TILBEDELSE

Det at dyrke, vise ærefrygt eller at hylde. Sand tilbedelse af Skaberen omfatter alle sider af ens liv. Apostelen Paulus skrev til korintherne: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære.“ — 1Kor 10:31.

Da Jehova skabte Adam, foreskrev han ikke nogen bestemt ceremoni hvorved fuldkomne mennesker kunne vende sig til ham i tilbedelse. Adam kunne imidlertid tjene eller tilbede sin Skaber ved trofast at gøre hans vilje. Senere gav Jehova den israelitiske nation en særlig tilbedelsesordning med ofre, et præsteskab og en materiel helligdom. (Se ADGANG TIL GUD.) Denne ordning indeholdt imidlertid kun „en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse“. (He 10:1) Det væsentligste har altid været at vise tro (ved at gøre Jehova Guds vilje) — ikke at udføre ceremonier eller ritualer. — Mt 7:21; Jak 2:17-26.

Som profeten Mika udtrykte det: „Hvormed skal jeg træde frem for Jehova, bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Bryder Jehova sig om tusinder af væddere, om titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for mit oprør, min livsfrugt for min sjæls synd? Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mik 6:6-8; jf. Sl 50:8-15, 23.

Hebraiske og græske ord. De fleste af de ord i grundteksten der kan betegne tilbedelse, kan også bruges om andre handlinger. Det fremgår imidlertid af sammenhængen hvordan de skal forstås i de enkelte tilfælde.

Et af de hebraiske ord der indeholder tanken om tilbedelse (‛avadhʹ), har grundbetydningen „at tjene“. (1Mo 14:4; 15:13; 29:15) For at tjene eller tilbede Jehova måtte man adlyde alle hans bud og gøre hans vilje med udelt hengivenhed. (2Mo 19:5; 5Mo 30:15-20; Jos 24:14, 15) Hvis man deltog i et ritual eller udførte en tilbedelseshandling over for en anden guddom, var det derfor et tegn på at man havde forladt den sande tilbedelse. — 5Mo 11:13-17; Dom 3:6, 7.

Et andet hebraisk ord der kan betegne tilbedelse, er hisjtachawahʹ, der i første række betyder „at bøje sig“ (1Mo 18:2), især som et udtryk for ærbødighed. (Se ÆRBØDIGHED.) At man bøjer sig, kan blot være et udtryk for respekt eller høflighed over for et andet menneske (1Mo 19:1, 2; 33:1-6; 37:9, 10), men det kan også være et udtryk for tilbedelse, at man ærer Gud, viser ham taknemmelighed og underkaster sig hans vilje. Når ordet hisjtachawahʹ bruges i forbindelse med den sande Gud eller med falske guder, er det undertiden forbundet med ofring eller bøn. (1Mo 22:5-7; 24:26, 27; Es 44:17) Det var åbenbart almindeligt at man bøjede sig når man bad eller bragte et offer. — Se BØN.

Det hebraiske rodord saghadhʹ (Es 44:15, 17, 19; 46:6) har grundbetydningen „at kaste sig ned“. Det tilsvarende aramaiske ord forbindes som regel med tilbedelse (Da 3:5-7, 10-15, 18, 28), men bruges i Daniel 2:46 til at beskrive hvordan kong Nebukadnezar „tilbad“ eller „hyldede“ Daniel idet han faldt på sit ansigt for profeten.

Det græske udsagnsord latreuʹō (Lu 1:74; 2:37; 4:8; Apg 7:7) og navneordet latreiʹa (Joh 16:2; Ro 9:4) indeholder tanken om at yde tjeneste, ikke blot en almindelig, verdslig tjeneste, men hellig tjeneste.

Det græske ord proskyneʹō svarer nøje til det hebraiske hisjtachawahʹ, idet det indeholder tanken om at vise ærbødighed og i nogle tilfælde at tilbede. Ordet bruges om den ærbødighed en træl viser en konge (Mt 18:26), og om den handling Satan foreslog Jesus at udføre da han tilbød ham alle verdens riger og deres herlighed. (Mt 4:8, 9) Hvis Jesus havde vist Satan denne ærbødighed, ville han derved have givet udtryk for at han underkastede sig Satan og gjorde sig til hans tjener. Men Jesus nægtede at gøre dette idet han sagde: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede [form af gr. proskyneʹō eller, i beretningen fra Femte Mosebog som Jesus citerede, hebr. hisjtachawahʹ], og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste [form af gr. latreuʹō el. hebr. ‛avadhʹ].’“ (Mt 4:10; 5Mo 5:9; 6:13) At tilbede eller bøje sig ærbødigt for „vilddyret“ og dets „billede“ forbindes ligeledes med tjeneste, for de der tilbeder og støtter „vilddyret“ og dets „billede“, identificeres ved at de har et mærke enten på hånden (hvormed man yder tjeneste) eller på panden (hvor det er synligt for alle). Eftersom vilddyret har fået sin myndighed fra Djævelen, er dét at tilbede vilddyret i virkeligheden det samme som at tilbede eller tjene Djævelen. — Åb 13:4, 15-17; 14:9-11.

Andre græske ord der forbindes med tilbedelse, er afledt af ordene eusebeʹō, thrēskeuʹō og seʹbomai. Ordet eusebeʹō betyder „at vise gudhengivenhed“ eller „at ære, at dyrke“. (Se GUDHENGIVENHED.) I Apostelgerninger 17:23 anvendes det om den ærbødighed eller gudhengivenhed som athenerne viste „en ukendt gud“. Af thrēskeuʹō kommer navneordet thrēskeiʹa, der betyder en „tilbedelsesform“, hvad enten denne er sand eller falsk. (Apg 26:5; Kol 2:18) Den sande tilbedelse som de kristne praktiserede, var kendetegnet af ægte omsorg for de fattige og total adskillelse fra den ugudelige verden. (Jak 1:26, 27) Ordet seʹbomai (Mt 15:9; Mr 7:7; Apg 18:7; 19:27) og det beslægtede sebaʹzomai (Ro 1:25) betyder „at ære, dyrke, tilbede“. Genstanden for dyrkelsen eller tilbedelsen kaldes seʹbasma. (Apg 17:23; 2Ts 2:4) To andre udtryk er dannet af det samme udsagnsord, med forstavelsen Theosʹ, Gud. Det er theosebēsʹ, der betyder „gudfrygtig“ (Joh 9:31), og theoseʹbeia, „gudsfrygt“. — 1Ti 2:10.

Den tilbedelse Gud godkender. Jehova Gud tager kun imod tilbedelse fra dem der handler i overensstemmelse med hans vilje. (Mt 15:9; Mr 7:7) Kristus Jesus sagde til en samaritansk kvinde: „Den time kommer da det hverken er på dette bjerg [Garizim] eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender . . . Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh 4:21-24.

Hermed viste Jesus klart at den sande tilbedelse ikke ville afhænge af tilstedeværelsen eller brugen af synlige genstande eller af geografiske lokaliteter. I stedet for at forlade sig på syns- eller følesansen lægger de sande tilbedere tro for dagen og indtager en tilbedende indstilling uden hensyn til hvor de befinder sig, eller hvad de er omgivet af. På denne måde tilbeder de ikke ved hjælp af noget de kan se eller røre ved, men i ånd. Da de kender sandheden som Gud har åbenbaret den, er deres tilbedelse i overensstemmelse med sandheden. Eftersom de har lært Gud at kende gennem Bibelen og har set vidnesbyrd om Guds ånds virke i deres liv, kan det siges at de ’tilbeder det de kender’.