Hvordan man kan bekæmpe depression
„HVIS man bare kunne få alle dem der lider af depression til at motionere,“ har Armand DiMele ved DiMelecenteret for psykoterapi sagt, „ville tre fjerdedele af dem befinde sig i en meget bedre sindsstemning.“ Andre er enige i dette hvis det drejer sig om mild og ikke dyb depression.a Det er også meget vigtigt at få den nødvendige søvn og hvile.
For nogle mennesker der er lettere deprimeret, hjælper det at sætte nogen tid til side til at gøre ting de er særlig glade for. En kvinde der godt kan lide at sy, har sagt: „Det er vanskeligt at være deprimeret når man er kreativ.“ Somme tider er alt hvad der skal til, at man får lidt afveksling — måske går ud og spiser en aften eller tager på en lille ferie.
Det er en stor hjælp at kunne lette sit hjerte for en man har tillid til. Men man skal passe på sin omgangskreds — både den personlige og den på fjernsynsskærmen og filmslærredet. Undgå for enhver pris dem der altid beklager sig, og se heller ikke underholdning der kan ødelægge din høje moral eller besmitte din samvittighed. — Ordsp. 17:17; 1 Kor. 15:33.
Men hvad skal man gøre hvis man bliver ved med at være deprimeret?
Skyldes det det du spiser?
Overvej nøje hvad det er du spiser. Barbara Reed, der er den øverste tilsynsværge i Cuyahoga Falls, Ohio, har til en Vågn op!-medarbejder fortalt at mange af de lovovertrædere som hun har med at gøre, har klaget over depression. Hun undersøgte deres kost. Mange levede af „junk food“ og fik ingen morgenmad, og nogle spiste i ugevis ingen grøntsager. En bedre kost — regelmæssige og varierede måltider — og motion hjalp mange til at komme i en bedre sindsstemning. „En 20-årig ung mand der led af depression og havde en udtalt mangel på følelse af sit eget værd, var blevet arresteret på grund af hærværk. Han levede af ’junk food’,“ fortalte Barbara Reed. Men hans depression forsvandt og hans opførsel blev bedre da han fik en forbedret kost og den rette vejledning.
Eksperterne er uenige om hvorvidt depression kan skyldes det man spiser. Nogle får depressioner til trods for at de spiser den bedste kost. Og andre får det ikke bedre, selv om deres kost forbedres. Vi er alle forskellige, og nogle er mere følsomme over for stoffer som sukker og koffein end andre. Men hvis den deprimerede sørger for at få en varieret kost og samtidig har et behersket forbrug af ting som kager, chokolade, slik og sodavand, vil han ofte få det bedre.
Eftersom svær depression kan være et symptom på at man er fysisk syg, er det også vigtigt at få foretaget en grundig helbredsundersøgelse.
Skyldes det din måde at tænke på?
Selv om ikke alle tilfælde af depression skyldes en forkert tankegang, viser en 10-årig undersøgelse der for nylig er blevet afsluttet, dog at deprimerede mennesker ofte lægger en forkert mening i forskellige situationer. „Den der er deprimeret føler sig bedrøvet og ensom fordi han fejlagtigt tror han ikke slår til og at ingen bryder sig om ham,“ forklarer forskeren og psykiateren A. T. Beck. Bibelen viser også at ens indre følelser kan præge ens opfattelse af ydre ting. Den siger: „Alle den armes dage er onde, glad hjerte [et godt humør] er stadigt gæstebud.“ Om man synes at ’alle dage er onde’ eller at ’hver dag er som et gæstebud’, afhænger i stor udstrækning af ens sindstilstand. — Ordsp. 15:15.
Deprimerede mennesker må derfor sætte hårdt ind på at ændre deres måde at tænke på, og være påpasselige med hvad de går og spekulerer over. Dette er uden tvivl lettere sagt end gjort! Nogle af de nedbrydende tanker der almindeligvis forekommer hos mange mennesker der lider af depression, er anført i hosstående ramme. Ingen af dem er rigtige. Når de dukker op, skub dem da straks væk igen. At dvæle ved sådanne tanker fører kun til mindre selvagtelse og større depression.
En overdreven skyldfølelse følger ofte med depressionen. Men indse at alle gør fejl. „Tog du vare, [Jehova], på misgerninger,“ sagde salmisten, „Herre, hvo kunne da bestå?“ Ingen! Men hos Jehova Gud kan vi virkelig opnå tilgivelse for vore fejl og synder. — Sl. 130:3, 4.
Værdien af at udrette noget
En enke blev dybt deprimeret fordi hun sørgede over sin mands død og fordi hun blev skuffet over at de der havde lovet at hjælpe hende med nogle reparationer i hjemmet, ikke kom. Men så tænkte hun: ’De reparationer er sikkert ikke så vanskelige endda.’ Hun fik travlt og havde snart lagt nyt linoleum på køkkengulvet. Selv om det ikke var gjort helt perfekt, var hun glad. Hendes selvagtelse steg; hendes depression forsvandt.
Det er naturligvis ikke alle der kunne gøre dette, men en undersøgelse viser dog at selv om nogle dybt deprimerede patienter følte at de ikke kunne klare visse opgaver, udførte de dem i virkeligheden lige så godt som de forsøgspersoner der ikke led af depression.
Det behøver ikke blot at være husarbejde den deprimerede påtager sig. Det kunne for eksempel også være det at opmuntre nogen ved at aflægge dem et besøg eller ringe til dem, eller at gøre noget ekstra for sin familie.
En kristen kvinde der led af depression besøgte en ung kvinde der lige på det mest ondskabsfulde var blevet slået, voldtaget og stukket med en kniv. Skønt hun selv var deprimeret, gjorde hun alt hvad hun kunne for at besøge hende hver uge og trøste hende. Resultatet? „Efterhånden følte jeg mig ikke længere deprimeret,“ fortalte hun. „At jeg prøvede at opmuntre hende, fik mig med tiden til at glemme mine egne problemer.“ Hun erfarede sandheden i Jesu ord: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.
„Bliv vrede uden at gøre noget forkert“
En anden faktor i spørgsmålet om depression er at man må lære at beherske sin vrede, siger psykologen DiMele. „Der sker sædvanligvis det at man bliver vred på en eller anden, sandsynligvis af en tilsyneladende fornuftstridig grund. Og det til trods for at man selv føler at vrede ikke er af det gode, fordi man har lært at ’det ikke er godt at blive vred’. Man bebrejder derfor sig selv at man blev vred, og bliver gal på sig selv. Dette, sammen med en følelse af hjælpeløshed, medfører depression.“
At rase ud er ikke blot farligt, men, som undersøgelser har vist, det hjælper heller ikke en til at komme over depressionen. Bibelen advarer: „Bliv vrede uden at gøre noget forkert; lad ikke solen gå ned over jeres forbitrelse [eller „mens I stadig er opbragte“].“ (Ef. 4:26, The Bible in Basic English; jævnfør Ny Verden-oversættelsen.) Ved at være villig til, og ikke bange for, at give udtryk for sine følelser, og ved at være oprigtig og dog venlig, kan den deprimerede vise sine følelser på en måde der fremmer freden. En sådan åben kommunikation er især vigtig mellem ægtefæller.
Men der er noget der virker bedre end alle disse forslag, og eftersom selvmordshyppigheden blandt deprimerede er 25 gange så stor som blandt andre mennesker, kan dette betyde forskellen mellem liv og død. Hvad er det?
Bøn og et forhold til Gud
„Det eneste der afholdt mig fra at trykke på aftrækkeren og gøre ende på det hele,“ har en moder der led af dyb depression indrømmet, „var mit forhold til Gud. Jeg havde revolveren i hånden, og i det øjeblik hjalp Jehova Gud mig virkelig til at lægge den væk.“ Ja, denne kvinde fik en kraft „ud over det normale“ som hjalp hende til at holde ud indtil den medicinske behandling begyndte at virke. Hun havde opnået virkelig tro gennem sit studium af Bibelen og ved at overvære kristne møder hvor hun fandt virkelige venner. Denne tro reddede hendes liv. — 2 Kor. 4:7, 8; Fil. 4:13.
En af de måder hvorpå Gud hjælper os, er at han har tilvejebragt sit ord, Bibelen, som viser os hvordan vi kan opnå et bedre familieliv, hvordan vi kan komme ud af det med andre, hvordan vi kan undgå en adfærd der giver os bekymringer og skyldfølelse, og hvordan vi kan beskæftige os med noget der har en mening og få et mål i tilværelsen. Hvis man lever i overensstemmelse med Bibelens vejledning vil man undgå mange stressfremkaldende situationer der medfører depressioner. — Kol. 3:5-14, 18-21; 1 Tim. 6:9, 10, 17-19.
Selv om man har en stærk tro kan man, hvis man lider af depression, have tvivl og måske føle at Gud har forladt en. I en sådan situation må man aldrig holde op med at bede. „Jeg bad hver dag — både fem og seks gange og meget indtrængende,“ fortæller en moder der var så deprimeret at hun i flere måneder knap nok kunne komme ud af sengen. „Jeg bad og bad om hjælp. Jeg tryglede Jehova Gud om hjælp til at finde en læge der kunne finde ud af hvad der var i vejen og hjælpe mig. Jeg bad om styrke til lige at holde mig i gang og få tingene til at køre på en måde så jeg ikke ødelagde det endnu mere for min familie.“ Denne vedholdenhed blev belønnet. Hun holdt ud indtil den rette medicinske behandling hjalp hende til at komme over sin dybe depression.
„Forebyg depression“
„Det bedste råd jeg kan give er dette: ’Forebyg depression,’“ har en der tidligere led af depression sagt. Men hvordan? Der findes ingen nemme eller sikre løsninger. Nogle eksperter har givet følgende forslag:
1. Byg ikke dine værdinormer på kærlighed, penge, social position, magt eller medikamenter. Hvis disse ting svigter, kan det blive katastrofalt for dig.
2. Stil realistiske krav til dig selv. Bestræb dig for at gøre dit bedste, men vær ikke perfektionist.
3. Vær opmærksom på de første symptomer (bekymring, angst, manglende koncentrationsevne). Kan du med rimelighed nå det du planlægger at gøre hver dag? Hvis ikke, så foretag de fornødne forandringer i din plan. Lær at sige „nej“ når det er nødvendigt.
Millioner af mennesker har imidlertid fundet at en af de bedste måder at klare hverdagens pres og forebygge depression på, er at opnå nøjagtig kundskab om Guds vilje og hensigter, han der kaldes „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. — 2 Kor. 1:3.
[Fodnote]
a Et kommende nummer af Vågn op! vil beskrive forskellige behandlingsmåder som har hjulpet mennesker med dyb depression.
[Ramme på side 8]
TANKER DER KAN DISPONERE EN FOR DEPRESSION
□ For at være lykkelig må alt hvad jeg foretager mig, lykkes for mig. Hvis jeg ikke er på toppen, er mit liv en fiasko.
□ Hvis jeg skal være lykkelig må jeg hele tiden være accepteret af alle.
□ Mit værd som menneske afhænger af hvad andre tænker om mig.
□ Jeg kan ikke leve uden kærlighed. Hvis min ægtefælle (ven, fader, moder, søn, datter) ikke elsker mig, er jeg ikke noget værd.
□ Hvis nogen er uenig med mig, betyder det at vedkommende ikke kan lide mig.
□ Jeg bør være en fuldkommen ven, fader moder, lærer, elev, ægtefælle.
□ Jeg skal kunne klare enhver vanskelighed uden at lade mig anfægte.
□ Jeg skal kunne finde en hurtig løsning på ethvert problem.
□ Jeg må aldrig føle mig såret; jeg skal altid være glad og afbalanceret.
□ Jeg må aldrig blive træt eller syg, men altid yde mest muligt.
Delvis baseret på Cognitive Therapy and the Emotional Disorders af dr. med. A. T. Beck