Det betaler sig at købe kontant
„KØB NU — BETAL SENERE!“ Dette slogan støder man på alle vegne. Forretningsfolk søger at overbevise en om at det eneste rigtige er at købe et bestemt produkt nu, og så betale for det senere over en periode. Dette kalder man at købe „på konto“ eller „på afbetaling“.
Men hvis man køber nu og betaler senere, kommer man i gæld. Og det er netop hvad flere og flere mennesker gør. „Folks syn på gæld har ændret sig,“ udtaler nationaløkonomen John Kenneth Galbraith. „Der har således været en uforklarlig men meget tydelig afstandtagen fra den puritanske lære som krævede at enhver skulle spare først og nyde senere.“
Med hensyn til denne tendens udtaler et amerikansk institut for motivanalyse: „Stort set er vi gået mere og mere over fra en puritansk kultur til en hedonistiska . . . Kontokortet er et symbol på denne hedonistiske tidsalder. Vi får vores fornøjelser, anskaffelser og underholdning endnu før vi har tjent til disse goder.“
I De forenede Stater er så mange mennesker nu i gæld at forfatteren Hillel Black kunne skrive i sin bog Buy Now, Pay Later: „Resultatet er blevet en forbrugerkrediteksplosion som får befolkningseksplosionen til at se lille ud i sammenligning. . . . Den samlede private gæld er nu betydeligt større end menneskets samlede private gæld op gennem tiden. Aldrig har så mange skyldt så meget.“
Hvordan gælden betales
Hvordan kommer folk ud af deres gæld? Ved hjælp af deres fremtidige indtægter, penge de ikke har endnu men som de forventer at tjene.
Det er her problemet opstår. Flere og flere har nu fundet ud af at de ikke kan betale alt det de har købt på afbetaling. En talsmand for en amerikansk inkassatorforening har udtalt: „Folk går og stifter gæld uden egentlig at vide hvad det hele drejer sig om. Folk i almindelighed ved ikke hvilket ansvar de påtager sig når de åbner en konto. Det er et chok for dem når de ved månedens slutning finder ud af at de har brugt flere penge end de har tjent.“
Amerikanske økonomieksperter spekulerede en overgang på hvad der ville ske med al denne gæld hvis landet kom ind i en periode med økonomisk tilbagegang. Hvad ville der ske hvis arbejderne ikke tjente så meget, eller hvis de helt mistede deres arbejde? Nu behøver de ikke spekulere på det længere. Nu ved de det, for De forenede Stater befinder sig for øjeblikket i en økonomisk nedgangsperiode alt imens priserne fortsat stiger.
Som et resultat heraf har mange arbejdere mistet deres arbejde, eller de har fået deres løn skåret ned. Dette har bevirket at flere mennesker er kommet i økonomiske vanskeligheder end på noget andet tidspunkt siden depressionsårene. De er i dyb gæld, men nu ude af stand til at betale. Som følge heraf går flere og flere fallit, og det de har erhvervet sig bliver beslaglagt af kreditorer.
Selv mange der har arbejde er i vanskeligheder fordi de skylder for meget. En bankier i Atlanta (U.S.A.) har udtalt: „Næsten alle i den mellemste og laveste indkomstklasse lever over evne. En gennemsnitsfamilie har kunnet klare sig indtil nu fordi den har kunnet låne mere, men en stramning af økonomien har sat en stopper for dette, og nu er der mange som ikke længere kan ’låne sig ud af gælden’.“
Som tidsskriftet Newsweek udtrykker det: „Depressionen har allerede ramt et stort antal amerikanere, på den ene eller den anden måde.“
Det betaler sig at købe kontant
Det ’lempelige afbetalingssystem’ har ikke alene fået mange til at købe noget de faktisk ikke havde råd til, men det har også bevirket at folk har mistet penge. De må betale mere for produktet på grund af renterne.
Man bør ikke glemme hvorfor pengeudlåning er så stor en forretning: fordi det kan betale sig for udlåneren. Ja, der er mange firmaer som slet ikke ønsker at forbrugerne skal købe kontant, fordi de da ville gå glip af den store fortjeneste de har af de renter der lægges på afbetalingsvarerne. Nogle tjener mere på renterne end de ville have tjent på selve varen hvis den var blevet betalt kontant!
En stor del af de penge man betaler af på gæld, er renter. Det betyder at folk der køber på kredit, ikke får ’fuld valuta’ for pengene. De smider faktisk en stor del af deres surt tjente penge ud ad vinduet. Hvis de havde købt varerne kontant, ville de have haft flere penge at bruge af.
Et eksempel på hvad man kan spare ved at købe kontant, ses af følgende annonce i en dansk avis. En forretning tilbyder en fuldautomatisk vaskemaskine for en kontantpris af 2450 kroner. Betales den over en periode på 12 måneder, er prisen kr. 2633, over 18 måneder, kr. 2721, og over 24 måneder, kr. 2810. Hvis man vælger det sidste, må man altså betale 360 kroner for kreditten. Tænk på hvor mange liter mælk man kan få for de penge! Hvor meget kød man kunne have købt! Eller tøj til familien! Et sådant indkøb vil kun kunne forsvares i de tilfælde hvor man ikke har andre muligheder for at klare situationen.
Nej, at købe på kredit betaler sig ikke. De renter man må betale kan beløbe sig fra 12 procent og helt op til det dobbelte af den egentlige indkøbspris.
En god regel
De økonomiske vanskeligheder vil ikke blive mindre med tiden. Der er langt større sandsynlighed for at de vil vokse, jo nærmere vi kommer afslutningen på den nuværende tingenes ordning. (2 Tim. 3:1) En god regel er derfor at have et ligevægtigt syn på det materielle.
Køb kun det De har råd til. Køb så vidt muligt kontant, så De undgår at betale renter. Hvis De ønsker Dem noget De ikke netop behøver nu, så begynd at spare sammen til det. Sæt pengene i banken så de kan samle renter. Når De så har de penge De behøver, køb da varen kontant.
Uanset hvilke regninger De får, er det klogt at betale dem med det samme. Visse firmaer giver rabat for kontant betaling, og man kan spare penge. Hvis De nødvendigvis må købe på kredit, så forvis Dem om at det kun sker når De køber noget De ikke kan undvære. Gør kun lidt brug af kredit, og husk at læse dét på kontrakten der er skrevet med småt, så De ved nøjagtig hvor meget De skal betale over kontantprisen.
Det har vist sig at folk der går på indkøb med et kontokort, sædvanligvis køber mere end når de betaler kontant. Så måske det var en idé at lade Deres kontokort blive hjemme næste gang De går ud for at handle!
Lad aldrig en sælger overtale Dem til at stifte gæld fordi ’det er så nemt med afbetaling’. Det er det aldrig! Al afbetaling er vanskelig at komme igennem. Det vil enhver som ikke har kunnet klare afdragene eller som har måttet erklære sig konkurs, bekræfte. Det kan virkelig betale sig at købe kontant. Det er ikke kun en fordel for tegnebogen, men også for nervesystemet, for det kan spare én for mange bekymringer.
[Fodnote]
a Hedonisme = læren om at nydelsen er det højeste gode.