symboliserede dette ved vanddåben. Vi byder dem alle velkommen i det kristne broderskab. Når du betragter omstående rapport over Jehovas Vidners forkyndelse af Riget i det forløbne tjenesteår, vil du se at tusinder og atter tusinder fra jordens ene ende til den anden er kommet til livets og sandhedens vand som strømmer fra Guds ord, og er begyndt at forkynde den gode nyhed om Riget sammen med Jehovas Vidner.

18. Hvad er der at sige om vigtigheden af forkyndelsen, og hvad bør vi derfor være besluttede på?

¹⁸ Dag efter dag bliver tiden kortere for den nuværende onde tingenes ordning, og det bliver vigtigere og vigtigere at vi udnytter vore muligheder for at forkynde „den gode nyhed“. Måtte vi hver eneste dag ihærdigt stræbe efter at leve som trofaste disciple af Jesus, idet vi søger at følge det eksempel han satte som en forkæmper for sand tilbedelse. Måtte vi som den trofaste David vise usvækket nidkærhed for Jehovas hus og hans rene tilbedelse, så vi bevarer vor uangribelighed og fortsætter med at forkynde Riget indtil Jehova siger at arbejdet er færdigt. — Salme 69:10.

Spørgsmål fra læserne

● Hvornår kan man ’mærke sig’ en i menigheden der „vandrer uordentligt“? Kan man gøre det når som helst man føler det er nødvendigt, eller bør man vente til de ældste har holdt et foredrag om problemet?

Det at ’mærke sig’ en anden kristen er et alvorligt skridt som man ikke må tage let på. Man må selv afgøre hvornår det er nødvendigt at tage dette skridt, men i de fleste tilfælde bør det ske efter at de ældste har forsøgt at hjælpe den der fejler, også ved til sidst at holde et foredrag for menigheden om det problem det drejer sig om.

Da apostelen Paulus skrev til tessalonikerne at de skulle ’mærke sig’ nogle af menighedens medlemmer, skete det i forbindelse med at han tugtede visse personer i menigheden som var afveget betydeligt fra Guds vejledning. De ’vandrede uordentligt, idet de slet ikke arbejdede men blandede sig i hvad der ikke vedkom dem’. (2 Tessaloniker 3:6, 10-12) På trods af Bibelens vejledning imod dovenskab ville de ikke arbejde, og de var en økonomisk belastning for resten af menigheden. (Ordsprogene 6:6-11; 10:4, 5; 12:11, 24, 27; 24:30-34; 26:13-16) Paulus tog derfor åbent til orde imod deres adfærd, og han nævnte at hvis de ikke rettede sig efter denne myndige vejledning som nu var blevet givet over for hele menigheden, skulle man ’mærke sig dem’ og undgå dem, åbenbart i selskabelige anliggender.

Nogle har spekuleret på om de kan ’mærke sig’ en der handler i modstrid med en bibelsk vejledning, selv om de ældste ikke har holdt et foredrag for menigheden om den urette adfærd. Der kan være meget sjældne tilfælde hvor dette er nødvendigt. (Jævnfør Første Korinterbrev 5:1, 2.) Men i de fleste tilfælde er det, af flere grunde bedst at man venter med at ’mærke sig’ den pågældende til de ældste har forsøgt at gøre noget ved sagen, blandt andet ved at holde et foredrag for menigheden.

Én grund er at vi som ufuldkomne mennesker kan være tilbøjelige til at misbruge dette skridt, at bruge det som en slags straf for mindre forseelser eller som en sanktion mod nogle vi ikke bryder os om. Der kan for eksempel være en søster i menigheden som har en vanskelig personlighed. Hun ’går andre på nerverne’, idet hun er svær at omgås eller at gøre tilpas. Nogle søstre kunne da mene at de burde ’mærke sig’ hende og undgå hende. Men det ville ikke være i overensstemmelse med Jesu kærlige vejledning om at vi skal være barmhjertige mod vore brødre og søstre, idet vi overser deres fejl og ufuldkommenheder. Husk for eksempel hvad Jesus sagde i Mønsterbønnen om hvornår Gud vil tilgive os vor skyld eller vore overtrædelser. Jesus sagde også at vi må sørge for hurtigt at opnå forlig med hinanden. (Mattæus 5:23-25; 6:12) Det vil derfor være forkert at ’mærke sig’ en broder på grund af en mindre, personlig uoverensstemmelse.

Da Paulus skrev til tessalonikerne at de skulle ’mærke sig’ visse personer, var det ikke på grund af mindre uoverensstemmelser vedrørende personlighed, personlig smag eller private synspunkter. De ældste vil ikke nødvendigvis blande sig i sådanne ting eller give vejledning om den slags. Men ligesom Paulus må de være vågne for om nogle af menighedens medlemmer overtræder de bibelske principper i betydelig grad (selv om fejlene endnu ikke er blevet så alvorlige at de kan kræve udstødelse). Hvis nogle således fejler eller „vandrer uordentligt“, må de ældste vejlede dem privat. Som vi læser i Galaterbrevet 6:1: „Selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“

Hvis de ældstes gentagne forsøg på at hjælpe en sådan privat ikke fører til noget resultat, kan de drøfte sagen indbyrdes og beslutte at lade en iblandt dem holde et klart bibelsk foredrag for menigheden om sagen. Ligesom Paulus vil de ikke nævne den der i alvorlig grad tilsidesætter Guds vejledning, ved navn, men de vil advare mod den urette tankegang eller adfærd. På den måde vil menigheden blive mindet om Guds tanker og indstilling, og alle vil blive gjort opmærksomme på situationen, så de kan vogte sig for at blive besmittet eller vildledt. Derefter kan de enkelte kristne, som Paulus skrev, ’mærke sig’ den ’uordentlige’ og holde op med at omgås ham. Og eftersom de ældste har givet vejledning om problemet over for hele menigheden, vil den ’uordentlige’ kunne forstå hvorfor andre i menigheden afslår hans invitationer til selskabeligt samvær. — 2 Tessaloniker 3:13-15.

Som regel gør vi altså klogt i ikke at ’mærke os’ nogen medmindre de ældste åbent har behandlet sagen, ligesom Paulus åbent gav vejledning om en alvorlig sag og derefter gav det råd at de enkelte kunne ’mærke sig’ den pågældende. Anlægger vi denne holdning undgår vi den fare at vi uretmæssigt ’mærker os’ nogen på grund af mindre forseelser og spørgsmål som har at gøre med smag eller forskelle i personlighed. Desuden viser vi respekt for de ældstes opgave som kærlige hyrder der tager sig af hjorden. — 1 Peter 5:2.

● Hvorfor sagde Gud til Moses at han skulle anmode Farao om lov til at „drage tre dagsrejser ud i ørkenen“, når han i virkeligheden havde besluttet at israelitterne skulle forlade Ægypten for stedse?

Ved den brændende tornebusk åbenbarede Gud at han ville bruge Moses til at udfri israelitterne fra Ægypten og føre dem til et land der flød med mælk og honning. Han pålagde Moses at sige til Farao: „[Jehova], hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til [Jehova] vor Gud!“ — 2 Mosebog 3:18.

Eftersom Gud netop havde sagt til Moses at israelitterne skulle drage til det forjættede land, kunne det se ud til at han ikke sagde hele sandheden til Farao. Men de efterfølgende begivenheder viser at Gud greb sagen an på en måde der både var korrekt og tjente hans hensigt.

Israelitterne havde boet i Ægypten i over 200 år og blev behandlet som et folk af trælle. I overensstemmelse med sit uforanderlige løfte til Abraham ville Gud imidlertid gøre dem til et stort folk. De skulle bo i frihed i det land Gud havde vist Abraham, Kana’ans land. (1 Mosebog 12:1, 2, 7; 18:18; 22:17, 18) Ville Farao frivilligt rette sig efter Guds hensigt?

Nej, Jehova vidste på forhånd at Farao egenrådigt ville nægte at lade israelitterne forlade Ægypten, også selv om det kun var for en kort tid. Hvis Gud gennem Moses og Aron havde ladet Farao forstå at det var Hans vilje at Israel skulle forlade Ægypten permanent, kunne Farao have rejst indvendinger der ville have lydt ganske rimelige, som for eksempel at det ville være for stor en belastning for det ægyptiske samfund hvis over en million mennesker pludselig drog bort og ikke kom tilbage. Og andre ville måske have været tilbøjelige til at undskylde Faraos indstilling eller at sympatisere med ham. Derimod ville det ikke være noget større tab for ægypterne at israelitterne forlod Gosens land nogle få dage.

Da Farao genstridigt nægtede at lade israelitterne rejse, selv i nogle få dage, var det uomtvistelig klart at hans hjerte var hårdt. Der var simpelt hen ingen undskyldning for denne hårdhed eller for den øgede undertrykkelse Farao iværksatte. — 2 Mosebog 5:1-9.

Selv efter mange plager ville den stivnakkede Farao ikke tillade israelitterne at drage ud af Ægypten. Den tiende plage var imidlertid så stor en katastrofe for Ægypten at Farao gav Moses besked på at tage folket og drage bort — uden at stille betingelser om at de kun måtte rejse tre dagsrejser ud i ørkenen. Men kort efter udvandringen søgte Farao at fange israelitterne i en fælde og at få dem tilbage. Det mislykkedes imidlertid, og Farao selv døde i Det røde Hav. — 2 Mosebog 12:31-39; 14:5-9, 21-28; Salme 136:15.

Når Gud sagde til Moses at han blot skulle bede om lov til at folket måtte drage tre dagsrejser ud i ørkenen, hvilket var en rimelig anmodning, tjente dette altså som en prøve for Farao. Det åbenbarede hvad der boede i hans hjerte.