Forestillingen om at en bjørn omslynger og klemmer sit offer til døde, støttes ikke af kendsgerningerne. I kamp slår bjørnen med sine uhyre labber, og med sine stærke, tunge forlemmer driver den sine kløer, der ikke kan trækkes tilbage, dybt ind i modstanderens krop. Et enkelt slag er tilstrækkeligt til at dræbe et dyr på størrelse med et rådyr. Meget passende sidestilles bjørnen derfor i farlighed med løven. (Am 5:19; Kl 3:10) Naturforskere anser i virkeligheden bjørnen for at være farligere end de store katte. Ligesom andre dyr undgår bjørnen dog i almindelighed mennesker i stedet for at angribe dem, men den kan gå til angreb når den tirres eller overraskes.

I Daniels syn af de frygtelige vilddyr der bruges som symbol på jordiske verdensriger, skildrer bjørnen det medo-persiske verdensrige og dets begær efter at gøre erobringer. (Da 7:5, 17) Dyret der i Johannes’ syn stiger op af havet, og som har syv hoveder og ti horn, synes at være lige så rovgrisk, eftersom det er udrustet med fødder „som en bjørns“. (Åb 13:2) Freden blandt Jehovas genindsamlede folk under Messias’ styre skildres med billedet af bjørnen der græsser sammen med koen. — Es 11:7.