Kapitel 5

„Det Nye Testamente“ — historie eller myte?

„Det Nye Testamente kan i dag betegnes som den uden sammenligning bedst undersøgte bog i verdenslitteraturen.“ Sådan skriver Hans Küng i sin bog „Christ sein“. Og han har helt ret. Gennem de sidste 300 år er De Kristne Græske Skrifter blevet undersøgt på kryds og tværs. De er blevet grundigere gennemgået og nøjere analyseret end noget andet stykke litteratur.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvordan er De Kristne Græske Skrifter blevet behandlet i de sidste 300 år? (b) Hvilke mærkelige slutninger er nogle forskere kommet til?

NOGLE forskere er kommet til besynderlige resultater. Tilbage i det 19. århundrede drog Ludwig Noack i Tyskland den slutning at Johannesevangeliet var skrevet i år 60 af den elskede discipel — som han fastslog var Judas! Franskmanden Joseph Ernest Renan mente at Lazarus’ opstandelse sandsynligvis var et bedrag som Lazarus selv havde sat i scene for at støtte Jesus i hans påstand om at han kunne gøre mirakler. Og den tyske teolog Gustav Volkmar holdt på at den historiske Jesus ikke havde kunnet gøre krav på at være Messias.¹

² Bruno Bauer mente på sin side at Jesus overhovedet aldrig havde eksisteret! „Han hævdede at de egentlige skabende kræfter i urkristendommen var Filon, Seneca og gnostikerne. Til slut erklærede han at der aldrig havde eksisteret en historisk Jesus . . . at den kristne religion var opstået i slutningen af det andet århundrede og var udsprunget af en jødedom hvori stoicismen var blevet dominerende.“²

3. Hvordan ser mange stadig på De Kristne Græske Skrifter?

³ I dag er kun de færreste så yderliggående, men hvis man læser moderne forskeres værker, vil man opdage at mange stadig tror at De Kristne Græske Skrifter indeholder myter, legender og overdrivelser. Gør de det?

Hvornår blev de skrevet?

4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vide hvornår bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet? (b) Hvilke tidspunkter sætter nogle for affattelsen af De Kristne Græske Skrifter?

⁴ Myter og legender skal have tid til at udvikle sig. Derfor har spørgsmålet om hvornår bøgerne blev skrevet, stor betydning. Historikeren Michael Grant siger at de historiske dele af De Kristne Græske Skrifter blev påbegyndt „tredive til fyrre år efter Jesu død“.⁴ Bibelarkæologen William Foxwell Albright nævner at C. C. Torrey „nåede frem til at alle evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. og at der ikke fandtes noget i dem som ikke kunne have været skrevet i løbet af de første tyve år efter Jesu korsfæstelse“. Albright mente selv at de var fuldført „senest omkring år 80 e.Kr.“. Andre ansætter tiden en smule anderledes, men de fleste er enige om at „Det Nye Testamente“ var fuldført ved udgangen af det første århundrede.

5, 6. Hvilken slutning kan vi drage på det grundlag at De Kristne Græske Skrifter blev skrevet ret kort efter de begivenheder de omtaler?

⁵ Hvad kan vi udlede af dette? Albright drager denne slutning: „Alt hvad vi kan sige er at en periode på mellem tyve og halvtreds år er alt for kort til at der kan være sket nogen mærkbar forvanskning af indholdet eller endog af ordlyden af Jesu udtalelser.“⁵ Professor Gary Habermas tilføjer: „Evangelierne ligger forholdsvis tæt på den periode de beskriver, mens gamle historieberetninger ofte skildrer begivenheder som fandt sted århundreder tidligere. Og dog er nutidens historikere i stand til at fastslå hvad der skete selv i disse fjerne tider.“⁶

⁶ De historiske dele af De Kristne Græske Skrifter er med andre ord mindst lige så troværdige som de verdslige historieberetninger. I betragtning af de få årtier der gik fra begivenhederne indtraf indtil de blev nedfældet skriftligt, var der simpelt hen ikke tid til at der kunne dannes myter og legender og til at disse kunne blive almindeligt udbredte.

Øjenvidneberetninger

7, 8. (a) Hvem var stadig i live da De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og udbredt? (b) Hvilken slutning må vi drage i overensstemmelse med professor F. F. Bruces udtalelse?

⁷ Dette gælder især da mange af de bibelske beretninger henviser til øjenvidner. I Johannesevangeliet siges der: „Det er den discipel [den discipel Jesus elskede] som vidner om dette og som har skrevet dette.“ (Johannes 21:24) I Lukasevangeliet læser vi: „De der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os [beretningen].“ (Lukas 1:2) Apostelen Paulus omtalte dem der havde været vidner til Jesu opstandelse, og sagde: „De fleste [er stadig] her, men nogle er sovet ind i døden.“ — 1 Korinther 15:6.

⁸ I denne forbindelse fremsætter professor F. F. Bruce en god iagttagelse: „I de dage, hvor så mange af Jesu disciple med en levende erindring om, hvad der havde fundet sted, var i live, kan det ikke have været så let at opdigte historier om Jesus, som nogle forfattere synes at tro. . . . Disciplene kunne derfor ikke tillade sig at være skødesløse i deres omtale af de faktiske hændelser (for slet ikke at tale om en forsætlig fordrejning af kendsgerningerne), for sådanne unøjagtigheder ville omgående blive brugt imod dem af mindre venligtsindede vidner. Kendsgerningerne er da også, at apostlene så langt fra at være bange for sådanne vidner tværtimod appellerede til folks viden om disse ting; de nøjedes ikke med at sige: ’Herom er vi vidner’, men de tilføjede: ’Sådan som I jo selv véd’ (Ap. G. 2, 22).“⁷

Er teksten pålidelig?

9, 10. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til teksten i De Kristne Græske Skrifter?

⁹ Kunne det mon så tænkes at øjenvidneberetningerne blev nedskrevet nøjagtigt, men at de senere blev forvansket? Blev der med andre ord indføjet myter og legender i teksten efter at den var skrevet færdig? Som vi allerede har set, er teksten til De Kristne Græske Skrifter i langt bedre stand end teksten til noget andet stykke litteratur fra oldtiden. Kurt og Barbara Aland, som er eksperter i Bibelens græske tekst, anfører næsten 5000 gamle håndskrifter som er blevet bevaret til i dag, heraf nogle som er helt tilbage fra det andet århundrede e.v.t.⁸ Det samlede vidnesbyrd fra alle disse tekstvidner er at teksten i alt væsentligt er til at stole på. Desuden findes der mange gamle oversættelser — den tidligste fra omkring år 180 e.v.t. — som også er med til at bevise at den tekst vi har i dag, er nøjagtig.⁹

¹⁰ Vi kan derfor være sikre på at der ikke har indsneget sig myter og legender i De Kristne Græske Skrifter efter at skribenterne havde afsluttet deres arbejde. Den tekst vi har i dag er i det væsentlige den samme som den de oprindelige skribenter nedskrev, og dens nøjagtighed bekræftes af at samtidens kristne anerkendte den. Kan vi så efterprøve Bibelens historiske ægthed ved at sammenholde den med andre historiske beretninger fra oldtiden? I et vist omfang, ja.

De skriftlige vidnesbyrd

11. I hvilket omfang finder De Kristne Græske Skrifters historiske beretninger støtte i ikkebibelske skrifter?

¹¹ Ud over Bibelen er det faktisk ret begrænset hvad der findes af skriftlige vidnesbyrd om Jesu og hans apostles liv. Det er dog hvad man kunne forvente, eftersom de kristne i det første århundrede var en forholdsvis lille gruppe der ikke blandede sig i politiske spørgsmål. Men de vidnesbyrd den verdslige historie trods alt aflægger, stemmer overens med det vi læser i Bibelen.

12. Hvad fortæller Josefus om Johannes Døber?

¹² Efter at Herodes Antipas havde lidt et knusende militært nederlag skrev den jødiske historieskriver Josefus for eksempel (i år 93 e.v.t.): „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand og havde formanet jøderne til at føre et retfærdigt liv, at øve ret over for deres næste og fromhed over for Gud.“¹⁰ Josefus bekræfter altså Bibelens beretning om at Johannes Døber var en retfærdig mand der forkyndte sindsændring og blev henrettet af Herodes. — Mattæus 3:1-12; 14:11.

13. Hvordan bekræfter Josefus at Jakob og Jesus er historiske personer?

¹³ Josefus nævner også Jakob, Jesu halvbroder, der ifølge Bibelen ikke fra begyndelsen fulgte Jesus men senere blev en fremtrædende ældste i Jerusalem. (Johannes 7:3-5; Galaterne 1:18, 19) Han dokumenterer Jakobs arrestation med disse ord: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre, frem for dem.“¹¹ Med disse ord bekræfter Josefus desuden at „Jesus, der kaldtes Kristus,“ var en historisk person.

14, 15. Hvordan støtter Tacitus den bibelske beretning?

¹⁴ Flere andre skribenter fra oldtiden hentyder også til begivenheder som er nævnt i De Kristne Græske Skrifter. Evangelierne fortæller at Jesu forkyndelse i Palæstina vandt udbredt gehør. Da han blev dømt til døden af Pontius Pilatus, blev hans tilhængere rådvilde og modløse. Men kort efter fyldte de samme disciple frimodigt Jerusalem med det budskab at deres Herre var blevet oprejst fra de døde. Få år senere var kristendommen blevet udbredt i hele Romerriget. — Mattæus 4:25; 26:31; 27:24-26; Apostelgerninger 2:23, 24, 36; 5:28; 17:6.

¹⁵ Sandheden i dette bevidnes af den romerske historiker Tacitus, der ikke var nogen ven af kristendommen. Han skrev kort efter år 100 e.v.t. om Neros grusomme forfølgelse af de kristne, og sagde: „Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus. Således blev denne fordærvelige overtro for øjeblikket undertrykt, men brød siden atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, hvor den fra først af var opstået, men også her i hovedstaden [Rom].“¹²

16. Hvilken historisk begivenhed som omtales i Bibelen, er også omtalt af Svetonius?

¹⁶ I Apostelgerninger 18:2 nævner bibelskribenten at „[den romerske kejser] Claudius havde beordret alle jøderne til at forlade Rom“. Den samme hændelse er omtalt af den romerske historiker Svetonius fra det andet århundrede. Han skriver i sin biografi Divus Claudius: „Jøderne, der på Chrestus’s tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“¹³ Hvis Chrestus her sigter til Jesus Kristus og hvis begivenhederne i Rom fulgte samme mønster som i andre byer, fandt optøjerne ikke virkelig sted på Kristi (det vil sige Kristi disciples) tilskyndelse. De var derimod et udslag af jødernes voldelige reaktion på de kristnes trofaste forkyndelse.

17. Hvilke kilder som Justinus Martyr havde adgang til i det andet århundrede, støttede Bibelens beretning om Jesu mirakler og hans død?

¹⁷ Justinus Martyr skrev i midten af det andet århundrede om Jesu død: „At dette har fundet Sted, kan I erfare af de Akter, der blev udfærdiget under Pontius Pilatus.“¹⁴ Han gjorde opmærksom på at de samme optegnelser nævnte Jesu mirakler, idet han skrev: „At han har udført dette, kan I faa at vide af de under Pilatus forfattede Akter.“¹⁵ Disse ’akter’ eller officielle optegnelser findes ganske vist ikke mere, men det gjorde de åbenbart i det andet århundrede, og Justinus Martyr opfordrede trygt sine læsere til at undersøge dem for at sikre sig at det han skrev var sandt.

De arkæologiske vidnesbyrd

18. Hvilket arkæologisk vidnesbyrd er der om at Pontius Pilatus har levet?

¹⁸ Arkæologien har også belyst eller bekræftet det vi læser i De Græske Skrifter. I 1961 blev navnet Pontius Pilatus fundet i en indskrift i ruinerne af et romersk teater i Cæsarea.¹⁶ Indtil dette fund blev gjort havde man, ud over Bibelen selv, kun meget begrænsede vidnesbyrd om denne romerske landshøvdings eksistens.

19, 20. Hvilke personer som Lukas omtaler (i Lukasevangeliet og Apostelgerninger) er der fundet arkæologiske vidnesbyrd om?

¹⁹ I Lukasevangeliet læser vi at Johannes Døber begyndte sin tjeneste „da . . . Lysanias var landsdelshersker i Abilene“. (Lukas 3:1) Nogle har draget denne oplysning i tvivl fordi Josefus nævner en Lysanias der herskede i Abilene og som døde i år 34 f.v.t., længe før Johannes blev født. Men arkæologer har afdækket en inskription i Abilene som omtaler en anden Lysanias, der var tetrark (landsdelshersker) under Tiberius, der var kejser i Rom da Johannes påbegyndte sin tjeneste.¹⁷ Det kan udmærket have været den Lysanias Lukas hentydede til.

²⁰ I Apostelgerninger læser vi at Paulus og Barnabas blev sendt ud som missionærer og at de på Cypern traf en prokonsul ved navn Sergius Paulus, „en forstandig mand“. (Apostelgerninger 13:7) Under udgravninger på Cypern midt i forrige århundrede fandt man en inskription fra år 55 e.v.t. hvori denne mand nævnes. Arkæologen G. Ernest Wright siger herom: „Det er den eneste omtale vi har af denne prokonsul uden for Bibelen, og det er interessant at Lukas anfører hans navn og titel korrekt.“¹⁸

21, 22. Hvilken religiøs praksis som nævnes i Bibelen er blevet bekræftet af arkæologiske fund?

²¹ I Athen nævnte Paulus at han havde lagt mærke til et alter som var indviet til „en ukendt gud“. (Apostelgerninger 17:23) Rundt om i Romerrigets område er der fundet altre med indskrifter på latin som viser at de var indviet til ikke navngivne guder. Og i Pergamum er der fundet et alter med indskriften på græsk, sådan som dét i Athen må have haft.

²² Da Paulus senere var i Efesus, stødte han på voldsom modstand hos sølvsmedene, der levede af at lave små Artemistempler og Artemisbilleder. Efesus blev omtalt som „tempelvogter for den store Artemis“. (Apostelgerninger 19:35) I harmoni med dette er der i ruinerne af det gamle Efesus fundet et større antal terrakotta- og marmorfigurer af Artemis. I forrige århundrede blev resterne af det store tempel udgravet.

Sandhedens præg

23, 24. (a) Hvor finder vi det stærkeste bevis på at De Kristne Græske Skrifter er sande? (b) Hvilket træk ved den bibelske beretning vidner om at den er sandfærdig? Giv et eksempel.

²³ Vi ser altså at historien og arkæologien belyser og til en vis grad bekræfter de historiske elementer i De Græske Skrifter. Men også her gælder det at det stærkeste bevis på at skrifterne er sande, findes i bøgerne selv. Når man læser dem, virker de ikke som myter. De har sandhedens præg.

²⁴ De er for eksempel meget åbenhjertige. Tænk på hvad der fortælles om Peter. Hans pinlige mangel på tro da han forsøgte at gå på vandet, er nøje beskrevet. Siden sagde Jesus til denne højt ansete apostel: „Forsvind om bag mig, Satan!“ (Mattæus 14:28-31; 16:23) Og efter at Peter under voldsomme protester havde bedyret at selv om alle de andre forlod Jesus, ville han aldrig gøre det, faldt han i søvn på sin nattevagt og fornægtede senere sin Herre tre gange. — Mattæus 26:31-35, 37-45, 73-75.

25. Hvilke svagheder hos apostlene lægger bibelskribenterne ikke skjul på?

²⁵ Men Peter er ikke den eneste hvis svagheder afsløres. Den usminkede beretning lægger ikke skjul på at apostlene skændtes om hvem af dem der var den største. (Mattæus 18:1; Markus 9:34; Lukas 22:24) Den undlader heller ikke at fortælle at Jakobs og Johannes’ moder bad Jesus om at give hendes sønner de mest begunstigede stillinger i hans rige. (Mattæus 20:20-23) Det skarpe opgør mellem Barnabas og Paulus bliver heller ikke fortiet. — Apostelgerninger 15:36-39.

26. Hvilken detalje i forbindelse med Jesu opstandelse ville ikke have været taget med i beretningen hvis ikke den var sand?

²⁶ Det er også værd at bemærke at det ifølge Lukasevangeliet var „kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæa,“ der først erfarede at Jesus var opstået. Dette var højst usædvanligt i datidens mandsdominerede samfund. Beretningen fortæller da også at kvindernes udtalelser ’forekom apostlene som vrøvl’. (Lukas 23:55–24:11) Hvis beretningen i De Græske Skrifter ikke er sand, må den være opdigtet. Men hvorfor skulle nogen opdigte en historie der stiller så respekterede personer i et så lidet flatterende lys? Disse oplysninger kan kun være taget med fordi de er sande.

Jesus — en virkelig person

27. Hvordan bevidner en historiker at Jesus har levet?

²⁷ Mange har betragtet Bibelens beskrivelse af Jesus som et opdigtet idealbillede. Men historikeren Michael Grant siger: „Hvis vi, som vi burde, anvender samme slags kriterier på Det Nye Testamente som vi bør anvende på andre oldtidsskrifter der indeholder historisk materiale, kan vi lige så lidt afvise Jesu eksistens som vi kan afvise eksistensen af en mængde hedenske personer hvis ægthed som historiske skikkelser aldrig er blevet draget i tvivl.“¹⁹

28, 29. Hvilken betydning har det at de fire evangelier tegner et ensartet billede af Jesu personlighed?

²⁸ Ikke alene Jesu eksistens men også hans personlighed skildres med et tydeligt præg af ægthed. Det er ikke let at opdigte en usædvanlig skikkelse og derefter fremstille ham konsekvent og ensartet hele bogen igennem. Og det er næsten umuligt for fire forskellige skribenter at skildre den samme skikkelse og konsekvent tegne det samme billede af ham, hvis denne skikkelse aldrig har eksisteret. Den omstændighed at Jesus tydeligvis er den samme i alle fire evangelier, taler stærkt for at beretningerne er sande.

²⁹ Michael Grant citerer et meget passende spørgsmål: „Hvordan kan det være at der i alle evangelietraditionerne uden undtagelse bliver tegnet et forbløffende skarpt portræt af en tiltalende ung mand som frit omgås kvinder af enhver slags, selv dem med et decideret dårligt rygte, uden nogen antydning af sentimentalitet, unaturlighed eller snerpethed, og alligevel på alle punkter bevarer sin retskafne karakter?“²⁰ Det eneste svar er at der virkelig har levet en sådan mand og at han har handlet sådan som Bibelen siger.

Hvorfor de ikke tror

30, 31. Hvorfor er der mange som på trods af vidnesbyrdene ikke vil anerkende De Kristne Græske Skrifter som historisk pålidelige?

³⁰ Når der er så gode grunde til at anerkende De Græske Skrifter som historiske, kan man med rette spørge hvorfor nogle alligevel siger det modsatte. Og hvorfor er der mange som nok vil anerkende dele af disse skrifter som ægte, men ikke vil godtage alt hvad de siger? Det er hovedsagelig fordi Bibelen indeholder noget som vor tids intellektuelle ikke ønsker at tro på. Den siger for eksempel at Jesus både opfyldte og selv udtalte profetier. Den siger også at han gjorde mirakler og at han efter sin død blev oprejst fra de døde.

³¹ I dette skeptiske 20. århundrede tør man ikke tro den slags. Hvad mirakler angår siger professor Ezra P. Gould: „Der er ét forbehold som nogle af kritikerne føler sig berettigede til at tage . . . at der ikke sker mirakler.“²¹ Nogle anerkender at Jesus kan have udført helbredelser, men kun af den psykosomatiske slags hvor ’ånden råder over materien’. De øvrige mirakler bliver som regel bortforklaret, enten som opspind eller som virkelige begivenheder der er blevet forvansket når de er blevet fortalt videre.

32, 33. Hvordan har man forsøgt at bortforklare Jesu bespisningsmirakel, men hvorfor er denne forklaring uholdbar?

³² Som et eksempel på dette kan vi tage dét at Jesus bespiste en folkemængde på mere end 5000 med blot nogle få brød og to fisk. (Mattæus 14:14-22) Heinrich Paulus fra forrige århundrede foreslog at der i virkeligheden skete følgende: Jesus og hans apostle så sig omgivet af en stor skare mennesker der var ved at blive sultne. Så besluttede Jesus sig til at sætte et godt eksempel for de rige iblandt dem. Han tog den smule mad som han og apostlene havde, og delte ud af den. Snart fulgte andre som havde taget mad med, hans eksempel og delte ud af deres. Til sidst havde alle fået noget at spise.²²

³³ Hvis det i virkeligheden var det der skete, var det imidlertid et bemærkelsesværdigt bevis på eksemplets magt. Hvorfor skulle nogen forsøge at forvanske en så interessant og meningsfyldt beretning for at få det der skete, til at tage sig ud som et mirakel? Alle forsøg på at forklare miraklerne som andet end mirakler skaber i virkeligheden flere problemer end de løser. Og de bygger alle på en forkert forudsætning, nemlig den antagelse at mirakler ikke kan finde sted. Men hvorfor skulle de ikke kunne det?

34. Hvilken slutning må vi drage hvis Bibelens profetier er ægte og dens mirakler virkelig har fundet sted?

³⁴ Ifølge de rimeligste kriterier er både De Hebraiske og De Græske Skrifter historisk troværdige; men de indeholder også profetier og beretninger om mirakler. (Jævnfør Anden Kongebog 4:42-44.) Sæt nu at profetierne er ægte. Og sæt at miraklerne virkelig har fundet sted. Så har Gud afgjort stået bag Bibelens nedskrivning, og den er i virkeligheden hans ord, ikke menneskers. Vi vil komme ind på spørgsmålet om profetier i et senere kapitel, men først vil vi se nærmere på miraklerne. Er det, i dette 20. århundrede, fornuftigt at tro at der før i tiden er sket mirakler?

[Tekstcitat på side 66]

Hvorfor skulle Bibelen fortælle at det var nogle kvinder der først opdagede at Jesus var opstået, hvis ikke det var sandt?

[Ramme på side 56]

Kritikken vejet og fundet for let

Et godt eksempel på usikkerheden ved nutidens bibelkritik fremgår af følgende bemærkninger af Raymond E. Brown om Johannesevangeliet: „I slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, gennemgik forskningen en periode hvor man stillede sig yderst skeptisk til dette evangelium. Det blev dateret meget sent, endog til anden halvdel af det andet århundrede. Det blev regnet for at være et produkt af den hellenistiske verden, helt uden historisk værdi og kun med ringe relation til det Palæstina som Jesus fra Nazaret var knyttet til . . .

Der er ikke ét af disse standpunkter som ikke er blevet berørt af en række uventede arkæologiske, dokumentariske og tekstmæssige opdagelser. Disse opdagelser har fået os til, på et fornuftmæssigt grundlag, at gøre indsigelse mod de kritiske synspunkter der næsten var blevet ortodokse, og at indse hvor skrøbeligt et grundlag den meget skeptiske analyse af Johannesevangeliet hvilede på. . . .

Dateringen af evangeliet er blevet flyttet tilbage til slutningen af det første århundrede eller endnu før. . . . Det mærkeligste af det hele er måske at nogle forskere oven i købet igen tør vove sig frem med den formodning at Zebedæus’ søn Johannes kan have haft noget at gøre med evangeliet“!³

Hvad mærkeligt er der ved at tro at Johannes har skrevet den bog der traditionelt tillægges ham? Det eneste mærkelige er at det ikke stemmer med kritikernes forudfattede ideer.

[Ramme på side 70]

Blot et nyt angreb på Bibelen

Timothy P. Weber skriver: „Den højere kritiks resultater fik mange lægfolk til at tvivle på deres evne til at forstå noget [i Bibelen]. . . . A. T. Pierson gav udtryk for mange evangeliske kristnes frustration da han erklærede at ’[den højere kritik], i lighed med Romerkirken, i praksis tager Guds ord fra det jævne folk ved at foregive at kun de lærde kan udlægge det; mens Rom stiller en præst mellem mennesket og ordet, anbringer kritikken en uddannet fortolker mellem den troende og hans bibel.’“²³ Den højere bibelkritik er hermed afsløret — som blot et nyt angreb på Bibelen.

[Illustration på side 62]

Dette alter i Pergamum var åbenbart indviet „til ukendte guder“

[Illustration på side 63]

Ruinerne af det førhen prægtige Artemistempel, som efeserne var så stolte af

[Illustration på side 64]

Bibelen fortæller ærligt at Peter nægtede at kendes ved Jesus

[Illustration på side 67]

Bibelen fortæller åbenhjertigt at Paulus og Barnabas havde „et skarpt opgør“

[Illustration på side 68]

De fire evangeliers ensartede skildring af Jesus er et vægtigt bevis for at beretningerne er ægte

[Illustration på side 69]

De fleste bibelkritikere går ud fra som givet at der ikke sker mirakler

Kapitel 6

Har miraklerne virkelig fundet sted?

En dag i år 31 var Jesus og hans disciple på vej til Nain, en by i det nordlige Palæstina. Da de nærmede sig byporten mødte de et ligtog. Det var en ung mand der var død. Moderen var enke, og han var hendes eneste søn, så nu var hun helt alene. Ifølge beretningen „fik [Jesus] inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale.“ — Lukas 7:11-15.

1. (Med indledningen.) (a) Hvilket mirakel gjorde Jesus nær ved byen Nain? (b) Hvilken plads indtager miraklerne i Bibelen, og tror alle på at de har fundet sted?

DET er en gribende historie, men er den sand? Mange har svært ved at tro at sådan noget virkelig har fundet sted. Ikke desto mindre er mirakler uløseligt forbundet med den bibelske beretning. Hvis vi tror på Bibelen, må vi også tro på at der skete mirakler. Ja, hele det bibelske sandhedsmønster er bygget op omkring ét meget vigtigt mirakel: Jesu Kristi opstandelse.

Hvorfor nogle ikke tror

2, 3. Hvad var det første argument den skotske filosof David Hume fremførte i et forsøg på at bevise at der ikke sker mirakler?

² Tror du på mirakler? Eller synes du at det i vor videnskabelige tidsalder er fornuftstridigt at tro på mirakler — det vil sige på usædvanlige hændelser der vidner om overmenneskelig indgriben? Hvis du ikke kan tro på den slags, er du ikke den første. For to hundrede år siden befandt den skotske filosof David Hume sig i samme situation. Dine grunde til at tvivle er måske de samme som hans.

³ Hume havde tre hovedindvendinger mod troen på mirakler.¹ Først skriver han: „Et mirakel er en krænkelse af naturens love.“ Menneskene har i umindelige tider regnet med naturlovene. De ved at en ting vil falde hvis den slippes, at solen vil stå op hver morgen og gå ned hver aften, og så videre. De ved instinktivt at begivenhederne altid vil følge det vante mønster. Der vil aldrig ske noget som strider mod naturlovene. Dette „bevis“, mente Hume, er „et direkte og fuldt erfaringsbevis“ imod at der skulle forekomme mirakler.

4, 5. Hvilke andre argumenter fremsatte David Hume for at modbevise at der kan forekomme mirakler?

⁴ Et andet argument han fremførte, var at folk er lette at narre. Nogle ønsker at tro på undere og mirakler, især når det har med religion at gøre, og mange såkaldte mirakler har vist sig at være falsknerier. Et tredje argument gik ud på at beretningerne om mirakler som regel forekommer i tider hvor folk er uvidende. Jo mere oplyste folk bliver, jo færre mirakler berettes der om. Som Hume udtrykte det: „Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage.“ Det var efter hans opfattelse bevis nok for at de aldrig var indtruffet.

⁵ De fleste af de argumenter der siden er blevet fremsat mod forekomsten af mirakler, går i princippet ud på det samme. Lad os derfor betragte Humes indvendinger en ad gangen.

Imod naturlovene?

6. Hvorfor strider det mod logikken at sige at der ikke kan ske mirakler fordi de ’krænker naturlovene’?

⁶ Hvad skal vi sige til den indvending at mirakler ’krænker naturlovene’ og derfor ikke kan finde sted? Rent umiddelbart lyder det meget overbevisende; men analysér engang hvad det egentlig er der siges. Et mirakel kan som regel defineres som noget der sker uden om de normale naturlove.a Det er en hændelse der er så uventet at tilskuerne er overbeviste om at de har været vidne til en overmenneskelig indgriben. Indvendingen går altså i virkeligheden ud på at ’mirakler ikke kan finde sted fordi de er mirakuløse’! Var det ikke bedre at undersøge vidnesbyrdene end at drage slutninger på den måde?

7, 8. (a) Hvordan er videnskabsmændene blevet mere liberale i deres syn på hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt ifølge de naturlove vi kender? (b) Hvis vi tror på Gud, hvad bør vi da også tro med hensyn til hans evne til at gøre noget som er usædvanligt?

⁷ Faktisk er oplyste mennesker i dag mindre tilbøjelige end David Hume til at hævde at de kendte naturlove gælder overalt og til alle tider. Vore dages videnskabsmænd går ikke af vejen for at spekulere på om der ud over de tre kendte dimensioner — længde, bredde og højde — findes mange andre dimensioner i verdensrummet.² De har teorier om at der findes sorte huller, som opstår ved at meget tunge stjerner kollapser og ender i et punkt af uendelig høj tæthed. I nærheden af disse huller siges alt stof at blive så forvrænget at tiden selv står stille.³ Nogle forskere har endda debatteret om tiden under visse omstændigheder ville gå baglæns i stedet for fremad!⁴

⁸ I en omtale af universets opståen siger Stephen W. Hawking, der er professor i matematik ved Cambridge-universitetet: „Ifølge den klassiske almindelige relativitetsteori . . . må universets begyndelse være en singularitet af uendelig tæthed i et krumt tidrum. Under sådanne forhold ville alle de kendte fysiske love bryde sammen.“⁵ Vore dages videnskabsmænd vil altså ikke hævde at noget er umuligt fordi det strider mod de normale naturlove. Under usædvanlige forhold kan der ske usædvanlige ting. Og tror vi på en almægtig Gud må vi erkende at han har magt til at lade usædvanlige — eller mirakuløse — begivenheder indtræffe når det tjener hans hensigt. — 2 Mosebog 15:6-10; Esajas 40:13, 15.

Hvordan med falsknerierne?

9. Er det sandt at nogle mirakler er falske? Forklar nærmere.

⁹ Intet fornuftigt menneske vil benægte at der forekommer falske mirakler. Nogle hævder for eksempel at de kan kurere syge ved hjælp af mirakuløs troshelbredelse. En læge, William A. Nolan, satte sig for at undersøge denne form for helbredelser. Han efterforskede et stort antal påståede helbredelser som var foretaget dels af evangeliske troshelbredere i De Forenede Stater og dels af såkaldte psykiske kirurger i Asien. Resultatet? Alt hvad han fandt var eksempler på at folk var blevet skuffet og bedraget.⁶

10. Er alle mirakler nødvendigvis et bedrag, blot fordi nogle mirakler har vist sig at være falsknerier?

¹⁰ Men betyder sådanne bedragerier at der aldrig er forekommet ægte mirakler? Ikke nødvendigvis. Somme tider hører vi at der er falske penge i omløb, men det betyder ikke at alle pengesedler er forfalskede. Nogle syge har stor tiltro til kvaksalvere og bruger masser af penge på dem, men det betyder ikke at alle læger er kvaksalvere. Nogle malere har været dygtige til at kopiere de gamle mestres billeder, men det betyder ikke at alle malerier er forfalskninger. At nogle påståede mirakler er falsknerier betyder heller ikke at der aldrig kan forekomme ægte mirakler.

’Der sker ingen mirakler nu’

11. Hvordan lød David Humes tredje indvending mod tanken om mirakler?

¹¹ Den tredje indvending blev sammenfattet i udtalelsen: „Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage.“ Hume havde aldrig set et mirakel, og derfor nægtede han at tro at der kunne ske mirakler. Dette ræsonnement er imidlertid inkonsekvent. Enhver der tænker over tingene må indrømme at der før den skotske filosofs tid indtraf nogle „forunderlige begivenheder“ der ikke gentog sig i hans levetid. Hvilke?

12. Hvilke underfulde begivenheder som indtraf engang i fortiden kan ikke forklares ud fra de naturlove der gælder i dag?

¹² Først og fremmest dét at livet begyndte på jorden. Derefter at visse livsformer blev udstyret med bevidsthed. Og endelig at mennesket blev til, udrustet med visdom, fantasi, samvittighed og evnen til at vise kærlighed. Ingen videnskabsmand kan på grundlag af de naturlove der virker i dag forklare hvordan disse usædvanlige ting fandt sted. Og dog har vi levende vidnesbyrd om at de fandt sted.

13, 14. Hvilke ting som er almindelige i vor tid ville have forekommet mirakuløse på David Humes tid?

¹³ Og hvad skal vi sige til de „forunderlige begivenheder“ der er indtruffet siden David Humes tid? Lad os forestille os at vi kunne rejse tilbage i tiden og fortælle ham om vore dages verden. Lad os sige at vi forsøgte at forklare ham at en forretningsmand i Hamburg kan tale med en anden der befinder sig tusinder af kilometer borte i Tokyo, endda uden at hæve stemmen; at en fodboldkamp i Spanien kan ses på hele jorden samtidig med at den spilles; at fartøjer som er langt større end skibene på Humes tid kan hæve sig op fra jordens overflade og føre 500 mennesker gennem luften tusinder af kilometer på få timer. Kan vi forestille os hvad han ville svare? ’Umuligt! Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage!’

¹⁴ Men sådanne forunderlige ting indtræffer i vore dage. Hvorfor? Fordi menneskene, på grundlag af videnskabelige principper som Hume ikke kendte noget til, har lært at lave telefoner, fjernsynsapparater og flyvemaskiner. Er det da svært at tro at Gud engang i fortiden, på måder vi stadig ikke forstår, kan have udført nogle ting der for os er mirakler?

Hvordan kan vi vide det?

15, 16. Hvad er den eneste måde vi kan få kendskab til miraklerne på, hvis de virkelig indtraf? Belys det med et eksempel.

¹⁵ Men at miraklerne kan have indtruffet, er naturligvis ikke det samme som at de gjorde det. Hvordan kan vi her i det 20. århundrede vide om Gud på Bibelens tid udførte ægte mirakler gennem sine tjenere på jorden? Hvilken slags beviser kan vi forvente at få? Lad os forestille os at en primitiv jæger fra junglen kommer til en moderne storby. Hvordan kan han, når han vender tilbage, fortælle sine stammefrænder om civilisationens vidundere? Han kan ikke forklare hvordan en bil virker eller hvorfor der kommer musik ud af en transistorradio. Han kan ikke bygge en datamat for at bevise at sådan én findes. Alt hvad han kan gøre, er at fortælle hvad han har set.

¹⁶ Vi er i samme situation som denne mands stammefrænder. Hvis Gud virkelig har gjort mirakler, kan vi kun få det at vide gennem øjenvidner. Øjenvidnerne kan ikke forklare hvordan miraklerne er sket, og de kan heller ikke gøre dem efter. De kan kun fortælle os hvad de har set. Øjenvidner kan naturligvis føres bag lyset. De kan også nemt overdrive det de har set, eller give forkerte oplysninger. Hvis vi skal tro hvad de fortæller, må vi derfor vide at de er troværdige, at de har de bedste kvalifikationer, og at de har vist sig at have de rette motiver.

Det bedst bevidnede mirakel

17. (a) Hvad er det bedst bevidnede mirakel i Bibelen? (b) Hvilke begivenheder førte til Jesu død?

¹⁷ Det bedst bevidnede mirakel i Bibelen er Jesu Kristi opstandelse, så lad os bruge det som en slags prøvesag. De rapporterede kendsgerninger er: Jesus blev arresteret om aftenen den 14. nisan — hvilket var en torsdag aften efter den kalender vi bruger i dag.b Han blev ført for jødernes ledere, der anklagede ham for gudsbespottelse og afgjorde at han skulle dø. De førte ham derefter til den romerske landshøvding Pontius Pilatus, der bøjede sig for deres pres og overgav ham til at blive henrettet. Fredag eftermiddag — stadig den 14. nisan efter den jødiske kalender — blev han naglet til en marterpæl, og få timer senere var han død. — Markus 14:43-65; 15:1-39.

18. Hvordan begyndte det ifølge Bibelen at rygtes at Jesus var blevet oprejst?

¹⁸ Efter at en romersk soldat havde stukket Jesus i siden med et spyd for at sikre sig at han var død, blev liget taget ned og lagt i en ny grav. Dagen efter, den 15. nisan (fredag/lørdag), var en sabbat. Men om morgenen den 16. nisan — søndag morgen — gik nogle disciple ud til graven og fandt den tom. Snart begyndte det at rygtes at Jesus var blevet set i live. Den første reaktion på disse historier var nøjagtig hvad den ville være i dag — vantro. Selv apostlene nægtede at tro på det. Men da de selv så Jesus i live havde de ikke andet valg end at anerkende at han virkelig var blevet oprejst fra de døde. — Johannes 19:31–20:29; Lukas 24:11.

Den tomme grav

19-21. (a) Hvordan reagerede jøderne, ifølge Justinus Martyr, på de kristnes forkyndelse af Jesu opstandelse? (b) Hvad kan vi være sikre på med hensyn til Jesu grav den 16. nisan?

¹⁹ Var Jesus blevet oprejst, eller var det hele pure opspind? Én ting som folk dengang sikkert ville spørge om, var om Jesu lig stadig lå i graven. Jesu disciple ville have haft store problemer med at hævde at han var opstået hvis deres modstandere havde kunnet henvise til at liget stadig lå i graven som et bevis på det modsatte. Men der er ingen beretning om at de nogen sinde gjorde dette. Tværtimod oplyser Bibelen at de jødiske ledere bestak de soldater der havde skullet bevogte graven, og sagde til dem: „Sig: ’Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.’“ (Mattæus 28:11-13) At de jødiske ledere handlede på denne måde, er også bevidnet fra anden side.

²⁰ Omkring hundrede år efter Jesu død skrev Justinus Martyr et værk som kaldes Dialog med Tryfon. Heri sagde han: „I [jøderne] har sendt udvalgte og ordinerede mænd ud i alverden for at kundgøre: Et gudløst og lovløst kætteri er udsprunget fra en vis Jesus, en galilæisk bedrager, som vi korsfæstede, men hans disciple stjal ham om natten fra den grav hvori han blev lagt.“⁷

²¹ Tryfon var jøde, og det nævnte værk blev skrevet for at forsvare kristendommen over for jødedommen. Det er derfor usandsynligt at Justinus Martyr ville have skrevet hvad han gjorde — at jøderne anklagede de kristne for at have stjålet Jesu lig fra graven — uden at jøderne virkelig havde rejst en sådan anklage. I modsat fald ville han have udsat sig for en velbegrundet anklage om at fare med løgn. Justinus Martyr ville kun have sagt dette hvis jøderne virkelig havde sendt sådanne budbringere ud. Og det ville de kun have gjort hvis graven virkelig var tom den 16. nisan år 33 og hvis de ikke kunne henvise til at Jesu lig lå i graven som et bevis for at han ikke var blevet oprejst. Altså var graven tom. Men hvordan gik det til? Blev liget stjålet af disciplene? Eller blev det fjernet mirakuløst for at vise at Jesus var blevet oprejst?

Lægen Lukas’ konklusion

22, 23. Hvilken veluddannet mand i det første århundrede undersøgte spørgsmålet om Jesu opstandelse, og hvilke oplysningskilder havde han adgang til?

²² Vidnesbyrdene blev omhyggeligt undersøgt af en veluddannet mand i det første århundrede, en læge ved navn Lukas. (Kolossenserne 4:14) Denne Lukas skrev to bøger som nu er en del af Bibelen: et evangelium med en historisk beretning om Jesu tjeneste, og bogen Apostelgerninger med en historisk beretning om kristendommens udbredelse i årene efter Jesu død.

²³ I indledningen til sit evangelium henviser Lukas til mange vidnesbyrd som han dengang havde adgang til, men som vi ikke længere har adgang til i dag. Han taler om at der var skriftlige beretninger om Jesu liv som han havde rådført sig med. Han nævner også at han havde talt med nogle som havde været øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse. Derefter siger han at han ’omhyggeligt havde gået alle ting igennem forfra’. (Lukas 1:1-3) Lukas gik åbenbart grundigt til værks. Var han en god historiker?

24, 25. Hvordan ser mange på Lukas’ kvalifikationer som historiker?

²⁴ Ja, det har mange bevidnet. I 1913 holdt Sir William Ramsay en forelæsning hvori han kom ind på den historiske værdi af Lukas’ værker. Hans konklusion? „Lukas er en førsteklasses historiker; ikke alene er hans oplysninger pålidelige, men han besidder også en virkelig historisk sans.“⁸ Nyere forskere er nået til samme slutning. Bibelkommentaren The Living Word Commentary siger i indledningen til de bind der handler om Lukas’ værker: „Lukas var både historiker (tilmed en nøjagtig historiker) og teolog.“

²⁵ Dr. David Gooding, tidligere professor i gammeltestamentligt græsk i Nordirland, erklærer at Lukas var „oldtidshistoriker af samme tradition som de gammeltestamentlige historikere og af samme tradition som Thukydid [en af de højest vurderede historikere i oldtiden]. Ligesom de har han gjort sig stor umage for at undersøge sine kilder, udvælge sit stof og disponere det. . . . Thukydid kombinerede denne metode med en sand lidenskab for historisk nøjagtighed; der er ingen grund til at tro at Lukas gjorde dette i mindre grad.“⁹

26. (a) Hvilken slutning drog Lukas med hensyn til Jesu opstandelse? (b) Hvad kan have bestyrket ham i denne overbevisning?

²⁶ Hvad mente denne højt kvalificerede mand så var forklaringen på at Jesu grav var tom den 16. nisan? Både i sit evangelium og i Apostelgerninger fremstiller Lukas det som en kendsgerning at Jesus blev oprejst fra de døde. (Lukas 24:1-52; Apostelgerninger 1:3) Han var ikke det mindste i tvivl. Hans tro på opstandelsesmiraklet er muligvis blevet styrket af de ting han selv oplevede. Skønt han efter al sandsynlighed ikke var vidne til opstandelsesmiraklet, så han flere mirakler blive udført af apostelen Paulus. — Apostelgerninger 20:7-12; 28:8, 9.

De så den opstandne Jesus

27. Hvem hævdede at have set den opstandne Jesus?

²⁷ To af evangelierne tilskrives mænd der kendte Jesus, så ham dø og påstod at have set ham efter hans opstandelse. Det er den tidligere skatteopkræver, apostelen Mattæus, og Jesu elskede apostel, Johannes. Endnu en bibelskribent, apostelen Paulus, hævdede også at have set den opstandne Jesus. Paulus anfører desuden navnene på andre som så Jesus i live efter hans død, og han siger at Jesus ved en lejlighed viste sig for „mere end fem hundrede brødre på én gang“. — 1 Korinther 15:3-8.

28. Hvilken virkning havde Jesu opstandelse på Peter?

²⁸ En af dem Paulus nævner som øjenvidne er Jakob, Jesu kødelige halvbroder, som må have kendt Jesus fra barn. En anden er apostelen Peter; historikeren Lukas beretter at Peter aflagde et frygtløst vidnesbyrd om Jesu opstandelse blot få uger efter hans død. (Apostelgerninger 2:23, 24) To breve i Bibelen tilskrives Peter, og i det første af disse viste Peter at hans tro på Jesu opstandelse stadig var en magtfuld motivation for ham mange år efter. Han skrev: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ — 1 Peter 1:3.

29. Hvilke overbevisende udsagn har vi adgang til, selv om vi ikke kan tale med dem der var øjenvidner til opstandelsen?

²⁹ Ligesom Lukas kunne tale med folk der hævdede at have set og have talt med Jesus efter hans død, kan vi læse hvad nogle af disse har skrevet. Og vi kan selv dømme om hvorvidt de var ført bag lyset, om de forsøgte at føre andre bag lyset, eller om de virkelig så den opstandne Kristus. Oprigtig talt var der ingen mulighed for at føre dem bag lyset. Flere af dem var Jesu nære venner lige til hans død. Nogle af dem så hans lidelser på marterpælen. De så blodet og vandet komme ud da soldaten stak ham i siden med sit spyd. Soldaten vidste, og de vidste, at Jesus var fuldstændig død. Senere, siger de, så de Jesus i live og talte med ham. Nej, de kan umuligt have været ført bag lyset. Forsøgte de da at føre os bag lyset ved at sige at Jesus var blevet oprejst? — Johannes 19:32-35; 21:4, 15-24.

30. Hvorfor er det utænkeligt at de der var øjenvidner til Jesu opstandelse skulle lyve?

³⁰ For at svare på dette behøver vi blot at spørge os selv: Troede de selv på det de sagde? Det kan der ikke være nogen som helst tvivl om. Datidens kristne — de der hævdede at være øjenvidner til opstandelsen indbefattet — byggede hele deres tro på Jesu opstandelse. Apostelen Paulus sagde: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. . . . Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er jeres tro forgæves.“ (1 Korinther 15:14, 17) Lyder det som om han lyver når han siger at han har set den opstandne Kristus?

31, 32. Hvad gav de første kristne afkald på, og hvorfor er dette et vægtigt vidnesbyrd om at disse kristne talte sandt når de sagde at Jesus var blevet oprejst?

³¹ Tænk over hvad det indebar at være kristen dengang. Det gav hverken prestige, magt eller rigdom. Tværtimod. Mange af de første kristne fandt sig med glæde i at man, på grund af deres tro, ’røvede hvad de ejede’. (Hebræerne 10:34) Kristendommen indebar et liv i selvopofrelse og forfølgelse der i mange tilfælde endte med en skændig og smertefuld død som martyr.

³² Nogle kristne kom fra velstående familier, som for eksempel Johannes, hvis fader havde en tilsyneladende blomstrende fiskerivirksomhed i Galilæa. Mange havde lovende fremtidsudsigter, som for eksempel Paulus, der, da han tog imod kristendommen, havde studeret hos den ansete rabbiner Gamaliel og var begyndt at udmærke sig i de jødiske lederes øjne. (Apostelgerninger 9:1, 2; 22:3; Galaterne 1:14) Og dog gav de alle afkald på det som denne verden havde at tilbyde dem, for at udbrede et budskab der byggede på dét at Jesus var blevet oprejst fra de døde. (Kolossenserne 1:23, 28) Ville de bringe sådanne ofre for at lide for en sag som de vidste byggede på en løgn? Svaret er nej. De var villige til at lide og dø for sagen fordi de vidste at dens grundlag var sandt.

Der er sket mirakler

33, 34. Hvad kan vi sige om de øvrige mirakler i Bibelen, eftersom opstandelsen fandt sted?

³³ Ja, vidneudsagnene er fuldstændig overbevisende. Jesus blev oprejst fra de døde den 16. nisan år 33. Og eftersom denne opstandelse fandt sted, kan alle de andre mirakler i Bibelen også have fundet sted — mirakler som vi også har pålidelige øjenvidneberetninger om. Den samme Magt som oprejste Jesus fra de døde, satte Jesus i stand til at oprejse enkens søn fra Nain. Han gav også Jesus kraft til at udføre de mindre — men dog underfulde — helbredelsesmirakler. Han stod bag den mirakuløse bespisning af folkemængden, og han satte Jesus i stand til at gå på vandet. — Lukas 7:11-15; Mattæus 11:4-6; 14:14-21, 23-31.

³⁴ At Bibelen omtaler mirakler er derfor ikke nogen grund til at tvivle på dens sandfærdighed. Tværtimod er dét at der virkelig skete mirakler på Bibelens tid, et magtfuldt bevis for at Bibelen er Guds ord. Men der rettes endnu en indvending mod Bibelen. Mange siger at den modsiger sig selv og at den derfor ikke kan være Guds ord. Har de ret?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 81]

Kristendommens fjender sagde at disciplene stjal Jesu lig. Hvis det var sandt, hvorfor var de kristne da villige til at dø for en tro der byggede på hans opstandelse?

[Ramme på side 85]

Hvorfor sker der ingen mirakler i dag?

Af og til spørger nogle hvorfor der ikke sker mirakler af den slags Bibelen fortæller om, i dag. Svaret er at miraklerne tjente deres formål dengang, og at Gud i dag forventer at vi lever ved tro. — Habakkuk 2:2-4; Hebræerne 10:37-39.

De mirakler der fandt sted på Moses’ tid, tjente til at stadfæste Moses’ bemyndigelse. De viste at Jehova brugte ham, og de bekræftede at Lovpagten var af guddommelig oprindelse og at israelitterne fra da af var Guds udvalgte folk. — 2 Mosebog 4:1-9, 30, 31; 5 Mosebog 4:33, 34.

Miraklerne i det første århundrede bidrog til at stadfæste Jesu stilling og efter ham den unge kristne menigheds stilling. De var med til at godtgøre at Jesus var den lovede Messias, at den kristne menighed efter hans død trådte i stedet for det kødelige Israel som Guds særlige folk, og dermed at Moseloven ikke længere var bindende. — Apostelgerninger 19:11-20; Hebræerne 2:3, 4.

Med apostlenes død hørte miraklernes tid op. Apostelen Paulus forklarede: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet.“ — 1 Korinther 13:8-10.

I dag har vi hele Bibelen med alle Guds åbenbaringer og vejledninger. Vi har profetiernes opfyldelse, og vi har en indgående forståelse af Guds hensigter. Mirakler er derfor overflødige. Men den samme ånd fra Gud som udvirkede mirakler findes stadig og frembringer resultater der i lige så høj grad vidner om Guds magt. Det vil vi komme nærmere ind på i et senere kapitel.

[Illustration på side 75]

Mange betragter naturlovenes stabilitet, der for eksempel indebærer at solen står op hver morgen, som et bevis for at der ikke kan ske mirakler

[Illustration på side 77]

At jorden blev skabt som et hjem for dyrene og menneskene var en ’forunderlig begivenhed’ der kun indtraf denne ene gang

[Illustrationer på side 78]

Hvordan ville du forklare den moderne videnskabs undere for en der levede for 200 år siden?

Kapitel 7

Modsiger Bibelen sig selv?

Bibelen bliver ofte anklaget for at være selvmodsigende. De der kommer med denne påstand har som regel ikke selv læst Bibelen; de gentager blot hvad de har hørt andre sige. Nogle har imidlertid læst i Bibelen og fundet tilsyneladende uoverensstemmelser som foruroliger dem.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvad bliver Bibelen ofte anklaget for at være? (b) Hvad bør vi huske på når vi sammenligner forskellige passager i Bibelen? (c) Hvilke grunde kan der være til at to bibelskribenter undertiden beskriver den samme begivenhed lidt forskelligt?

HVIS Bibelen virkelig er Guds ord, må dens indhold være harmonisk og ikke selvmodsigende. Hvorfor synes nogle passager da at modsige hinanden? For at få svar på dette må vi huske at selv om Bibelen er Guds ord, blev den nedskrevet af en række mænd over en periode på mange hundrede år. Disse skribenter havde forskellig baggrund, forskellige evner og forskellig skrivemåde — og disse forskelle afspejler sig i det de skrev.

² Desuden er det sådan at hvis to eller flere skribenter skal beskrive samme begivenhed, vil én af dem som regel tage nogle detaljer med som en anden vil udelade. Forskellige skribenter vil endvidere arrangere stoffet forskelligt. Én vil måske fremstille det kronologisk, mens en anden vil ordne det på en anden måde. Vi vil i dette kapitel betragte nogle af de påståede modsigelser i Bibelen og se hvordan de forsvinder når man tager ovennævnte forhold i betragtning.

Uafhængige vidner

3, 4. Hvilken tilsyneladende modsigelse er der mellem Mattæus’ og Lukas’ beretning om centurionen hvis tjener var syg, og hvordan kan problemet løses?

³ Nogle „modsigelser“ forekommer hvor to eller flere beretninger omtaler samme begivenhed. For eksempel læser vi i Mattæus 8:5 at da Jesus gik ind i Kapernaum, „kom en centurion hen til ham med en indtrængende bøn“ om at Jesus ville helbrede hans tjener. Men i Lukas 7:3 læser vi at officeren „sendte . . . nogle af jødernes ældste hen til [Jesus] for at anmode ham om at komme og redde hans træl“. Var det officeren selv der talte med Jesus, eller sendte han nogle ældste?

⁴ Svaret er klart nok at manden sendte nogle af jødernes ældste. Hvorfor siger Mattæus så at manden selv kom og bad Jesus om hjælp? Fordi det i realiteten var ham der rettede anmodningen til Jesus. De ældste talte blot på hans vegne.

5. Hvorfor siger Bibelen at det var Salomon der byggede templet, når det tydeligt nok var andre der udførte arbejdet?

⁵ Svarende til dette læser vi i Anden Krønikebog 3:1 at ’Salomon begyndte at bygge Jehovas hus i Jerusalem,’ og senere at ’Salomon blev færdig med Jehovas hus’. (2 Krønikebog 7:11) Var det Salomon selv der byggede templet fra først til sidst? Selvfølgelig ikke. Selve byggearbejdet blev udført af en mængde håndværkere og medhjælpere. Men det var Salomon der havde organiseret arbejdet. Han var den ansvarlige. Derfor siger Bibelen at han byggede huset. Set under samme synsvinkel fortæller Mattæusevangeliet at officeren henvendte sig til Jesus. Men Lukas tilføjer den detalje at han henvendte sig til ham gennem jødernes ældste.

6, 7. Hvordan kan vi få de to forskellige evangelieberetninger om Zebedæus-sønnernes anmodning til at harmonere med hinanden?

⁶ Der er et andet eksempel som ligner det. I Mattæus 20:20, 21 læser vi: „Så kom moderen til Zebedæus’ sønner hen til [Jesus] med sine sønner, bøjede sig ærbødigt for ham og bad ham om noget.“ Det hun bad om, var at hendes sønner måtte få de mest begunstigede stillinger når Jesus kom i sit rige. I Markus’ beretning om samme hændelse læser vi: „Jakob og Johannes, de to sønner af Zebedæus, trådte hen til [Jesus] og sagde til ham: ’Lærer, vi ønsker at du skal gøre det for os vi vil bede dig om.’“ (Markus 10:35-37) Var det de to sønner der rettede denne anmodning til Jesus, eller var det moderen?

⁷ Det er tydeligt at anmodningen kom fra de to sønner, sådan som Markus siger. Men de fremførte den gennem deres moder. Hun talte på deres vegne. Dette underbygges af Mattæus’ bemærkning om at da de andre apostle hørte hvad moderen til Zebedæus’ sønner havde gjort, harmedes de, ikke på moderen, men „på de to brødre“. — Mattæus 20:24.

8. Hvordan kan to beretninger om samme begivenhed begge være sande, selv om de afviger lidt fra hinanden?

⁸ Har du nogen sinde hørt to mennesker beskrive noget de begge har oplevet? Så har du sikkert lagt mærke til at de hver især plejer at fremhæve forskellige detaljer der har gjort indtryk på dem. Og den ene udelader gerne noget som den anden tager med. Men de taler begge sandt. Sådan forholder det sig også med de fire evangelieberetninger om Jesu tjeneste og med andre historiske beretninger i Bibelen hvor flere skribenter beskriver de samme begivenheder. Hver skribent er nøjagtig med sine oplysninger, selv om den ene måske tager noget med som den anden udelader. Ved at sammenholde beretningerne får man et klarere og mere detaljeret billede af hvad der skete. Variationerne mellem dem viser at det er selvstændige beretninger. Og harmonien mellem dem viser at de er sande.

Læs sammenhængen

9, 10. Hvordan hjælper sammenhængen os til at se hvor Kain fik sin kone fra?

⁹ Tilsyneladende uoverensstemmelser bliver ofte opklaret når man blot læser sammenhængen. Lad os for eksempel tage det tilbagevendende spørgsmål om hvor Kain fik sin kone fra. I Første Mosebog 4:1, 2 læser vi: „Da tiden var inde fødte [Eva] Kain og sagde: ’Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.’ Senere fødte hun igen, nemlig hans broder Abel.“ Kain slog som bekendt Abel ihjel, og derefter læser vi at Kain var gift og fik børn. (1 Mosebog 4:17) Hvor fik han sin kone fra, hvis Adam og Eva kun havde de to sønner?

¹⁰ Løsningen ligger i det faktum at Adam og Eva havde flere børn. Ifølge sammenhængen fik de en stor børneflok. Første Mosebog 5:3 oplyser at Adam blev fader til endnu en søn, som han kaldte Set, og i det følgende vers læser vi at han ’blev fader til sønner og døtre’. (1 Mosebog 5:4) Kain kan altså have giftet sig med en af sine søstre eller med en af sine niecer. På dette tidlige tidspunkt i menneskehedens historie, da menneskene endnu ikke havde fjernet sig langt fra det fuldkomne stade, indebar et sådant ægteskab åbenbart ikke den samme risiko for afkommet som det ville have gjort i dag.

11. Hvilken uoverensstemmelse mener nogle at der er mellem disciplen Jakob og apostelen Paulus?

¹¹ Ved at tage sammenhængen i betragtning hjælpes vi også til at opklare det som nogle har påstået er en uoverensstemmelse mellem apostelen Paulus og disciplen Jakob. I Efeserbrevet 2:8, 9 siger Paulus at de kristne bliver frelst ved tro, ikke ved gerninger. Han siger: „I [er] frelst ved tro; . . . det skyldes ikke gerninger.“ Jakob, derimod, holder på at gerninger har stor betydning. Han skriver: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ (Jakob 2:26) Hvordan kan disse to udtalelser forenes?

12, 13. Hvordan ser vi at Jakobs ord supplerer Paulus’, frem for at modsige dem?

¹² Når vi tager Paulus’ ord i deres sammenhæng, finder vi at den ene udtalelse supplerer den anden. Paulus henviser til at jøderne bestræbte sig for at overholde Moseloven. De troede at hvis de kunne overholde Loven til punkt og prikke, ville de blive retfærdige. Paulus påpegede at dette var umuligt. Vi kan aldrig blive retfærdige — og dermed gøre os fortjent til frelsen — ved hjælp af vore egne gerninger, for vi er født syndige. Vi kan kun blive frelst ved at tro på Jesu genløsningsoffer. — Romerne 5:18.

¹³ Jakob tilføjer imidlertid den vigtige detalje at troen i sig selv er værdiløs hvis ikke den ledsages af gerninger. Hvis man hævder at man tror på Jesus må man vise det i handling. En uvirksom tro er død og vil ikke føre til frelse.

14. Hvor viser Paulus at han er i fuld overensstemmelse med det princip at troen må komme til udtryk i gerning for at være levende?

¹⁴ Apostelen Paulus var i fuld overensstemmelse med dette, og han nævner ofte den form for gerninger de kristne bør gøre for at vise deres tro. Han skrev for eksempel til romerne: „Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Ja, for at opnå frelse er det vigtigt at man ’offentligt bekender’ sin tro ved at dele den med andre. (Romerne 10:10; se også Første Korintherbrev 15:58; Efeserbrevet 5:15, 21-33; 6:15; Første Timoteusbrev 4:16; Andet Timoteusbrev 4:5; Hebræerbrevet 10:23-25.) På den anden side kan man aldrig ved nogen kristen gerning, og bestemt heller ikke ved nogen bestræbelse for at overholde Moseloven, gøre sig fortjent til evigt liv. Evigt liv er „den gave Gud giver“ dem som udviser tro. — Romerne 6:23; Johannes 3:16.

Forskellige synsvinkler

15, 16. Hvordan kunne både Moses og Josua have ret når den ene sagde at landet øst for Jordan lå „på denne side“ af floden, mens den anden sagde at det lå „på den anden side“?

¹⁵ Somme tider beskrev bibelskribenterne de samme begivenheder under forskellige synsvinkler, eller de byggede deres beretninger op på forskellige måder. Når man tager disse forskelle i betragtning, er der flere tilsyneladende modsigelser som nemt lader sig opklare. Et eksempel på dette er at Moses i Fjerde Mosebog 35:14 omtaler Østjordanlandet som liggende „på denne side af Jordan“, mens Josua i Josua 22:4 siger at det lå „på den anden side af Jordan“. Hvem af dem havde ret?

¹⁶ Det havde de begge. Ifølge beretningen i Fjerde Mosebog var israelitterne endnu ikke gået over Jordanfloden og ind i det forjættede land, så for dem var landet øst for Jordan „på denne side“. Josua var derimod kommet over Jordan og befandt sig nu vest for floden, i Kana’ans land. For ham var landet øst for Jordan derfor „på den anden side“.

17. (a) Hvilken påstået uoverensstemmelse finder nogle i de to første kapitler i Første Mosebog? (b) Hvad er grunden til den formodede uoverensstemmelse?

¹⁷ Den måde en beretning er opbygget på, kan også medføre tilsyneladende modsigelser. I Første Mosebog 1:24-26 viser Bibelen at dyrene blev skabt før mennesket. Men i Første Mosebog 2:7, 19, 20 ser det ud som om mennesket blev skabt før dyrene. Forskellen ligger i at de to skabelsesberetninger er skrevet under to forskellige synsvinkler. Den første beskriver skabelsen af himmelen og jorden og alt liv der. (1 Mosebog 1:1–2:4) Den anden koncentrerer sig om skabelsen af mennesket og om syndefaldet. — 1 Mosebog 2:5–4:26.

18. Hvordan kan vi forklare de tilsyneladende uoverensstemmelser mellem de to skabelsesberetninger?

¹⁸ I den første beretning er indholdet ordnet kronologisk, efter hvad der skete på seks på hinanden følgende „dage“. I den anden er det ordnet efter betydning. Efter en kort indledning går beretningen direkte frem til at beskrive Adams skabelse, eftersom det er ham og hans familie det efterfølgende drejer sig om. (1 Mosebog 2:7) Andre oplysninger knyttes til efterhånden som der bliver behov for dem. Efter at Adams skabelse er beskrevet, får vi at vide at han skulle bo i en have i Eden, så nu fortælles hvordan Edens have blev plantet. (1 Mosebog 2:8, 9, 15) Jehova pålægger Adam at give „alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger“ navne, og i den forbindelse nævnes det så at ’Jehova Gud havde været i færd med at danne’ alle disse skabninger, selv om deres skabelse begyndte længe før Adam viste sig på skuepladsen. — 1 Mosebog 2:19; 1:20, 24, 26.

Læs beretningen omhyggeligt

19. Hvilken forvirring synes der at være i Bibelens beretning om israelitternes indtagelse af Jerusalem?

¹⁹ I nogle tilfælde kan man opklare tilsyneladende modsigelser ved blot at læse beretningen omhyggeligt og tænke over de oplysninger der gives. Det er tilfældet med beretningen om israelitternes indtagelse af Jerusalem. Jerusalem anføres som en del af Benjamins arvelod, men der siges at Benjamins stamme ikke var i stand til at indtage byen. (Josua 18:28; Dommerne 1:21) Der siges også at Juda ikke var i stand til at indtage byen — som om Jerusalem hørte til denne stammes arvelod. Omsider lykkedes det Juda at besejre Jerusalem og at brænde byen af. (Josua 15:63; Dommerne 1:8) Flere hundrede år senere siges der imidlertid også at David indtog Jerusalem. — 2 Samuel 5:5-9.

20, 21. Hvilket billede får man af Jerusalems indtagelse når man grundigt undersøger alle relevante enkeltheder?

²⁰ Ved første øjekast kan alt dette forekomme ret forvirrende, men i virkeligheden er der ingen modsigelse i det. Grænsen mellem Judas og Benjamins områder fulgte Hinnoms Dal tværs igennem det gamle Jerusalem. Det der senere blev kaldt Davidsbyen lå i Benjamins område, i overensstemmelse med det der siges i Josua 18:28. Men det er sandsynligt at jebusitterbyen Jerusalem strakte sig ind i Judas område på den anden side af Hinnoms Dal, sådan at Juda også måtte føre krig mod byens kana’anæiske indbyggere.

²¹ Benjamin var ikke i stand til at indtage byen. Engang lykkedes det Juda at indtage den og at brænde den af. (Dommerne 1:8, 9) Men Judas styrker drog åbenbart videre, og nogle af byens oprindelige indbyggere vendte tilbage til den. Senere dannede de en modstandslomme som hverken Juda eller Benjamin kunne nedkæmpe. Derved blev jebusitterne boende i Jerusalem indtil David indtog byen flere hundrede år senere.

22, 23. Hvem bar Jesu marterpæl ud til henrettelsesstedet?

²² Vi finder et andet eksempel i evangelierne. I forbindelse med at Jesus blev ført ud til henrettelsen læser vi i Johannesevangeliet at „han selv bar marterpælen“. (Johannes 19:17) Men i Lukas’ beretning læser vi: „Mens de nu førte ham bort greb de fat i Simon, en mand fra Kyrene, som var på vej ind fra landet, og de lagde marterpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.“ (Lukas 23:26) Bar Jesus marterpælen, eller bar Simon den for ham?

²³ Til at begynde med bar Jesus den åbenbart selv, sådan som Johannes siger. Men senere blev Simon fra Kyrene, sådan som Mattæus, Markus og Lukas fortæller, tvunget til at bære den for ham resten af vejen ud til henrettelsespladsen.

Viser at vidnerne er uafhængige

24. Hvorfor undrer det os ikke at vi finder nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen, og hvilken slutning bør vi ikke drage?

²⁴ Det er sandt at der er nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen som er vanskelige at løse. Men det behøver ikke at være direkte modsigelser. Ofte er forklaringen blot den at nogle oplysninger er udeladt. Bibelen indeholder tilstrækkeligt til at dække vort åndelige behov. Hvis den skulle oplyse alle detaljer ved hver eneste begivenhed den omtaler, ville den blive et uhåndterligt bibliotek i stedet for den handige, overkommelige bog vi har i dag.

25. Hvad siger Johannes om beretningen om Jesu tjeneste, og hvordan hjælper dette os til at forstå hvorfor Bibelen ikke oplyser alle detaljer ved hver eneste begivenhed?

²⁵ Om Jesu tjeneste skrev apostelen Johannes med en berettiget overdrivelse: „Der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ (Johannes 21:25) Det ville være endnu mere umuligt at nedskrive alle detaljer i Guds folks lange historie fra patriarkerne frem til den kristne menighed i det første århundrede!

26. Hvad indeholder Bibelen oplysninger nok til at vi kan se?

²⁶ Bibelen er et mesterligt eksempel på sammentrængningens kunst. Den er kortfattet, men indeholder dog så mange oplysninger at vi kan se at den ikke er menneskeværk. Afvigelserne viser at skribenterne var uafhængige vidner, og den enestående harmoni i Bibelen — som vi vil behandle nærmere i et senere kapitel — udelukker enhver tvivl om dens guddommelige oprindelse. Den er Guds ord, ikke menneskers.

[Tekstcitat på side 89]

Tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen viser at skribenterne virkelig var uafhængige vidner

[Tekstcitat på side 91]

Påståede modsigelser forsvinder ofte når man læser sammenhængen

[Ramme på side 93]

„Uoverensstemmelser“ behøver ikke at være selvmodsigelser

Teologen Kenneth S. Kantzer gav engang et eksempel på hvordan to beretninger om samme hændelse kan synes modstridende og alligevel begge være sande. Han skrev: „For nogen tid siden blev moderen til en af vore nære venner dræbt. Vi hørte først om hendes død gennem en fælles ven, som fortalte os at hun havde stået på et gadehjørne og ventet på en bus, da hun var blevet ramt af en anden bus som kørte forbi, hvorved hun blev dødeligt kvæstet og døde få minutter senere.“

Kort efter fik teologen en helt anden rapport. Han fortæller: „Af den afdødes barnebarn hørte vi at hun havde været impliceret i et sammenstød, var blevet kastet ud af bilen og var blevet dræbt på stedet. Drengen var helt sikker på at det var rigtigt.

Langt senere . . . forsøgte vi at finde ud af sammenhængen. Det viste sig at bedstemoderen havde ventet på en bus, var blevet ramt af en anden bus og var kommet alvorligt til skade. Hun var blevet taget op af en forbipasserende bil, som kørte i fuld fart af sted mod hospitalet, men undervejs stødte den sammen med en anden bil. Hun blev kastet ud af bilen og dræbt på stedet.“¹

Ja, to beretninger om samme begivenhed kan begge være sande, selv om de ikke synes at stemme overens. Også i Bibelen er der eksempler på at uafhængige vidner beskriver forskellige detaljer ved samme begivenhed. Men i stedet for at modsige hinanden supplerer de hinanden, og hvis vi sammenholder de forskellige beretninger får vi et mere fuldstændigt billede af hvad der er foregået.