6. del — Rom — bibelhistoriens sjette verdensrige

Kristendommens grundlæggelse fandt sted mens Romerriget var ved magten. Gennem et nøjere kendskab til oldtidens Rom vil vi derfor bedre kunne danne os et billede af de omstændigheder hvorunder Jesus forkyndte, og af de forhold der gjorde sig gældende i den dakendte verden som hans første disciple drog ud i for at gøre kristendommen kendt.

ROM herskede som bibelhistoriens sjette verdensrige da Jesus blev født og mens hans apostle senere rejste rundt og forkyndte. Grækenland havde som det foregående verdensrige sørget for at der fandtes et internationalt sprog hvorpå det kristne budskab kunne forkyndes i hele denne del af verden — nemlig koiné-græsk eller fællesgræsk. Rom sørgede nu for de praktiske forhold — deriblandt anlæg af veje — der muliggjorde en hurtig udbredelse af det kristne budskab.

Rom var engang en lille by i den italienske provins Latium, men blev med tiden hovedsæde for oldtidens største verdensrige. Til at begynde med udvidede Rom sit herredømme til at omfatte hele den italienske halvø. Dernæst besejrede romerne det mægtige Karthago, der lå ved Afrikas nordkyst. Så kom Spanien, Makedonien og Grækenland under romersk herredømme. I år 63 f.v.t. blev Jerusalem indtaget, og i år 30 f.v.t. blev Ægypten en romersk provins. Mens dette mægtige rige befandt sig på magtens tinde, strakte det sig fra Britannien i nord til Ægypten i syd og fra Portugal i vest helt til Mesopotamien, babyloniernes gamle land i øst. Riget omsluttede således hele Middelhavet, som blev kaldt Mare Nostrum (Vort hav).

Der findes stadig mange ruiner fra romertiden i hele det vidtstrakte område riget beherskede. Man kan se Hadrians Mur i England, den fantastiske akvædukt i Segovia i Spanien, det romerske teater i Orange og arenaen i Arles (begge i det sydlige Frankrig). Man kan gå mellem de tavse ruiner af Ostia Antica, der ligger nær Rom, og forundres over det gamle Pompeji, syd for Napoli. I Rom kan man forestille sig den ophidsede menneskemængde i Colosseum, og se Titusbuen der er rejst til minde om denne hærførers ødelæggelse af Jerusalem og dens tempel i år 70 — en begivenhed der var blevet forudsagt af Jesus mere end 35 år før den indtraf.

De velhavende i oldtidens Rom havde store husholdninger, i nogle tilfælde med flere hundrede tjenestefolk og slaver. De fattige var stuvet sammen i etageblokke der lå på rad i de snavsede, krogede gader. Kun et fåtal tilhørte middelklassen. For at der ikke skulle blive oprør sørgede staten for ’brød og skuespil’ (gratis korn og forlystelser) til de fattige. Pengene til dette indkom gennem skatter der blev opkrævet i de romerske provinser.

Den romerske hær

Den berømte romerske hær bestod af flere legioner. Hver legion talte fra 4500 til 7000 mand og var en fuldstændig hær i sig selv. Den øverstbefalende var udelukkende ansvarlig over for kejseren. En legion var opdelt i 60 centurier eller hærafdelinger der som regel bestod af et hundrede mand. En sådan hærafdeling blev ledet af en centurion, en titel der også anvendes i Ny Verden-oversættelsen. Det var en centurion der havde kommandoen over de fire soldater der henrettede Jesus, og som udbrød, efter at han var blevet vidne til de mirakuløse hændelser ved Jesu død: „Dette var virkelig Guds søn.“ (Mattæus 27:54; Johannes 19:23) Det var en centurion ved navn Kornelius der som den første uomskårne ikkejøde blev en kristen. — Apostelgerninger 10:22.

Hver af de romerske legioner havde et felttegn der øjensynlig var et billede eller symbol fremstillet af træ eller metal som tjente samme formål som et flag i vor tid. Disse felttegn blev anset for hellige og blev forsvaret med livet som indsats. I opslagsværket Encyclopædia Britannica står der: „De romerske felttegn blev vogtet med religiøs ærefrygt i Roms templer. Det var ikke usædvanligt at en general befalede at et felttegn skulle kastes ind i fjendens rækker for at øge sine soldaters nidkærhed ved at opflamme dem til at generobre det der for dem måske var det helligste der fandtes på jorden.“

Romerske veje og titler

Rom knyttede sine vasalstater sammen i et verdensrige. For at gøre alle dele af riget tilgængelige blev der bygget veje i stor stil. Og folk rejste meget! Tænk blot på den lange række af steder hvorfra folk kom til Jerusalem for at fejre pinsehøjtiden i år 33 f.v.t. De kom helt fra Medien i nordøst, fra Rom og fra Nordafrika langt mod vest samt fra mange andre steder inden for dette store område. — Apostelgerninger 2:9-11.

Mange af de ruter som de romerske vejbyggere fulgte, benyttes den dag i dag. Syd for Rom kan man for eksempel køre ad den gamle vej Via Appia, som Paulus fulgte da han kom til Rom. (Apostelgerninger 28:15, 16) Det er blevet sagt om de romerske veje at de „åbnede nogle muligheder for at rejse over land som ikke fik deres sidestykke før jernbanernes tid“. — The Westminster Historical Atlas to the Bible.

I deres administration af de forskellige egne i det vidtstrakte rige holdt romerne sig i mange tilfælde til lokal skik og brug. Følgelig gik myndighedspersoner i de forskellige områder under mange forskellige betegnelser. I Modern Discovery and the Bible, skriver A. Rendle Short at end ikke „de anerkendte romerske historikere“ forsøger at „nævne alle disse myndighedspersoner ved deres rette titel“. Men, siger han, bibelskribenten Lukas „giver altid en fuldkommen nøjagtig fremstilling“ af de forskellige forhold. For eksempel betegner Lukas Herodes som „tetrark“, Herodes Agrippa som „konge“, bystyrets embedsmænd i Thessalonika som „politarker“ og Sergius Paulus, der var øverste myndighed på Cypern, som „prokonsul“. (Lukas 3:1; Apostelgerninger 25:13; Apostelgerninger 17:6 og Apostelgerninger 13:7; se desuden fodnoterne hertil i studieudgaven af New World Translation [1984].) I nogle tilfælde har det blot været en mønt eller en inskription der har bekræftet at denne bibelskribent brugte den rigtige titel på det rigtige tidspunkt. Denne omhu og akkuratesse er et yderligere vidnesbyrd om den sandfærdighed hvormed Bibelen gengiver de historiske kendsgerninger om samfundsforholdene på Jesu tid.a

Romerriget og kristendommen

Der fandtes en blomstrende menighed af kristne i Rom. Den var sandsynligvis blevet dannet af dem der var vendt tilbage efter at de havde taget imod det kristne budskab i Jerusalem på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:10) Det var Paulus der omkring år 56 skrev Romerbrevet i Bibelen til denne menighed. Senere kom han til Rom som fange, og i to år aflagde han et grundigt vidnesbyrd for dem der besøgte ham under hans husarrest. På denne måde blev medlemmer af kejserens prætorianergarde gjort bekendt med budskabet om Riget — endog nogle fra kejserens husstand blev kristne. — Filipperne 1:12, 13; 4:22.

De romerske skikke, love og forordninger nævnes ofte i Bibelen. En bestemmelse fra kejser Augustus bragte Josef og Maria til Betlehem, hvor Jesus blev født. Jesus understregede det passende i at betale den skat kejseren opkrævede. De jødiske præster søgte under dække af loyalitet mod kejseren at få Jesus henrettet. Og den kristne apostel Paulus appellerede sin sag til kejseren, eftersom han var under romersk lov. — Lukas 2:1-6; 20:22-25; Johannes 19:12, 15; Apostelgerninger 25:11, 12.

En rustning som den de romerske soldater bar — bestående af hjelm, brystharnisk, skjold, sko og sværd — blev brugt som billede på den betydning sandheden, frelseshåbet, retfærdigheden, troen, forkyndelsen af den gode nyhed og Guds ord har, som forsvarsværker der kan hjælpe os til at stå fast mod Satans angreb. (Efeserne 6:10-18; 1 Thessaloniker 5:8) Paulus brugte en veldisciplineret romersk soldat som eksempel da han skrev til Timoteus at han skulle være „en god Kristi Jesu soldat“. (2 Timoteus 2:3, 4) De kristnes krigsførelse var imidlertid ikke kødelig men åndelig. Derfor nægtede de første kristne at gøre tjeneste i den romerske hær. Justinus Martyr (110-165 e.v.t.) har sagt at kristendommen ’har fået os til at lave vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber’. Mange kristne mistede livet fordi de nægtede at gøre militærtjeneste.

Kejserne

Rom nåede højdepunktet på sin storhedstid under kejserne. Nogle få af disse fik tilknytning til bibelhistorien. Lad os betragte dem kort:

Julius Cæsar blev snigmyrdet i år 44 f.v.t. Senere blev Octavian enehersker. Og i år 30 f.v.t. undertvang Octavian Ægypten, hvorved han bragte det græsk–ptolemaiske rige til ophør. Dermed forsvandt den sidste rest af det græske verdensrige efter at det havde eksisteret i 300 år siden Alexander den Stores tid.b

Octavian blev kejser i år 27 f.v.t. Han antog titlen „Augustus“, der betyder „ophøjet, hellig“. Han gav en af årets måneder et nyt navn og kaldte den august, efter sig selv. Desuden lånte han en dag fra februar sådan at august ville få lige så mange dage som juli, der var opkaldt efter Julius Cæsar. Augustus herskede som kejser da Jesus blev født, og var ved magten indtil år 14 e.v.t. — Lukas 2:1.

Tiberius, der fulgte efter Augustus, regerede fra år 14 til år 37 e.v.t. Det var i Tiberius’ 15. regeringsår at Johannes Døber begyndte sin forkyndervirksomhed. Det var også mens Tiberius herskede at Jesus blev døbt, udførte sin tre og et halvt år lange tjeneste på jorden og gav sit liv som et offer. Han herskede endnu da Jesu disciple begyndte at udbrede kristendommen i hele den dakendte verden. — Lukas 3:1-3, 23.

Gajus, der fik tilnavnet Caligula, regerede fra 37 til 41 e.v.t. Efter ham regerede Claudius (41-54 e.v.t.), der forviste jøderne fra Rom, som det berettes i Apostelgerninger 18:1, 2. Han blev senere forgivet af sin kone, og hendes unge søn Nero blev sat på tronen. I juli år 64 blev omkring en fjerdedel af Rom ødelagt af en kæmpebrand. Historikeren Tacitus siger at Nero for at fjerne mistanken fra sig selv skød skylden på de kristne. „Man nöjedes ikke med at henrette dem, men drev ovenikøbet löjer med dem: nogle bedækkedes med dyrehuder og sønderreves af hunde, andre korsfæstedes, atter andre indsvøbtes i brændbare stoffer, og når dagen var omme, tjente de til at oplyse natten. Nero havde åbnet sine haver for dette skuespil.“ (Cornelius Tacitus’s Årbøger, bind 2, bog xv, kap. III, 2, s. 258, 259) Under denne bølge af forfølgelse blev Paulus sat i fængsel for anden gang, efter at han havde forkyndt fra Jerusalem til Rom og måske helt til Spanien. Han blev sandsynligvis henrettet af Nero omkring år 66.

Blandt andre romerske kejsere der har interesse for os er Vespasian (69-79 e.v.t.), under hvis styre Titus ødelagde Jerusalem, Titus selv (79-81 e.v.t.) og Titus’ broder Domitian (81-96 e.v.t.), der genoptog den offentlige forfølgelse af de kristne. Ifølge traditionen var det under denne bølge af forfølgelse at den aldrende apostel Johannes blev landsforvist til fangeøen Patmos. Der fik han det betagende syn af Guds retfærdige himmelske rige, der skal erstatte den nuværende onde menneskeskabte tingenes ordning. Johannes nedskrev dette syn, der kan læses i Åbenbaringens bog i Bibelen. (Åbenbaringen 1:9) Det ser ud til at Johannes fik sin frihed under den næste kejser, Nerva (96-98 e.v.t.), og at han fuldførte nedskrivningen af sit evangelium og de tre breve efter at Trajan (98-117 e.v.t.) var kommet til magten.

Romerrigets forfald

I det fjerde århundrede besluttede kejser Konstantin at folket skulle forenes i én katolsk eller universel religion. Hedenske skikke og højtider fik „kristne“ betegnelser, men det gamle fordærv fortsatte. I år 325 forestod Konstantin et kirkemøde i Nikæa, hvor man besluttede at antage treenighedslæren. Konstantin, der langtfra var en sand kristen, fandt kort efter anledning til at dræbe sin ældste søn Crispus og sin hustru Fausta.

Konstantin flyttede sit regeringssæde til Byzans, som han først kaldte Det Nye Rom, senere Konstantinopel (Konstantins by). Denne by, der ligger ved Bosporus, hvor Europa og Asien mødes, var hovedstad i Det Østromerske Rige i 1100 år, indtil den i 1453 blev indtaget af tyrkerne.

Det Vestromerske Rige, med Rom som hovedstad, faldt i 476 da kejseren blev afsat af den vestgotiske konge Odoaker. Derefter stod tronen tom. Karl den Store forsøgte senere at genrejse det vestromerske rige, og i år 800 blev han kronet til kejser af pave Leo III. I 962 kronede pave Johannes XII Otto I til kejser af Det Hellige Romerske Rige af Den Tyske Nation — en betegnelse der allerede mistede sin betydning i 1806.

På dette tidspunkt var bibelhistoriens syvende og sidste verdensrige imidlertid ved at vise sig på skuepladsen. Også dét vil ifølge profetien forsvinde, men for at give plads for den uforgængelige himmelske verdensregering, Guds rige. — Åbenbaringen 17:10; Daniel 2:44.

[Fodnoter]

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Romerrigets udbredelse

Atlanterhavet

BRITANNIEN

GALLIEN

SPANIEN

ITALIEN

Rom

GRÆKENLAND

Middelhavet

Sortehavet

Det Kaspiske Hav

ÆGYPTEN

Jerusalem

Tigris

Eufrat

[Illustration på side 28]

Via Appia som Paulus fulgte på sin vej til Rom