Kenya og dets nabolande

FOR 144 år siden svirrede rygterne i hele London. Johannes Rebmann, en tysk opdagelsesrejsende, fortalte at han havde set et mægtigt bjerg i Østafrika, et bjerg så højt at der var sne på toppen. Selv om denne opsigtsvækkende nyhed betog mange, rystede de professionelle geografer på hovedet. Sne ved ækvator? Det kunne kun være i Rebmanns fantasi, mente de.

Nogle år senere fortalte andre europæiske opdagelsesrejsende at de havde hørt om primitive, dværglignende mennesker der levede i skovene, mennesker som ingen hvid mand nogen sinde havde set. Igen var de sagkyndige skeptiske. Det måtte være en røverhistorie.

Men eksperterne tog fejl i begge tilfælde. Senere fandt man det høje Kilimanjaro, som er sneklædt året rundt. Det blev også bekræftet at der findes pygmæer. Mændenes gennemsnitshøjde er 137 centimeter.

Østafrika er et betagende område. Få steder på jorden er så rige på spændende oplevelser, farver og skønhed som dette hjørne af Afrika. Her findes ikke kun sneklædte bjerge men også brændende ørkener. I dette område bor ikke alene verdens mindste mennesker, men også de højeste, nemlig tutsierne og dinkaerne. Det er ikke ualmindeligt at mændene i disse folkegrupper bliver over to meter og ti.

Sprog og befolkningsgrupper

Landet er meget forskelligartet. De 150 millioner indbyggere fordeler sig på mere end 350 etniske grupper. Alene i Tanzania findes der omkring 125 sådanne grupper. I Kenya er der omkring 40 forskellige grupper, lige fra kikuyuerne, hvoraf der bor mange i Nairobis moderne forretningsområde, til masaierne, kvægnomader som hovedsagelig lever af mælk og blod fra deres hjorde.

Der tales derfor også mange forskellige sprog i Østafrika. Selv om de dybest set kan opdeles i nogle få større sprogfamilier, tales der i hundredvis af lokale sprog. Alene i Etiopien tales der over hundrede sprog. Et af dem er et ’rent sprog’ som vil forene ikke alene Østafrika, men hele verden. — Zef. 3:9.

Bjerge, søer og dyreliv

Selv om det meste af Østafrika har tropisk klima, forekommer det indre af landet, højsletten, køligt i sammenligning med kystlandet. Den Østafrikanske Gravsænkning skærer sig igennem dette område i nord-sydgående retning og danner en 6400 kilometer lang spaltning i jordens skorpe. Langs denne gravsænkning hæver der sig udslukte vulkaner. Den mest berømte af disse er Kilimanjaro. Med sine næsten 6000 meter er det Afrikas højeste bjerg. Længere nordpå ligger Mount Kenya. Dette bjerg udgør et topografisk paradoks, med foden stående på den solhede ækvator og de to tinder beklædt med evig sne.

Søerne mellem bjergryggene er hjemsted for en talrig og umådelig varieret vandfuglebestand — pelikaner, isfugle, gæs, traner, hejrer, storke, ibiser og skestorke, for blot at nævne nogle få. Den høje koncentration af soda i gravsænkningssøerne giver næring til saltsøkrebsen og den blågrønne alge som flamingoerne lever af. Der findes næsten to millioner af disse yndefulde fugle i Østafrika. En stor flok flyvende flamingoer er afgjort noget af det mest betagende man kan se på hele kontinentet. Det er som om der er trukket et lyserødt malerstrøg tværs over den klare blå himmel.

Overalt ser man mærkelige, spændende og smukke fugle. En solfugl hvis fjerdragt spiller i alle regnbuens farver suger nektar fra en blomst. En skinnende gul væverfugl er ved at bygge sin komplicerede rede i papyrusen. En grib svæver ubesværet under skyerne.

Der er selvfølgelig også de store dyr. På savannen kan man se elefanter, zebraer, næsehorn, bøfler, giraffer, løver, leoparder og mere end 60 forskellige antilopearter. Der er mulighed for at se gnuer som i titusindvis buldrer hen over sletterne, en lille abe der titter frem fra et akacietræ eller en langbenet struds der søger efter føde.

Ja, uanset om man befinder sig på Danakilsletten, et af de varmeste steder på jorden, eller i Månebjergene hvor gorillaer boltrer sig, eller på de hvide sandstrande hvor hundrede år gamle landskildpadder kravler rundt, vil man opdage at Østafrika er noget helt for sig.

Et religiøst spektrum

Op gennem historien har folk i Østafrika hovedsagelig fulgt stammereligionerne, undtagen i Etiopien, hvor den etiopisk-ortodokse kirke har øvet indflydelse siden det fjerde århundrede. Med Mekka på den anden side af Det Røde Hav og de periodiske passatvinde til at bringe arabiske dhaw’er (sejlbåde) fra Den Persiske Golf til den østafrikanske kyst, fik islam hurtigt sine tilhængere. Den indbringende slavehandel i det 18. og 19. århundrede, der hentede mange ofre fra området mellem de store søer og øen Zanzibar, bevirkede at muslimerne bredte sig længere sydpå og ind i landet. I dag er cirka 40 procent af befolkningen i Østafrika muslimer, selv om procenten er væsentlig lavere i visse lande, for eksempel Uganda, Kenya, Rwanda og Seychellerne.

I det 19. århundrede kom også de europæiske opdagelsesrejsende og missionærer, som grundlagde kolonialismen. Det britiske verdensrige gjorde krav på de områder der blev kendt som Anglo-Egyptisk Sudan og Britisk Østafrika. Englænderne, franskmændene og italienerne delte Somaliland mellem sig. Belgien forvaltede Rwanda og Urundi (nutidens Burundi). Italien herskede i korte perioder over Eritrea (Etiopien), og Tyskland beherskede Tysk Østafrika, som nu hedder Tanzania.a Kristenhedens missionærer opdelte områderne i interessesfærer, så en bestemt „kirke“ havde en slags monopol inden for et bestemt område. Der blev bygget skoler og hospitaler, og Bibelen blev oversat til mange forskellige sprog.

I dag er to tredjedele af Kenyas indbyggere navnkristne, mens det i resten af Østafrika kun er lidt under halvdelen der bekender sig til kristendommen. Nogle stammer har holdt fast ved deres animistiske opfattelser, og animisterne udgør i dag mellem en femtedel og en fjerdedel af befolkningen. Asiatiske indvandrere har holdt fast ved Østens religioner.

I nyere tid har nationalismen vundet mere indpas i Afrika, og i løbet af 1960’erne opnåede det ene land efter det andet selvstændighed. Det betød i de fleste tilfælde større tilbedelsesfrihed. Nationalismen åbnede også dørene for mange nye selvbestaltede profeter som tilpassede kristenhedens trosretninger efter afrikanske forhold og grundlagde i hundredvis af nye sekter, hvoriblandt der herskede megen forvirring og mange stridigheder. Når disse modstridende opfattelser udviklede sig til had, førte det til hård forfølgelse af nogle trosretningers tilhængere.

Kristenhedens kirker gik ikke i Kristi fodspor, eftersom de engagerede sig i både kolonipolitik og forretningsforetagender. De var heller ikke i stand til at få flertallet af deres medlemmer til at foretage varige moralske forandringer. Nu var tiden inde til at lade sandhedens lys fra Bibelen skinne i Østafrika.

De første pionerer tænder en fakkel

Omkring 60 år efter at de berømte opdagelsesrejsende Livingstone og Stanley mødtes ved Tanganyikasøens bredder, og endnu før nogen havde udforsket Nilens sydligste udspring, blev der for første gang gjort forsøg på at lade Bibelens sandhedslys skinne i denne del af Afrika. På det tidspunkt var bibelstudenterne i andre dele af verden allerede travlt optaget af at afsløre falske lærepunkter og gøre mennesker opmærksomme på betydningen af de aktuelle begivenheder. I Afrika tog arbejdet sin begyndelse på vestkysten og på kontinentets sydspids, Kap det Gode Håb.

I 1931, det år da de internationale bibelstudenter antog det bibelske navn Jehovas Vidner, spejdede Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Cape Town efter muligheder for at så sandhedens sæd på kontinentets østkyst og inde i landet hvor det var muligt. Gray Smith og hans storebroder Frank, to modige pionerforkyndere fra Cape Town, rejste til Britisk Østafrika for at undersøge mulighederne for at udbrede den gode nyhed. De lavede en bil, en De Soto, om til en husvogn, kørte den om bord på et skib sammen med 40 kartoner bøger, og sejlede til Kenyas havneby Mombasa. Kort forinden var der blevet bygget en jernbane fra Mombasa til Uganda, tværs gennem Kenyas højland. I Mombasa sendte de to pionerer derfor deres dyrebare bøger med tog til hovedstaden Nairobi, som ligger i cirka 1600 meters højde, og som omkring 20 år tidligere blot havde bestået af nogle få faldefærdige lagerskure langs jernbanelinjen.

Brødrene Smith tog så fat på den 580 kilometer lange tur til Nairobi. I dag tager det cirka syv timer at tilbagelægge denne rute på en moderne, asfalteret vej; men dengang var sådan en tur i en fuldt lastet husvogn det rene vovestykke. Vi får et lille indtryk af turen og forkyndelsesarbejdet i Nairobi gennem den rapport de sendte til Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Den blev offentliggjort i The Watchtower for 1. august 1931:

„Kære broder Rutherford!

Min broder og jeg har mange gange takket dig for den forret det er at komme fra Sydafrika til dette uberørte land.

Vi medbragte vores husvogn på S.S. ’Llamtepher’, som sejlede fra Cape Town til Mombasa. Efter en behagelig sørejse tog vi fat på den mest rædselsfulde biltur jeg nogen sinde har oplevet. Det tog os fire dage at køre de 580 kilometer fra Mombasa til Nairobi, og vi kørte dagen lang. Vi sov i bushen, omgivet af vilde dyr.

Kilometer for kilometer måtte jeg ud med en skovl for at jævne forhøjninger og fylde huller, og jeg måtte skære elefantgræs og fælde træer til at fylde i mudderet så hjulene havde noget at gribe fat i. Vi kørte hele dagen og noget af natten, ivrige efter at fortsætte forkyndelsen.

Langt om længe kom vi til Kenyas hovedstad, Nairobi, som ligger nær ved ækvator og Centralafrika. Og Herren velsignede vore anstrengelser med resultater der står til en verdensrekord. Vi forkyndte begge i enogtyve dage, lørdage og søndage indbefattet, og i denne korte tid spredte vi 600 brochurer og 120 hele bogsæt bestående af ni bind. Vi blev truet med politiet, kaldt løgnere, hånet og beordret til at forlade kontorer. Men vi fortsatte, og arbejdet er næsten fuldført. Der er blevet tændt en fakkel som vil oplyse den mørkeste del af Afrika. Efter hvad vi hører har forkyndelsen religiøst set vendt op og ned på Nairobi.

Jeg vender tilbage til Cape Town, men min broder planlægger at forkynde videre ned gennem Congo og Nordrhodesia til Cape Town, hvor vi mødes igen for at være parate til den næste opgave.

Din i Herrens tjeneste

F. W. Smith, Kolportør.“

Under kolonistyret var det ikke tilladt at have kontakt med afrikanerne, så brødrene Smith spredte det meste af deres læsestof til katolikker som var kommet fra Goa på Indiens vestkyst for at bygge jernbanen. Men de katolske præster blev rasende over de sandheder der blev forklaret i disse bibelske publikationer, og samlede og brændte alle de bøger de kunne få fat i.

Senere fik de to brødre malaria, en sygdom der havde berøvet mange rejsende livet. Gray kom sig efter fire måneder på hospitalet, men hans broder Frank døde før han nåede Cape Town.

Arbejdet videreføres modigt

I Sydafrika forberedte pionererne Robert Nisbet og David Norman sig i mellemtiden på at følge arbejdet op efter denne dristige indsats. Robert Nisbet husker hvordan han ved sin ankomst fra Skotland til afdelingskontoret i Cape Town fik forevist 200 kartoner bøger og brochurer, klar til at blive sendt til Østafrika. Det var fem gange så meget som brødrene Smith havde medbragt!

Den 31. august 1931 indledte de deres kampagne i Dar-es-Salaam, Tanganyikas hovedstad. De beskyttede sig mod malaria ved at sove under moskitonet og ved at tage en daglig dosis kinin. Deres opgave var ikke let. Broder Nisbet fortæller: „Solens blændende skær i de brolagte gader, den voldsomme, fugtige varme og det at skulle bære tunge ladninger af bøger og brochurer fra besøg til besøg var blot nogle af de vanskeligheder vi kom ud for. Men vi var unge og stærke og vi kunne lide det.“

I løbet af to uger spredte disse to pionerer næsten et tusind bøger og brochurer ved at besøge butikker, kontorer og beboelser. Blandt andet afsatte de mange såkaldte regnbuesæt bestående af 9 bøger med forskellige klare farver og 11 brochurer som forklarede Bibelen. Det varede ikke længe inden den katolske kirke havde udsendt en meddelelse som forbød alle katolikker at have den slags læsestof i huset.

Fra Dar-es-Salaam rejste de to pionerer videre til Zanzibar, en ø der ligger cirka 40 kilometer fra kysten, og som engang var et vigtigt center for slavehandel. Den gamle by af samme navn, med dens labyrinter af smalle, snoede gader, var indhyllet i en konstant duft af kryddernellike, da Zanzibar var den førende eksportør af dette krydderi. Befolkningen, som dengang var på omkring en kvart million, bestod mest af swahilitalende muslimer. Eftersom bøgerne og brochurerne var på engelsk, blev de fleste spredt til engelsktalende indere og arabere.

Da pionererne havde tilbragt ti dage i Zanzibar, tog de et skib til Mombasa i Kenya for at komme op til Kenyas højslette. Fra Mombasa rejste de med tog, idet de forkyndte langs jernbanelinjen helt til Victoriasøen, som ligger lige syd for ækvator.

Derefter fortsatte de med båd til Ugandas hovedstad, Kampala, hvor de spredte mange bøger og tegnede abonnementer på Den gyldne Tidsalder (i dag kendt som Vågn op!). En mand som havde set sin ven læse ivrigt i bogen Regering, rejste 80 kilometer for at finde brødrene og købte alle de bøger han kunne få fat i, og tegnede desuden abonnement på Den gyldne Tidsalder.

Derpå vendte de to pionerer tilbage til Mombasa via Jinja og Kisumu ved Victoriasøen. Der spredte de igen meget læsestof og holdt to bibelske foredrag, som mange goanere overværede. Derfra sejlede de tilbage til Cape Town, en rejse på 5000 kilometer. Broder Nisbet og broder Norman spredte i alt mere end 5000 bøger og brochurer og tegnede mange abonnementer.

Tværs gennem det halve Afrika

I 1935, det år da man fik forståelse af at der skulle indsamles en stor skare som skulle leve i et jordisk paradis, påtog fire Jehovas vidner sig at udføre en tredje forkynderkampagne i Østafrika. Det var Gray Smith, den overlevende fra den første kampagne, og hans hustru, Olga, og de to brødre Robert og George Nisbet. George var kommet til Cape Town i marts.b

Denne gang var de godt udrustet med to trekvarttons varevogne udstyret som beboelsesvogne, komplette med senge, køkken, vandforsyning, reservedunk til benzin og løse stativer med moskitonet. Nu kunne de nå ud til endnu flere byer, selv om vejene nogle gange var tilgroet med tre meter højt græs. Disse pionerer sov ofte ude i det fri og kunne både høre, se og føle det virkelige Afrika med dets vide horisonter og rige dyreliv: brølende løver om natten og fredeligt græssende zebraer, gazeller og giraffer om dagen — foruden den ildevarslende tilstedeværelse af næsehorn og elefanter.

De fulgte en del af vejen mellem Kap det Gode Håb og Kairo. Denne såkaldte vej bestod dels af lange, øde og støvede strækninger og dels af stenede strækninger med mudderhuller, blødt sand og krydsende floder. Da de nåede Tanganyika delte de sig i to grupper. Brødrene Nisbet fortsatte til Nairobi, mens broder og søster Smith blev i Tanganyika, som dengang var under britisk herredømme.

Snart blev ægteparret Smith arresteret af politiet og fik besked på at vende tilbage til Sydafrika. I stedet fulgte de brødrene Nisbet og tog nordpå til Nairobi, hvor de fik lov til at blive hvis de deponerede 160 dollars hos det lokale politi. Pionererne var flittige. De spredte over 3000 bøger og omkring 7000 brochurer, foruden at de tegnede mange abonnementer på Den gyldne Tidsalder. Til sidst førte stigende religiøs modstand til at de fik besked på at forlade landet. Efter kraftige men forgæves protester mod udvisningen rejste tre af pionererne tilbage til Sydafrika. De måtte efterlade Robert Nisbet, som lå med tyfus på et hospital i Nairobi. Heldigvis kom han sig og kunne ligeledes vende tilbage til Sydafrika.

Senere havde Robert og George Nisbet den forret at gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead, og i 1951 blev de sendt til øen Mauritius i Det Indiske Ocean som missionærer. Robert Nisbet er nu i Australien, og hans broder George tjente på det sydafrikanske afdelingskontor indtil sin død i 1989.

Ligesom missionærerne fra det første århundrede, der omtales i Apostelgerninger, havde disse pionerer dyb kærlighed til Jehova og deres medmennesker trods de vanskeligheder og farer det medførte. Fire af de seks pionerer der kom til Østafrika måtte gennem længerevarende hospitalsophold, og en af dem døde. Men der blev aflagt et vidnesbyrd, og bøgerne holdt interessen ved lige. Da en forkynder omkring 30 år senere gennemgik et afsidesliggende landdistrikt i Kenya, traf han for eksempel en mand der havde modtaget bogen Forligelse i 1935. Denne mand er nu selv en forkynder.

Endnu en pioner — i det skjulte rige

Omkring samme tid kom en anden modig pioner, Krikor Hatzakortzian, til Etiopien for at videregive åndelig oplysning på sit modersmål, armensk, såvel som på græsk og fransk. Han vovede sig ind i et land som på mange måder var usædvanligt. En væsentlig del af landet består af en stor trekantet slette der ligger omkring 2000 meter over havet. Der er høje tinder og nøgne, kegleformede plateaubjerge med frugtbare sletter på toppen, omgivet af dale. Den Blå Nil har sit udspring her og løber gennem imponerende dybe floddale. Også Tekezefloden løber gennem en dyb floddal, som minder nogle om Grand Canyon i Nordamerika. Dette bjergrige område danner Etiopiens grænse mod det sudanske lavland mod vest og mod Danakil- og Ogadenørkenen mod øst.

Etiopien blev tidligt i historien et selvstændigt rige. Kejser Ezana indførte kristenhedens lære omkring tidspunktet for kirkemødet i Nikæa i det fjerde århundrede. Den etiopisk-ortodokse kirke, der lægger vægt på tilbedelsen af Maria og korset og har forbindelser til den gamle jødedom, har været en magtfuld faktor i Etiopiens historie. Den gjorde Etiopien til et skjult „kristent“ rige som modstod den muslimske fremmarch fra lavlandet. Kejser Haile Selassie, hvis navn betød „Treenighedens Kraft“, bar titler som „Kongernes Konge“, „Judas Løve“ og „Guds Udvalgte“. Desuden var han forfatningsmæssigt forpligtet til at forsvare kirkens interesser. Men folket blev holdt i åndeligt mørke og kunne let opildnes til fanatiske handlinger.

I disse omgivelser begyndte broder Hatzakortzian i 1935 som pioner uden nogen makker, men i fuld tillid til Jehova. De følgende uddrag fra et brev om hans forkyndervirksomhed, som blev bragt i Vagttaarnet for 1. februar 1936, giver os et indtryk af hvad han kom ud for:

„Jeg synes ikke, det er saa besynderligt at blive forfulgt for Retfærdighedens Skyld, og jeg venter, at der vil komme endnu mere af den Slags. . . . Hærskarers Jehova har bevaret mig hidtil, og han vil ogsaa gøre det i Fremtiden.

En Dag ved Middagstid, da jeg kom hjem fra min Gerning, dukkede en af Satans Repræsentanter pludselig frem fra et Sted, hvor han havde skjult sig, og slog mig to Gange oven i Hovedet med en stor Stav. Slagene var saa haarde, at Staven gik i Stykker. Dog ved Herrens Hjælp og til stor Forbavselse for mine Naboer, var mit Saar ikke særlig alvorligt. Jeg laa kun i Sengen to Dage. Ved en anden Lejlighed overfaldt Fjendens Haandlangere mig med Knive; men just i det Øjeblik, de skulde til at stikke mig, slap de under Indflydelse af en usynlig Magt deres Knive og forsvandt.

[De] fortsatte imidlertid deres Forfølgelse. Denne Gang fremførte de en falsk Anklage imod mig og sendte mig til Hovedstaden (Addis Abeba), for at jeg kunde blive fremstillet for Kejseren. Under mit Ophold (fire Maaneder) i Hovedstaden gik jeg rundt alle Vegne og aflagde Vidnesbyrdet, fra Hus til Hus saavel som i Hoteller og Restaurationer. Til sidst blev jeg stedt for Kejseren. Han hørte paa mig, og da han ikke fandt nogen Skyld hos mig, gav han mig fri og beordrede mig at tage hjem. Lovet være Herren for hans Sejr!

Folket lever i Frygt og Forvirring, men jeg glæder mig i Herren. Maa den almægtige Jehova rigt velsigne jer og give jer Styrke til at fuldbyrde den Gerning, han har givet jer at udføre.

Jeres broder i Kristus

K. Hatzakortzian.“

Under den anden verdenskrigs tumulter hørte man intet fra broder Hatzakortzian. Men i begyndelsen af 1950’erne, da nogle gileadmissionærer kom til Addis Abeba, hørte de om en mand i Diredau (Dire Daua) „der taler ligesom jer“. Haywood Ward tog til denne by i den østlige del af landet og fandt en gammel mand som ikke kunne engelsk. Da missionærbroderen forklarede hvem han var, brast den gamle mand i gråd, så op mod himmelen og mumlede noget på armensk, blandt andet Jehovas navn. Det var broder Hatzakortzian. Den dag han havde længtes efter, var nu kommet! Han græd af glæde og omfavnede broder Ward. Derefter fandt han med stolthed nogle gamle kasser frem og viste nogle medtagne bøger og numre af Vagttårnet, mens han hele tiden talte fornøjet på et sprog som hans gæst ikke forstod.

Broder Ward var meget glad for at have mødt broder Hatzakortzian og regnede med at besøge ham igen, men sådan skulle det ikke gå. Da nogle andre missionærer senere ville besøge ham, fandt de kun nogle sørgende mennesker. Broder Hatzakortzian var død.

For missionærerne var han en slags „Melkizedek“. (Hebr. 7:1-3) Der var mange ubesvarede spørgsmål: Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvor lærte han sandheden at kende? Hvad skete der med ham i de svære år under den anden verdenskrig? Ét var dog sikkert: Han havde modigt tjent som en af de første pionerer i Etiopien.

Arbejdet grundlægges på ny i Kenya

I november 1949 flyttede Mary Whittington til Kenya fra England sammen med sine tre små børn for at slutte sig til sin mand, som arbejdede for de østafrikanske jernbaner i Nairobi. Selv om det kun var et lille års tid siden hun var blevet døbt, lærte hun snart at stå på egne ben. Hun var en spinkel og karakterfast kvinde med en stærk pionerånd, og hun forfaldt ikke til ensomhedsfølelse i et land der var større end hendes fødeland England. I stedet så hun muligheden for at udbrede sandheden i denne store arbejdsmark.

Kolonitidens tvungne raceadskillelse bevirkede at søster Whittington måtte nøjes med at henvende sig til europæerne da hun begyndte at forkynde fra hus til hus i nabolaget. Folk var meget venlige; de inviterede hende ofte ind og tog imod bibelsk læsestof. De spurgte tit: „Hvor holder I jeres møder?“ Hun svarede at så vidt hun vidste, var hun det eneste Jehovas vidne i hele landet!

Hendes uangribelighed kom snart på prøve. Inden der var gået tre måneder fik hendes mand af sine overordnede at vide at hans kones forkyndervirksomhed havde vakt politiets mishag. Hvis hun insisterede på at fortsætte, kunne hun blive udvist af kolonien. Hendes mand bad hende derfor om kun at forkynde for sine venner. Hun svarede at hun ikke havde nogen venner i Kenya og at hendes kristne trofasthed bød hende at fortsætte med at forkynde. Hendes mand gjorde hende det klart at hvis hun blev udvist, ville han beholde børnene.

Få måneder senere besøgte nogle fra en særlig politiafdeling hr. Whittington på hans kontor og bad om at få nogle prøveeksemplarer af det læsestof hans kone gik og delte ud. Søster Whittington gav dem med glæde en rigelig forsyning. Betjenten som leverede dem tilbage, sagde at han havde været glad for at læse dem. Han forbød ikke hendes forkyndelsesarbejde, men understregede at hun ikke måtte forkynde for den afrikanske befolkning. Det var ikke noget problem, da der på det tidspunkt var mere end rigeligt at gøre blandt de ikkeafrikanske indbyggere i Nairobi.

Kort tid efter fik søster Whittington en makker, men ikke netop på den måde som hun havde forventet. Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Nordrhodesia underrettede hende om en fru Butler som var interesseret i bibelske emner. Olga Butler, som var af seychellisk oprindelse, havde modtaget Selskabets publikationer i Tanganyika i mere end ti år og var nu kommet til Nairobi efter at hendes mand for nylig var død. De kontaktede hinanden pr. brev og aftalte at mødes på en café i centrum. Inden længe var de godt i gang med et bibelstudium. Det foregik i begyndelsen i en offentlig park, da det stadig var forbudt at omgås andre racer. To år senere blev Olga Butler døbt i familien Whittingtons badekar.

Forsøg på at yde hjælp

For at åbne denne store arbejdsmark og hjælpe søster Whittington, der var næsten helt alene, forsøgte man at sende missionærer til landet. Men det ville koloniregeringen ikke tillade. I 1952 besøgte Vagttårnsselskabets præsident, Nathan H. Knorr, og hans sekretær, Milton G. Henschel, Nairobi og var en aften sammen med nogle få brødre og søstre fra Kenya og Uganda. Endnu en gang ansøgte man om indrejsetilladelse til missionærer, men fik igen afslag.

Desuden kom der vanskeligheder fra en anden side. Mau-Mau-bevægelsens oprør førte til undtagelsestilstand. Det blev af den grund forbudt at samles i større antal end ni, medmindre møderne på forhånd var blevet registreret af regeringen. I 1956 afviste regeringen at registrere kristne møder. I disse år kom der en del udenlandske Jehovas vidner til Kenya i kortere perioder, men det var kun Mary Whittington, hendes børn og Olga Butler der blev og forkyndte den gode nyhed.

Gileadmissionærer ankommer

Sådan var forholdene i 1956 da gileadmissionærerne William og Muriel Nisbet kom til Nairobi fra Skotland. William Nisbet var broder til de to første pionerer som var taget til Kenya fra Sydafrika i 1930’erne. For at kunne blive i landet måtte broder Nisbet tage arbejde, men han kunne stadig føre tilsyn med den lille bibelstudiegruppe. Imens tilbragte søster Nisbet og søster Whittington diskret hver formiddag i hus-til-hus-forkyndelsen.

Broder og søster Nisbet var glade for at blive sendt til Nairobi. Byen var blevet en velholdt og moderne hovedstad. Det tempererede klima og Ngongbjergene i horisonten mindede dem om Skotland. Mod sydøst kunne man en klar dag se sneen glitre i solen på toppen af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Mod nord kunne man se omridset af det forrevne Mount Kenya, bjerget som har lagt navn til dette land. Og dyreelskernes paradis var lige i nærheden — Nairobi Nationalpark med løver, geparder, næsehorn, bøfler, giraffer, zebraer og antiloper.

Ægteparret Nisbets hovedinteresse var dog at oprette bibelstudier. Et af dem blev holdt med en betjent fra den særlige politiafdeling og hans familie. Uden at broder og søster Nisbet vidste det, havde betjenten fået til opgave at udforske Jehovas Vidner. Men hans undersøgelse gav et andet udfald end han havde regnet med. Betjenten kunne ikke alene afgive en gunstig rapport om vort arbejde. Han havde også fundet en uvurderlig skat, sandheden. Alle fire medlemmer af denne familie blev med tiden døbt som Jehovas vidner!

Der var også andre som studerede. Men desværre stod undtagelseslovene stadig ved magt, og enhver som overværede møder med flere end ni tilstedeværende var i fare for at blive udvist eller fængslet i op til tre år. Brødrene var nødsaget til at mødes i små grupper.

1958 — et mindeværdigt år

I begyndelsen af 1958 blev yderligere fire gileadmissionærer sendt til Nairobi. Det var broder og søster Clarke og broder og søster Zannet. Ligesom broder Nisbet måtte de to mænd tage verdsligt arbejde, mens deres hustruer tjente som pionerer. Der blev nået et nyt højdepunkt på 35 forkyndere, hvoraf de fleste var udlændinge.

Samme år afholdtes det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York, med mere end 250.000 tilstedeværende fra hele verden. Det var en stor oplevelse for Mary Whittington at være til stede og at aflægge en lille rapport om arbejdet i Kenya. Desuden havde brødrene det år den glæde at få besøg fra Rhodesia. Et chartret fly fyldt med Jehovas vidner fra Rhodesia gjorde ophold i Nairobi på vej til New York. Det gav mulighed for et åndeligt opbyggende samvær.

Ved stævnet i New York blev forkyndere som havde mulighed for det, tilskyndet til at flytte til lande hvor der var større behov for Rigets forkyndere, og Kenya var et af disse lande. Mellem december 1958 og september 1959 kom der derfor mere end 30 brødre og søstre fra Canada, De Forenede Stater og England for at hjælpe i Kenya. Nogle af dem tog til kystbyen Mombasa med dens smukke strande. Andre begyndte at forkynde i gravsænkningsbyen Nakuru, der er kendt for søen af samme navn, hvor en million flamingoer holder til.

De tilrejsende yder en stor indsats

De tilrejsende var alle nidkære og modne kristne. De havde forladt venner, arbejde og en behagelig tilværelse, men blev også rigt velsignet. For dem var Kenya et nutidigt modstykke til Makedonien. — Apg. 16:9.

Ron Edwards fra England talte på manges vegne da han sagde: „Lige fra begyndelsen opstod der et kærligt og hengivent forhold mellem os der var rejst ud for at tjene hvor behovet var større. Det skyldtes uden tvivl at vi havde et fælles mål og levede under de samme vilkår. De fleste af os tilhørte samme aldersgruppe (30 til 40 år), var gift og havde levet et almindeligt familieliv før vi kom hertil. Men vi havde rykket teltpælene op og begivet os ud mod en ukendt fremtid som svar på Selskabets opfordring.“

I årenes løb måtte mange rejse igen på grund af personlige problemer med helbred, arbejdstilladelse og andre ting. Nogle var dog i stand til at blive der i mange år, som for eksempel Alice Spencer. Hun trodsede Mombasas hede i mere end 25 år. Og Margaret Stephenson, som nu er over 80 år, har boet i Kenya i mere end 30 år og tjener stadig som almindelig pioner.c Ved at forkynde med en missionærlignende nidkærhed har disse brødre og søstre lagt en stor del af den grundvold som mange kenyanere har bygget deres kærlighed til den sande tilbedelse på.

Selv om der kom mange tilrejsende for at hjælpe, var arbejdet dog stadig hæmmet. Forkyndelsen foregik mest blandt europæere, altså hvide udlændinge, og blandt de asiatiske indbyggere. Selv om nogle af de udenlandske brødre lærte swahili, var det hovedsagelig kun husenes tjenere de fik lejlighed til at forkynde for.

Øget virksomhed planlægges

I 1959 besøgte broder Knorr igen Nairobi. I mellemtiden var den lille gruppe på ni medlemmer blevet til en menighed der bestod af to grupper, med i alt 54 forkyndere. Da der nu var flere brødre som kunne føre an, blev de to grupper, på broder Knorrs foranledning, delt i fire. Broder Nisbet skulle tjene som kredstilsynsmand og besøge disse grupper alt imens han passede sit verdslige arbejde. På denne tid blev der fundet overraskende mange interesserede blandt udlændingene.

Da koloniherredømmet nærmede sig sin afslutning var Jehovas Vidner de første til at kontakte de indfødte, som det fremgår af følgende erfaring. Da en af de europæiske søstre var i byen for at købe sko, spurgte hun ekspedienten hvor hun boede. Ekspedienten svarede: „I Jericho.“ Vores søster sagde så: „Jeg er godt kendt i Jericho. Der kommer jeg tit.“ Ekspedienten udbrød med det samme: „Så må du være et af Jehovas vidner!“

Nu begyndte det at gå fremad for Rigets arbejde i Kenya. Men før vi går videre i beretningen, så lad os se hvordan forkyndelsen af den gode nyhed også fik fodfæste i nogle af nabolandene.

Uganda — „Afrikas perle“

Uganda, Kenyas nabo mod vest, er et frodigt land. Her kunne man vandre langs Victoriasøens grønne bredder, bestige det sneklædte bjergmassiv Ruwenzori (som menes at være det samme som de legendariske Månebjerge), sejle på Nilen eller køre gennem en majestætisk regnskov. Rigeligt med regn sikrede en god høst af bomuld og kaffe foruden førsteklasses frugter og grøntsager. Varmen var til at holde ud, og den evige sommer tiltalte både de britiske administratorer og de asiatiske forretningsfolk. De nød friluftslivet i deres klubber, på golfbanerne, ved swimmingpoolen, på væddeløbsbanen og på kricketbanerne. Det er ikke så mærkeligt at Uganda blev kaldt „Afrikas perle“.

Livet var roligt og behageligt da et ungt forkynderpar fra England kom til Uganda i april 1950, ivrige efter at dele deres bibelkundskab med andre. Inden der var gået et år havde de hjulpet en græsk og en italiensk familie til at tage imod sandheden.

Der blev oprettet en lille menighed i Kampala, en by der, ligesom Rom, er bygget på syv høje. Forkyndelsen nåede gradvis ud til den afrikanske arbejdsmark, og det var afgjort en hjælp at fællessproget i Uganda var engelsk. Første gang der blev forkyndt på et af de lokale sprog var da et offentligt foredrag blev oversat til luganda for 50 afrikanske tilhørere. I 1953 var der seks aktive forkyndere.

Den første dåb i Uganda fandt sted to år senere i Victoriasøen nær ved Entebbe. Blandt de fem som blev døbt var en meget ivrig mand ved navn George Kadu, der stadig tjener som en trofast ældste i Kampala.

Der opstod en krise da ukristen adfærd førte til at nogle blev udstødt, andre rejste bort og atter andre snublede. I slutningen af 1957 var broder Kadu derfor den eneste forkynder i Uganda. Men han vidste at han havde sandheden, og han elskede Jehova.

Forevisninger af filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed og udgivelsen af brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ på luganda fremmede i 1958 arbejdet på ny. Der kom også brødre fra Canada og England til Uganda, og tre år senere, i 1961, var der 19 forkyndere som rapporterede. Mere om dette land senere.

Sudan — Afrikas største land

Den Hvide Nil, som er en del af verdens længste flod, løber fra Uganda ind i Sudan gennem græssteppe, buskland, sumpområder og halvørken. Langs flodens bredder bor der nogle høje kvægavlere. Efter cirka 2000 kilometer flyder Den Hvide Nil sammen med Den Blå Nil, som kommer fra Etiopiens højland mod øst. På dette sted ligger der, langs med floden, tre store byer med millioner af indbyggere: Khartoum, Omdurman og Khartoum Nord.

Under sit videre løb danner Nilen nogle strømsnævringer (katarakter) og flyder gennem et velkendt historisk område. Her lå landet Kusj, hvis ruiner man stadig kan se i Saharas sandstrækninger. På Bibelens tid hed det Ætiopien, og herfra kom Ebed-Melek og den hofmand som blev døbt af disciplen Filip. — Jer. 38:7-16; Apg. 8:25-38.

Sudan, det tidligere Anglo-Egyptiske Sudan, er Afrikas største land, med et areal på godt en fjerdedel af De Forenede Staters. Det officielle sprog er arabisk. I den nordlige del bor der næsten udelukkende muslimer, mens der i den sydlige del findes flest animister og navnkristne. Sudanerne er i regelen meget venlige og gæstfri.

I 1949 kom gileadmissionæren Demetrius Atzemis fra Egypten til Sudan for første gang. Ligesom i Egypten var flodbredderne i Khartoum-området grønne, med marker hvor man dyrkede agurker, porrer og løg. På nogle veje i nærheden af vandet kunne man finde skygge under store banyantræer. Men disse frodige områder var begrænsede og blev snart afløst af den golde ørken. Her var den brune farve dominerende. Himmelen var brun. Jorden var brun. Lerstenshusene var brune. Og endda meget af tøjet var brunt.

Så var der den brændende hede. Selv om natten kan temperaturen ligge på 39° C, og i solen stiger termometret til 60° C. Da vandrørene var udsat for solens stråler kunne man blive skoldet af et „koldt“ brusebad hvis man ikke først lod vandet løbe et stykke tid.

Her fik broder Atzemis travlt. Han forkyndte hovedsagelig i Omdurman, hvor han tegnede 600 abonnementer. Derefter tog han videre til en mindre industriby ved navn Wad Medani, før han vendte tilbage til Egypten. Senere flyttede en familie på tre fra Kairo til Khartoum. Broderen var uldhandler, og han forkyndte for sine kunder ved at tilbyde dem abonnement og læsestof inden han begyndte at handle med dem.

Der blev snart oprettet en lille menighed, og forkyndertallet steg måned for måned, så det ved udgangen af august 1951 var nået op på 16. Det følgende års højdepunkt var et foredrag som blev overværet af 32 tilhørere. Til gavn for de fremmede blandt tilhørerne blev foredraget oversat til tre forskellige sprog.

I 1953 vendte broder Atzemis tilbage fra Kairo, og denne gang blev han i fem måneder. Han organiserede en systematisk gennemgang af distriktet i Khartoum. Belønningen kom da de tre brødre Orphanides kom med i sandheden. Blot en måned efter den første kontakt stillede George Orphanides en stor del af sit hus til rådighed som mødested. Han blev med tiden menighedens tilsynsmand, og sammen med sin broder Dimitri udbredte han energisk Rigets budskab til andre. George kunne være meget bestemt og vedholdende og samtidig meget imødekommende i sin omsorg for fårene. Han tjente her i mange år, indtil han måtte forlade landet i 1970. Dimitri var i stand til at hjælpe mange med i sandheden. Trods den nådeløse hede og de periodiske sandstorme bevarede disse brødre en god indstilling. George har engang sagt: „Uden verdens anerkendelse, men med himmelsk godkendelse og med hjælp fra Jehovas ånd, nød vi hver eneste dag af vort liv, idet vi bestræbte os for at fuldføre vor tjeneste, i overensstemmelse med Paulus’ ord i Andet Timoteusbrev 4:2-5.“

Broder Atzemis kom stadig på besøg af og til, og i 1955 kunne Selskabet sende endnu en missionær til Khartoum, nemlig Emmanuel Paterakis, som blev der i ti måneder. På det tidspunkt havde adskillige forkyndere forladt landet. I juni 1956 ansøgte man om juridisk anerkendelse, men på grund af de koptiske præsters og de muslimske lærdes indflydelse blev det afslået. I en kort periode blev Vidnerne overvåget, men det førte ikke til streng forfølgelse, og forkyndelsesarbejdet ophørte aldrig.

Trofaste søstre

I det første århundrede blev hengivne kvinder åndelige støtter i menigheden. Det samme har været tilfældet i løbet af det 20. århundrede i Sudan. (Apg. 16:14, 15; 17:34; 18:2; 2 Tim. 1:5) I 1952 flyttede der en energisk græsk søster med sin sudanske mand fra Libanon til mandens hjemland, hvor hun fik mulighed for at styrke forkyndelsesarbejdet. Denne søster, Ingilizi Caliopi, blev snart almindelig pioner og senere specialpioner. Hun var livsglad, dynamisk og vedholdende — lige de egenskaber der var brug for når hun skulle forkynde for medlemmer af den ortodoks-koptiske kirke, som var meget følelsesladede, opfarende og bange for præster og slægtninge.

En af dem hun hjalp ind i sandheden var Mary Girgis, som også blev specialpioner og hvis livsberetning blev bragt i The Watchtower for 15. februar 1977. Mary boede i den historiske by Omdurman, Sudans gamle hovedstad. Hun havde netop bedt en bøn da søster Caliopi besøgte hende første gang, i 1958. Søster Caliopi fandt her en kvinde som var foruroliget over de frygtindgydende vilddyr der beskrives i Åbenbaringen. Hvad kunne de betyde? „Helvedes“ rædsler bekymrede hende også. Hun spekulerede på om det kunne være Guds vilje. Men det spørgsmål som optog hende allermest var: Hvor er sandheden?

Søster Caliopi besvarede alle disse spørgsmål. Mary var glad for at høre at Jesus nu var konge. Men hendes mand, Ibrahim, sagde til hende: „Du skal ikke høre på den dame. Hun må være et dårligt menneske. Da hun faldt af bussen forleden dag, sagde folk: ’Det har hun godt af, for hun har skiftet tro.’“

Men Ibrahim købte alligevel de to bøger „Gud Maa Være Sanddru“ og „Dette Betyder Evigt Liv“. Kort efter blev han ilde berørt da han i sin koptiske kirke hørte præsten kritisere nogle mænd voldsomt for at lade deres hustruer studere og forkynde en anden tro. Det var ikke svært at regne ud hvem præsten talte om! Ibrahim forlod kirken. Nu blev han og hans familie udsat for forfølgelse. En dag kom en sten flyvende over muren. Den ramte ham og slog brillerne af ham, men hverken han selv eller hans lille dreng som han havde på armen, kom alvorligt til skade.

I 1959 anklagede politiet Mary Girgis for at have til hensigt at stjæle når hun gik fra hus til hus. Sagen kom for en domstol. To anklagere stillede op mod hende, men de kunne selvfølgelig ikke fremføre nogen beviser. Sagen blev afvist.

I en anden retssag rejste nogle præster anklager om zionisme. I retten priste vores søster Jehovas navn i de fire dommeres påhør. Retsformanden afgjorde sagen til hendes fordel og sagde: „Tag til et hvilket som helst sted i Sudan, frue, og forkynd som De har lyst. Landets lov er på Deres side og den vil beskytte Dem.“

Søster Girgis og nu afdøde søster Caliopi har været enestående eksempler for de yngre. Gennem årene har disse to nidkære søstre hjulpet mange andre. Ibrahim Girgis tog også standpunkt for sandheden og var et trofast Vidne til sin død.

Det lykkedes ikke at opnå juridisk anerkendelse, så arbejdet fortsatte uden, hvilket af og til medførte forfølgelse. Ikke desto mindre fulgte der en stabil vækst, med 27 som rapporterede i 1960 og 37 i 1962. I 1965 fik det nyoprettede afdelingskontor i Kenya overdraget tilsynet med arbejdet, og der blev arrangeret et kredsstævne en gang om året. Det følgende år blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 81. Vi vil senere høre mere om dette land.

Etiopien — „de brændte ansigters land“

Mellem Sudan og Det Røde Hav ligger Kenyas nordlige nabo, Etiopien, der er halvt så stort som Sudan. På græsk betyder navnet „de brændte ansigters land“, og det betegnede i fortiden et område i Afrika syd for Egypten. På Bibelens tid omfattede Etiopien altså hovedsagelig det nordlige Sudan og spidsen af nutidens nordlige Etiopien. Som broder Hatzakortzian havde erfaret allerede i 1930’erne, var dette land på mange måder enestående. Det havde sin egen kultur og var domineret af den etiopisk-ortodokse kirke. Her fik tre ugifte missionærer til opgave at virke, og de ankom til hovedstaden, Addis Abeba, den 14. september 1950.

Der var mange nye ting at vænne sig til. For det første ligger Addis Abeba i 2400 meters højde, hvilket gør den til en af verdens højest beliggende hovedstæder. Så var der det amhariske sprog, med lukkelydene p, t og s, samt det etiopiske alfabet på 33 bogstaver og mere end 250 variationer. Dertil kom de godt og vel 70 stammesprog og cirka 200 andre sprog og dialekter. Desuden brugte præsterne stadig et næsten uddødt sprog kaldet geez, svarende til nogle europæiske lærdes brug af latin.

Her var mennesker med tiltalende, solbrændte ansigter, usædvanlige frisurer, særprægede klæder og flotte festdragter. Nogle havde tatoveret kors i panden. De havde også interessante navne. Mændene kunne for eksempel hedde Gebre Meskal, som betyder „Korsets træl“, Habtemariam, som betyder „Marias tjener“, eller Tekle Haimanot, som betyder „Troens plante“. En kvinde kunne hedde Leteberhan, der betyder „Lysets træl“, eller Amaresh, „Du er smuk“.

Skolelærere og samtidig forkyndere

I deres første missionærhjem, en lejlighed i bydelen Case Popolari i Addis Abeba, fik missionærerne af og til uventet besøg af en guereza-abe. Denne drillesyge abe var overalt og lavede roderi det ene sted efter det andet. Det var ikke nok for den at smøre sig ind i tomatpuré, nej den skulle absolut rundt i hele huset og fedte væggene til! Naturligvis kom der også mennesker på besøg, og der blev ledet bibelstudier i missionærhjemmets forstue.

For at beskytte den etiopiske kirkes interesser havde staten udstedt forbud mod at hverve proselytter blandt kristne. Det var kun tilladt blandt muslimer og „hedninger“. Missionærerne kunne derfor kun komme ind i landet hvis de oprettede skoler hvor der blev undervist i sådanne fag som engelsk, maskinskrivning og bogføring.

Da missionærerne havde oprettet aftenundervisning for voksne i Addis Abeba, måtte de flytte til et større missionærhjem i byens hovedgade, Churchill Road. Brødrene besluttede at holde forkyndelsen adskilt fra skolefagene, men eleverne blev indbudt til at overvære møderne i menigheden hvis de havde lyst. Under møderne blev et af klasseværelserne brugt som rigssal.

I 1952 kom yderligere otte missionærer fra den 18. gileadklasse til Addis Abeba. Blandt dem var Harold og Anne Zimmerman, som havde fået til opgave at hjælpe med aftenundervisningen i hovedstaden. To ægtepar fra den 12. klasse, broder og søster Brumley og broder og søster Luck, oprettede en skole i den historiske by Harar, nær ved den somaliske grænse mod øst. Tidligere var fremmede forment adgang til byen, og den hjemsøges stadig regelmæssigt af hyæner. Faktisk findes der såkaldte hyænemænd som om natten underholder med at fodre disse kraftige dyr til glæde for tilskuerne. — Se Vågn op! for 8. marts 1986.

Gileadmissionærerne Dean Haupt og Raymond Egilson oprettede en lignende skole i Diredaua, et handelscenter i nærheden af Harar. Byen lå godt placeret ved Etiopiens eneste jernbanelinje, der gik fra havnebyen Djibouti til Addis Abeba. Det var her broder Hatzakortzian døde.

De levede på ingen måde overdådigt. Broder Haupt beretter: „Den første nat var en uforglemmelig oplevelse. Vi havde endnu ingen møbler, så vi brugte en stor kuffert som bord og nogle mindre som stole da vi skulle spise. Vi lagde nogle madrasser på gulvet, for vore senge var endnu ikke kommet. Det var ikke så galt, men da vi slukkede lyset, begyndte væggelusene at komme ned fra væggene for at smage på os! Denne del af huset havde tilsyneladende stået tomt et stykke tid, så væggelusene var ude efter frisk blod! Jeg tror ikke vi fik sovet det mindste den nat.“

Et lille afdelingskontor

En missionær fortæller om den glæde som arbejdet, på trods af disse insekter, medførte i denne tid: „En dag jeg kom gående på vejen mødte jeg en ung etiopisk mand og standsede for at tale med ham. Da han fandt ud af at jeg var missionær, sagde han: ’Vil De ikke nok fortælle mig om Jesus Kristus, hr.’ Jeg indbød ham til at komme hjem til os den følgende dag. Han kom, og inden der var gået ti minutter var vi i gang med at studere bogen ’Gud Maa Være Sanddru’. Han kom igen dagen efter for at studere videre, og havde taget en anden ung mand med. De blev de første etiopiske forkyndere.“

En stadig strøm af interesserede opsøgte missionærhjemmet og bad om et bibelstudium, så der måtte altid være en missionær hjemme for at tage imod. Nogle havde gået i flere timer for at nå frem og ville gerne studere i to-tre timer ad gangen. Snart var der 83 forkyndere.

I 1953 blev der oprettet et lille afdelingskontor i Addis Abeba. Det materiale der skulle bruges ved møderne blev oversat til etiopisk og skrevet i hånden. Derefter blev det håndduplikeret. Det hjalp afgjort de nye til at blive mere grundfæstede i sandheden. De lokale brødre lærte at gå fra hus til hus, at lede bibelstudier og at holde belærende møder. Takket være deres nidkærhed blev den gode nyhed udbredt til 13 forskellige områder i det indre af landet. Henved 20 forkyndere rapporterede herfra i 1954.

En teologistuderende lægger sin hånd på ploven

En af dem der reagerede positivt på Rigets budskab var en teologistuderende som ikke kunne et ord engelsk. Første gang han talte med en af vore missionærer foregik det gennem en tolk. Når der var noget de ikke var enige om, slog den teologistuderende op i sin bibel, som var på oldtidssproget geez. Til sin overraskelse kunne han ikke finde sit yndlingsskriftsted til støtte for treenighedslæren, Første Johannesbrev 5:7, i sin egen bibel. Flere falske lærepunkter blev hurtigt afsløret ud fra denne bibel.

Han kom for at studere tre-fire gange om ugen og havde andre med. Da han ville forlade præsteseminariet for at flytte ind hos et af Jehovas vidner, kom seminarielæreren sammen med en betjent og slæbte ham væk. Efter fire dages indespærring på seminariet sendte han besked til brødrene om at de ikke skulle have ondt af ham. Han frydede sig over at være spærret inde som tjener for Jehova. „Tro ikke at jeg vil følge dem,“ sagde han. „Ingen som har lagt sin hånd på ploven, ser sig tilbage.“ Efter sin løsladelse flyttede han til hovedstaden, hvor han overværede møderne og blev en af de første etiopiere der blev døbt som et vidne for Jehova.

Omsider amhariske publikationer

Efter et særforedrag i 1955 blev den første publikation på amharisk udgivet, til glæde for alle de tilstedeværende. Det var brochuren God’s Way Is Love. Kort efter fulgte en traktat, og året efter kom studiebrochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ på amharisk.

I 1956 passerede man endnu en milepæl i den teokratiske historie i Etiopien. Brødrene organiserede forevisning af filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Filmen blev averteret ved hjælp af løbesedler på engelsk og amharisk. Den skulle vises i Etiopiens største teater, lige midt i Addis Abeba. Der blev sat plakater op i alle byens travle kvarterer. Hvad blev resultatet? Store skarer strømmede til teatret. Der kom så mange at filmen måtte vises to gange, så i alt 1600 så filmen den aften. Der blev uddelt en gratis brochure til alle de tilstedeværende. Senere blev filmen vist i Asmara, Gondar og Dese, tre vigtige byer i det nordlige Etiopien. I alt 3775 så denne oplysende film om Jehovas Vidners virksomhed.

Der blev udnævnt flere specialpionerer, og menighederne blev nu opmuntret af en lokal kredstilsynsmand. Brødrene forkyndte frimodigt, støttet af en ændret forfatning der garanterede de grundlæggende menneskerettigheder som tilbedelsesfrihed, talefrihed og trykkefrihed. Forkyndertallet nåede et højdepunkt på 103.

Forfølgelse! Missionærerne udvises!

Al denne virksomhed og åndelige velstand havde vakt kristenhedens præsters vrede. I provinshovedstaden Debra Markos, omkring 280 kilometer nordvest for Addis Abeba, var folk stadig meget loyale mod den etiopiske kirke.

Da nogle specialpionerer kom dertil førte det straks til voldsomheder. Nogle indflydelsesrige mænd samlede en pøbelflok på byens torv, og mængden gav sig til at råbe at disse nyankomne trampede på Marias billede og spiste hunde og katte! Politiet måtte beskytte brødrene mod at blive slået til døde. Pøbelen, som var parat til at trænge ind på politistationen, måtte holdes tilbage under trussel om magtanvendelse. Under tumulten mistede de to pionerer alle deres ejendele.

Efter denne hændelse erklærede regeringen at Jehovas Vidner var en fare for nationens fred og sikkerhed. Missionærhjemmet og afdelingskontoret blev lukket den 30. maj 1957, og missionærerne fik besked på at forlade landet. Selv om nogle embedsmænd privat gav udtryk for deres sympati og pegede på præsternes rolle i denne sag, var endog appeller til selveste kejseren forgæves.

Skønt der blev skrevet mange protestbreve fra hele verden, var missionærerne tvunget til at forlade landet. Så fulgte der arrestationer og afhøringer. Det førte til en prøvelsens og sigtningens tid. Nogle blev frygtsomme og forlod sandheden. Nogle få blev forrædere. Specialpionertjenesten ophørte, og flere tidligere pionerer måtte udstødes. Andre forblev imidlertid trofaste. En broder tilbragte 42 dage i fodjern og blev derefter løsladt med strenge ordrer om ikke at forkynde mere.

Arbejdet måtte fortsætte under jorden. Langt væk, ved det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958, blev „Gud Maa Være Sanddru“ udgivet som den første bog på amharisk, men kun nogle få eksemplarer nåede ind i Etiopien. Loyalitetsprøver og modstand fik nogle til at forlade sandheden, så der i 1962 kun var 76 aktive tilbage.

Somalia — Afrikas horn

Efter at være blevet udvist af Addis Abeba fik missionæren Dean Haupt af Selskabet besked på at tage til Mogadiscio, Somalias hovedstad. Mogadiscio har været et handelscenter i tusind år. Har denne by engang været en del af Ofir, hvorfra kong Salomon fik sit fine guld? Muligvis, skønt den almindelige opfattelse er at det kom fra Arabien.

Da broder Haupt ankom i 1957, var somali endnu ikke et skriftsprog; i stedet brugte man arabisk og italiensk. Broder Haupt besluttede at begynde i den europæiske bydel, hvor han tilbød abonnementer ved at vise folk prøveeksemplarer af bladene uden at sprede dem, da han kun havde ganske få til rådighed. På den måde tegnede han over 90 abonnementer i løbet af cirka tre måneder. Så udløb hans visum og det kunne ikke fornys. Broder Haupt måtte derfor rejse og har siden tjent i Italien.

En vanskelig opgave

Efter at broder Haupt var rejst, sørgede Selskabet for at sende fire missionærer til Somalia. De ankom i marts 1959, men da de næsten kun kunne forkynde for udlændinge, var det kun Vito og Fern Fraese fra den 12. gileadklasse der blev her.

Snart begyndte katolske præster at besøge dem der viste interesse for Jehovas Vidners arbejde. En af dem der fik besøg af præsten sagde: „Hvorfor al denne interesse for mig nu? Det er jo flere år siden jeg holdt op med at komme i kirken. Er det fordi jeg studerer Bibelen?“

I september 1959 ledede broder og søster Fraese 11 studier. Mange af de italienske familier havde ingen bibel og havde aldrig fået at vide hvem Jehova er, selv om de havde hørt om Jehovas Vidner gennem aviserne. Der var derfor stor interesse for Bibelens budskab; det var ikke ualmindeligt at brødrene brugte en time eller mere ved hver dør.

I 1961 begyndte to af dem de studerede med at forkynde. Året efter sluttede endnu én sig til Jehovas Vidner, så der var nu tre forkyndere foruden missionærerne.

Efter fire år i Somalia blev ægteparret Fraese flyttet til et andet distrikt, da mulighederne for at besøge den lokale islamiske befolkning var meget begrænsede. Men de havde gjort et stort indtryk. Som en iagttager bemærkede: „Af alle de europæiske grupper, deriblandt lægmissionærerne og præsterne, er I Jehovas Vidner de eneste der har bevaret en god moral!“ To af de tre tilbageværende forkyndere rejste senere til andre lande, og én blev uvirksom. Men broder og søster Fraese er stadig i heltidstjenesten. De virker i rejsetjenesten i Italien.

Tanzania — indbegrebet af Afrika

Syd for Somalias kyst ligger Tanganyika, som nu hedder Tanzania, et smukt land der er større end dets nordlige nabo, Kenya. Her finder man Serengetisletten, ofte kaldet indbegrebet af Afrika, hvor mere end to millioner store dyr strejfer om på savannen og i skovene. Her er også Ngorongoro, et 260 kvadratkilometer stort krater med en rigelig vildtbestand. De fleste af landets indbyggere er agerdyrkere som avler sisal, kryddernellike, kaffe og bomuld.

Den gode nyhed om Riget var blevet forkyndt i Tanganyika i 1930’erne, og i 1948 var der nogle få forkyndere i den sydvestlige del af landet. Hvem var de? Hvordan lærte de sandheden at kende?

De fleste af dem kom fra nyakyusa-stammen, som bor i højlandet ved nordspidsen af Malawisøen, hvor de to grene af Den Østafrikanske Gravsænkning mødes. Nogle af mændene herfra tog til Rhodesia for at arbejde i kobberminerne. De var venlige og lærenemme af natur, og for nogle åbnede dette arbejde mulighed for at komme i kontakt med sandheden fra Guds ord.

Hosea Njabula, som er født i 1901 i nærheden af Tukuyu, var meget nidkær for sin tro. Han hørte til brødremenigheden, hvor han blev diakon og underviste i søndagsskolen i mange landsbyer. En af hans elever var Nehemiah Kalile. En dag i 1930 da Nehemiah arbejdede som kok for nogle europæere der boede i Vawa (Vwawa), havde han en grundig bibelsk drøftelse med en anden kok.

Nehemiah opdagede at denne mand vidste forbløffende ting ud fra Bibelen. Det var sandheden! Kort efter tog han over grænsen til Mwenzo for at blive døbt. Det gjorde et stort indtryk på ham da han her for første gang så de syv bind af Studier i Skriften.

Nehemiah Kalile var fuld af begejstring. Han længtes efter at fortælle sin tidligere søndagsskolelærer, Hosea Njabula, om sit fund. Året efter mødte han igen sin ældre ven og fortalte ham om sandheden.

Efter mere end 60 år husker Hosea stadig denne dag og fortæller: „Jeg havde mange indvendinger, men da han viste mig skriftstederne om sabbatten var jeg sikker på at det var sandheden. Jeg begyndte straks at forkynde for andre, blandt andet for Job Kibonde. Vi tre begyndte at holde møder i mit hjem. Jeg opsøgte også mine andre søndagsskoleelever og inviterede dem til vore møder. Flere tog imod indbydelsen, blandt andre Joram Kajumba og Obeth Mwaisabila.“

Til fods gennem højlandet

Efter broder Njabulas dåb i 1932 udførte disse brødre en slags pionertjeneste uden at vide hvad en pionerforkynder var. De vandrede 60 kilometer i retning af Malawisøen og forkyndte i Kyelaområdet, hvor Hosea Njabula og Obeth Mwaisabila mødte stærk modstand. Selv om de ikke kunne svømme, blev de kastet i en flod fyldt med krokodiller. På en eller anden måde, måske med Jehovas hjælp, undslap de med livet i behold. Kort efter byggede de deres første rigssal i nærheden af landsbyen Buyesi, et sted de kaldte Betlehem.

I mellemtiden voksede interessen i Vawa, hvor Nehemiah Kalile havde hørt om sandheden for første gang, og mænd som Solomon Mwaibako, Yesaya Mulawa og Yohani Mwamboneke tog standpunkt. Brødrene i Buyesi sørgede kærligt for at sende en forkynder til landsbyen Ndolezi i nærheden af Vawa en gang om måneden for at styrke disse nye. Det var en vandretur på 100 kilometer hver vej. Nogle gange travede forkynderne endda over 200 kilometer til Isoko i Nordrhodesia for at aflevere deres rapporter til menigheden der, så den kunne bringe dem videre til afdelingskontoret.

I dag, seks årtier senere, er Hosea Njabula som 90-årig stadig „diakon“, men nu i ordets sande betydning. Han er menighedstjener i Ndolezi-menigheden. Broder Njabula glæder sig over fortsat at have sin trofaste hustru, Leya Nsile, ved sin side, og flere børnebørn der tjener som pionerer.

Andre udførte også en nidkær tjeneste i mange år. Blandt dem var Jimu Mwaikwaba, som udholdt fængsling på grund af den gode nyhed; Joel Mwandembo, der senere tjente som kredstilsynsmand; Semu Mwasakuna, der brugte sin cykel og også sang i forbindelse med sin forkyndelse, og Ananiah Mwakisisya og Timothy Kafuko.

En anden broder som gjorde meget for at udbrede forkyndelsen af Riget var David Kipengere, der blev født i 1922 og lærte sandheden at kende i 1935 i Mbeya. Han forkyndte vidt og bredt og blev senere sendt til Dar-es-Salaam for at påbegynde arbejdet dér. Han var almindelig pioner i de sidste 18 år af sit liv, indtil han døde i 1983. Han blev ofte arresteret, men mistede ikke modet. Tværtimod sagde han: „Der er meget arbejde i fængselet som Jehova ønsker jeg skal udføre.“ Hans broder, Barnabas Mwakahabala, som lærte sandheden at kende sammen med ham, tjener stadig som ældste. Disse brødre gjorde hvad de kunne i disse isolerede områder, uden publikationer på deres eget sprog og med begrænset læsefærdighed.

Kontakten med afdelingskontoret i Cape Town var sporadisk og rapporterne upålidelige. ’Årbogen’ for 1943 angiver at 158 deltog i forkyndelsen i dette område, og i 1946 var der 227 som rapporterede i syv menigheder. I de foregående år var Jehovas Vidners resultater i Tanganyika åbenbart indbefattet i rapporterne fra Isoka-menigheden i Nordrhodesia, og nogle rapporter er sandsynligvis gået tabt. Der skulle endnu gå adskillige år før der kunne føres et bedre tilsyn med indsamlingsarbejdet i det sydlige Tanganyika.

Tilsyn fra Nordrhodesia

Der var afgjort brug for hjælp, eftersom brødrene mødte megen modstand fra falsk religion og samtidig kæmpede med problemer som polygami, tobaksrygning og andre ukristne skikke.

I 1948 blev der oprettet et nyt afdelingskontor i Lusaka i Nordrhodesia, som ikke blot skulle tilse arbejdet dér, men også i det meste af det øvrige Østafrika. Det viste sig at være godt, fordi der efter lang tids pause nu syntes at ske noget i Kenya og Uganda. Selv om der var over 2400 kilometer ujævne veje mellem afdelingskontoret og Nairobi, var afstanden meget kortere end til Cape Town, som lå over dobbelt så langt væk.

I 1948 sendte afdelingskontoret i Nordrhodesia derfor Thomson Kangale ud for at hjælpe brødrene. Da han ankom til Mbeya i marts samme år var der brug for megen undervisning, og meget skulle ændres.

Broder Kangale var en tålmodig lærer, og brødrene var hurtige til at gøre de nødvendige forandringer. For eksempel lærte de at kalde sig Jehovas Vidner og ikke længere Vagttårnsfolk. De kendte og accepterede i forvejen navnet Jehovas Vidner, men de havde ikke brugt det offentligt. I overensstemmelse med vejledningen i Første Petersbrev 3:15 lærte brødrene også at være mere taktfulde når de fremholdt budskabet om Riget. Nu forkyndte de godt nyt i stedet for kun at angribe falske religiøse lærepunkter. Misforståelser angående rapportering af tid i tjenesten blev også rettet. Dertil kom at brødrene begyndte at holde orden i deres hjem. Og de gjorde noget ved deres udseende. Flere trængte for eksempel til at få klippet deres vildtvoksende skæg.

Ved møderne lærte alle at følge et mere ordenspræget og effektivt program og at fjerne levn fra babylonisk religion, som for eksempel brugen af religiøse klokker. I forbindelse med den teokratiske skole indså de værdien af at undlade at nævne navnene på dem der havde klaret sig godt ved den skriftlige repetition. Nogle af brødrene måtte aflægge visse skikke i forbindelse med at ære de døde. For andre var tiden kommet til at holde op med at bruge tobak. Men det vanskeligste var nok at få dem til at legalisere deres ægteskab, så det kunne holdes i ære blandt alle. — Hebr. 13:4.

Juridiske bestræbelser for at blive officielt anerkendt

Afdelingskontoret i Nordrhodesia gjorde talrige forsøg på at få det britiske kolonistyre i Tanganyika til at give missionærer indrejsetilladelse og til officielt at anerkende forkyndelsesarbejdet. I 1950 afvistes en ansøgning med den forklaring at „forholdene i Tanganyika ikke var helt som i andre dele af Afrika“. I 1951 ansøgte man igen, stadig uden held. I mellemtiden havde en distriktskommissær forsøgt at udstede et lokalt forbud mod forkyndelsesarbejdet. I september 1951 blev der sendt personlige repræsentanter til regeringen i Dar-es-Salaam med et skriftligt memorandum som forklarede Jehovas Vidners holdning til religiøse organisationer og patriotiske ceremonier. Det skabte håb, men året efter fik man igen afslag. Der blev sendt flere repræsentanter i 1956 og igen senere, men alt sammen forgæves.

Trods regeringens negative holdning var der dog ikke noget som reelt hindrede forkynderne af den gode nyhed i deres tilbedelse. Specialpionererne og kredstilsynsmændene fortsatte med at yde hjælp fra Nordrhodesia uden problemer.

Oplæringsarbejdet fortsætter

I 1952 var Buster Mayo Holcomb, en gileadmissionær der tjente som områdetilsynsmand i Nordrhodesia, i stand til at komme ind i Tanganyika og betjene et kredsstævne i nærheden af Tukuyu. Han sagde: „Vi nærmede os stævnepladsen sent på eftermiddagen og havde håbet at nå frem inden mørkets frembrud. Da fik vi bogstavelig talt himmelen ned over os i et voldsomt skybrud. Det var umuligt at fortsætte. Vi kunne ikke se vejen for den piskende regn. Vi standsede bilen og indstillede os på at klare os igennem natten så godt vi kunne, for uvejret så ikke ud til at stilne af, det tog snarere til. Næste morgen holdt det imidlertid op med at regne, og efter at have vadet et stykke nåede vi endelig frem til stævnepladsen, hvor vi traf nogle brødre. Til vores overraskelse blev de helt forbløffede over at vi overhovedet kunne finde på at foreslå at aflyse stævnet. Selvfølgelig ville brødrene komme!

Og de kom, selv om det betød at nogle havde måttet gå i uvejret i to-tre dage. Om søndagen nåede tilhørerantallet op på 419, og om formiddagen symboliserede 61 deres indvielse ved vanddåben.“

Brødrene reagerede positivt på vejledning, og de interesserede gjorde drastiske forandringer i deres liv. Bibelen tillader for eksempel ikke polygami. Den siger at ’hver mand skal have sin egen hustru, og hver kvinde skal have sin egen mand’. Desuden siger den at en kristen tilsynsmand bør være „én kvindes mand“. (1 Kor. 7:2; 1 Tim. 3:2) En høvding som havde mange hustruer skilte sig derfor af med dem alle på nær den første, og blev derefter døbt. Med tiden blev han ældste i menigheden. En anden mand med to hustruer gav den yngste til sin lillebroder og sagde at han ikke kunne lide at være årsag til tre sjæles død i sit eget hus på grund af selviskhed. Derefter kunne han også lade sig døbe.

Andre brødre viste deres uselviske kærlighed ved at give afkald på deres traditionelle ret til at forlange en brudekøbesum når deres døtre skulle giftes. En sådan brudekøbesum kunne være uoverstigelig høj for unge Jehovas vidner, især pionerer. Men mange fædre var lykkelige for at se deres døtre gifte sig „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Det gjorde også livet meget lettere for de nygifte når de ikke var tynget af udgiften til en brudekøbesum. I begyndelsen vakte det forbavselse, men med tiden værdsatte og respekterede flere og flere denne holdning som et udtryk for kærlig omsorg.

Også i Tanganyika forsøgte præsterne at skabe uro, men uden held. Da broder Kangale blev arresteret af politiet i Mbeya, kunne han forklare at han blot besøgte sine åndelige brødre. Betjentene viste sig derpå at være samarbejdsvillige og bad ham blot efterlade en plan over sin rejserute for menighedsbesøgene, så de kunne informere de andre stationer om hans ankomst. Så behøvede de ikke at bekymre sig om ham. På den måde kunne broder Kangale rejse frit omkring i Tanganyika i flere år. Andre specialpionerer og rejsende tilsynsmænd fra Nordrhodesia og Nyasaland hjalp ham med at opbygge ’fårene’. Blandt dem var Frank Kanyanga, James Mwango, Washington Mwenya, Bernard Musinga og William Lamp Chisenga, for blot at nævne nogle få. Interessant nok havde broder Chisenga truffet Norbert Kawala i byen Mbeya i 1957. Han tørstede efter sandheden, fik bibelstudium to gange om ugen, blev døbt og tjente senere som oversætter på afdelingskontoret i Nairobi, Kenya.

Filmforevisninger og fremgang nordpå

I mellemtiden, fra og med 1956, begyndte man at vise Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i Tanganyika, og den blev set af mere end 5000. Arbejdet fik yderligere fremgang i 1959 da brødre fra andre kontinenter kom for at tjene hvor der var større behov for forkyndere af Riget. I Tanganyika begyndte forkyndertallet igen at stige, og i tjenesteåret 1960 var der 507 forkyndere.

Fremgangen kom dog ikke altid uden besvær. Mange byer havde en stor muslimsk befolkning, hvilket satte forkyndernes dygtighed på prøve. Det varme og fugtige klima krævede også noget af de udenlandske brødre. Men de havde samme indstilling som Esajas, der sagde: „Her er jeg! Send mig“, og de blev velsignet. — Es. 6:8.

På Kilimanjaros skråninger

I 1961 fik Tanganyika selvstændighed, og i 1964 blev det forenet med øen Zanzibar, som nu tilsammen udgjorde Den Forenede Republik Tanzania. Men allerede i 1961 var den gode nyhed begyndt at bære frugt i et nyt område af Tanzania, nemlig på det mægtige Kilimanjaros skråninger. Afrikas højeste bjerg er en udslukt vulkan dækket af evig sne. Skråningerne har en svag stigning og får en del regn fra øst og syd. De er velegnede til landbrug på grund af deres fede jord og den rigelige regn, og området er derfor tæt befolket. Her oprettede en specialpioner bibelstudium med en gruppe på fem interesserede.

Året efter, i august 1962, blev der holdt et kredsstævne på Kibo Hotel i nærheden af Marangu, hvorfra man havde udsigt til det majestætiske bjerg. Jehovas vidner fra Kenya kørte i bilkonvoj de 400 kilometer fra Nairobi for at deltage. Dåben foregik i et koldt bjergvandløb, og for første gang i denne del af verden blev en europæer døbt af en afrikaner. Europæeren hed Helge Schiøler Linck.

Han havde fået kendskab til sandheden under sin opvækst i Danmark, men havde ikke fulgt det op. Han var rejst til Tanganyika for at arbejde på en sukkerplantage, og i 1959 var hans kødelige broder fra Canada kommet på besøg i Østafrika og havde genvakt hans interesse for sandheden. Da en specialpioner i 1961 blev fængslet på grund af sin forkyndelse, fik Helge ham løsladt. Efter sin dåb i de idylliske omgivelser ved kredsstævnet i Kibo begyndte Helge som pioner, men senere blev han udvist af landet på grund af sin forkyndelse.

Lad os forlade fastlandet et øjeblik og besøge Zanzibar, den største koralø ved den afrikanske kyst.

Zanzibar — kryddernellikeøen

Med sin beliggenhed blot 40 kilometer fra fastlandet har Zanzibar tjent som udgangspunkt for ekspeditioner til det indre af Afrika, både for arabere og europæere. Befolkningen består næsten udelukkende af muslimer af afroarabisk oprindelse. Her tales swahili, det sprog som slavehandelen bragte helt til Angolas grænse i Vestafrika. I det 19. århundrede var Zanzibar et stort center for slavehandelen.

I 1932 aflagde to pionerer fra det sydlige Afrika et kort besøg på kryddernellikeøen. Niogtyve år senere, i 1961, flyttede Roston og Joan MacPhee til øen fra Kenya. De var for nylig blevet døbte forkyndere af den gode nyhed og gik straks i gang med arbejdet. De afsatte meget bibelsk læsestof og ledede snart to bibelstudier. Menigheden i det nærliggende Dar-es-Salaam sørgede for et månedligt weekendbesøg på Zanzibar, som var til gensidig opmuntring.

Kort efter at broder og søster MacPhee var blevet overflyttet til Kenya igen, kom en anden kristen familie, som hed Burke, til Zanzibar fra Amerika. De tog sig godt af dem der havde vist interesse og fulgte arbejdet op ved at oprette studier. Men i slutningen af 1963 fejede en revolte pludselig hen over øen, og familien Burke måtte flygte og efterlade de fleste af deres ejendele.

Efter deres afrejse gik det tilbage for Rigets interesser på øen. Men da nogle interesserede flyttede til Zanzibar i 1986, begyndte der igen at ske noget. Snart dannedes der en lille gruppe forkyndere. En interesseret mand som var usædvanlig nidkær, brugte al sin fritid på at lede bibelstudier med op til 30 mennesker. Det krævede sandelig noget, da han havde verdsligt arbejde ved siden af! Møderne blev overværet af helt op til 45. Det var en stor glæde at se fem af dem fremstille sig til dåb ved områdestævnet i Dar-es-Salaam i december 1987. Nu var der grundlag for en menighed på denne historiske ø.

Lad os forlade kryddernellikeøen og vende tilbage til det afrikanske fastland.

Glæder og problemer

Gennem de 30 år brødrene havde forkyndt i Tanganyika havde de kun haft få problemer med myndighederne. I de fleste tilfælde var politibetjentene meget respektfulde og samarbejdsvillige, og nogle gange stillede de endda højttalerudstyr til rådighed ved stævnerne. I maj 1963, da Milton G. Henschel fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn besøgte Dar-es-Salaam, blev der arrangeret et stævne i Karimjee Hall, landets fineste auditorium. Der kom 274, deriblandt hovedstadens borgmester, og 16 blev døbt. Nu var der blevet oprettet et afdelingskontor i nabolandet Kenya for at Rigets interesser i Tanganyika (Tanzania) kunne vises større opmærksomhed.

Den 1. december 1963 udkom Vagttårnet på swahili for første gang. Samme år gennemgik tilsynsmændene i Tanzanias 25 menigheder Rigets Tjenesteskole og fik derved den vejledning og de anvisninger de havde behov for. I september og oktober 1964 blev der afholdt områdestævner med i alt 1033 tilstedeværende.

Men der var problemer. Jehovas Vidners missionærer havde aldrig fået indrejsetilladelse, og alle forsøg på at opnå juridisk anerkendelse var mislykkedes.

Forholdene forværres

Selv om situationen forblev rolig i det meste af 1963 og 1964, forlød det at alle politibetjente havde modtaget et brev om at Jehovas Vidner var blevet forbudt og skulle arresteres. Og endnu værre blev det den 25. januar 1965. En pressemeddelelse bekendtgjorde at Vagttårnsselskabet var ulovligt. Der opstod dog tvivl om hvorvidt meddelelsen var officiel. I denne atmosfære blev der arrangeret et kredsstævne i Tanga fra 2. til 4. april 1965.

Salen var lejet, der var sørget for logi, og et stort antal brødre var på vej med tog fra sisalplantagerne. Under rejsen forkyndte de for medpassagererne, deriblandt en politibetjent. Da de nåede frem, arresterede han alle brødrene og fik dem kørt til politistationen. De blev dog snart løsladt igen.

På stævnets anden dag, den 3. april, blev det i radioen meddelt at regeringen havde forbudt Jehovas Vidners arbejde og alle grupper som havde forbindelse med dem. Stævnet blev dog gennemført uden episoder. Der kom ingen meddelelse om forbudet i den officielle regeringsavis. Man hørte fra nabolandene Malawi (tidligere Nyasaland) og Zambia (tidligere Nordrhodesia) at forbudet var blevet bekendtgjort og derefter trukket tilbage. Dette blev bekræftet af nyhedsbureauet Reuter. Men til sidst kom det. Den 11. juni 1965 bekendtgjorde regeringsavisen at Vagttårnsselskabet og alle grupper som havde forbindelse med det, var blevet erklæret ulovlige.

Nu blev politiet mere opmærksomt, og det lykkedes ikke at holde et planlagt kredsstævne i den sydlige del af landet. Der fulgte nogle få, spredte arrestationer. Til tider blev publikationer beslaglagt, men af og til kom de også retur. Brødrene fandt det derfor klogest at mødes i små grupper. I de områder hvor kristenhedens missionærer opirrede politiet, blev situationen mere spændt.

Langvarige misforståelser

Lige før forbudet blev udstedt havde William Nisbet fra Kenya i otte svære uger forsøgt at træffe regeringsembedsmænd i Dar-es-Salaam for at få Jehovas Vidner anerkendt. Han fik mulighed for at tale med indenrigsministerens sekretær. Mange regeringsembedsmænd forbandt Jehovas Vidner med ulovlige yderliggående trosretninger i Zambia og Malawi, tilsyneladende på grund af smædekampagner iværksat af missionærer inden for kristenheden.

Embedsmændene havde en uberettiget frygt for Jehovas Vidner. De forvekslede dem med lokale grupper kaldet „Vagttårnet“ (eller Kitawala), som intet havde med Jehovas Vidner at gøre.d Disse sekter praktiserede ægteskabsbrud og trolddom, og de gjorde ofte oprør mod de bestående regeringer. De misbrugte også Guds navn og nogle af vore publikationer. Det var dem de burde frygte, ikke de fredselskende sande vidner for Jehova. Broder Nisbets besøg og en skriftlig dokumentation fra Watch Tower Bible and Tract Society fjernede misforståelserne hos nogle af embedsmændene.

Før broder Nisbet forlod Dar-es-Salaam ansøgte han om registrering af International Bible Students Association. Seks måneder efter det officielle forbud modtog brødrene i Dar-es-Salaam til deres store overraskelse et telegram hvori der stod at International Bible Students Association den 6. januar 1966 var blevet registreret under loven om selskaber. Men Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet var stadig underlagt forbud. Den 24. november 1966 forlød det i en regeringsmeddelelse at International Bible Students Association var blevet opløst som selskab fordi dets menigheder ikke havde kunnet opnå registrering under loven om foreninger.

Brødre fra Zambia og Malawi som var kommet for at hjælpe i Tanzania måtte nu forlade landet. Det var et stort tab, men den sande tilbedelse i Tanzania bar stadig frugt. I 1966 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 1720, og 836 var med i forkyndelsen af Riget.

Seychellerne — „paradisøerne“

„Enestående i tusind miles omkreds.“ Sådan lyder reklamen for Seychellerne, som ligger cirka 1600 kilometer fra Østafrikas kyst og er hjemsted for kæmpeskildpadder der er store nok til at man kan ride på dem. Seychellerne består af cirka 100 øer der breder sig ned imod Madagaskar. Nogle af dem består af granit, som for eksempel hovedøen Mahé, og andre af koral. De har alt det der gør tropeøer attraktive — bjerge, maleriske klipper, hvide sandstrande, blågrønt vand, pragtfulde rev, frodig vegetation, eksotiske fugle som flyver gennem den kryddermættede luft — og ingen tropesygdomme.

Befolkningen, hvoraf 90 procent bor på Mahé, taler en fransk dialekt kaldet kreolsk. De fleste af dem stammer fra afrikanere, indere og kinesere samt engelske og franske kolonister.

I 1961 flyttede en interesseret person hertil fra Østafrika. Året efter kom der nogle døbte Jehovas vidner, deriblandt fire medlemmer af familien McLuckie fra Sydrhodesia. De begyndte at forkynde uformelt. Som følge af den stærke romersk-katolske indflydelse var det imidlertid forbudt at holde bibelske foredrag. Alligevel blev det første organiserede møde, der blev holdt i april 1962, overværet af 12; der var da 8 som deltog i forkyndelsesarbejdet.

Modstand giver bagslag

Men snart begyndte den velkendte forfølgelse fra kristenhedens kirker. Immigrationsmyndighederne bad familien McLuckie forlade landet den 25. juli 1962. Politiet gav en anden udenlandsk broder besked på at holde op med at forkynde, og han fik at vide at hans opholdstilladelse ikke ville blive forlænget. Katolske præster holdt prædikener og skrev lange artikler i de lokale aviser hvori de advarede befolkningen imod Jehovas Vidner.

Det gav bagslag. Mange havde endnu ikke hørt om Jehovas Vidner. Nu blev deres nysgerrighed vakt, og de begyndte at henvende sig. Sandhedens fremmarch på Seychellerne kunne ikke standses! Den 15. juli 1962, en uge før familien McLuckies afrejse, blev det første indfødte seychelliske ægtepar, Norman og Lise Gardner, døbt. Familien McLuckie syntes at det var en god belønning for de penge og de kræfter de havde ofret på at påbegynde arbejdet på disse fjerne øer.

Fem måneder senere kom to pensionister til Mahé fra Sydafrika for at bosætte sig og hjælpe med forkyndelsesarbejdet. Inden længe satte de en annonce i den lokale avis hvori de opfordrede alle der var interesserede i et bibelstudium til at kontakte dem. Allerede næste dag modtog de et brev om at deres visum var blevet inddraget. Men i løbet af de fire måneder de var på Seychellerne, spredte de mange bibelske publikationer og aflagde et godt vidnesbyrd. Nu boede der imidlertid ikke nogen Jehovas vidner på øerne, da familien Gardner også var flyttet.

Arbejdet blev dog genoptaget efter nogle få måneder, da broder og søster Gardner vendte tilbage efter et kortere ophold i Khartoum i Sudan på grund af arbejde. Under deres udenlandsophold havde de haft god kontakt med trofaste brødre i såvel Sudan som Kenya og Sydrhodesia. De bosatte sig nu på Cerf Island, som ligger omkring en halv times sejlads fra Mahé. Med blot en halv snes familier bosiddende på øen var der ikke store muligheder for at forkynde. Men Seychellernes eneste forkyndere gjorde sig store anstrengelser og anvendte i gennemsnit 30 timer om måneden i forkyndelsen.

I 1965 blev de første kredstilsynsmandsbesøg tilrettelagt. Der var også andre glædelige begivenheder det år. En bibelsk film blev vist for i alt 75. Tre interesserede sluttede sig til familien Gardner i forkyndelsen og blev døbt i løbet af året. Og der blev arrangeret regelmæssige møder.

Selv om broder og søster Gardner elskede Cerf Island højt, elskede de deres medmennesker endnu højere. Derfor flyttede de i 1966 til hovedøen Mahé for at skabe et center til fremme af den sande tilbedelse. Der blev bygget en rigssal ved siden af deres hus, hvilket åbnede mulighed for yderligere vækst.

Stephen Hardy og hans hustru, Barbara, som kom fra England og tjente som missionærer i Uganda, aflagde flere gange kredstilsynsmandsbesøg på Seychellerne. Under et besøg den 6. december 1968 var der 6 aktive forkyndere, og der var 23 til stede ved indvielsen af den nye rigssal.

I 1969 ansøgte man om anerkendelse af arbejdet og om indrejsetilladelse til missionærer. Begge ansøgninger blev afvist uden begrundelse.

Der var ikke nogen stor fremgang, da flere unge emigrerede for at søge arbejde, og mange andre holdt sig tilbage på grund af menneskefrygt, som er mere udbredt i små samfund. Desuden var analfabetisme, almindelig ligegyldighed og udbredt umoralitet en hindring for mange. Men andre gjorde hurtigt fremskridt, som for eksempel en regeringsfunktionær der havde en stor familie og som studerede Bibelen hver dag i sin middagspause. I 1971 blev højtiden til minde om Kristi død således overværet af 40, og 11 deltog i tjenesten på arbejdsmarken. Budskabet om det kommende paradis fortsatte med at lyde ud over de smukke øer, Seychellerne.

Arbejdets begyndelse i Burundi

Før broder og søster Hardy begyndte at tjene i Uganda og at besøge Seychellerne, havde de været sendt til det smukke Burundi, et lille malerisk land med tusinder af bjerge som ligger mellem Tanzania og Zaire. Det er tæt befolket med hårdtarbejdende bønder, hvoraf de fleste dyrker bananer på terrasser anlagt på bjergskråningerne.

Under det belgiske kolonistyre ansøgte Vagttårnsselskabet om tilladelse til at sende missionærer til Usumbura, Burundis hovedstad, som nu hedder Bujumbura. Men ansøgningen blev afvist. Da landet i 1962 fik selvstændighed, medførte det ændrede politiske forhold, og i oktober 1963 lykkedes det to nordrhodesiske specialpionerer at få et tremåneders visum, som blev fornyet uden problemer. Blot tre måneder senere, i januar 1964, ankom fire gileadmissionærer som havde fået opholdstilladelse på ubestemt tid.

Religiøst pres

Lige fra begyndelsen tog folk ivrigt imod den gode nyhed om Riget. Da missionærerne kom til Burundi ledede specialpionererne allerede flere bibelstudier, og ni forkyndere var med til at udbrede den gode nyhed. Men den følgende måned fik missionærerne at vide at deres organisation skulle registreres for at de kunne få arbejdstilladelse.

Brødrene var sikre på at opnå registreringen. Men i de følgende uger virkede immigrationsfunktionærerne og deres chef meget forbeholdne. Bag kulisserne lå de under for et religiøst pres. I begyndelsen af maj fik missionærerne besked på at de skulle være ude af landet inden ti dage. Tænk hvilken skuffelse det må have været for dem at skulle forlade 70 som de studerede Bibelen med.

I slutningen af maj skulle specialpionererne også rejse. En tilbageværende tanzanisk broder fik nok at se til. Han måtte lede bibelstudier med cirka 30 mennesker. Trods tabet af pionererne og missionærerne fortsatte de lokale brødre med at forkynde. I 1967 nåede de et højdepunkt på 17 forkyndere, og 32 overværede mindehøjtiden. Ulykkeligvis opstod der nogle vanskeligheder året efter, fordi nogle brødre ikke ville anerkende de udnævnte tilsynsmænd. Det resulterede i at forkyndertallet faldt til otte som det laveste det tjenesteår. Der var brug for åndelig vejledning, og den blev givet. Efterhånden fik brødrene løst problemerne, og i 1969 var der 25 aktive forkyndere og 58 til stede ved mindehøjtiden.

Nye modstår tortur

Jehovas vidners flid vakte præsternes vrede, og de lagde pres på regeringen. I august 1969 blev syv Jehovas vidner arresteret og torteret. De blev tvunget til at stå i vand til livet i to dage. Men ligesom apostlene i det første århundrede lod de sig ikke afskrække. To måneder senere blev ni nye døbt. To gange bad nogle embedsmænd derefter brødrene om at registrere deres trossamfund, men begge gange blev deres ansøgning afvist. I de følgende år var der konstant fremgang, med højdepunkter på 46, 56, 69, 70 og 98 forkyndere. Desuden blev der oprettet en menighed i Bujumbura i 1969.

I 1972 udbrød der en voldsom stammekrig mellem tutsi- og hutufolket. Det forlød at over 100.000 hutuer blev dræbt under stridighederne, deriblandt mindst fire Jehovas vidner. Andre Jehovas vidner blev fængslet, nogle i otte måneder. Trods disse uroligheder var brødrene flittige i tjenesten. De anvendte i gennemsnit mere end 17 timer om måneden pr. forkynder.

Efter ti år med vækst var der stadig et uløst problem. Menighederne manglede teokratisk tilsyn. Selv om mange brødre var standhaftige, viste de sig på andre måder at være åndeligt umodne. De manglede indsigt og skelneevne. Nogle blev påvirket af Kitawala, den falske „Vagttårnsbevægelse“, som fandtes i de nærliggende områder. Disse problemer var ikke overraskende, da brødrene aldrig havde haft besøg af en zonetilsynsmand, aldrig havde set Selskabets film, aldrig havde haft særlige kurser for menighedens tilsynsmænd, aldrig havde overværet stævner og ikke havde publikationer på deres eget sprog. I 1976 blev tilsynet med landet derfor overdraget til afdelingskontoret i Zaire, så fransk- og swahilitalende brødre kunne yde den nødvendige hjælp til forkynderne i Burundi.

Mens stammekrigen stod på blev der interessant nok aflagt et grundigt vidnesbyrd for Burundis afsatte leder inden han døde i eksil. En missionær som var på besøg i Mogadiscio i Somalia traf denne mand og havde en lang drøftelse med ham. Han stillede mange spørgsmål og samtalen gjorde et dybt indtryk på ham. Først senere fandt missionæren ud af hvem han havde forkyndt for.

Gode tider for missionærerne i Uganda

Missionærernes udvisning fra Burundi blev til gavn for Uganda, hvor der i 1964 var en solid kerne af aktive forkyndere. Endelig, efter over 30 års bestræbelser, fik modne brødre og søstre adgang til at tjene her hvor behovet var stort. Nu ankom de sammen med det første missionærægtepar, og senere skulle der komme flere missionærer.

Efter at det første missionærhjem var blevet oprettet i Kampala, blev et andet åbnet i industribyen Jinja, hvor Nilen løber ud i den nordlige ende af Victoriasøen. Der skete hurtige fremskridt, og snart blev den første menighed oprettet.

I mellemtiden var Rigets budskab nået ud til mindre byer i hele Uganda, og i 1967 var der 53 forkyndere. Året efter blev endnu et missionærhjem åbnet i Mbale, en by i vækst på vestsiden af Mount Elgon, nær ved Kenyas grænse. I 1969 var der 75 forkyndere, og tallet steg året efter til 97 og til 128 i 1971.

Siden den 12. august 1965 havde arbejdet været officielt anerkendt. I 1972 så det meget lovende ud. Man havde nået et nyt højdepunkt på 162 forkyndere, og fem nye missionærer havde netop fået indrejsetilladelse. Man var i gang med forberedelserne til Jehovas Vidners største stævne nogen sinde i Uganda. Det skulle holdes på Lugogo Stadion i Kampala. Der kom Jehovas vidner fra nabolandene Kenya og Tanzania, og endda helt fra det fjerntliggende Etiopien. Femogtres etiopiske brødre rejste i chartrede busser; nogle af dem tilbagelagde næsten 3200 kilometer i løbet af to uger.

Uro i Uganda

På vejen til Uganda så de tilrejsende til deres overraskelse at udenlandske skolelærere og asiatiske familier strømmede den modsatte vej. De flygtede i hast ud af landet. De politiske forhold havde ændret sig efter et kup, og folk frygtede for deres fremtid. Det så ud til at alle ønskede at komme væk, undtagen Jehovas vidner. Situationen var spændt. Men midt i al denne forvirring annoncerede et 18 meter stort banner tværs over Kampalas hovedgade frimodigt stævnets offentlige foredrag. Brødrene var taknemmelige for at områdestævnet „Guds herredømme“ kunne afvikles uden problemer, med et højdepunkt på 937 tilhørere ved det offentlige foredrag. Ældre brødre og søstre i hele Østafrika har stadig gode minder om dette stævne i Kampala.

Selv om der var stor interesse for sandheden og der blev spredt meget læsestof, trak skyerne sammen i horisonten. To missionærpar kunne ikke få forlænget deres arbejdstilladelse, hvilket betød at de måtte rejse inden tre måneder. Og den 8. juni 1973 forbød regeringen uden varsel 12 religiøse grupper, deriblandt Jehovas Vidner. De tilbageværende 12 missionærer skulle rejse den 17. juli 1973. Det var sørgeligt for alle de udenlandske hjælpere, og det skete endda på et tidspunkt hvor der også var problemer med trosfriheden i Kenya.

De fleste missionærer måtte tage tilbage til deres hjemlande, men nogle af de par der havde været i Uganda for at tjene hvor behovet var større, kunne bosætte sig i Kenya og være til yderligere hjælp der. Blandt disse var Larry og Doris Patterson, og Brian og Marion Wallace. Broder og søster Hardy rejste til Elfenbenskysten for at tjene der, og i 1983 rejste de til Betel i London.e

Der var nu ikke længere noget der hed lov og orden i Uganda. For eksempel blev en pionerbroder arresteret og ført til militærkasernen til afhøring. Hvad havde han gjort? Modtaget penge fra europæiske „spioner“. Man havde set ham besøge missionærhjemmet. Selv om han utvetydigt forklarede at han deltog i et frivilligt forkyndelsesarbejde, blev han slået og fik derefter udleveret en spade så han kunne grave sin egen grav. Da han var færdig med det, fik han besked på at grave to mere til de europæiske „spioner“, nemlig missionærerne! Til sidst blev han slået ned af tre soldater med rifler, hvorpå de skød efter ham, men ramte ved siden af. En kugle strejfede en af soldaternes støvler. De begyndte derfor at skændes, og det afledte deres opmærksomhed. Broderen lå et stykke tid på jorden, og blev løsladt dagen efter.

Menighederne måtte nu mødes i hemmelighed og indstille sig på den nye situation. For befolkningen i almindelighed blev liv ikke regnet for noget, og de der arbejdede for en forbudt trosretning var i endnu større livsfare.

Fremgang i det sydlige Sudan

I slutningen af 1960’erne var der også spændinger i Sudan, især imellem nordlige og sydlige befolkningsgrupper. Langt fra afdelingskontoret i Nairobi og i det hele taget fjernt fra andre brødre, fortsatte menigheden i Khartoum tappert. I august 1970 nåede man et højdepunkt på 54 forkyndere, kort før menighedens mest erfarne ældste, George Orphanides, forlod landet.

Netop på det tidspunkt blev nogle Jehovas vidner anklaget for at være zionister, og de blev afhørt af myndighedspersoner i to hele dage. To pionersøstre som forkyndte for en interesseret dame blev overrumplet af en koptisk præst, som tilkaldte politiet og indberettede dem som israelske spioner. På politistationen aflagde søstrene et godt vidnesbyrd og blev derefter løsladt. Mens sådanne hændelser afskrækkede nogle forkyndere, viste de sig at være trosstyrkende for andre.

Indtil nu har hele den sudanske beretning været koncentreret om Khartoum. Men der var en stor urørt arbejdsmark: den sydlige del af landet, hvor der boede mange med navnkristen baggrund. Hvordan kunne sandheden blive udbredt i dette store område? Gennembruddet skete i 1970 da en ung mand der var redaktør på et katolsk blad, blev kontaktet af Jehovas vidner. Han gjorde hurtigt fremskridt i sit studium af Bibelen og begyndte snart selv at studere med venner og slægtninge. En af hans venner forkyndte modigt budskabet om Riget i skolen, endda selv om der blev trykt pjecer imod det.

I 1973 var der flere små grupper af interesserede i den sydlige del af landet, og 16 herfra blev døbt. Det der tiltalte disse beboere i syd var, foruden sandhedens klare budskab, at de så kærlighed praktiseret uden hykleri, et sandt broderskab på tværs af stamme- og raceskel.

I begyndelsen af 1970’erne havde det sydlige Sudan sin egen charme, måske på grund af dets isolerede beliggenhed. Det varede over en uge at rejse fra Khartoum til Juba med tog og båd. De fleste her tænkte ikke på hvad der foregik i resten af verden. Folk var usædvanlig venlige og gæstfri. Nogle hoteller havde ikke engang nøgler eller låse til værelserne. Folk ville hellere end gerne vise vej, byde på mad eller have gennemrejsende boende, og de forventede ikke at få noget for det. I de fleste tilfælde nægtede de endda på det kraftigste at tage imod betaling. Flere og flere af disse venlige mennesker hørte og tog imod sandheden om Jehovas hensigt.

Forkyndelsen i syd og en bedre modtagelse af de bibelske publikationer førte til vækst, og i 1974 nåede man et højdepunkt på 100 forkyndere i Sudan.

Brændende forfølgelse i Eritrea!

Øst for Sudan ligger Eritrea. I begyndelsen af 1960’erne — efter at missionærerne var blevet udvist — blev radio, aviser og andre medier i vid udstrækning brugt til en smædekampagne mod Jehovas Vidner. Under overskrifter som „Falske profeter“ og „Pas på dem der foregiver at være religiøse, men fører til fornægtelse af den sande tro“ blev Jehovas vidner beskyldt for at hade kejseren og kirken og at fornægte treenigheden og jomfru Maria. De blev omtalt som agenter for udenlandske fjender, umoralske personer som ikke ville kæmpe for deres land. Nogle rejste krav om at der blev grebet drastisk ind for at få Jehovas folk udryddet af landet.

Det var præsterne i den etiopisk-ortodokse kirke der havde anstiftet dette had. Ved en dåbsfest som blev overværet af mere end 20.000, udsendte den ledende præst en resolution hvori han ekskommunikerede Jehovas Vidner og forbød folk at hilse på dem, ansætte dem og begrave deres døde.

Mange havde den opfattelse at „jagten var gået ind“ på Jehovas vidner — de kunne dræbes af hvem som helst uden retslige følger! Udlejere forventedes at opsige enhver lejer som tilhørte Jehovas Vidner. Forældre fik besked på at smide deres børn ud hjemmefra som forbandede og uden arveret, hvis de var Jehovas vidner. I en stor husstand blev 18 unge tvunget til at forlade hjemmet fordi de studerede med Jehovas Vidner.

I en by besluttede en pøbelflok at gennembanke en velkendt broder, men de fandt ham ikke. Politiet begyndte at arrestere brødrene og forsøge at tvinge dem til at underskrive erklæringer om at de fornægtede deres tro og indrømmede at de modarbejdede regeringens sikkerhed. På grund af manglende forståelse skrev nogle få brødre under, men så snart de fandt ud af at det var forkert, nægtede de at stå ved underskriften, uanset konsekvenserne.

Andre kom ud for at nogle prøvede at overtale dem med mildhed: „Du kan have din tro i hjertet, men fortæl os blot at du ikke er et af disse Jehovas vidner,“ tryglede myndighedspersonerne. Over for de unge Jehovas vidner i fængsel brugte embedsmændene en mere djævelsk og underfundig metode. På en bestemt dag arrangerede de at en stor gruppe ældre slægtninge skulle komme på besøg hos en af de unge brødre. Da de kom, stirrede de først på ham i tavshed, derefter begyndte de at græde, og så faldt de på knæ og bad ham afsværge sin tro på Jehova. De brødre der kom ud for denne form for pres, husker det som den hårdeste prøve. Den slags forfølgelse og prøvelser fortsatte i flere år.

Presset lettes og sandheden befæstes i Etiopien

I disse år blev Jehovas vidner i Addis Abeba og den sydlige del af Etiopien også forfulgt, dog ikke i samme grad som i Eritrea. I 1962 blev Etiopien og Eritrea forenet til ét land, hvilket førte til de politiske uroligheder som er fortsat ind i 1990’erne.

I 1964 viste det sig at være praktisk at flytte tilsynet med alle menighederne i Etiopien til det nyligt oprettede afdelingskontor i Kenya. Repræsentanter fra afdelingskontoret i Nairobi havde mulighed for at udføre kredstjenesten i Etiopien og, under besøgene i menighederne, hjælpe med at bilægge nogle alvorlige uoverensstemmelser mellem de udnævnte ældste. I flere menigheder foregik vagttårnsstudiet som en debat. En lokal kredstilsynsmand fremmede sine egne ideer i stedet for Bibelens tanker, og måtte derfor afsættes. Den slags problemer hæmmede væksten i årene 1964-66, hvor forkyndertallet holdt sig omkring 200.

Sandheden spredtes dog stadig. En forkynder som holdt ferie i den varme havneby Massawa ved Det Røde Hav, kontaktede en interesseret på et postkontor og oprettede et bibelstudium med vedkommende. Flere interesserede etiopiere sluttede sig til, og inden længe blev der oprettet en menighed. I samme periode blev endnu en menighed dannet længere sydpå i Etiopiens anden havneby, Aseb.

Selv om publikationerne havde været forbudt siden 1957, fandt brødrene udveje for at tilvejebringe åndelig føde på de lokale sprog. I 1966 blev der i løbet af to uger afholdt en Rigets Tjenesteskole i hovedstaden. Her fik udnævnte tilsynsmænd indblik i teokratisk organisering og i bibelske spørgsmål. Dette hjalp brødrene til at få en mere teokratisk og målbevidst indstilling, og i tjenesteåret 1967 var der en fremgang på 21 procent, med i alt 253 forkyndere.

Selv om det religiøse pres lettede, var forkynderne stadig nødt til at mødes i små grupper på grund af de politiske spændinger i landet. Mens regeringsavisen forsikrede at der var trosfrihed for alle og nævnte Jehovas Vidner sammen med andre trossamfund i denne forbindelse, blev alle ansøgninger om registrering afvist.

Præster lærer om Jehova

Ligesom det skete i det første århundrede i Jerusalem, gav nogle oprigtige præster agt på sandheden fra Bibelen. (Apg. 6:7) En retsindig præst bekendte over for en forkynder: „Du gør i virkeligheden det som jeg skulle gøre. Dit besøg i dag er et slag mod mit hverv som præst.“

En anden præst begyndte at undersøge Jehovas Vidners budskab og fandt tilfredsstillende svar på sine bibelske spørgsmål — i drøftelser der kunne vare op til 12 timer ad gangen! Hvad blev resultatet? Han legaliserede sit ægteskab, blev nidkær for sandheden og forkyndte for en nonne. Hun arrangerede en drøftelse mellem sin søn (en ældste inden for kirken) og et Jehovas vidne, og lovede at hvis forkynderen „vandt“, ville hun begynde at studere Bibelen.

Sønnen „tabte“. Senere belejrede han en besøgende kredstilsynsmand med spørgsmål i 20 timer, med kun fire timers sovepause! Hvad førte det til? Hele familien begyndte at studere, og 15 af dem gjorde gode fremskridt; selv nonnen blev døbt, og hendes søn blev specialpioner.

Det lysner for en stund

I begyndelsen af 1971 havde brødrene i Etiopien meget at glæde sig over. Broder Henschel fra Det Styrende Råd besøgte Addis Abeba og Asmara og holdt foredrag for 912 tilstedeværende. Forkyndertallet var nået op på cirka 500. Og der var kommet en stor forsyning læsestof til landet.

Men vanskelighederne ventede forude. I løbet af året lød der vrede fordømmelser af Jehovas Vidner i radioen. Mere end 20 frafaldne samarbejdede med præsterne og hjalp dem med at skrive bagtaleriske artikler.

I et område kom politiet ind i en mødesal, konfiskerede 70 bibler og tilbageholdt uden videre nogle af de tilstedeværende. Dernæst blev rigssalen i Asmara lukket, så menigheden var nødt til at mødes i små grupper igen. Men arbejdet fortsatte i fuldt omfang. I 1971 blev der i alt døbt 142, og 2302 overværede højtiden til minde om Kristi død.

Der blev oprettet nye grupper i isolerede områder, og to kredstilsynsmænd tog sig af de 25 menigheder og grupper foruden interesserede i isolerede områder. Snart nåede man op over 1000 forkyndere, med et højdepunkt på 1844 i 1974.

Forfulgt men ikke ladt i stikken

Modstanden fortsatte. I 1972 indkaldte politiet flere brødre til forhør og advarede dem om at der ville blive taget affære hvis de ikke holdt op med at forkynde. Den 27. august 1972 ankom nogle store lastbiler til de steder hvor søndagsmøderne blev holdt. Politiet arresterede 208 Jehovas vidner og interesserede. I én menighed gennemgik foredragsholderen Ezekiels profeti om Gogs (Satans) angreb og spurgte: „Hvad ville I sige hvis politiet kom her og arresterede os?“ Det var netop hvad der skete få minutter senere!

Politiet stuvede 59 brødre ind i et utøjsbefængt rum på cirka 3 gange 3 meter. Seksogfyrre søstre blev gennet ind i et andet rum af samme størrelse. De øvrige blev tvunget til at sove udenfor i kulden. De blev nægtet løsladelse mod kaution. En forsvarer kunne de heller ikke få. Skønt brødrene aflagde et godt vidnesbyrd over for fængselsbetjentene, blev 96 idømt seks måneders fængsel. De blev dog løsladt mod kaution få dage senere, efter at have fået barberet alt håret af.

De resterende 112 blev anklaget for at have oprettet en illegal religiøs forening og ligeledes idømt seks måneders fængsel. Efter en måned blev også disse brødre løsladt mod kaution. Senere blev de igen sagsøgt, fængslet og derefter løsladt mod kaution efter 12 dage. Næsten et år efter den første fængsling kom appellen for Højesteret. Afgørelsen fra den underordnede domstol blev stadfæstet, men ud over at der blev givet nogle stærke advarsler, blev dommen gjort betinget. Forkynderne var blevet forfulgt, men ikke ladt i stikken. (2 Kor. 4:9) Under fængselsopholdet forkyndte brødrene frygtløst og hjalp to livstidsfanger frem til indvielse.

Et gavnligt besøg og mere åndelig føde

Da William Nisbet fra afdelingskontoret i Nairobi besøgte Addis Abeba, stødte han på endnu et problem. Et voksende antal unge følelsesbetonede brødre bekendte sig til de salvede, med et himmelsk håb. De samarbejdede kun med hinanden i forkyndelsen og blev fornærmede hvis nogen som ikke bekendte sig til de salvede vejledte dem. Under møderne gav de højlydt udtryk for „den hellige ånds“ virke. For eksempel kunne de ved mindehøjtiden finde på at råbe, rive symbolerne ud af hænderne på de brødre som bød dem rundt og blive stående mens de nød symbolerne, for at henlede opmærksomheden på sig selv. Det tog lang tid at behandle disse problemer. Nogle af de mest højrøstede og ubøjelige fortsatte ikke i sandheden.

I 1973 fik man nogle hårdt tiltrængte publikationer, blandt andet bøgerne Sandheden der fører til evigt liv og Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? på amharisk og bogen Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple på tigrinja. Denne gode åndelige føde, sammen med en række små kredsstævner som blev overværet af 1352, virkede trosstyrkende på brødrene.

Desuden tog en gruppe etiopiske forkyndere til det internationale stævne „Guds sejr“ i Nairobi, hvor broder Henschel og broder Suiter fra Jehovas Vidners Styrende Råd også var til stede. Men politiske omvæltninger ulmede, og en revolution skulle snart forandre den teokratiske situation i Etiopien.

Juridisk anerkendelse og et afdelingskontor i Kenya

Lad os nu tage tilbage til Kenya og følge begivenhederne videre dér. Landet var lige blevet uafhængigt af det britiske herredømme da Harry Arnott som zonetilsynsmand i februar 1962 gav en historisk meddelelse til de 184 som overværede det sidste kredsstævne der var camoufleret som en skovtur. Dette ville blive deres sidste ulovlige stævne i Kenya. Jehovas Vidner havde netop fået juridisk anerkendelse! De fem små menigheder i Nairobi kunne nu samles i en dejlig sal i nærheden af byens centrum. Det var til stor glæde for brødrene at erfare at de nu udgjorde en stor menighed på 80 forkyndere! Mindehøjtiden, deres første møde i frihed, blev overværet af 192.

Den ene begivenhed afløste den anden. Peter og Vera Palliser fra afdelingskontoret i Zambia blev bedt om at hjælpe i Kenya. Broder og søster Palliser og et nyt missionærpar, broder og søster McLain, flyttede ind i det første missionærhjem i den sydlige del af Nairobi, og den 1. februar 1963 blev der åbnet et afdelingskontor. På det tidspunkt var der omkring 150 forkyndere i Kenya og Uganda. Der var ikke meget at lave på afdelingskontoret, ikke mere end at det kunne klares på en eller to dage om ugen. Det var tilstrækkeligt med et lille kontor på 2,5 gange 3 meter i en lejlighed.

Men snart kom andre lande, som Tanzania og Etiopien, under afdelingskontorets ledelse i Kenya. Det gav mere end dobbelt så meget arbejde. Der blev taget skridt til at få udnævnt registrerede giftefogeder blandt brødrene. Der blev arrangeret kredsstævner i offentlige sale og på skoler, og broder Henschel kom på besøg og gav den nødvendige vejledning om arbejdsgangen på det nye afdelingskontor.

En ny arbejdsmark

Det krævede noget at overvinde raceadskillelsen fra kolonitiden. Der gik historier om at det var farligt at gå ind i de afrikanske bydele, selv om dagen. Men de nye missionærer og de brødre som tjente hvor behovet var større, var ivrige efter at udvide arbejdet. De valgte at begynde i et jernbanearbejderdistrikt.

Det var i regntiden, og der hang store mudderklumper under skoene på disse nidkære forkyndere. Nu skulle de for første gang prøve at bruge deres omhyggeligt forberedte bibelske præsentationer på swahili. Hvordan gik det? Mange kvinder lyttede med et tomt blik, og prøvede med tegnsprog at forklare at de ikke forstod engelsk. Det var en stor lettelse for brødrene da kvindernes engelsktalende mænd kom hjem fra arbejde og fortalte at deres hustruer heller ikke kunne ret meget swahili!

Det var noget af en opgave for de udenlandske brødre at lære swahili, da det ikke havde meget tilfælles med nogen af de europæiske sprog. Men grammatikken er logisk, og snart faldt tingene på plads. Det er let at udtale ordene, og ordforrådet er større end i de fleste andre afrikanske sprog.

Selvfølgelig skete der nogle fejltagelser i indlæringsperioden. En søster ville gerne fortælle om „serikali ya Mungu“ (Guds regering) men talte i stedet om „suruali ya Mungu“ (Guds bukser). En broder fik problemer da han forvekslede den almindelige hilsen „Habari gani?“ (Noget nyt?) med „Hatari gani?“ (Noget farligt?). En missionærsøster følte ikke at hun var i stand til at slagte en kylling og ville spørge en specialpioner: „Vil du slå denne kylling ihjel for mig?“ I stedet for „kuua“ (at slå ihjel) sagde hun „kuoa“, så det blev til: „Vil du gifte dig med denne kylling for mig?“ En missionær som ledede en spørgsmål-og-svar-drøftelse tiltalte brødrene med „Dudu“ (insekt) i stedet for „Ndugu“ (broder).

For mange børn var udlændingene noget hidtil ukendt. Nogle rørte ved brødrenes hænder for at se om det hvide kunne gå af. Snesevis af børn fulgte efter forkynderne når de gik fra hus til hus. Rygtet om beboernes negative indstilling til fremmede viste sig at være forkert. Tværtimod havde mange en oprigtig hunger efter sandheden. I de fleste tilfælde blev gæster inviteret ind og tilbudt et sted at sidde, og nogle gange blev de endda budt på te eller mad. Det var en helt ny fornemmelse!

Vore udenlandske forkyndere måtte også lære at bedømme hvem de skulle tilbyde bibelstudier. Der var så mange som gerne ville studere at det var umuligt at studere med dem alle. Før årets udgang blev den anden menighed oprettet i Nairobi. Brødrene følte sig helt hjemme i deres distrikt, der omfattede steder som „Jerusalem“ og „Jericho“, og inden længe havde de alle de studier de kunne overkomme.

Det er interessant at omkring en halv snes af dem der lærte sandheden at kende dengang og sluttede sig til de to oprindelige menigheder i Nairobi, stadig tjener trofast nu cirka 30 år senere.

Den første bog på swahili, Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, blev udgivet i juni 1963. Det var et godt redskab for sandhedssøgende mennesker uanset skolemæssig baggrund. Derefter blev Rigets Tjeneste duplikeret på swahili, og Vagttårnet blev trykt på swahili i Zambia.

I mellemtiden flyttede Alan og Daphne MacDonald fra Gileadskolen til deres nye distrikt på Mombasaøen ved Kenyas kyst, mens broder og søster McLain blev overflyttet til Kampala i Uganda som de første missionærer dér. På den måde blev der plads til at William og Muriel Nisbet kunne flytte ind på afdelingskontoret. De var lykkelige for igen at have mulighed for at samarbejde i heltidstjenesten. I syv år havde broder Nisbet haft verdsligt arbejde for at kunne blive i landet. Broder og søster Nisbet tog nu ud i kredstjenesten i Kenya, og de virkede også lidt i områdetjenesten i nabolandet Tanzania.

Fremgang i Kenyas byer

I Mombasa fandt broder og søster MacDonald en lille menighed bestående af udenlandske forkyndere som var kommet for at tjene hvor behovet var større, og en lille gruppe afrikanske forkyndere som var kommet fra Tanzania for at arbejde i byen. Nu da de frit kunne forkynde, skyndte de sig at organisere deres første møde. De var 30. De fleste af de afrikanske brødre var imidlertid ikke lovformeligt viet. Derfor kom en af Selskabets giftefogeder en søndag og viede 14 par. Den følgende søndag blev de alle gendøbt.

Distriktet i Mombasa var en udfordring for brødrene fordi der var mange forskellige trosretninger repræsenteret. Der var de ildtilbedende Zarathustra-tilhængere som hævdede at deres tro stammede fra Nimrods tid. De forskellige hinduiske sekter omfattede ikke kun de turbanklædte sikher men også jainer, som ikke ville træde på en myre eller slå en flue ihjel. Desuden var der mange muslimer og navnkristne. Mombasa var fyldt med templer, moskeer og store kirker. Det krævede tilpasningsevne og stor dygtighed at fremholde den gode nyhed her.

Med tiden kom der flere missionærer som blev sendt til forskellige byer, for eksempel Nakuru, Kisumu, Kitale, Eldoret, Kericho, Kisii, Thika og Nyeri. I slutningen af 1960’erne havde flere kenyanere taget specialpionertjenesten op og var gode til at forkynde i de mindre samfund.

Den mindste bliver til tusind

Nu begyndte der virkelig at ske noget. Da arbejdet blev lovformeligt registreret var der 130 forkyndere i Kenya. To år senere var tallet steget til næsten det dobbelte, og i 1970 var den mindste bogstavelig talt blevet til tusind. — Es. 60:22.

Folk måtte gøre bemærkelsesværdige forandringer når de lærte sandheden at kende. De skulle overvinde ting som umoralitet, drukkenskab og trolddom, og de skulle lære at læse. Mange var også blevet opdraget til at sætte alt for stor pris på jord, husdyr, penge eller uddannelse. Desuden måtte mange overvinde personlig stolthed. Selv om interessen var der, kunne det derfor tage år inden de havde iført sig den nye kristne personlighed i en sådan grad at de kunne indvi sig til den almægtige Gud.

Sædvanligvis gjorde de unge hurtigere fremskridt end de ældre, da de kunne læse og ikke var så dybt forankrede i traditioner. Et bemærkelsesværdigt eksempel er en teenager ved navn Samuel Ndambuki, som var forvirret og forarget over hykleriet inden for kristenheden. Da han var 13 begyndte han at ryge, stjæle, lyve, tage stoffer og leve umoralsk. I 1967, otte år senere, kontaktede to tidligere klassekammerater ham med den gode nyhed fra Bibelen. Det gjorde indtryk på ham at se hvordan disse unge mennesker brugte Bibelen. Han kunne se at Jehovas vidner var helt anderledes idet de holdt fast ved en ren adfærd. Samuel gjorde store forandringer til det bedre, forandringer som hans naboer lagde mærke til. Trods sin forbedrede moral mødte han stor modstand mod sin nyfundne tro, men han fortsatte med at gøre fremskridt og blev døbt senere samme år. Året efter begyndte han som almindelig pioner, og senere som specialpioner. Derefter kom han på Betel og senere ud i kredstjenesten. I dag er han familiefader og har hjulpet mange til at få kundskab om sandheden. På den måde har han været med til at lægge grunden til en voksende menighed i Ukambani.

Et andet eksempel var Raymond Kabue i Nairobi, som lærte sandheden at kende sammen med sin kødelige broder og nogle andre unge mænd. Fuld af nidkærhed tog han til sin hjemegn i Aberdare-bjergene og forkyndte for folk dér. Det førte til at der blev dannet en menighed som har fostret mange pionerer og specialpionerer. Et af hans børn blev pioner, og et andet har tjent på Betel.

Hans broder Leonard hjalp Ruth Nyambura, en kvinde som havde læst hele Bibelen uden at få svar på sine spørgsmål. Hun havde en række spørgsmål parat da han besøgte hende. Med hjælp fra en udenlandsk broder var broder Kabue i stand til at besvare spørgsmålene og blandt andet forklare betydningen af tallet 666, der nævnes i Åbenbaringen 13:18. Denne oprigtige kvinde var en af de allerførste swahilitalende der tog imod sandheden. Det var i 1965. I Kenya findes der mange trofaste søstre som hende, hvis mænd ikke er i sandheden. Til forskel fra de andre afrikanske lande, er det i Kenya kvinderne der udgør flertallet i menighederne. Denne søster har opdraget syv børn i sandheden, har tjent som almindelig pioner et stykke tid, og tjener stadig trofast som forkynder.

En af hendes døtre, Margaret MacKenzie, mistede sin mand ved en tragisk ulykke i 1974 og stod alene tilbage med tre små børn. I overensstemmelse med stammeskikkene havde hendes mands ikketroende slægtninge planlagt at bortføre hende ved begravelsen så hun kunne blive „gift“ med sin svoger. Hun blev imidlertid advaret på forhånd og flygtede. Det betød at hun måtte opgive alle krav på det hus hun havde hjulpet med at bygge og den mark hun havde været med til at opdyrke. Det lykkedes hendes slægtninge at kidnappe hendes lille dreng, så hun kun havde sine to døtre tilbage. Det var ikke let at sørge for børnene og samtidig give dem tilstrækkelig åndelig opmærksomhed, men med Jehovas hjælp klarede søster MacKenzie sig godt. Hun tog familiestudiet og forkyndelsen meget alvorligt. I 1987 havde hun den glæde at se begge sine piger, en på 14 og en anden på 15, blive døbt ved et kredsstævne. Og hendes søn er efter 11 år vendt hjem og gør nu også fremskridt i tjenesten for Jehova.

Udvidelse af Rigets arbejde

Afdelingskontoret gjorde en stor indsats for at udvide Rigets arbejde. Traktater og bøger blev oversat til kikamba, kikuyu og luo. Der blev udgivet flere bøger på swahili, nemlig „Det er umuligt for Gud at lyve“, Sandheden der fører til evigt liv og „Dit ord er en lygte for min fod“. Vagttårnet på swahili blev udvidet til 24 sider. Det bevirkede at der blev afsat meget læsestof.

Publikationerne var populære blandt asiaterne, som sædvanligvis tog godt imod europæiske forkyndere og gerne ville modtage læsestof, men som almindeligvis blev i deres eget trossamfund. Der var dog undtagelser. En pige i teenagealderen holdt fast ved sandheden trods familiens hårde modstand og pres fra sikh-samfundet. Hendes fader smed hende ud hjemmefra og truede endda med at slå hende ihjel. Hun flyttede ind hos en familie som var Jehovas vidner, og efter et grundigt bibelstudium indviede hun sit liv til Jehova, begyndte i pionertjenesten og kom senere på Gilead. Goody Poulsen, som nu er gift, tjener stadig nidkært som pioner og har gode resultater, især blandt asiater.

Et ægteskabsproblem løses

Mange i Kenya levede sammen uden at være lovformeligt gift. Nogle blev gift i overensstemmelse med stammeskikke, og kunne let lade sig skille. Andre levede sammen i et samvittighedsægteskab. Det stod ikke mål med Jehovas høje krav. — Hebr. 13:4.

Derfor blev flere brødre registreret som giftefogeder under Den Afrikanske Kristne Ægteskabslov. Disse brødre rejste vidt omkring efterhånden som interesserede tog standpunkt for den sande tilbedelse og ønskede at legalisere deres ægteskab. I de fleste tilfælde faldt dette sammen med at de kvalificerede sig som forkyndere af den gode nyhed. Det gav også grundlag for et bedre familieliv, da det fjernede frygten for at ægteskabet ville blive opløst hvis der ikke kom børn eller hvis brudekøbesummen ikke blev betalt. I årenes løb har godt og vel 2000 par haft gavn af denne ordning.

Et nyt afdelingskontor

Ved områdestævnet i 1970 blev det meddelt at Selskabet havde købt en ny bygning til afdelingskontor på Woodlands Road i Nairobi. Kontoret i det sydlige Nairobi som bestod af et enkelt værelse, var siden blevet flyttet til en lejlighed i nabolaget, men nu var der lige ved 3000 forkyndere som rapporterede i de otte lande der sorterede under dette afdelingskontor. Der var mere at lave, både med forsendelse, oversættelse og korrespondance.

Den nye bygning, der lå på en 6000 kvadratmeter stor grund i rolige omgivelser og alligevel nær ved byens centrum, var et ideelt sted for fremtidige udvidelser. De mange træer foruden plæner i forskellige niveauer, omgivet af hække og farvestrålende blomster, gjorde haven til et helt lille paradis.

Indvielsesprogrammet blev holdt lørdag den 26. juni 1971. Senere blev bygningen gjort mere egnet til kontor og beboelse. Der blev også bygget flere værelser. På den nederste del af grunden, hvor der var god plads, blev der bygget en stor rigssal — Nairobis første. Den blev brugt af to menigheder, og der var stadig en stor græsplæne til brug ved yderligere udvidelse på et senere tidspunkt. Denne rigssal blev fuldført omkring samme tidspunkt som rigssalene i Mombasa, Kisumu og Nakuru.

Fremgangen vækker præsternes misundelse

Efterhånden som flere og flere interesserede forlod deres kirker, blev præsterne mere og mere ophidsede. De forsøgte at bringe Jehovas Vidner i vanry. Et fejlunderrettet parlamentsmedlem fortalte den lovgivende forsamling at Jehovas vidner ikke sender deres børn i skole og ikke tillader medlemmer at modtage hospitalsbehandling. Han blev hurtigt til grin da han blev korrigeret af parlamentets formand, som havde fået nøjagtige oplysninger fra en embedsmand der var i familie med en forkynder.

Der herskede således fortsat en demokratisk, frihedselskende indstilling. Ved begyndelsen af 1972 besøgte broder Knorr igen Nairobi, og senere på året blev der holdt et stort stævne i Mombasa, hvor 2161 overværede det offentlige foredrag. Det lovede godt for fremtiden, og alt åndede fred og ro.

Et chok — forbud i 1973

Den 18. april 1973 lød det i en chokerende radiomeddelelse at Jehovas Vidner blev betragtet som farlige for landets sikkerhed og var blevet forbudt i Kenya. Der havde sandt nok været noget røre og lidt kritisk omtale her og der, men der havde ikke været formelle anklager eller politiaktioner nogen steder. Pludselig var bibelundervisning blevet ulovligt!

Man forsøgte at komme i kontakt med højtstående embedsmænd for at få sagen afklaret. Der blev indgivet en formel appel den 8. maj, men den blev afvist seks dage senere. I mellemtiden annullerede den øverste registrator registreringen af Jehovas Vidners Forening. Derefter blev en anmodning om audiens hos præsidenten afvist. Den 30. maj blev der indgivet appel mod annulleringen. Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, fulgte det op med et personligt brev fra Vagttårnsselskabets præsident.

Den 5. juli var Jehovas Vidner det store samtaleemne i Kenyas Nationalforsamling. De blev stadig forvekslet med en lille politisk sekt og fremstillet som nogle der ikke havde respekt for verdslige regeringer og som afviste hospitalsbehandling. De blev endda kaldt Djævelens Vidner. Alt dette viste selvfølgelig blot hvor forkert underrettet folk kan være, ligesom tilfældet var med dem der rettede anklager mod Guds søn, Jesus Kristus. — Mark. 3:22; Luk. 23:2.

Dernæst tog regeringen hurtigt skridt til at udvise de 36 missionærer. De skulle forlade landet den 11. juli 1973. Det var en sørgelig tid i Kenyas teokratiske historie. Udstyret fra de ti missionærhjem i hele landet måtte i hast anbringes andre steder, og personlige ejendele skulle pakkes og sendes til de forskellige lande, hvor missionærerne skulle virke.

Men afdelingskontoret blev ikke lukket. Der blev forberedt en retssag for at gøre indsigelse mod forbudet som et brud på Kenyas forfatning, der garanterede trosfrihed.

Forbudet ophæves!

Fornuftige regeringsembedsmænd indså snart at denne holdning ikke stemte med ønsket om at Kenya blev betragtet som et moderat, rimeligt og demokratisk land som var åbent for turister og overholdt menneskerettighederne. Derfor tog regeringen i august 1973 det modige skridt at ophæve forbudet. Der blev udsendt en regeringsmeddelelse om at der aldrig virkelig havde eksisteret noget forbud. Brødrene jublede!

De tilbageværende brødre på afdelingskontoret havde meget at se til. Flere som ikke var medlemmer af betelfamilien kom ind for at hjælpe, deriblandt Helge Schiøler Linck, Stanley Makumba og Bernard Musinga. Kun få af dem kendte til arbejdsgangen på kontoret og det der skulle laves. De måtte nu til at lære at føre korrespondance, regnskab og optegnelser.

Stævnerne blev med rette sat højt under disse forhold. I oktober blev der holdt en række kredsstævner som styrkede brødrene til forkyndelsen og gav dem vejledning om hvad de skulle gøre. Desuden blev der lagt nye planer for det internationale områdestævne der skulle holdes i Nairobi fra 26. til 30. december. Efter forbudet var stævnetemaet „Guds sejr“ yderst passende og aktuelt. Selv om det med kort varsel betød meget hårdt arbejde, var det en stor glæde at se udenlandske gæster ankomme og være til yderligere opmuntring for de lokale brødre! Det højeste antal tilstedeværende var 4588, og 209 blev døbt.

Der var en god avisomtale, og der blev bragt et 28-minutters fjernsynsinterview med Grant Suiter fra Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn. Alt dette viste at Jehovas vidner stadig var levende og aktive. Der fulgte flere kredsstævner, og de ældste blev opmuntret gennem den undervisning de modtog på Rigets Tjenesteskole.

For brødrene havde det pludselige forbud været en chokerende oplevelse og en prøve på deres tro. Men det havde den gavnlige virkning at det sigtede dem fra som ikke havde et nært forhold til deres kærlige Skaber og ikke havde opbygget deres tro på den sande grundvold, vort forbillede, Jesus Kristus. (1 Kor. 3:11) Det var tydeligt at de kenyanske brødre måtte lære selv at påtage sig flere opgaver og et større ansvar, frem for at være helt afhængige af missionærer og brødre fra andre lande som var kommet for at tjene hvor behovet var større. Der var også brug for at de gjorde mere ud af deres personlige studium og opdyrkede et mere inderligt bønsforhold.

Snart fik flere missionærer mulighed for at komme til Kenya og hjælpe, deriblandt John og Kay Jason, som allerede havde tilbragt 26 år i missionær-, kreds-, og beteltjenesten i Zambia. Jehova havde vist at der stadig var meget at gøre i Kenya, og brødrene fortsatte arbejdet med beslutsomhed.

Åndelige fremskridt

Der skete også fremskridt på det åndelige område. Hidtil havde forkynderne hovedsagelig brugt bladene i forkyndelsen. Nu blev der lagt særlig vægt på at bruge Bibelen, som det blev foreslået i Rigets Tjeneste. Det var glædeligt at se selv små børn åbne Bibelen og aflægge vidnesbyrd i forkyndelsen, til stor forundring for den besøgte og de ældre forkyndere.

For første gang behandlede Rigets Tjeneste også spørgsmålet om ukristne traditioner. Det blev påpeget at mens nogle traditioner kan være gode og gavnlige, er der andre som bygger på forkerte lærepunkter, for eksempel læren om sjælens udødelighed, og som kan inddrage kristne i falsk religion. Resultatet var at brødrene og søstrene gradvis frigjorde sig fra urene skikke i forbindelse med vågenætter for de døde, begravelsesritualer, frygt for det onde øje, brug af amuletter, stammeoptagelsesceremonier, ceremoniel omskærelse og lignende.

Et andet betydningsfuldt fremskridt var at de enkelte menigheder i byerne begyndte at holde møderne på ét sprog, enten swahili eller engelsk. Tidligere foregik møderne på begge sprog så man hele tiden måtte oversætte fra det ene sprog til det andet. Det betød at man kun havde tid til at behandle halvdelen af stoffet. Nu kunne brødrene glæde sig over hele programmet på et af sprogene.

„Makedonien“ på alles læber

I mellemtiden kom Wilfred Gooch fra afdelingskontoret i London på besøg som zonetilsynsmand, og dette besøg medvirkede til at reorganisere arbejdet i Kenya og at iværksætte den første systematiske forkynderkampagne i de isolerede områder i Østafrika. I Kenya, for eksempel, boede tre fjerdedele af befolkningen i distrikter som ikke var tildelt nogen menighed.

Forkynderne var begejstrede, og lige siden 1975 har ordene i Apostelgerninger 16:9 angående Makedonien været almindeligt kendt. Man har endda hørt udenforstående sige: „I dag holder Jehovas vidner deres møde i Makedonien.“ Tre af årets måneder er forbeholdt arbejdet i nutidens Makedonien.

Desuden tilskyndede afdelingskontoret alle forkyndere til at bruge deres årlige ferie til at forkynde i deres hjemegn på landet. En søster skrev: „Da jeg kom hjem forkyndte jeg Jehovas gode nyhed for folk og fik snart mange bibelstudier, blandt andet med otte af mine slægtninge, og seks af dem begyndte at komme til møderne, som blev holdt 16 kilometer borte.“

Al denne forkyndelse resulterede i at mange interesserede skrev til Selskabet. Hver måned kom der i hundredvis af breve fra nogle som bad om publikationer eller bibelstudier, og det blev derfor nødvendigt at udvide korrespondancestaben på afdelingskontoret.

Noget andet nyt i 1975 var Rigets Tjenesteskole, som blev afholdt for de ældste i syv lande i Østafrika. Her fik de ældste ikke alene megen åndelig vejledning men også et helt nyt syn på flere ting. For mange af brødrene var det første gang i deres liv at de havde hjulpet med huslige pligter — opvask og madlavning — noget som sædvanligvis var overladt helt til kvinderne. Men de ældste var ydmyge og lærvillige. For nogle tilsynsmænd var det også en ny tanke at faderen kan lege med sine børn. Som en ældste sagde: „Efter alle disse år vil mine børn blive overraskede når jeg kommer hjem og de ser at jeg kan lide at lege med dem.“

Året sluttede med et nyt højdepunkt på 1709 forkyndere i Kenya, og mere end 300 var blevet døbt. Men hvordan gik det med Rigets arbejde i det sydlige naboland, Tanzania?

Ændrede forhold i Tanzania

I modsætning til hvordan det var gået i Kenya fortsatte det forbud mod Jehovas Vidner som var trådt i kraft den 3. april 1965. Denne situation samt ændrede familieforhold og økonomiske forhold førte andre ting med sig. De udenlandske brødre som var kommet for at tjene hvor behovet var større, måtte rejse en efter en. De fleste af de zambiske specialpionerer måtte også vende hjem, i mange tilfælde på grund af økonomiske problemer og en hurtigt voksende familie. En broder havde for eksempel to børn da han blev udnævnt som specialpioner i 1961. I 1967 havde han syv.

En af de få pionerer som ikke forlod landet, var Lamond Kandama. Han kom i sandheden i 1932 i Zambia og blev i 1940 og 1941 arresteret og fængslet dér på grund af sin tro. I 1959 begyndte han som pioner i en alder af 47 og blev sendt til Tanzania. Dér blev han også arresteret. Til sidst blev han sendt til Kenya, hvor han har tjent flere steder, og nu hvor han nærmer sig de 80, er han stadig specialpioner og stadig ugift. Et godt eksempel i trofast udholdenhed!

„Får“ i retten

De følgende to årtier medførte i snesevis af arrestationer og retssager i hele Tanzania. Det overraskede ikke brødrene. Jesus havde jo sagt: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. . . . En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:18, 20) De holdt derfor ud med glæde.

Brødrenes fredelige og imødekommende indstilling blev ofte misbrugt af hadefulde anklagere. Modstandere gav sig ud for at være venlige eller interesserede, og brødrene inviterede dem troskyldigt hjem og viste dem med stolthed deres teokratiske bogsamling. Af og til lod de dem endda låne nogle af deres bibelske studiebøger, der så senere blev brugt som bevis mod dem i retten. Brødrene indrømmede gerne at de var medlemmer af Jehovas Vidners samfund, hvilket i juridisk forstand betød at de støttede en ulovlig forening. Nogle brødre vedgik på politistationen at de havde forbrudt sig mod loven og fik derfor ikke tilladelse til at vidne i retten. Deres samarbejdsvilje betød også at de tillod razziaer i deres hjem, endda uden retskendelse, med det resultat at de blev arresteret. Andre følte at de skulle svare på alle spørgsmål når de blev afhørt, hvorved de hurtigt bragte sig selv i vanskeligheder.

Brødrene blev anklaget for at være medlemmer af en ulovlig forening blot fordi de overværede bibelstudiemøder, forkyndte den gode nyhed eller havde bibelsk læsestof. Domstolene idømte dem bøder og fængselsdomme på tre til ni måneder.

Selv om der ikke var mange Jehovas vidner i Tanzania, kun cirka 1 pr. 10.000 indbyggere i tjenesteåret 1973, gik deres nidkærhed ikke upåagtet hen. Den 7. september 1974 omringede nogle betjente Isaack Siulutas hjem i Dar-es-Salaam mens der blev holdt et kristent møde i huset. Seksogfyrre af de tilstedeværende blev arresteret, deriblandt to pionersøstre. Politiet sendte de øvrige kvinder hjem. Hver eneste bibelstudiehåndbog som mødedeltagerne havde i hånden eller i tasken blev brugt som bevismateriale under den efterfølgende retssag.

Domstolen behandlede sagen den 29. november. De fremlagte vidnesbyrd viste at Jehovas vidner var fredelige og lovlydige. Alligevel sagde dommeren at „det religiøse aspekt blot er en facade“, og alle blev kendt skyldige. De blev idømt bøder eller seks måneders fængsel for at være i besiddelse af bibelstudiebøger eller for at overvære en ulovlig forenings møder.

I fængselet opmuntrede brødrene hinanden ved at studere Bibelen og holde bibelske foredrag, som for eksempel kunne hedde „Gør Jehova til din glæde hver dag“. Efter seks måneder blev alle løsladt. Rigets arbejde i Tanzania fortsatte. I tjenesteåret 1975 nåedes et højdepunkt på 1609 forkyndere.

Det tog nogen tid inden afdelingskontoret i Kenya blev opmærksomt på disse uerfarne brødres juridiske vanskeligheder, men senere blev der givet nyttige råd til alle menigheder om juridiske rettigheder i tilfælde af arrestationer og retssager. Vejledningen blev skrevet på swahili i letforståelige vendinger og viste sig at være en stor hjælp.

Siden er brødrene blevet frikendt i mange retssager. Nogle dommere har afsagt kendelse om at anklagerens vidner ikke har haft bevis for nogen „forkyndelse for en forbudt forening“ og at den „blotte besiddelse af bøger ikke er bevis for at man er medlem af en ulovlig forening“. Alt dette har været et overbevisende vidnesbyrd mod Jehovas store modstander. — Ordsp. 27:11.

Jehova giver styrke

Den voldsomme forfølgelse af brødrene i nabolandet Malawi havde dårlige følger i Tanzania, især i området omkring Tukuyu, der ligger nær ved grænsen. Men samtidig med at modstanden blussede op, var der også nogle som fik større indsigt. En fængselsvagt udtrykte det på denne måde: „Det var spildte kræfter at forfølge og dræbe disse mennesker i Malawi. Det samme her. De går aldrig på kompromis. De bliver bare flere.“

Forfølgelsen var dog langtfra lige hård alle vegne. Der var menigheder som kunne bygge ny rigssal, mødes åbenlyst og endda synge højlydt. I de fleste tilfælde nåede publikationerne sikkert frem til forkynderne med posten. Afdelingskontoret i Kenya fortsatte med at sende rejsende tilsynsmænd som kunne opbygge brødrene, og repræsentanter fra afdelingskontoret som kunne mødes med de ældste og nogle af menighederne. Det var også trosstyrkende for de tanzaniske brødre at få flere publikationer på swahili. En del begyndte i pionertjenesten, og nogle kunne endda udfylde pladsen efter de zambiske specialpionerer.

Et højdepunkt for mange tanzaniske brødre var den årlige rejse til områdestævnerne i Kenya. Det var normalt ikke vanskeligt for dem at tage til Kenya med bus. I oktober 1968, og også i de efterfølgende år, chartrede store grupper på omkring 80 brødre en bus for at rejse de cirka 1500 kilometer fra det sydlige Tanzania til Kenya. Det var noget af et offer, da de måtte spare sammen i flere måneder for at kunne deltage i denne store årlige begivenhed. Nogle tanzaniske grænsevagter var venlige og rimelige, og sagde endda til brødrene: „Kør blot, og bed for os.“ I 1970 var der brug for fire busser til de 350 Jehovas vidner der rejste fra det sydlige Tanzania til stævnet i Nairobi.

Forkyndelse på arbejdspladsen

De tanzaniske brødre var frygtløse og opfindsomme i deres forkyndelsesarbejde. Nogle som arbejdede sammen med mange verdslige, kunne finde på at aftale at en broder gav sig ud for at være interesseret og begyndte at råbe bibelske spørgsmål til den anden broder, som var mere end villig til at besvare dem. De talte højt sammen så der inden længe var andre arbejdere som blandede sig, og på den måde kunne de forkynde ud fra Bibelen i flere timer — uden selvfølgelig at afbryde deres arbejde.

Da bogen Sandheden der fører til evigt liv blev udgivet på swahili, blev den så udbredt at modstandere af den gode nyhed inden længe kom til at kende den særdeles godt på den blå farve. Derfor besluttede Selskabet at lave en anden udgave af ’Sandhedsbogen’ på swahili med et omslag i en mindre iøjnefaldende farve.

Sandheden frigør

I nogle dele af landet kom vanskelighederne fra kristenhedens præster. Ved skråningerne af bjerget Meru, lige vest for Kilimanjaro, var der en gruppe på seks som nidkært studerede sandheden. Ved slutningen af et studium fik en luthersk præst en pøbelsværm til at lave støj uden for det sted hvor de studerede. Da de nogle dage senere vendte hjem fra et menighedsmøde 20 kilometer borte, opdagede de at der ventede dem problemer. Faderen til den ene havde været henne i sønnens hus og truet med at slå ham ihjel med en økse. En anden havde fået sit hus ødelagt, hans ged var væk og hans barn var forsvundet. En tredje blev slået og frarøvet sit kvæg. Mistede de nu modet til at leve efter sandheden? Slet ikke! De meldte sig alle seks ud af kirken.

Inden længe nåede de alle dertil at de kunne blive udøbte forkyndere, bortset fra en enkelt ting der hindrede dem. De skulle fremvise deres vielsesattester. Men disse attester var stadig hos præsterne, som nægtede at udlevere dem. Sagen måtte for en domstol. Præsterne hævdede at disse mennesker tilhørte en ulovlig forening, men dommeren blev irriteret på præsterne, idømte dem en bøde og fik videregivet attesterne til deres ejere.

Hjælp til Seychellerne

Som nævnt boede der 11 isolerede forkyndere på Seychellerne, langt fra det afrikanske fastland. De ønskede inderligt at få hjælp udefra. I begyndelsen af 1974 kom Ralph og Audrey Ballard fra England sammen med deres børn for at tjene hvor behovet var større, og var heldige at få opholdstilladelse. Deres begejstring og nidkærhed i forkyndelsen medvirkede til at mange nye studier blev oprettet. Selv om ansøgninger om indrejsetilladelse til missionærer var blevet afslået i både 1969 og 1972, opnåede International Bible Students Association juridisk anerkendelse den 29. august 1974, og det satte yderligere gang i arbejdet.

Der var da 32 forkyndere som rapporterede, og året efter nåede tallet helt op på 51. Det var ikke let for de lokale at tage standpunkt for Jehova, for de katolske præster truede folk med at de ville miste deres arbejde eller bolig. Som årene gik dalede præsternes indflydelse imidlertid, og sandhedselskende mennesker tog nogle modige skridt.

Efter at den gode nyhed var blevet forkyndt over hele hovedøen Mahé, tog nogle forkyndere i 1974 på en tretimers sejlads til den næststørste ø, Praslin, som er kendt for Vallée de Mai med sine viftepalmer. Disse palmetræer bærer de såkaldte dobbelte kokosnødder, eller havkokos, der muligvis er verdens tungeste frø (14-18 kilo) og som er eftertragtet af mange samlere på grund af den usædvanlige facon. Eftersom der boede færre end 5000 mennesker på øen, kendte alle selvfølgelig hinanden. Det krævede mod af dem at stå fast for sandheden under dette gruppepres. Men nogle gjorde det, selv om det tog tid at oplære dem til at forkynde den gode nyhed taktfuldt, i stedet for blot at fordømme afgudsdyrkelse eller at forkynde dommen over de onde i Harmagedon.

I 1976 bosatte et missionærpar sig omsider i Victoria på Mahé. De hjalp med at stabilisere menigheden åndeligt og hjalp mange af forkyndernes børn til at vandre i sandheden. Det var ikke nogen let opgave, da nogle var vant til en sorgløs tilværelse uden mange moralske skrupler. Det var kun få af de lokale brødre der anstrengte sig i deres personlige studium og i forkyndelsen. Derfor blev nogle hurtigt påvirket af enhver ny verdslig tendens, hvilket fik mange til at forlade sandheden. Der var også flere af dem der kom i menigheden som fokuserede på et bestemt årstal for afslutningen på denne onde verden, i stedet for at tjene med evigheden for øje. Alt dette var med til at bremse den åndelige fremgang.

Står fast uden hjælp udefra

Den 5. juni 1977 banede et statskup vej for en ny regering og nye tider for disse engang så rolige øer. Det nye parlament drøftede Jehovas Vidner og deres neutrale holdning til alle jordiske regeringer. Et parlamentsmedlem foreslog et forbud mod dem, men andre forsvarede fornuftigt nok den grundlovsmæssigt garanterede trosfrihed.

Ikke desto mindre blev missionærhjemmet lukket i 1978, og missionærerne blev sendt til Kenya. Familien Ballard var også flyttet. Nu måtte de lokale brødre klare sig selv. De var dog bedre udrustet til at tage sig af Rigets arbejde nu hvor de havde haft gavn af samværet med erfarne brødre og hvor de ældste havde gennemgået Rigets Tjenesteskole flere gange. Trods udbredt analfabetisme og tilknytning til spiritisme blev der stadig fundet retsindige mennesker. I 1982 var der igen 50 forkyndere på Seychellerne, og nogle begyndte som almindelige pionerer, deriblandt Lise Gardner. I januar 1987 blev Jehovas Vidners Forening endelig indregistreret på Seychellerne, men missionærerne kunne stadig ikke få indrejsetilladelse.

Høst på øerne

Det første områdestævne blev holdt fra 16. til 18. januar 1987. Indtil da var alle møder og kredsstævner blevet holdt i rigssalen. Dette stævne var det første møde der blev holdt et andet sted.

Hvor blev det holdt? I en smukt beliggende pavillon ved et stort turisthotel. Det var en halvåben bygning med stråtag som lå mellem nogle klipper og med udsigt over en af Mahés smukkeste bugter. Stævnedeltagerne nød ikke alene det åndelige program men også den beroligende lyd af bølgebrus og den forfriskende søluft der fyldte auditoriet.

Den første dag var der så mange som 173 til stede. Om søndagen var pavillonen fyldt til bristepunktet, med 256 tilhørere. Eftersom der kun var 80 forkyndere, var der gode muligheder for vækst på øerne!

Blandt dem der blev døbt ved dette stævne var en kvinde som engang havde været modstander. Hvad fik hende til at ændre indstilling? Jo, hun overværede højtiden til minde om Kristi død, og dér så hun hvordan Jehovas vidner i virkeligheden er. Hun måtte dog gøre nogle forandringer. Hun fik sit udkomme gennem en lille gadekiosk hvor hun blandt andet solgte tobak. Hun blev advaret om at hvis hun holdt op med at sælge tobak ville det ødelægge hendes forretning. Hun satte dog uforfærdet sin lid til Jehova og holdt op med at føre tobak. Forretningen har ikke lidt under det. For at få mere tid til det vigtige forkyndelsesarbejde har hun endda lavet et skilt med lukketider ved butikken, så hun kan bruge den bedste tid på dagen i forkyndelsen.

Forkyndernes bestræbelser resulterer i en rigelig høst. I 1990 blev der indviet en rigssal på øen Praslin. Der ledes flere bibelstudier på den tredjestørste ø, La Digue. I september 1990 blev tilsynet med Seychellerne overført til afdelingskontoret på Mauritius, hvor der tales en lignende kreolsk dialekt.

Rwanda — Afrikas skjulte Schweiz

Nu tilbage til fastlandet. Nord for Burundi ligger det lige så smukke og bjergfyldte Rwanda mellem Tanzania, Uganda og Zaire. Her finder man Afrikas største befolkningstæthed. Landet måler godt 160 kilometer fra øst til vest og fra nord til syd, men i løbet af de sidste 20 år er befolkningstallet steget fra tre millioner til mere end syv millioner. I Rwanda dyrkes noget af den bedste te i verden, og her lever mange af verdens bjerggorillaer. Det er et land med mange bjerge og søer, og det hævdes at være her Nilen har sit fjerneste udspring.

Ligesom i nabolandet Burundi består befolkningen her i Rwanda af et flertal af hutuer og et mindretal der tilhører den høje tutsistamme. I dette ’Afrikas skjulte Schweiz’ bor de fleste på isolerede småbrug omgivet af bananplantager. (Se Awake! for 22. februar 1976.) Alle indbyggere taler sproget konyarwanda; de mere veluddannede kan også fransk.

Hvordan ville den livgivende sandhed fra Guds ord nå dette afsidesliggende bjergland? I 1969 sendte Det Styrende Råd fire gileadmissionærer til Rwanda, men de fik ikke indrejsetilladelse, måske fordi den katolske kirke endnu havde stærk indflydelse.

Året efter bosatte to specialpionerer sig imidlertid i hovedstaden Kigali og begyndte at forkynde. Det var Oden og Enea Mwaisoba fra Tanzania. Da de ikke talte konyarwanda, besøgte de swahilitalende, hovedsagelig fra Zaire og Tanzania. Fra og med februar 1971 rapporterede fire menighedsforkyndere tid i forkyndelsen. En regeringsændring banede vej for større religiøs tolerance, men sprogvanskeligheder bremsede væksten, da der endnu ikke fandtes nogen publikationer på konyarwanda.

Der kom flere pionerer fra Zaire og Tanzania for at hjælpe. I 1974 var der 19 aktive forkyndere. I 1975 blev der spredt over et tusind bøger. Samme år skete der også andre nævneværdige ting: En broder kom på besøg fra afdelingskontoret i Nairobi, seks blev døbt, og syv brødre fra Rwanda nød gavn af undervisningen på Rigets Tjenesteskole. Det var et godt grundlag for fremtidig vækst. Der begyndte at opstå små bibelstudiegrupper uden for Kigali.

En udvandrer vender hjem

I mellemtiden lærte Gaspard Rwakabubu fra Rwanda sandheden at kende mens han arbejdede i kobberminerne i Kolwezi i det sydlige Zaire. Han var med til at føre tilsyn i en lokal menighed, og fik på den måde god åndelig erfaring. Alligevel drejede hans tanker og bønner sig ofte om hans hjemland, Rwanda, hvor næsten ingen havde hørt om den gode nyhed.

Hvad kunne han gøre? Gaspard talte med en lærer på Rigets Tjenesteskole som var missionær. Læreren spurgte ham: „Hvad med at begyndte som pioner og flytte tilbage til Rwanda?“

Han tog med glæde imod forslaget, og hverken slægtninge eller en forfremmelse på arbejdet kunne få ham fra det. Det var også tydeligt at Jehova hjalp ham. Ikke alene blev det nødvendige papirarbejde færdigt på rekordtid, men hans arbejdsgiver, mineselskabet, gav ham også en flybillet tilbage til Rwanda. Han ankom til Kigali i juni 1975. Denne flytning betød materielle ofre for broder Rwakabubu; han havde ikke længere et stort arbejderhus at bo i, blot en simpel hytte af soltørrede lersten.

Hans begejstring og hans forståelse af den rwandiske personlighed var med til at øge den teokratiske vækst. Andre af dem der kom med i sandheden i Rwanda havde det samme gå-på-mod som broder Rwakabubu. I Kigali steg mødedeltagelsen, og forkyndertallet voksede fra 29 i 1975 til 46 i 1976, og derefter til 76 i 1977. Der var 40 som overværede det første kredsstævne, der blev holdt i broder Rwakabubus stue.

I 1976 blev den første publikation på konyarwanda udgivet. Det var brochuren „Denne gode nyhed om riget“. I 1977 blev der gjort endnu et forsøg på at få missionærer til Kigali. To par fik indrejsetilladelse på midlertidige visa. Efter megen søgen fandt de et passende missionærhjem. Huset var rummeligt, men der var endnu ikke indlagt vand, så missionærerne måtte tage bad i regnvand. Hver gang det regnede skyndte de sig at sætte alle mulige beholdere ud for at opsamle regnvand. Engang fik de med stort besvær fyldt badekarret, blot for senere at opdage at proppen var utæt og at alt deres dyrebare vand var løbet ud!

Det lokale sprog

Missionærerne vidste at de for at nå ind til de indfødtes hjerte med den gode nyhed, måtte tale deres sprog, og de gik derfor straks i gang med at lære konyarwanda. De gjorde så gode fremskridt at det endda gjorde indtryk på de lokale embedsmænd, hvoraf mange var gunstigt stemt over for Rigets budskab. De fik dog snart de falske religionsudøveres indflydelse at mærke; missionærerne fik ikke fornyet deres visa. Efter blot tre måneder måtte de forlade landet og rejse til Zaire.

De udenlandske specialpionerer måtte også forlade Rwanda af forskellige grunde. De lokale brødre tog fat hvor de andre slap, begyndte som pionerer og udvidede forkyndelsesarbejdet til alle områder af landet. Hvad blev resultatet? Brødrene forkyndte Rigets budskab på mere end et hundrede markedspladser. Hvor var det dejligt at se denne fremgang selv om arbejdet var blevet påbegyndt så sent!

Vidnerne i Rwanda brændte af nidkærhed for sandheden og ønskede at få del i den glæde det er at være sammen med brødre fra andre lande. I 1978 rejste 30 fra Rwanda derfor til Nairobi, en rejse på mere end 1200 kilometer, for at overvære områdestævnet „Den sejrende tro“. Det var af flere grunde en vanskelig rejse. For det første var transportmulighederne usikre. Dernæst medførte den politiske uro i Uganda at de snesevis af gange blev standset ved vejspærringer hvor de blev truet med arrestation og henrettelse. Desuden skete det ofte at køretøjerne brød sammen og at der var problemer med at komme over grænserne. Det tog i alt fire dage at nå frem. Men hvor disse brødre dog nød at se tusinder af trosfæller fra forskellige lande forenet i fred ved dette stævne i Nairobi!

Urolige år i Uganda

Det var ikke glædestoner der lød i nabolandet Uganda i midten af 1970’erne. Tiderne var hårde. Ikke alene var alle missionærer og udenlandske brødre blevet udvist af landet, men alle indbyggere frygtede hver dag for deres liv. Økonomiske problemer og et nyt forbud mod Jehovas Vidner i 1975 gav brødrene yderligere vanskeligheder. En anmodning om at få forbudet hævet blev afvist, selv om regeringen tidligere havde givet løfte om religiøs frihed.

At være på kant med myndighederne førte i disse år ikke til retssager men derimod til tortur og død. Her var ikke plads til de frygtsomme. Det krævede afgjort mod at forblive et vidne for den sande Gud. Den økonomiske tilbagegang betød at det mere og mere var de materielle bekymringer der optog folk, og tendensen til umoralitet var på ingen måde forsvundet. Jehovas vidner kæmpede således på flere fronter: Menneskefrygt, materialisme, umoralitet og spiritisme var blot nogle af de problemer de mødte. Det medførte at forkyndertallet gik ned fra 166 i 1976 til 137 i 1979. Naturligvis kunne en del af tilbagegangen forklares med det store antal mennesker som flygtede ud af landet. Mere end hver fjerde indbygger rejste. Der var dog stadig mange tilbage i landet som havde stor respekt for Gud og som var venligsindede over for Jehovas vidner.

Disse år var en prøvelse for alle i Uganda og i særdeleshed for Jehovas vidner på grund af forbudet. Heldigvis blev det ikke håndhævet strengt alle steder. I nogle områder kunne specialpionererne stadig forkynde og deres arbejde kunne endda udvides. Der blev sendt specialpionerer til byer i den nordlige del af landet, hvor der snart blev oprettet flere menigheder. I Soroti, en by i det nordøstlige Uganda, lod distriktskommissæren endog brødrene bruge en af de bedste skoler i byen til menighedsmøder, trods forbudet!

Men i Kampala blev to brødre taget i at forkynde, og de blev kastet i landets mest berygtede fængsel. Deres venner frygtede for at de aldrig skulle få dem at se igen, men de blev heldigvis løsladt efter en uge. I Lira blev tre Jehovas vidner fængslet i tre måneder for at forkynde.

Lokalbefolkningen var vant til slægtninges og naboers forsvinden, natlige skyderier, tomme butikker, skyhøj inflation og manglende transport. Der kunne stå i hundredvis af mennesker og vente ved busstoppesteder, parate til at storme ind i et køretøj med plads til otte passagerer. De billetpriser som regeringen havde fastsat blev i det store og hele ignoreret. Betalingen for „billetterne“ foregik normalt ved at køretøjet standsede på en øde strækning, hvor hver enkelt passager måtte give det chaufføren forlangte.

De bøger og blade der blev sendt fra Nairobi og de brødre der kom på besøg fra afdelingskontoret var som manna fra himmelen — åndelig føde i rette tid og en kilde til opmuntring for brødrene i Uganda. Nogle var trods alle disse hindringer i stand til at overvære områdestævner i Kenya. Der blev også fortsat holdt små lokale stævner; ved en sådan sammenkomst blev en kvinde døbt dagen efter at hun havde født.

Holdt oppe af Jehova

De der fortsatte i heltidstjenesten under disse urolige forhold, var bemærkelsesværdige eksempler i tro. Blandt dem var Anna Nabulya, en ældre søster fra Masaka. Et højdepunkt i hendes liv var da hun gennemgik pionerskolen i Kenya. Hun kom i en storblomstret, løsthængende dragt af den slags kvinderne almindeligvis bruger i Uganda, og var ovenud henrykt for den dybe åndelige føde og den praktiske vejledning der blev givet.

Søster Nabulyas slægtninge lagde pres på hende for at hun ikke skulle vende tilbage til Uganda, men i stedet slå sig ned hos dem i Kenya, og dermed blive skånet for økonomiske problemer, farer og ubehageligheder. Men hun var ubøjelig; hun ønskede at forkynde i Uganda, hvor folk havde brug for det trøstende budskab om den gode nyhed. Hun sagde: „Trods de svagheder der følger med en høj alder, vil jeg bruge de få kræfter jeg har, til at hjælpe mine medmennesker til at få et godt forhold til Jehova.“ Hun vendte derfor tilbage til Uganda og tjente trofast sine medmennesker og sin Gud lige til sin død.

Et andet eksempel i tro var en pionerbroder som modigt forkyndte for alle militær- og politifolk i sit isolerede distrikt. Når han ikke havde flere penge til brænde til sit komfur, brugte han stole og andre af sine møbler som brænde indtil der kom penge og en hårdt tiltrængt sending bibelske publikationer. Folk i hans distrikt havde så stort et behov for åndelig føde at han let kunne sprede 40-50 bøger på en enkelt dag.

Forkynderne blev fortsat chikaneret, arresteret og afhørt, men de holdt ud. Jehova gav sine vidner „de oplærtes tunge“, og de forkyndte modigt for myndighederne. — Es. 50:4.

Søstre som var blevet enker, var til opmuntring for mange af forkynderne i Kampala. De havde ikke alene haft den sørgelige oplevelse at miste deres mand, men havde også lidt under tabet af materielle ejendele. Alligevel satte de Jehovas interesser først ved at arbejde hårdt i forkyndelsen og indgive deres børn gudfrygtige normer. De hjalp også deres medmennesker til at lære sandheden at kende, og havde senere den glæde at se nogle af børnene til dem de havde studeret med blive pionerer. (Se The Watchtower for 15. februar 1985, side 27-31.) Jehova velsignede sådanne trofaste søstres arbejde, og forkyndertallet steg.

Djibouti — varmt og tørt

Ud for spidsen af Den Arabiske Halvø, mellem Etiopien og Somalia, ligger det lille land Djibouti, det tidligere franske Somaliland. Her har den franske flåde en vigtig militærbase. Landets hovedstad, som også hedder Djibouti, er i nogle leksika opført som verdens varmeste by. Trods de ørkenlignende forhold har dette lille land sine attraktioner, især i havet langs kysten, hvor der findes nogle fantastiske koralrev som myldrer af liv.

Det er her den store gravsænkning som strækker sig fra Libanon gennem Det Røde Hav, tager sin begyndelse på det afrikanske kontinent. Ved søerne Assal og Abbé findes der smukke naturscenerier — salt- og gipsformationer, kalkstenstinder, varme kilder og vand der changerer i mange farver.

Mere end halvdelen af landets indbyggere tilhører afarstammen, hvis område strækker sig ind i Danakilørkenen i Etiopien. Den anden stamme, issaerne, er et somalisk folk der bor i hovedstaden, som ligger i nærheden af Somalia. Den bagende hede gør folk dorske, og somme tider vælger de at tage bussen bare for at køre 100 meter. Mange er afhængige af khat, et mildt stimulerende stof der findes i bladene på træer som vokser i højlandet i Yemen, Etiopien og Kenya. Faktisk bruges eftermiddagen som regel til at tage khat; de fleste andre gøremål indstilles i den tid. Hovedparten af indbyggerne er muslimer og taler fransk, arabisk, somali og afar.

Den første forkynder af den gode nyhed i Djibouti var Claudine Vauban, en fransk søster som var gift med en militærmand. Det var farligt for en hvid kvinde at gå alene på åben gade i dette muslimske land. Men det hæmmede ikke søster Vaubans aktiviteter. Hun forblev aktiv i forkyndelsen og ledte to bibelstudier i løbet af de tre år hun var i Djibouti. Omkring to år senere, i slutningen af 1977, kom der en ung djiboutier som havde studeret sandheden i Frankrig. Han fik imidlertid åndelige problemer og måtte senere udstødes.

I 1978 flyttede en etiopisk søster til Djibouti som flygtning. Hun lærte senere fransk og er forblevet trofast trods lange perioder uden nogen som helst kontakt med andre Jehovas vidner. Brødre som kom på besøg fra Frankrig og Etiopien gav hende åndelig opmuntring. Sådan fortsatte det indtil 1981, hvor Jean Gabriel Masson, en ung menighedstjener fra Frankrig, kom sammen med sin kone, Sylvie, for at tjene hvor behovet var større. Det var et dristigt skridt for broder og søster Masson i betragtning af de isolerede forhold, deres korte tid i sandheden, det ugunstige klima og de høje leveomkostninger.

Snart begyndte deres organiserede forkyndelse at bære frugt. Flere etiopiske flygtninge tog imod sandheden inden de rejste videre til andre lande. I 1982 var der 6 aktive forkyndere; 12 overværede mindehøjtiden. To måneder senere blev tre døbt under en fransk kredstilsynsmands besøg.

I denne tid blev møderne holdt i gårdhaven ved broder Massons beskedne bolig, nogle gange under ret usædvanlige omstændigheder. Engang da en broder var på besøg fra Nairobi og holdt et bibelsk foredrag, begyndte nogle katte at hvæse, skrige og slås i de slyngplanter der var fastgjort til et espalier over gårdhaven. Larmen blev øredøvende og selvfølgelig også meget distraherende, indtil de to stridbare katte faldt ned fra espalieret og landede lige foran taleren! Desuden forsvandt elektriciteten kort efter, så alle sad i totalt mørke. Ikke desto mindre blev mødet fuldført. Tilhørerantallet ved disse møder nåede op på 18. Selv med så få tilhørere blev møderne holdt på fire sprog: engelsk, fransk, amharisk og somali.

En munk tager standpunkt

Det var ikke let for broder Masson at få arbejde, men til sidst blev han ansat som lærer. På skolen mødte han Louis Pernot, en katolsk munk som var skolens leder og havde boet der i næsten 20 år. Da Louis viste stor interesse for sandheden, inviterede broder Masson ham til mindehøjtiden. „Det kan ikke lade sig gøre,“ sagde Louis. „Her i Djibouti kender de mig alle og ved hvad jeg står for. Hvordan kan jeg så overvære et af Jehovas Vidners møder?“

Broder Masson havde imidlertid en idé. Han foreslog at Louis kom hjem til ham under eftermiddagens siesta når alle i Djibouti sov mens solen var på sit højeste. Så kunne han sidde i soveværelset bag gardinet og vente til mødet skulle begynde. Ingen ville vide at han var til stede, og han kunne snige sig hjem når mødet var slut, i ly af mørket.

Det var hvad Louis gjorde — han overværede sit første møde bag gardinet i broder og søster Massons soveværelse! Selv om han ikke forstod meget af det bibelske foredrag, gjorde det indtryk på ham at den bibelske drøftelse var så dybtgående.

Broder Masson opfordrede ham derefter til at vælge en af hans bøger som han kunne tage med hjem og læse. Da Louis var lærer valgte han bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Han havde ofte spekuleret på hvorfor hans religion ikke gav unge en klar vejledning angående deres problemer i nutidens verden. Han mente at den sande tro fra Gud burde give sund vejledning til mennesker uden at fravige hans ord. Louis begyndte at læse ’Ungdomsbogen’ samme aften. Han kunne ikke lægge den fra sig. Næste dag fortalte han broder Masson at han havde fundet sandheden. Inden for samme uge trådte han ikke alene tilbage som munk; han ophørte også med at være katolik!

Det skabte selvfølgelig en del røre, og kort efter blev broder og søster Masson bedt om at forlade den lille republik. Det var et hårdt slag for de lokale Jehovas vidner, da der havde været 44 til stede ved mindehøjtiden. Broder Masson appellerede til regeringen og fik lov til at blive yderligere en måned. Derefter rejste han til det franske distrikt Mayotte i Det Indiske Ocean.

Inden broder og søster Massons afrejse blev der hver dag studeret med Louis, som nu indså at han skulle til at stå på egne ben. Efter at de var rejst fik en pionerforkynder mulighed for at tage til Djibouti og hjælpe Louis åndeligt.

Nogle af de forkyndere der kom måtte imidlertid rejse igen af forskellige grunde. Den nydøbte Louis måtte derfor holde stand trods flere års åndelig isolation. Gang på gang satte myndighederne ham stævne, udspurgte ham og advarede ham angående hans forkyndelse. Han vaklede aldrig; han var endda hjælpepioner. Til sidst blev han fyret på grund af sin tro. Louis lagde sagen i Jehovas hænder og kæmpede videre indtil han fandt en anden levevej.

Den lille gruppe forkyndere i Djibouti fortsætter med at fremholde sandheden for folk. For nylig har de desuden fået hjælp af forkyndere som er flyttet til Djibouti fra andre lande.

Nye forsøg i Somalia

I flere år efter at missionærerne Vito og Fern Fraese havde forladt Somalia i 1963, blev der ikke aflagt noget egentligt vidnesbyrd her. Endelig, i slutningen af 1980, kom en europæisk broder som var født i Somalia på ferie i dette kystland. Under sit ophold fandt han frem til nogle som viste interesse for den gode nyhed. Disse retsindige fik yderligere hjælp af andre Jehovas vidner som med mellemrum besøgte landet.

Senere kom en italiensk broder for at arbejde på et byggeri i hovedstaden, havnebyen Mogadiscio. Hans manglende erfaring blev opvejet af hans begejstring. Uden den mindste varsomhed fortalte han alle og enhver om den gode nyhed, også muslimer. Blandt muslimerne var der en midaldrende mand som lyttede opmærksomt. Han kunne se sandhedslyset. Eftersom denne mand havde rejst vidt omkring, var han fordomsfri og tog imod et bibelstudium. Så udløb den italienske broders arbejdskontrakt og han måtte forlade landet. Men derefter flyttede en anden italiensk familie til Somalia, og de fortsatte med at hjælpe den interesserede mand.

En kvinde som tidligere havde vist interesse for sandheden da hun boede i Europa, vendte tilbage til Somalia sammen med sin mand. Hun opsøgte Jehovas vidner. På den måde dannedes en lille gruppe. De holdt møder og fik senere besøg af kredstilsynsmanden. I 1987 blev denne kvinde døbt. Hun var henrykt. Det havde taget hende mange år at nå så vidt. Indtil da havde hun konstant flyttet fra land til land og hele tiden måttet lære nye sprog, hvilket selvfølgelig havde hæmmet hendes åndelige fremskridt, men nu var der ikke noget som kunne holde hende tilbage. Snart ledte hun selv bibelstudier med andre og havde den glæde at se et ægtepar slutte sig til hende i lovprisningen af Gud. Hustruen blev det første Jehovas vidne af somalisk oprindelse.

Desværre forværredes de økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold i landet så meget at mange udlændinge og endda lokale forlod landet. I slutningen af 1990 var alle forkynderne rejst. Det var måske kun godt, eftersom en borgerkrig i 1991 satte landet på den anden ende, og Mogadiscio blev terroriseret af tilfældige nedskydninger.

Somalia var ikke det eneste land der blev rystet af revolution. Næsten to årtier tidligere havde borgerkrig hærget Etiopien.

Revolution i Etiopien

I 1974 blev det historiske kejserdømme i Etiopien styrtet. En militærjunta som var ivrig efter at fremme en ny ideologi, tog magten fra den aldrende kejser og indførte gennemgribende reformer. For første gang i deres liv følte unge revolutionære den magt det giver at gå med våben som kan dræbe på stedet. Der blev udstedt udgangsforbud, man hørte slagord som „Etiopien først!“, og ingen politisk reaktionære personer blev tolereret.

Dette skete på et tidspunkt hvor Jehovas folk havde en lovende fremgang i Etiopien. Man nåede et højdepunkt på 1844 forkyndere i 1974, og ’Sandhedsbogen’ var blevet oversat til amharisk. Ved mindehøjtiden var tilhørerantallet helt oppe på 3136. Med hjælp fra nyudnævnte specialpionerer nåede forkyndelsesarbejdet for første gang ud til alle Etiopiens provinser. Men forholdene var alligevel ustabile. Nogle menigheder kunne mødes frit, mens specialpionerer andre steder blev fængslet.

Guerillakrigen fortsatte i den nordlige provins Eritrea. Menigheden i byen Cheren (Keren) blev afskåret fra omverdenen. Der var ingen vand, mad eller elektricitet. Hvordan kunne mindehøjtiden, som først skulle begynde efter solnedgang, afvikles når der var udgangsforbud fra mørkets frembrud til solopgang? Den højtidelige fejring blev en helt usædvanlig begivenhed, da alle måtte ankomme tidligt, før solnedgang, og være forberedt på at tilbringe hele natten i mødelokalet indtil udgangsforbudet ophørte ved daggry. Det blev en dejlig nat med hyggeligt samvær.

Der skete også andre positive ting for Jehovas vidner. I 1975 blev der for første gang i ni år holdt en Rigets Tjenesteskole til gavn for de ældste i Etiopien. Kredsstævneprogrammet blev overværet af mere end 2000. Det blev tilladt at indføre vore bøger og blade. En forsendelse på syv tons, indeholdende 40.000 bøger, nåede frem til Addis Abeba. Året efter, i 1976, forholdt guerillastyrkerne i byen Asmara sig usædvanlig rolige i en periode, og der kunne derfor afholdes en Rigets Tjenesteskole. De lokale brødre fortalte at så snart skolen var afsluttet, begyndte skyderierne og raketeksplosionerne igen.

Rød terror!

Forholdene ændrede sig hurtigt til det værre for brødrene. I begyndelsen af 1976 udsendte myndighederne et cirkulære imod Jehovas Vidner. Midt på året begyndte „den røde terrorkampagne“ imod revolutionens fjender. Jehovas tilbedere var også dens angrebsmål. De blev fejlagtigt anklaget for at være fjender, og der fulgte arrestationer.

Den etiopisk-ortodokse kirke må have frydet sig! Den benyttede sig af situationen til at indlede sine egne angreb mod Jehovas vidner. Syd for hovedstaden, i den lille by Mojo, dannede præsterne en pøbelsværm på mere end 600 mennesker som skulle angribe og dræbe brødrene, men politiet hindrede dem i at forvolde alvorlig skade. Et lignende pøbeloverfald fandt sted i Bahir Dar ved Den Blå Nils udspring.

I hele landet fulgte der husundersøgelser af hidtil ukendt grundighed. Selv haver blev pløjet op og gulvbrædder fjernet i en søgen efter bibelske publikationer, skrivemaskiner og lignende.

I Asmara standsede politiet en specialpioner der var kommet fra et guerilla-hjemsøgt område ude på landet. De visiterede ham og fandt hans forkynderrapport. På formularen stod der flere håndskrevne forkortelser som gjorde dem mistænksomme. De tvang derfor pioneren til at føre dem hen til bytilsynsmanden, Gebregziabher Woldetnsae. I håb om at fange en guerillaleder kom flere lastvogne fulde af bevæbnede soldater drønende hen til broder Gebregziabhersf arbejdsplads. De omringede hans kontor og stormede ind med ladte rifler. De råbte broder Gebregziabhers navn, greb fat i ham og førte ham væk. Hans arbejdskammerater var sikre på at de aldrig ville få ham at se igen.

I det militære hovedkvarter afhørte soldaterne broder Gebregziabher. Han besvarede åbent alle deres spørgsmål idet han fortalte om vores forkyndelsesarbejde og forklarede de mystiske forkortelser „bl, gb, bst“ og så videre. Det var blot harmløse notater over hvad specialpioneren havde udrettet i sin forkyndelse den måned, som for eksempel hvor mange blade han havde spredt, hvor mange genbesøg han havde aflagt og hvor mange bibelstudier han havde ledet. De bombarderede ham med spørgsmål: „Hva’! Vil det sige at det ikke har noget med våben eller ammunition at gøre? Hvem kan tro på det? Hvorfor dette kodesystem?“

Broder Gebregziabhers oprigtighed og imødekommenhed gjorde indtryk på dem, selv om de stadig havde deres tvivl. Til sidst spurgte den højerestående officer: „Hvordan kan vi være sikre på at du virkelig er et af Jehovas vidner?“ Broderen ledte efter noget på sig der kunne bruges som identifikation, uden at finde noget. Men vent lidt! — imellem nogle af hans ting lå der et kort hvorpå der stod: „Ingen blodtransfusion.“ Da den højerestående officer så det, sagde han: „Ja, det er tilstrækkeligt. Du kan gå.“ Da broderen kom tilbage til kontoret troede hans arbejdskammerater at han havde fået en opstandelse!

En uventet forandring

I Asmara var nogle brødre forsamlet i et hus. En gruppe unge fandt ud af hvor det var og informerede omgående politiet om mødet. De forklarede at der var to villaer og at en lille pige legede foran den ene. Det var i det hus brødrene var forsamlet!

Politiet tog ud for at finde dem. I mellemtiden havde den lille pige flyttet sig. Hun var begyndt at lege foran den anden villa. Politiet stormede dette hus, men fandt kun en lille familiesammenkomst. Betjentene var forlegne og tog tilbage til stationen, irriterede på de unge som de mente havde ført dem på vildspor.

Det politiske og sociale klima var skadeligt for Jehovas tjenere. Folk blev opfordret til at gentage politiske slagord, deltage i valg og bidrage med penge, mad og udstyr til krigsførelsen. Men midt i alt dette slap der dyrebart bibelsk læsestof ind i Etiopien med hjælp fra modige brødre.

Selvopofrende hyrder

I Eritrea havde guerillastyrkerne afskåret flere menigheder fra omverdenen. Alligevel var der kærlige hyrder som opmuntrede brødrene der. En kredstilsynsmand planlagde at rejse de 92 kilometer til Cheren med en forsyningskonvoj. Tænk at se ham køre sammen med 100 lastbiler, beskyttet af 5 kampvogne og 30 pansrede køretøjer.

Undervejs udbrød der hårde kampe, og konvojen blev omringet af guerillastyrker. Angriberne havde til hensigt at tage alle forsyninger, som de så ofte havde gjort. Efter 30 minutters hårde kampe brød konvojen igennem og slap væk, og kredstilsynsmanden kunne besøge den isolerede menighed og opbygge brødrene.

Der var imidlertid ikke nogen konvoj som kredstilsynsmanden kunne komme med tilbage og ingen andre former for transportmidler. Den eneste mulighed var at gå hele vejen tilbage. Det var yderst farligt. Hele turen tog ham tre dage, og han måtte blandt andet tilbagelægge lange strækninger om natten.

I denne urolige tid afskar nogle forkyndere, deriblandt også nogle af de fremtrædende brødre, sig selv fra Jehovas menighed. Andre blev uvirksomme og atter andre forlod landet. Det medførte en nedgang i forkyndertallet.

I 1979 var 80 brødre fængslet som følge af deres neutrale standpunkt. I april samme år omkom Asmaras bytilsynsmand, Gebregziabher Woldetnsae, ved en tragisk ulykke på vej til nogle brødre i det belejrede landdistrikt. Trods alle disse sørgelige begivenheder tabte de loyale aldrig Jehovas kærlighed af syne.

Yderligere lutring og trosprøver

Da revolutionens første fase var overstået og der faldt ro over landet, følte indbyggerne at de befandt sig i et åndeligt tomrum. De så hvordan deres egne kirker gik på kompromis og mistede befolkningens støtte. Også nogle af Jehovas vidner vaklede åndeligt. Det var smerteligt men nødvendigt at fratage 23 ældste og menighedstjenere deres tjenesteprivilegier i 1981. De var blevet uregelmæssige i forkyndelsen. Det medførte et vendepunkt for menighederne, og lykkeligvis har de fleste af disse brødre siden fået deres privilegier i menigheden tilbage.

Senere fulgte andre prøvelser, blandt andet perioder med stor fødevaremangel. Disse vanskelige år har givet de etiopiske brødre en fast, prøvet tro. — 1 Pet. 1:6, 7.

Sudan — vækst trods vanskeligheder

Det havde taget to år, fra august 1974 til 1976, at nå et nyt højdepunkt på 101 forkyndere i Sudan. Denne periode var præget af spændte forhold. Der forekom ofte kupforsøg, og den politiske mistro var meget udbredt. Af og til blev forkyndere og ældste afhørt af politiet. Økonomiske vanskeligheder med stigende priser og varemangel gjorde at mange blev helt opslugt af bekymringer for det materielle. Der var derfor ikke nogen særlig vækst i antallet af forkyndere. I april 1981 var højdepunktet kun på 102.

I den sydlige del af landet var der to ting som kunne forstyrre kredstilsynsmændenes regelmæssige besøg i menighederne: Rejsen kunne når som helst blive afbrudt af guerillakrig eller brændstofmangel, og det kunne være svært at finde ordentlige transportmuligheder. Man måtte måske sidde sammenklemt bag i en overfyldt lastbil og bumpe op og ned hele dagen eller snegle sig af sted med ti kilometer i timen i et overfyldt tog, med to passagerer på hver plads og andre på vognenes tage. At rejse med fly var heller ingen let sag. Det kunne betyde at man måtte vente en hel uge på flyets ankomst, og derefter have mindre end en times varsel om flyets afgang. Men menighederne værdsatte virkelig kredstilsynsmændenes besøg. Deres glæde og gæstfrihed var ubeskrivelig.

I 1982 blev pionerånden vakt. Det medførte mange velsignelser. I løbet af fem år steg pionertallet fra 7 til 86. I en måned var 39 procent af alle forkyndere med i heltidstjenesten, og det var endda en af årets varmeste måneder, med en gennemsnitlig middagstemperatur på over 40 graders varme. I 1987 var der over 300 aktive forkyndere, og næsten 1000 overværede højtiden til minde om Kristi død. Menighedsforkynderne havde gennemsnitlig 20 timer i forkyndelsen hver måned.

Mange unge mænd gjorde hurtigt åndelige fremskridt så de kunne udnævnes til menighedstjenere og senere til ældste, og det førte til at menighederne styrkedes endnu mere. I 1987 blev der endelig oprettet en menighed på den anden side af Nilen i det historiske Omdurman. Menighedens distrikt omfattede en million indbyggere. Der blev også dannet en gruppe forkyndere i byen Port Sudan.

Størstedelen af væksten har imidlertid vist sig at komme blandt beboerne i den sydlige del af landet. Det er høje, mørke, atletisk byggede mennesker som ofte er dekoreret med mange tatoveringer og flænger i ansigtet og på kroppen. Nordsudanere og mennesker af egyptisk afstamning har også taget imod sandheden. Desuden har forskellige flygtninge fået øjnene op for det håb Gud tilbyder menneskeheden. Alle grupper har udvist nidkærhed og udholdenhed i Jehovas tjeneste. Forkyndelsesarbejdet indebærer stadig at brødrene ofte må vandre lange strækninger i den brændende sol. Det kræver desuden opfindsomhed at organisere møderne, da arbejdet endnu ikke er juridisk anerkendt.

Livets brød fra Gud

I 1983 indførte muslimske fundamentalister sharī‛ah, islamisk lov, i Sudan. Fjender af Jehovas folk brugte denne religiøst spændte situation til at rette opmærksomheden mod Jehovas vidner, som nu måtte holde deres menighedsmøder i mindre grupper.

Som det er almindelig kendt har Sahelområdet, herunder Sudan, i de senere år været hjemsøgt af en streng tørke. Den indtraf på et tidspunkt da borgerkrigen blussede op igen, og resultatet blev stor hungersnød og mange lidelser. Men det havde også den virkning at mange unge fra de fjernest liggende egne af Sudan flyttede ind til hovedstaden. Der fik de mulighed for at smage livets brød fra Gud, hvilket de sikkert ville have været afskåret fra hvis de var blevet ude i de afsidesliggende områder. (Joh. 6:35) Det førte til yderligere vækst.

Fysisk sult, men åndelig overflod

I 1988 var vejrforholdene helt usædvanlige, og det regnede i et hidtil ukendt omfang i Khartoumområdet, så tusinder blev hjemløse og nogle mistede livet. I snesevis af Jehovas vidner og deres børn blev hårdt ramt. En fader stod ude i totalt mørke med sit lille barn i armene mens det kraftige regnvejr fortsatte og vandstanden nåede ham til hofterne. Lysmaster væltede og lerstenshuse styrtede sammen. Udendørs toiletter faldt sammen, med skjulte huller og forurenet vand til følge. Gaderne var oversvømmede så hele bydele blev afskåret. Biler sad fast i mudderet uden mange chancer for at blive trukket fri. Det tog mange dage inden de nye „søer“ tørrede bort.

Omsorgsfulde ældste trodsede disse farer. De prøvede med det samme at få kontakt med deres nødlidende hjord. Nødhjælpsarbejdet kom hurtigt i gang og Det Styrende Råd sørgede for yderligere hjælp. Forbløffende nok fortsatte forkyndelsen i stort omfang i hele denne periode.

En anden slags uvejr blæste også ind over Sudan. Et kup medførte en regeringsændring, så det islamiske samfund igen kom i forgrunden. Vedvarende borgerkrig, tørke og importrestriktioner lagde et hårdt pres på økonomien. Sulten krævede stadig sine ofre i de store byer.

Da mange flygtede fra sult og krig, steg befolkningstallet i hovedbyen Juba i den sydlige del af landet til over en kvart million. Trods dette strammede guerillastyrkerne deres greb om byen. I lange perioder var den fuldstændig afskåret fra omverdenen. Nødhjælpsforsyninger til vore brødre er flere gange nået frem i sidste øjeblik, lige inden deres midler slap op.

Men oplæringen af det stigende antal pionerer fortsatte, og det samme gjorde det regelmæssige åndelige samvær. Forsyningen af åndelig føde svandt ikke ind. Efterhånden som sandheden blev udbredt længere og længere mod syd, kom der nye grupper og menigheder til i den ene by efter den anden.

Midt under dette pres skete der nogle overraskende ting i 1990. Først opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i en af de sydlige provinser.

En udenforstående aflægger et vidnesbyrd

Den 2. november holdt en internationalt anerkendt muslimsk lektor derpå en tale for en stor gruppe regeringsembedsmænd der var samlet til et seminar, hvori han gav en meget gunstig fremstilling af Jehovas Vidner. Han fortalte om vore lærepunkter, vor neutralitet i politiske spørgsmål, vore bestræbelser for at undervise offentligt og vort arbejdes gavnlige virkning på hele samfundet. Desuden blev hele hans tale udsendt i det landsdækkende fjernsyn den følgende søndag, så der blev aflagt et vidnesbyrd for alle slags mennesker i et omfang som man ikke havde kunnet forestille sig. Hvad blev resultatet af dette store vidnesbyrd? Der hørtes mange positive udtalelser, misforståelser blev fjernet og der blev skabt yderligere interesse for sandheden. Faktisk var regeringsembedsmændene blevet opfordret til at efterligne den selvopofrende ånd Jehovas vidner lægger for dagen.

Jehovas vidner i Sudan fortsætter med at søge Guds rige først og bruger med glæde tæt ved 20 timer i gennemsnit om måneden i forkyndelsen. Trods mange vanskeligheder, deriblandt hungersnød, bliver sandheden om Guds rige som den eneste løsning på menneskers problemer forkyndt i Sudan som aldrig før.

Yemen — virak-ruten

Inden for de senere år har en hengiven søster fra Sudan haft den særlige mulighed at lade sit lys skinne i det isolerede land Yemen, det sydvestlige hjørne af Den Arabiske Halvø. I den vise kong Salomons dage begyndte virak-ruten dér, og fortsatte gennem det der muligvis var dronningen af Sabas land. Samtidig med den sudanske søster befandt nogle få forkyndere fra andre lande sig i Yemen på grund af arbejdskontrakter. Med Jehovas hjælp fik de mulighed for at møde hinanden. De forkyndte diskret for andre om deres tro og fandt endda nogle som gerne ville studere Bibelen.

Islam har stadig stor magt i dette bjergrige land hvor ældgamle traditioner bestemmer. De fleste kvinder er helt tilslørede, og mændene viser stolt den daggert de har i bæltet. Det var sørgeligt at høre at en midaldrende broder fra Afrika som var ved godt helbred, pludselig døde en aften. Man ved stadig ikke hvorfor. Forkyndelsesarbejdet fortsætter imidlertid.

I 1986 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 15. Siden er nogle af disse mennesker flyttet ud af landet. Derfor kommer der kun spredte rapporter angående forkyndelse og mødedeltagelse, men møderne holdes fortsat. En udenlandsk søster leder flere bibelstudier, selv om hun er afskåret fra andre forkyndere. Som en opfyldelse af Mattæus 24:14 bliver der også i dette land aflagt et vidnesbyrd.

På den anden side af Det Røde Hav ligger Etiopien, hvor man i slutningen af 1970’erne satte livet på spil ved at vidne om sandheden.

Uangribelige forkyndere i Etiopien

I Etiopien blev statens modstand hårdere. Myndighederne dømte to Jehovas vidner til døden, uden at de dog blev henrettet. Forfølgere har forsøgt at tvinge nogle til at gå imod deres samvittighed, endda ved at presse geværer mod deres tindinger.

Økonomisk pres medførte næsten en bogstavelig opfyldelse af profetien i Åbenbaringens Bog om at „ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. (Åb. 13:17) Bibler blev sjældne. Staten førte øget kontrol med folks levevis. Der krævedes visum for at rejse ind i det indre af landet. Mænd, kvinder og børn blev organiseret i partiorganisationer.

I marts 1978 blev Wubie Ayele slået til døde fordi han holdt fast ved de bibelske principper. I løbet af de følgende måneder blev Ayele Zelelew, som var pioner og ældste, og forkynderen Hailu Yemiru dræbt, og deres lig blev efterladt i en af Addis Abebas gader en hel dag, til beskuelse for alle.

Presset øgedes. Radioudsendelser, aviser og politi rettede angreb mod Jehovas Vidner. Somme tider var over et hundrede brødre fængslet. Nogle blev løsladt, deriblandt brødre som havde tilbragt to og et halvt år i fængsel under tortur. Flere havde endda været hjælpepionerer i fængselet!

Så blev der undfanget en ondskabsfuld plan om helt at udrydde Jehovas vidner. Da nogle brødre fik kendskab til dette bukkede de under for menneskefrygt. Desuden var der økonomiske vanskeligheder; der blev mangel på kød og korn foruden bildæk, benzin og andre fornødenheder.

Over hundrede Jehovas vidner forblev trofaste, endda efter at de havde mistet deres arbejde — en virkelig trosprøve for mænd der havde en stor familie at forsørge. Det var hjertevarmende at se andre forkyndere, som havde arbejde, hjælpe disse nødstedte med at bære deres økonomiske byrde — et kærligt udtryk for at de efterlignede de første kristne! (Apg. 4:32) I alle disse gruopvækkende situationer havde forkynderne megen brug for åndelig vejledning og opmuntring, som de også fik under Jehovas ledelse.

Altid modige

Der blev fortsat foretaget arrestationer og ført retssager. En specialpioner har været arresteret 15 gange siden 1972. Børn på kun 14 år blev fængslet, og nogle har tilbragt over 4 år i fangenskab. De gik ikke på kompromis! Så kom der udskrivninger til krigstjeneste. Den omfattede nu også unge kvinder. Mange brødre og søstre brugte deres tid i fangenskab til at være hjælpepionerer og hjalp andre fanger til at lære sandheden at kende. En søster fik lov til at forlade fængselet i kort tid for at føde, hvorefter hun måtte vende tilbage til sin celle.

En modig broder som var på vej ud på landet i bil, opdagede pludselig at han havde glemt at skjule en pakke med bibelsk læsestof. Den lå under instrumentbrættet og var let at få øje på. Han bad om at måtte finde et passende skjulested, men der lod ikke til at være noget sted at gemme denne uhåndterlige pakke. Han måtte lade den blive hvor den var og stole på Jehova. Man kan forestille sig hans forbløffelse efter at han ni gange var blevet standset ved vejspærringer, og nogle gange havde fået bilen grundigt undersøgt, uden at betjentene en eneste gang fattede mistanke til hans pakke!

I december 1982 blev seks forkyndere arresteret på grund af deres neutrale kristne standpunkt. De viste også mod og hjalp mange medfanger til at få tro på Riget. Efter tre år blev de fjernet fra fængselet, for aldrig at blive set igen. De blev alle henrettet.

I Dese, i den nordlige del af det centrale Etiopien, tilbragte Demas Amde, en skolelærer og fader til fem, mere end fem år i fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Han blev først sat til hårdt arbejde. Derefter kom han seks måneder i enecelle hvor han var lænket i sammenbøjet stilling. Hans efterfølgende sygdom blev ikke behandlet. Så fulgte der to måneder i nøgenhed, hvor han blev inficeret med lus. Dernæst blev han overflyttet til en celle hvor fangerne var ved at dø af tyfus. Til sidst, efter at hans helbred var ødelagt og hans legeme var svækket af kræft, blev han løsladt for at dø. Han døde den 4. februar 1991, trofast til det sidste og med et sikkert håb om en opstandelse. — Jævnfør Hebræerbrevet 11:37-40.

Andre Jehovas vidner slap med livet i behold. En broder som var på vej ud i et landdistrikt, blev arresteret som formodet medlem af en guerillabevægelse. Han kunne ikke tie stille, og selv om det var meget farligt for ham, forklarede han frimodigt at han var et af Jehovas vidner. Ingen troede på ham og han blev smidt ind i en celle med andre fanger.

Hvordan tilbragte han natten? I stedet for at beklage sig over sin fortvivlede situation, benyttede han lejligheden til at fortælle andre om den gode nyhed. Til hans overraskelse blev medfangerne om morgenen ført ud af cellen og afhørt af betjentene. „Hvad er det for en mand vi satte ind i jeres celle i aftes?“ spurgte betjentene.

„Åh, I mener ham der forkyndte det meste af natten så vi ikke kunne sove?“ svarede de. Betjentene havde ikke svært ved at identificere denne mand som et af Jehovas vidner. Hans offentlige bekendelse af sin tro åbnede fængselsdørene; han blev løsladt!

En interesseret mand i landets sydlige del udholdt trofast mere end fire års fængsel. Det første år var hans ben bundet sammen med kæder; han tilbragte seks måneder i enecelle. Da hans personlige ejendele blev leveret tilbage til hans slægtninge, var de overbeviste om at han var blevet henrettet. Han blev holdt i live med små madrationer, og i denne svækkede tilstand blev han senere dømt til døden. Dommen blev imidlertid omstødt af nogle højerestående embedsmænd.

Andre gange blev prostituerede sat ind i hans celle for at friste ham. Efter tre år fik han den opmuntring at kunne dele sin tro med en anden interesseret mand som blev indsat sammen med ham. Men der syntes ikke at være meget håb om løsladelse. Så en dag fik han den fuldstændig overraskende meddelelse at han var fri! Nu havde han omsider mulighed for at symbolisere sin indvielse til Jehova ved vanddåben!

Dømt til døden otte gange!

I Debre Zeit, en by i det centrale Etiopien, blev pioneren Worku Abebe arresteret som følge af sit neutrale standpunkt. Dommen lød på henrettelse samme aften. Men inden henrettelsen fandt sted blev 20 andre brødre og søstre arresteret i en af nabobyerne. Myndighederne regnede med at disse 20 ville gå på kompromis hvis de så broder Worku blive henrettet, for man mente at han var „lederen“. Derfor ville man gerne have broder Worku overflyttet til nabobyen så henrettelsen kunne finde sted der.

Overflytningen til et andet fængsel gav broder Worku lejlighed til at gøre rede for sin tro over for 300. Takket være den lokale skik at man ikke afbryder en der taler, kunne broder Worku bruge fire timer på at fortælle sin beretning, hvori han udførligt beskrev Jehovas Vidners historie fra Abels tid og frem til i dag. Da han var færdig sagde en betjent: „Denne mand bør holdes adskilt fra de andre. Han har næsten fået mig overbevist!“

En aften førte nogle fangevogtere ham og de andre fængslede brødre ned til en flodbred, hvor de skulle henrettes. Da de rettede geværerne mod brødrene, spurgte de: „Vil I afsværge jeres tro eller ej?“ Alle som en svarede brødrene beslutsomt at de aldrig ville fornægte Jehova. I stedet for at blive henrettet blev de pryglet i flere timer. „Det gjorde så ondt at vi bad dem om at slå os ihjel i stedet for, men de ville ikke holde op,“ sagde brødrene.

Dernæst blev broder Worku alene udpeget til henrettelse. Der lød et skud. Et øjeblik var han helt forvirret. Han faldt ikke sammen og var ikke såret. Så forstod han — kuglen havde ramt ved siden af. Men fangevogterne spildte ikke tiden. De begyndte hidsigt at slå ham med en geværkolbe. Han mistede bevidstheden og kom derefter tilbage til sin celle.

I fængselet fik fangevogterne instrukser der skulle sikre at alle Jehovas vidner gik på kompromis samme nat. Snart genlød cellerne af skud. Man sagde til brødrene: „Hørte I skuddene? Det var jeres brødre der blev dræbt. I morgen vil I se deres lig ligge i gaderne. Og hvis I ikke giver op, bliver I også dræbt.“

Brødrene svarede: „Vi er villige til at drikke af det bæger vore brødre har drukket af.“

Om natten begyndte fangevogterne at slå broder Worku og de andre brødre med stokke. En særlig ondskabsfuld fangevogter bandt broder Workus arme så stramt at huden på hans fingre revnede og det begyndte at bløde. Han skjulte sine lemlæstede fingre for ikke at gøre de andre brødre mismodige. Da torturen ophørte for en tid, bad brødrene en bøn inden de lagde sig til at sove. Men klokken et om natten kom nogle vrede forfølgere stormende ind og slog dem igen og igen indtil klokken fire om morgenen. Bagefter henvendte brødrene sig endnu en gang til Jehova i bøn idet de takkede for den styrke de havde fået og bad ham om fortsat at holde dem oppe.

Om morgenen kom nogle andre brutale mænd ind i cellen. De begyndte at sparke brødrene. Om eftermiddagen blev broder Worku igen trukket til side og i alt 20 personer slog ham og trampede på ham. Men han gav stadig ikke op. Så blev det igen besluttet at han skulle henrettes. Klokken 10 om aftenen kom der yderligere 20 fangevogtere og slog løs på ham indtil ved totiden om natten. En af dem var så rasende at han bagfra greb fat i en af de andre brødre og bed ham så hårdt at det efterlod et ar. I fire dage blev brødrene holdt indespærret i et mørkt rum uden mad og drikke mens de gentagne gange blev slået. Alle havde brud på forskellige knogler, deriblandt ribben og skuldre. Fysisk set blev de meget svage.

En højtstående embedsmand der besøgte fængselet fik ondt af dem da han så deres tilstand, og befalede at de skulle have noget at spise. Den voldsomme fangevogter blev imidlertid rasende over at se brødrene få mad og drikke. Han lavede derfor en sammensværgelse og beskyldte dem for flugtforsøg. Man troede på ham, og planlagde derfor endnu en gang at henrette dem. Brødrene bad indtrængende Jehova om at blive skånet, især i betragtning af at anklagerne var skændige og falske. En overordnet embedsmand afværgede henrettelsen, men brødrene måtte udholde stokkeslag hele natten.

Efter nogle få dage kom der en anden embedsmand, som meddelte at broder Worku ville blive henrettet mens de andre ville blive løsladt. Overraskende nok var det ikke blot de andre der blev løsladt, men få dage senere fik broder Worku også at vide at han var fri.

Han greb omgående lejligheden til at møde og opmuntre nogle brødre i et privat hjem. Han vidste ikke at han blev skygget og at hans færden blev indberettet. Dagen efter blev han igen arresteret og dømt til døden.

Nu blev der gjort endnu et forsøg på at narre ham til at gå på kompromis. Han blev på en mild og venlig måde opfordret til at råbe bestemte slagord. Broder Worku nægtede; han gentog blot sine egne bibelske slagord til fordel for den sande Gud. Nu forvandledes disse „venlige“ mennesker til ondskabsfulde bødler.

Få dage senere kom fangevogterne for at tale tingene igennem med ham. Samtalen varede i fire timer. Han fik tilbudt et betydningsfuldt politisk embede. Det afviste han. Så sagde de: „Du bliver skudt og ædt op af maddiker.“

Til sidst viste nogle retfærdigt indstillede embedsmænd interesse for broder Workus sag og stemte for at han skulle løslades. Han regnede det for en glæde at have gennemgået disse prøvelser; han havde ikke givet op. (Hebr. 12:2) Før prøvelserne begyndte, havde han altid taget bønnen og det regelmæssige familiestudium alvorligt. Det hjalp ham uden tvivl til at holde ud. Han fortalte hvad en „Nikodemus“, en af kristenhedens præster, havde bemærket om forskellen mellem sine egne trosfæller og Jehovas vidner i forfølgelsens ildovn: „Vi var bange og gik på kompromis. Vi svigtede Gud, men I stod fast på hans side uden at frygte selv døden. Det er godt klaret.“ Broder Worku var blevet dømt til døden i alt otte gange, men Jehova havde bevaret ham i live!

En grundig belæring

I disse år med hårde prøvelser erfarede Jehovas vidner i Etiopien sandheden i apostelen Paulus’ ord: ’Fra at være svage blev de fyldt med kraft.’ (Hebr. 11:34) En beskeden søster, en tjenestepige som var ved at lære at læse, blev fængslet sammen med en gruppe veluddannede Jehovas vidner. Mens nogle af de fængslede forkyndere bad om at blive løsladt, bad hun om styrke til at forblive trofast. En dag kom forfølgerne ind med en skål kogende olie og truede med at dyppe fangernes fingre i det. Nogle af forkynderne gav efter for frygt, men den ydmyge søster stod fast. Hun kom ikke noget til, og senere blev hun løsladt.

Det viste sig at være en grundig belæring for dem der havde lagt stor vægt på betydningen af social status og uddannelse. De forstod nu at det der betød mest, var trofasthed.

Ikke ladt i stikken

Det var opmuntrende at se at disse forkyndere som havde udholdt så meget, opdyrkede modenhed, ligevægt, tillid til Jehova og større selvopofrelse. Som det også havde vist sig i andre tilfælde, blev de ikke ladt i stikken. Den sande tilbedelse havde sejret.

Det skete i denne periode at folk lærte sandheden at kende på usædvanlige måder. En ældste forkyndte for eksempel for en kvinde fra Østeuropa på sin arbejdsplads. Eftersom hun var meget interesseret, lånte han hende en bibelstudiehåndbog som han selv var meget glad for. Til hans store skuffelse forlod hun landet og sendte aldrig bogen tilbage. Men nogle år senere fik han et glædeligt brev fra hende. Hun forklarede at bogen havde forandret hendes liv og at hun nu var hans døbte åndelige søster!

Et andet tilfælde drejer sig om en genert husassistent som i hemmelighed lyttede når der blev studeret med hendes arbejdsgiver, en skolelærer, i et tilstødende værelse. Hun følte sig meget uværdig, men ville meget gerne lære sandheden at kende. ’De bibeltimer må koste en masse penge,’ tænkte hun ved sig selv. Hun sagde derfor sit arbejde hos skolelæreren op og søgte noget der gav bedre, så hun kunne betale for et bibelstudium. Da hun havde sammensparet hvad hun mente der skulle til, tog hun straks hen til den forkynder som studerede med skolelæreren, hendes tidligere arbejdsgiver. Hvor blev hun overrasket da hun fik at vide at undervisningen var gratis! Hun gjorde gode fremskridt og blev senere gift med skolelæreren; de er nu begge indviede tjenere for Jehova.

Unge vidner for Jehova blev udsat for et særligt pres i Etiopien. På grund af deres neutralitet blev de afskåret fra mange grundlæggende fornødenheder, som for eksempel hospitalsbehandling, eksaminer og arbejde. Følte de sig forladte af den grund? Nej! De havde en ubrydelig tro på at deres prøvelser ville få ende, og Jehova gav dem kraft. — Fil. 4:13.

Den virkelige løsning

Etiopien plages af de samme problemer som resten af verden. Jehovas vidner tror at de har fundet løsningen, og de glæder sig over at de nu lettere kan fortælle andre om den fordi en del af det pres de har levet under, blev fjernet i 1990.

For eksempel har myndighederne i Eritreas hovedstad, Asmara, udsendt besked om at diskrimineringen af Jehovas vidner skal ophøre. Et andet eksempel: Mere end 50 etiopiske brødre fik udrejsetilladelse så de kunne overvære et områdestævne i Nairobi, Kenya. Og yderligere to eksempler: Specialpionerer kan igen blive sendt til forskellige distrikter for at forkynde den gode nyhed. Og nogle menigheder er igen begyndt at forkynde fra hus til hus, med lovende resultater. Ikke desto mindre er der stadig mange problemer i Etiopien.

Da den strategisk vigtige havneby Massaua faldt i 1990, blev borgerkrigen optrappet. Hele byen lå i ruiner. Heldigvis kom ingen af forkynderne noget til. Asmara og store områder på landet blev ramt af hungersnød. Det Styrende Råd øgede nødhjælpen til denne hårdt ramte del af verden. To specialpionerer satte livet på spil ved at snige sig igennem en krigszone for at komme til Tigraiprovinsens hovedstad, Makale, og opmuntre forkynderne dér. I maj 1991 tog guerillaledere magten fra den revolutionære regering og underskrev derefter en erklæring som lovede større frihed. Eritrea havde nu en særskilt administration og var stort set afskåret fra resten af verden. Under alle disse omvæltninger er Jehovas vidner forblevet strengt neutrale, i forvisning om at den endelige løsning på menneskenes problemer vil komme ene og alene ved Guds rige. Ved tjenesteårets slutning var der blevet holdt særlige stævnedage under frie forhold i adskillige etiopiske byer. Brødrene planlagde nu nogle kredsstævner og et områdestævne, og de så frem til at modtage en stor sending publikationer og til at blive juridisk anerkendt. Ligesom mange andre steder ’skifter denne verdens scene’ også hurtigt i Etiopien, og brødrene ser med begejstring frem til en stor indsamling inden afslutningen. — 1 Kor. 7:31.

Men hvad er der ellers sket i Østafrika siden midten af 1970’erne? Lad os se.

Udholdenhedsprøver i Tanzania

Et amnesti i Tanzania i 1976 bevirkede at nogle af de fængslede forkyndere blev løsladt. Desværre var der stadig regeringsembedsmænd som anså vore brødre for at være farlige. Hvorfor? De forvekslede de revolutionære tilhængere af Kitawala i Sumbawanga med Jehovas vidner. Nogle brødre blev holdt under skarpt opsyn, og mange specialpionerer var ’i lænker som forbrydere’, ligesom apostelen Paulus var i Rom. — 2 Tim. 2:9.

Der var også andre vanskeligheder. I februar 1977 blev grænsen mellem Tanzania og Kenya lukket, og den forblev lukket i mere end seks år. En overgang blev postgangen afbrudt, og en hel del post gik tabt. Nogle områder blev ramt af tørke, og udbrud af kolera hindrede kredstilsynsmændene i at udføre deres tjeneste. Tanzanias deltagelse i Ugandakrigen i 1979 skabte yderligere problemer. Den forværrede økonomi medførte materielle bekymringer. Alle disse vanskeligheder lagde et stort pres på de ældste, så de i mange menigheder ikke kunne udføre så meget hyrdearbejde som der var brug for.

Der var dog også lyspunkter. I 1979 blev det endelig muligt at forkynde i den sydøstlige del af landet, så der nu fandtes aktive forkyndere helt fra Kilimanjaro i nord til grænsen til Moçambique i syd.

Dommere begyndte at afsige kendelser til fordel for Jehovas vidner. En fængselsbetjent fra Tukuyu kom med i sandheden. Det der havde vakt hans interesse var forkyndernes gode adfærd. I juli 1981 blev højdepunktet fra 1975 på 1609 forkyndere endelig overgået, idet 1621 rapporterede.

Vedholdenhed belønnes

I 1979 og igen i 1981 ansøgte brødrene om juridisk anerkendelse af arbejdet, men uden resultat. Henvendelserne blev fulgt op af et brev fra Det Styrende Råd, dateret den 5. maj 1983. I august 1984 kontaktede brødrene Faustin Lugora og Elikana Green myndighederne, men blev venligt afvist.

Forkynderne var vedholdende og appellerede. Et møde i indenrigsministeriet førte til endnu en afvisning i 1985. Det så håbløst ud, selv om noget tydede på at menighederne var under opsyn. Måske var der nogle retsindige embedsmænd som gerne ville have flere konkrete oplysninger om Jehovas Vidner.

I 1986 forsøgte vore brødre igen at opnå anerkendelse. De blev behandlet retfærdigt og høfligt, og til sidst blev deres vedholdenhed belønnet. Gentagne grundige undersøgelser førte til at gamle misforståelser blev rettet, og den 20. februar 1987 fik repræsentanter for Jehovas Vidner overrakt et officielt dokument som gav Jehovas Vidners Forening i Tanzania juridisk anerkendelse. Efter 22 års forbud var der grund til at glæde sig!

Et paradis for missionærer

Glæden bredte sig til hele Tanzania. Der blev organiseret kredsstævner. Nogle af dem der blev døbt ved disse stævner forkyndte allerede lige så meget som almindelige pionerer og ledede ni eller flere bibelstudier. Der var endda en som blev døbt samtidig med en han selv havde studeret med!

I 1987 ansøgte man om indrejsetilladelse til missionærer, og fik den. Samme år ankom der gileadmissionærer til Dar-es-Salaam, som dengang havde over 1,5 million indbyggere. Det var et stort distrikt for kun to menigheder med færre end 200 forkyndere tilsammen!

Det var et paradis for missionærer. Folk inviterede dem ind og tog hellere end gerne imod publikationer. Der blev åbnet et missionærhjem i Mbeya, centrum for over halvdelen af landets forkyndere. Få måneder senere kom der også missionærer til Arusha og Dodoma.

Der er hårdt brug for at styrke organisationen indadtil, så man har grundlag for at hjælpe endnu flere oprigtige tanzaniere til at tilbede den sande Gud. Udsigterne er lovende og brødrene er nidkære, som følgende sammenligning viser: I 1982 var der 160 pionerer — i 1991 var der 866; i 1982 brugte forkynderne 374.831 timer i forkyndelsesarbejdet sammenlignet med 1.300.085 timer i 1991; i 1982 blev mindehøjtiden overværet af 5499 — i 1991 var der 10.441 til stede; i 1982 blev der døbt 41 sammenlignet med 458 i 1991.

I 1988 blev der igen rejst tvivl om Jehovas Vidners juridiske status, med det resultat at mange ansøgninger om indrejsetilladelse til missionærer er blevet „syltet“. Imidlertid har regeringen for første gang godkendt Jehovas Vidners ansøgning om at ældste kan virke som giftefogeder.

En række oversvømmelser og tørkeperioder har gjort det nødvendigt at organisere nødhjælpsarbejde i den sydligste del af landet og i nærheden af Victoriasøen, og dette arbejde fortsatte ind i 1991. Men trods vanskelighederne og usikkerheden viderefører Jehovas folk det presserende arbejde med at indsamle symbolske får.

Udrensning i Kenya

I årene efter 1975 skete der en udrensning i menighederne. De der udelukkende var i sandheden fordi de regnede med at denne onde ordning blev fjernet i 1975, forlod sandheden da dette år gik over i historien. En undersøgelse angående denne periode viser at der for hver 77 nye var 49 andre som blev uvirksomme. De der havde svigtet møderne og det personlige studium blev et bytte for Satans snarer i form af umoralitet, drukkenskab og materialistisk begær. Sørgeligt nok blev det nogle år nødvendigt at udstøde over 3 procent af forkynderne.

Mange af menighederne var selvfølgelig små og manglede god ledelse. I 1978 havde 49 ud af 90 menigheder i Kenya færre end 10 forkyndere, og kun 12 menigheder havde flere end 40 forkyndere. Det teokratiske ansvar hvilede derfor ofte på en eller to brødre. Naturkatastrofer gav de ældste endnu flere byrder. Området øst for Nairobi blev ramt af så stor en tørke at der måtte organiseres nødhjælp.

Der skete imidlertid også mange positive ting. I 1977 blev mindehøjtiden overværet af 5584. Der var en stor efterspørgsel efter læsestof. Lloyd Barry fra Det Styrende Råd kom på besøg, og det opflammede alle til større nidkærhed for Riget. Og den nye ordning med et udvalg på afdelingskontoret, som har fungeret siden 1976, satte fart i arbejdet.

Et større betelhjem

I februar 1979 blev der nået et nyt højdepunkt på 2005 forkyndere. Det voksende forkyndertal bevirkede at betelfamilien også voksede og der blev brug for et større betelhjem. Afdelingskontorets udvalg anmodede derfor Det Styrende Råd om tilladelse til at udvide med fire værelser. Til udvalgets overraskelse kom svaret i en stor kuvert som indeholdt tegninger til en helt ny tilbygning med 16 værelser!

Udgravningen blev påbegyndt i december 1978, og i juni 1979 var en del af den smukke, nye bygning allerede taget i brug. Ved indvielsen i januar 1980 kom Don Adams fra hovedkontoret og holdt foredrag for 2205 på Nairobi City Stadion. Bagefter fik cirka tusind en rundvisning i de nye betellokaler. For manges vedkommende var det deres første indblik i hvad der foregår på afdelingskontoret. Året sluttede med nogle mindre stævner, deriblandt et engelsk stævne i Nakuru som blev overværet af brødre fra det krigshærgede Uganda.

Året efter skete der endnu et stort fremskridt. Afdelingskontoret i Kenya fik moderne trykkeudstyr. Nu kunne man selv trykke formularer, programmer, brevhoveder, Rigets Tjeneste og endda blade. Det var slut med den lange ventetid på forsendelser fra andre lande! Mens der i 1980 blev trykt omkring 120.000 eksemplarer, steg tallet to år senere til i alt 935.000 og i 1990 til over 2.000.000.

I 1983 nåede forkyndertallet i Nairobi op over 1000, og i Kenya som helhed nåede det op på 3005. I april var 28 procent af alle forkyndere med i heltidstjenesten. Der var også kommet flere missionærer for at hjælpe.

Publikationerne fremmer ordets udbredelse

Selskabets publikationer er populære i Kenya. Nogle skoler bruger Min bibelhistoriebog i religionsundervisningen. Bladenes nye udseende har bevirket at bladspredningen på to år, 1984-85, steg med godt 50 procent, og forkynderne spredte til tider ti blade i gennemsnit om måneden. Nogle af numrene har haft en øjeblikkelig virkning på folk. For eksempel henvendte en mand sig til en forkynder på gadearbejde, pegede på et blad der behandlede spørgsmålet: „Er rygning på vej ud?“ og sagde: „Jeg ryger ikke mere.“ Hvad havde fået ham til at holde op? Dette blad, som han havde læst nogle dage tidligere!

I 1982 udkom brochuren Evigt liv på jorden!, som viste sig at være særdeles velegnet for den afrikanske arbejdsmark. Selv veluddannede mennesker ville gerne have den, og nogle snuppede den ligefrem selv i forkyndernes tasker. Det skete for en forkynder som kun havde en enkelt brochure tilbage i tasken. Han havde gemt den til én han skulle til at studere med. En mand der var på rejse fik øje på den. Det var den, og kun den, han ville have. Forkynderen forklarede at den var reserveret til en som ønskede at studere Bibelen regelmæssigt. „Det er ikke noget problem,“ svarede manden beslutsomt. „Det vil jeg også gerne.“ Hvordan gik det? Forkynderen fik et nyt studium!

Denne brochure indeholder et klart vidnesbyrd om Jehova og hans hensigter, Guds rigsregering og Bibelens retfærdige normer. Eftersom den tegnede til at blive et nyttigt redskab, blev den oversat til yderligere 35 af de sprog der tales i det østafrikanske distrikt, 14 kenyanske sprog og 21 af nabolandenes sprog. På nogle af sprogene er det den eneste publikation der findes ud over Bibelen. En af kristenhedens missionærer har sagt om masai-udgaven af denne brochure: „Det er det bedste der er sket for masaierne.“

Pionerånden

Der var også noget andet som påvirkede arbejdsmarken i Kenya: en voksende pionerånd blandt forkynderne. Den tid var forbi hvor pionerer blev betragtet som særlinge eller tabere. Det var tydeligt at Jehova rigt velsignede pionererne med gode oplevelser og resultater. Nogle kunne endda være pionerer selv om de var blinde eller havde fået amputeret det ene ben. Det var ikke ualmindeligt at der i pionerernes rækker fandtes fædre eller mødre med over otte børn at forsørge.

I april 1985 var omkring 37 procent af alle forkyndere i heltidstjenesten. Med disse mange pionerers hjælp blev der anvendt over en million timer i forkyndelsen det år.

Nidkære forkyndere i Rwanda indhenter det forsømte

I Rwanda gik det også fremad. Selv om sandheden var kommet forholdsvis sent til landet, hungrede mange efter det livgivende budskab. I februar 1980 udkom bogen Sandheden der fører til evigt liv på konyarwanda, og den blev til stor hjælp for forkynderne. Det højeste antal forkyndere var dengang 165. I Kigali blev der i 1980 bygget en stor, men beskeden rigssal og inden længe kom der over 200 til møderne, så nogle af tilhørerne var nødt til at sidde ude på gårdspladsen.

Modstanderne af den gode nyhed brød sig ikke om den store interesse Rwandas indbyggere viste for sandheden. En liste over anerkendte trossamfund som blev udsendt i oktober 1979, omfattede ikke Jehovas Vidner. Man ansøgte derfor om juridisk anerkendelse. I marts 1980 kom Ernest Heuse, som var fra Belgien og havde tjent i Zaire, til Kigali for at tale med myndighederne. Skønt han fremlagde en omfattende dokumentation blev ansøgningen afvist.

Men forkyndelsen af Riget fortsatte. I 1982 blev områdestævnet overværet af 750, og 22 blev døbt. I marts var der 302 forkyndere som rapporterede. Fire kredsstævner blev overværet af over 1200 i alt, og 40 blev døbt. Der blev holdt en Rigets Tjenesteskole, hvor de ansvarlige i de små menigheder fik den nødvendige oplæring. Nidkærheden mindskedes ikke; forkynderne brugte gennemsnitlig over 20 timer om måneden i forkyndelsen. To specialpionersøstre påbegyndte arbejdet i et nyt distrikt. I løbet af tre måneder ledede de 20 studier, og alle eleverne kom til møderne. Budskabet skabte røre i Rwanda!

Flere og flere stillede bibelske spørgsmål. Det skyldtes for en stor del at der regelmæssigt blev læst op fra Vågn op! i radioen. Æteren summede af sandheden som afslørede de forskellige religioners falske lærepunkter. Det er ikke så mærkeligt at religiøse aviser, som øvede stor indflydelse i Rwanda, snart begyndte at angribe Jehovas Vidner. Som sædvanlig fik det endnu flere til at interessere sig for sandheden. Samtidig begyndte man dog at standse og afhøre forkyndere, og man idømte dem bøder for at opretholde en ulovlig forening.

Uret i lovens navn

I november 1982 blev de tre specialpionerer som tidligere havde underskrevet ansøgningen om juridisk anerkendelse, kaldt til Kigali, arresteret ved ankomsten og fængslet uden retssag eller mulighed for at appellere. Rigssalen blev lukket. Forkyndelsesarbejdet måtte nu foregå under jorden.

Et brev fra justitsministeren til alle præfekturer (administrative områder) meddelte at Jehovas Vidner var blevet forbudt. Flere arrestationer fulgte. De fleste udenlandske pionerer måtte forlade landet. For de lokale brødre var det en prøvelsens og lutringens tid. Netop på det tidspunkt begyndte man at trykke Vagttårnet på konyarwanda, og det blev en yderligere kilde til åndelig føde i rette tid.

De tre specialpionerer, Gaspard Rwakabubu, Joseph Koroti og Ferdinand I’Mugarula, havde nok at se til i det store fængsel i Kigali. De studerede regelmæssigt med andre fanger, og flere af dem lærte sandheden at kende på den måde. Den ene måned gik efter den anden, uden at de kom for retten. I oktober 1983 blev sagen endelig taget op. Der blev rettet nogle fuldstændig ubegrundede beskyldninger mod de tre brødre; for eksempel blev de anklaget for at franarre folk penge og gøre oprør mod regeringen. Under hele retssagen blev der ikke fremlagt et eneste tal eller regnskabsdokument som bevis, og der blev ikke ført vidner til støtte for anklagerne.

Brødrene blev idømt to års fængsel og fik ikke én dag eftergivet. (I mellemtiden fik mordere gavn af et amnesti.) I Kisenyi udholdt fem andre forkyndere trofast næsten to års fængsling uden retssag og dom.

Et kort pusterum i 1985 gav nogle brødre i Rwanda mulighed for at overvære områdestævnet i Nairobi og mødes med brødre fra Det Styrende Råd. Men i marts 1986 var arrestationer allerede blevet hverdagskost i hele landet. Mange blev arresteret på deres bopæl. Gravide kvinder og småbørn blev ikke skånet. I nogle områder iværksatte man en jagt på Jehovas vidner ved at opføre dem på lister over eftersøgte personer. Efterhånden var over 140 Jehovas vidner blevet kastet i fængsel — næsten en tredjedel af alle aktive forkyndere i landet!

Tillid til den Almægtige

Den 24. oktober 1986 kom Jehovas Vidners sag langt om længe for en domstol. På det tidspunkt havde nogle været fængslet i over seks måneder. I fængselet var der endda blevet født et barn som fik det meget passende navn Shikama Hodari (Forbliv Standhaftig). Dommene var chokerende hårde. De lød på mellem 5 og 12 år. En interesseret kvinde som endnu ikke var forkynder, blev idømt ti års fængsel.

Sagerne blev kendt i mange lande og var endda samtaleemne blandt statschefer i Europa og Afrika. Fra mange forskellige lande sendte folk protestbreve til de ansvarlige myndighedspersoner i Rwanda. I en radiomeddelelse blev der sagt at regeringen nogle dage modtog 500 breve angående Jehovas Vidner.

Alt dette gav brødrene anledning til at forkynde i fængselet. De satte et enestående eksempel i samhørighedsfølelse ved at bede sammen og studere Guds ord sammen. Mange medfanger blev nysgerrige og begyndte at studere Bibelen, og der er nu tidligere kriminelle og prostituerede som gør gode fremskridt på vejen til evigt liv.

Forkynderne bevarede en positiv indstilling trods de hårde domme. De sagde: „Vi har fået 12 år, men Satan får 1000!“ Og: „Her har vi større frihed end vore brødre udenfor. Vi kan synge ved vore møder, det kan de ikke.“

En glædelig overraskelse

Den 1. juli 1987, på 25-årsdagen for Rwandas uafhængighed, beklagede Rwandas præsident i en radiotale overtrædelserne af menneskerettighederne og meddelte at alle der var blevet dømt den 24. oktober 1986 ville blive løsladt. Det var en modig og rosværdig beslutning! Få dage senere løslod man alle 49 brødre og søstre som havde været for en domstol.

Men spørgsmålet var nu hvad der skulle ske med dem som endnu ikke havde været i retten. Der gik adskillige uger, men til sidst kom de alle for en domstol. Her fik de den besked at de kunne være til større gavn for landet ved at tage hjem og dyrke deres jord eller gøre noget andet nyttigt.

Det vakte naturligvis stor glæde. Over 30 udøbte forkyndere og interesserede havde under fængslingen gjort så hurtigt fremskridt at de umiddelbart efter løsladelsen kunne fremstille sig til dåb. Fængselsopholdet havde også hjulpet alle til hurtigt at nå frem til modenhed. Straks efter dåben begyndte de fleste af dem som hjælpepionerer! Og alle løsladte forkyndere fandt igen et arbejde. — Se Salme 37:25, 28.

En af dem der med glæde havde udholdt prøvelser, var Pascasie. På grund af forbudet mod Jehovas Vidner havde hendes mand frygtsomt taget hende med til politistationen for at få hende arresteret. Skønt hun endnu ikke var døbt, var hun blevet fængslet sammen med søstrene. Hendes dom lød på ti år. Selv om det pinte hende at måtte forlade sine børn, forstod hun at hun nødvendigvis måtte lide for den sande tilbedelses skyld. I fængselet gjorde hun åndelige fremskridt og var blandt dem der blev døbt umiddelbart efter løsladelsen. Hendes glæde voksede endnu mere da hun efter sin hjemkomst fandt ud af at hendes mand var indstillet på at studere med Jehovas Vidner. Hun er sandelig blevet belønnet for sin standhaftighed, for hendes mand er nu hendes åndelige broder og familien er forenet i den sande tilbedelse.

I en anden del af landet blev en verserende anklage fra 1985 taget op igen i begyndelsen af 1990, og fire brødre blev hver idømt ti års fængsel. Det berørte heldigvis ikke andre områder, hvor man kunne holde kredsstævner og pionerskoler. For første gang fik landet også besøg af en zonetilsynsmand, og yderligere åndelig føde på konyarwanda hjalp brødrene til at opdyrke større åndelig modenhed. Efter seks måneders fængsel blev vore fire brødre desuden løsladt som følge af et dekret fra præsidenten.

I slutningen af 1990 medførte en pludselig invasion også borgerkrig i Rwanda. Vore brødres neutrale standpunkt i harmoni med det bibelske princip i Johannes 17:14, hvor der står: „De er ikke en del af verden,“ fik tidligere modstandere til at indse at Jehovas tjenere ikke er fjender af nogen. I begyndelsen af 1991 medførte sult yderligere bekymringer, og det blev nødvendigt med nødhjælp til Rwanda, især til den sydlige del af landet. I den senere tid har man frit kunnet afholde kredsstævner. Brødrene håber at de en dag vil opnå fuldstændig trosfrihed og juridisk anerkendelse i Rwanda, men i mellemtiden fortsætter de med at hjælpe de mange sandhedssøgende blandt Rwandas voksende befolkning.

Teokratisk fornyelse i det krigshærgede Uganda

I 1979 medførte „befrielseskrigen“ nogle forandringer. Plyndring, vold og lidelser nødvendiggjorde nødhjælpsarbejde; post- og telefonforbindelserne blev afbrudt. Men så kom en ny regering til magten, og Uganda Times for den 19. november 1979 meddelte under overskriften „Missionærer kan frit vende tilbage“ at forbudet mod Jehovas Vidner var blevet hævet og trosfriheden genindført.

Der blev snart arrangeret en ny række kredsstævner, som blev overværet af i alt 241. Men økonomien var ødelagt og menneskeliv blev ikke regnet for noget. Mange gik med våben, og tidligere soldater blev kriminelle. Næsten hver nat hørtes der skudvekslinger. Det var farligt at færdes på vejene.

På afdelingskontoret i Nairobi var man meget opmærksom på at opbygge og tilskynde brødrene ved at finde nogle dristige forkyndere som ville påtage sig at bringe bøger og blade ind i Uganda. Som nævnt var folk bevæbnede og soldaterne levede ofte et dobbeltliv, idet de var forbrydere om natten. De frivillige kurerer fra Kenya måtte gennem en skovstrækning mellem Jinja og Kampala hvor der var sket mange overfald. Som regel kørte folk med speederen i bund indtil de nåede et mere befolket område.

En missionær som overnattede hos en broder i Mbale, hørte nogle rode med sin bil der stod på gårdspladsen. Da han var klar over at tyvene sikkert var bevæbnede, besluttede han at lade dem stjæle hvad de ville. Næste morgen manglede bilen to hjul, og desuden var reservehjulet og forruden stjålet. Foran sig havde han en tur på 240 kilometer til Kampala. Han lånte to hjul med næsten nedslidte dæk, og måtte klare sig uden forrude til at beskytte sig mod regnen. Han skulle også igennem den farlige skovstrækning. Men alt gik godt — ingen punkteringer, kun en masse vind og regn i ansigtet!

I december 1980 nåedes et nyt højdepunkt på 175 forkyndere. Det nye år begyndte med et områdestævne på Lugogo Stadion i Kampala med 360 deltagere. Mens volden fortsatte lærte flere og flere sandheden at kende, og i juli var 206 med til at forkynde i hele landet. De spredte gennemsnitlig 12,5 blade om måneden.

Eftersom der kun var én ældste for hver otte menigheder i Uganda, var der et stort behov for hjælp. Man besluttede derfor igen at ansøge om missionærer. I september 1982 kom Ari Palviainen og Jeffrey Welch, to ugifte missionærbrødre, til Kampala midt under de vedvarende uroligheder. Der var stadig udgangsforbud fra klokken 18.30, og skyderier, ja direkte skudvekslinger, hørte til nattens orden. Forkyndere forsvandt og frygtedes at være døde. Nogle dukkede senere op igen, men andre gjorde ikke. I alt otte ugandiske forkyndere har mistet livet under urolighederne siden krigen i 1979.

I februar 1983 fik missionærerne opholdstilladelse, og i april samme år blev et missionærhjem oprettet i et forholdsvis sikkert område. Det blev hjemsted for fire tapre gileadmissionærer, deriblandt Heinz og Marianne Wertholz. Ugandernes høflighed og respekt for Bibelen hjalp missionærerne til at glemme de økonomiske problemer, de dårlige veje, usikkerheden og den natlige uro. Det var ikke usædvanligt at de hver især ledte 10-15 bibelstudier. I én måned spredte de fire missionærer 4084 blade!

„Det er ham!“

I en landsby i det indre Uganda fik en midaldrende mand fat i en ’Sandhedsbog’ og opdagede hurtigt hvilken skat han havde fundet. Han læste den igen og igen og begyndte at forkynde for alle dem han kom i kontakt med. Han bekendte sig endda som et vidne for Jehova, selv om han aldrig havde mødt andre Jehovas vidner og vidste at der ikke var nogen i området.

Han indså at han måtte finde sine „brødre“. En dag tog han derfor af sted til Kampala på cykel for at lede efter Jehovas vidner. Når han så et kors på en kirke, vidste han at det ikke var dér han kunne finde dem. De mennesker han spurgte kendte Jehovas Vidner, men de kunne ikke give ham en nøjagtig adresse. I sin fortvivlelse gik han ind i en boghandel og spurgte efter Jehovas Vidner. Ekspedienten sagde at der en gang imellem kom nogle med bladene, men han vidste ikke hvor de boede. „Når de kommer igen,“ sagde den interesserede mand, „vil du så ikke give dem min adresse? De skal komme og besøge mig.“

Netop på det tidspunkt var to missionærer i gang med at genbesøge nogle som tidligere havde vist interesse. Der var imidlertid ingen hjemme. Ved endnu en gennemgang af deres notater stødte de på ekspedientens navn og sagde: „Lad os besøge ham igen.“

Da pionererne kom ind i boghandelen, sagde ekspedienten til dem: „Der var en her som ledte efter jer.“ Han kiggede ud ad døren, pegede ned ad gaden og tilføjede: „Det er ham!“

De europæiske missionærer fik straks kontakt med den interesserede landsbyboer, som omfavnede dem begge! De oprettede studium med ham, og han var naturligvis en flittig elev. Snart blev der bygget en lille rigssal i hans landsby, og nu er han en indviet og døbt broder.

Krig igen!

For de fleste var livet i Uganda barskt. Det var præget af stor usikkerhed. Soldater kom og tog folk med, og man så dem aldrig mere. Priserne røg i vejret. For eksempel steg prisen på brød 1000 procent fra 1974 til 1984! I forretningerne opgav nogle at tælle pengene og målte i stedet stakken af sedler med en lineal!

Utilfredsheden banede vej for guerillakrig. Efter flere måneders kampe blev regeringen til sidst fravristet magten af „den nationale modstandsbevægelse“. I mellemtiden blev ejendomme plyndret af flygtende soldater som skød folk i flæng.

Der udbrød kampe lige omkring missionærhjemmet. Dagen efter begyndte nogle at skyde mens missionærerne var på vej til møde. Kuglerne fløj om ørerne på dem, men ingen kom noget til. Søndag eftermiddag fik de ubudne gæster: flygtende, plyndrende soldater. Soldaterne blev vrede fordi fordøren var låst. Men da deres leder så missionærernes identitetskort, ændrede han omgående indstilling og blev venlig. Han ikke så meget som rørte deres ting. De andre næsten undskyldte at de tog noget tøj og sengetøj, og de undlod at tage noget af større værdi.

Da de gik, rådede de missionærerne til at lave uorden i hele huset, fjerne gardiner, tømme skuffer og sprede ting på gulvet for at give det udseende af at huset allerede var blevet plyndret. Det virkede; det var forholdsvis lidt de fik stjålet. Før forholdene blev rolige, var missionærerne på et tidspunkt omgivet af hårde kampe og måtte tilbringe et helt døgn i et lille spisekammer. Det var det sikreste rum i huset. Under alt dette erfarede de broderkærligheden og Jehovas beskyttelse.

De ugandiske brødre kan fortælle at Jehovas hånd har beskyttet dem. Nogle kan pege på skudhuller i vægge og tøj. En specialpioner måtte ligge fladt på maven i mere end fem timer mens projektilerne mellem regeringssoldater og oprørere svirrede over hans hoved. Da det stilnede af, opdagede han at han var omgivet af døde.

Større sikkerhed og flere glæder

I løbet af de følgende måneder øgedes sikkerheden og der skete nogle overraskende ting. For eksempel var missionærerne på hjemvejen nødt til at gå forbi et stort hus som tilhørte en højtstående embedsmand. Det var altid bevogtet af soldater der var så uberegnelige at folk var bange for dem. Selv missionærerne drog et lettelsens suk hver gang de havde passeret stedet. Det bevirkede også at der ikke kom så mange og besøgte dem. Men under den nye regering blev dette hus pludselig sat til leje på et tidspunkt hvor missionærerne også skulle flytte. Inden længe var det dem der boede i det hus de havde været bange for at gå forbi. Her kunne de nyde at sidde på en stor terrasse og spise aftensmad i den tropiske aftenbrise. Hvis nogen havde sagt det et år tidligere, ville ingen have troet det!

Arbejdet havde fremgang i Kampala. I mange dele af byen var der ikke blevet forkyndt i mere end ti år, og der var endnu meget at gøre. Forkynderne i Uganda forøgede i 1987 deres indsats til gennemsnitlig 14,3 timer om måneden.

Disse forkyndere blev nært knyttet til hinanden. De var mere end villige til at bringe ofre selv om deres materielle midler var meget begrænsede. (Joh. 13:34, 35) Mange måtte betale flere månedslønninger for at komme til områdestævne. De viste altid hinanden gæstfrihed og var parate til at hjælpe missionærerne med ethvert problem. Jehova hjalp dem uden tvivl på mange måder, og det var ofte et „mirakel“ at der i det hele taget kunne afholdes stævner, somme tider uden lydudstyr eller endda uden stole eller bænke.

Efter at der var oprettet missionærhjem i Kampala og Jinja, blev et tredje oprettet i den modsatte ende af Kampala. Uganda har nu 18 menigheder og et højdepunkt på 820 forkyndere. Det højeste antal tilstedeværende ved mindehøjtiden har været 3204, og der er over 140 almindelige pionerer og specialpionerer. Der er blevet bygget rigssale i Jinja, Tororo, Mbale og Kampala. Det er imidlertid stadig vanskeligt at forkynde, og fremtiden tegner usikker.

Siden 1989 er der på ny opstået modstand. Det begyndte med nogle udtalelser fra præsterne, som blev efterfulgt af kritiske avisartikler, en egenrådig mundtlig annullering af en godkendt byggetilladelse, forbud mod at holde stævner visse steder, og anden indblanding fra forkert informerede embedsmænds side. På et tidspunkt blev alle foreninger bedt om at genansøge om registrering, hvorefter ansøgningen fra International Bible Students Association blev afvist. De fleste missionærer måtte forlade landet. Trods alt dette blev områdestævnet i december 1990 afviklet på tilfredsstillende måde. Nogle overordnede embedsmænd har vist sig at være meget hjælpsomme og retsindige, hvilket giver håb om at alle missionærer snart kan vende tilbage til Uganda og fortsætte deres undervisningsarbejde. Der er mulighed for en stor høst på denne arbejdsmark, og brødrene beder høstens Herre om at sende flere arbejdere ud. — Matt. 9:37, 38.

Kenya gør klar til større fremgang

Jehovas organisations stadige fremmarch verden over og den tydeligvis stabile fremgang i hele Østafrika, bevirkede at tiden nu var inde til at begynde at bruge moderne teknologi i Kenya. Det var spændende da afdelingskontoret i 1984 modtog de første to IBM-persondatamater fra det tyske afdelingskontor.

I begyndelsen var der ingen som havde forstand på at bruge de nye maskiner, men med Jehovas hjælp og nogle enkle instruktionsbøger gik der ikke lang tid inden man kunne bruge dem. Datamaterne gjorde det muligt at skrive en tekst ind, overføre den til diskette og sende den til trykning på et af de oversøiske afdelingskontorer. Det åbnede mange nye muligheder. Nu skulle man ikke længere sende manuskripter frem og tilbage to-tre gange mellem England og Kenya til korrekturlæsning inden Vagttårnet kunne trykkes på swahili. Nu bliver denne udgave af Vagttårnet trykt samtidig med den engelske, og alle menigheder i Kenya kan studere det samme bibelske stof inden for samme uge.

Den stabile fremgang i forkyndertallet er gået hånd i hånd med en mærkbar fremgang hen imod åndelig modenhed. Forkynderne har forøget deres indsats i tjenesten og holdt øjet klart ved at søge Rigets interesser først. Mange gør mere ud af at hjælpe deres mange børn ved at holde et familiestudium. Der er blevet udnævnt nye ældste, og flere og flere unge brødre stræber efter at blive egnede som menighedstjenere. Mange har bevist deres uangribelighed under prøver på deres kristne neutralitet. Flere har været villige til at bringe materielle ofre for at få deres egne rigssale.

Områdestævnet „Bevar din uangribelighed“ i 1985

I slutningen af 1985 var Kenya blandt de lande som var blevet udvalgt til at have et særligt internationalt stævne med gæster fra andre kontinenter. Der kom næsten 2000 udenlandske gæster. Selv om de delegerede nød synet af Kenyas natur og dyreliv, gav de enstemmigt udtryk for at den største oplevelse under besøget havde været at overvære stævnet og at samarbejde med de lokale brødre i forkyndelsen.

Det vakte en del opsigt da folk i Nairobi så alle disse wazungu (hvide eller europæere) komme, anført af lokale guider. Omvendt gjorde det indtryk på gæsterne at se den interesse det kenyanske folk har for Bibelen, og de mange små børn som flokkedes omkring dem.

Ved stævnet glædede gæsterne sig over at se i tusindvis af små børn lytte opmærksomt. Der var over 8000 til stede i Jamhuri Park i Nairobi, hvilket gjorde det til det hidtil største stævne i Kenya. Tilhørerne havde den særlige glæde at være sammen med to brødre fra Det Styrende Råd, Theodore Jaracz og Albert Schroeder.

I årene siden da er staben på afdelingskontoret vokset, og der er kommet flere missionærer til Kenya. De er blevet belønnet med mange åndelige børn. For eksempel er Eldoret-menigheden med missionærernes hjælp vokset fra 45 til 129 forkyndere på fire år. Den voksende pionerånd har bidraget til at Rigets interesser fortsat fremmes. I 1987 blev der brugt over 1,5 million timer i forkyndelsen, og de mere end 4000 aktive forkyndere anvendte gennemsnitlig 16,4 timer i tjenesten om måneden.

Mindehøjtiden blev overværet af 15.683, og der blev døbt 466. Gennemsnitlig var over 1000 med i pionertjenesten hver måned, og mere end 500 af disse var almindelige pionerer. Der blev bygget nye rigssale, og man udarbejdede tegninger til nye stævnefaciliteter i udkanten af Nairobi. For første gang var der over 10.000 aktive forkyndere under afdelingskontorets tilsyn, deriblandt 1000 almindelige pionerer. Men så skete der noget chokerende.

Et nyt forbud

Kort efter afviklingen af det kredsstævne der handlede om trosprøver, og mens man var ved at forberede områdestævnet „Stol på Jehova“, blev brødrenes tillid sat på prøve. Den 19. november 1987 blev der i Kenya Gazette bragt en bekendtgørelse, dateret den 9. november, om at registreringen af Jehovas Vidners Forening i Østafrika var blevet annulleret, skønt den havde eksisteret i over 25 år. Dekretet gav foreningen 21 dage til at afvikle arbejdet og fordele aktiverne mellem medlemmerne. Samme eftermiddag kom der et brev fra den øverste registrator som bekræftede beslutningen, men uden begrundelse.

Næste morgen bragte en af aviserne nyheden som en lille notits på side 5, ikke som en overskrift som det havde været tilfældet i 1973. Men de udenlandske pressebureauer ringede omgående og offentliggjorde derefter denne chokerende nyhed. Brødrene forsøgte med det samme at få kontakt med regeringsembedsmændene, men de var enten optaget af et statsbesøg eller uvillige til at drøfte sagen.

Brødrene søgte så juridisk bistand, og efter mange bønner indgav de en appel. En dommer afsagde den 27. november en kendelse om at sagen skulle for retten, hvilket betød at foreningen igen var lovlig indtil sagen var afgjort. Møderne og forkyndelsesarbejdet fortsatte derfor åbenlyst i hele Kenya, og brødrene fik et midlertidigt pusterum.

Hvordan gik det med stævnerne? Det krævede tro at arbejde videre med planerne, men til brødrenes store glæde fik de alle nødvendige tilladelser! Med noget besvær lykkedes det også at få kontrakt på stævnelokalerne, og alle tre områdestævner med temaet „Stol på Jehova“ blev holdt i december. Der var i alt 10.177 til stede og 228 blev døbt.

Derefter var forholdene tilsyneladende normale igen. Forkynderne erkendte fuldt ud at afdelingskontorets fremtid og arbejdet i Kenya nu lå i Jehovas hånd.

Retssagen har nu verseret i flere år fordi domstolen har udskudt den gentagne gange. Det har været årsag til mange lokale episoder. Myndighedspersoner der ikke er klar over at arbejdet fortsat er lovligt, har arresteret brødre, „syltet“ tilladelser eller endda nægtet at give tilladelse til afholdelse af stævner. I mellemtiden har kristenhedens præster blandet sig i politik som aldrig før, hvilket har hjulpet mange til at se kontrasten mellem præsterne og de lovlydige, fredselskende Jehovas vidner.

Det har ført til at forkyndertallet er steget endnu mere. Omkring tidspunktet for mindehøjtiden i 1991 var der næsten 6000 forkyndere i landet, og 19.644 overværede højtiden. I Nairobi og i Nanyuki, som ligger på ækvator, er der blevet bygget stævnehaller. Det stigende antal forkyndere giver mere arbejde til afdelingskontoret, så betelfamilien nu er på 38 medlemmer, og det er blevet hårdt tiltrængt med en tilbygning til det nuværende betelhjem.

Fremtiden imødeses med tillid til Jehova

Pladsen tillader ikke at vi nævner alle de mange andre betydningsfulde fremskridt og gode oplevelser i arbejdet i Østafrika. Utallige andre trofaste brødre og søstre har ofret sig for den gode nyheds skyld og lidt ondt som tjenere for den sande Gud. Mange har påtaget sig store ansvarsopgaver og i årevis haft bekymringen for alle menighederne, ligesom apostelen Paulus havde. (2 Kor. 11:28) Der er fortsat økonomiske, juridiske og politiske vanskeligheder. Jehovas rige er den eneste varige løsning på alle disse problemer, men der er endnu et stort indsamlingsarbejde at udføre.

Befolkningstallet i denne del af verden er fordoblet i løbet af de sidste 20 år. I august 1991 nåede det samlede forkyndertal for alle lande under dette afdelingskontor op på 15.970. Det lyder fra afdelingskontoret: „Vi ved at Jehova kender sine får, og vi beder til at ’Jehovas ord fortsat må have hurtig fremgang’ før afslutningen kommer og dette smukke område på jorden, med alle dets undere, bliver en del af det verdensomspændende paradis.“ — 2 Thess. 3:1.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 206]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kenya 8.000

1950 3

1960 108

1970 947

1980 2266

1991 6300

Højeste antal forkyndere

2000

1950

1960 5

1970 132

1980 317

1991 1256

Gennemsnitligt antal pionerer

[Oversigt på side 207]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ni lande under Kenyas afdelingskontor

17.000

1950 119

1960 865

1970 2822

1980 5263

1991 15.970

Højeste antal forkyndere

4000

1950 1

1960 49

1970 296

1980 599

1991 3127

Gennemsnitligt antal pionerer

[Kort/​ramme på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Røde Hav

Adenbugten

YEMEN

SUDAN

Nilen

Omdurman

Khartoum

Eritrea

Asmara

DJIBOUTI

ETIOPIEN

Addis Abeba

SOMALIA

Mogadiscio

KENYA

Nairobi

Mombasa

Ækvator

Victoriasøen

UGANDA

Kampala

ZAIRE

RWANDA

BURUNDI

TANZANIA

Zanzibar

Dar-es-Salaam

Mbeya

MALAWI

ZAMBIA

Indiske Ocean

SEYCHELLERNE

MADAGASKAR

[Ramme]

KENYA

Hovedstad: Nairobi

Officielle sprog: Swahili og engelsk

Største trosretning: Div. opfattelser

Befolkningstal: 23.000.000

Afdelingskontor: Nairobi

[Illustration på side 69]

Små hyrder i Kenya

[Illustrationer på side 71]

Kenya er hjemsted for et betagende dyreliv

[Illustrationer på side 74]

Gray Smith tager afsked med sin kone, Olga, og deres to børn, da han og hans broder Frank skal sejle til Østafrika

Frank Smith i Nairobi i 1931

Gray Smith forkynder i Kenya i 1931

[Illustration på side 76]

David Norman og Robert Nisbet i Durban, Sydafrika, i 1931, lige før de sejler til Dar-es-Salaam

[Illustrationer på side 79]

George Nisbet, Gray og Olga Smith og Robert Nisbet krydser Limpopofloden og gør ophold på vejen til Østafrika i 1935

[Illustration på side 88]

„De gamle“ mødes igen over en kop kaffe eller te i nærheden af Nairobi i 1985. Fra venstre: Muriel Nisbet, Margaret Stephenson, Vera Palliser, Mary Whittington og William Nisbet

[Illustration på side 93]

Ingilizi Caliopi og Mary Girgis i Khartoum, Sudan

[Illustration på side 96]

Gileadmissionærerne Dean Haupt og Haywood Ward i Addis Abeba

[Illustration på side 99]

Etiopiens lille afdelingskontor i Addis Abeba i 1953

[Illustration på side 105]

Hosea Njabula og hans hustru, Leya, var blandt de første der udbredte den gode nyhed i Tanzania

[Illustration på side 107]

Ni af dem der lærte sandheden at kende i det sydlige Tanzania i 1930’erne. Fra venstre: Andrew Chungu, Obeth Mwaisabila, Timothy og Ana Kafuko, Leya Nsile, Joram Kajumba, Jimu Mwaikwaba, Stela og Semu Mwasakuna

[Illustration på side 108]

Thomson Kangale, der tålmodigt underviste sine østafrikanske brødre

[Illustration på side 123]

George Kadu og Margaret Nyende mindes gamle dage i Uganda da de første gang hørte om sandheden for mere end 35 år siden

[Illustration på side 131]

Kenyas første missionærhjem og afdelingskontor i Nairobi åbnede den 1. februar 1963

[Illustrationer på side 139]

I 1965 udgjorde lejligheden på øverste etage Kenyas andet afdelingskontor, og på billedet nedenunder ses bagsiden af det tredje afdelingskontor som det så ud i 1970, før det blev udvidet

[Illustration på side 141]

Lamond Kandama, en specialpioner der har tjent i Zambia, Tanzania og Kenya i mere end 50 år, sammen med Esinala og Stanley Makumba, som har tjent i over 40 år i Uganda og Kenya, hovedsagelig i rejsetjenesten

[Illustration på side 142]

John og Kay Jason på afdelingskontoret i Nairobi har hver især været mere end 50 år i heltidstjenesten

[Illustration på side 157]

En gruppe lykkelige brødre fra Rwanda efter deres dåb

[Illustration på side 158]

Anna Nabulya, en af Ugandas trofaste forkyndere

[Illustration på side 169]

Gebregziabher Woldetnsae, en tilsynsmand som gav af sig selv lige til sin død

[Illustrationer på side 177]

Nogle som vi ser frem til at gense i opstandelsen. De blev alle myrdet for deres loyalitet mod den gode nyhed. Fra venstre øverst: Ayele Zelelew, Hailu Yemiru, Wubie Ayele, Kaba Ayana, Gebreyohanes Adhanom, Adera Teshome, Wondimu Demera, Kasa Gebremedhin og Eshetu Mindu

[Illustration på side 192]

Efter deres løsladelse fra fængselet i Kigali havde Gaspard Rwakabubu, Joseph Koroti og Ferdinand I’Mugarula den glæde at overvære det internationale stævne i Nairobi i 1985

[Illustration på side 199]

Kredsstævne i Mbale, Uganda, i 1987

[Illustration på side 201]

Kenyas nuværende afdelingskontor og betelhjem i Nairobi efter udvidelsen

[Illustration på side 202]

Bernard Musinga tilbragte 20 år i rejsetjenesten i Østafrika og var medlem af afdelingskontorets udvalg før han vendte tilbage til sit fødeland, Zambia