Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende
„Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For . . . hvad del har en troende med en ikke-troende?“ — 2 KORINTHER 6:14, 15.
1. Hvad førte til at en søster blev gift med en ikketroende mand?
FOR nogle år siden mistede et kvindeligt Jehovas vidne fra De Forenede Stater sin mand ved en bilulykke. „I begyndelsen var jeg fuldstændig lammet af sorg,“ fortæller hun, „men jeg var fast besluttet på at det ikke skulle gå ud over min tjeneste for Jehova. Efter et par år begyndte jeg imidlertid at føle mig som ’femte hjul til vognen’ når jeg var sammen med ægtepar i menigheden. Min datter og jeg blev ikke altid inviteret med på familieudflugter. Når jeg så at kristne par viste hinanden hengivenhed, følte jeg mig endnu mere ene og forladt. Tilsyneladende bemærkede ingen at jeg blev åndeligt svagere. Da en verdslig mand jeg kendte fra arbejdet inviterede mig ud at spise, sagde jeg derfor ja tak. Før jeg vidste af det, var jeg forelsket i ham. Til sidst var jeg så svag og overvældet af ensomhed at jeg indvilligede i at gifte mig med ham.“
2. Hvorfor er det naturligt at ønske at blive gift, og hvad skulle ægteskabet være?
2 Ja, ønsket om at dele livet med en ægtefælle kan være meget stærkt, og det er et naturligt ønske. Som Jehova selv sagde: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham [„som kompletterer ham“, „som passer til ham“].“ (1 Mosebog 2:18, fodnote i studieudgaven af New World Translation.) Ægteskabet skulle være et nært, varigt enhedsbånd mellem en mand og en kvinde. Det var ikke Adam men Jehova som sagde: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ (1 Mosebog 2:22-25; jævnfør Mattæus 19:4-6.) Måske længes du efter at finde dit „modstykke“.
3, 4. (a) Hvordan advarer Bibelen mod nære forhold til ikketroende? (b) I hvilken forstand kan Paulus’ vejledning om „ulige åg“ anvendes på ægteskabet? (c) Hvordan må de kristne i Korinth have opfattet udtrykket „ikketroende“? (Se fodnoten.)
3 Bibelen advarer imidlertid imod nære forhold til ikketroende. Som apostelen Paulus udtrykte det: „Lad jer ikke spænde i ulige åg [„Lad jer ikke spænde i et ulige spand,“ The Jerusalem Bible] med ikke-troende.a For . . . hvad del har en troende med en ikke-troende?“b (2 Korinther 6:14, 15) Paulus har måske tænkt på Moselovens forbud mod at lade en tyr og et æsel pløje sammen. (5 Mosebog 22:10) Hvis æselet blev spændt i et sådant ulige åg ville det lide under det, eftersom det er mindre og svagere. Ægteskabet er som et åg der binder mand og hustru sammen, og hvis en kristen giftede sig med en ikketroende ville det være et ulige åg. (Mattæus 19:6) Et ulige åg resulterer ofte i øgede problemer og vanskeligheder i ægteskabet. — Jævnfør Første Korintherbrev 7:28.
4 Men som oplevelsen i artiklens indledning viser, har nogle kristne valgt at gifte sig med ikketroende. Hvorfor finder nogle det svært at følge budet om ’kun at gifte sig i Herren’? — 1 Korinther 7:39.
Hvorfor nogle søger andre steder
5. Forklar hvordan det kan gå til at en kristen forelsker sig i en ikketroende.
5 Det er ikke fordi de nødvendigvis ønsker at ignorere Guds vejledning. Forestil dig for eksempel en kristen kvinde der gerne vil giftes. Hun forsøger at finde en kristen mand, men der er ikke mange passende, enlige brødre i hendes omgangskreds inden for sandheden. Hun tænker også på sin alder. Måske vil hun gerne have børn. Frygten for at blive gammel alene og behovet for at føle sig elsket kan gøre hende sårbar. Hvis en verdslig mand så viser hende interesse, kan det være svært for hende at afvise ham. Han virker måske flink og venlig, og han hverken ryger eller bander. Hun begynder at finde undskyldninger: ’Han er da mere tiltalende end mange af de brødre jeg kender!’ ’Han vil gerne studere Bibelen.’ ’Jeg kender flere tilfælde hvor søstre har giftet sig med ikketroende mænd, som så er blevet troende.’ ’Der er jo også nogle kristne ægteskaber som ikke går godt!’ — Se Jeremias 17:9.
6, 7. (a) Hvordan beskriver en ugift søster sin vanskelige situation? (b) Hvilket spørgsmål fortjener overvejelse?
6 En enlig kristen der gerne vil giftes, står i en meget vanskelig situation. Nogle føler sig desperate. „Der er utrolig få enlige brødre,“ fortæller en ugift søster om situationen der hvor hun bor. „Og der er utrolig mange enlige søstre. Når en søster er ude over den første ungdom har hun kun to muligheder: helt at lade være med at gifte sig, eller at gifte sig med den første den bedste.“
7 Men Bibelens vejledning er utvetydig: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende.“ (2 Korinther 6:14) Er denne guddommelige advarsel hård eller urimelig?
Et udtryk for Guds kærlige omsorg
8. Hvordan har Jehova vist at han ønsker det bedste for os?
8 Jehova ønsker at det skal gå os godt. Gav han ikke, trods store personlige omkostninger, sin søn som „en løsesum i bytte for mange“? (Mattæus 20:28) Er det ikke ham der ’lærer os hvad der gavner’? (Esajas 48:17) Har han ikke lovet at han ’ikke vil lade os blive fristet ud over hvad vi kan tåle’? (1 Korinther 10:13) Jo. Derfor må han også have vort bedste i tanke når han siger at vi ikke må lade os spænde i ulige åg med ikketroende. Tænk over hvordan denne advarsel er et udtryk for hans kærlige omsorg for os.
9. (a) Hvordan advarede Paulus kristne mod nære forhold til ikketroende? (b) Hvad betyder det græske ord der gengives med „harmoni“, og hvordan illustrerer det de vanskeligheder der opstår når en kristen bliver spændt i ulige åg med en ikketroende?
9 Det var Skaberens hensigt at ægteskabet skulle knytte mand og hustru nært sammen, så de blev „ét kød“. (1 Mosebog 2:24) Er det klogt af en kristen at få et så nært forhold til en ikketroende? Paulus svarer ved at stille en række indtrængende spørgsmål, der alle forudsætter et negativt svar: „For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni [græsk: symfōʹnēsis] er der mellem Kristus og Beliar [Satan]? Eller hvad del har en troende med en ikke-troende?“ (2 Korinther 6:14, 15) Det græske ord symfōʹnēsis betyder ordret oversat „samklang“ (af syn, „med“ eller „sam-“ og fōnēʹ, „lyd“). Det hentyder til en harmoni frembragt af musikinstrumenter. Der er naturligvis ingen harmoni mellem Kristus og Satan. På samme måde er det meget svært for mand og hustru i et ulige åg at ’spille på samme strenge’. De er som to musikinstrumenter der ikke harmonerer, men frembringer disharmoniske lyde i stedet for musik.
10. Hvad er grundlaget for et lykkeligt ægteskab, og hvilke fordele er der ved at være spændt i et lige åg?
10 Hvordan skulle et åndeligt menneske kunne være fuldstændig i harmoni med et sjæleligt menneske? (1 Korinther 2:14) Fælles tro, principper og mål er grundlaget for et lykkeligt ægteskab. Intet giver et ægteskab større styrke end fælles hengivenhed for Skaberen. I et lige åg kan mand og hustru anspore hinanden i tilbedelsen. De kan søge hjælp i Bibelen til at bilægge uoverensstemmelser. Er det da ikke tydeligt at når Jehova siger at vi ikke må lade os spænde i ulige åg med ikketroende, er det fordi han ønsker at vi skal nyde det tættest mulige forhold til ægtefællen?
11. Hvorfor måtte israelitterne ikke gifte sig med nogle der ikke tilbad Jehova, og hvilket tankevækkende spørgsmål rejser dette?
11 Hvis vi følger Bibelens advarsel vil vi også blive skånet for de smertelige resultater der ofte bliver følgen når en kristen lader sig spænde i ulige åg med en ikketroende. Der er for eksempel risiko for at den ikketroende vil vende den kristne bort fra tilbedelsen af Jehova. Tænk over Jehovas advarsel til fortidens israelitter. Han forbød dem at gifte sig med nogle der ikke tilbad ham. Hvorfor? „For han vil vende din søn bort fra mig,“ advarede Jehova, „og de vil tjene andre guder.“ (5 Mosebog 7:3, 4) Hvis en kristen møder modstand fra en ikketroende ægtefælle kan vedkommende også føle sig fristet til at gøre det der i øjeblikket synes lettest. Du tænker måske: ’Det sker ikke for mig!’ Men det skete for Salomon, trods hans store visdom. Kunne det så ikke ske for dig? — 1 Kongebog 11:1-6; jævnfør Første Kongebog 4:29, 30.
12. På hvilken måde var det til beskyttelse for israelitterne at Gud forbød dem at gifte sig med ikkeisraelitter? Nævn nogle eksempler.
12 Selv hvis den kristne ikke vender sig bort fra den sande tilbedelse, må han eller hun under alle omstændigheder kæmpe med de problemer og det pres der som regel opstår i et religiøst splittet hjem. Tænk igen på Guds lov til Israel. Lad os sige at en israelitisk pige indvilligede i at gifte sig med en kana’anæisk mand. I betragtning af hvilke seksuelle vaner man havde i Kana’an, var det så sandsynligt at han ville respektere hendes Guds lov? Ville han for eksempel villigt afholde sig fra seksuelt samkvem med hende under hendes menstruation, som Moseloven krævede?c (3 Mosebog 18:19; 20:18; jævnfør Tredje Mosebog 18:27.) Og hvis en israelitisk mand giftede sig med en kana’anæisk pige, hvor begejstret ville hun mon så være når han tre gange om året rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne? (5 Mosebog 16:16) Det er tydeligt for enhver at Guds forbud mod sådanne ægteskaber var en beskyttelse for israelitterne.
13. (a) Hvorfor har et verdsligt menneske ikke en bibeloplært, kristen samvittighed? (b) Hvilke problemer og hvilket pres oplever nogle i religiøst delte husstande?
13 Hvordan er det i dag? Verdslige menneskers moralnormer har intet tilfælles med Bibelens. Uanset hvor pæne og rare nogle verdslige mennesker synes at være, så har de ikke en bibeloplært, kristen samvittighed. De har ikke brugt flere år på at studere Guds ord, ’forny deres sind’ og ’afføre sig den gamle personlighed’. (Romerne 12:2; Kolossenserne 3:9) En kristen der lader sig spænde i åg med en ikketroende udsætter derfor sig selv for mange sorger. Nogle er gang på gang udsat for pres til at deltage i perverse seksuelle handlinger eller til at fejre verdslige højtider. Nogle klager endda over ensomhed. Som en søster skriver: „Den ensomhed man føler når man er gift med en som ikke elsker Jehova, er den værste man kan forestille sig. Man har jo ikke nogen at dele det vigtigste i livet, sandheden, med.“
14. (a) Hvorfor er det svært at opdrage børn i et delt hjem „i Jehovas tugt og formaning?“ (b) Hvilken virkning kan det have på børnene at vokse op i et delt hjem?
14 I en delt husstand kan det være meget svært at opdrage børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Vil den ikketroende for eksempel lade børnene overvære møderne og deltage i forkyndelsen? Tit ender det med at børnene bliver splittede — de elsker begge deres forældre, men kun den ene af dem elsker Jehova. En søster der har været gift med en ikketroende, fortæller: „Jeg havde mange sorger i de 20 år vores ægteskab varede. Mine sønner voksede op med en masse uro og følelsesmæssige konflikter, og er nu ikke længere i sandheden. Min datter er tit fortvivlet over at hun er nødt til at være væk fra mig så ofte fordi hendes far har samkvemsret. Alle disse problemer skyldes at jeg som 18-årig valgte at se bort fra et af Jehovas principper.“ Hvilket princip? ’Lad dig ikke spænde i ulige åg med ikke-troende.’
15. Hvorfor råder Jehova os til ikke at lade os spænde i ulige åg med ikketroende?
15 Der er ingen tvivl om at Jehova ønsker at vi skal glæde os mest muligt over livet. Det han kræver af os, deriblandt budet om at vi ikke må lade os spænde i ulige åg med ikketroende, er til vort eget bedste. (5 Mosebog 10:12, 13) At gifte sig med en ikketroende er at lade hånt om Bibelens vejledning, al praktisk visdom og andres smertelige erfaringer.
Spørgsmål der ofte stilles
16, 17. (a) Hvordan kan følelserne løbe af med en hvis man ikke passer på? (b) Skal man lade hånt om Guds lov fordi man kender eksempler på at kristne har giftet sig med ikketroende, som nu er kommet med i sandheden? Forklar.
16 Hvis vi ikke er på vagt kan vore følelser imidlertid løbe af med os. Vi begynder måske at opfatte vor egen situation som en undtagelse. Tænk over nogle af de spørgsmål der ofte stilles.
17 Der findes da tilfælde hvor en broder eller søster har giftet sig med en ikketroende, som nu er begyndt at tjene Jehova? Ja, men ikke desto mindre er Jehovas principper blevet overtrådt. Er det sandt at ’hensigten helliger midlet’? Den situation der opstod da jøderne vendte tilbage efter fangenskabet i Babylon viser hvordan Gud ser på dem der lader hånt om hans love. Da nogle af dem tog sig hedenske hustruer, udtalte bibelskribenterne Ezra og Nehemias en meget kontant fordømmelse af deres handlinger. De pågældende jøder havde „handlet troløst“, „begået en stor overtrædelse“ og pådraget sig „skyld“. (Ezra 10:10-14; Nehemias 13:27) Noget andet må også tages i betragtning: Når vi lader hånt om Guds vejledning kan vi tilføje os selv nogle åndelige skrammer der mærker samvittigheden. En søster hvis ikketroende mand med tiden er blevet troende, siger: ’Jeg må stadig kæmpe med de følelsesmæssige ar. Jeg kan ikke beskrive hvor fortvivlet jeg bliver når andre henviser til os og siger: „Det gik jo godt i deres tilfælde.“’
18. Hvad er det klogeste at gøre hvis man er forelsket i en som endnu ikke er døbt, og hvad viser man derved?
18 Jeg er forelsket i en der studerer Bibelen og kommer til møderne, men endnu ikke er døbt. Hvad skal jeg gøre? Det er altid dejligt når nogen viser interesse for sandheden. Spørgsmålet er imidlertid: Skal I begynde at komme sammen? Det klogeste er at vente til nogen tid efter at vedkommende er blevet døbt og er begyndt at opdyrke Guds ånds frugt. (Galaterne 5:22, 23) Dette råd er måske ikke let at følge, men ved at gøre det viser du respekt for Bibelens principper, og dette vil igen lægge en god grundvold for sand lykke i ægteskabet. Hvis din ven/veninde virkelig holder af dig og er ved at opdyrke kærlighed til Jehova, vil han/hun uden tvivl gerne vente indtil I begge er „i Herren“ — er indviede og døbte — med at begynde at komme sammen med dig. Husk også at ægte kærlighed ikke tager skade af at der går nogen tid. — 1 Korinther 7:39; 1 Mosebog 29:20.
19. Hvad må man huske på hvis man har svært ved at finde en ægtefælle blandt sine trosfæller?
19 Hvad skal man gøre hvis man har svært ved at finde en passende ægtefælle inden for sandheden? „Jeg er 26 år, ugift og meget ensom,“ siger en søster. Det kan være vanskeligt at være enlig, men det kan give endnu større problemer at være spændt i ulige åg i et ægteskab! Det kan kræve tro, selvbeherskelse og tålmodighed at adlyde Guds bud, men vær sikker på at Jehova kender din situation og ønsker det bedste for dig. (1 Peter 5:6, 7) Læg sagen frem for Jehova i bøn, og vent så på ham. (Salme 55:22) I denne tingenes ordning er der ingen der lever et fuldstændig tilfredsstillende liv. Dit hjerte længes måske inderligt efter en ægtefælle. Men andre har også deres problemer, hvoraf nogle ikke kan løses i denne tingenes ordning. Først i den nye verden vil Jehova ’mætte alt levende med hvad det ønsker’. — Salme 145:16.
20. Hvilken beslutning har en ugift søster truffet, og hvilken tilfredsstillelse kan du opnå ved at vise en lignende beslutsomhed?
20 Vær besluttet på ikke at lade dig spænde i ulige åg med en ikketroende. En 36-årig ugift søster giver udtryk for sin faste beslutning med disse ord: „Jeg beder hver dag til Jehova om en ægtefælle. Skønt jeg ikke ønsker at lede uden for Jehovas organisation, er fristelsen der alligevel. Men indtil jeg finder den rette vil jeg arbejde på at opdyrke egenskaber der kan forskønne min personlighed, så jeg bliver dén åndeligsindede kvinde som en åndeligsindet mand vil søge efter.“ Har du truffet den samme beslutning? Så kan du opnå den tilfredsstillelse det giver at bevise sin loyalitet over for den guddommelige retfærdigheds Gud. — Salme 37:27, 28.
[Fodnoter]
a I Første Korintherbrev 14:22 bruger Paulus betegnelsen „ikke-troende“ som modsætning til „troende“, det vil sige døbte. Korintherne ville derfor opfatte „ikke-troende“ som udøbte. — Se Apostelgerninger 8:13; 16:31-34; 18:8.
b „I udvidet forstand kan princippet udtrykkes således: ’Indgå ikke noget forhold med ikketroende, midlertidigt eller permanent, som ville føre til et kompromis med de kristne normer eller bryde det kristne vidnesbyrds konsekvens. Og hvorfor denne adskillelse? Fordi den ikketroende ikke deler den kristnes normer, sympatier og mål.’“ — The Expositor’s Bible Commentary, bind 10, side 359.
Kan du forklare dette:
◻ Hvordan advarer Bibelen os mod nære forhold til ikketroende?
◻ Hvorfor søger nogle indviede kristne efter en ægtefælle uden for menigheden?
◻ I hvilken forstand er Jehovas advarsel mod „ulige åg“ et udtryk for hans kærlige omsorg for os?
◻ Hvilke spørgsmål om ægteskab stilles ofte, og hvordan vil du besvare dem?