MASSA

(Masʹsa).

1. [hebr.: Massa’ʹ]. En efterkommer af Abraham gennem Ismael. (1Mo 25:12-14; 1Kr 1:29, 30) Massas efterkommere bosatte sig sandsynligvis et sted i Nordarabien. I Tiglat-Pileser III’s annaler nævnes Mas’a (Bibelens Massa?) sammen med Tema og andre steder i Nordarabien. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 283) Massa er blevet forbundet med det Masanoi som ifølge den græske geograf Ptolemaios (fra det 2. årh. e.v.t.) lå nordøst for „Duma“ (området Dumat al-Ghandal i Nordarabien?).

Det hebraiske ord massa’ʹ forekommer også i Ordsprogene 30:1 (med den bestemte artikel, ha) og i Ordsprogene 31:1 (uden artikel). Dette har givet anledning til gengivelser som „Agur, Jakes søn, fra Massa“ og „kong Lemuel af Massa“. (Jf. DA92, DA31, JB.) Imidlertid var Agur og Lemuel efter al sandsynlighed israelitter, og massa’ʹ bør derfor her snarere opfattes som det ord der betyder „byrde“, „budskab“, og som gengives med „udsagn“ (AS), „erklæring“ (Yg) eller „vægtige belæring“ (NV). — Sml. Ord 30:5, 9; 31:30 med Sl 12:6; Ro 3:1, 2.

2. [hebr.: massahʹ; prøve, prøvelse.] Et af navnene på det sted ved Refidim hvor israelitterne mirakuløst blev forsynet med vand. På Jehovas befaling gik Moses og nogle af Israels ældste hen til klippen ved Horeb, og Moses slog på klippen med det resultat at vand strømmede ud fra den som en flod i ørkenen. Moses kaldte derefter stedet Massa (der betyder „prøve, prøvelse“) fordi israelitterne havde sat Jehova på prøve med deres troløse knurren, og Meriba (der betyder „strid, kiv“) fordi de havde yppet kiv. — 2Mo 17:1-7; Sl 105:41.

Kort før sin død advarede Moses israelitterne mod at sætte Jehova på prøve som de havde gjort ved Massa. (5Mo 6:16; se også 5Mo 9:22.) Da han derefter velsignede Israel, nævnte han igen denne begivenhed og gav udtryk for at den havde sat Levi på prøve. (5Mo 33:8) Levi kan i dette tilfælde sigte til stammens overhoveder, det vil sige Moses og Aron.

Senere formanede salmisten israelitterne til ikke at forhærde deres hjerter som den generation der vandrede i ørkenen. Da han omtalte Meriba og Massa, hentydede han utvivlsomt til israelitternes knurren efter vand ved Refidim og benyttede denne hændelse som et typisk udtryk for deres troløse adfærd i alle de 40 år. (Sl 95:8-11) Dette synes at blive bekræftet af den måde salmistens ord (fra den græske Septuaginta) citeres på i Hebræerbrevets 3. kapitel: „Forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede [Meriba], som på fristelsens [el. prøvens; Massa] dag i ørkenen, hvor jeres forfædre fristede mig ved at prøve mig, og dog havde de set mine gerninger i fyrre år [ordr.: „og de så mine gerninger i fyrre år“].“ (He 3:8, 9) Både Salme 95:8 og Hebræerne 3:8 kan desuden sigte til den senere lejlighed hvor israelitterne knurrede efter vand ved Meriba i området ved Kadesj. — 4Mo 20:1-13.