Det kristne syn på myndighed

„Der er ingen myndighed uden af Gud.“ — ROMERNE 13:1.

1. Hvad ligger der i ordet „autoritet“, og hvorfor kan man sige at Jehova er den øverste Autoritet eller Myndighed?

DET er naturligt at den der frembringer noget har myndighed over sit værk. Ordet „myndighed“ dækker til en vis grad det samme som ordet „autoritet“, som er afledt af „autor“, der betyder „en som begynder eller iværksætter noget; ophavsmand“. Den Allerhøjeste, den som er „autor“ til, eller Skaber af, alt levende og alt livløst, er Jehova Gud. Han er den øverste Autoritet eller Myndighed. Sande kristne kan fuldt ud tilslutte sig det som nogle himmelske skabninger giver udtryk for med ordene: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

2. Hvordan har jordiske herskere fra begyndelsen indirekte vist at de ikke har haft en naturlig ret til at herske over deres medmennesker, og hvad sagde Jesus til Pontius Pilatus?

² Alene den kendsgerning at mange jordiske herskere i de tidligste tider forsøgte at legitimere deres myndighed ved at hævde at de selv var guder eller at de repræsenterede en gud, er et tavst vidnesbyrd om at intet menneske har en naturlig ret til at herske over andre mennesker.a (Jeremias 10:23) Den eneste retmæssige kilde til myndighed er Jehova Gud. Kristus sagde til den romerske landshøvding, Pontius Pilatus: „Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra.“ — Johannes 19:11.

„Ingen myndighed uden af Gud“

3. Hvad sagde Paulus angående „de højere myndigheder“, og hvilke spørgsmål rejser Jesu og Paulus’ udtalelser?

³ Apostelen Paulus skrev følgende til de kristne der levede under Romerrigets herredømme: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ (Romerne 13:1) Hvad mente Jesus da han sagde at Pilatus havde fået sin myndighed „ovenfra“? Og på hvilken måde betragtede Paulus datidens myndigheder som anbragt i deres stillinger af Gud? Mente Jesus og Paulus at Jehova er personligt ansvarlig for udnævnelsen af hver enkelt politisk hersker i denne verden?

4. Hvad kaldte Jesus og Paulus Satan, og hvilken af Djævelens påstande modsagde Jesus ikke?

⁴ Hvordan skulle dette kunne være tilfældet når Jesus kalder Satan for „denne verdens hersker“, og apostelen Paulus kalder ham for „denne tingenes ordnings gud“? (Johannes 12:31; 16:11; 2 Korinther 4:4) Da Satan fristede Jesus, tilbød han ham desuden „myndigheden“ over „alle rigerne på den beboede jord“ og hævdede at denne myndighed var blevet overgivet til ham. Jesus afslog hans tilbud, men han benægtede ikke at Satan sad inde med en sådan myndighed. — Lukas 4:5-8.

5. (a) Hvordan skal vi forstå Jesu og Paulus’ udtalelser om de jordiske myndigheder? (b) I hvilken forstand er de højere myndigheder „af Gud anbragt i deres relative stillinger“?

⁵ Jehova overgav herredømmet over denne verden til Satan ved at lade ham blive i live efter at han havde gjort oprør, og efter at han også havde fristet Adam og Eva til at gøre oprør mod Guds suverænitet. (1 Mosebog 3:1-6; jævnfør Anden Mosebog 9:15, 16.) Jesu og Paulus’ ord må derfor betyde at Jehova, efter at det første menneskepar i Eden havde afvist teokratiet, eller gudsstyret, lod menneskene, der nu var fremmede for ham, danne deres egne myndighedsstrukturer så de kunne leve i et ordnet samfund. For at gennemføre sin hensigt har Jehova til tider ladet visse herskere og regeringer lide undergang. (Daniel 2:19-21) Andre har han ladet forblive ved magten. Om de herskere Jehova tolererer kan det siges at de ’er anbragt i deres relative stillinger af Gud’.

De første kristne og de romerske myndigheder

6. Hvordan betragtede de første kristne de romerske myndigheder, og hvorfor?

⁶ De første kristne sluttede sig ikke sammen med de jødiske sekter der dannede sammensværgelser og kæmpede mod romerne, som havde besat Israel. For så vidt som de romerske myndigheder med deres retssystem opretholdt lov og orden til lands og til vands, byggede mange nyttige akvædukter, veje og broer, og gjorde andet der var til samfundets bedste, betragtede de kristne disse myndigheder som ’Guds tjener til gavn for dem’. (Romerne 13:3, 4) At der herskede lov og orden gav de kristne mulighed for at forkynde den gode nyhed vidt og bredt, sådan som Jesus havde befalet. (Mattæus 28:19, 20) De kunne med god samvittighed betale de skatter romerne pålagde dem, også selv om nogle af pengene blev brugt til formål som Gud ikke anerkendte. — Romerne 13:5-7.

7, 8. (a) Hvad viser en omhyggelig gennemlæsning af Romerbrevet 13:1-7, og hvad viser sammenhængen? (b) Under hvilke omstændigheder optrådte de romerske myndigheder ikke som „Guds tjener“, og hvilken holdning indtog de første kristne under disse omstændigheder?

⁷ En grundig gennemlæsning af de første syv vers i Romerbrevets 13. kapitel viser at de politiske „højere myndigheder“ er „Guds tjener“ der roser dem der gør det gode og straffer dem der gør det onde. Sammenhængen viser at det er Gud, ikke de højere myndigheder, der afgør hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvis derfor den romerske kejser eller en anden politisk myndighed krævede noget som Gud forbød, eller forbød noget som Gud krævede, optrådte han ikke længere som Guds tjener. Jesus sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Hvis den romerske stat krævede noget der tilkom Gud, for eksempel et menneskes liv eller tilbedelse, fulgte kristne den apostolske vejledning: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

⁸ De første kristne blev forfulgt fordi de nægtede at tilbede kejseren og tage del i afgudsdyrkelse, og fordi de ikke ville forsømme at komme sammen til kristne møder eller ophøre med at forkynde den gode nyhed. Det antages at apostelen Paulus blev henrettet på kejser Neros befaling. Andre kejsere, især Domitian, Marcus Aurelius, Septimius Severus, Decius og Diokletian, forfulgte også de kristne. Når disse kejsere og deres undergivne myndigheder forfulgte de kristne, optrådte de afgjort ikke som „Guds tjener“.

9. (a) Hvad er stadig tilfældet med de politiske højere myndigheder, og fra hvem modtager det politiske vilddyr magt og myndighed? (b) Hvad må man derfor logisk slutte angående de kristnes underkastelse under de højere myndigheder?

⁹ Dette er med til at vise at selv om politiske højere myndigheder i nogle henseender tjener som „Guds ordning“ for at bevare et ordnet samfund, er de stadig en del af den verdslige tingenes ordning der har Satan til gud. (1 Johannes 5:19) De tilhører den verdensomspændende politiske organisation der er symboliseret ved „vilddyret“ i Åbenbaringen 13:1, 2. Dette vilddyr modtager sin magt og myndighed fra „den store drage“, Satan Djævelen. (Åbenbaringen 12:9) Den kristnes underkastelse under sådanne myndigheder er derfor logisk nok relativ, ikke absolut. — Jævnfør Daniel 3:16-18.

Den rette respekt for myndighed

10, 11. (a) Hvordan viste Paulus at man bør behandle myndighedspersoner med respekt? (b) Hvordan og hvorfor kan man bede „for konger og alle dem som er i høje stillinger“?

¹⁰ Dette betyder imidlertid ikke at kristne kan have en uforskammet og udfordrende holdning til de politiske højere myndigheder. Det er sandt at mange af disse personer ikke er særlig værdige til respekt på grund af deres private eller offentlige adfærd. Men apostlene viste ved deres eksempel og i deres vejledning at myndighedspersoner skal behandles med respekt. Da Paulus trådte frem for kong Herodes Agrippa II, der levede i et blodskamsforhold, viste han ham den rette ærbødighed. — Apostelgerninger 26:2, 3, 25.

¹¹ Paulus sagde endog at det er passende at nævne verdslige myndigheder i vore bønner, især når de står over for at skulle træffe afgørelser der berører vort liv og vor kristne gerning. Han skrev: „Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor. Dette er smukt og velbehageligt i Guds, vor Frelsers, øjne, han som vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ (1 Timoteus 2:1-4) Vor respektfulde holdning til sådanne myndigheder kan føre til at de giver os lov til mere frit at udføre vort arbejde til frelse for „alle slags mennesker“.

12, 13. (a) Hvilken ligevægtig vejledning gav Peter vedrørende myndighed? (b) Hvordan kan vi få „ufornuftige menneskers uvidende snak“ til at forstumme, når de skaber fordomme mod Jehovas Vidner?

¹² Apostelen Peter skrev: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode. For således er Guds vilje, at I ved at gøre det gode kan få de ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme. Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud. Ær alle slags mennesker, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:13-17) Dette er en meget ligevægtig vejledning! Vi må fuldstændig underkaste os Gud som hans trælle og relativt og respektfuldt underlægge os de politiske myndigheder der er sendt for at straffe forbrydere.

¹³ Erfaringen har vist at mange verdslige myndigheder har de mærkeligste, fejlagtige forestillinger om Jehovas Vidner. Det skyldes som regel at de er blevet fejlinformeret af Guds folks ondsindede fjender. Det kan også skyldes at det eneste de kender til os, er det de har hørt i massemedierne, der ikke altid er upartiske i deres dækning. Nogle gange kan vi overvinde sådanne fordomme ved vor respektfulde adfærd og ved at give myndighederne et sandfærdigt billede af Jehovas Vidners arbejde og tro. Travle myndighedspersoner kan finde en kort og præcis redegørelse i brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede. Hvis de ønsker flere oplysninger kan de modtage bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige, der er et godt redskab som fortjener en plads på ethvert lokalt og nationalt bibliotek.

Myndigheden i det kristne hjem

14, 15. (a) Hvad er grundlaget for den myndighed der udøves i den kristne menighed? (b) Hvilken indstilling bør kristne hustruer have til deres mænd, og hvorfor?

¹⁴ Det er indlysende at hvis Gud kræver at kristne skal vise verdslige myndigheder den rette respekt, bør de også respektere den myndighedsstruktur han har opstillet for kristne familier. Apostelen Paulus har i utvetydige vendinger beskrevet det princip for ledelse som findes blandt Jehovas folk. Han skrev: „Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ (1 Korinther 11:3) Det er princippet i et teokrati, et gudsstyre. Hvad indebærer det?

¹⁵ Respekten for teokratiet begynder i hjemmet. En kristen hustru der ikke viser den rette respekt for sin mands myndighed — hvad enten han er troende eller ej — handler ikke teokratisk. Paulus gav kristne følgende vejledning: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt.“ (Efeserne 5:21-24) Ligesom kristne mænd må underordne sig Kristi ledelse, bør kristne kvinder forstå visdommen i at underlægge sig deres mænds gudgivne myndighed. Dette vil give dem en dyb indre tilfredshed og, hvad vigtigere er, de vil erfare Jehovas velsignelse.

16, 17. (a) Hvordan kan børn der er opdraget i kristne familier vise at de er anderledes end mange unge i dag, og hvad kan være en hjælp for dem? (b) Hvordan var Jesus et godt eksempel for unge i dag, og hvad opmuntres unge til at gøre?

¹⁶ Børn der underordner sig teokratiet er glade for at vise deres forældre den rette respekt. Det er blevet forudsagt at den yngre generation i de sidste dage ville være „ulydige mod forældre“. (2 Timoteus 3:1, 2) Men Guds inspirerede ord giver kristne børn følgende befaling: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ (Kolossenserne 3:20) Det behager Jehova og medfører hans velsignelse når man viser respekt for sine forældres myndighed.

¹⁷ Dette understreges af Jesu eksempel, for der siges i Lukas’ beretning: „Han tog med [sine forældre] ned og kom til Nazaret, og han fortsatte med at underordne sig dem. . . . Og Jesus gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker.“ (Lukas 2:51, 52) På det tidspunkt var Jesus 12 år gammel, og den græske verbalform der her benyttes, understreger at han „fortsatte med at underordne sig“ sine forældre. Han holdt altså ikke op med at underordne sig da han blev teenager. Hvis I unge ønsker at gøre åndelige fremskridt og mærke Jehovas og gudfrygtige menneskers gunst, vil I vise respekt for myndigheden i og uden for hjemmet.

Myndigheden i menigheden

18. Hvem er hoved for den kristne menighed, og til hvem har han uddelegeret myndighed?

¹⁸ Paulus skrev følgende om nødvendigheden af at der hersker orden i den kristne menighed: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud. . . . Lad alt ske sømmeligt og med orden.“ (1 Korinther 14:33, 40) For at alt kan ske på en ordnet måde, har menighedens hoved, Kristus, uddelegeret myndighed til trofaste mænd. Vi læser: „Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning . . . Men idet vi taler sandheden, så lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ — Efeserne 4:11, 12, 15.

19. (a) Hvem har Kristus sat over alt hvad han ejer på jorden, og hvem har han givet særlig myndighed? (b) Hvordan uddelegeres der myndighed i den kristne menighed, og hvad kræver det af os?

¹⁹ Her i endens tid har Kristus sat den kollektive „trofaste og kloge træl“ over „alt hvad han ejer“, Rigets interesser på jorden. (Mattæus 24:45-47) Ligesom det var tilfældet i det første århundrede, er denne træl repræsenteret ved et styrende råd af salvede kristne mænd som af Kristus har fået myndighed til at træffe afgørelser og udnævne andre tilsynsmænd. (Apostelgerninger 6:2, 3; 15:2) Det Styrende Råd har så uddelegeret myndighed til afdelingskontorernes udvalg, til område- og kredstilsynsmænd og til ældste i Jehovas Vidners mere end 73.000 menigheder over hele jorden. Alle disse nidkære kristne mænd fortjener vor støtte og respekt. — 1 Timoteus 5:17.

20. Hvad viser at Jehova ikke bryder sig om dem som mangler respekt for medkristne der har fået tildelt myndighed?

²⁰ Lad os engang foretage en interessant sammenligning mellem den respekt vi skylder dem der sidder inde med myndighed i den kristne menighed, og den respekt vi må vise de verdslige myndigheder. Når nogen overtræder en verdslig lov som Gud godkender, er den straf som udmåles af „de herskende“ i virkeligheden indirekte et udtryk for Guds vrede over „den der øver det onde“. (Romerne 13:3, 4) Hvis det gør Jehova vred at mennesker overtræder verdslige love og ikke viser den rette respekt for verdslige myndigheder, hvor meget mere må det da ikke mishage ham hvis en indviet kristen lader hånt om Bibelens principper og viser manglende respekt for medkristne der har fået tildelt myndighed!

21. Hvilken bibelsk vejledning vil vi med glæde følge, og hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?

²¹ I stedet for at pådrage os Guds mishag ved at opdyrke en uafhængig eller oprørsk indstilling, vil vi følge Paulus’ vejledning til de kristne i Filippi: „Derfor, mine elskede, ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær, sådan skal I blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven; for det er Gud der, for sin gode viljes skyld, virker i jer både at ville og at virke. Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden.“ (Filipperne 2:12-15) I modsætning til den nuværende forkvaklede og forvildede generation der har påført sig selv en autoritetskrise, underlægger Jehovas folk sig lydigt myndighed. Det medfører mange fordele, hvilket vil fremgå af den følgende artikel.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvem er den øverste Myndighed, og hvorfor sidder han inde med retmæssig myndighed?

◻ I hvilken forstand er de højere myndigheder „af Gud anbragt i deres relative stillinger“?

◻ Hvornår ophører de højere myndigheder med at være „Guds tjener“?

◻ Hvilken myndighedsstruktur findes der i de kristne familier?

◻ Hvordan uddelegeres der myndighed i den kristne menighed?

[Illustration på side 18]

Jesus sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens“

Underlæg dig myndighed med glæde

’I er blevet lydige af hjertet.’ — ROMERNE 6:17.

1, 2. (a) Hvilken ånd er åbenbar i verden i dag, hvor stammer den fra, og hvordan indvirker den på mennesker? (b) Hvordan viser Jehovas indviede tjenere at de er anderledes?

„DEN ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“ er i dag rystende åbenbar. Denne ånd er præget af en hæmningsløs uafhængighedsfølelse der udgår fra Satan, „herskeren over luftens myndighed“. Denne ånd, ’luft’ eller fremherskende indstilling der er præget af selviskhed og ulydighed, udøver magt eller „myndighed“ over størstedelen af menneskeheden. Det er en af grundene til at verden oplever det der er blevet kaldt en autoritetskrise. — Efeserne 2:2.

² Jehovas indviede tjenere fylder lykkeligvis ikke deres åndelige lunger med denne forurenede ’luft’ eller oprørets ånd. De ved at „Guds vrede [kommer] over ulydighedens sønner“. „Bliv derfor ikke parthavere med dem,“ tilføjer Paulus. (Efeserne 5:6, 7) Sande kristne bestræber sig derimod for at blive „fyldt med [Jehovas] ånd“, og de inddrikker „visdommen ovenfra“, som er „ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde“. — Efeserne 5:17, 18; Jakob 3:17.

Hvordan man villigt underordner sig Jehovas suverænitet

3. Hvad skal der til for at man villigt underordner sig, og hvilken lære kan vi drage af historien?

³ For at underordne sig villigt må man anerkende retmæssig myndighed. Menneskehedens historie viser at det ikke medfører lykke at afvise Jehovas suverænitet. Det gjorde hverken Adam, Eva eller den der anstiftede deres oprør, Satan Djævelen, lykkelig. (1 Mosebog 3:16-19) I sin nuværende fornedrede tilstand har Satan „stor harme“ fordi han ved at hans tid er kort. (Åbenbaringen 12:12) Menneskehedens, ja, hele universets, fred og lykke afhænger af at alle i universet anerkender Jehovas retfærdige suverænitet. — Salme 103:19-22.

4. (a) Med hvilken indstilling ønsker Jehova at hans tjenere underordner sig og viser ham lydighed? (b) Hvad kan vi være overbeviste om, og hvordan giver salmisten udtryk herfor?

⁴ På grund af sine velafbalancerede egenskaber er Jehova imidlertid ikke tilfreds med at man viser ham blind lydighed. Han er ganske vist mægtig, men han er ikke en tyran. Han er selv indbegrebet af kærlighed, og han ønsker at hans fornuftbegavede skabninger skal adlyde ham villigt, af kærlighed. Han ønsker at de skal underlægge sig hans suverænitet fordi de af hele deres hjerte vælger at indordne sig under hans retfærdige og retmæssige myndighed, overbeviste om at der ikke findes noget bedre for dem end at adlyde ham for evigt. Den slags personer Jehova ønsker i sit univers kan tilslutte sig det salmisten gav udtryk for da han skrev: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís. Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys. Jehovas frygt er ren, består for evigt. Jehovas domme er sande, har vist sig retfærdige hver og én.“ (Salme 19:7-9) Hvis vi ønsker at leve i Jehovas nye verden, må vi have fuld tillid til at Jehova udøver sin suverænitet retfærdigt og med rette.

Vi underordner os vor Konge med glæde

5. Hvordan blev Jesus belønnet for sin lydighed, og hvad anerkender vi villigt?

⁵ Kristus Jesus er selv et glimrende eksempel med hensyn til at underordne sig sin himmelske Fader. Vi læser at „[han ydmygede] sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. Paulus tilføjer dernæst: „Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ (Filipperne 2:8-11) Ja, vi bøjer med glæde knæ for vor Fører, den regerende Konge, Kristus Jesus. — Mattæus 23:10.

6. Hvordan har Jesus vist sig at være et vidne og en fører for folkestammer, og hvordan vil hans „fyrstelige herredømme“ fortsætte efter den store trængsel?

⁶ Jehova har fremsat følgende profeti om vor Fører, Kristus: „Se! Som vidne for folkestammer har jeg givet ham, som fører og leder for folkestammer.“ (Esajas 55:4) Gennem sin jordiske tjeneste og ved at lede forkyndelsesarbejdet fra himmelen efter sin død og opstandelse, har Jesus vist sig at være sin Faders „trofaste og sande vidne“ over for folk af alle nationer. (Åbenbaringen 3:14; Mattæus 28:18-20) Sådanne folkestammer er i dag repræsenteret i stadig større tal i ’den store skare’ som vil overleve „den store trængsel“ under Kristi ledelse. (Åbenbaringen 7:9, 14) Men Jesu førerskab ophører ikke hermed. Hans „fyrstelige herredømme“ vil vare i tusind år. For lydige mennesker vil han leve op til sit navn: „Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ — Esajas 9:6, 7; Åbenbaringen 20:6.

7. Hvad må vi uden tøven gøre hvis vi ønsker at Kristus skal lede os til „kilder med livets vand“, og hvordan kan vi erfare Jesu og Jehovas kærlighed?

⁷ Hvis vi ønsker at få glæde af de „kilder med livets vand“ hvortil Lammet, Kristus Jesus, leder retsindige mennesker, må vi uden tøven vise ved vor adfærd at vi med glæde underordner os hans myndighed som konge. (Åbenbaringen 7:17; 22:1, 2; jævnfør Salme 2:12.) Jesus sagde: „Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud. Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham.“ (Johannes 14:15, 21) Hvis du gerne vil erfare Jesu og hans Faders kærlighed, må du underordne dig deres myndighed.

Tilsynsmænd adlyder med glæde

8, 9. (a) Hvad har Kristus tilvejebragt til menighedens opbyggelse, og hvordan bør disse mænd være eksempler for hjorden? (b) Hvordan symboliseres det i Åbenbaringens Bog at de kristne tilsynsmænd underordner sig, og hvordan bør de søge at have „et lydigt hjerte“ når de behandler udvalgssager?

⁸ „Menigheden underordner sig Messias.“ Som menighedens tilsynsmand har han sørget for „gaver i form af mennesker“ til menighedens „opbyggelse“. (Efeserne 4:8, 11, 12; 5:24) Disse åndelige ældste får befaling til at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’ og ikke ’spille herrer over dem der udgør Guds arv, men være eksempler for hjorden’. (1 Peter 5:1-3) Hjorden er Jehovas, og Kristus er „den rigtige hyrde“. (Johannes 10:14) Eftersom tilsynsmændene med rette forventer at de „får“ Jehova og Kristus har betroet i deres varetægt villigt samarbejder, bør de selv være gode eksempler med hensyn til at underordne sig. — Apostelgerninger 20:28.

⁹ I det første århundrede blev salvede tilsynsmænd symbolsk omtalt som værende „i“ eller „på“ Kristi højre hånd, hvilket betød at de underlagde sig ham som menighedens hoved. (Åbenbaringen 1:16, 20; 2:1) Tilsynsmænd i Jehovas Vidners menigheder i dag må ligeledes underlægge sig Kristi ledelse og ’ydmyge sig under Guds vældige hånd’. (1 Peter 5:6) Når de får til opgave at være med i udvalgssager, bør de bede ligesom Salomon gjorde mens han endnu var trofast: „[Giv] din tjener et lydigt hjerte så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt.“ (1 Kongebog 3:9) Et lydigt hjerte vil bevæge ældste til at prøve at anskue en sag på samme måde som Jehova og Kristus Jesus gør, sådan at den afgørelse der træffes på jorden ligger så nær som muligt op ad den afgørelse der er truffet i himmelen. — Mattæus 18:18-20.

10. Hvordan bør alle tilsynsmænd bestræbe sig for at efterligne Jesus i den måde han behandlede fårene på?

¹⁰ Rejsende tilsynsmænd og menighedsældste vil også bestræbe sig for at efterligne Kristus i den måde han behandlede fårene på. I modsætning til farisæerne opstillede Jesus ikke en masse regler der var vanskelige at følge. (Mattæus 23:2-11) Han sagde til de symbolske får: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Mattæus 11:28-30) Det er ganske vist sandt at kristne hver især må ’bære deres egen ansvarsbyrde’, men tilsynsmændene skal huske Jesu eksempel og hjælpe deres brødre til at føle at deres kristne ansvarsbyrde er ’skånsom’ og ’let’, ja, en glæde at bære. — Galaterne 6:5.

Hvad det indebærer at underordne sig teokratiet

11. (a) Hvordan kan nogle måske give det udseende af at respektere myndighed uden at være virkelig teokratiske? Belys med et eksempel. (b) Hvad vil det sige at være teokratisk i ordets fulde forstand?

¹¹ Teokrati er gudsstyre. Det indbefatter at man følger ledelsens princip som beskrevet i Første Korintherbrev 11:3. Men det indebærer mere. Nogle giver det måske udseende af at de viser respekt for myndighed uden dog at underlægge sig teokratiet i ordets fulde forstand. Hvordan det? Det kan illustreres på følgende måde: Demokrati er folkestyre, og en demokrat er blevet defineret som „en person der tror på demokratiets idealer“. Én hævder måske at han går ind for demokrati, afgiver sin stemme og er måske endog aktiv politiker. Men hvis han ved sin adfærd i al almindelighed lader hånt om ånden i demokratiet og alle de dermed forbundne principper, vil man så med rette kunne sige at han er virkelig demokratisk? Det forholder sig på samme måde med teokratiet. For virkelig at underlægge sig det må man ikke blot underordne sig det rent formelt. Man må også efterligne Jehovas eksempel og hans egenskaber, og lade sig lede af Jehova på enhver måde. Da Jehova har overdraget al myndighed til sin søn, vil det at være teokratisk desuden indebære at man efterligner Jesus.

12, 13. (a) Hvad indebærer det især at være teokratisk? (b) Er det at være teokratisk ensbetydende med at man adlyder en mængde regler? Forklar.

¹² Det er værd at huske at Jehova ønsker at man underordner sig ham af kærlighed. Det er den måde han styrer universet på. Han er selv den personificerede kærlighed. (1 Johannes 4:8) Kristus Jesus er „hans herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) Jesus kræver at hans sande disciple har kærlighed til hinanden. (Johannes 15:17) Det at være teokratisk indebærer altså ikke blot at man underordner sig, men at man viser kærlighed. Det kan sammenfattes på følgende måde: Teokrati er gudsstyre; Gud er kærlighed; derfor må teokratiet forvaltes i kærlighed.

¹³ Måske mener en ældste at brødrene, for at være teokratiske, skal overholde alle mulige regler. Nogle ældste har opstillet regler på baggrund af de forslag der fra tid til anden er blevet givet af „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) For eksempel blev det engang sagt at det måske ikke var godt altid at sidde det samme sted i rigssalen hvis man gerne ville lære alle brødre og søstre i menigheden at kende. Dette var tænkt som et praktisk forslag, ikke som en ufravigelig regel. Men nogle ældste kan være tilbøjelige til at gøre det til en regel, og mener måske at de der ikke følger den, ikke underlægger sig teokratiet. Men der kan være mange gode grunde til at en broder eller søster foretrækker at sidde et bestemt sted. Hvis en ældste ikke kærligt tager sådanne ting i betragtning, optræder han så egentlig selv teokratisk? Hvis man er teokratisk vil man efterleve følgende vejledning: „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ — 1 Korinther 16:14.

Tjen med glæde

14, 15. (a) Hvordan kunne ældste berøve nogle brødre og søstre deres glæde ved at tjene Jehova, og hvorfor ville dette ikke være teokratisk? (b) Hvordan viste Jesus at han værdsætter den kærlighed vor tjeneste er et udtryk for, uanset hvor meget den omfatter? (c) Hvad bør ældste tage i betragtning?

¹⁴ For at være teokratisk må man tjene Jehova med glæde. Jehova er ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Han ønsker at de der dyrker ham, tjener ham med glæde. De der godt kan lide regler bør huske at en af de forordninger som Israel skulle „tage vare på at følge“, lød: „Du skal fryde dig for Jehova din Guds ansigt over alt hvad du tager dig for.“ (5 Mosebog 12:1, 18) Alt hvad vi tager os for i Jehovas tjeneste bør være en glæde, ikke en byrde. Tilsynsmænd kan gøre meget for at få brødrene til at føle sig glade over at gøre det de kan i tjenesten for Jehova. Hvis ældste ikke er forsigtige, kan de berøve nogle af brødrene deres glæde. Hvis de for eksempel sammenligner forkynderne med hinanden og fremhæver dem der har nået eller oversteget det timegennemsnit menigheden har ydet i forkyndelsen, og dermed indirekte kritiserer dem der ikke har nået det, hvordan vil det så berøre dem der af gode grunde har rapporteret meget mindre tid? Kunne det ikke føre til unødige selvbebrejdelser og berøve nogen glæden?

¹⁵ De få timer som nogle kan anvende i den offentlige forkyndelse repræsenterer måske — i betragtning af deres alder, helbred og andre omstændigheder — en større indsats end de mange timer som andre kan bruge. Ældste skal derfor ikke dømme sådanne. Faderen har jo overdraget Jesus „bemyndigelse til at dømme“. (Johannes 5:27) Kritiserede Jesus den fattige enke fordi hun bidrog med noget der lå under gennemsnittet? Nej, han var opmærksom på hvor meget det kostede hende at give disse to småmønter. Hun gav „alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af“. De repræsenterede hendes dybe kærlighed til Jehova. (Markus 12:41-44) Skulle ældste være mindre forstående over for dem der yder alt hvad de kan men som måske timemæssigt ligger under gennemsnittet? Deres indsats kan meget vel afspejle en kærlighed til Jehova der ligger over gennemsnittets!

16. (a) Hvorfor bør ældste være ligevægtige og udvise skelneevne hvis de henviser til statistik i deres indlæg? (b) Hvordan kan brødrene bedst hjælpes til at øge deres tjeneste?

¹⁶ Bør disse kommentarer nu føre til en ny „regel“ om at tal og gennemsnit aldrig bør omtales? Nej, slet ikke. Meningen er at tilsynsmænd skal bevare ligevægten mellem at opmuntre brødrene til at udvide deres tjeneste og at hjælpe dem til at gøre hvad de kan med glæde. (Galaterne 6:4) I Jesu billedtale med talenterne overgav herren sine trælle hvad han ejede, „hver efter hans evne“. (Mattæus 25:14, 15) På samme måde bør ældste tage den enkelte forkynders muligheder i betragtning. Det kræver god skelneevne. Det kan meget vel være at nogle faktisk bør opmuntres til at gøre mere. De vil måske være glade for at få hjælp til at organisere deres forhold noget bedre. Hvis man kan hjælpe dem til at gøre hvad de kan med glæde, vil deres glæde sikkert under alle omstændigheder få dem til at udvide deres kristne tjeneste når det er muligt. — Nehemias 8:10; Salme 59:16; Jeremias 20:9.

Den fred det medfører at underlægge sig med glæde

17, 18. (a) Hvordan medfører det fred og retfærdighed at underordne sig med glæde? (b) Hvad kan vi opnå hvis vi giver nøje agt på Guds bud?

¹⁷ Det medfører stor fred når man med glæde underlægger sig Jehovas retmæssige suverænitet. I bøn til Jehova sagde salmisten: „Stor fred har de der elsker din lov, og for dem er der ingen snublesten.“ (Salme 119:165) Ved at adlyde Guds lov gavner vi os selv. Jehova sagde til Israel: „Således har Jehova sagt, din Genløser, Israels Hellige: ’Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.’“ — Esajas 48:17, 18.

¹⁸ Kristi genløsningsoffer giver os mulighed for at opnå fred med Gud. (2 Korinther 5:18, 19) Hvis vi tror på Kristi genløsende blod og samvittighedsfuldt bestræber os for at bekæmpe vore svagheder og gøre Guds vilje, behøver vi ikke at plages af skyldfølelse. (1 Johannes 3:19-23) En sådan tro, ledsaget af gerninger som udtryk for denne tro, giver os en retfærdig stilling i forhold til Gud og et skønt håb om at overleve „den store trængsel“ og opnå evigt liv i Jehovas nye verden. (Åbenbaringen 7:14-17; Johannes 3:36; Jakob 2:22, 23) Dette kan blive vor lod ’hvis blot vi giver agt på Guds bud’.

19. Hvad er vor nuværende lykke og vort håb for fremtiden betinget af, og hvilke ord af David kan vi gøre til vore egne?

¹⁹ Ja, vor lykke nu og vort håb om et evigt liv på en paradisisk jord er betinget af at vi med glæde underlægger os Jehovas myndighed, den der tilkommer ham som universets suveræne Herre. Måtte vi altid føle som David, der sagde: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle. Og nu, vor Gud, takker vi dig og lovsynger dit hæderværdige navn.“ — 1 Krønikebog 29:11, 13.

Spørgsmål til repetition

◻ Med hvilken indstilling ønsker Jehova at hans tjenere underordner sig og viser ham lydighed?

◻ Hvordan blev Jesus belønnet for sin lydighed, og hvad må vi vise gennem vor adfærd?

◻ Hvordan bør alle tilsynsmænd efterligne Jesus i den måde han behandlede „fårene“ på?

◻ Hvad indebærer det at være teokratisk?

◻ Hvilke velsignelser vil det medføre at underordne sig med glæde?

[Illustration på side 24]

Ældste opmuntrer hjordens medlemmer til at gøre det de magter, med glæde

[Illustration på side 26]

Jehova glæder sig over dem der adlyder ham af hjertet