Jehovas jubelår — en glædens tid for os

„Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frihed i landet for alle dets indbyggere. Det vil være et jubelår for jer, . . . Det skal være helligt for jer. . . . Så skal I bo trygt i landet.“ — 3 MOSEBOG 25:10-12, 18.

 1. Hvilken inskription kan man læse på ’frihedsklokken’, og hvorfra er ordene taget?

MANGE af os har sikkert hørt om den berømte frihedsklokke i Philadelphia i USA. I The World Book Encyclopedia siges der at man „den 8. juli 1776 ringede med den og andre kirkeklokker for at bekendtgøre vedtagelsen af Uafhængighedserklæringen. Inskriptionen på klokken: ’Udråb frihed i landet for alle dets indbyggere,’ er et citat fra Bibelen. (3 Mosebog 25:10).“

 2. Hvordan reagerer vi på udsigten til at opnå frihed, men hvilke forhold kunne være en hindring?

² Den dag i dag er frihed et begreb der optager mange mennesker. Vi ville sikkert glæde os over udsigten til at opnå sand frihed — frihed fra vildfarelser, fra politisk pres, fra undertrykkelse, fra sygdom og fra alderdomssvækkelse med døden til følge. I så fald kan vi med god grund glæde os allerede nu, og vi vil snart få endnu større grund til at glæde os. ’Hvordan det?’ spørger vi måske. Ingen regering har jo indtil nu kunnet tilvejebringe fuldstændig frihed, og hverken videnskabsmænd eller læger kan hindre sygdom, alderdom og død. Men, gentager vi, der er grundlag for at vi kan glæde os over sand frihed. For at forstå det er det imidlertid vigtigt at få kendskab til visse begivenheder der indtraf for lang tid siden og som kan få betydning for os — både nu og i fremtiden.

 3. Hvad var jubelåret, og hvad skete der inden for dette år?

³ I det ovenfor citerede skriftsted forekommer ordet „jubelår“. Jubelåret var et sabbatsår med hvile for Israels land. Det fulgte efter syv sabbatsår der faldt inden for en periode på i alt 49 år. Det 50. år, jubelåret, var højdepunktet på denne række af sabbatsår for det land Jehova havde givet sit folk som en opfyldelse af løftet til deres forfader Abraham, „Jehovas ven“. (Jakob 2:23; Esajas 41:8) I jubelåret blev der udråbt frihed i landet for alle dets indbyggere. Det betød frihed for alle de israelitter der havde solgt sig selv som daglejere på grund af gæld. Et andet træk ved jubelåret var at alle de arvelodder der var blevet solgt (sandsynligvis på grund af økonomiske vanskeligheder) blev givet tilbage. — 3 Mosebog 25:1-54.

 4. Hvornår begyndte jubelåret, og hvordan blev det indvarslet?

⁴ På baggrund af disse oplysninger kan vi forstå hvorfor jubelåret var et år hvor man fejrede friheden. Det blev indvarslet ved at man lod et horn lyde på forsoningsdagen.a Som Moses skrev, ifølge Tredje Mosebog 25:9, 10: „Du skal lade det gjaldende horn lyde i den syvende måned, på den tiende dag i måneden; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde i hele jeres land. Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frihed i landet for alle dets indbyggere. Det vil være et jubelår for jer, og I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom og hver især vende tilbage til jeres slægt.“ I 1473 f.v.t. førte Josua israelitterne over Jordanfloden og ind i det forjættede land, hvor de skulle fejre jubelåret.

En foreløbig frihed forkyndes

 5. Hvilke aspekter af jubelåret og frigørelsen vil vi betragte?

⁵ Beretningen om jubelåret kan måske synes at være en gammel historie der kun har lidt at sige os i dag, især hvis vi ikke er af jødisk afstamning. Jesus Kristus har imidlertid givet os en gyldig grund til at forvente et større jubelår. Det er det der udgør grundlaget for at vi kan glæde os over at blive frigjort eller udfriet. For at forstå hvorfor det forholder sig således, må vi undersøge hvordan Jesus på to måder skabte mulighed for en frigørelse i det første århundrede. Derefter vil vi se hvordan dette svarer til to former for frigørelse i vor tid — men af et langt større omfang der giver en langt større grund til glæde.

 6, 7. (a) Hvilken vidunderlig frihed blev forudsagt i Esajas 61:1-7? (b) Hvordan viste Jesus at Esajas’ profeti var ved at blive opfyldt?

⁶ I Esajas 61:1-7 nævnes fortidens jubelår ganske vist ikke direkte, men der tales profetisk om en kommende frigørelse: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende; . . . Varig fryd vil blive dem til del.“ Men hvordan og hvornår ville denne profeti få sin opfyldelse?

⁷ Efter at Jesus Kristus i år 30 havde fejret påsken, gik han på sabbatsdagen ind i en synagoge. Der læste han en del af Esajas’ profeti og anvendte den på sig selv. I Lukas 4:16-21 hedder det i uddrag: „Han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.’ . . . Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.’“

 8. (a) Hvilken foreløbig frigørelse tilvejebragte Jesus? (b) Hvordan fremgår dette af beretningen i Johannes 9:1-34?

⁸ Den gode nyhed som Jesus forkyndte, betød åndelig frihed for de jøder der tog imod den. Ved at de fik øjnene åbnet for hvad sand tilbedelse virkelig betød og krævede, blev de befriet for mange fejlagtige opfattelser. (Mattæus 5:21-48) Denne frihed var af større værdi end de fysiske former for helbredelse Jesus udvirkede. For den blindfødte mand hvis øjne Jesus åbnede, var det at han anerkendte Jesus som en Guds profet, af mere varig værdi for ham. Denne mands nye frihed stod som en modsætning til de religiøse lederes tilstand, idet de var trælle under deres traditioner og vildfarelser. (Johannes 9:1-34; 5 Mosebog 18:18; Mattæus 15:1-20) Alligevel var dette blot en indledende eller foreløbig frihed. I det første århundrede banede Jesus også vej for en anden form for frigørelse som jubelåret i det gamle Israel var et billede på. Hvorfor er det rimeligt at drage denne slutning?

 9. Hvilken trældom var de der blev frigjort i åndelig forstand, stadig underlagt?

⁹ Til den blindfødte mand sagde Jesus: „Til denne dom er jeg kommet til denne verden: for at de der ikke ser kan se, og de der ser kan blive blinde.“ Derefter sagde han til farisæerne: „Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: ’Vi ser.’ Jeres synd forbliver.“ (Johannes 9:35-41) Ja, synden der fører til døden var stadig et stort problem, sådan som den er det den dag i dag. (Romerne 5:12) Jøderne, deriblandt apostlene, der havde fået gavn af den foreløbige frigørelse, den åndelige udfrielse som Jesus havde tilvejebragt, forblev ufuldkomne mennesker. De forblev syndens og dødens trælle. Kunne Jesus ændre dette? Ville han? Og i så fald, hvornår?

10. Hvilken yderligere frihed lovede Jesus at han ville udvirke?

¹⁰ Jesus havde tidligere sagt: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ De jøder der lyttede til ham svarede: „Vi er Abrahams afkom og vi har aldrig været nogens trælle. Hvordan kan du sige: ’I skal blive frie’?“ Jesus svarede dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl. Og den der er træl, bliver ikke i husstanden for evigt; den der er søn, bliver der for evigt.“ (Johannes 8:31-36) At jøderne var Abrahams kødelige efterkommere kunne derfor ikke frigøre dem fra syndens trældom. Med denne historiske erklæring om frihed henledte Jesus opmærksomheden på noget der skulle komme og som ville være større end det israelitterne havde erfaret i jubelåret.

Det kristne jubelår begynder

11. Hvorfor samler vor interesse for det kristne jubelår sig om år 33?

¹¹ Jøderne forstod ikke at jubelåret under den mosaiske lovpagt var et forbillede på et større jubelår. (Kolossenserne 2:17; Efeserne 2:14, 15) Dette jubelår for de kristne omfatter „sandheden“ som kan frigøre mennesker — den sandhed der samler sig om Sønnen, Jesus Kristus. (Johannes 1:17) Hvornår begyndte dette større jubelår der endog skulle bringe frihed fra synden og dens virkninger, da at blive fejret? På pinsedagen i foråret 33 e.v.t. Det var ti dage efter at Jesus var steget op til himmelen for at frembære værdien af sit offer for Jehova Gud. — Hebræerne 9:24-28.

12, 13. Hvad skete der efter Jesu død, og hvilken enestående oplevelse kom hans disciple ud for?

¹² Før Jesus var intet menneske blevet oprejst fra de døde for at leve evigt. (Romerne 6:9-11) Alle var sovet ind i døden og ville blive ved med at sove, indtil tiden var inde til menneskeslægtens opstandelse. Ved Jesu Kristi opstandelse, der skete ved Guds kraft, blev han, som De inspirerede Skrifter siger, „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. — 1 Korinther 15:20.

¹³ Halvtreds dage efter Jesu Kristi opstandelse indtraf der en begivenhed som viste at han var steget op til himmelen og var trådt frem for Jehova Gud med værdien af sit opofrede, fuldkomne menneskeliv og havde anvendt det til gavn for menneskeheden. Dette skete på pinsedagen år 33. I lydighed mod Jesu vejledning mødtes omkring 120 disciple i Jerusalem. Som en opfyldelse af Joel 2:28, 29 udgød Kristus da hellig ånd over disse disciple. Tunger som af ild viste sig over deres hoveder, og de begyndte at tale på fremmede tungemål. (Apostelgerninger 2:16-21, 33) Dette var et bevis for at den opstandne Jesus Kristus var steget op til himmelen og var trådt frem for Gud med værdien af sit fuldkomne offer for at anvende det til gavn for menneskeheden.

14. (a) Hvordan var situationen for Kristi disciple med hensyn til den gamle og den nye pagt? (b) Hvilken enestående velsignelse gav den nye pagt løfte om?

¹⁴ Hvilke konsekvenser fik dette for disciplene? De var i første række blevet frigjort fra den mosaiske lovpagt som Gud havde oprettet med det kødelige Israels nation, men som han nu havde ophævet idet den var blevet naglet til Jesu marterpæl. (Kolossenserne 2:13, 14; Galaterne 3:13) Denne pagt blev afløst af en ny pagt der ikke var oprettet med det kødelige Israels nation, men med det åndelige Israels nye „nation“. (Hebræerne 8:6-13; Galaterne 6:16) Denne nye pagt, der var blevet forudsagt i Jeremias 31:31-34, var blevet oprettet ved hjælp af en mellemmand der var større end fortidens profet, Moses. Vort ønske om frihed skulle få os til specielt at lægge mærke til et træk ved den nye pagt som apostelen Paulus henleder opmærksomheden på, idet han skriver: „Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage, . . . ’Jeg vil aldrig huske deres synder og deres lovløse gerninger mere.’ Og hvor der er tilgivelse for disse, behøves der ikke længere et offer for synd.“ — Hebræerne 10:16-18.

15. Hvordan kan vi sige at det kristne jubelår begyndte for de salvede på pinsedagen år 33? (Romerne 6:6, 16-18)

¹⁵ Det var denne frigørelse fra synd Jesus hentydede til da han sagde: „Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Johannes 8:36) Tænk engang! På grundlag af Kristi offer var det blevet muligt at opnå frihed fra synd! Fra og med Pinsedagen erklærede Gud de troende retfærdige og antog dem derefter som åndelige sønner der havde udsigt til at herske sammen med Kristus i himmelen. Paulus forklarer: „I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; . . . Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Romerne 8:15-17) Der kan ikke herske tvivl om at det kristne jubelår var begyndt for de salvede kristne.

16. Hvilke yderligere velsignelser og muligheder kunne de der fejrede det kristne jubelår få del i?

¹⁶ På pinsedagen år 33 blev den nye nation, det åndelige Israel, således til. Det bestod af mennesker hvis synder var blevet tilgivet på grundlag af Kristi opofrede blod. (Romerne 5:1, 2; Efeserne 1:7) Hvem kan benægte at disse første medlemmer af det åndelige Israel der var blevet taget med ind i den nye pagt, erfarede en storslået udfrielse ved at få deres synder tilgivet? Gud gjorde dem til ’„en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at de vidt og bredt skulle forkynde hans dyder“, han som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. (1 Peter 2:9) Deres kødelige legeme var ganske vist stadig ufuldkomment, og med tiden ville de dø. Men da Gud havde erklæret dem retfærdige og antaget dem som sine åndelige sønner, ville deres død blot være en udfrielse som gav dem mulighed for at blive oprejst til Kristi „himmelske rige“. — 2 Timoteus 4:6, 18.

17, 18. Hvorfor var den frihed som det kristne jubelår udvirkede, af større værdi end den frihed Jesus først havde forkyndt?

¹⁷ Det indledende eller foreløbige skridt til at frigøre troende jøder fra forkerte opfattelser og skikke havde været af stor værdi. Men som vi ser gik Jesus videre end til denne åndelige frigørelse. Fra og med pinsedagen år 33 frigjorde han troende mennesker fra „syndens og dødens lov“. (Romerne 8:1, 2) Således begyndte det kristne jubelår for de salvede kristne. Det var i sandhed en frigørelse af langt større værdi, for den indbefattede udsigten til liv i himmelen som medarvinger sammen med Kristus.

¹⁸ Indtil nu har vi betragtet to aspekter af den kristne frihed i det første århundrede, en frihed der afgjort gav grund til glæde. Og de troende i det første århundrede glædede og frydede sig. (Apostelgerninger 13:44-52; 16:34; 1 Korinther 13:6; Filipperne 4:4) Det gjorde de navnlig fordi de havde fået del i det kristne jubelår, hvorved det blev muligt for dem at opnå evige velsignelser i himmelen. — 1 Peter 1:3-6; 4:13, 14.

19. Hvilket spørgsmål er forblevet ubesvaret for de kristne der ikke er åndsavlede, og hvad viser at de også vil få del i den frigørelse Gud har tilvejebragt?

¹⁹ Men hvor passer de fleste sande kristne i dag ind i dette billede, eftersom de ikke er blevet erklæret retfærdige til liv og salvet med hellig ånd? Bibelen giver os grund til at forvente en storslået frigørelse der vil komme dem til gode som følge af det kristne jubelår. Tænk på det der står i Apostelgerninger 3:20, 21: „Messias . . . som det dog er nødvendigt at himmelen beholder indtil tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ (Jævnfør Apostelgerninger 17:31.) Johannes, en salvet apostel der allerede nød godt af det kristne jubelår, var inde på den samme tanke da han skrev om Jesus Kristus: „Han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:2) Vil det sige at de mange loyale kristne i dag som ikke har det himmelske håb, kan få gavn af den kristne frihed? Er det blot noget der hører fremtiden til, eller har vi allerede grund til at glæde os nu? Det kan vi finde ud af ved at undersøge de aspekter af jubelåret og den kristne frigørelse der har særlig betydning for sande tilbedere i dag.

[Fodnote]

Har du gjort dig nogle tanker om følgende?

■ Hvilke velsignelser udvirkede jubelåret i det gamle Israel?

■ Hvilken form for frihed forkyndte Jesus først, og hvad indebar den?

■ Hvornår begyndte det kristne jubelår, og på hvilket grundlag drager vi denne slutning?

■ Hvorfor har vi grund til at forvente en frigørelse der omfatter de millioner af kristne som ikke er åndssalvede?

[Ramme på side 18]

„De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ (Ordsprogene 4:18) Det er i overensstemmelse med dette princip at denne og den følgende artikel giver en ajourført forklaring af jubelårets betydning.

[Illustration på side 20]

Jesus forkynder frihed i år 30

[Illustration på side 23]

Det kristne jubelår begyndte i år 33

Det kristne jubelår når sit højdepunkt i tusindårsriget

 1. Hvad har jøderne i republikken Israel ikke forsøgt at genindføre, og hvorfor ikke?

END ikke i republikken Israel (der blev oprettet i 1948) har de mange jøder der betragter sig som værende under Moseloven genindført fejringen af jubelåret. Der ville også opstå mange komplikationer hvis de forsøgte på det. Det ville resultere i enorme økonomiske problemer, idet det ville berøre ejendomsretten. Republikken Israel omfatter ikke hele det landområde der i fortiden var beboet af de tolv stammer. Der findes heller ikke noget tempel med en ypperstepræst af Levis stamme, idet folkets slægtsregistre er gået tabt.

 2. Hvordan er nogle kristne allerede begyndt at fejre det jubelår som fortidens jubelår var et billede på?

² Men hvad så med de velsignelser der var knyttet til fejringen af jubelåret? Vi husker at fortidens jubelår var et frihedsår — de israelitter der havde solgt sig selv som trælle blev givet fri og arvelodderne givet tilbage. (3 Mosebog 25:8-54) I den forrige artikel så vi at denne ordning ophørte sammen med den mosaiske lovpagt i år 33. (Romerne 7:4, 6; 10:4) Da trådte en ny pagt i kraft, en pagt hvorved Gud kunne tilgive de troendes synder, salve dem med hellig ånd og antage dem som sønner der skulle opnå liv i himmelen. (Hebræerne 10:15-18) De der får gavn af denne nye pagtsordning udgør imidlertid kun en „lille hjord“ på 144.000 „som er blevet købt fra jorden“. Hvordan kan de flere millioner andre loyale kristne da opnå den frihed der blev skildret ved jubelåret? — Lukas 12:32; Åbenbaringen 14:1-4.

Et offer for alle!

 3. Hvor virkningsfuldt og varigt er Jesu offer?

³ I den førkristne tid varede de gavnlige virkninger af den årlige forsoningsdag kun et år. De goder som Herren Jesu Kristi genløsningsoffer udvirker er varige, evige. Den modbilledlige ypperstepræst, Jesus, behøver således ikke at blive menneske igen, ofre sig og derefter vende tilbage til himmelen, for år efter år at frembære værdien af dette offer i „det Allerhelligste“ for Jehova Gud i himmelen. Som Bibelen siger: „Vi ved at Kristus, nu da han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham.“ — Romerne 6:9; Hebræerne 9:28.

 4, 5. (a) Hvad har Jesu offer udvirket siden pinsedagen år 33? (b) Hvilket vidnesbyrd har vi om at endnu flere vil få gavn af hans offer?

⁴ Siden pinsedagen år 33 har de troende der er blevet åndsavlede disciple af den herliggjorte Herre Jesus, således fejret det kristne jubelår. Frigjort fra „syndens og dødens lov“ har de kunnet glæde sig over en frihed der har fyldt dem med kraft og styrke. (Romerne 8:1, 2) De har også forkyndt det kristne budskab så endnu flere kunne få deres synder tilgivet, blive salvet og få status som Guds åndelige sønner. Men betyder det at man ikke kan opnå nogen frigørelse nu, medmindre man tilhører denne begrænsede skare på 144.000?

⁵ I denne forbindelse er det vigtigt at forstå apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 8:19-21: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed [fordi den var syndig og ude af stand til at fjerne synden].“ Derefter understreger Paulus at der er „håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. En sådan frihed er derfor ikke begrænset til dem der bliver „Guds børn“ i himmelen. Det bekræftes også af de kendte ord i Johannes 3:16. Og som tidligere nævnt sagde den salvede apostel Johannes at Kristus døde „for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens“. — 1 Johannes 2:2.

1919 — en foreløbig frigørelse

 6, 7. Hvilken frigørelse er blevet forkyndt siden 1919, og hvorfor navnlig siden da?

⁶ I vor tid har de salvede der fejrer det kristne jubelår, navnlig siden 1919 forkyndt den gode nyhed om frigørelse. ’Hvorfor fra den tid?’ spørger du måske, hvis du hører til en yngre årgang. Lad os da, med tanke på at det også angår din frigørelse, se nærmere på dette spørgsmål.

⁷ I flere årtier før dette år havde Jehovas salvede tjenere udgivet publikationer med bibelske sandheder, som for eksempel den kendte serie Studier i Skriften (1886-1917). De uddelte også mange oplysende brochurer og traktater. Under den første verdenskrig kom de ud for prøvelser, modstand, sigtning og en tilbagegang i deres virksomhed. Men i 1919 begyndte den salvede rest med fornyet nidkærhed at forkynde Bibelens sandheder. Ligesom Jesus i år 30 kunne sige at han var salvet til at forkynde „frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen“, sådan kunne disse nutidens salvede sige. Efter et vidunderligt stævne i Cedar Point, USA, fra 1. til 7. september 1919,a gik de med kraft og iver fremad i forkyndelsen af de sandheder der har frigjort utallige mennesker. — Lukas 4:18.

 8, 9. I hvilken forstand er mange blevet frigjort, og hvilke publikationer er blevet benyttet i forkyndelsen af denne frigørelse?

⁸ Tag for eksempel bibelstudiebogen Guds Harpe (1921), der indeholdt vigtige sandheder som blev sammenlignet med ti strenge på en harpe. I bogen hed det at „mange er blevet skræmt bort fra at studere Bibelen“ på grund af læren om at „den Straf, der skal ramme de onde og ugudelige, . . . er evig Pine i et Helvede med uudslukkelig Ild og Svovl“. Læserne af de næsten 6.000.000 eksemplarer af denne bog fik forståelse af at denne lære ikke kunne være sand „af mindst fire forskellige og afgørende Grunde: 1) fordi den er urimelig, 2) fordi den er i Modstrid med Retfærdighed, 3) fordi den strider mod Kærlighedens Princip, og 4) fordi den er fuldstændig ubibelsk“. Vi kan forestille os hvor befriende dette må have været for mennesker der var vokset op i frygt for evig pine i et brændende helvede eller for skærsildens pinsler!

⁹ Ja, disse salvedes nidkære, verdensomspændende forkyndelse af Bibelens sandheder frigjorde mennesker der havde været trælle af overtro, falske læresætninger og ubibelske skikke (som forfædredyrkelse, frygt for onde ånder, og præsteskabets økonomiske udbytning). Selve titlerne på nogle af disse bibelske studiebøger afspejler den frigørende indflydelse de havde på millioner.b De ord Jesus sagde til sine disciple om at de ville „gøre større gerninger“ end han gjorde, har således vist sig at være sande. (Johannes 14:12) Sammenlignet med den åndelige frigørelse som Jesus først banede vejen for da han forkyndte „frigivelse for fanger“, har Guds tjenere i nutiden udført langt mere, idet de er nået ud til mange millioner i hele verden.

10. Hvorfor kan vi forvente at en endnu større frigørelse vil finde sted?

¹⁰ Husk imidlertid at der i det første århundrede, på pinsedagen år 33, begyndte en større frigørelse. Da begyndte det kristne jubelår for medlemmerne af ’den lille hjord’ der ville få deres synder tilgivet og opnå liv som „Guds sønner“ i himmelen. Hvordan forholder det sig da i vor tid? Kan de andre indviede kristne, der nu tæller millioner, blive udfriet fra syndens trældom og fejre et storslået jubelår? Ja, det kan de, og det var det apostelen Peter gav udtryk for da han nævnte „genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“. — Apostelgerninger 3:21.

Et jubelår for millioner

11. Hvordan fremgår det af Tredje Mosebog, kapitel 25, at vi kan se frem til en frigørelse der rækker videre end til det åndelige Israel?

¹¹ Det er værd at lægge mærke til at israelitterne, ifølge Tredje Mosebog, kapitel 25, blev mindet om at de i Jehovas øjne var hans „trælle“ som han havde udfriet fra Ægypten. (Versene 42 og 55) Dette kapitel, der handler om jubelåret, omtaler også de „fastboende udlændinge og indvandrere“ blandt dem. I dag har vi en parallel til disse i ’den store skare’ der sammen med de åndelige israelitter forkynder den kristne gode nyhed.

12. Hvilken glædelig udvikling har fundet sted siden 1935?

¹² Siden 1935 har „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, ført dem han omtaler som „andre får“ sammen med den salvede rest for at de kan tjene sammen med den. Han skulle også „føre“ dem, og de skulle tilsammen udgøre „én hjord“ under „én hyrde“. (Johannes 10:16) De „andre får“ kan nu tælles i millioner. Hvis du tilhører denne lykkelige skare, bliver du allerede nu regnet for retfærdig som en ven af Gud, og som en del af „skabningen“ kan du se frem til at blive „frigjort fra trældom under fordærv“ i den kommende ’genoprettelse af alt’ på jorden. Det er et begrundet håb. — Romerne 8:19-21; Apostelgerninger 3:20, 21.

13. Hvilken særlig velsignelse vil blive menneskeheden til del efter ’den store trængsel’?

¹³ Efter at apostelen Johannes havde set de 144.000, for hvem det kristne jubelår indebærer håb om liv i himmelen, omtalte han „en stor skare“ og sagde: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.“ — Åbenbaringen 7:14, 15.

14, 15. Hvorfor har medlemmerne af ’den store skare’ en særlig grund til at glæde sig nu?

¹⁴ Allerede nu, før den store trængsel, viser medlemmerne af denne skare at de har tro på Kristi udgydte blod, og de får derfor gavn af hans offerdød. De glæder sig også over at være blevet udfriet fra Babylon den Store, over at tjene Gud med en god samvittighed, og over den forret det er at være med til at opfylde Mattæus 24:14 ved at forkynde den gode nyhed om Riget før enden kommer.

¹⁵ Men hvilken udsigt har den store skare til at blive frigjort fra den medfødte synd og ufuldkommenhed? Er tiden nær hvor det vil ske? Der er stadig nogle iblandt os af den generation som Jesus Kristus forudsagde ikke skulle forsvinde før alt det der var forudsagt var sket. (Mattæus 24:34) Den sidste del af „afslutningen på tingenes ordning“ skulle derfor være meget nær. — Mattæus 24:3.

Det kristne jubelårs storslåede højdepunkter

16. Hvor befinder vi os i forhold til gennemførelsen af Guds hensigt, og hvad forventer vi vil ske?

¹⁶ „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ nærmer sig hastigt, og resten af ’den lille hjord’ såvel som ’den store skare’ af trofaste, loyale medarbejdere vil bevare deres uangribelighed over for Jehova Gud, i tillid til at han vil beskytte dem. De ser med spændt forventning frem til at Jehova vil rette et knusende slag mod alle fjendens styrker og på denne måde hævde sig som universets Suveræn. Hvilket storslået højdepunkt vil det ikke være i forbindelse med den kristne frihed de har opnået! — Åbenbaringen 16:14; 19:19-21; Habakkuk 2:3.

17. Hvordan vil millioner opnå en endnu større frigørelse i det modbilledlige jubelår?

¹⁷ Efter at Jehovas universelle suverænitet er blevet stadfæstet, vil Jesus Kristus som kongernes Konge og herrernes Herre begynde at herske over hele den rensede jord. Han vil da direkte anvende værdien af sit offer til gavn for de millioner af mennesker, deriblandt de opstandne, der viser tro og som villigt tager imod den tilgivelse af synder som Gud udvirker gennem Kristus. Dette vil komme til udtryk ved at Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:3, 4) Er det ikke frihed i ordets egentligste forstand?

18. Hvad vil der, i lighed med det der fandt sted i fortidens jubelår, ske med jorden i den nye ordning?

¹⁸ Men ikke nok med det. Jorden vil ikke længere blive styret, forurenet og ødelagt af begærlige enkeltpersoner, korporationer og menneskeskabte regeringer. (Åbenbaringen 11:18) Den vil blive givet tilbage til de sande tilbedere. De vil få overdraget den dejlige opgave at være med til bogstaveligt at opfylde Esajas’ profeti: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise . . . De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom af Jehovas velsignede.“ (Esajas 65:21-25) I slutningen af tusindårsriget vil alle spor af den nedarvede synd og ufuldkommenhed være blevet fjernet, og Guds loyale tjenere på jorden vil fejre det storslåede højdepunkt hvormed jubelåret bringes til ophør. Den frigørelse som jubelåret var et billede på, vil da være tilendebragt. — Efeserne 1:10.

Efter jubelåret

19, 20. Hvordan vil Satan og dæmonerne forsøge at ødelægge den glæde og lykke menneskene har opnået i tusindårsriget, men hvad vil resultatet blive?

¹⁹ I Åbenbaringen 20:1-3 forudsiges det at Satan Djævelen, dæmonernes hersker, vil være fjernet i de tusind år Kristus hersker over menneskeheden. Ved slutningen af tusindårsriget, når Djævelen og hans dæmoner løses en kort tid, vil disse onde ånder ikke finde jorden i den tilstand den var i da de blev fjernet, men den vil være et ubeskrivelig smukt, verdensomspændende paradis. De vil se at jorden er fyldt med den trofaste ’store skare’ og de milliarder af opstandne for hvem Jesus Kristus døde som et genløsningsoffer. I slutningen af tusindårsriget vil det kristne jubelår have tjent sit formål og have frigjort menneskeheden fuldstændigt fra syndens virkninger. (Romerne 8:21) Hvor djævelsk og skændigt ville det da ikke være om nogen forsøgte at ødelægge de vidunderlige forhold der da råder! Men med den almægtige Guds tilladelse vil Djævelen gøre et sidste forsøg på dette, og han vil slå til i desperat forbitrelse. Det er denne begivenhed Åbenbaringen 20:7-10, 14 beskriver således:

²⁰ „Når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen.“

21. Hvilken reaktion hos de himmelske gudssønner efter at det kristne jubelår er endt, minder om det der siges i Job 38:7?

²¹ Den sande frihed der blev tilvejebragt i forbindelse med jubelåret, vil fortsat råde overalt; alle skabninger vil være frie og de vil ære Ham der alene bærer navnet Jehova. (Salme 83:18) Sådan vil det være mens Jehova fortsat gennemfører sine hensigter overalt i universet. Ved jordens skabelse og før menneskene blev sat på den, „[råbte] morgenstjernerne sammen . . . af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb“ ved det smukke syn. (Job 38:7) Hvor langt mere vil de ikke gøre det, når de ser jorden fyldt med mænd og kvinder der har bevist deres absolutte hengivenhed og uangribelighed over for den almægtige Gud!

22. Hvordan bør vor indstilling være, ifølge tilskyndelsen i Salme 150:1-6?

²² Når vi betragter alle ting i lyset af den stråleglans der nu oplyser Skrifterne, kan vi ikke andet end spontant juble sammen med de himmelske skabninger og sige: „Halleluja!“ Det er den tilskyndelse Salmernes bog slutter med: „Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, pris ham i hans stærke hvælving, pris ham for hans vældige gerninger, pris ham for hans mægtige storhed; pris ham med hornets klang, pris ham med harpe og citer, pris ham med pauke og dans, pris ham med strengeleg og fløjte, pris ham med klingre cymbler, pris ham med gjaldende cymbler; alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!“ — Salme 150:1-6, da. aut.

[Fodnoter]

Hvordan vil du svare?

■ Hvad blev Jesu disciple udfriet fra på pinsedagen år 33, og hvad betød det begyndelsen til for dem?

■ Hvorfor er der grund til at forvente en større frigørelse end den der fandt sted i det første århundrede?

■ Hvilken frigørelse har fundet sted siden 1919?

■ Hvordan og hvornår vil ’de andre får’ få gavn af det modbilledlige jubelår?

■ Hvordan vil jorden være efter at jubelåret har nået sit højdepunkt?

[Illustration på side 25]

Budskabet om frihed forkyndes i Cedar Point, 1919

[Illustration på side 26]

I tusindårsriget får ’de andre får’ del i jubelåret