rapporterede fireogtyve af Vagttårnsselskabets fireoghalvfems afdelingskontorer en yderligere tilgang af Jehovas vidner i de lande de har tilsyn med.

Skønt Jehovas vidner sidste år kunne glæde sig over en forøgelse i forkynderantallet på 5,6 procent, viser især den fænomenale stigning i antal timer brugt til forkyndelsen, hvor stærkt de føler at Guds arbejde nu haster. Tænk engang! De ydede 208.666.762 timer i tjenesten sidste år. Det er omtrent 25 millioner flere timer end det foregående tjeneste år. Dette skyldes ikke kun at flere har været

Kristne bryllupper bør genspejle fornuftighed

„DET her har jeg ønsket mig lige siden jeg var en lille pige,“ udtrykte en vordende brud i Florida om sit forestående bryllup.

Hun var meget begejstret for alt det hun havde planlagt, deriblandt den dyre kjole hun havde købt med blonder og perler på og et ni meter langt slæb. Et ti mands orkester ville spille den traditionelle bryllupsmarch når hun gjorde sin entré. Og hvilken entré! Hun ville komme til syne i en kunstig „sky“, udsendt fra en skjult indretning, og bevæge sig ad en trappe med enogtyve trin, omgivet af forgyldte bure med duer, ned til sin ventende brudgom.

Efter ceremonien skulle der være reception eller bryllupsfest med champagne og en to og en halv meter høj bryllupskage. Når bruden begyndte at skære i kagen ville det frigøre to dværgpapegøjer (på engelsk kaldet „kærlighedsfugle“), som ville flagre rundt i balsalen. Hvordan reagerede den vordende brudgom på alt dette? Helt slået ud over al denne ødselhed — brylluppet ville koste 25.000 dollars — flygtede han fra det hele ni timer før brylluppet!a

Muligvis har vi aldrig set et bryllup så overdådigt som dette. Men vi ved sikkert alligevel at bryllupper og dermed forbundne begivenheder kan være lige fra beskedne til ødsle, fra helt enkle til luksuriøse, og fra at være til ære for Gud kan blive lige det modsatte.

Hvordan skal da en kristen som elsker Gud og ønsker at lade sig lede af principperne fra hans ord, afgøre hvordan hans eller hendes eget bryllup skal forme sig? Hvor sætter man grænsen? En omstændighed som gør det endnu sværere har en forfatter gjort opmærksom på med denne iagttagelse: „Ingen skik i samfundet har så dybe rødder i traditionen og er så bundet af skik og brug som et bryllup.“ Hvad skal den kristne gøre: følge alle traditionerne, nogle af dem, eller slet ingen af dem? Hvad er et fornuftigt kristent bryllup, helt nøjagtigt?b

Kristen fornuftighed

Sande kristne ved at når de gifter sig må højtideligheden opfylde lovens krav, hvad enten vielsen foregår ved en religiøs eller en borgerlig ceremoni. (Luk. 20:25) Jehovas vidner over hele jorden anerkender dette og opfylder de krav der stilles lokalt. Men der er stadig nogle spørgsmål tilbage med hensyn til visse skikke som følges ved bryllupper. Hvad bør den kristne gøre?

En egenskab som er nødvendig for at få det rette syn på denne sag, er fornuftighed. Det er en egenskab kristne bør lægge for dagen i alt hvad de gør, men specielt ved sådanne officielle lejligheder hvor så mange mennesker berøres af hvad man gør og der er tale om så mange traditioner. Apostelen Paulus gav under inspiration sine samtidige god vejledning, og husk, dengang giftede folk sig også og holdt bryllupsfester. Han sagde: „Lad jeres fornuftighed blive kendt af alle mennesker.“ (Fil. 4:5, NW) Disciplen Jakob understregede dette da han sagde at visdommen fra Jehova er „fornuftig“. — Jak. 3:17, NW.

Kristne der er åndeligt modne og erkender vigtigheden af at følge de bibelske principper, vil vise det ved at lægge fornuftighed for dagen. De behøver ikke en udførlig liste over regler for hvordan et bryllup skal være, og er forsigtige med ikke at lade det ceremonielle overskygge det rent åndelige.

For ikke så længe siden blev der i Brasilien holdt et bryllup som på grund af parrets økonomiske forhold var en temmelig kostbar affære og i sin pragt ikke svarede til den beskedne rigssal hvor det bibelske foredrag skulle holdes. Mange af de tilstedeværende følte at de overdrevne foranstaltninger, brudens pragtfulde kjole, overfloden af brudepiger og ordenshavende, helt overskyggede den udmærkede bibelske vejledning som blev givet. Når fornuftigheden går tabt, er der mange andre ting der går tabt — også for bruden og brudgommen.

Bryllupsskikke

Da der nu er så mange traditioner knyttet til bryllupper, burde den kristne så ikke helt afholde sig fra at følge nogen af dem? Ikke nødvendigvis. Han kan vælge med omhu. Somme tider er der en praktisk grund til at følge visse bryllupsskikke; for eksempel at holde brylluppet på en dag hvor de fleste har fri fra arbejde, eller efter „siestaen“, en tid på dagen hvor det er køligt. En tradition kan også have et lokalt særpræg. For eksempel ville man forvente at indfødte fra henholdsvis Korea, Libanon, Finland eller Fijiøerne hver især fulgte deres lands skikke i klædedragt.

Nogle skikke er ubibelske og derfor upassende for kristne. I nogle lande følger man skikke som skal give brudeparret eller deres gæster „lykke og held“. Jehovas vidner tilbeder ikke lykkeguden. (Es. 65:11) De følger heller ikke traditioner der kunne få udenforstående til at tro at de gjorde. Andre skikke er slet og ret falsk gudsdyrkelse. Den der planlægger et bryllup gør derfor vel i at undersøge de skikke der bruges dér hvor han bor og finde ud af hvordan folk i almindelighed opfatter dem. Hvis den kristne bliver klar over at en bestemt skik sættes i forbindelse med falsk religion eller „lykke og held“, bør han undgå den. — 2 Kor. 6:14-18.

Andre traditioner er ufornuftige eller ukærlige. I mange lande er det almindeligt at kaste ris efter brudeparret. Hvad er ideen med denne skik? „Nogle folkeslag tror at ris er føde man kaster ud til de onde ånder for at holde dem væk fra bruden og brudgommen. Andre siger at ris sikrer frugtbarheden.“ (Science News Letter, 8. juni 1963, s. 357) Dette viser at der ofte er mere end én mening om hvor en bestemt skik eller tradition stammer fra. Men hvad så end baggrunden er for denne skik, ville kristne da normalt kaste fødemidler efter deres venner og oven i købet snavse gaden til samtidig? Tænk også på næstekærligheden. Ville kristen kærlighed få en til at sætte brudeparret i forlegenhed ved at udsætte dem for en grov spøg? Jesus sagde: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!“ — Luk. 6:31; 10:27.

Så er der de traditioner der er knyttet til vielsesringene. En nærmere undersøgelse af sagen vil sandsynligvis ikke gøre en klogere med hensyn til deres oprindelse og betydning; meningerne herom er mange, og kendsgerningerne er dunkle. Selv om Bibelen ikke direkte nævner vielsesringe, er det dog tydeligt at det er tilladt Jehovas tjenere at bruge ringe. (Job 42:11, 12; Luk. 15:22) Hvordan bør kristne nu forholde sig hvis den almindelige opfattelse dér hvor de bor, er at vielsesringene symboliserer ægteparrets ubrydelige tro, kærlighed og hengivenhed? De kristne tillægger ikke vielsesringene nogen symbolsk betydning, selv om de i ægteskabet lægger vægt på disse egenskaber, mens mange verdslige mennesker ikke gør det, trods den betydning de tillægger vielsesringen. En vielsesring er ikke en garanti for noget som helst. Den tjener simpelt hen som et offentligt tegn på at man er gift. Der er ikke noget forkert i at bære et vidnesbyrd om sin gifte stand ved at bære en vielsesring enten på højre hånd, som det bruges i Tyskland og som oftest her i landet, eller på venstre hånd, som nogle gør. Det er ikke nødvendigt dér hvor loven ikke kræver det. Parret kan selv bestemme hvad de vil gøre i overensstemmelse med deres økonomiske situation og personlige ønsker.

Man må altså selv vælge hvilke bryllupsskikke man vil følge, og i den forbindelse kunne man spørge sig selv: Hvilken betydning tillægges de for øjeblikket dér hvor jeg bor? Vil de vække anstød? Er de et udtryk for kærlighed? Er de fornuftige?

Bryllupsdragten

Før brylluppet må parret også bestemme hvad de skal have på. Et bryllup er jo en ganske særlig lejlighed hvor man almindeligvis gør noget ekstra ud af at se glad og tiltalende ud. Dette betyder dog ikke at man skal have en ganske bestemt slags kjole eller jakkesæt på. Man gør vel i at tage lokal skik og brug, omkostningerne og den personlige smag i betragtning.

I bibelsk tid bar bruden og brudgommen ofte meget smukke klæder. (Sl. 45:14, 15; Jer. 2:32) Den hellige stad, det ny Jerusalem, beskrives som „en brud, smykket for sin brudgom“. (Åb. 21:2) Smukke bryllupsklæder er med andre ord ikke ubibelske. Men de er dog ikke nødvendige for et lykkeligt bryllup. Den åndelige klædning er mere vigtig. — 1 Pet. 3:3, 4.

Hvis det forlovede par for eksempel ønsker at købe specielt tøj til lejligheden, og deres omstændigheder tillader det, har de lov til det. Men hvis deres omstændigheder ikke tillader det, vil det da være fornuftigt at købe så dyrt tøj at det bliver en økonomisk byrde for dem selv eller andre? En ung kristen pige i Nordeuropa gav afkald på specialpionertjenestens skat for at søge verdsligt arbejde så hun kunne tjene penge til en flot brudekjole. Hvad vil vi mene har den største værdi? Og hvad med bryllupsgæsterne? Vil de føle sig forpligtede til at købe dyrt tøj når bruden er så elegant klædt?

Spørgsmålet om klædedragt kan klares på flere forskellige måder. Det er forskelligt hvad vordende brude har gjort med hensyn til brudekjolen; nogle har købt den, andre har lejet den, andre igen har glædet sig over at bruge en kær venindes eller slægtnings kjole. Andre igen har erfaret stor tilfredsstillelse ved at sy deres eget udstyr til brylluppet, og måske har de kunnet bruge kjolen bagefter ved andre lejligheder. — Ordsp. 31:13, 22.

Det er da også fuldt ud korrekt at et par bliver gift i deres pæneste dagligtøj; de kan jo få det gjort i stand så det er pænt og rent til lejligheden. Nogle har gjort dette for at kunne bruge de penge som de derved sparer, til at begynde i pionertjenesten eller til at fortsætte i den. Andre igen som har mulighederne for at holde et overdådigt bryllup, beslutter måske at holde det „i stilhed“ på grund af tidens alvor og fordi de holder sig „nært for øje Jehovas dags nærværelse“. — 2 Pet. 3:12, NW.

Skønt velmenende venner og familiemedlemmer sikkert har mange gode råd at give med hensyn til hvordan hele brylluppet bør gå for sig, og nogle af forslagene på grund af forslagstillernes erfaring sikkert også nok er udmærkede og kan bruges, bør parret der planlægger at blive gift dog lade brylluppet genspejle deres egen smag og deres planer for fremtiden. Skulle der være små meningsforskelle kan parret sikkert løse problemerne i kærlighed. Sådan vil det jo blive efter brylluppet, idet de begge anerkender Guds ordning med hensyn til hvem der er familiens overhoved. Så dette vil være en lejlighed hvor de kan vise at de er i stand til at samarbejde i kærlighed og i overensstemmelse med gudgivne principper. — Ef. 5:22-33.

„Men hvordan er det? Kan man være hvid brud, og kan man tillade sig at bære slør?“ har nogle spurgt. Det er med denne tradition som med mange andre; meningerne om hvad de betyder er mange og vidt forskellige. I Tyskland tilkendegiver hvidt for nogle jomfruelighed, mens andre tror at det forhindrer de onde ånder i at genkende bruden. I Japan symboliserer en hvid kjole sorg; bruden „dør“ for sine forældre og bliver hos sin mand lige til døden. Mange mennesker i alle verdensdele betragter imidlertid den hvide kjole udelukkende som en smuk gammel tradition de ikke tillægger nogen særlig betydning. Når en kristen kvinde skal stå brud behøver hun altså ikke at mene at en hvid kjole er en nødvendighed, og heller ikke, på den anden side, at den er fuldstændig udelukket.

Spørgsmålet om at bære slør kan betragtes på samme måde. Bibelen taler ikke imod at en kvinde bærer hovedbeklædning når hendes fremtidige mand er til stede. (1 Mos. 24:63-67) Der er altså ikke noget at indvende mod brudeslør som et pænt klædningsstykke. Hvis det imidlertid er en udbredt opfattelse at det er en religiøs eller overtroisk skik at bære slør, må parret tage det med i deres betragtninger.

Det er ikke nødvendigt at behandle spørgsmålet om påklædning ved bryllupper yderligere. Enten det er et luksuriøst bryllup eller et ganske enkelt bryllup, må man holde sig for øje at det ikke er tøjet der er det vigtigste. Man bør aldrig tillade at dette bliver en anstødssten eller en grund til at nogen mister glæden. (1 Kor. 8:13) Mindet om brylluppet vil snart blive svagere og svagere, hvorimod den lykke et fornuftigt, kristent bryllup giver, vil vare ved når mand og hustru i praksis følger den bibelske vejledning de har fået.

Selve ceremonien

Den modne kristne vil forstå at det betaler sig at understrege den åndelige side af sagen, især når det gælder selve bryllupsceremonien. Det er ikke nødvendigt med nogen særlige formaliteter ud over hvad landets lov kræver. De fleste enkeltheder kan derfor tilrettelægges efter personligt ønske. Det gælder med hensyn til om brudeparret skal komme ind i salen på en bestemt måde, om en eller anden skal „give bruden væk“, om der skal være en brudepige og en forlover, eller andre skal deltage i ceremonien. Alle sådanne ting er jo i virkeligheden kun små ubetydelige formaliteter. (Sl. 45:15; Joh. 3:29) Hvis bare en af disse små ting vil spolere den glade stemning som rettelig bør råde ved brylluppet, hvorfor så overhovedet tage den med?

Før brylluppet kan finde sted i Jehovas vidners rigssal, må det kristne par som ønsker at blive gift, bede de ansvarlige tjenere i menigheden godkende det arrangement de har tænkt sig. Disse modne tjenere nærer intet ønske om at gennemtvinge deres egen personlige smag med hensyn til hvordan et bryllup bør foregå. De er derimod interesseret i at der ikke sker noget i rigssalen som kan gribe forstyrrende ind i møderne eller som kan virke anstødeligt på menigheden eller folk der på egnen. De har denne gode vejledning i tanke: „[Forvis] jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre.“ — Fil. 1:10, NW; Sl. 133:1.

Dette skulle dog ikke forårsage nogen vanskeligheder, da det kristne par som ønsker at blive gift stræber efter at følge den samme bibelske vejledning. Bruden og brudgommen kan for eksempel vise deres principbestemte kærlighed og et passende hensyn til dem der kommer til stede ved brylluppet ved at komme til den fastsatte tid. Denne punktlighed, som Jesus anbefalede i sin lignelse om de ti brudejomfruer (Matt. 25:10-12), vil gøre forskellen tydelig mellem et kristent bryllup og et bryllup blandt verdslige mennesker, hvor mangel på hensyn og forgudelse af kvinden ofte vises ved at bruden med vilje kommer for sent.

Hvis det er første gang at slægtninge der ikke er med i sandheden kommer i rigssalen, kan det meget vel være at tydelige forskelle som disse gør indtryk på dem. De vil sandsynligvis også lægge mærke til at den musik der bliver brugt, er over bibelske temaer, taget fra Jehovas vidners sangbog, og ikke den traditionelle, verdslige bryllupsmusik. Og især skulle det gøre indtryk på dem at høre den gavnlige bryllupstale, som vil være baseret på Guds inspirerede ord.

Ja, Jehovas vidner er villige til at skille sig ud fra verden på mange forskellige områder, og derfor føler de sig heller ikke forpligtede til at undersøge bøger der fortæller hvordan bryllupper „skal“ holdes. De er på det rene med at de verdslige bryllupper som beskrives i sådanne bøger, ofte bliver pralende pragtopbud der efterlader de implicerede fuldstændig udmattede, skuffede og i gæld til op over ørerne. Ved sådanne bryllupper ofres der så megen tid og opmærksomhed på tilrettelæggelsen at brylluppets dybe åndelige betydning helt går tabt. I modsætning hertil viser modne kristne ved at være beskedne, betænksomme og kærlige, ved bryllupper som ved andre lejligheder, den ligevægt og fornuftighed de opnår gennem studiet af Guds ord. På denne måde lader de deres „fornuftighed blive kendt af alle mennesker“. — Fil. 4:5, NW.

[Fodnoter]