Babylon den Store — faldet og dømt

„HUN er faldet! Babylon den Store er faldet, hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin!“ „Babylon den Store er faldet, og hun er blevet bolig for dæmoner og skjulested for enhver uren dunst og skjulested for enhver uren og hadet fugl!“ — Åbenbaringen 14:8; 18:2.

Hvilken alarmerende profeti! „Babylon den Store er faldet!“ I århundreder har dette symbolske udsagn optaget bibellæsere. Hvorfor bør det også have din interesse? Det bør det fordi Babylon den Stores skæbne, ifølge bibelprofetien, snart vil berøre hele menneskeheden. Som det fremgik af artikler i de to foregående numre af dette blad, er denne indflydelsesrige skøge tydeligvis et symbol på Satans verdensimperium af falsk religion.a

Men i hvilken forstand er Babylon den Store faldet? Og hvornår er det sket?

Babylon er faldet men ikke udslettet

For helt at forstå hvad Babylon den Stores fald indebærer må vi tænke på hvad der skete da oldtidens Babylon faldt i 539 f.v.t. På det tidspunkt havde Guds folk, Israel, været i babylonisk fangenskab i henved 70 år. Jøderne ventede nu på den udfrielse de havde fået løfte om gennem profeterne. (Jeremias 25:11, 12; 29:10) Det må have virket stærkt på jøderne da perseren Kyros forårsagede Babylons fald og frigav dem så de kunne rejse tilbage til deres hellige by, Jerusalem. — Esajas 45:1-4.

Men selv om Babylons magt over jøderne var blevet brudt, betød det ikke at byen gik under. Historikeren Joan Oates skriver i sin bog Babylon: „Kyros gik sejrende ind i Babylon, forbød plyndring og udnævnte en persisk statholder, uden at gribe ind i det religiøse liv og i samfundsformen. . . . På overfladen synes babyloniernes dagligliv ikke at have ændret sig meget under det persiske styre. Det religiøse formvæsen blev bevaret og forretningslivet trivedes.“ Skønt det gamle Babylon var faldet fortsatte byen altså med at fungere, dog med én væsentlig forskel — Guds folk, Israel, var ikke længere i fangenskab. Jøderne vendte tilbage til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse.

Da den græske general Alexander den Store omkring 331 f.v.t. gik ind i Babylon, fik han en hjertelig velkomst af byens indbyggere. Alexander besluttede at gøre byen til hovedstad for den østlige del af sit rige, men døde inden han kunne fuldføre sit mål. Dette viser at Babylon stadig trivedes på den tid.

Babylons fald i 539 f.v.t. betød således ikke at byen ophørte med at eksistere. Den fungerede fortsat i flere århundreder. Hvordan har dette afspejlet sig i den nutidige opfyldelse af profetierne om Babylon den Store?

Babylon den Store lider nederlag

Hele dette forløb finder sit sidestykke i forbindelse med Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. I begyndelsen af det 20. århundrede, i årene før 1919, var bibelstudenterne — det navn Jehovas Vidner dengang var kendt under — i en form for åndeligt fangenskab. Selv om de havde afvist falske dogmer som treenighedslæren og læren om den udødelige sjæl, var de stadig underlagt og besmittet af falske religiøse ideer og babyloniske skikke. Mange havde opdyrket en selvretfærdig holdning gennem den såkaldte karakterudvikling. Nogle forherligede mennesker og hengav sig til persondyrkelse, rettet mod Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell. Helt uden bibelsk grundlag fejrede de både fødselsdage og jul. Og korset havde stadig en fremtrædende plads i deres tankegang. Nogle bar endog knaphulsemblemer med kors og krone, mens andre søgte at vinde anseelse i kristenheden. Disse forhold begyndte imidlertid at ændre sig i 1917, kort efter Charles T. Russells død.

Dette år udgav Vagttårnsselskabet en kommentar til Åbenbaringens bog, med titlen Den Fuldbyrdede Hemmelighed. Denne bog afslørede kristenhedens præsteskab og dets indblanding i den første verdenskrig, der på dette tidspunkt rasede i Europa. Som en del af Babylon den Stores repræsentantskab i Canada forelagde medlemmer af det protestantiske præsteskab udtalelser fra bogen for deres politiske venner i den canadiske regering og anklagede bibelstudenterne for at være oprørsstiftere. Den 12. februar 1918 blev Vagttårnsselskabet forbudt i Canada.

Præsterne i De Forenede Stater var ikke længe om at følge deres canadiske brødres eksempel. Få dage efter blev Vagttårnsselskabets publikationer konfiskeret i Los Angeles i Californien. I maj 1918 blev der udstedt arrestordre mod Vagttårnsselskabets nye præsident, J. F. Rutherford, og syv andre medlemmer af Selskabets bestyrelse. Forbavsende hurtigt blev disse kristne mænd allerede i juni stillet for retten og dømt. Syv af dem blev idømt 20 års fængsel og én ti år. Hvordan reagerede kristenhedens præsteskab? Martin Marty skriver i sin bog Modern American Religion: The Irony of It All: „Præsterne vendte sig mod russellitterne [der senere blev kendt under navnet Jehovas Vidner] og jublede ved meddelelsen om at Jehovas Vidners ledere var blevet idømt fængselsstraffe på tyve år.“ Babylon den Stores repræsentanter lo, men de glemte at den der ler sidst ler bedst.

I 1918 kom det symbolske fangenskab i Babylon således også til at betyde bogstaveligt fængsel for nogle blandt Jehovas folk. En bølge af forfølgelse mod bibelstudenterne skyllede hen over De Forenede Stater, Canada og andre lande. Nationalistiske religiøse ledere samlede pøbelskarer for at drive dem ud af byerne. Bibelstudenter blev dyppet i tjære, rullet i fjer og slået med køller. En lang række uretfærdigheder blev begået mod denne lille gruppe af oprigtige kristne.b

Men i 1919 tog begivenhederne en uventet drejning. Den første verdenskrig var blevet afsluttet i november 1918. Dommene mod Vagttårnsselskabets repræsentanter blev appelleret som justitsmord. Til deres religiøse fjenders ærgrelse blev Rutherford og hans medarbejdere løsladt fra fængselet. Som Martin Marty siger: „Der kom ingen bifaldsytringer fra de ortodokse kirkemedlemmer [i den anledning].“ Efter nogen tid blev de anklagede renset fuldstændigt for de falske anklager. Den partiske katolske dommer, Martin T. Manton, der senere af pave Pius XI blev udnævnt til „ridder af Sankt Gregor den Stores orden“, havde nægtet at løslade de otte Jehovas vidner mod kaution og var således årsag til at de uretmæssigt havde siddet fængslet i ni måneder. Dommer Mantons sande jeg viste sig imidlertid senere da han i 1939 blev fængslet for at have taget imod bestikkelse!

Da Rutherford og hans medarbejdere blev løsladt fra fængselet i 1919, vendte de tilbage til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. De gik derefter straks i gang med at reorganisere arbejdet med henblik på den største forkyndelseskampagne verden nogen sinde havde set. Bibelstudenterne havde kastet menneskefrygtens lænker af sig og så nu klart hvor de stod i forhold til den falske religion. Babylon den Store var deres uforsonlige fjende, og dens fald måtte afsløres. Den sande tilbedelse måtte genoprettes blandt nationerne.

Frygtløst intensiverede disse kristne deres forkyndelse fra hus til hus. Desuden gik de gennem gaderne og afslørede falsk religion ved hjælp af plakater med tekster som: „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og „Tjen Gud og kongen Kristus“. Falsk religion trivedes dog stadig, ligesom i det gamle Babylon. Men i forhold til Jehovas Vidner faldt Babylon den Store i 1919, da de blev udfriet fra deres babyloniske fangenskab.

Babylons indflydelse på retur

Nu, 70 år senere, kan vi mange steder i verden se at Babylon den Stores indflydelse er på retur. Sandt nok synes religionen stadig at trives i for eksempel De Forenede Stater, hvor en mere følelsesbetonet del af befolkningen lader sig udnytte af tv-evangelister og andre religiøse ledere med forstand på psykologi. Og det til trods for at nogle af disse materialistiske charlataner i den senere tid er blevet afsløret og vanæret. Religionen trives tilsyneladende også i Sydkorea, hvor kristenhedens kirker er blevet dybt engageret i politik. Babylon den Store fungerer åbenbart endnu, på trods af sit fald.

I verdenskrigenes kølvand har de traditionelle trossamfund imidlertid mistet en stor del af deres tilhængere i lande som Danmark, Vesttyskland, Sverige og England. Selv i katolske lande som Italien, Spanien og Frankrig har man konstateret dalende interesse for traditionelle katolske skikke som det at skrifte og gå til messe, og antallet af præstestuderende er faldet brat. At den nuværende pave i langt højere grad end nogen af sine forgængere anser det for nødvendigt at rejse verden rundt, er i sig selv et symptom på en kirke i krise.

Desuden har de fleste socialistiske lande siden 1917 trængt religionen i baggrunden og sat en stopper for dens tidligere politiske indflydelse. På verdensplan er de traditionelle religioner stadig årsag til had og blodsudgydelse i et omfang der har fået mange alvorligt tænkende mennesker, både i den vestlige og den asiatiske verden, til at vende al religion ryggen. Ja, de symbolske vande, eller folk, som Babylon den Store sidder på eller kontrollerer, er ved at tørre ud. Babylon den Store er dømt, og dommen vil snart blive eksekveret. — Åbenbaringen 16:12; 17:1, 15.

Grundlaget for dommen over Babylon

På hvilket grundlag dømmer Jehova den falske religions verdensimperium? Nogle vil måske mene at han burde se med velvilje på alle de skoler, hospitaler og velgørende institutioner som forskellige religioner har stået bag. Men hvor stor vægt har dette reelt i forhold til den anklage Jehova må rette mod verdens religioner? Lad os kort betragte denne anklage i lyset af religionernes fremfærd.c

„En af de syv engle som havde de syv skåle kom og talte med mig og sagde: ’Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande; med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.’“ (Åbenbaringen 17:1, 2) Den måde hvorpå religionen op gennem historien har indladt sig med nationernes ledere, „jordens konger“, og derved er blevet meddelagtig i kolossale menneskelige lidelser, kan, som det tydeligt fremgik af de to foregående numre af Vagttårnet, sammenlignes med den adfærd der kendetegner en selvisk, utugtig kvinde — en skøge. Men anklagen fortsætter.

„Og jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ „Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 17:6; 18:24) Babylon den Store har pådraget sig en betydelig blodskyld på grund af alle de sande kristne hun i tidens løb har fået dræbt, deriblandt nogle der vovede at oversætte Bibelen så lægfolket kunne læse den eller som vovede at eje en bibel og læse i den. Dertil kommer at det store Babylon har forøget sin blodskyld ved også i nyere tid at have forårsaget sande kristnes død i fængsler og koncentrationslejre, under nazismen, fascismen og andre diktaturer. Læg mærke til at anklagen desuden nævner „alle som er blevet slået ihjel på jorden“, hvilket indbefatter de hundreder af millioner i hele verden der har mistet livet under de krige og hævntogter som op gennem tiden er blevet udkæmpet af såkaldt religiøse mennesker. — Jævnfør Mattæus 23:34-36; 2 Timoteus 3:5.

Guds anklage mod Babylon den Store peger på endnu en side af hendes skyld. Der står: „Ved din udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt.“ (Åbenbaringen 18:23) Det er interessant at det græske ord som her oversættes med „udøvelse af spiritisme“ er farmakiʹa der „hovedsagelig [betegner] brugen af lægemidler, bedøvende stoffer, trylledrikke; derpå indgiven af gift; og endelig trolddomskunst“.d Falsk religion har i åndelig forstand givet nationerne gift ved at forlede dem til at tro på falske guder og lærdomme som har bortledt deres opmærksomhed fra Jehova og spørgsmålet om den universelle suverænitet. Desuden har falsk religion gennem sin urigtige lære om sjælens udødelighed indgydt mennesker frygt for de døde, opmuntret til forfædredyrkelse og lagt grunden til alle former for spiritisme og trolddomskunst. Guds fordømmelse af Babylon den Store er helt igennem retfærdig. Som Johannes skrev: „Hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åbenbaringen 18:5.

Hvad må vi gøre?

I betragtning af at Babylon den Store allerede er faldet og dømt, hvad må oprigtige, sandhedselskende mennesker da gøre nu? Følgende opfordring i Esajas’ profeti om det gamle Babylon gælder i endnu højere grad vort forhold til falsk religion i dag: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Esajas 52:11) Denne indtrængende opfordring ligner den vi finder i Åbenbaringen 18:4, hvor der står: „Og jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: ’Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.’“

Ja, det er på høje tid at bryde enhver forbindelse med falsk religion. Men hvor skal vi vende os hen hvis vi forlader Babylon den Store? Da gør vi klogt i at slutte os til den sande tilbedelse af Jehova, sammen med hans vidner, ligesom millioner af mennesker i hele verden allerede har gjort, idet de strømmer til det symbolske „Jehovas bjerg“. Du indbydes også til at studere Bibelen i fællesskab med Jehovas vidner og til at slutte dig til den sande tilbedelse. — Esajas 2:2-4; 43:10-12.

Tilbage står nu spørgsmålet: Hvis Babylon den Store er faldet og dømt, hvad er så det næste trin i den guddommelige plan? Hvad vil der ske med Satans verdensimperium af falsk religion? Dette spørgsmål vil blive behandlet ud fra Bibelens profetier i næste nummer af Vagttårnet.

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

Skønt Babylon faldt i 539 f.v.t. fungerede byen fortsat i flere hundrede år