BEKYMRING, ÆNGSTELSE

Der er flere hebraiske ord som indeholder tanken om bekymring eller ængstelse. Et af dem, tsararʹ, betyder at være fysisk trængt og gengives derfor med ’indsvøbe’, ’belejre’ eller ’være trang’. (2Mo 12:34; 5Mo 28:52; Es 49:19) I overført betydning kan det gengives med ’blive angst; være hårdt trængt’. (1Mo 32:7; 1Sa 28:15) Et andet, da’aghʹ, gengives med ’blive ængstelig; ængstes’ og er beslægtet med de’aghahʹ, „ængstelse“. (1Sa 9:5; Es 57:11; Ord 12:25) Det græske ord for „bekymring“ er meʹrimna, beslægtet med udsagnsordet merimnaʹō, „nære bekymring“. — Mt 13:22; Lu 12:22.

Ængstelse og bekymring kan være ødelæggende for ens velbefindende. Det kan føre til nedtrykthed og tappe én for energi og handlekraft. Det inspirerede ordsprog siger: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det.“ (Ord 12:25) Bekymring kan få alvorlige fysiske følger. I bogen How to Master Your Nerves hedder det: „Lægerne ved hvordan bekymring kan indvirke på legemets funktioner. Det kan hæve (eller sænke) blodtrykket; det kan forøge mængden af hvide blodlegemer; det kan pludselig berøre blodsukkeret ved adrenalinets virkning på leveren. Det kan endda ændre ens elektrokardiogram. Dr. Charles Mayo sagde engang: ’Bekymring indvirker på kredsløbet, hjertet, kirtlerne, ja hele nervesystemet.’“ — Af dr. P. Steincrohn og dr. D. LaFia, 1970, s. 14.

Den åndelige skade som bekymring kan medføre, er imidlertid langt alvorligere. Jesus nævnte at bekymringen over de problemer der ofte er forbundet med at leve i denne tingenes ordning, fuldstændig kan kvæle værdsættelsen af Guds ord. Ligesom tornede planter kan hindre kimplanter i at vokse op og bære frugt, kan bekymring hindre den åndelige udvikling så der ikke bæres frugt til Guds pris. (Mt 13:22; Mr 4:18, 19; Lu 8:7, 11, 14) Nogle lader de daglige bekymringer dominere deres liv i en sådan grad at de ikke får tid til åndelige interesser, med det resultat at de ikke opnår Guds søns godkendelse når han kommer igen i sin herlighed, men lider evigt tab. — Lu 21:34-36.

Berettiget bekymring. Det er derimod på sin plads at bekymre sig om at gøre det der behager Jehova Gud, så man ikke går glip af de velsignelser han skænker sine trofaste tjenere. Har man begået en alvorlig overtrædelse, bør man føle som salmisten: „Jeg kom til at ængstes over min synd.“ (Sl 38:18) Berettiget bekymring på grund af synd fører til at man bekender den, ændrer sind og vender om fra den urette adfærd, hvorved man genopretter det gode forhold til den Højeste.

Alle kristne bør bekymre sig for, eller nære omsorg for, deres trosfællers åndelige, legemlige og materielle velfærd. (1Kor 12:25-27) En sådan interesse kommer til udtryk i apostelen Johannes’ brev til Gajus: „Du elskede, jeg beder til at du i alle henseender må have det godt og være sund og rask, ligesom din sjæl har det godt.“ (3Jo 2) Apostelen Paulus talte om „bekymringen for alle menighederne“. (2Kor 11:28) Det lå ham stærkt på sinde at alle vedblev med at følge Guds søn trofast til det sidste.

Bibelen taler også om at være „bekymret for det der hører Herren til“, det vil sige bekymret for alt hvad der vil fremme Guds søns interesser. Ugifte kristne, som ikke har en ægtefælle og børn at tage sig af, kan bedre begrænse deres bekymring for „det der hører verden til“ og være mere opmærksomme på „det der hører Herren til“. — 1Kor 7:32-35.

Der siges at kristne ægtemænd og hustruer vil være ’bekymrede for det der hører verden til’, for de vil have forpligtelser som de ugifte ikke har. Den ugifte vil som regel kunne klare sig med langt mindre i form af føde, klæder og husly end en familie. På grund af det nære forhold der består mellem en mand og hans hustru, er ægtefæller med rette bekymrede for eller optaget af at behage hinanden ved at sørge for det der vil bidrage til familiens trivsel, både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt. Selv uden at måtte kæmpe med sygdom, krisesituationer, begrænsninger eller handicap må børnefamilier ofre langt mere tid på „det der hører verden til“, det vil sige livets ikkeåndelige gøremål, end ugifte kristne som regel behøver.

De ikkeåndelige gøremål bør dog ikke få alt for stor en plads. Jesus gjorde dette klart for Lazarus’ søster Marta. Hun var så optaget af at sørge for sin gæst at hun ikke havde tid til at lytte til ham. Maria valgte derimod „den gode del“, at modtage åndelig føde fra Guds søn. — Lu 10:38-42.

Undgå unødig bekymring. Ubetinget tillid til Jehovas kærlige omsorg for sine tjenere kan hjælpe én til ikke at ængstes eller at give efter for unødig bekymring. (Jer 17:7, 8) Jesus gav udtryk for det samme i sin bjergprædiken. Han sluttede sin vejledning angående bekymring med ordene: „Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.“ (Mt 6:25-34) Der er problemer nok hver dag uden at man behøver at føje flere til ved at bekymre sig om de vanskeligheder der måske melder sig den næste dag, eller som aldrig dukker op.

Den kristnes tillid til Gud kan også befri ham for bekymring hvis han under forfølgelse føres frem for øvrighedspersoner. Jehova vil støtte ham under disse prøvelser ved hjælp af sin ånd og gøre det muligt for ham at aflægge et godt vidnesbyrd. — Mt 10:18-20; Lu 12:11, 12.

Når som helst en kristen udsættes for noget der kunne gøre ham bekymret og fylde ham med ængstelse eller uro, bør han vende sig til sin himmelske Fader i bøn. Derved kan han ’kaste sin bekymring på Jehova’, i tillid til at han vil bønhøre ham. (1Pe 5:7) Resultatet vil blive en indre ro, Guds fred, som vil beskytte hans hjerte og sind. Dybt i sit indre, i sit hjerte, vil den kristne blive befriet for uro, ængstelse og bekymring, og hans sind vil ikke blive foruroliget eller bragt ud af ligevægt af de tyngende tanker der altid følger med bekymring. — Flp 4:6, 7.