„Godt nyt“ fra Apokalypsen
„Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden.“ — ÅBENBARINGEN 14:6.
1. Hvorfor kan Jehovas Vidner ikke kaldes „en apokalyptisk sekt“ selv om de tror på at Apokalypsen er inspireret af Gud?
I MODSÆTNING til de anklager der rettes mod Jehovas Vidner, er de ikke „en apokalyptisk sekt“ eller „en dommedagskult“. De betragter imidlertid Apokalypsen, det vil sige Åbenbaringens Bog, som en del af Guds inspirerede ord. Åbenbaringen indeholder ganske vist nogle domsbudskaber rettet mod de ugudelige, men i deres offentlige forkyndelse fokuserer Jehovas vidner hovedsagelig på det vidunderlige håb der fremholdes i Bibelen, deriblandt i Apokalypsen, eller Åbenbaringen. På den måde føjer de hverken noget til eller tager noget bort fra de profetiske ord den indeholder. — Åbenbaringen 22:18, 19.
Forkyndere af en god nyhed
2. Hvilke skriftsteder bruger Jehovas vidner ofte i deres forkyndelse?
2 Et ofte citeret bibelsk grundlag for Jehovas vidners offentlige forkyndelse er følgende udtalelse af Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Hvad er „denne gode nyhed om riget“? Mange Jehovas vidner ville sikkert svare ved at citere nogle vers fra Åbenbaringen, kapitlerne 20 og 21, der handler om Kristi tusindårsrige og hans rigsregering og et menneskesamfund hvor der ikke længere vil være død, sorg og smerte. — Åbenbaringen 20:6; 21:1, 4.
3. Hvilken opgave svarer Jehovas vidners offentlige forkyndelse til?
3 Som forkyndere af denne gode nyhed er Jehovas vidner i virkeligheden talerør for en symbolsk himmelsk budbringer, hvis opgave også beskrives i Åbenbaringens Bog. „Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk.“ (Åbenbaringen 14:6) Denne ’evigvarende gode nyhed’ indbefatter en bekendtgørelse om at „verdensherredømmet er . . . blevet vor Herres og hans Messias’“, og at Jehovas „fastsatte tid“ er inde til at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:15, 17, 18) Det må siges at være en virkelig god nyhed!
Hvad Åbenbaringen indebærer for os
4. (a) Hvilke grundlæggende sandheder fremholdes i Åbenbaringens første kapitel? (b) Hvad kræves der af dem der gerne vil have gavn af den gode nyhed?
4 Det indledende kapitel i Åbenbaringens Bog skildrer Jehova som „Alfa og Omega, . . . den som er og som var og som kommer, den Almægtige“. Og det skildrer hans søn, Jesus Kristus, som „det trofaste vidne“, „den førstefødte af de døde“ og „herskeren over jordens konger“. Jesus omtales desuden som „ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod“. (Åbenbaringen 1:5, 8) Allerede i indledningen til Åbenbaringens Bog gøres der således rede for grundlæggende, livsvigtige sandheder. ’De der bor på jorden’ vil imidlertid ikke få gavn af den gode nyhed der fremholdes for dem, medmindre de anerkender Jehovas suverænitet, tror på Jesu udgydte blod og på at Jehova har oprejst ham, og at han nu har indsat ham som hersker over jorden. — Salme 2:6-8.
5. Hvordan skildres Kristus i det 2. og 3. kapitel i Åbenbaringen?
5 De næste to kapitler skildrer Kristus Jesus som den der fra himmelen kærligt fører tilsyn med sine disciples menigheder på jorden. Den skriftrulle der blev sendt til syv udvalgte kristne menigheder i Lilleasien i det første århundrede, indeholdt opmuntring og direkte vejledning der stadig er aktuel i dag. De budskaber der blev sendt til menighederne, begynder som regel med ord som „Jeg kender dine gerninger“ eller „Jeg kender din trængsel“. (Åbenbaringen 2:2, 9) Ja, Kristus vidste præcis hvad der foregik i hans disciples menigheder. Han roste nogle for deres kærlighed, deres tro, deres slid i tjenesten, deres udholdenhed og deres trofasthed mod hans navn og ord. Andre irettesatte han fordi de havde ladet deres kærlighed til Jehova og hans søn blive kold, eller fordi de havde gjort sig skyldige i kønslig umoralitet, afgudsdyrkelse eller frafald i form af sektvæsen.
6. Hvad hjælper det syn der beskrives i kapitel 4, os til at forstå?
6 Kapitel 4 indeholder et ærefrygtindgydende syn af Jehova Guds himmelske trone. Det giver et glimt af den herlighed der kendetegner Jehovas nærhed, og af den himmelske regeringsstruktur han vil benytte. De kronede regenter, hvis troner står i en kreds omkring universets centrale trone, bøjer sig ærbødigt for Jehova og erklærer: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.
7. (a) Hvad opfordrer engelen jordens beboere til at gøre? (b) Hvad er en vigtig del af vort undervisningsarbejde?
7 Betyder dette noget for mennesker i vor tid? Ja. Hvis de ønsker at leve under tusindårsriget, må de give agt på det som ’engelen der flyver midt på himmelen’ siger: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.“ (Åbenbaringen 14:6, 7) Et af hovedformålene med det bibelundervisningsarbejde som Jehovas vidner udfører, er at hjælpe „dem der bor på jorden“ til at lære Jehova at kende, tilbede ham, erkende at han er Skaberen, og villigt underordne sig hans retfærdige suverænitet.
Lammet der er værdigt til ære
8. (a) Hvordan skildres Kristus i kapitlerne 5 og 6? (b) Hvad kan alle der lytter til den gode nyhed, lære af dette syn?
8 De to følgende kapitler, 5 og 6, skildrer Jesus Kristus som et lam der er fundet værdigt til at åbne en skriftrulle med syv segl. Denne skriftrulle beskriver i symbolske vendinger nogle begivenheder der indtræffer i vor tid. (Jævnfør Johannes 1:29.) Til dette symbolske lam siger et kor af stemmer fra himmelen: „Du er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Dette syn lærer os at på grundlag af Kristi udgydte blod er nogle mennesker med vidt forskellig baggrund blevet kaldet til at være sammen med ham i himmelen og „herske som konger over jorden“. (Jævnfør Åbenbaringen 1:5, 6.) Deres begrænsede antal afsløres længere fremme i Åbenbaringens Bog.
9. Hvordan skildres Kristus i kapitel 6?
9 I det samme syn skildres Kristus også som den kronede rytter på en hvid hest der rider ud „sejrende og for at fuldende sin sejr“. Han vil overvinde de forfærdelige forhold der symboliseres ved Apokalypsens tre andre ryttere, hvis vilde ridt har bragt krig, hungersnød og død over menneskeheden siden det afgørende år 1914. (Åbenbaringen 6:1-8) Den enestående stilling Kristus, Guds lam, indtager i forbindelse med menneskehedens frelse og gennemførelsen af Jehovas vidunderlige hensigter, er et af hovedtemaerne i Jehovas vidners bibelundervisningsarbejde.
10. (a) Hvilken vigtig oplysning gives i kapitel 7? (b) Hvordan omtalte Kristus dem som Riget gives til?
10 Kapitel 7 indeholder virkelig en god nyhed. Det er kun i Åbenbaringens Bog man kan finde antallet på dem Jesus kaldte den „lille hjord“ som Lammets Fader giver Riget til. (Lukas 12:32; 22:28-30) De er blevet beseglet af Jehova Gud ved hjælp af hans ånd. (2 Korinther 1:21, 22) Apostelen Johannes, der modtog Åbenbaringen, bevidner dette: „Jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind.“ (Åbenbaringen 7:4) I et senere kapitel bekræftes det at dette nøjagtige tal er det antal der er blevet „købt fra jorden“ for at herske sammen med Lammet på det himmelske Zions Bjerg. (Åbenbaringen 14:1-4) Mens kristenhedens trossamfund giver vage og usandsynlige forklaringer på dette tal, har bibelforskeren E. W. Bullinger interessant nok sagt om det: „Det er en simpel oplysning om et faktum: et bestemt antal i modsætning til det ubestemte antal i samme kapitel.“
11. (a) Hvilken god nyhed findes i kapitel 7? (b) Hvilke fremtidsudsigter har medlemmerne af ’den store skare’?
11 Hvilket ubestemt antal sigtede Bullinger til? I vers 9 skrev apostelen Johannes: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål.“ (Åbenbaringen 7:9) Hvem består denne store skare af, hvordan er deres forhold til Gud i vor tid, og hvad vil fremtiden indebære for dem? Åbenbaringens svar er godt nyt for jordens beboere. Vi læser: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ Ved tro på Kristi udgydte blod vil de blive beskyttet gennem „den store trængsel“. Kristus vil „lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åbenbaringen 7:14-17) Ja, millioner af mennesker der lever i dag, kan blive en del af den store skare som ikke kan tælles, og som vil overleve afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. Som undersåtter under kongen Jesu Kristi tusindårige herredømme vil de af ham blive ledet frem til evigt liv på jorden. Er det ikke en god nyhed?
„Hans domme er sande og retfærdige“
12, 13. (a) Hvad indeholder kapitlerne 8 til 19? (b) Hvorfor har oprigtige mennesker ingen grund til at føle sig foruroligede over disse profetier?
12 Det skyldes for en stor del kapitlerne 8 til 19 at Apokalypsen eller Åbenbaringen har fået ry for at forudsige forfærdende katastrofer. Disse kapitler indeholder hårdtslående domsbudskaber (symboliseret ved trompetstød, plager og skåle med Guds harme) rettet mod forskellige dele af Satans tingenes ordning. Disse domme vil først blive eksekveret over falsk religion („Babylon den Store“), og derefter over de ugudelige politiske systemer, skildret ved vilddyr. — Åbenbaringen 13:1, 2; 17:5-7, 15, 16.a
13 I disse kapitler skildres det hvordan himmelen renses, idet Satan og hans dæmoner kastes ned i jordens nærhed. Dette er den eneste logiske forklaring på de trængsler uden fortilfælde som har hærget verden siden 1914. (Åbenbaringen 12:7-12) De beskriver også i symbolske vendinger udslettelsen af Satans onde tingenes ordning på jorden. (Åbenbaringen 19:19-21) Er der grund til at oprigtige mennesker bliver chokerede over disse dramatiske begivenheder? Nej, for under eksekveringen af Guds domme siger en stor skare i himmelen: „Lovsyng Jah! Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige.“ — Åbenbaringen 19:1, 2.
14, 15. (a) Hvordan vil denne onde tingenes ordning møde sin afslutning på en retfærdig måde? (b) Hvorfor bør denne del af Apokalypsen give oprigtige mennesker grund til at glæde sig?
14 Jehova vil ikke indføre en retfærdig tingenes ordning uden at rense jorden for dem der ødelægger den. (Åbenbaringen 11:17, 18; 19:11-16; 20:1, 2) Men intet menneske og ingen politisk stat har myndighed eller magt til at gøre dette. Kun Jehova og hans indsatte Konge og Dommer, Kristus Jesus, kan gennemføre dette i retfærdighed. — 2 Thessaloniker 1:6-9.
15 Mænd og kvinder som „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“, bør glæde sig over at Jehova har til hensigt at gøre ende på den nuværende onde ordning, sådan som det klart fremgår af Apokalypsen. (Ezekiel 9:4) Det bør vise dem at tiden nu er inde til at følge opfordringen fra den engel der forkynder godt nyt, og som sagde: „Frygt Gud . . . for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden.“ (Åbenbaringen 14:7) Det er vort håb at disse mennesker vil tilbede og tjene Jehova sammen med hans vidner, der „holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. — Åbenbaringen 12:17.
Det herlige tusindårsrige
16. (a) Hvorfor har kristenhedens kirker forkastet håbet om tusindårsriget? (b) Hvorfor tror Jehovas vidner at mønsterbønnen vil blive opfyldt?
16 Kapitlerne 20 til 22 i Åbenbaringens Bog indeholder det bibelske grundlag for håbet om tusindårsriget. Det er den eneste del af Bibelen der omtaler en tusindårig periode som vil danne optakten til en evighed med lykke i himmelen og på jorden. Kristenhedens kirker har forkastet håbet om tusindårsriget. Eftersom kirken lærer at de gode kommer i himmelen og de onde i helvede, har den ingen brug for et paradis på jorden. Mønsterbønnen, hvori man beder om at Guds vilje må ske „som i himmelen, således også på jorden“, har mistet ethvert indhold for de fleste medlemmer af kristenhedens kirker. (Mattæus 6:10) Men det gælder ikke Jehovas vidner. De tror fuldt og fast at Jehova Gud ikke skabte jorden „forgæves“, men „dannede den til at bebos“. (Esajas 45:12, 18) De gamle profetier, mønsterbønnen og Åbenbaringens ord om tusindårsriget stemmer således overens. I løbet af tusindårsriget vil Kristus sørge for at Jehovas vilje sker på jorden, ligesom den sker i himmelen.
17. Hvad viser at „de tusind år“ skal opfattes bogstaveligt?
17 Ordene „tusind år“ forekommer seks gange i de syv første vers i Åbenbaringen, kapitel 20. Det er værd at lægge mærke til at de bruges fire gange med den bestemte artikel „de“, hvilket viser at de sigter til et bogstaveligt årtusind, ikke blot til en lang tidsperiode af ikke nærmere angivet varighed, som mange af kristenhedens kommentatorer gerne vil have os til at tro. Hvad vil der ske i tusindårsriget? Først og fremmest vil Satan være uskadeliggjort i hele denne periode. (Åbenbaringen 20:1-3; jævnfør Hebræerbrevet 2:14.) Det er afgjort en god nyhed!
18. (a) Hvorfor kan tusindårsriget kaldes ’en domsdag’? (b) Hvad vil der ske efter de tusind år?
18 Eftersom de der ’hersker som konger sammen med Kristus i de tusind år’, får „magt til at dømme“, er denne periode i virkeligheden en tusindårig ’domsdag’. (Åbenbaringen 20:4, 6; jævnfør Apostelgerninger 17:31; Andet Petersbrev 3:8.) De døde vil blive oprejst, og sammen med dem der overlever „den store trængsel“, vil de blive dømt på retfærdig vis, efter deres gerninger til den tid. (Åbenbaringen 20:12, 13) Efter de tusind år vil Satan blive løst en kort tid for at menneskene kan blive stillet på en endelig prøve, hvorefter han, hans dæmoner og de oprørske mennesker på jorden som følger ham, vil blive tilintetgjort for evigt. (Åbenbaringen 20:7-10) De mennesker der består prøven, vil få deres navn skrevet uudsletteligt i „livets bog“ og vil få lov til at tjene og tilbede Jehova i lykke på en paradisisk jord til evig tid. — Åbenbaringen 20:14, 15; Salme 37:9, 29; Esajas 66:22, 23.
19. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at de vidunderlige løfter der gives i Åbenbaringens Bog, vil blive opfyldt? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
19 Det er denne gode nyhed der findes i Apokalypsen. Det er ikke tomme løfter, som dem mennesker giver. Apostelen Johannes skrev: „Han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ (Åbenbaringen 21:5) Hvad må vi gøre for at få del i opfyldelsen af denne gode nyhed? Åbenbaringens Bog indeholder megen vejledning til dem der gerne vil glæde Gud. Hvis vi følger denne vejledning, vil det være til stor glæde for os, både nu og for evigt, som den næste artikel vil vise.
[Fodnote]
a Bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! indeholder en grundig forklaring af hele Åbenbaringens Bog. Udgivet i 1988 af Jehovas Vidner.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilke grundlæggende sandheder som findes i kapitlerne 4 til 6 i Åbenbaringens Bog, udgør en vigtig del af den gode nyhed?
◻ Hvilken god nyhed findes i Åbenbaringen, kapitel 7?
◻ Hvorfor har oprigtige mennesker ingen grund til at føle sig foruroligede over de domsbudskaber der findes i Åbenbaringens Bog?
◻ I hvilken forstand vil tusindårsriget være ’en domsdag’?
[Illustration på side 10]
Kongen Jesus Kristus vil fjerne al krig, hungersnød og død fra jorden