Gudfrygtig respekt for blodet
„Jeg [kalder] jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ — Apostelgerninger 20:26.
1. Hvordan afspejler Paulus’ ord i Apostelgerninger 20:26 Jehovas syn på blodet?
DISSE ord, som blev udtalt af den kristne apostel Paulus, afspejler hans dybe respekt for blodet, denne livsopretholdende væske. Vi vil senere se på hvad Paulus mente med denne udtalelse, men lad os først overveje hvad Skaberen af dyr og mennesker har at sige om blodet. Vi har allerede set at Jehova Gud betragter blodet som helligt, fordi det repræsenterer livet. De der i tankeløshed og ligegyldighed udgyder blod, pådrager sig blodskyld i Guds øjne, navnlig hvis det drejer sig om menneskeblod. Men kan blodet da ikke anvendes på forskellige måder til gavn for mennesker?
2. (a) Hvorfor blev israelitterne og de fastboende udlændinge i landet straffet med døden hvis de spiste blod? (b) Hvordan var det til gavn for israelitterne at overholde denne lov?
2 I Guds lov til Israel hedder det klart og tydeligt om brug af blod: „I må ikke spise blodet af nogen som helst slags kød, for alt køds sjæl [Liv, Buhl] er dets blod. Enhver der spiser det, skal udryddes.“ Israelitter og fastboende udlændinge i landet blev straffet med døden hvis de spiste blod, også hvis de gjorde det af sult. Før de spiste kødet af et dyr, skulle de lade blodet løbe ud og dække det til med støv, hvorved de billedligt gav livet tilbage til Gud. (3 Mosebog 17:13, 14) Sådan lød Guds lov. Hvis israelitterne overholdt den, ville de bevare et godt forhold til Jehova, livets kilde. Og der var også andre fordele forbundet med at følge Loven, idet den hjalp dem til at bevare et godt fysisk helbred.
Kristi blod
3. (a) Hvorfor er Jesu blod enestående „dyrebart“? (b) Hvordan peger De hebraiske Skrifter frem til Jesu offer?
3 Jehova havde imidlertid i sinde at benytte blod til et ganske særligt formål. Han agtede nemlig at genløse menneskeheden fra synd og død med Kristi Jesu ’dyrebare blod’. Endnu før „verdens grundlæggelse“ (da det første, syndige menneskepar havde frembragt et afkom som kunne genløses) vidste Jehova hvordan han ville udfri menneskeheden. (1 Peter 1:18-20; Romerne 6:22, 23) Det er „Jesu, hans søns, blod [der] renser os fra al synd“. (1 Johannes 1:7) Denne anvendelse af blodet har så stor betydning at Gud i De hebraiske Skrifter har ladet nedskrive mange billeder og ’skygger’ der pegede frem til Jesu fuldkomne offer. — Hebræerne 8:1, 4, 5; Romerne 15:4.
4. Hvad forudskildrede det drama der beskrives i Første Mosebog, kapitel 22?
4 Flere hundrede år før Jehova gav Israel Moseloven, befalede han Abraham at ofre Isak på Morijas bjerg. Derved viste Gud hvordan han ville ofre sin enestefødte søn, Jesus. At Isak villigt underkastede sig i denne dramatiske episode, skildrede at Jesus var villig til at underlægge sig sin Faders vilje og udgyde sit livsblod som et offer. — 1 Mosebog 22:1-3, 9-14; Hebræerne 11:17-19; Filipperne 2:8.
5. I hvilken forstand havde ofrene under Moseloven stor åndelig betydning?
5 Moseloven var også „en skygge af kommende goder“, idet den pegede frem til Jesu offer til gavn for menneskeheden. Ifølge Loven måtte blodet kun anvendes på én måde — i dyreofre til Jehova. Disse ofre var ikke blot et ritual. De havde stor åndelig betydning. Til mindste detalje forudskildrede de Jesu offer og alt hvad det ville udvirke. — Hebræerne 10:1; Kolossenserne 2:16, 17.
6. Hvilke to grupper bliver genløst som en opfyldelse af det profetiske mønster i forbindelse med forsoningsdagens ofre? Hvordan går det til?
6 Det Aron gjorde med ofrene på forsoningsdagen viser for eksempel hvordan Jesus med værdien af sit eget dyrebare blod først udvirker frelse for sit eget præstelige „hus“, der består af 144.000 salvede kristne, så det kan få tilkendt retfærdighed og opnå en arv som konger og præster sammen med Jesus i himlene. Offeret til gavn for „folket“ skildrede dernæst Jesu genløsningsoffer til gavn for alle dem der vil arve evigt liv her på jorden. „En stor skare“ af disse tilkendes allerede nu retfærdighed til frelse gennem den forestående store trængsel. Dette skyldes at „de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, og at de viser deres tro ved at yde Gud hellig tjeneste. — 3 Mosebog 16:6, 15, 18-22; Hebræerne 9:11, 12; Åbenbaringen 14:1, 4; 7:4, 9, 14, 15.
7. Hvorfor kan vi glæde os over opfyldelsen af disse gamle, profetiske mønstre?
7 „Alt Kjøds Liv er dets Blod.“ Jesu blod var fuldkomment; derfor udvirker hans offer at der kan skænkes fuldkomment liv til alle der tror. Vi må være lykkelige for at disse gamle, profetiske mønstre har fået deres opfyldelse ved Jesu kærlige offer! — 3 Mosebog 17:14, Buhl; Apostelgerninger 20:28.
Blod — og moral
8, 9. (a) Hvad er nogle af blodets funktioner? (b) Hvordan kan vi med Davids ord udtrykke gudfrygtig respekt for den måde hvorpå vi er skabt?
8 Blodets sammensætning afslører en forbløffende visdom. Tilhængerne af evolutionsteorien, der stadig ikke kan give nogen forklaring på hvordan livet er blevet til, påstår at vort blod på en eller anden måde har udviklet sig. En utrolig tanke!
9 Vort komplicerede blod har mange forunderlige funktioner. Det bringer livsopretholdende ilt og næringsstoffer til alle dele af vort legeme. Det fjerner affaldsstoffer. Det indeholder hvide blodlegemer der kan bekæmpe sygdomme, og blodplader der kan reparere større og mindre skader. Det er med til at regulere legemstemperaturen. Blodet er forskelligt fra menneske til menneske, og arvelighedsforskere i England taler endda om at bruge „DNA-fingeraftryk“ fremstillet af blodprøver, til identifikation af forbrydere. Blodet er et af de organer der fik kong David til at udbryde: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:1, 14.
10. (a) Hvem har ret til at afgøre hvordan blodet skal anvendes? (b) Hvilken klar vejledning gav Gud Noa og Israels folk? (c) Hvilket eksempel viser at man også i nødstilfælde bør betragte blodet som helligt?
10 Må menneskehedens retfærdige Skaber, den som har udtænkt vort blod, ikke være den rette til at afgøre hvordan denne livsopretholdende væske skal anvendes? (Job 36:3) Jo, og over for vor forfader Noa gav han utvetydigt udtryk for sin vilje: „Kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:4) Og da han gentog sin lov over for sit folk Israel, sagde han: „Kun må du være fast besluttet på ikke at spise blodet, for blodet er sjælen, og du må ikke spise sjælen sammen med kødet. Du må ikke spise det. Du skal hælde det ud på jorden som vand.“ (5 Mosebog 12:23, 24) Der er ingen tvivl om at David havde dette bud i tanke da tre af hans krigere satte livet på spil for at bringe ham drikkevand fra cisternen i Betlehem. Han „udgød [vandet] for Jehova“ fordi det repræsenterede de tre mænds blod. (2 Samuel 23:15-17) End ikke i nødstilfælde må blodets hellighed ignoreres. — Se også Første Samuelsbog 14:31-34.
I den kristne menighed
11, 12. (a) Hvem traf i det første århundrede afgørelser i lærespørgsmål? (b) Hvad sidestillede rådet indtagelse af blod med? (c) Hvorfor kan man sætte lighedstegn mellem blodtransfusion og indtagelse af blod gennem munden?
11 Prøv at forestille dig et stort rum i det første århundredes Jerusalem. Jesu apostle og andre ældste fra den kristne menighed er forsamlet her. Hvad taler de om? Paulus og Barnabas er kommet fra Antiochia for at forelægge dem et problem angående omskærelse som er opstået dér. Rådet kommer til den slutning at nyomvendte kristne ikke behøver at underkaste sig en kødelig omskærelse. — Apostelgerninger 15:1, 2, 6, 13, 14, 19, 20.
12 Da Jakob som den præsiderende ældste fremholder rådets beslutning, repeterer han de krav der stadig er gældende for kristne. Han siger: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Det at spise blod blev altså sidestillet med afgudsdyrkelse og utugt. Kristne må afholde sig fra alt dette for at bevare et godt åndeligt helbred og få del i opfyldelsen af Guds løfter. Blodet må hverken indtages gennem munden eller gennem årerne, for hensigten ville være den samme: at opretholde og nære legemet. Og, som Jakob klart gav udtryk for, overtræder man Guds lov hvis man ikke afholder sig fra blod.
13. (a) Hvad bliver Jehovas vidner beskyttet mod som følge af at de afholder sig fra blod? (b) Hvordan har andre love fra Gud tjent til beskyttelse af hans folk?
13 Den senere tids epidemi af AIDS, hepatitis og andre sygdomme som kan overføres ved blodtransfusioner, viser at et godt fysisk helbred ofte er forbundet med overholdelse af Guds love. På Bibelens tid gav Gud Israel specifikke love om kost, karantæne, hygiejne og sanitære forhold, love der var tilpasset deres rejse i ørkenen. (3 Mosebog 11:2-8; 13:2-5; 5 Mosebog 23:10-13) Hvis israelitterne fulgte disse forskrifter ville de ikke blot bevare et nært forhold til deres Gud, men de ville også blive beskyttet mod de sygdomme der plagede deres nabofolk. Først i løbet af de sidste hundrede år er læger begyndt at forstå hvilken praktisk visdom der ligger bag disse love. Mange er også begyndt at indse at Guds lov om blodet er yderst fornuftig.
14. Hvilke helbredsmæssige fordele og hvilke velsignelser kunne israelitterne få del i hvis de var lydige?
14 Når israelitterne var lydige, erfarede de opfyldelsen af Guds løfte: „Hvis du vil høre nøje efter Jehova din Guds røst og vil gøre hvad der er ret i hans øjne og vil lytte til hans bud og overholde alle hans forordninger, vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig som jeg bragte over ægypterne; for jeg er Jehova som helbreder dig.“ Endnu vigtigere er det dog at lydighed gav israelitterne udsigt til at få del i de fremtidige velsignelser under Riget. — 2 Mosebog 15:26; 19:5, 6.
15. Hvilket nutidigt eksempel viser hvilke velsignelser vi kan opnå ved at adlyde Guds forskrifter?
15 Jehovas vidner værdsætter den moderne lægevidenskabs dygtighed. For eksempel var de over 50 sårede forkyndere der sidste år hurtigt måtte bringes til det nærmeste hospital efter at en bombe var eksploderet i deres rigssal i nærheden af Sydney i Australien, taknemmelige for at lægerne havde en rigelig forsyning af bloderstatningsmidler. Alle de sårede overlevede. De tog med tak imod disse transfusioner; det stred ikke imod Jehovas forskrifter at modtage dem. Som en yderligere fordel var ingen af dem i fare for at blive smittet med sygdomme der kan overføres gennem blodtransfusioner.
„Ren for alles blod“
16. Hvilken holdning som også Paulus havde, bør vi have til den hellige tjeneste?
16 Lad os nu vende tilbage til det første århundrede. Der er gået omtrent syv år siden Paulus og Barnabas hørte Jakob fremholde forbudet mod afgudsdyrkelse, blod og utugt. I løbet af denne periode har Paulus foretaget to missionsrejser gennem Lilleasien og videre ind i Østeuropa. Da han nu på hjemrejsen kommer igennem Milet, taler han med de ældste fra Efesus, der er kommet dertil for at møde ham. Han minder dem om at han ikke sparede sig selv da han var hos dem, men „trællede for Herren med den største ydmyghed og under tårer og prøvelser“. Er vi i dag lige så selvopofrende — gør vi alt hvad vi kan i tjenesten for Jehova? Det bør vi. — Apostelgerninger 20:17-19.
17. Hvordan bør vi, ligesom Paulus, udføre vor tjeneste?
17 Hvordan udførte Paulus sin tjeneste? Han forkyndte hvor som helst der var lejlighed til det, fortrinsvis i folks hjem, og uanset deres religiøse baggrund. Han holdt sig ikke tilbage fra at undervise disse ældste, og de har uden tvivl ledsaget ham da han underviste „offentligt og fra hus til hus“. Men det var ikke kun dem der havde gavn af Paulus’ nidkære tjeneste, for han havde aflagt „et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. Læg mærke til at han aflagde et grundigt vidnesbyrd. Gør vi i dag en grundig indsats for at alle slags mennesker, alle etniske grupper, kan få budskabet at høre? — Apostelgerninger 20:20, 21; Åbenbaringen 14:6, 7.
18. (a) Hvordan bør vi, ligesom Paulus, lægge hele vor sjæl i tjenesten for Gud? (b) Hvordan bør vi, ligesom Paulus, blive ved med at forkynde, trods det voksende pres?
18 Ordet „grundigt“ forekommer også i det næste Paulus sagde: „Jeg [regner] ikke min sjæl for noget der er mig dyrebart, hvis blot jeg må fuldende mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.“ (Apostelgerninger 20:24) Hans sjæl eller liv ville ikke have nogen værdi hvis han ikke fuldførte sin tjeneste. Har vi den samme holdning til vor tjeneste? Følger vi Paulus’ eksempel — leder vi grundigt efter dem der „fortjener det“, nu mens disse sidste dage nærmer sig deres afslutning og problemer, modstand, sygdom eller alderdom måske tapper os for vore kræfter? — Mattæus 10:12, 13; 2 Timoteus 2:3, 4; 4:5, 7.
19. Hvorfor kunne Paulus sige: „Jeg er ren for alles blod“?
19 Paulus regnede ikke med at få de ældste fra Efesus at se igen, men i fuld tillid kunne han sige til dem: „Jeg [kalder] jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ Hvad mente han med det? Paulus havde ikke udgydt blod på slagmarken. Han havde heller ikke spist blod. Men han havde vist stor interesse for andres liv, der symboliseres ved deres blod. Han ønskede ikke at se nogen miste livet på Guds domsdag fordi han havde forsømt at aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem. Han havde ikke holdt sig tilbage fra at meddele hverken de ældste fra Efesus eller andre „hele Guds beslutning“. — Apostelgerninger 20:26, 27.
20. (a) Hvilket ansvar har vi i dag, i overensstemmelse med Jehovas advarsel til Ezekiel? (b) Hvad vil resultatet blive for os og for dem der lytter til os?
20 Nu da den store trængsel nærmer sig, haster det endnu mere med at forkynde „hele Guds beslutning“. Situationen kan sammenlignes med den der herskede for omtrent 2600 år siden da Jerusalems ødelæggelse var nært forestående. Jehovas ord kom da til hans profet Ezekiel, og det lød: „Menneskesøn, jeg har gjort dig til vægter for Israels hus, og du skal høre ord fra min mund, og du skal advare dem fra mig. Når jeg siger til den ugudelige: ’Du skal visselig dø,’ og du ikke advarer ham og taler for at advare den ugudelige mod hans ugudelige vej for at bevare ham i live, da skal han dø for sin brøde, eftersom han er ugudelig, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ (Ezekiel 3:17-21; 33:7-9) Jehovas salvede tjenere og deres medarbejdere i ’den store skare’ bærer et lignende ansvar i dag. Vi bør aflægge et grundigt vidnesbyrd, så vi på den dag Jehova tager hævn kan blive frelst sammen med dem der lytter til os. — Esajas 26:20, 21; 1 Timoteus 4:16; Åbenbaringen 7:9, 14, 15.
21. På hvilke måder kan vi vise gudfrygtig respekt for blodet, og hvad vil resultatet blive?
21 Lad os være fast besluttede på at adlyde alle Guds forskrifter i anliggender der har at gøre med kristen neutralitet, afholdelse fra blod, aflæggelse af et grundigt vidnesbyrd og tro på Jesu dyrebare offer. Gør vi det, kan vi få del i opfyldelsen af ordene i Salme 33:10-12: „Jehova har forpurret nationernes beslutning; han har afværget hvad folkeslagene udtænkte. Jehovas beslutning står fast evindelig . . . Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova.“
Hvad vil du svare?
■ Hvilken anvendelse af blod kan som den eneste bringe varige velsignelser?
■ Hvordan er det til gavn for os at vi afholder os fra blod?
■ Hvordan kan vi være ’rene for alles blod’?
■ Hvilket eksempel på grundighed i tjenesten bør vi følge?
[Ramme på side 26]
Avisen The Wall Street Journal bragte den 20. marts 1986 en artikel med overskriften: „Blodbankerne ikke beskyttede mod AIDS.“ Den indledende paragraf lød: „USAs blodforsyning er ikke så ufarlig som blodbank-organisationerne gerne vil have os til at tro. Det er først og fremmest gennem blodtransfusioner at der er risiko for at erhvervet immundefekt-syndrom [AIDS] kan sprede sig fra de nuværende risikogrupper til den almindelige befolkning. Den test hvormed man undersøger blodportioner for AIDS-antistoffer kan ikke garantere at alle de inficerede portioner opdages. Endnu værre er det at blodbankernes ledere tøver med at træffe forholdsregler der kunne gøre det mere sikkert at modtage blodtransfusioner.“