9. I hvilken forstand kan en åndsavlet kristen „ikke øve synd“, og hvad skyldes dette?

⁹ Johannes skelner dernæst mellem Guds børn og Djævelens børn. (Læs Første Johannesbrev 3:9-12.) „Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd,“ gør det ikke til en vane at synde. Jehovas „sæd“ eller hellige ånd der giver de salvede „en ny fødsel“ til et himmelsk håb, forbliver i den enkelte medmindre han modstår den og derved ’bedrøver’ ånden, så Gud tager den bort fra ham. (1 Peter 1:3, 4, 18, 19, 23; Efeserne 4:30) Hvis en åndsavlet kristen ønsker at forblive et af Guds børn, kan han „ikke øve synd“. Som „en ny skabning“ med „den nye personlighed“ modarbejder han synden. Han er „undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“, og nærer ikke noget ønske i hjertet om at øve synd. — 2 Korinther 5:16, 17; Kolossenserne 3:5-11; 2 Peter 1:4.

11. (a) På hvilken anden måde kan man kende dem der ikke er Guds børn? (b) Hvad bør tanken om Kains adfærd få os til?

¹¹ „Den som ikke elsker sin broder [er] heller ikke [af Gud].“ „Det budskab“ som vi har hørt „fra begyndelsen“ af vort liv som Jehovas vidner er jo at „vi skal elske hinanden“. (Johannes 13:34) Vi er derfor ikke „som Kain“, der viste at han „var af den onde“ ved at slå sin broder ihjel, en voldshandling der er karakteristisk for manddraberen Satan. (1 Mosebog 4:2-10; Johannes 8:44) Kain slog Abel ihjel „fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige“. Tanken om Kains adfærd bør få os til at vogte os for at nære et lignende had til vore åndelige brødre.