Kapitel 22
Det første ve — græshopper
1. Hvem følger det op på jorden når englene blæser i trompeterne, og hvad bekendtgør det femte trompetstød?
DEN femte engel gør sig rede til at blæse i sin trompet. Der har allerede lydt fire himmelske trompeter, og fire plager er blevet sendt over den tredjedel af jorden som Jehova anser for mest dadelværdig — kristenheden. Dens dødeligt syge tilstand er blevet afsløret. Det er engle der blæser i trompeterne, men menneskelige herolder følger det op på jorden. Nu er den femte engel med sin trompet klar til at bekendtgøre det første ve, som er mere forfærdeligt end det der er gået forud. Det har at gøre med en rædselsvækkende græshoppeplage. Men lad os først undersøge nogle andre skriftsteder som vil hjælpe os til bedre at forstå denne plage.
2. Hvilken bog i Bibelen beskriver en insektplage som minder om den Johannes ser, og hvordan ville denne plage berøre fortidens Israel?
2 I Joels bog, der blev skrevet i det niende århundrede f.v.t., beskrives en insektplage som svarer til den plage Johannes ser. (Joel 2:1-11, 25)a Den skulle volde de frafaldne israelitter meget ubehag, men ville samtidig føre til at enkelte jøder vendte om og på ny opnåede Jehovas gunst. (Joel 2:6, 12-14) Til den tid ville Jehova udgyde sin ånd over „al slags kød“, og der ville indtræffe frygtelige tegn og skræmmende varsler forud for „Jehovas store og frygtindgydende dag“. — Joel 2:11, 28-32.
En plage i det første århundrede
3, 4. (a) Hvornår gik profetien i Joels 2. kapitel i opfyldelse, og hvordan? (b) Hvilken symbolsk græshoppeplage indtraf i det første århundrede, og hvor længe fortsatte denne plage?
3 Profetien i Joels 2. kapitel fik en opfyldelse i det første århundrede. På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt, hvorved de første kristne blev salvet og fik kraft til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på mange tungemål. Det bevirkede at en stor skare mennesker stimlede sammen. Apostelen Peter henvendte sig til disse forbløffede tilskuere, og idet han citerede Joel 2:28, 29 forklarede han at de var vidne til profetiens opfyldelse. (Apostelgerninger 2:1-21) Men der er ingen beretning om at der på det tidspunkt indtraf en bogstavelig insektplage som voldte ubehag for nogle og førte andre til anger og omvendelse.
4 Forekom der så en billedlig plage dengang? Ja, det gjorde der! Den kom som et resultat af de nysalvede kristnes uophørlige forkyndelse.b Gennem dem indbød Jehova de jøder der ville lytte, til at ændre sind og opnå velsignelser fra ham. (Apostelgerninger 2:38-40; 3:19) De der tog imod indbydelsen, opnåede hans gunst i bemærkelsesværdig grad. Men for dem der afslog indbydelsen, blev de kristne som en hærgende græshoppesværm. De begyndte i Jerusalem og spredte sig til hele Judæa og Samaria. Snart var de alle vegne og pinte de ikketroende jøder med deres offentlige forkyndelse af Jesu opstandelse med alt hvad dette indebar. (Apostelgerninger 1:8; 4:18-20; 5:17-21, 28, 29, 40-42; 17:5, 6; 21:27-30) Denne plage fortsatte indtil den „frygtindgydende dag“ i år 70 da Jehova førte de romerske hære mod Jerusalem for at ødelægge byen. Kun de kristne der i tro påkaldte Jehovas navn, blev frelst. — Joel 2:32; Apostelgerninger 2:20, 21; Ordsprogene 18:10.
Græshoppeplagen i dag
5. Hvordan er Joels profeti gået i opfyldelse siden 1919?
5 Det kunne forventes at Joels profeti ville få en endelig opfyldelse i endens tid. Og det har den i sandhed fået! Ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point i staten Ohio, USA, fra 1. til 8. september 1919 bevægede en særlig udgydelse af Jehovas ånd hans folk til at organisere en verdensomspændende forkyndelseskampagne. Af alle der bekendte sig til kristendommen var de de eneste der, i erkendelse af at Jesus var blevet indsat som konge i himmelen, ikke skyede nogen anstrengelser for at forkynde denne gode nyhed vidt og bredt. Deres vedholdende forkyndelse, som var en opfyldelse af profetien, blev som en pinefuld plage for den frafaldne kristenhed. — Mattæus 24:3-8, 14; Apostelgerninger 1:8.
6. (a) Hvad så Johannes da den femte engel blæste i sin trompet? (b) Hvem er denne „stjerne“ et symbol på, og hvorfor?
6 Denne plage beskrives også i Åbenbaringen, som blev skrevet cirka 26 år efter Jerusalems ødelæggelse. Hvad føjer den til Joels beskrivelse? Lad os se på Johannes’ beretning: „Og den femte engel blæste i sin trompet. Og jeg så en stjerne som var faldet ned fra himmelen til jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet ham.“ (Åbenbaringen 9:1) Denne „stjerne“ er forskellig fra den der nævnes i Åbenbaringen 8:10, som Johannes så idet den faldt. Her ser han en stjerne som er faldet ned fra himmelen og som nu har en opgave i forbindelse med jorden. Er det en åndeskabning eller et menneske? Indehaveren af „nøglen til afgrundens brønd“ optræder senere som den der kaster Satan i „afgrunden“. (Åbenbaringen 20:1-3) Han må derfor være en mægtig åndeskabning. I Åbenbaringen 9:11 fortæller Johannes at græshopperne har en konge over sig, „afgrundens engel“. Begge vers må sigte til den samme person, eftersom den engel der har nøglen til afgrunden logisk nok må være afgrundens engel. Stjernen må da symbolisere Jehovas udnævnte konge, eftersom de salvede kristne kun anerkender denne ene konge blandt englene, nemlig Jesus Kristus. — Kolossenserne 1:13; 1 Korinther 15:25.
7. (a) Hvad sker der idet „afgrundens brønd“ bliver åbnet? (b) Hvad er ’afgrunden’, og hvem tilbragte en kort tid i den?
7 Beretningen fortsætter: „Og han åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op fra brønden som røgen fra en stor ovn, og solen blev formørket, også luften, af røgen fra brønden. Og fra røgen kom der græshopper ud over jorden; og der blev givet dem myndighed, den samme myndighed som jordens skorpioner har.“ (Åbenbaringen 9:2, 3) „Afgrunden“ er ifølge Bibelen et uvirksomhedens eller dødens sted. (Jævnfør Romerbrevet 10:7; Åbenbaringen 17:8; 20:1, 3.) Ved slutningen af den første verdenskrig (1918-19) befandt den lille skare af Jesu brødre sig en kort tid i en sådan ’afgrund’ hvor de var relativt uvirksomme. Men da Jehova i 1919 udgød sin ånd over sine angrende tjenere, sværmede de ud for at give sig i kast med det arbejde der lå foran dem.
8. På hvilken måde ledsages udfrielsen af græshopperne af en mængde „røg“?
8 Som Johannes nævner, er græshoppernes udfrielse ledsaget af en mængde røg der er som „røgen fra en stor ovn“.c Det var sådan det viste sig at være i 1919. Situationen formørkedes for kristenheden og for verden i almindelighed. (Jævnfør Joel 2:30, 31.) Græshoppernes eller Johannesskarens udfrielse var i virkeligheden et nederlag for kristenhedens gejstlige, der havde pønset på og lagt planer om at dræbe Rigets arbejde for bestandig og som nu forkastede Guds rige. Og da græshopperne fik myndighed af Gud og begyndte at udøve denne myndighed ved at forkynde kraftige domsbudskaber, sås der vidnesbyrd om at noget der svarede til et røgtæppe bredte sig over den frafaldne kristenhed. Kristenhedens ’sol’ — det lys den giver det udseende af at udsende — blev formørket, og „luften“ blev tyk af ’røg’, fyldt med guddommelige domserklæringer som afslørede at kristenhedens gud er „herskeren over luftens myndighed“. — Efeserne 2:2; Johannes 12:31; 1 Johannes 5:19.
Græshopperne der volder pine
9. Hvilke kampinstruktioner fik græshopperne?
9 Hvilke kampinstruktioner fik disse græshopper? Johannes beretter: „Og der blev sagt til dem at de ikke måtte skade jordens plantevækst eller noget grønt eller noget træ, men kun de mennesker som ikke har Guds segl på deres pander. Og det blev givet græshopperne ikke at dræbe dem, men at forårsage at de blev pint i fem måneder, og den pine de følte, var som den pine en skorpion volder når den stikker et menneske. Og i de dage vil menneskene søge døden men slet ikke finde den, og de vil ønske at dø, men døden bliver ved med at flygte fra dem.“ — Åbenbaringen 9:4-6.
10. (a) Hvem er plagen hovedsagelig rettet imod, og hvilken virkning har den på dem? (b) Hvilken form for pine er der tale om? (Se også fodnoten.)
10 Læg mærke til at denne plage ikke i første række er rettet mod folkene eller de fremtrædende iblandt dem — ’jordens plantevækst eller træer’. (Jævnfør Åbenbaringen 8:7.) Græshopperne skal kun skade dem der ikke har Guds segl på deres pander, det vil sige dem i kristenheden som hævder at være beseglede men hvis handlinger viser noget andet. (Efeserne 1:13, 14) De nutidige græshoppers pinevoldende udtalelser blev derfor i første række rettet mod kristenhedens religiøse ledere. Det må have været meget pinefuldt for disse selvbestaltede ledere at høre det forkyndt offentligt at de ikke førte deres hjorde til himmelen og heller ikke selv ville komme der!d De var ’blinde som ledte blinde’! — Mattæus 15:14.
11. (a) Hvor længe bliver græshopperne bemyndiget til at pine Guds fjender, og hvorfor er det ikke blot en kort tid? (b) Hvor alvorlig er pinen?
11 Pinen varer fem måneder. Er det en forholdsvis kort tid? Ikke for en bogstavelig græshoppe. Fem måneder svarer til dette insekts normale levetid. De nutidige græshopper bliver altså i hele deres levetid ved med at stikke Guds fjender. Pinen er endda så alvorlig at menneskene søger døden. Vi har ganske vist ingen beretninger om at nogen af dem der er blevet stukket af græshopperne virkelig har forsøgt at dræbe sig selv, men udtrykket hjælper os til at forestille os hvor heftig pinen er — som den pine der forvoldes af et vedvarende skorpionangreb. Den er som de lidelser Jeremias forudså for de utro israelitter der ville blive spredt af de babyloniske erobrere, og for hvem døden ville være at foretrække frem for livet. — Jeremias 8:3; se også Prædikeren 4:2, 3.
12. Hvorfor får græshopperne lov til i åndelig forstand at pine kristenhedens religiøse ledere, men ikke at dræbe dem?
12 Hvorfor bliver det kun givet græshopperne i åndelig forstand at pine Guds fjender og ikke at dræbe dem? Fordi det kun er et indledende ve der skal afsløre hvordan kristenheden har fremført løgne og er kommet til kort. Kristenhedens åndeligt døde tilstand skal først bekendtgøres fuldt ud senere på Herrens dag. Først under det andet ve bliver en tredjedel af menneskene dræbt. — Åbenbaringen 1:10; 9:12, 18; 11:14.
Græshopper udrustede til kamp
13. Hvordan ser græshopperne ud?
13 Disse græshopper ser ejendommelige ud! Johannes beskriver dem: „Og græshoppernes skikkelser lignede heste beredt til kamp; og på deres hoveder var der noget der så ud som kroner der lignede guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter, og de havde hår som kvinders hår. Og deres tænder var som løvers; og de havde brystharnisker ligesom brystharnisker af jern. Og lyden af deres vinger var som lyden af vogne med mange heste der løber ud til kamp.“ — Åbenbaringen 9:7-9.
14. Hvordan svarer Johannes’ beskrivelse til de loyale genoplivede kristne i 1919?
14 Dette er en udmærket skildring af den loyale gruppe genoplivede kristne i 1919. Ligesom heste var de rede til kamp, ivrige efter at kæmpe for sandheden på den måde apostelen Paulus beskriver. (Efeserne 6:11-13; 2 Korinther 10:4) På deres hoveder ser Johannes noget der ser ud som kroner af guld. Det vil ikke være passende at de bærer virkelige kroner, for de begynder ikke at herske så længe de stadig er på jorden. (1 Korinther 4:8; Åbenbaringen 20:4) Men i 1919 havde de allerede et kongeligt udseende. De var Kongens brødre, og de himmelske kroner lå rede til dem, forudsat de forblev trofaste til enden. — 2 Timoteus 4:8; 1 Peter 5:4.
15. Hvad betegner (a) græshoppernes brystharnisker af jern? (b) deres ansigter, der er som menneskeansigter? (c) deres hår, der er som kvinders hår? (d) deres tænder, der er som løvetænder? (e) den larm de frembringer?
15 I synet har græshopperne brystharnisker af jern, der symboliserer ubrydelig retfærdighed. (Efeserne 6:14-18) De har menneskeansigter, hvilket udtrykker egenskaben kærlighed, eftersom mennesket blev skabt i Guds billede, han som er kærlighed. (1 Mosebog 1:26; 1 Johannes 4:16) Deres hår er langt som kvinders, et udmærket billede på at de underkaster sig deres konge, afgrundens engel. Og deres tænder ligner løvetænder. En løve bruger tænderne til at tygge kød med. Siden 1919 har Johannesskaren igen været i stand til at fortære fast åndelig føde, især sandhederne om Guds rige, hvori „løven af Judas stamme“, Jesus Kristus, er konge. Ligesom løven er et symbol på mod, har det krævet et vældigt mod at fordøje dette hårde budskab, at fremføre det på tryk og at udbrede det i hele verden. De symbolske græshopper har lavet en masse støj, ligesom „lyden af vogne med mange heste der løber ud til kamp“. Efter de første kristnes eksempel har de ikke i sinde at forholde sig tavse. — 1 Korinther 11:7-15; Åbenbaringen 5:5.
16. Hvilken betydning ligger der i at græshopperne har „haler og brodde ligesom skorpioner“?
16 Deres forkyndelse omfatter mere end det talte ord. „De har også haler og brodde ligesom skorpioner; og i deres haler er deres myndighed til at skade menneskene i fem måneder.“ (Åbenbaringen 9:10) Hvad kan dette betyde? Jo, i deres virke for Riget fremsætter Jehovas Vidner, både ved det talte ord og gennem trykte publikationer, myndige udtalelser baseret på Guds ord. Deres budskab virker som skorpionstik fordi de advarer om Jehovas hævns dag, der nærmer sig. (Esajas 61:2) Før den nuværende generation af åndelige græshopper har afsluttet sin levetid, vil den have fuldført sit gudgivne arbejde med at forkynde Jehovas domme — til skade for alle stivnakkede gudsbespottere.
17. (a) Hvad blev bekendtgjort ved bibelstudenternes stævne i 1919 som ville forstærke den svidende virkning af deres vidnegerning? (b) Hvordan er gejstligheden blevet pint, og hvordan har den reageret?
17 Græshopperne jublede da det ved deres stævne i 1919 blev bekendtgjort at der ville blive udgivet et nyt blad, The Golden Age. Det ville udkomme hver anden uge og skulle forstærke den svidende virkning af deres vidnegerning.e Nr. 27 af bladet, der udkom den 29. september 1920, afslørede præsteskabets underfundige deltagelse i forfølgelsen af bibelstudenterne i De Forenede Stater i perioden 1918-19. Op gennem 1920’erne og 1930’erne pinte The Golden Age præsteskabet med flere svidende artikler og karikaturtegninger som afslørede præsters rænkefulde blanden sig i politik, og især det katolske hierarkis overenskomster med de fascistiske og nazistiske diktatorer. Som svar skabte præsterne „uret i lovens navn“ og organiserede pøbeloverfald på Guds tjenere. — Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931.
Verdensherskerne underrettes
18. Hvilken gerning havde græshopperne at gøre, og hvad indtraf som reaktion på det femte trompetstød?
18 De nutidige græshopper havde en gerning at gøre. Den gode nyhed om Riget skulle forkyndes. Religiøse vildfarelser skulle afsløres. Fortabte får skulle findes. Da græshopperne tog fat på disse opgaver gik det ikke stille af; verdens opmærksomhed blev vakt. I lydighed mod englenes trompetstød er Johannesskaren vedblevet med at afsløre at kristenheden fortjener at blive ramt af Jehovas ugunstige domme. Som reaktion på det femte trompetstød blev en særlig side af disse domme understreget ved bibelstudenternes stævne i London i dagene fra 25. til 31. maj 1926. I Royal Albert Hall oplæstes resolutionen „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“, hvorefter der blev holdt et offentligt foredrag over temaet „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“. Dagen efter blev både resolutionen og foredraget bragt i deres fulde ordlyd i en førende Londonavis. Senere uddelte græshoppesværmen i hele verden 50 millioner eksemplarer af resolutionen i traktatform — hvad der i sandhed pinte gejstligheden! Mange år senere talte folk i England stadig om denne svidende afsløring.
19. Hvilket yderligere kampvåben fik de symbolske græshopper i hænde, og hvad blev der sagt heri om Londonmanifestet?
19 Ved dette stævne fik de symbolske græshopper også andre kampvåben i hænde, især en ny bog med titlen Verdensbefrielsen. Den indeholdt en bibelsk behandling af tegnet som viste at ’drengebarnet’, Kristi himmelske rigsregering, var blevet født i 1914. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 12:1-10) Derefter citerede den et manifest der blev offentliggjort i London i 1917, underskrevet af otte gejstlige der blev betegnet som „nogle af Verdens største Prædikanter“ og som repræsenterede de førende protestantiske trosretninger — baptistkirken, den kongregationalistiske kirke, den presbyterianske kirke, den episkopale kirke og metodistkirken. De erklærede i dette manifest at „den nuværende Krise peger hen imod Afslutningen af Hedningernes Tider“ og at „Herrens Aabenbarelse kan ventes hvilket Øjeblik som helst“. Ja, disse gejstlige havde genkendt tegnet på Jesu nærværelse! Men ville de gøre noget ved det? Bogen Verdensbefrielsen fortæller: „Det mest ejendommelige ved det hele er, at selve de Mænd, som underskrev Manifestet, senere tilbagekaldte det og forkastede Tegnene og Beviserne paa, at vi nu oplever Verdens Ende og Tiden for Herrens anden Nærværelse.“
20. (a) Hvad har gejstligheden valgt at gøre i forbindelse med græshopperne og deres konge? (b) Hvem siger Johannes at græshopperne har over sig, og hvad er hans navn?
20 I stedet for at bekendtgøre Guds riges komme har kristenhedens gejstlige valgt at holde sig til Satans verden. De ønsker intet fællesskab med græshopperne og deres konge, om hvem Johannes nu siger: „Over sig har de en konge, afgrundens engel. På hebraisk er hans navn Abaddōn [der betyder „ødelæggelse“], men på græsk har han navnet Apollyon [der betyder „ødelægger“].“ (Åbenbaringen 9:11) Som „afgrundens engel“ eller ’ødelæggeren’ havde Jesus i sandhed sendt en voldsom plage, et „ve“, over kristenheden. Men der følger mere!
[Fodnoter]
a Sammenlign Joel 2:4, 5, 7 (hvor insekterne beskrives som heste, som et mægtigt folk og som mennesker, og hvor det siges at de lyder som stridsvogne) med Åbenbaringen 9:7-9, og sammenlign Joel 2:6, 10 (der beskriver insektplagens smertefulde virkning) med Åbenbaringen 9:2, 5.
b Se artiklen „Forenede mod nationerne i opgørets dal“ i Vagttårnet for 1. april 1962.
c Bemærk at dette skriftsted ikke kan bruges til at bevise at der var ild i afgrunden, som om afgrunden var en slags brændende helvede. Johannes siger at han så en tyk røg der var som røgen fra en stor ovn. (Åbenbaringen 9:2) Han fortæller ikke noget om at han så flammer i afgrunden.
d Det græske ord der bruges her, kommer af roden basaniʹzō, der undertiden bruges om bogstavelig pine eller tortur. Det kan imidlertid også bruges om mental pine. Vi læser for eksempel i Andet Petersbrev 2:8 at Lot ’pintes i sin retfærdige sjæl’ på grund af den ondskab han så i Sodoma. De religiøse ledere i aposteltiden led også mental pine, men selvfølgelig af en helt anden grund.
e Bladet udkom på dansk fra 1930 under navnet Ny Verden, og det fik i 1947 navnet Vaagn op!
[Illustration på side 143]
Det femte trompetstød indleder det første af tre veer
[Illustration på side 146]
Denne tegning, ledsaget af teksten: „Dine pile er hvæssede og rammer kongens fjender i hjertet (Salme 45:5),“ er typisk for de mange karikaturtegninger der blev bragt i 1930’erne og som pinte ’de mennesker som ikke havde Guds segl på deres pander’
[Illustrationer på side 147]
Royal Albert Hall, hvor bogen Verdensbefrielsen blev udgivet og resolutionen „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ blev vedtaget