Vis altid kærlighed og tro
„Den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud.“ „Og dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ — 1 Johannes 4:16; 5:4.
1, 2. Hvilke egenskaber fremhæves især i Første Johannesbrev 4:7 til 5:21?
JEHOVA er den personificerede kærlighed, og de der ønsker at behage ham må vise denne gudlignende egenskab. Dette gør apostelen Johannes tydeligt opmærksom på i den sidste del af sit første inspirerede brev.
2 Sande kristne må også udvise tro. Kun på denne måde kan de overvinde verden og være sikre på at bevare Jehovas gunst. Lad os, mens vi studerer denne sidste del af Johannes’ brev, under bøn overveje betydningen af at lægge kærlighed og tro for dagen.
’Lad os elske hinanden’
3, 4. Hvilken forbindelse er der mellem det at vise kærlighed og det at kende Gud?
3 Johannes understreger kærlighedens betydning. (Læs Første Johannesbrev 4:7, 8.) De kristne, ’de elskede’, tilskyndes til „fortsat [at] elske hinanden, for kærligheden er af Gud“. Jehova er kærlighedens Ophav. „Enhver som elsker, er født som følge af Gud [som åndsavlet] og kender Gud“, er bekendt med Jehovas egenskaber og hensigter og hans måde at udtrykke kærlighed på. I dag hører ’den store skare’ af Kristi „andre får“ også til dem der „kender Gud“.
4 At vi kender Gud vil sige at vi fuldt ud værdsætter og forstår hans egenskaber, elsker ham uforbeholdent og holder os til ham som vor Suveræn. Men „den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende“. De der ikke viser kristen kærlighed „har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed“. Ja, kærlighed er Jehovas mest fremherskende egenskab, som det fremgår af de materielle og åndelige velsignelser han har skænket menneskeheden.
5. Hvad er det største vidnesbyrd om at „Gud er kærlighed“?
5 Derefter nævnes det største vidnesbyrd om at „Gud er kærlighed“. (Læs Første Johannesbrev 4:9, 10.) Johannes siger: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde [som syndere der fortjener døden], at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham.“ Jesus er Jehovas „enestefødte søn“ i den forstand at han var den eneste Gud skabte direkte. (Johannes 1:1-3, 14; Kolossenserne 1:13-16) Jesus blev ’udsendt til verden’ ved at han blev et menneske, udførte sin offentlige tjeneste og derpå døde offerdøden. (Johannes 11:27; 12:46) Skal vi ’vinde evigt liv ved ham’, i himmelen eller på jorden, må vi udvise tro på hans genløsningsoffers værdi.
6. Hvad gjorde Gud mens vi endnu var syndere der ikke elskede Gud?
6 Endnu mens vi var syndere der ikke elskede Gud, „elskede [han] os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder“. Kristi offer gav os mulighed for igen at opnå et ret forhold til Gud. (Romerne 3:24, 25; Hebræerne 2:17) Værdsætter du dette, det største, udtryk for ufortjent kærlighed fra vor himmelske Faders side?
7. (a) Når vi ikke kan sige at vi elsker Gud fordi vi har set ham, hvordan kan vi da vise at vi elsker ham? (b) Hvad er vor broderkærlighed et udtryk for?
7 Guds kærlighed til os bør påvirke vor holdning til andre. (Læs Første Johannesbrev 4:11-13.) Da han elskede os mens vi stadig var syndere, „er vi også skyldige at elske hinanden“. Blandt mennesker ’har ingen nogen sinde set Gud’. Vi kan derfor ikke sige at vi elsker Jehova fordi vi har set ham. (2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18; 4:24) Ved at vise kærlighed tilkendegiver vi imidlertid at vi elsker denne egenskabs Ophav. Gennem broderkærligheden kan vi bære vidnesbyrd om at Gud „forbliver . . . i os og hans kærlighed gøres fuldkommen“ eller kommer til fuldt udtryk i os. Og vi ved at „vi forbliver i samhørighed med“ Jehova fordi „han har givet os af sin ånd“. At vi lægger broderkærlighed for dagen er et udtryk for at Jehovas ånd er virksom i os, for kærlighed er en af åndens frugter. (Galaterne 5:22, 23) Gennem den viser vi at vi kender Gud og har hans godkendelse.
8. Hvad vidner yderligere om at vi er „i samhørighed med Gud“?
8 Der er mere der vidner om at vi er „i samhørighed med Gud“. (Læs Første Johannesbrev 4:14-16a.) Johannes havde „set“ Jesu gerning på jorden og hans lidelser på menneskehedens vegne; han kunne således ’vidne om at Faderen havde udsendt sin søn som verdens Frelser’ til gavn for den syndige menneskehed. (Johannes 4:42; 12:47) Desuden ’forbliver Gud i samhørighed med os og vi med ham’ hvis vi af hjertet bekender at Jesus Kristus er hans søn. Dette fordrer at vi tror på og aflægger et offentligt vidnesbyrd om at Jesus er Guds søn. (Johannes 3:36; Romerne 10:10) Vor tillid til „den kærlighed som Gud har i vort tilfælde“ tilvejebringer yderligere vidnesbyrd om at vi, enten vi hører til den salvede rest eller til de „andre får“, er i samhørighed med Jehova.
9. (a) I hvilken betydning kan kærligheden til Gud ’gøres fuldkommen’, og hvordan berører dette vort forhold til andre? (b) Hvad fremmes af den „fuldkomne“ kærlighed?
9 Johannes viser derefter at kærligheden kan ’gøres fuldkommen’. (Læs Første Johannesbrev 4:16b, 17.) Vi bliver mindet om at „Gud er kærlighed“. Fordi vi „forbliver i kærligheden“ og lægger denne frugt af Jehovas ånd for dagen, ’forbliver vi i samhørighed med Gud’. Hvis kærligheden til Jehova er „blevet gjort fuldkommen hos os“, ja kommer til sit stærkeste udtryk over for ham, vil vi elske vore trosfæller. (Jævnfør vers 12.) „Fuldkommen“ kærlighed fremmer også den „frimodighed“ hvormed vi nærmer os Gud i bøn, både nu og på den „dommens dag“ der er knyttet til Kristi nærværelse. De der viser en sådan kærlighed vil da ikke have grund til at frygte at Guds dom vil være ugunstig. „Ligesom Han [Jesus] er, sådan er vi selv i denne verden“ hvis vi viser kærlighed. Ja, vi glæder os ligesom han over Guds gunst som Guds børn i denne gudfremmede menneskehedens verden.
10. Hvad kommer man ikke ud for hvis kærligheden er blevet „gjort fuldkommen“ hos en?
10 De der besidder „den fuldkomne kærlighed“ nærer ingen frygt der hæmmer deres bøn. (Læs Første Johannesbrev 4:18, 19.) „Frygten virker hæmmende“ på den måde at den afholder os fra frit at nærme os Jehova. Hvis vi derfor føler en sådan frygt, ’er vi ikke blevet gjort fuldkomne i kærligheden’. Men hvis vi er ’blevet gjort fuldkomne i kærligheden’, fylder denne egenskab vore hjerter, ansporer os til at gøre Guds vilje og bevæger os til at holde os nær til vor himmelske Fader i bøn. Vi har afgjort grund til at elske Jehova og bede til ham, for, som Johannes siger: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“
11. Hvorfor er der gode grunde til at mærke sig ordene: ’Den der elsker Gud skal også elske sin broder’?
11 Det er naturligvis ikke nok blot at sige at vi elsker Gud. (Læs Første Johannesbrev 4:20, 21.) Den der siger: „Jeg elsker Gud“ og dog hader sin [åndelige] broder, er en løgner. Da vi kan se vor broder og iagttage Guds egenskaber i ham, burde det være lettere for os at vise vor broder kærlighed end at elske en usynlig Gud. Ja, „den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set“. Der er derfor gode grunde til at mærke sig ordene: ’Den der elsker Gud skal også elske sin broder.’
Hvem sejrer over verden?
12. Hvilken anden form for kærlighed bør enhver der elsker Gud, også lægge for dagen?
12 Johannes viser derefter hvad det egentlig vil sige at elske Gud. (Læs Første Johannesbrev 5:1-5.) Først fremhæver apostelen at „enhver som tror at Jesus er Messias“ (Jehovas salvede), „er blevet født som følge af Gud“ eller åndsavlet af Jehova. Og enhver der elsker Skaberen, Jehova, elsker enhver som er „blevet født som følge af ham“. Ja, alle Guds salvede børn elsker ham og forventes at elske hinanden. Denne broderkærlighed er også kendetegnende for den ’store skare’ af „andre får“ som har et jordisk håb. — Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9.
13. (a) Hvorfor er Guds bud ikke „byrdefulde“? (b) Hvordan ’sejrer vi over verden’?
13 ’Vi ved at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og adlyder hans bud.’ Ja, ’kærligheden til Gud vil sige at vi adlyder hans bud’. Da vi elsker Gud og elsker retfærdighed, adlyder vi med glæde hans bud. Johannes siger at de ikke er „byrdefulde“ for os, „for alt hvad der er født som følge af Gud, sejrer over verden“. Med „alt“ tænkes der måske på den gudgivne kraft til at ’besejre verden’ eller til at vinde over det uretfærdige menneskesamfund med dets fristelser til at bryde Jehovas bud. (Johannes 16:33) „Den sejr som har sejret over verden“ er „vor tro“ på Gud, hans ord og hans søn. Hvis vi „tror at Jesus er Guds søn“, ’sejrer vi over verden’ ved at afvise dens urette tænkemåde og umoralske adfærd, og ved at adlyde Guds bud.
14. (a) Hvad betyder det at Jesus kom „ved vand“? (b) Hvordan viste Jesus i forbindelse med blodet at han var Guds søn? (c) Hvordan ’vidnede’ den hellige ånd om Jesus Kristus?
14 Da troen på Jesus er af så stor betydning for vor ’sejr over verden’, fremfører Johannes vidnesbyrd om Messias aflagt af „tre som vidner“. (Læs Første Johannesbrev 5:6-8.) Johannes siger først at Jesus „kom ved vand“. Da Jesus blev døbt i vand for at symbolisere at han fremstillede sig selv for Gud, erklærede Jehova: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Også i forbindelse med blodet, som han udgød ved sin død som genløsningsoffer, viste Jesus sig at være Guds søn. (1 Timoteus 2:5, 6) Johannes siger videre at ’det er den hellige ånd som vidner, for ånden er sandheden’. At ånden dalede ned over Jesus ved hans dåb, var et vidnesbyrd om at han var Guds søn. (Mattæus 3:16; Johannes 1:29-34) Jehovas ånd satte Jesus i stand til at fuldføre sit hverv og udføre kraftige gerninger. (Johannes 10:37, 38; Apostelgerninger 10:38) Ved hjælp af ånden forårsagede Gud et usædvanligt mørke og et jordskælv, og at forhænget flængede i templet da Jesus døde. Og ved hjælp af den samme ånd genoprejste han Jesus. — Mattæus 27:45-54.
15. Hvad er de „tre som vidner“?
15 Der er således „tre som vidner“ om at Jesus er Guds søn. Det er (1) den hellige ånd, (2) vandet Jesus blev døbt i (og det som det repræsenterede: at han fremstillede sig for Jehova), og (3) det blod han udgød ved sin død som genløsningsoffer. Disse tre „stemmer overens“ i deres vidnesbyrd om at Jesus er Guds søn, som vi må have sand tro på hvis vi skal opnå evigt liv. — Jævnfør Femte Mosebog 19:15.
Guds vidnesbyrd
16. Hvordan har Jehova vidnet om Jesus?
16 Gud har selv vidnet om sin søn. (Læs Første Johannesbrev 5:9-12.) „Hvis vi tager imod [godtager] det vidnesbyrd [ufuldkomne] mennesker aflægger [som man normalt gør i samtaler og i retten], er det vidnesbyrd Gud aflægger større.“ (Johannes 8:17, 18) Da ’Gud ikke kan lyve’, kan vi nære ubetinget tillid til ’det vidnesbyrd Gud har aflagt om sin søn’. Og Jehova har sagt at Jesus Kristus er hans søn. (Titus 1:2; Mattæus 3:17; 17:5) Desuden stod Gud bag de „tre som vidner“, det vil sige hans hellige ånd, vandet Jesus blev døbt i, og Kristi udgydte blod.
17. Hvad er ens frelse betinget af?
17 „Den der tror på Guds søn, har fået vidnesbyrdet i sit eget tilfælde,“ eller „i sig selv“, fordi alle vidnesbyrd overbeviser ham om at Jesus er Guds søn. Men „den der ikke tror på Gud“ som et pålideligt vidne om sin egen søn, får Jehova til at tage sig ud som en løgner. Summen af det vidnesbyrd der er blevet aflagt viser naturligvis at „Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans søn“. Kun ved tro på Jesus som Guds søn er frelse til evigt liv mulig. (Johannes 11:25, 26; 14:6; 17:1-3) Den der „har Sønnen“ (ved at tro på ham), har det evige livs ufortjente gave. (Johannes 20:31) Man vil altså ikke opnå „dette liv“ hvis man mangler tro på Jesus som Guds søn.
Bøn har virkning!
18. Hvorfor skriver Johannes „dette“?
18 Johannes anfører derefter det egentlige formål med sit brev idet han går over til at tale om bøn. (Læs Første Johannesbrev 5:13-15.) Han har skrevet „dette“ for at vi ’kan vide at vi har evigt liv’. Og denne overbevisning kan vi have eftersom vi tror på „Guds søns navn“. (Jævnfør Første Johannesbrev 3:23.) Frafaldne, som ikke er „af vor slags“, kan ikke ødelægge denne tro. — 1 Johannes 2:18, 19.
19. (a) Hvilken „tillid“ har vi ifølge Første Johannesbrev 5:14, 15 til Gud? (b) Hvad kan vi med rette bede om?
19 Vi har den „tillid“ til eller „frimodighed“ over for Gud, at uanset hvad vi beder om i bøn „i overensstemmelse med hans vilje“, så hører han os. Vi beder for eksempel med rette om at Jehovas navn må blive helliget, om hans ånd, om guddommelig visdom og om befrielse fra den onde. (Mattæus 6:9, 13; Lukas 11:13; Jakob 1:5-8) Og vi ved at „vi vil få det vi har bedt om, eftersom vi har bedt ham om det“, for Jehova er ham der „hører bøn“. — Salme 65:2.
20, 21. (a) Hvad er „synd som ikke er til døden“? (b) Hvorfor er det forkert at bede angående „synd som er til døden“?
20 Johannes taler dernæst om bøn og om to former for synd. (Læs Første Johannesbrev 5:16, 17.) „Synd som ikke er til døden“ er uoverlagt, og det vil ikke være forkert at bede om at den angrende overtræder må blive tilgivet. (Apostelgerninger 2:36-38; 3:19; Jakob 5:13-18) Men det vil være forkert at bede angående en „synd som er til døden“, hvilket vil sige en overlagt synd mod den hellige ånd, noget utilgiveligt. (Mattæus 12:22-32; Hebræerne 6:4-6; 10:26-31) De der praktiserer sådanne synder kommer i Gehenna og bliver udslettet for evigt i „den anden død“. (Åbenbaringen 21:8; Mattæus 23:15) Det er Jehova der afsiger den endelige dom, og vi ønsker ikke at vove at mishage ham ved at bede for en synder når vidnesbyrdene peger på at vedkommende har gjort sig skyldig i en overlagt „synd som er til døden“.
21 Derfor „hvis nogen [især en salvet ældste] skulle se sin broder begå en synd som ikke er til døden [„den anden død“], skal han bede, og [Gud] skal give [synderen] liv,“ redde ham fra evig tilintetgørelse. „Al uretfærdighed“ er naturligvis synd, det at man har forfejlet målet hvad angår Guds retfærdige normer. „Men der er synd som ikke er til døden“ fordi den skyldes vor ufuldkommenhed og fordi vi angrer og vor synd dækkes af Kristi offer.
Hovedpunkter i Johannes’ brev
22. Hvem „får ikke tag“ i en loyal kristen, og hvad kan den kristne tillidsfuldt bede om?
22 Johannes sammenfatter nu hovedpunkterne i sit brev. (Læs Første Johannesbrev 5:18-21.) „Enhver som er blevet født som følge af Gud“ som salvet kristen ’øver ikke synd’. Jesus Kristus, „Han som er født som følge af Gud“ ved hellig ånd, „våger over ham, og den onde [Satan] får ikke tag i ham“. En sådan loyal salvet kristen kan tillidsfuldt bede om at blive befriet fra den onde; han kan ved hjælp af „troens store skjold“ afværge åndelig skade forårsaget af Satans „brændende pile“. — Mattæus 6:13; Efeserne 6:16.
23. Hvordan ’ligger hele verden i den ondes magt’?
23 Da de salvede har fået vidnesbyrd om at de er åndelige sønner af Jehova, kan de sige: „Vi ved at vi er af Gud.“ Det at de tror på Kristus og ikke øver synd, er et bevis for at de er Guds børn som Satan ikke har kunnet ’få tag i’. „Men hele verden [det uretfærdige menneskesamfund] ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. (Efeserne 2:1, 2; Åbenbaringen 12:9) Verden ligger under for Satans onde påvirkning og herredømme og forsøger ikke at frigøre sig for at kunne gøre Guds vilje.
24. I hvilken hensigt har Jesus „givet os forstand“?
24 På Johannes’ tid påstod visse falske lærere at Kristus ikke var kommet i kødet. (2 Johannes 7) Men med støtte i de vidnesbyrd han har anført i sit brev, kan Johannes sige: „Vi ved at Guds søn er kommet.“ (1 Johannes 1:1-4; 5:5-8) Desuden har Jesus „givet os forstand“ eller „opfattelsesevne“, „så vi kan kende den sande“, opnå stadig større kundskab om Gud. (Mattæus 11:27) Derfor er vi „i samhørighed med den sande [Jehova Gud], ved hjælp af hans søn Jesus Kristus“. — Jævnfør Johannes 17:20, 21.
25. Hvordan kan vi som kristne anvende rådet i Første Johannesbrev 5:21?
25 Uanset om de tilhører den salvede rest eller de „andre får“, ønsker alle der er i samhørighed med den sande Gud, Jehova, at behage ham i enhver henseende. Men som i dag fandtes der i det første århundrede fristelser til afgudsdyrkelse. Johannes afslutter derfor passende sit brev med det faderlige råd: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ Som kristne bøjer vi os ikke for afgudsbilleder. (2 Mosebog 20:4-6) Vi ved også at det ville være forkert at sætte selvet, nydelser eller noget som helst andet i Guds sted. (2 Timoteus 3:1, 2, 4) Og vor hengivenhed for ham afholder os fra at tilbede det politiske „vilddyr“ og dets „billede“. (Åbenbaringen 13:14-18; 14:9-12) Lad os med henblik på at behage vor himmelske Fader og modtage hans gave, det evige liv, være fast besluttede på at undgå enhver form for afgudsdyrkelse og aldrig tillade noget sådant at ødelægge vort dyrebare forhold til Jehova Gud ved Jesus Kristus.
Til varig gavn for os
26. Hvilke bemærkelsesværdige hovedpunkter indeholder Første Johannesbrev?
26 Johannes’ første inspirerede brev hjalp de første kristne til at holde sig fri af afgudsdyrkelse. Det satte dem i stand til at imødegå frafaldnes løgne, og det tjener samme formål i dag. For eksempel er det et vidnesbyrd om at Jesus Kristus levede som menneske og døde som „sonoffer“ for synder. Brevet identificerer „antikrist“ og skelner mellem Guds børn og Djævelens børn. Det viser hvordan man kan ’prøve’ „inspirerede udtalelser“ for at se om de er af Jehova. Desuden slår Johannes’ brev på overbevisende måde fast at „Gud er kærlighed“, at sand tro sejrer over verden, og at Jehova hører sine loyale vidners bønner.
27. På hvilke måder kan Johannes’ første guddommeligt inspirerede brev være til gavn for os?
27 Vi gør særdeles klogt i at have Johannes’ advarsel mod det at elske verden i tanke når vi kommer ud for dens fristelser. Hvis forskelle i personlighed skulle belaste vort forhold til bestemte medtroende, kan apostelens ord minde os om at vi må bevise at vi elsker Gud ved at vise broderkærlighed. Med Guds hjælp og ved at anvende Johannes’ råd kan vi undgå at øve synd, og bevare en tro der sejrer over verden. Lad os da vise taknemmelighed for dette inspirerede brev idet vi fortsætter med at vandre i Guds lys, med at leve som Guds børn, og altid lægger kærlighed og tro for dagen — til ære for vor himmelske Fader, Jehova.
Hvad vil du svare
■ Hvordan bør det berøre vort forhold til vore medtroende at vi elsker Jehova?
■ Hvordan kan vi ’sejre over verden’?
■ Hvad er de „tre som vidner“ om Guds søn?
■ Hvilken „tillid“ kan vi nære angående bøn?
■ Hvordan kan Første Johannesbrev gavne os?
[Tekstcitat på side 22]
Da Jehova elskede os endnu mens vi var syndere, „er vi også skyldige at elske hinanden“
[Tekstcitat på side 23]
Vor tro på Gud, hans ord og hans enestefødte søn gør at vi kan ’sejre over verden’
[Illustration på side 25]
Den hellige ånd, vandet Jesus blev døbt i, hans udgydte blod og Jehova selv har vidnet om at Jesus Kristus er Guds søn