Ugift og lykkelig som pioner

FORTALT AF MARGARET STEPHENSON

MOMBASA, Østafrika, 1958. Den tropiske hede fik luften til at bølge og dækkede alt med en flimrende dis. Fluer summede irriterende rundt omkring mig. På havnen, under toldskurets bliktag, nærmede temperaturen sig 40 grader celsius. Mens jeg ventede tålmodigt løb sveden ned ad mine kinder. Fugtigheden hang over os som et dampende dække, og luften — der var klam og trykkende — var næsten for tyk til at man kunne ånde. Var hele Kenya virkelig sådan?

Jeg begyndte at spekulere på om dette i det hele taget var et sted for en ugift kvinde som mig! Jeg havde set billeder af vidtstrakte, bølgende sletter fyldt med vildt og med frodige skove, ja endda sneklædte bjerge, men her . . . „Hvad har jeg dog gjort?“ spurgte jeg mig selv. „Hvad er det jeg har rodet mig ind i?“

Alt var så anderledes i forhold til byen Ottawa i Canada, hvor jeg tidligere havde boet. Rejsen over havet havde taget fem uger. En rejse på flere tusind kilometer blot for at komme hertil! Ville der være nogen til at tage imod mig? Jeg vidste ikke om der overhovedet var nogen Jehovas vidner i Mombasa, så I kan sikkert forestille jer hvilken overraskelse og befrielse jeg følte ved at se en gruppe smilende ansigter. Det var meget opmuntrende! Og hvilken hjertelig velkomst!

Det første møde, samme aften, gjorde meget til at dæmpe min angst for dette nye og fremmede land. Der var kun to familier — men de var meget glade og opmuntrede over at høre erfaringer og få selskab. Der er et fantastisk stort arbejde at gøre her, tænkte jeg. Hvordan kunne jeg på nogen måde forlade disse få prægtige mennesker for at lade dem gøre arbejdet alene? Denne første aften var en stor hjælp for mig i min beslutning om at blive for at hjælpe så længe jeg kunne.

En opfordring efterkommes

„Kom over til Makedonien!“ Sådan lød den indbydelse der, omtrent 18 måneder tidligere, i 1957, var blevet fremsat af taleren ved Jehovas Vidners stævne i Seattle, Washington, USA. Vi var alle blevet opfordret til alvorligt at overveje om vore personlige forhold ville tillade os at imødekomme behovet for flere forkyndere der kunne hjælpe med at udbrede den gode nyhed om Riget, endog i fremmede lande. Jeg tænkte ved mig selv: „Er der egentlig noget som holder mig tilbage? Er der nogen som helst grund til at jeg ikke skulle stille mig til rådighed? Jeg er ugift og uafhængig. Jeg har altid kunnet lide at gøre tingene helhjertet, og her er en direkte anmodning fra Jehova som jeg burde reagere på.“ Jeg skyndte mig at notere alle de steder der af taleren blev udpeget som vor tids „Makedonien“, i erindring om det distrikt med stort behov hvor Paulus i det første århundrede var blevet tilskyndet af den hellige ånd til at tage hen. — Apostelgerninger 16:9, 10.

Du undrer dig sikkert over hvad der får en noget skrøbelig kvinde til, i en alder af godt og vel halvtreds år, at fatte mod og tage ud på egen hånd til en fjerntliggende egn på jorden. Var det eventyrlyst? Nej, slet ikke; jeg hører afgjort ikke til de eventyrlystne. Men måske skyldtes det påvirkning fra den ældre søster Bartlett, der med megen tålmodighed og kærlighed havde lært mig sandheden at kende inden min dåb i 1954. Hun opmuntrede altid til heltidstjeneste ved at lægge vægt på dens glæder og velsignelser. Og hvilke forandringer ville det ikke betyde i mit liv! Min fader havde allerede på det tidspunkt vist dyb respekt for Bibelen og Vagttårnet, men han var ikke nået dertil at han havde taget et klart standpunkt for sandheden. Jeg tøvede også for en stund. I to og et halvt år havde søster Bartlett forsøgt at opmuntre mig til at deltage i forkyndelsesarbejdet fra hus til hus. Jeg forstod hvorfor dette arbejde var nødvendigt, men jeg var bange. Da vi endelig havde gennemgået fire store studiebøger og jeg stadig kom med dårlige undskyldninger, tilskyndede hun mig indtrængende til at deltage i bladarbejdet på gaden. „Hvis du har nogen stolthed tilbage,“ sagde hun, „skal det nok få bugt med den.“ Hvor vidunderligt er det ikke at Jehova giver os alle den kraft vi behøver for at udføre hans vilje! — Filipperne 4:13.

Når jeg nu ser tilbage, er jeg meget taknemmelig for at pionertjenesten og dens velsignelser altid blev holdt frem for mig som et mål. Efter at have ’smagt’ og set at forkyndergerningen virkelig er et arbejde der giver sand tilfredshed, besluttede jeg mig i 1956 til at beskæftige mig med den på fuldtid, som pioner. Da jeg kunne tage min afsked fra mit verdslige arbejde året efter, sagde jeg til mig selv: „Hvorfor ikke gøre det nu, med det samme?“ Som sagt så gjort, og jeg var glad for det. „Skulle jeg sende en ansøgning til missionærskolen Gilead?“ spurgte jeg et ældre ægtepar. „Nej,“ svarede de, „du er for gammel!“ „Men så skulle jeg måske ansøge om at arbejde på Selskabets hovedkontor?“ Atter svarede de: „Du er for gammel, Margaret!“ ’Godt,’ tænkte jeg, ’så må jeg blot tjene hvor behovet er større.’ Forstandigt opfordrede de mig til i starten at rejse til et sted inden for Canadas grænser, for at se hvordan jeg kunne tilpasse mig og klare forandringer, før jeg forsøgte at rejse til et andet land.

Efter at jeg havde fået tildelt et distrikt, pakkede jeg mine sager og rejste 4000 kilometer fra Vancouver tværs over Canada til Ottawa. Der mødte jeg Aubrey og Eunice Clarke der lige var blevet udsendt fra Gileadskolen og skulle til Kenya. De var positive og tilbød venligt at sende mig alle de oplysninger de mente kunne være til hjælp for mig. Efter at jeg havde modtaget flere breve fyldt med praktiske råd, opmuntringer, forslag, advarsler og mange andre oplysninger der kunne hjælpe mig til at afgøre om jeg kunne føre mine planer ud i livet, tog jeg af sted.

Om jeg var bange? Slet ikke! . . . Ikke før jeg ankom til Mombasa. Men den varme de lokale brødre udstrålede og de anstrengelser de alle sammen gjorde for at jeg skulle føle mig velkommen og ønsket, gjorde at jeg snart fandt mig til rette. Efter et ophold på kun to dage ved kysten rejste jeg 480 kilometer ind i landet til hovedstaden Nairobi.

Arbejdsmarken bliver større

I begyndelsen var vores forkyndelse hovedsagelig af uformel karakter og foregik kun blandt europæere, da vort arbejde endnu ikke var juridisk anerkendt i Kenya. Disse omstændigheder frembød store udfordringer. Der var så mange mennesker vi skulle nå med den gode nyhed, og der var så få til at udføre forkyndelsen! Men et grundlag for større udvidelser var ved at blive lagt. Det var en glædelig dag i 1962, da vi endelig opnåede fuld anerkendelse og blev godkendt som et bibelselskab! Denne nye frihed medførte at vi kunne gå fra hus til hus for at forkynde for de lokale afrikanske folk.

Så gik vi i gang, bevæbnet med begejstring og nogle temmelig ubehjælpsomme, udenadlærte prædikener på swahili. Reaktionen på vor forkyndelse fik os til at dirre af begejstring. Mange nye bibelstudier blev oprettet, og folk var virkelig glade for at lære om sandheden! Forholdene var meget anderledes end jeg var vant til, og jeg kan huske at jeg tænkte: „Hvor har disse mennesker dog brug for sandhedens livgivende budskab!“

Gæstfrihed var en udpræget og vindende egenskab hos dem vi besøgte. Jeg har ikke tal på hvor mange kopper te vi drak. Midt i alt dette tændte sandhedens gnist pludselig lys, og den værdsættelse de nye viste for sandheden var en stærk tilskyndelse for os alle til at fortsætte med vort arbejde.

Ensom?

Betød det ensomhed at være så langt væk hjemmefra som enlig, ugift? Egentlig ikke. Der var så mange venner og så meget arbejde der skulle gøres! Vi foretog alt i fællesskab. Vi besøgte hinanden og var travlt optaget. Jeg har haft flere lejligheder til at blive gift, jeg har blot aldrig kunnet beslutte mig. I stedet har jeg som ugift været i stand til at anvende den yderligere bevægelsesfrihed til at være travlt optaget af forkyndelsen, og det har bragt mig stor lykke. Jeg skal indrømme at når jeg genbesøger interesserede familier, har jeg ofte tænkt: „Her kunne jeg måske godt have brugt en ægtefælle!“ Men da mange familier betænksomt tog mig med i det de foretog sig, var jeg sjældent alene. Her i Kenya har jeg en åndelig familie på næsten 15 medlemmer, der består af de forskellige jeg har haft det privilegium at hjælpe frem til indvielse og dåb. Blandt disse er en dame som har fem børn der forkynder den gode nyhed sammen med hende. Dette får virkelig en til at føle at det er alle anstrengelserne og ofrene værd. Disse nye har sammen med mine kære åndelige brødre og søstre fyldt mit liv i den grad at der altid har været nok at gøre og ikke ret megen tid til at føle sig alene.

Forkyndelsen forbydes — skal jeg blive eller rejse?

Hvilket chok! Som et lyn fra en klar himmel var forbudet trådt i kraft en morgen da vi vågnede. Ingen større sammenkomster, ingen forkyndelse, forbud mod vore publikationer og udvisning af missionærerne. Fremtiden tegnede meget usikker. Hvad skulle jeg gøre? Jeg tog af sted for at besøge en broder på Vagttårnsselskabets afdelingskontor. Han var i færd med at pakke for at forlade landet. „Skal jeg rejse eller skal jeg blive?“ spurgte jeg ham. Han svarede: „Hvis du kan, er det bedst at du bliver. Du kan stadig være til hjælp.“ Så tænkte jeg ved mig selv: „Jeg er kommet her for at hjælpe mine medmennesker og forkynde den gode nyhed så godt som jeg kan, og det er stadig muligt for mig.“ Men hvor var det et stort tab jeg følte da jeg vinkede farvel til missionærerne! Så mange gode venner og trosfæller — alle sammen borte på kort tid! Jeg savnede dem meget og gør det stadig.

Når jeg nu ser tilbage er jeg taknemmelig for at jeg tog initiativet til at opbygge gode forhold til og venskaber med de lokale brødre og andre der blev tilbage! Hvis jeg ikke havde gjort dette ville jeg have været fuldstændig overladt til mig selv. I fællesskab red vi stormen af. Og hvor var det en stor befrielse og lettelse vi følte blot få måneder senere da trykket begyndte at lette. Forbudet blev ophævet og vort arbejde blev igen juridisk anerkendt!

Langsomt begyndte hjælpen at vise sig, og det virkede opløftende både på os selv og på arbejdet. Hvor var det glædeligt at se hvordan forkyndelsen havde fremgang! Da jeg i sin tid kom til Kenya, var der kun omtrent 30 brødre og interesserede der kæmpede for at bringe sandhedens lys ud til andre mennesker. Nu er der næsten 3000 forkyndere af Riget, og mere end 4000 bibelstudier bliver afholdt her i landet. Tidligere kendte jeg alle ved vore små stævner. Men når jeg i dag betragter den store tætpakkede og farverige mængde af tilhørere ved stævnerne, er det umuligt. Jeg husker også det første lille afdelingskontor. I stedet for et lille kontor på to værelser, har vi nu et fint nyt afdelingskontor med tilhørende trykkeri.

Jehovas opretholdende kraft er altid til stede

For ikke så lang tid siden begyndte mine øjne at volde problemer, hvilket nødvendiggjorde nogle temmelig kostbare operationer. Det ville være gået hårdt ud over min i forvejen betrængte økonomi. Her måtte jeg igen afgøre om jeg skulle vende tilbage til Canada eller forsøge at blive i mit pionerdistrikt. Jeg forelagde dette problem i bønner til Jehova. Så I kan sikkert forestille jer min begejstring da jeg hørte nyheden om at den canadiske regering netop var ved at foretage ændringer i loven som ville muliggøre at pensioner kunne udbetales til canadiske statsborgere selv om disse ikke boede i Canada. Jehova havde åbnet en udvej for mig og jeg var meget glad, for jeg havde gjort Kenya til mit hjem og ønskede virkelig at blive der.

I årenes løb er mit forhold til Jehova stadig blevet uddybet. I min ugifte stand, i et afrikansk land, har jeg oplevet ham som min Beskytter. Han opretholder også en, for selv om jeg nu er 77 år virker jeg stadig i pionertjenesten — som jeg har gjort det i de forløbne 27 år. I løbet af disse år har jeg også lært at holde fast ved det der er ret, når der opstår problemer. Forholdene ændrer sig altid som tiden går, de vedbliver ikke at være de samme for altid. Og hvor er man glad når man har bevaret sin trofasthed! For mit vedkommende håber jeg at kunne fortsætte med at tjene Jehova som en glad pioner, så længe som muligt.

„Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp,

den hvis håb står til Jehova hans Gud,

som frembragte himmel og jord,

havet, og alt hvad der er i dem,

som bevarer sandhed evindelig.“

— Salme 146:5, 6.

[Illustration på side 29]

Reaktionen på vore swahiliprædikener fik os til at dirre af begejstring