I DE senere år er man på verdensplan blevet mere og mere opmærksom på det udbredte seksuelle misbrug af børn. Men det at berømtheder er stået frem i medierne og har fortalt at de er blevet misbrugt som børn, har ført til misforståelser. Nogle tror at al denne snak om overgreb på børn blot er et nymodens påhit. Sådanne seksuelle overgreb er imidlertid ikke af nyere dato. De er forekommet næsten lige så længe der har været mennesker til.

For 4000 år siden var byerne Sodoma og Gomorra berygtede for deres fordærv. Pædofili var tydeligvis en af indbyggernes mange laster. I Første Mosebog 19:4 fortælles der at en skare sexgale indbyggere i Sodoma, „fra dreng til gammel mand“, søgte at voldtage Lots to mandlige gæster. Ved nærmere eftertanke kunne man spørge: Ville drenge af sig selv blive optændt ved tanken om at voldtage mænd? Nej, de var tydeligvis allerede vant til homoseksuelle perversiteter.

Flere hundrede år senere flyttede Israels nation til Kana’ans land. Dette land var præget af incest, homoseksualitet, prostitution og endda rituel ofring af småbørn til dæmonguder, i en sådan grad at der i Moseloven blev givet direkte forbud mod alle disse onde handlinger. (3 Mosebog 18:6, 21-23; 19:29; Jeremias 32:35) Trods guddommelige advarsler antog de oprørske israelitter, deriblandt nogle af kongerne, disse afskyelige skikke. — Salme 106:35-38.

I det gamle Grækenland og Rom stod det imidlertid langt værre til i så henseende. Barnemord var normalt i begge lande, og i Grækenland var det almindeligt accepteret at ældre mænd havde kønsligt samkvem med drenge. I alle græske byer i oldtiden var der drengebordeller. I Romerriget var børneprostitution så almindeligt at man opkrævede særlige skatter og havde specielle helligdage for dette erhverv. I arenaerne blev piger voldtaget og tvunget til at have omgang med dyr. Lignende grusomheder fandt sted i mange andre af oldtidens nationer.

Hvad med den tid vi lever i? Er vi ikke blevet så civiliserede i dag at den slags horrible seksuelle handlinger er ophørt? Ikke hvis vi ser begivenhederne i Bibelens lys. Apostelen Paulus kalder vor tid for „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Han beskriver i detaljer den omsiggribende egenkærlighed, trangen til fornøjelser, og familiens sammenbrud som vi kender det i det moderne samfund, og tilføjer: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre.“ (2 Timoteus 3:1-5, 13; Åbenbaringen 12:7-12) Har børnemisbruget, der ofte øves af „onde mennesker og bedragere“, grebet om sig?

Overgreb på børn er ofte indhyllet i hemmelighedsfuldhed, så ofte at det er blevet kaldt den skjulte forbrydelse. Men omfanget af den slags forbrydelser er steget uafbrudt i de sidste par årtier. Los Angeles Times i De Forenede Stater har ladet foretage en undersøgelse af problemet. Den har vist at 27 procent af alle kvinder og 16 procent af alle mænd er blevet seksuelt misbrugt som børn. Disse tal er chokerende, men andre kvalificerede skøn for De Forenede Stater er langt højere. I en dansk undersøgelse er man nået til det resultat at 10 procent af alle voksne danskere har været seksuelt misbrugt som børn.

I Malaysia er antallet af anmeldte børnemisbrug blevet firdoblet i de sidste ti år. I Thailand erkendte 75 procent af mændene i én undersøgelse at de opsøgte børneprostituerede. Officielle skøn i Tyskland lyder på at hele 300.000 børn hvert år bliver seksuelt misbrugt. Ifølge den sydafrikanske avis Cape Times er antallet af anmeldelser af sådanne overgreb steget med 175 procent i løbet af de sidste tre år. I Holland og Canada har socialforskere fundet at cirka en tredjedel af alle kvinder er blevet seksuelt misbrugt som børn. I Finland siges 18 procent af pigerne i niende klasse (15 eller 16 år) og 7 procent af drengene at have været i seksuel kontakt med nogen der var mindst fem år ældre end de selv.

I flere lande er der desuden kommet uhyggelige oplysninger frem om at religiøse kulter misbruger børn ved sadistiske seksuelle ritualer og torturmetoder. Ofte bliver de der står frem og siger at de har været ofre for sådanne forbrydelser mødt med skepsis snarere end medfølelse.

Børnemisbrug er altså hverken sjældent eller af nyere dato. Det er et gammelt problem som i dag har fået epidemisk karakter. Det har haft forfærdende følger. Mange ofre føler sig fuldstændig værdiløse og har ingen selvrespekt. Eksperter på området siger at misbrugte piger blandt andet løber hjemmefra, tyr til stof- og alkoholmisbrug, bliver deprimerede, forsøger selvmord, bliver kriminelle, promiskuøse, eller får søvnforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Langtidsvirkningen kan være at de bliver dårlige forældre, bliver frigide, kommer til at nære mistillid til mænd, gifter sig med en der er pædofil, bliver lesbiske, lader sig prostituere, eller endog selv bliver børnemisbrugere.

Det er dog ikke umuligt for et offer at undgå disse eftervirkninger. En forkert handlemåde kan ikke udelukkende undskyldes med at man engang selv er blevet misbrugt. Misbrug forudbestemmer ikke ofrene til at blive umoralske eller kriminelle. Det fjerner heller ikke deres personlige ansvar for de valg de træffer senere i livet. Men disse almindelige følger for ofrene er en virkelig fare. De gør følgende spørgsmål aktuelt: Hvordan kan vi beskytte vore børn mod overgreb?

LIGE så snart børnemisbrugerne har fået deres perverse lyster tilfredsstillet efter at have berøvet de misbrugte børn deres tryghed og uskyld, kræver de endnu en ting af deres ofre — TAVSHED. For at sikre sig børnenes tavshed indgyder de dem skamfølelse, bruger hemmelighedskræmmeri eller øver direkte terror. Børnene berøves således deres bedste våben mod misbrug — viljen til at fortælle andre om det og søge beskyttelse hos en voksen.

Tragisk nok samarbejder voksensamfundet ofte uafvidende med børnemisbrugerne. Hvordan det? Ved at lukke øjnene for problemet, ved at opdyrke en tys-tys-holdning til det, og ved at tro på ofte gentagne myter. Uvidenhed, fejlinformation og tavshed beskytter misbrugerne, ikke ofrene.

Den Katolske Bispekonference i Canada konkluderede for nylig at det var „et generelt fortielsessystem“ der tillod groft børnemisbrug at fortsætte i årtier blandt katolske gejstlige. Tidsskriftet Time skriver også i en artikel om den udbredte incestplage at „fortielsessystemet“ er en faktor som „kun forværrer tragedien“ i familierne.

Time bemærker imidlertid at dette fortielsessystem er ved at gå i opløsning. Hvorfor? Kort sagt skyldes det bedre uddannelse. Som Asiaweek skriver: „Alle eksperter er enige om at det bedste forsvar mod børnemisbrug er folkeoplysning.“ For at kunne beskytte deres børn må forældrene forstå at problemet eksisterer. Bliv ikke ført bag lyset af misforståelser som beskytter misbrugerne og ikke børnene. — Se rammen på side 6.

Den vise kong Salomon fortalte sin søn at kundskab, visdom og tænkeevne kunne udfri ham „fra den onde vej, fra enhver der fører fordærvet tale“. (Ordsprogene 2:10-12) Er det ikke netop hvad børn har brug for? I en folder udgivet af FBI med titlen Child Molesters: A Behavioral Analysis (Børnemisbrugere: En adfærdsanalyse) siges der under overskriften „Det ideelle offer“: „For de fleste børn er sex et tabuemne som de modtager meget få nøjagtige oplysninger om, især af deres forældre.“ Lad ikke dine børn være „ideelle ofre“. Fortæl dem om kønslivet.a Intet barn der kommer i puberteten bør således være uvidende om hvilke kropslige forandringer han eller hun vil gennemgå. Uvidenhed vil gøre dem forvirrede, skamfulde — og sårbare.

En kvinde som vi kan kalde Jane blev seksuelt misbrugt som barn, og flere år senere blev hendes egne to børn seksuelt misbrugt. Hun fortæller: „Under min egen opvækst talte vi aldrig om kønslivet. Jeg forbandt det derfor med noget pinligt. Da jeg selv fik børn gentog historien sig. Jeg kunne tale med andre folks børn, men ikke med mine egne. Jeg tror at det er skadeligt, for børn er sårbare hvis man ikke kan snakke med dem om den slags.“

Forebyggelsen skal begynde tidligt. Når du lærer dine børn hvad de forskellige kropsdele hedder, så fortæl dem at visse legemsdele, såsom skeden, brysterne, anus og penis, har en særlig funktion, men at de er private, intime. „Andre mennesker må ikke røre dem — ikke engang deres mor eller far — og heller ikke lægen medmindre mor eller far er til stede eller har givet ham lov.“b Ideelt set bør begge forældre eller begge værger fortælle børnene dette.

I The Safe Child Book forklarer Sherryll Kraizer at selv om det skulle være en naturlig sag at ignorere en misbruger, at skrige eller løbe væk fra vedkommende, giver mange børn der er blevet misbrugt, senere udtryk for at de ikke ønskede at være uhøflige mod den voksne. Børnene skal altså have at vide at der findes voksne som begår onde handlinger, men at ikke engang et barn er forpligtet til at adlyde den slags mennesker når det de vil have dem til at gøre er forkert. I sådanne tilfælde har et barn sin fulde ret til at sige nej, ligesom Daniel og hans venner gjorde da nogle voksne babyloniere ønskede at de skulle spise uren mad. — Daniel 1:4, 8; 3:16-18.

En anbefalet undervisningsmetode er at lege „Hvad vil du gøre hvis . . . ?“ For eksempel kunne du spørge: „Hvad vil du gøre hvis din lærer siger at du skal slå et andet barn?“ Eller: „Hvad vil du gøre hvis (mor, far, en præst, en politimand) siger at du skal springe ned fra en høj bygning?“ Barnets svar kan være utilstrækkeligt eller direkte forkert, men dét bør ikke få forældrene til at fare hårdt frem. Legen skal ikke bestå i chok- eller skræmmebehandling. Mange eksperter anbefaler at man leger denne leg på en venlig, kærlig og endda sjov måde.

Lær dernæst børnene at afvise udtryk for hengivenhed som er upassende eller som får dem til at føle sig ilde til mode. Du kan for eksempel spørge: „Hvad vil du gøre hvis en af mors eller fars venner forsøger at kysse dig på en måde du synes er underlig?“c Det er ofte bedst at opmuntre barnet til at vise hvad det i så fald vil gøre.

På samme måde kan børn lære at modstå de øvrige metoder som misbrugerne benytter. Man kan for eksempel spørge barnet: „Hvad vil du gøre hvis nogen siger: ’Du er den jeg holder allermest af. Vil du ikke være min ven?’“ Hvis barnet har lært at afvise sådanne tilnærmelser, kan man gå videre i sin oplæring. Man kan spørge: „Hvis nogen siger: ’Du ønsker da ikke at gøre mig ked af det, vel?’ Hvad vil du så sige?“ Lær barnet hvordan man kan sige nej gennem ord og gennem et klart, afgjort kropssprog. Husk at misbrugeren ofte afprøver barnets reaktion på listige tilnærmelser. Barnet må derfor lære at stå fast og svare: „Jeg siger det!“

Nøjes ikke med at tale med barnet én gang. Børn har brug for at få tingene gentaget ofte. Brug dømmekraft når du skal finde ud af hvor direkte opdragelsen skal være. Men vær grundig.

Kom enhver hemmelig aftale i forkøbet som en misbruger måtte forsøge at indgå. Børn bør vide at det aldrig er rigtigt af en voksen at bede dem om at holde noget hemmeligt for deres far eller mor. Du må forsikre dem om at det altid er rigtigt af dem at fortælle det de har hørt eller oplevet — selv hvis de har lovet ikke at fortælle det. (Jævnfør Fjerde Mosebog 30:12, 16.) Nogle misbrugere forsøger at lægge pres på barnet ved at true med at fortælle familien om noget det har gjort forkert. De siger: „Jeg vil ikke sladre om dig hvis du ikke sladrer om mig.“ Børnene skal derfor vide at de aldrig vil komme i vanskeligheder hvis de betror sig til deres forældre — selv ikke under sådanne omstændigheder. De kan trygt lette deres hjerte.

Din opdragelse bør også lære børnene at modstå trusler. Nogle misbrugere har dræbt små dyr i børns påsyn og truet med at gøre det samme med deres forældre. Andre har advaret deres ofre om at de vil forgribe sig på deres mindre søskende. Lær børnene at de altid skal ’sladre’ om en misbruger, uanset hvor alvorligt de bliver truet.

I denne henseende kan Bibelen være et nyttigt redskab. På en meget levende måde understreger Bibelen Jehovas almagt, og dette kan tage brodden af misbrugerens trusler. Børnene må vide at uanset hvilke trusler de bliver udsat for, er Jehova i stand til at hjælpe dem. (Daniel 3:8-30) Selv når de onde gør dem Jehova elsker fortræd, kan han altid gøre skaden god igen og rette op på tingene. (Job, kapitel 1, 2; 42:10-17; Esajas 65:17) Du kan forsikre dem om at Jehova ser alt hvad der foregår, også når onde mennesker gør noget ondt og gode mennesker prøver at holde stand mod dem. — Jævnfør Hebræerbrevet 4:13.

Det er de færreste pædofile personer der bruger vold for at tvinge et barn. Almindeligvis foretrækker de først at blive venner med barnet. Jesu råd om at være „forsigtige som slanger“ er derfor værd at følge. (Mattæus 10:16) En af de bedste beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug er forældrenes nøje opsyn med deres børn. Nogle misbrugere er på udkig efter børn som befinder sig alene på offentlige steder og indleder en samtale med dem for at gøre dem nysgerrige: „Kan du lide motorcykler?“ eller: „Kom og se dukkerne i min bil.“ Du kan ganske vist ikke konstant holde øje med dine børn, men må give dem en vis bevægelsesfrihed, hvilket også eksperterne mener. Men ansvarsbevidste forældre vil passe på ikke at give deres børn større frihed end de er modne til at forvalte.

Sørg for at kende alle voksne og unge som kommer i berøring med dine børn, og vær ekstra forsigtig når du beslutter hvem der skal passe dine børn mens du er væk. Vær især forsigtig med babysittere der får dine børn til at føle sig underligt eller ubehageligt tilpas. Vær ligeledes opmærksom på teenagere der synes usædvanligt interesserede i dine mindreårige børn og som ikke har jævnaldrende venner. Undersøg også barnets børnehave eller skole. Gå rundt i lokaliteterne og tal med personalet, idet du lægger mærke til hvordan de kommer ud af det med børnene. Spørg om de har noget imod at du en gang imellem kommer uanmeldt for at se hvordan det går dine børn. Hvis der er noget du er utryg ved, så overvej situationen igen. Se Vågn op! for 8. december 1987, side 3-11.

Men sandheden er desværre at selv ikke de bedste forældre kan have et øje på hver finger. — Prædikeren 9:11.

Hvis forældrene samarbejder kan de imidlertid holde et vågent øje i hjemmet. Og hjemmet er det sted hvor der hyppigst finder børnemisbrug sted. Dette emne vil vi fokusere på i næste artikel.

Misforståelse: Børnemisbrugere er sædvanligvis fremmede, sindssyge personer som bortfører børn og misbruger dem ved at anvende fysisk magt.

Langt de fleste misbrugere — fra 85 til 90 procent ifølge nogle skøn — er personer som barnet kender og har tillid til. Misbrugere anvender sjældent magt men manipulerer langsomt med barnet for at få det til at deltage i seksuelle handlinger, idet de udnytter barnets manglende erfaring og dømmekraft. (Jævnfør Første Korintherbrev 13:11 og Ordsprogene 22:15.) Disse mennesker er ikke stereotype „børnelokkere“. Mange er religiøse, respekterede og vellidte i samfundet. Ifølge det amerikanske forbundspoliti „er det absurd at tro at én ikke er pædofil blot fordi vedkommende er et pænt menneske, går i kirke, arbejder, er god ved dyr og så videre“. Nylige undersøgelser har også vist at det er forkert at tro at alle misbrugere er mænd og at alle ofre er piger.

Misforståelse: Børn fantaserer eller lyver om seksuelt misbrug.

Under normale omstændigheder har børn ikke så stor erfaring på det seksuelle område at de kan opfinde præcise anklager om misbrug, selv om nogle små børn måske roder rundt i detaljerne. Selv de mest skeptiske eksperter er enige om at de fleste påstande om misbrug er ægte nok.a Selv i bogen Sex Abuse Hysteria — Salem Witch Trials Revisited (Hysteriet om børnemisbrug — Salem-hekseprocesserne genoplives), som gennemgår falske påstande om seksuelt misbrug, siges der således: „Seksuelt misbrug af børn er udbredt, og i langt de fleste tilfælde (måske 95% eller flere) hvor børn hævder at være blevet seksuelt misbrugt . . . er det de siger sandt.“ Børn finder det meget svært at fortælle om misbrug. Når de lyver i den forbindelse er det som oftest ved at benægte at det er sket selv om det rent faktisk har fundet sted.

Misforståelse: Børn flirter og indbyder til misbrug på grund af deres optræden.

De der siger sådan vender faktisk tingene på hovedet og anklager offeret for misbruget. Børn har ingen konkret opfattelse af seksualitet. De har ingen idé om hvad en sådan aktivitet indebærer eller hvordan den vil forandre dem. De er derfor ude af stand til at give et samtykke. Det er misbrugeren, og misbrugeren alene, der bærer skylden for misbruget. — Jævnfør Lukas 11:11, 12.

Misforståelse: Når børn afslører at de er blevet misbrugt bør forældrene fortælle børnene at det er bedst ikke at tale om sådan noget og at de skal glemme alt om det.

Hvem er bedst tjent med at barnet tier stille om misbruget? Er det ikke misbrugeren? Undersøgelser har faktisk vist at benægtelse og følelsesmæssig undertrykkelse er den mindst effektive måde at behandle et misbrugstraume på. I en undersøgelse foretaget i England havde en gruppe ofre der nu er voksne, brugt ni forskellige metoder til at bearbejde deres traume på. De der havde benægtet, fortrængt eller var gået uden om problemet, havde det følelsesmæssigt sværest som voksne. Hvis du havde været ude for et frygteligt overgreb, ville du så bryde dig om at få at vide at du ikke måtte tale med andre om det? Hvorfor sige sådan noget til et barn? Et barns normale reaktion på et eller andet forfærdeligt, nemlig at sørge, græde og blive vred, vil give det mulighed for at lægge misbruget bag sig.

FOR at kunne stoppe et misbrug må man kunne gennemskue om der er tale om misbrug. I de mange bøger om emnet opregner eksperter adskillige vidnesbyrd om misbrug som forældre bør være opmærksomme på. Blandt disse er: Klager over smerter ved vandladning og afføring, betændelse i kønsdelene, hudafskrabninger eller læsioner omkring kønsorganerne, pludseligt begyndende sengevædning, appetitløshed eller andre spiseforstyrrelser, tidlig seksuel adfærd, pludselig frygt for steder som skoler eller visse værelser i hjemmet, mareridt om natten, perioder med panik, ekstrem frygt for at tage tøjet af, frygt for at være alene med en velkendt person, og selvlemlæstelse.

Men pas på med at drage forhastede konklusioner. De fleste af disse symptomer betyder ikke nødvendigvis i sig selv at barnet bliver seksuelt misbrugt. De kunne også have en anden forklaring. Men hvis du bemærker nogle foruroligende symptomer hos dit barn, sker der ikke noget ved venligt at bringe emnet på bane, måske ved at sige: „Hvis nogen rører ved dig på en måde som du ikke bryder dig om, så sig det altid til mig og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beskytte dig. Er det nogen sinde sket?“ — Ordsprogene 20:5.

Hvis dit barn fortæller om seksuelt misbrug, vil du uden tvivl blive rystet. Men husk: Din reaktion spiller en væsentlig rolle for at dit barn kommer på fode igen. Dit barn har båret rundt på en meget tung byrde og har brug for at du med en voksens styrke løfter byrden fra hans eller hendes skuldre. Ros barnet for at det har haft mod til at fortælle dig om det der er sket. Lov dit barn at du vil gøre alt for at beskytte det, og fortæl igen og igen dit barn at det er misbrugerens skyld, ikke barnets. Fortæl også barnet at du ikke bebrejder det noget, men at du elsker det.

Nogle juridiske eksperter mener at man bør anmelde misbruget til myndighederne hurtigst muligt. I nogle lande kræver loven dette. Men andre steder er der ikke store muligheder for at retsforfølge en misbruger.

Men hvad skal man gøre hvis misbrugeren er ens egen ægtefælle? Desværre undlader mange kvinder at tage affære. Og sandt at sige er det heller ikke nemt at se den grufulde kendsgerning i øjnene at ens ægtefælle er børnemisbruger. Følelsesmæssige bånd, og endda økonomisk afhængighed, kan virke som stærke faktorer. Hustruen erkender måske også at hvis hun gør noget ved sagen vil det kunne koste manden hans familie, hans arbejde og hans renommé.a Han vil imidlertid blot høste som han har sået. (Galaterne 6:7) Uskyldige børn kan miste langt mere hvis de ikke bliver troet og beskyttet. Hele deres fremtid står på spil. De har ikke de samme ressourcer til rådighed som voksne har. De kan blive mærket for livet. Det er dem der har behov for og fortjener en omsorgsfuld behandling. — Jævnfør Første Mosebog 33:13, 14.

Forældre må derfor gøre hvad de kan for at beskytte deres børn! Mange ansvarsbevidste forældre vælger at søge professionel hjælp til et misbrugt barn. Du må naturligvis sikre dig at en professionel behandler vil respektere dine religiøse synspunkter, akkurat som du gør når du søger læge.b Hjælp dit barn til at genopbygge sin selvrespekt ved at overøse det med kærlighed.

DET er ikke en fremmed i trenchcoat, eller en galning som gemmer sig i buskadset, der udgør den største fare for børnene. Det er en i familien. De fleste seksuelle overgreb finder sted i hjemmet. Hvordan kan man forebygge misbrug i hjemmet?

I sin bog Slaughter of the Innocents (Barnemordet i Betlehem) belyser historikeren dr. Sander J. Breiner børnemisbrug i fem af oldtidens samfund — Ægypten, Kina, Grækenland, Rom og Israel. Hans konklusion er at selv om der også fandt børnemisbrug sted i Israel, var det relativt sjældent sammenlignet med de fire andre kulturer. Hvorfor? Fordi folk i Israel, i modsætning til deres naboer, blev indprentet respekt for kvinder og børn — en oplyst holdning som de havde fra De Hellige Skrifter. Når israelitterne fulgte Guds lov i familielivet, undgik de børnemisbrug. Vore dages familier har mere end nogen sinde behov for disse rene, praktiske normer.

Har Bibelens bud indflydelse på din familie? I Tredje Mosebog 18:6 siges der for eksempel: „Ingen som helst af jer må nærme sig sin nære kødelige slægtning for at blotte vedkommendes blusel. Jeg er Jehova.“ På samme måde håndhæver den kristne menighed i dag love imod alle former for seksuelt misbrug. Enhver der misbruger et barn seksuelt risikerer at blive udstødt, fjernet fra menigheden.a — 1 Korinther 6:9, 10.

Alle familier bør kende disse love og gennemgå dem sammen. I Femte Mosebog 6:6, 7 gives følgende tilskyndelse: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ At indprente børnene disse love betyder mere end blot at undervise børnene i ny og næ. Det kræver en regelmæssig udveksling af tanker. Fra tid til anden bør både moderen og faderen bekræfte over for børnene og hinanden at de anerkender Guds love om incest og de kærlige principper der ligger til grund for disse love.

Du kan også bruge beretninger som den om Tamar og Amnon, Davids børn, for at vise børnene at der på det seksuelle område er visse grænser som ingen — selv ikke nære slægtninge — må overskride. — 1 Mosebog 9:20-29; 2 Samuel 13:10-16.

Man kan også vise respekt for disse principper ved den måde man rent praktisk indretter sig på. I ét asiatisk land har forskning vist at der ofte forekommer incest i familier hvor børn sover sammen med forældre selv hvor der økonomisk set ikke er nogen grund til det. Tilsvarende er det uklogt at lade søskende af forskelligt køn dele seng eller værelse når de bliver ældre, hvis det på nogen måde kan undgås. Selv hvis levevilkårene er trange bør forældrene vise sund dømmekraft når de beslutter hvor de forskellige i familien skal sove.

Bibelens lov forbyder drukkenskab, idet den siger at det kan føre til fordærv. (Ordsprogene 23:29-33) Ifølge en undersøgelse siger 60 til 70 procent af incestofrene at deres far/mor havde drukket da misbruget begyndte.

Forskere siger at børnemisbrug hyppigst forekommer i familier med dominerende mænd. Den udbredte forestilling om at kvinden kun er til for at opfylde mandens behov er bibelsk set forkert. Nogle mænd bruger denne ukristne holdning som undskyldning når de søger til datteren for at få det hustruen ikke kan give dem. En sådan undertrykkelse kan få kvinder til at miste deres følelsesmæssige ligevægt. Mange mister endog den naturlige trang til at beskytte deres børn. (Jævnfør Prædikeren 7:7.) På den anden side har en undersøgelse også vist at når fædre som er arbejdsnarkomaner for det meste er borte fra hjemmet, er der nogle gange opstået et seksuelt misbrug mellem mor og søn.

Hvad med din familie? Tager du som ægtemand din rolle som overhoved alvorligt, eller overlader du den til din hustru? (1 Korinther 11:3) Behandler du din hustru med kærlighed, ære og respekt? (Efeserne 5:25; 1 Peter 3:7) Regner du også med hendes synspunkter? (1 Mosebog 21:12; Ordsprogene 31:26, 28) Og hvad med dine børn? Betyder de noget for dig? (Salme 127:3) Eller betragter du dem blot som byrder, nogle du bare kan udnytte? (Jævnfør Andet Korintherbrev 12:14.) Undgå et forkvaklet, ubibelsk syn på rollerne i jeres familie, så vil I være mere modstandsdygtige over for misbrug.

En ung kvinde som vi vil kalde Sandi siger: „Alle de forhold som leder til misbrug var til stede i min familie. Vi kom ikke sammen med andre, og hver enkelt i familien havde ikke noget med de andre at gøre.“ Isolation, strenghed og sygeligt hemmelighedskræmmeri er usunde, ubibelske tendenser der ofte kendetegner familier præget af misbrug. (Jævnfør Anden Samuelsbog 12:12; Ordsprogene 18:1; Filipperbrevet 4:5.) Prøv derfor at skabe en atmosfære i hjemmet der giver børnene følelsesmæssig tryghed. Hjemmet bør være et sted hvor de kan blive opbygget, og hvor de føler sig fri til at tale og åbne deres hjerte.

Børn har også et stort behov for fysiske udtryk for kærlighed — at omfavne, at kærtegne, at holde i hånd og at kunne tumle med andre i leg. Vær ikke så angst for seksuelt misbrug at du undlader at vise din kærlighed. Lær børnene at være åbne og kærlige og fortæl dem at de er værdsatte. Sandi fortæller: „Mor mente at enhver form for ros var forkert. Det ville gøre én høj i hatten.“ Sandi blev seksuelt misbrugt i mindst ti år uden at sige noget. Børn som ikke føler sig sikre på at de er elskede, kan måske lettere falde for en misbrugers ros, „hengivenhed“, eller trusler om at få ’den kolde skulder’.

En pædofil der misbrugte i hundredvis af drenge seksuelt over en 40-årig periode, indrømmer at drenge som havde et følelsesmæssigt behov for en ven som ham, var de „nemmeste“ ofre. Lad ikke et sådant behov opstå hos dit barn!

Den hårdt prøvede Job udtalte engang: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 10:1) Mange forældre har fundet at de kan hjælpe deres børn ved at hjælpe sig selv. I The Harvard Mental Health Letter stod der for nylig: „Stærke sociale sanktioner mod at mænd giver udtryk for smerte lader til at styrke misbrugets onde cirkel.“ Det ser ud til at mænd der aldrig fortæller om deres følelser ved at være blevet seksuelt misbrugt, er i fare for selv at blive misbrugere. I The Safe Child Book siges der at de fleste børnemisbrugere selv er blevet seksuelt misbrugt som børn men aldrig har fået hjælp til at komme over det. De retter deres vrede og smerte imod næste generation af børn.b — Se også Job 7:11; 32:20.

Børn kan også være mere udsatte hvis deres mødre har været udsat for et misbrug som de ikke har fået bearbejdet. For eksempel har det vist sig at kvinder der er blevet seksuelt misbrugt som børn, ofte gifter sig med pædofile mænd. Hvis en kvinde ikke lærer at leve med det hun selv har været igennem, kan det desuden være svært for hende at tale med sine børn om incest. Hvis der finder et misbrug sted vil hun måske ikke være hurtig til at opdage det og gøre noget ved det. Børnene må så betale en frygtelig pris for moderens passivitet.

Misbruget kan således fortsætte fra den ene generation til den anden. Mange enkeltpersoner der vælger ikke at tale om dette smertelige afsnit af deres liv synes at klare sig udmærket, og det er al ros værd. Men hos mange stikker smerten dybere, og de må gøre en bevidst indsats — om nødvendigt søge kompetent professionel hjælp — for at deres sår fra barndomstiden kan heles. Deres mål er ikke at svælge i selvmedlidenhed, men at bryde denne syge, smertelige cirkel af børnemisbrug som berører deres familie. — Se Vågn op! for 8. oktober 1991, side 3 til 11.

Hvis du bruger ovennævnte oplysninger rigtigt kan risikoen for børnemisbrug i dit hjem begrænses betydeligt. Husk dog at misbrugere arbejder i det skjulte, at de udnytter et tillidsforhold og bruger de voksnes kneb over for et troskyldigt barn. Det kan derfor ikke undgås at nogle misbrugere tilsyneladende slipper godt fra deres afskyelige forbrydelse.

Men du kan være sikker på at Gud registrerer hvad de gør. (Job 34:22) Medmindre de angrer og vender om, vil han ikke tilgive deres modbydelige handlinger. Han vil bringe dem for dagen når hans tid er inde. (Jævnfør Mattæus 10:26.) Og han vil kræve at der øves retfærdighed. Jehova Gud lover at der vil komme en tid hvor alle der øver uret vil blive ’revet bort fra jorden’, og hvor kun de milde og sagtmodige, de der elsker Gud og næsten, vil få lov at blive tilbage. (Ordsprogene 2:22; Salme 37:10, 11, 29; 2 Peter 2:9-12) Takket være Jesu Kristi genløsningsoffer har vi et storslået håb om en ny verden. (1 Timoteus 2:6) Til den tid, og først til den tid, vil ethvert misbrug af andre mennesker høre op.

Indtil da må vi gøre alt hvad vi kan for at beskytte vore børn. De er dyrebare! De fleste forældre vil villigt sætte liv og lemmer på spil for at beskytte deres små børn. (Jævnfør Johannes 15:13.) Hvis ikke vi beskytter dem, kan det få tragiske konsekvenser. Hvis vi passer på dem, giver vi dem en skøn gave — en barndom i uskyld og tryghed. De kan få det på samme måde som salmisten, der skrev: „Jeg siger til Jehova: ’Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’“ — Salme 91:2.

DET unge par var udadvendt og højt respekteret i menigheden. Men det var med panik i stemmen at han spurgte om der kunne komme en ældste og besøge dem, og hun havde tårer i øjnene. Hun led i perioder af alvorlig depression og hadede sig selv, ja, gik endda med selvmordstanker. Hun var blevet seksuelt misbrugt som barn. Taknemmelig for at Jehovas organisation har tilvejebragt vejledning for hvordan man hjælper ofre for sådanne forbrydelser, læste ældstebroderen Selskabets breve til alle ældste om dette emne, samt artiklerne i Vågn op! for 8. oktober 1991 og i Vagttårnet for 1. januar 1984. Her er nogle få tanker fra disse kilder.

1. Lyt, lyt, lyt. Når et barn slår sit knæ, er dets første reaktion at løbe hen til mor eller far for at blive trøstet. Men et misbrugt barn har måske aldrig haft den mulighed. Som voksen har vedkommende derfor stadig behov for at tale om det, at snakke det ud, at blive trøstet af en forstående tilhører. (Jævnfør Job 10:1; 32:20.) Da ældstebroderen besøgte ovennævnte par, var manden overrasket over hvor lidt ældstebroderen sagde og hvor meget han lyttede. Som den praktiske, hjælpsomme ægtemand han var, havde han forsøgt at løse problemet ved at besvare følelser med logik, idet han havde prøvet at korrigere følelser som han syntes var irrationelle. Han lærte at hans hustru havde mere behov for empati end for svar. (Jævnfør Romerbrevet 12:15.) Hun havde behov for at høre at hun havde gyldige grunde til at føle som hun gjorde.

2. Afslør løgnene. Misbrug får børn til at føle sig urene, værdiløse og uværdige til kærlighed. Ligesom falske religiøse læresætninger kan sådanne tanker gøre det meget svært at opdyrke et sundt forhold til Jehova. Afslør derfor løgnene, og erstat dem med sandheden — nænsomt, vedholdende og tålmodigt. Ræsonnér ud fra Skrifterne. (2 Korinther 10:4, 5) Du kan for eksempel sige: „Jeg forstår godt at du føler dig uren. Men hvordan betragter Jehova dig? Hvis han lod sin søn dø og tilvejebringe en løsesum for dig, betyder det så ikke at han elsker dig? [Johannes 3:16] Er det i hans øjne dig der er uren, eller er det misbrugeren? Husk at Jesus sagde: ’Der er intet af det der udefra kommer ind i et menneske som kan gøre det urent; men det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent.’ [Markus 7:15] Var misbruget noget der kom fra dig, der kun var et lille barn? Eller fandt misbrugeren på det i sin egen hjerne?“

3. Tal trøstende. Hvert enkelt menneske er unikt. Paulus’ vejledning om at man skal ’trøste de modfaldne sjæle’ må derfor anvendes forskelligt i hvert enkelt tilfælde. (1 Thessaloniker 5:14) Letkøbte råd virker imidlertid sjældent trøstende. For eksempel vil det nok ikke hjælpe at opfordre offeret til at læse mere i Bibelen, at forkynde mere eller blot at ’kaste sin byrde på Jehova’ — uanset hvor nyttige disse råd til tider kan være. (Salme 55:22; jævnfør Galaterbrevet 6:2.) Mange gør allerede dette så godt de kan og kritiserer ubarmhjertigt sig selv for ikke at gøre det bedre. — Jævnfør Første Johannesbrev 3:19, 20.

   At fortælle dem at de blot skal glemme fortiden, kan gøre mere skade end gavn. Hvis de havde kunnet gøre dette, ville de sandsynligvis ikke have behov for hjælp til at nå frem til denne ’nemme’ konklusion.a Husk at de bærer rundt på et svært følelsesmæssigt traume. Det kan sammenlignes med at man siger til et trafikoffer der ligger og ømmer sig i bilvraget, at vedkommende blot skal lade være med at tænke på smerterne. Det ville man ikke gøre, vel? Nej, der er behov for yderligere hjælp.

   Hvis du ikke er sikker på at det du siger virker trøstende og er til hjælp, hvorfor så ikke spørge den nedtrykte? Og selv om vejledningen er sand og bibelsk, må den kunne bruges i netop den situation. — Jævnfør Ordsprogene 25:11.

   Efter et par besøg begyndte søsteren at se lysere på tingene og hendes mand var bedre i stand til at hjælpe hende igennem de svære stunder. Begge har siden kunnet trøste andre som har haft lignende traumer. Det er trosstyrkende at se at Jehova, „al trøsts Gud“, gennem sit ord og sit folk kan „forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt“ i disse vanskelige tider. — 2 Korinther 1:3; Esajas 61:1.