Spørgsmål fra læserne

● Hvis en kristen mand eller kvinde ensidigt hæver en forlovelse, vil vedkommende da stadig være et godt eksempel og kunne bruges af menigheden?

Det er et alvorligt skridt både at indgå en forlovelse og at hæve den, og ingen af delene kan man tage let på. Begge dele er imidlertid et personligt anliggende. Der er ingen grund til at menighedens ældste anstiller nogen undersøgelse medmindre der indgives en klage til dem af den ene af parterne, eller flere i menigheden synes at være foruroliget og det giver sig udslag i manglende respekt for den der således har hævet forlovelsen. I nogle tilfælde har de der er foruroliget måske brug for at få en klarere forståelse af de principper der har med sagen at gøre.

Under den israelitiske ordning blev en forlovet kvinde betragtet som bundet af forlovelsen, og hvis hun gjorde sig skyldig i utroskab, foreskrev Moseloven at hun skulle behandles som en gift kvinde ville blive det. (5 Mos. 22:23, 24) Den israelitiske mand havde større frihed og kunne hæve en forlovelse, sådan som Josef fra Nazaret havde i tanke at gøre. I Mattæus 1:19 siges der om Josef efter at han havde fået kendskab til Marias graviditet: „Da Josef var en principfast mand, og han samtidig ville skåne hende for at blive stillet til skue, ønskede han i stilhed at lade ægteskabskontrakten ophæve.“ (New English Bible; jævnfør Femte Mosebog 24:1.) Kristne er imidlertid ikke under Lovpagten, og mange steder i verden i dag anses en forlovet kvinde ikke for at være så bundet som hun var dengang.

I Mattæus 5:37 siger Jesus: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ Sammenhængen viser at han her talte imod den praksis at mange hyppigt lod en udtalelse efterfølge af en ed og regelmæssigt svor ved himmelen eller Jerusalem eller noget andet. Men med denne advarsel mod en sådan overdrivelse sagde Jesus ikke at det ville være forkert, hvis man opdager at man har begået en alvorlig fejltagelse, da at søge at rette den. I Ordsprogene 6:1-5 tales der om den der har stillet sikkerhed for en anden og så er blevet ’fanget ved sine læber og bundet ved mundens ord’, og vedkommende får det råd at gøre noget for at komme fri og redde sig, og der siges: „Gå hen uden tøven, træng ind på din næste.“ En der er forlovet kan også komme til den erkendelse at det har været et uklogt skridt. Det er en kendsgerning at i den tid der går forud for forlovelsen, sørger manden og kvinden i almindelighed for at vise sig fra deres bedste side. Efter at forlovelsen er blevet officiel, vil de måske begynde at vise mere af deres sande personlighed. Den ene af parterne vil da måske øjne alvorlige vanskeligheder som han eller hun ikke før har kunnet se.

I de specielle tilfælde hvor de ældste finder det nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse i forbindelse med en hævet forlovelse, skal de sørge for at få fastslået om der foreligger gyldige grunde. Hvad er så en „gyldig“ grund? I et „Spørgsmål fra læserne“ der blev offentliggjort i Vagttårnet for 15. marts 1969 blev der givet to eksempler. Her skal gives nogle flere. Det er muligt at kvinden i forlovelsestiden begynder at vise at hun er meget „diktatorisk“, at hun ikke har nogen virkelig respekt for mandens ledelse og således giver manden en stærk grund til at formode at hun er den kvindetype der beskrives i Ordsprogene 19:13; 21:9; 27:15, 16. Eller det kan være at manden i denne periode gør sig skyldig i en alvorlig overtrædelse, måske drikker sig fuld, gør sig skyldig i umoralitet eller uærlighed af alvorlig art. Eller det kan være at den ene får øje på en alvorlig åndelig svaghed hos den anden, måske en meget materialistisk indstilling, og i sin samvittighed føler at et ægteskab med vedkommende ville være en alvorlig belastning for hans eller hendes åndelige styrke, måske mere end vedkommende føler sig i stand til at bære uden at lide overlast. Dette betyder imidlertid ikke i alle tilfælde at den anden er en ringere person. Det er muligt at den anden er et udmærket menneske, men at man er kommet til at indse at der er så store forskelle i personligheden eller indstillingen til mange ting at et ægteskab ville medføre store vanskeligheder for dem begge. Dette er altså nogle af, men på ingen måde alle, de vigtigste grunde til at man efter moden overvejelse og bøn kan beslutte at hæve en forlovelse. Naturligvis ville det være langt at foretrække om de begge blev enige om at hæve forlovelsen, fremfor at kun den ene part gør det. Men det er muligt at den anden part ikke ser, ja måske ikke vil se, de foreliggende problemer.

Alt dette understreger betydningen af ikke at skynde sig med at blive forlovet, men først søge at lære den anden rigtigt at kende. Kærligheden til næsten skulle forhindre enhver i at tage en forlovelse let, i erkendelse af den følelsesmæssige fortræd det kan medføre hvis forlovelsen hæves.

I tilfælde hvor en har mistet sin ægtefælle, enten ved død eller ved utroskab (og en bibelsk skilsmisse), kan vedkommendes følelsesmæssige tilstand være af en sådan art at der er et stærkt behov for en andens selskab for at bekæmpe ensomhedsfølelsen. I dette tilfælde kan der være en tilbøjelighed til at indgå en forlovelse hurtigere end man normalt ville gøre. Når man så genvinder sin følelsesmæssige balance, vil man måske indse at forlovelsen var uklog. Er der tale om en ældste er det måske et tegn på manglende stabilitet, men det behøver ikke at være det. Her må man tage omstændighederne i betragtning.

Hvor der altså er tale om en der skal være et eksempel for menigheden, som for eksempel en ældste, en menighedstjener, et medlem af en betelfamilie eller en anden person i heltidstjenesten, skal ældsterådet altså betragte hele billedet af hvordan personen er, og ikke blot se på det ene at vedkommende ensidigt har hævet en forlovelse. Hvis den pågældendes tidligere livsførelse vidner om en tilbøjelighed til at tage let på sådanne ting, vil de ældste måske finde det tilrådeligt at anbefale at han fjernes fra enhver stilling der kræver at han er et godt eksempel. De opdager måske at grunden til at han har hævet forlovelsen, simpelt hen er at han har ladet sin opmærksomhed og interesse fange af en anden, hvilket vidner om uberegnelighed. Hvis der hos en betydelig del af menigheden er tegn på at man har mistet respekten for vedkommende, skal dette også tages i betragtning. Indstillingen hos den lokale befolkning må der også tages hensyn til, eftersom man i nogle lande eller verdensdele har et meget strengere syn på sådanne forhold end andre steder.

Hvis imidlertid disse negative forhold ikke gør sig gældende og vedkommende har vist sig at være alvorlig, samvittighedsfuld og hensynsfuld over for andre, behøver en ensidig beslutning om at hæve en forlovelse ikke at kræve at vedkommende fjernes fra en stilling i menigheden hvor han eller hun må være et godt eksempel, eller at adgangen til visse forrettigheder i menigheden begrænses for vedkommende. Det vil altså være en afgørende faktor om der foreligger gyldige grunde eller ej for at hæve forlovelsen.

● Min mand slår mig somme tider. Skal jeg søge juridisk separation eller skilsmisse på grund af dette?

Det er indlysende at det er forkert at mishandle sin ægtefælle; det gælder både manden og hustruen. Bibelen fordømmer dette; men den opfordrer også ægtefæller til at blive sammen. Om din situation i hjemmet er så uudholdelig at du må lade dig separere er noget du alene kan afgøre.

Jehova indstiftede ægteskabet med menneskeslægtens forplantning for øje, og for at manden og hustruen kunne glæde sig ved hinandens selskab. (1 Mos. 2:18-24) Da det første ægtepar afviste Skaberens vejledning og valgte at gå deres egne veje, vandt stridigheder og ulykkelige forhold indpas i ægteskabet. Gud, som forudså at ufuldkomne kvinder ville sætte sig op mod manden som familiens overhoved, og at ufuldkomne mænd ville misbruge deres stilling som familiens overhoved, sagde til kvinden: „Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ (1 Mos. 3:16) Det er sørgeligt men sandt at dette herredømme som manden ville udøve, ofte har medført vold.

På grund af sådanne voldshandlingers hyppighed i ægteskabet har øvrigheden udformet love vedrørende dette problem. For eksempel siger et amerikansk juridisk værk, Corpus Juris (bind 19, siderne 47, 48): „Fortsatte voldshandlinger som forårsager fysisk smerte eller legemlig skade samt giver grund til at frygte en fremtidig fare, anerkendes som tilstrækkelig grund til skilsmisse i næsten alle retskredse. Det er ikke enhver ubetydelig voldshandling . . . For at vold skal udgøre en grund til skilsmisse må der være fare for liv, lemmer eller helbred.“a

Det er imidlertid et indviklet problem, for både manden og hustruen kan have uret og kan have bidraget til at sagen har udviklet sig til det den har. Når en hustru siger at hendes ægtemand mishandler hende, sker det undertiden at han hævder at han blot forsvarer sig eller prøver at tugte hende. American Jurisprudence (bind 26, side 641) siger: „Teknisk set er enhver magtanvendelse ud over den der med rimelighed er nødvendig for at . . . tvinge eller styre hende under ledelse af familien, for eksempel når hun lægger et uregerligt temperament for dagen, og således få hende til at opføre sig ordentligt, at betragte som vold.“

Hvis din mand var kristen kunne du søge råd og hjælp hos de ældste som udgør det dømmende udvalg i den lokale menighed. Ved at ræsonnere med ham på grundlag af Guds lov kunne de hjælpe ham til at se at han må ændre handlemåde. Bibelen siger at strid, vredesudbrud og tilfælde af stridbarhed er „kødets gerninger“ som kan forhindre at et menneske kommer ind i Guds rige. (Gal. 5:19-21; Matt. 5:22) Enhver der hævder at være kristen men som gentagne gange og uden at vise anger giver efter for voldsomme vredesudbrud, kan derfor udstødes.

Det ser imidlertid ud til at din mand ikke er troende, og derfor er det ikke sikkert han bekymrer sig om Guds syn på tingene. Dog kan du stadig søge hjælp hos de ældste. De vil naturligvis ikke blande sig i dit ægteskab, men hvis din mand, måske for at forbedre forholdene i hjemmet og selv få større glæde ud af livet, går ind på at tale med dem, kan de ældste muligvis hjælpe jer begge.

På grundlag af Bibelen og ved at appellere til fornuften kan de taktfuldt tale om hvorfor tålmodighed, ro og sindsligevægt er af så stor værdi, og hvorfor vrede og ophidselse ikke er godt for nogen. (Ordsp. 14:17, 29; 22:24, 25) De kunne beskrive det eksempel Kristus har sat for ægtemænd. I overensstemmelse med dette må ægtemanden vise kærlig omsorg for sin hustru, hvilket tydeligvis udelukker at han mishandler hende. (Ef. 5:25-33) Den ægtemand der følger dette eksempel, vil gøre livet mere behageligt for både sig selv og sin hustru. De ældste kan måske også hjælpe jer begge til at ransage jer selv og se på hvilke punkter I kan forbedre jer. Er årsagen til at manden mishandler dig måske at han drikker? (Ordsp. 23:29, 30) Er det besværligheder på arbejdspladsen han tager med sig hjem og som han finder afløb for her? Er det dig, hustruen, der er årsagen? Provokerer du ham ved bestandig at hakke på ham? „Ustandseligt tagdryp en regnvejrsdag og trættekær kvinde ligner hinanden.“ (Ordsp. 27:15; 19:13; 21:9; 25:24) Puster du til ilden under et skænderi i stedet for at bevare roen? „Kærligheden . . . lader sig ikke provokere.“ — Sl. 139:23, 24; 1 Kor. 13:4, 5; jævnfør Efeserbrevet 4:26.

Men hvad kan du gøre hvis din mand, trods denne hjælp, stadig er voldsom? Siger Bibelen at en hustru skal blive hos sin mand, selv om han slår hende og der er fare for hendes liv og helbred? Vi læser: „Hvis en kvinde har en ikke-troende mand, og han er indforstået med at bo sammen med hende, så lad hende ikke forlade sin mand.“ (1 Kor. 7:13) En kristen hustru der har en mand der bruger vold og som mishandler hende, kan komme til den slutning at han ikke er „indforstået med at bo sammen med hende“. Hun kan føle at hun som en sidste udvej må søge en juridisk separation eller skilsmisse for at beskytte sig. Her bør man dog mærke sig den bibelske vejledning: „En hustru [må] ikke . . . gå fra sin mand; men hvis hun virkelig går, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand.“ — 1 Kor. 7:10, 11.

Eftersom det i sidste ende er den hustru der har disse vanskeligheder i ægteskabet som personligt må afgøre hvad hun vil, skal der her gøres opmærksom på visse sider af sagen som hun alvorligt må overveje: Kunne hun, hvis hun blev hos ham, med tiden hjælpe ham til at blive en kristen? (1 Pet. 3:1, 2) Vil en skilsmisse eller separation begrænse hendes muligheder for samvær med børnene eller hindre hende i at lære dem Gud at kende? Hvad med hendes seksuelle behov? En skilsmisse som opnås uden at der foreligger umoralitet, giver hende ikke frihed til at gifte sig igen, og kan det seksuelle behov da blive et problem? (Matt. 19:9) Vil hun være tvunget til at tage verdsligt arbejde og således måske udsætte sig for et nyt pres, måske nye vanskeligheder? Vil et sådant arbejde tage den tid som hun nu bruger på åndelige aktiviteter? Ja, en separation kan måske løse nogle problemer, men den medfører som regel andre.

Som eksempel på at man må tage disse ting i betragtning kan nævnes en kvinde i Wisconsin. Nogle år efter at hun var blevet gift, begyndte hendes mand at drikke tæt i weekenden når han ikke arbejdede som skovhugger. Når han var påvirket af alkohol blev han ofte hidsig og voldsom. Omkring ved det tidspunkt blev hun et af Jehovas vidner og bestræbte sig for at være en særlig god hustru og ikke være krævende eller skælde ud. Alligevel skete det ofte, når hun og børnene om fredagen kom hjem fra de kristne møder, at han slog hende i ansigtet og med knytnæver på armene og sparkede hende. Hun måtte da flygte ud af huset. Mange nætter tilbragte hun og børnene i høet i laden, mens de barrikaderede dørene med høballer indtil manden var ædru igen.

„Hvorfor bliver du hos ham?“ spurgte børnene. Hun sagde det var fordi hun holdt af dem og ikke ville forlade dem; også fordi faderen forsørgede familien, hvilket hun ikke kunne gøre. Hun sagde aldrig til dem at hun ikke holdt af deres fader, men forklarede at kendskabet til sandheden fra Bibelen satte hende i stand til at holde ud og være en glad og lykkelig kristen. Sådan fortsatte det i over tyve år. Nu har hun den glæde at se ti at sine elleve børn tjene Jehova, og hendes mand er holdt op med at drikke, er blevet bedre til at beherske sit temperament og ledsager hende til møderne. Det er sandt at sådan vil det måske ikke gå i alle tilfælde, men beretningen belyser alligevel de sider af sagen man må tage under overvejelse når man vil træffe sin afgørelse.

Hovedpunktet i Bibelens vejledning er altså at ægtefæller bør bestræbe sig for at blive sammen trods ægteskabelige problemer der er en følge af den menneskelige ufuldkommenhed. Men hvis omstændighederne synes at være så farlige eller så uudholdelige at der må gøres noget, da kan man træffe bestemmelse om hvorvidt man vil søge beskyttelse gennem en juridisk separation eller skilsmisse eller ej.

[Fodnote]