennem. Vi bemærker at Paulus efter at have præsenteret sig og ønsket Filemon og hans husstand „ufortjent godhed og fred“, roser Filemon for ’den kærlighed og tro han har til Herren Jesus og til alle de hellige’. — Vers 1-7.

Paulus kunne let have benyttet sin myndighed som apostel og ’befalet Filemon at gøre hvad der var passende’, men i stedet tilskyndede han ham på grundlag af kærlighed. Han bekræftede at Onesimus virkelig var blevet en kristen broder som havde været nyttig for Paulus. Apostelen indrømmede: „Jeg havde lyst til at beholde [Onesimus] for mig selv, for at han, i stedet for dig, kunne blive ved med at tjene mig i de lænker jeg bærer for den gode nyheds skyld. Men uden dit samtykke ønsker jeg ikke at gøre noget, således at din gode gerning ikke skal være af tvang men af fri vilje.“ — Vers 8-14.

På denne måde opfordrede apostelen Filemon til at modtage sin tidligere træl som en broder. „Tag venligt imod ham, på samme måde som du ville tage imod mig,“ skrev Paulus. Ikke dermed sagt at Onesimus nødvendigvis skulle sættes fri. Paulus agiterede ikke for at datidens sociale orden skulle ændres. (Jævnfør Efeserbrevet 6:9; Kolossenserbrevet 4:1; Første Timoteusbrev 6:2.) Men ikke desto mindre ville træl/herre-forholdet uden tvivl blive et andet på grund af det kristne bånd der nu fandtes mellem Onesimus og Filemon. Filemon ville betragte Onesimus „som mere end en træl, som en elsket broder“. — Vers 15-17.

Men hvad så med den gæld som Onesimus havde bragt sig i, måske som følge af tyveri? Igen henviser Paulus til sit venskab med Filemon og siger: „Hvis han har gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så sæt det på min regning.“ Paulus havde tillid til at Filemon ville være tilgivende, og endda gøre mere end det han bad om. Eftersom Paulus håbede at han snart ville blive løsladt, beder han om at måtte nyde Filemons gæstfrihed i den nærmeste fremtid. Efter at have sendt nogle yderligere hilsener og ønsket Filemon „Herren Jesu Kristi ufortjente godhed“, slutter Paulus sit brev. — Vers 18-25.

Hvad kristne i dag kan lære af brevet

Brevet til Filemon er rigt på vejledning af praktisk værdi for kristne i dag. Det minder os blandt andet om behovet for at være tilgivende, selv når en trosfælle har begået en stor uret mod os. „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser,“ sagde Jesus Kristus, „vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.“ — Mattæus 6:14.

Især de der i dag har ansvarsopgaver i den kristne menighed kan drage nytte af brevet til Filemon. Det er bemærkelsesværdigt at Paulus ikke brugte sin myndighed som apostel til at befale Filemon at gøre hvad der var passende. Paulus krævede heller ikke at Onesimus fik lov til at blive i Rom for at tjene ham. Paulus respekterede andres ejendomsret. Han forstod også at selv om en autoritær fremgangsmåde måske ville have fået Filemon til at føje ham, ville det være langt bedre at Filemon havde hjertet med i det han gjorde. Han appellerede på grundlag af kærlighed for at fremkalde en reaktion der kom fra hjertet.

Kristne ældste i vor tid bør derfor aldrig ’spille herrer over dem der udgør Guds arv’ ved at misbruge deres magt eller ved at være grove eller autoritære over for hjorden. (1 Peter 5:1-3) Jesus sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer.“ (Mattæus 20:25, 26) Tilsynsmænd vil erfare at hjorden reagerer langt mere villigt på kærlige tilskyndelser end på ordrer. De der lider af depression værdsætter tilsynsmænd som venligt tager sig tid til at lytte til deres problemer og giver forstående råd.

Paulus’ brev minder desuden ældste om værdien af at rose og være taktfuld. Han begynder med at erkende at ’de helliges inderlige hengivenhed var blevet styrket gennem’ Filemon. (Vers 7) Denne velmente ros gjorde uden tvivl Filemon mere modtagelig over for Paulus’ tilskyndelser. I dag kan råd og vejledning også ofte gøres nemmere at tage imod ved at man først giver oprigtig og velment ros. En sådan vejledning bør ikke gives på en kontant eller taktløs måde, men være rigeligt „krydret med salt“ så den bliver lettere at tage imod for den pågældende. — Kolossenserne 4:6.

Apostelen Paulus gav endvidere udtryk for at han havde tillid til at Filemon ville gøre det rette ved at sige: „I tillid til din beredvillighed skriver jeg til dig, idet jeg ved at du vil gøre endog mere end det jeg siger.“ (Vers 21) Giver I ældste udtryk for at I nærer den samme tillid til jeres medkristne? Vil det ikke hjælpe dem til at ønske at gøre det rette?

Interessant nok opdager forældre også ofte at det har en god virkning på deres børn når de giver udtryk for at de har tillid til dem. Når forældre forstår værdien af at deres børn er lydige fordi de selv ønsker det, ikke blot for at adlyde visse krav, kan forældrene hjælpe deres børn til at bevare en vis værdighed. Hvis forældre beder deres børn om et eller andet, eller opstiller nogle regler for dem, bør de gøre det i et venligt og kærligt tonefald. Man bør vise empati og forklare grunden til det man beder dem om. Forældre bør desuden rose deres børn når de har gjort sig fortjent til det og undgå at være for kritiske over for dem, især når andre hører på det.

Ægtemænd kan på samme måde lægge egenskaber som rimelighed og venlighed for dagen, og de må huske at rose deres hustruer. Dette gør det nemmere for hustruerne at underordne sig, ja, vil hjælpe dem til at gøre det med glæde. — Ordsprogene 31:28; Efeserne 5:28.

Vi ved ikke nøjagtig hvordan Filemon reagerede på Paulus’ brev. Men det er vanskeligt at forestille sig at den tillid Paulus nærede til ham var malplaceret. Måtte kristne ældste, forældre og ægtemænd i dag også udfylde deres plads på rette måde, ikke ved at tvinge andre, udstede ordrer eller optræde med strenghed, men ved at ’tilskynde på grundlag af kærlighed’.

[Illustration på side 23]

I stedet for at henvise til sin myndighed som apostel, tilskyndede Paulus Filemon på grundlag af kristen kærlighed