Bliv ved med at vandre i det guddommelige lys
„Gud er lys.“ — 1 Johannes 1:5.
Ved gennemgangen af denne artikel og de to efterfølgende artikler i menigheden bør vagttårnsstudielederen sørge for at de anførte afsnit af Første Johannesbrev bliver læst højt, alt efter som tiden tillader det
1, 2. Hvor og hvornår blev Første Johannesbrev skrevet, og hvem gælder vejledningen i det?
JEHOVAS VIDNER er taknemmelige for det guddommelige lys, og ønsker at blive ved med at vandre i det. Det er imidlertid ikke let — selv blandt Jesu Kristi disciple i det første århundrede forekom der frafald. Jesu loyale apostle hindrede dog frafaldet i at brede sig. En af dem der ’holdt det tilbage’ var apostelen Johannes. (2 Thessaloniker 2:1-12) Han skrev sit første guddommeligt inspirerede brev omkring år 98 e.v.t., da han var meget gammel og boede i eller i nærheden af Efesus. Vejledningen i dette brev hjalp de kristne i det første århundrede til at blive ved med at vandre i det guddommelige lys. Kan dette brev også hjælpe os?
2 Ja, Johannes’ ord er en lige så stor hjælp for de kristne nu i det 20. århundrede. Når du studerer denne artikel og de to efterfølgende artikler, bør du derfor læse alle de anførte afsnit fra hans første inspirerede brev. I apostelens brev og i vore kommentarer til det henviser stedord som „vi“ og „os“ hovedsagelig til Jesu salvede disciple, men de grundlæggende principper i forbindelse med retfærdighed, kærlighed, tro og lignende gælder også kristne der har håb om evigt liv på jorden.
Et fællesskab der bringer glæde
3. Hvilke beviser findes der for at Guds søn levede, blev pint og døde som et menneske, og hvorfor kaldes han „livets ord“?
3 Johannes taler først om et glædebringende „fællesskab“. (Læs Første Johannesbrev 1:1-4.) Jesus, „livets ord“, var hos Jehova „fra begyndelsen“ eftersom det var ham der blev skabt først og det er ved hjælp af ham at ’alt andet er blevet skabt’. (Kolossenserne 1:15, 16) Nogle frafaldne i det første århundrede hævdede at være syndfri og at Kristus ikke havde nogen retmæssig plads i Guds ordning. Men Jesu apostle hørte ham tale, de betragtede ham opmærksomt, de kunne røre ved ham. De vidste at Guds kraft virkede igennem ham. Der var altså øjenvidner som med sikkerhed kunne bevidne at han var Guds søn, der levede, blev pint og døde som et menneske. Han kaldes „livets ord“ fordi Gud ved hjælp af ham har „kastet lys over [evigt] liv“ og tilvejebragt en genløsningsbetaling. — Romerne 6:23; 2 Timoteus 1:9, 10.
4. Hvad er de salvedes „fællesskab“ et udtryk for?
4 Gennem det apostlene sagde og skrev ’vidnede’ de om det syndfri menneske Jesus Kristus. Johannes ’fortalte’ om sådanne ting for at salvede kristne kunne opnå „fællesskab“ med andre rigsarvinger, med Faderen og med hans søn. Dette „fællesskab“ er et udtryk for enhed og bringer stor glæde. (Salme 133:1-3; Johannes 17:20, 21) Frafaldne der hader deres tidligere medarbejdere i tjenesten for Jehova, har ikke længere et sådant fællesskab med Gud og Kristus.
„Gud er lys“
5. Hvilket „budskab“ modtog apostlene fra Jesus, og hvilken indvirkning har det på Jehovas vidners adfærd?
5 Det næste Johannes nævner er et „budskab“ som apostlene modtog fra Jesus. (Læs Første Johannesbrev 1:5-7.) Det lyder: „Gud er lys, og der er slet intet mørke [intet uhelligt, umoralsk, usandt eller ondt] forbundet med ham.“ Jehovas vidner tager derfor afstand fra alle syndige handlinger, handlinger der hører mørket til. (Job 24:14-16; Johannes 3:19-21; Romerne 13:11-14; 2 Korinther 6:14; 1 Thessaloniker 5:6-9) Nogle frafaldne mente ikke at der fandtes gerninger der kunne betegnes som syndige, og de befandt sig derfor i et åndeligt mørke. De hævdede at besidde en hemmelig kundskab, men Gud er lys, ikke mørke og hemmelighedsfuldhed. Han skænker kun åndeligt lys til sine trofaste vidner. — Mattæus 5:14-16; 1 Peter 2:9.
6. Hvilken velsignelse vil vi erfare hvis vi ’handler efter sandheden’?
6 Hvis vi siger at vi har „fællesskab“ med Gud, men „fortsætter med at vandre i mørket“ idet vi fører en syndig tilværelse, „lyver vi og handler ikke efter sandheden“; vi lever ikke i harmoni med den. Men hvis vi lever på en måde der er i harmoni med sandheden, er vi i lyset, ligesom Gud selv er. Vi opnår „fællesskab“ med vore medkristne, der alle er forenede i lære, syn på åndelige anliggender, forkyndelse og andre aspekter af den rene tilbedelse.
7. Hvorfor kan Jesu blod ’rense os fra al synd’?
7 I modsætning til de frafaldne i det første århundrede forstår vi der „vandrer i lyset“ at synd er noget urent. Jesu blod „renser os fra al synd“ fordi vi ikke synder med vilje. (Mattæus 12:31, 32) Vi er dybt taknemmelige for at Gud viser barmhjertighed mod kristne der begår fejl, men angrer det. — Salme 103:8-14; Mika 7:18, 19.
Forsoningens grundlag
8, 9. (a) På hvilket grundlag vil Jehova tilgive os? (b) Hvad sagde nogle frafaldne om synden, og hvorfor tog de fejl?
8 Johannes nævner derefter på hvilket grundlag vi kan blive renset fra synd. (Læs Første Johannesbrev 1:8 til 2:2.) Hvis vi siger: „Vi har ingen synd“, er ’sandheden ikke i os’, for så benægter vi faktisk at alle ufuldkomne mennesker er syndige. (Romerne 5:12) Men Gud er trofast og tilgiver os hvis vi kommer frem for ham og „bekender vore synder“ med en angerfuld indstilling, en indstilling der får os til at vende os bort fra de syndige handlinger. (Ordsprogene 28:13) Om dem der har del i den nye pagt har Jehova sagt: „Jeg vil ikke mere huske deres synd.“ (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7-12) Dette løfte opfylder han når han tilgiver synder.
9 Gud er desuden retfærdig og overholder altid sine normer for retfærdighed. Ved hjælp af genløsningen har han ladet retfærdigheden ske fyldest, og kan ’tilgive os vore synder og rense os fra al uretfærdighed’ hvis vi bekender vore synder i tro på Jesu offer. (Hebræerne 9:11-15) Ved sin død borttog Messias synder, ligesom bukken på forsoningsdagen blev sendt ud i ørkenen, bærende på israelitternes synder. (3 Mosebog 16:20-22; Esajas 53:5, 8, 11, 12; 1 Peter 2:24) Nogle frafaldne sagde: „Vi har ikke syndet,“ og gjorde derved ’Jehova til en løgner’. Men Gud kan ikke lyve, og hans ord viser at alle ufuldkomne mennesker er behæftet med synd. (Titus 1:2; Prædikeren 7:20; Romerne 3:23) Hvis vi siger: „Vi har ikke syndet,“ viser det i virkeligheden at Guds ord ikke er „i os“, i vore hjerter! — Jævnfør Hebræerne 8:10.
10. Hvad har Jesu sonoffer udvirket?
10 Johannes skriver dette om synd, tilgivelse og renselse for at vi ikke skal øve synd. Hans ord får os til at gøre en oprigtig indsats for ikke at synde. (1 Korinther 15:34) Men hvis vi alligevel begår en synd og angrer det, har vi „en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig“, der taler vor sag hos Gud. (Hebræerne 7:26; jævnfør Johannes 17:9, 15, 20.) Jesus bragte et „sonoffer“ for vore synder. Ved hans død lod Gud retfærdigheden ske fyldest og gjorde det muligt at vise barmhjertighed og frikende både de åndelige israelitter og ’hele verden’, blandt andet ’den store skare’, for anklagen for synd. (Romerne 6:23; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 7:4-14) Vi værdsætter i allerhøjeste grad dette offer!
Adlyd Gud og vis kærlighed
11. Hvordan kan vi vide om vi er „i samhørighed“ med Gud?
11 For at kunne blive ved med at vandre i det guddommelige lys må vi adlyde Jehova. (Læs Første Johannesbrev 2:3-6.) Hvis vi „fortsat holder hans bud“ ved vi „at vi har lært ham at kende“, vi har lært at forstå ham og hans egenskaber. Enhver der hævder at have lært Jehova at kende men ikke adlyder ham, „er en løgner“. Hvis man derimod overholder hans ord „er kærligheden til Gud . . . gjort fuldkommen“ eller fuldstændig. „På dette,“ altså det at vi adlyder og elsker Gud, ser vi at vi er „i samhørighed med ham“. Og vi er forpligtede til at vandre ligesom hans søn vandrede, i forkyndelsen, i forholdet til andre, og så videre.
12. Hvilket „gammelt bud“ har de kristne, og hvorfor kaldes det også „nyt“?
12 Broderkærlighed har også stor betydning. (Læs Første Johannesbrev 2:7, 8.) Johannes skriver om „et gammelt bud“ som de troende har haft „fra begyndelsen“ af deres liv som kristne. Han kalder det „gammelt“ fordi det var et bud som Jesus havde givet flere år tidligere da han befalede sine disciple at ’elske hinanden ligesom han elskede dem’. (Johannes 13:34) Det er dog også et „nyt“ bud fordi det indbefatter mere end den næstekærlighed Loven krævede — det indbefatter villighed til at sætte sin sjæl til for sine trosfæller. (3 Mosebog 19:18; Johannes 15:12, 13) Vor selvopofrende kærlighed er et bevis på at vi følger dette nye bud, og derfor ’er mørket ved at forsvinde og det sande lys skinner allerede’ blandt os.
13. Hvem er „i lyset“ og hvem er ikke, ifølge Første Johannesbrev 2:9-11?
13 Hvem kan siges at være „i lyset“? (Læs Første Johannesbrev 2:9-11.) „Den der siger at han er i lyset og dog hader sin broder“ befinder sig i åndeligt mørke. Men „den der elsker sin broder forbliver i lyset“, og hos ham er der ingen „årsag til snublen og fald“. Det græske ord der er anvendt her sigter til en fælde med lokkemad, og betegner samtidig noget der kan få en til at synde. En der hævder at være kristen men hader sin broder „ved ikke hvor han går hen, for mørket har forblindet hans øjne“. (Mattæus 13:13-15) Vil du lytte til denne advarsel og undgå åndeligt mørke ved at nægte at lade forskelle i personlighed, frafaldnes løgne eller noget som helst andet overskygge din broderkærlighed?
Grundlaget for tillid
14. Hvem er de ’børn’ og „fædre“ som Johannes henvendte sig til?
14 Johannes udtrykker dernæst sin tillid til ’børnene’. Han bruger udtrykket „børnlille“, og sigter dermed øjensynlig til hele menigheden. (Læs Første Johannesbrev 2:12-14.) Vore synder er blevet tilgivet ’for Kristi navns skyld’, for kun gennem ham har Gud gjort frelsen mulig. (Apostelgerninger 4:12) De salvede „har lært Faderen at kende“ fordi han har avlet dem med sin ånd. Nogle omtales som „fædre“ — sandsynligvis ældre, erfarne og åndeligt modne kristne. De kender Jesus, der har eksisteret „fra begyndelsen“, idet Gud skabte ham før alt andet.
15. (a) Hvem er de „unge mænd“ som Johannes henvendte sig til, og hvordan har de „sejret over den onde“? (b) Giv et eksempel på hvordan vi i dag kan ’sejre’ over Satan.
15 De „unge mænd“ Johannes henvender sig til var måske yngre kristne med mindre erfaring. De har ikke ladet sig overliste af Satans „planer“, men har „sejret over den onde“. (2 Korinther 2:11) At sejre over den onde vil i dag indbefatte at undgå uren underholdning, sanselig musik samt pornografi, der kan undergrave de kristne principper og resultere i kønslig umoralitet. De „unge mænd“ sejrer over Satan fordi de er åndeligt „stærke“ og fordi „Guds ord“ forbliver i dem. Måtte vi ligesom dem drage nytte af Guds åndelige foranstaltninger, tage afstand fra frafald og fortsat vandre i det guddommelige lys.
Noget vi ikke må elske
16. Hvad må vi ikke elske, og hvad sker der hvis vi tillægger os verdslige synspunkter og ønsker?
16 Uanset om vi er unge eller gamle i sandheden, er der noget vi ikke må elske. (Læs Første Johannesbrev 2:15-17.) Vi må ’ikke elske verden eller det der er i verden’. Vi må passe på at vi ikke bliver plettet af det uretfærdige menneskesamfunds fordærv, og vi må ikke lade os påvirke af dets „ånd“ eller dets syndige, fremherskende indstilling. (Efeserne 2:1, 2; Jakob 1:27) Hvis vi tillægger os verdslige synspunkter og ønsker, er „Faderens kærlighed“ ikke i os. (Jakob 4:4) Det er værd at overveje under bøn, ikke sandt?
17. Hvilke verdslige ønsker må kristne ikke give efter for?
17 Ikke „alt det der er i verden“ er af Gud. Dette indbefatter „kødets begær“. Søger man at tilfredsstille dette begær vil det betyde at man giver efter for syndige ønsker som for eksempel et uret seksuelt begær. (1 Korinther 6:15-20; Galaterne 5:19-21) Vi må også passe på at vi ikke giver efter for „øjnenes begær“. Eva lod sig friste af en frugt der så indbydende ud, og synet af Batseba der badede sig fik David til at begå en alvorlig synd. (1 Mosebog 3:6; 2 Samuel 11:2-17) For at blive ved med at vandre i det guddommelige lys må vi altså undgå fordærvet underholdning og alt andet der appellerer til syndige ønsker og vildleder hjertet. — Ordsprogene 2:10-22; 4:20-27.
18. Hvorfor er der ingen mening i at prale med „de midler man har at leve af“, og hvad kan man ikke opnå gennem dette praleri?
18 „Praleriet med de midler man har at leve af“ er også af verden. Stolte mennesker praler måske med deres rigdom, deres fine tøj og lignende forgængelige ting. Deres praleri kan gøre indtryk på nogle og skaffe dem en midlertidig beundring, men ikke Guds velsignelse. — Mattæus 6:2, 5, 16, 19-21; Jakob 4:16.
19. Hvad vil der ske med denne verden, og hvordan bør dette berøre os?
19 Husk at „verden forsvinder“; den vil blive tilintetgjort. (2 Peter 3:6) Verdens håb og begær vil forgå sammen med den, og det vil de der elsker den også. „Men,“ siger Johannes, „den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Lad os derfor holde os det evige liv for øje ved at ’sige nej til verdslige ønsker’ og fortsat vandre i det guddommelige lys. — Titus 2:11-14.
Advarsel mod frafald
20. Hvad kaldes de der var ’imod Kristus’, og hvad var deres fremståen et bevis for?
20 Johannes advarer nu mod antikrister. (Læs Første Johannesbrev 2:18, 19.) Han minder sine trosfæller om at de fra apostlene „har hørt at antikrist kommer“. At der allerede var fremstået „mange antikrister“ viste at det var „den sidste time“, den sidste del af aposteltiden. Skønt de der var ’imod Kristus’ udgjorde en kollektiv „antikrist“, var der mange enkelte antikrister der gav sig ud for at tilbede Gud men ikke var „af vor slags“ og derfor forlod kristendommen. Også i vor tid er vi glade for at sådanne forlader os eller udstødes af vort samfund, da menigheden ellers ville blive fordærvet.
21. Hvorfor har de åndsavlede kristne „kundskab“, og hvilken ’sandhed’ kender de?
21 Loyale åndsavlede kristne forkaster de frafaldnes synspunkter. Da „en salvelse fra den hellige“, Jehova, hjælper dem til at forstå hans ord, ’har de alle kundskab’. (Læs Første Johannesbrev 2:20, 21.) De kender „sandheden“ i forbindelse med Jesus Kristus, hvorimod de frafaldne har en fejlagtig opfattelse af ham. Da „ingen løgn er af sandheden“, vil alle der elsker Jehova tage afstand fra sådanne fejlagtige opfattelser og fra dem der fremfører dem.
22. Hvad gjorde C. T. Russell da en af hans medarbejdere fornægtede genløsningen?
22 Når alt kommer til alt, ’hvem er da løgneren om det ikke er den der fornægter og siger at Jesus ikke er Messias’, Guds salvede? (Læs Første Johannesbrev 2:22-25.) „Den der fornægter Faderen og Sønnen“ er antikrist! Det er interessant at bemærke at da en der i begyndelsen arbejdede sammen med bibelstudenten Charles T. Russell fornægtede genløsningen, trak Russell sig fuldstændig tilbage fra ham og begyndte at udgive dette blad, der altid har forkyndt sandheden om Kristi identitet, hans rolle som Messias og hans kærlige tjeneste som „sonoffer“.
23. Hvordan berører det vore fremtidsudsigter og vort forhold til Gud at vi „bekender Sønnen“?
23 Frafaldne der fornægter Kristus har ikke Jehova som deres ven. (Johannes 5:23) Men vi der offentligt „bekender Sønnen“, „har også Faderen“, idet vi befinder os i et godkendt forhold til Gud. (Mattæus 10:32, 33) Jesu loyale disciple i det første århundrede holdt fast ved det de „fra begyndelsen“ af deres liv som kristne havde hørt om Guds søn. Og hvis den samme sandhed er i vore hjerter, vil vi „forblive i samhørighed“ med både Gud og Kristus og modtage det „der er lovet os“, det evige liv. — Johannes 17:3.
Oplært af Jehova Gud
24. Hvem har modtaget en „salvelse“ med hellig ånd, og hvorfor ’trænger de ikke til at nogen underviser dem’?
24 For at vandre i det guddommelige lys og ikke blive vildledt af de frafaldne, må vi have en god åndelig oplæring. (Læs Første Johannesbrev 2:26-29.) De åndsavlede har modtaget en „salvelse“ med hellig ånd, de har lært Gud og hans søn at kende, og „trænger ikke til at nogen [frafaldne] skal undervise“ dem. Ved hjælp af sin hellige ånd „underviser“ Gud de åndelige israelitter „i alt“ hvad de har brug for at vide for at kunne tilbede ham på en antagelig måde. (Johannes 4:23, 24; 6:45) Vi er lykkelige for at vi som Jehovas vidner modtager en sådan åndelig oplæring fra Gud gennem „den trofaste og kloge træl“. — Mattæus 24:45-47.
25, 26.(a) Hvorfor kan de salvede „have frimodighed“? (b) Hvad vil det sige at ’øve retfærdighed’?
25 Johannes tilskynder de veloplærte salvede til at „forblive i samhørighed“ med Gud. De der er „i samhørighed“ med Jehova er samtidig i samhørighed med hans søn. (Johannes 14:19-21) Johannes tilskynder sine læsere til at opnå denne samhørighed for at de, „når han [Kristus] bliver gjort kendt, må have frimodighed og ikke blive gjort til skamme og fjernet fra ham ved hans nærværelse“, eller parousia.
26 Vi lever nu under Kristi „nærværelse“. Hvordan kan vi sikre os at vi virkelig vandrer i det guddommelige lys og ikke har noget at skamme os over? Det kan vi ved at ’øve retfærdighed’. ’Når vi ved at Gud er retfærdig,’ ræsonnerer Johannes, ’så erkender vi at enhver som øver retfærdighed er blevet født som følge af ham.’ ’At øve retfærdighed’ vil sige at adlyde Guds bud, at tage afstand fra uretfærdighed og at være optaget af gode gerninger som dét at gøre disciple og at hjælpe trosfæller. (Markus 13:10; Filipperne 4:14-19; 1 Timoteus 6:17, 18) At blive „født som følge af“ Gud vil sige at blive ’født igen’ som hans åndelige børn. — Johannes 3:3-8.
27. Hvad går apostelen Johannes nu over til at forklare?
27 Johannes har forklaret hvordan vi kan blive ved med at vandre i det guddommelige lys, og går nu over til at forklare hvordan vi bør leve som Guds børn. Hvad vil det indebære?
Hvad mener du?
■ Hvilke beviser nævner Johannes for at Guds søn levede, blev pint og døde som et menneske?
■ Hvad har Jesu Kristi „sonoffer“ udvirket?
■ Hvilket bud som de kristne har modtaget kaldes både „gammelt“ og „nyt“?
■ Hvad vil der ske med denne verden, og hvordan bør dette berøre os som kristne?
■ Hvordan kan de salvede være sikre på at de vandrer i det guddommelige lys?
[Tekstcitat på side 12]
Viser du værdsættelse af Jesu offer?