Med hvilken indstilling venter du?

I VORE dage bliver manges tålmodighed sat på prøve når de skal vente på nogen eller noget. Men i Bibelen opfordres Guds tjenere til at vente. Profeten Mika viste en ganske særlig indstilling i forhold til de mennesker han levede iblandt, da han sagde: „Jeg vil vente på min frelses Gud.“ — Mika 7:7; Klagesangene 3:26.

Men hvad vil det sige at vente på Jehova? Hvordan skal en kristen vente på Gud? Er der rigtige og forkerte måder at vente på? Vi kan i den forbindelse lære noget vigtigt hvis vi ser nærmere på beretningen om profeten Jonas, der levede i det niende århundrede før vor tidsregning.

En der ventede med en forkert indstilling

Jehova Gud sendte Jonas til Nineve, det assyriske verdensriges hovedstad, for at forkynde et domsbudskab for byens indbyggere. Nineve var kendt som „den blodskyldige by“ på grund af sin skamløse brutalitet, en brutalitet der bekræftes af mange historikere og arkæologer. (Nahum 3:1) Jonas forsøgte at flygte fra denne opgave, men Jehova sørgede for at profeten til sidst drog til Nineve. — Jonas 1:3–3:2.

„Jonas begyndte at gå ind i byen, så langt som man kunne gå på én dag, mens han råbte og sagde: ’Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.’“ (Jonas 3:4) Indbyggernes reaktion på Jonas’ forkyndelse var meget overraskende: „Da troede folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk, fra den største til den mindste iblandt dem.“ (Jonas 3:5) Jehova, en Gud der „ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“, skånede derfor byen. — 2 Peter 3:9.

Hvordan reagerede Jonas på dette? Beretningen lyder: „Men det mishagede i høj grad Jonas, og han blev optændt af vrede.“ (Jonas 4:1) Hvorfor? Jonas har måske følt at han som profet havde tabt ansigt fordi hans proklamation om at byen ville blive ødelagt på en bestemt dag, ikke gik i opfyldelse. Han var åbenbart mere interesseret i sit eget omdømme end i andres omvendelse og frelse.

Jonas gik ikke så langt som til at holde op som profet. Han gav sig til at vente for at se „hvad der skete med byen“. Men den indstilling han ventede med, var negativ. Da det gik op for Jonas at tingene ikke lige udviklede sig som han havde regnet med, lavede han sig en løvhytte, hvor han sad og surmulede mens han ventede for at se hvad der nu ville ske. Men Jehova syntes ikke om Jonas’ indstilling, så han korrigerede kærligt sin profets forkerte måde at tænke på. — Jonas 4:5, 9-11.

Hvorfor Jehova er tålmodig

Ninevitterne ændrede sind og blev skånet, men senere vendte de tilbage til deres onde vej. Igennem profeterne Nahum og Zefanias forudsagde Jehova at Nineve ville blive ødelagt. I sin dom over „den blodskyldige by“ erklærede Jehova at han ville udrydde Assyrien og gøre Nineve til en ødemark. (Nahum 3:1; Zefanias 2:13) I 632 før vor tidsregning blev Nineve ødelagt, for aldrig at blive genopbygget.

Vore dages verden er også skyldig i hensynsløse blodsudgydelser, endda i langt større målestok end det gamle Nineve. Af denne og andre grunde har Jehova forudsagt at den nuværende onde tingenes ordning vil blive ødelagt i „så stor en trængsel“ at det vil være uden fortilfælde. — Mattæus 24:21, 22.

Jehova har imidlertid holdt denne lovede ødelæggelse tilbage for at oprigtige mennesker i dag kan angre og blive frelst, ligesom de angrende indbyggere i Nineve blev. Apostelen Peter henviser til Guds tålmodighed med ordene: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9, 10, 13.

Den rigtige indstilling

Peter siger videre: „Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke!“ (2 Peter 3:11, 12) Læg mærke til at vi skal vente på Jehovas dag „med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“ — vi skal altså ikke være passive, men aktive.

Ja, at vente med den rigtige indstilling kræver at vi har absolut tillid til at Jehovas dag ikke kommer et øjeblik senere end Jehova har bestemt. En sådan tillid animerer os til hellige og gudhengivne gerninger, og forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige er en af de vigtigste af disse gerninger. Jesus er et godt eksempel på én som praktiserede dette, og han instruerede sine disciple: „Hav noget bundet om jeres lænd og lad jeres lamper brænde, og vær I selv som mennesker der venter på deres herre når han vender tilbage fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham når han kommer og banker på. Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer!“ — Lukas 12:35-37.

Når trælle i det første århundrede skulle udføre fysisk hårdt arbejde, ’spændte de noget om lænden’ ved at trække enderne af den løse klædning op mellem benene og stikke dem ned under skærfet. En kristen må også være indstillet på energisk og med nidkærhed at gøre gode gerninger. Han bør ikke lade noget som helst hindre ham i hans åndelige aktiviteter, for eksempel ved at bruge sine kræfter på fornøjelser og materiel stræben. Den kristne skal snarere have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“ mens han venter på Jehovas store og frygtindgydende dag. — Romerne 12:11; 1 Korinther 15:58.

At vente aktivt

Jehovas Vidner er travlt optaget mens de venter på Jehovas dag. I tjenesteåret 2003 blev der for eksempel i gennemsnit brugt 3.383.000 timer om dagen på at forkynde Jehovas ord. Skulle en enkelt person opnå det samme som der på verdensplan blev udrettet på en dag, måtte han forkynde uafbrudt i 386 år!

Det er dog alligevel godt at spørge sig selv: ’Med hvilken indstilling venter jeg?’ Jesus fortalte en lignelse som viser hvilken flid der forventes af trofaste salvede kristne. Han fortalte om tre trælle: „[Herren gav en] fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands. Den der havde fået de fem talenter gik straks hen og gjorde forretninger med dem og tjente fem til. På samme måde tjente den der havde fået de to, to til. Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge. Lang tid efter kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.“ — Mattæus 25:15-19.

De tre trælle ventede alle på at deres herre skulle vende tilbage. De to trælle der havde arbejdet flittigt mens de ventede på deres herre, mødte følgende reaktion da denne vendte tilbage: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ Men den træl der havde ventet passivt, gik det anderledes. „Kast den uduelige træl ud i mørket udenfor,“ sagde herren. — Mattæus 25:20-30.

Selvom denne lignelse er henvendt til salvede kristne, kan vi alle, uanset hvilket håb vi har, lære noget af beretningen. Herren, Jesus Kristus, forventer at vi hver især arbejder flittigt i tjenesten for ham mens vi afventer hans komme på Jehovas store dag. Jesus værdsætter det arbejde den enkelte kan udføre hver efter sine evner og omstændigheder. Når vores venten en dag er til ende, bliver det skønt at høre Herren sige: „Udmærket, gode og trofaste træl.“

Vor Herres tålmodighed betyder frelse

Har denne tingenes ordning bestået længere end vi troede eller håbede at den ville gøre? Så har det ikke været uden grund. Apostelen Peter skrev: „Regn . . . vor Herres tålmodighed for frelse.“ (2 Peter 3:15) Nøjagtig kundskab om hvad Guds hensigt går ud på, og en ydmyg vurdering af vores egen betydning vil hjælpe os til at være tålmodige lige så længe som Jehova ønsker at være tålmodig med denne gamle tingenes ordning.

Bibelskribenten Jakob brugte en illustration for at tilskynde kristne til at være tålmodige. Han skrev: „Se! Landmanden venter på jordens dyrebare frugt, idet han er tålmodig med den, indtil han får tidligregn og sildigregn. I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.“ — Jakob 5:7, 8.

Jehova ønsker ikke at vi skal blive trætte, eller at vi skal give tabt mens vi venter. Han har givet os et arbejde at udføre, og hvis vi bruger ventetiden flittigt i dette arbejde, glæder vi ham. Han ønsker at vi er blandt dem som apostelen beskriver i sit brev til hebræerne: „Vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Hebræerne 6:11, 12.

Lad os ikke give op af udmattelse, men hellere hente ny energi i vort personlige forhold til Jehova Gud, vor tro på Jesu genløsningsoffer og vort håb om at leve lykkeligt i den nye tingenes ordning. Måtte vi, ligesom de „gode og trofaste“ trælle i Jesu lignelse, flittigt prise vor Gud og således vise os værdige til at blive rost og modtage en belønning. En som gjorde dette, var salmisten, der skrev: „Jeg vil vente uophørligt, og jeg vil øge al lovsangen til dig.“ — Salme 71:14.

[Illustration på side 21]

Jonas ventede med en negativ indstilling for at se hvad der ville ske med Nineve

[Illustrationer på side 22, 23]

Lad os vise gudhengivenhed mens vi venter på Jehovas dag