ZION
(Ziʹon).
Oprindelig den jebusitiske klippeborg der senere blev kaldt „Davidsbyen“. (1Kg 8:1; 1Kr 11:5) Efter at have erobret Zions Bjerg opslog David sin residens her. (2Sa 5:6, 7, 9; se DAVIDSBYEN.) Af Jehovas ord i Salme 2:6 fremgår det at David herskede fra Zion som Guds salvede: „Jeg er den som har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.“ Zion blev et særlig helligt bjerg for Jehova da David sørgede for at pagtens ark blev flyttet dertil. (2Sa 6:17) Betegnelsen „Zion“ kom senere til også at omfatte tempelområdet på Morijas Bjerg (hvortil pagtens ark blev flyttet i Salomons regeringstid) og blev også brugt om hele byen Jerusalem. (Jf. Es 1:8; 8:18; se MØDEBJERGET.) Eftersom pagtens ark var forbundet med Jehovas nærværelse (2Mo 25:22; 3Mo 16:2) og Zion var et symbol på himmelske virkeligheder, blev Zion omtalt som Guds bolig (Sl 9:11; 74:2; 76:2; 78:68; 132:13, 14; 135:21) og som det sted hvorfra der ville komme hjælp, velsignelse og frelse. — Sl 14:7; 20:2; 50:2; 53:6; 134:3.
På grund af jødernes troløshed tillod Jehova babylonierne at lægge Zion, eller Jerusalem, øde. (Kl 2:1, 4, 6, 8, 10, 13) Som en opfyldelse af sine profetier førte han senere en rest af sit angrende folk tilbage til Zion, eller Jerusalem. (Es 35:10; 51:3; 52:1-8; Jer 50:4, 5, 28; 51:10, 24, 35) Derved fik Jesus Kristus mulighed for at ride ind i Jerusalem på et æselføl og fremstille sig som Zions konge, hvorved han opfyldte Zakarias’ profeti. (Zak 9:9; Mt 21:5; Joh 12:15) Kun en rest tog imod ham, mens de religiøse ledere forkastede ham som konge og søgte at slå ham ihjel. Dette varslede ulykke for det jordiske Jerusalem, eller Zion, som blev forkastet af Gud. — Mt 21:33-46.
Eftersom Jesus var blevet forkastet i det jordiske Jerusalem, kan det ikke være dér Jehova lagde sin søn som „en prøvet sten, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold“. (Es 28:16; Ro 9:32, 33; 1Pe 2:6) Det må være i det Zion hvorom der blev sagt til de kristne hebræere: „Men I er kommet til et Zions Bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle, til hele forsamlingen, og menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene, og Gud, alles dommer, og retfærdiges åndelige liv, retfærdige som er blevet gjort fuldkomne, og Jesus, en ny pagts mellemmand.“ (He 12:22-24) Det er tydeligvis på dette himmelske Zions Bjerg at Lammet, Kristus Jesus, står sammen med de 144.000 som er blevet købt fra jorden. — Åb 14:1-3; se JERUSALEM; NY JERUSALEM, DET.