Uruguay
DA SPANIERNE kom til Uruguay i 1516, fandt de ikke guld eller sølv, ej heller passagen til Orienten som de søgte efter. Men efterhånden indså de at det bakkede terræn og milde klima var ideelt for husdyrbesætninger. Her var en mulighed for at tjene penge. Spanierne gjorde så det som kolonimagterne ofte greb til: Med militæraktioner søgte de at udrydde de indfødte charrua-indianere og overtage kontrollen med landet. I løbet af det 17. og 18. århundrede blev lokalbefolkningen nærmest udskiftet. Senere ankom desuden tusinder af immigranter fra Italien og andre lande. De fleste indbyggere i Uruguay i dag er derfor efterkommere af europæiske immigranter, og spansk er det officielle sprog.
Trods den massive europæiske indflydelse på de mere end tre millioner indbyggere har omkring 10 procent indfødte forfædre, og færre end 3 procent er efterkommere af slaver som blev bragt hertil fra Afrika. De fleste uruguayanere går ikke særlig meget op i religion. Den katolske kirke har ikke samme stærke greb i befolkningen som i andre sydamerikanske lande. Faktisk har der fra begyndelsen af det 20. århundrede været en markant adskillelse mellem kirke og stat. Der er mange fritænkere, agnostikere og ateister, men der er også mange som tror på Gud. Man hører ofte nogle sige: „Jeg tror på Gud. Jeg tror bare ikke på religionen.“
Hvordan ville sådanne mennesker reagere hvis de i stedet for kristenhedens trosbekendelser lærte om den sande Gud, hvis kærlige handlemåde og hensigt med menneskene er beskrevet i Bibelen? Ville de vise sig at være blandt de „kostbare skatte“ som Gud vil byde velkommen i sit åndelige tilbedelseshus? — Hag. 2:7.
En langsom begyndelse
I 1924 kom Juan Muñiz fra Spanien for at søge efter retsindige mennesker som ønskede at tilbede Jehova. Vagttårnsselskabets daværende præsident, J. F. Rutherford, havde bedt ham om at flytte til Sydamerika og føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i Argentina, Chile, Paraguay og Uruguay. Kort efter sin ankomst til Argentina sejlede han over Río de la Plata for at forkynde for folk i Uruguay.
I de næste 43 år, indtil sin død i 1967, underviste Juan Muñiz frygtløst i Guds ord, og han var medvirkende til at den gode nyhed blev spredt til flere sydamerikanske lande, deriblandt Uruguay. Mange Jehovas vidner fra den periode husker hvordan han i to eller tre timer kunne holde et publikums opmærksomhed fangen ved hjælp af Bibelen og uden at støtte sig til notater.
Anmodning om flere arbejdere imødekommet
Kort efter sin ankomst til Sydamerika kunne Juan Muñiz se at der var gode muligheder for at gøre disciple, og at der derfor var et stort behov for flere arbejdere. Han må have følt det som Jesus: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) I harmoni med sine bønner til Jehova, „høstens Herre“, fortalte broder Muñiz broder Rutherford om behovet.
Som følge af denne anmodning spurgte broder Rutherford under et stævne i 1925 i Magdeburg, Tyskland, en tysk pioner om han var villig til at hjælpe til i Sydamerika. Pioneren hed Karl Ott. Broder Ott tog imod tildelingen og blev blandt de spansktalende brødre kendt som Carlos Ott. Efter at have tjent i Argentina nogen tid blev han i 1928 sendt til Montevideo, Uruguays hovedstad. I de næste ti år tjente han i Uruguay.
Carlos gik straks i gang med arbejdet. Han viste sig at være både flittig og initiativrig. Der gik ikke lang tid før han havde fundet et sted på Río Negrogade hvor han både kunne bo og afholde bibelstudiemøder med nogle få interesserede. Han fik også udsendt bibelske foredrag i radioen. Én radiostation gik endda med til at gøre det gratis.
Nogle gange gik Carlos ind på en restaurant og henvendte sig til folk ved bordene mens de spiste. En dag hvor han var optaget af denne bord-til-bord-forkyndelse, mødte han José Gajek, en tysk butiksindehaver som hurtigt tog imod sandheden. Snart sluttede José sig til Carlos som en af de første forkyndere af den gode nyhed i Uruguay.
Broder Gajek var fast besluttet på at være med til at udbrede den gode nyhed om Guds rige på heltidsbasis, og derfor solgte han sin købmandsforretning og tog pionertjenesten op. Han og broder Ott dækkede en stor del af landet idet de forkyndte fra hus til hus og holdt bibelske foredrag i mange byer. Broder Gajek såede Rigets sæd i mange uruguayaneres hjerter indtil sin død i 1953. Mange af dem han underviste, sluttede sig til den kristne menighed og er forblevet trofaste frem til i dag.
Russere tager imod sandheden
Under den første verdenskrig bosatte mange russiske familier sig i den nordlige del af Uruguay. Her oprettede de velfungerende landbrugskolonier. De bevarede desuden deres traditionelle respekt for Bibelen og læste regelmæssigt i den. Dette hårdtarbejdende og reserverede folk levede en spartansk tilværelse og havde kun begrænset kontakt med uruguayanerne. Her kommer en anden af de første forkyndere af den gode nyhed i Uruguay ind i billedet. Han hed Nikifor Tkachenko.
I Bessarabien, hvor Nikifor var født, havde han været en renlivet kommunist. Efter at han var emigreret til Brasilien, havde han modtaget en brochure med titlen Hvor er de døde?, udgivet af Vagttårnsselskabet. Han kunne med det samme se at det var sandheden, og blev en ivrig bibellæser. Snart begyndte han at forkynde blandt de russisktalende indbyggere i São Paulo i Brasilien. Han nærede et stærkt ønske om at forkynde på sit eget sprog for sine landsmænd i Uruguay og rejste derfor de cirka 2000 kilometer dertil. I 1938 ankom broder Tkachenko således til en lille russisk koloni kaldet Colonia Palma i det nordlige Uruguay, og her tjente han med en sådan nidkærhed at han kort efter havde uddelt hele sin forsyning af bibelske publikationer på russisk.
Disse landmænd reagerede med begejstring. Hele familier begyndte at studere og tog imod sandheden. De viste sig at være blandt de „kostbare skatte“ der blev inviteret til Jehovas hus. Tkachenko, Stanko, Cotlearenco, Gordenko, Seclenov og Sicalo er blot nogle få af de familier hvis børnebørn og oldebørn har dannet grundlag for nordlige menigheder som Bella Unión, Salto og Paysandú. Nogle fra disse familier har været specialpionerer, ældste, kredstilsynsmænd og missionærer. Hvad broder Tkachenko angår, forblev han trofast indtil sin død i 1974.
De seks tyskere
På grund af den voldelige forfølgelse af Jehovas vidner i Nazityskland forlod mange tyske pionerer deres hjemland for at tjene i Sydamerika. Tidligt i 1939 ankom seks af disse pionerer til Montevideo, fattige og med kun få ejendele. De var glade for at møde Carlos Ott, som tog imod dem. De seks var Gustavo og Betty Bender, Adolfo og Carlota Voss, Kurt Nickel og Otto Helle. Blot tre dage efter deres ankomst forkyndte de fra hus til hus. De kunne ikke spansk og brugte derfor et trykt spansk vidnesbyrdkort. Det eneste de kunne sige på spansk, var „Por favor, lea esto“ („læs venligst dette“). Trods deres begrænsede sprogkundskaber fik den tyske gruppe til opgave at tage sig af Rigets arbejde i Uruguay da broder Ott fik tildelt et nyt distrikt i Argentina.
De første par måneder var vanskelige. Det var noget af en udfordring at lære sproget. Det var ikke usædvanligt at de inviterede folk til riñones (nyrerne) i stedet for reuniones (møderne); de talte om abejas (bier) i stedet for ovejas (får); og de bad om arena (sand) i stedet for harina (mel). En af dem mindes: „Det var meget vanskeligt at forkynde fra hus til hus og lede bibelstudier og møder uden at kende sproget. Desuden fik vi ingen økonomisk hjælp. Vi brugte de bidrag vi fik ind for publikationerne, til at dække vores udgifter til mad og transport. Vi glædede os over at vi ved slutningen af 1939 havde tegnet 55 abonnementer, spredt mere end 1000 bøger og 19.000 brochurer.“
Cykler og telte
Disse seks tyskere lod sig ikke så let slå ud. De begyndte snart at bringe den gode nyhed ud i hele landet på så økonomisk en måde som muligt — de købte seks cykler. Otto Helle og Kurt Nickel cyklede i flere dage, 615 kilometer, for at nå Colonia Palma og støtte broder Tkachenko. Forestil dig deres overraskelse da de opdagede at han hverken talte spansk eller tysk; og de forstod ikke et ord russisk. Konfronteret med følgerne af det der var sket ved Babelstårnet, besluttede de at bruge deres sparsomme spanske ordforråd i den nærliggende by Salto, mens broder Tkachenko fortsatte med at forkynde for russerne. — 1 Mos. 11:1-9.
I mellemtiden indledte familien Bender en rejse på flere hundrede kilometer på støvede grusveje med det mål at udbrede Bibelens budskab til byerne i syd. De medbragte et telt, en lille primus, køkkenredskaber, publikationer, en grammofon og plader med bibelske foredrag samt tøj til adskillige måneder. Bagagen på hver cykel vejede lige så meget som en person. Med dette sparsomme udstyr trodsede de kulden, varmen og regnen. Nogle gange når de måtte vade gennem floder, var de nødt til at bære alt på skuldrene for at holde publikationerne og grammofonen tør.
Noget af det vigtigste var deres telt. Familien Bender havde selv gjort deres telt vandtæt ved at behandle det med olie og, for at holde møl væk, med hvidløg. En morgen kunne de næppe tro deres øjne da de vågnede og kunne se himmelen gennem snesevis af huller i teltet. I nattens løb havde myrer spist et festmåltid bestående af teltdug med olie og hvidløg. Det tyske ægtepar havde ikke taget højde for myrernes glubende appetit.
„Nazispioner“?
Det at Gustavo og Betty Bender var tyskere, blev et af deres største problemer mens de forkyndte i det indre af landet. Det skyldtes at den anden verdenskrig var i fuld gang, og at radio og aviser i Uruguay bragte sensationelle reportager om tyskernes fremmarch i Europa. Ved en lejlighed havde familien Bender slået lejr i udkanten af en by, og i radioen blev det sagt at tyskerne havde kastet bevæbnede faldskærmssoldater med cykler ned bag fjendens linjer. Straks konkluderede paniske indbyggere at det tyske par i udkanten af byen var nazispioner. Det lokale politi og en stor gruppe bevæbnede mænd satte straks kurs mod familien Benders lejr for at undersøge sagen.
Gustavo og Betty blev forhørt. Politiet bemærkede at nogle ting var dækket af teltdug, og spurgte nervøst: „Hvad gemmer I der?“ Gustavo svarede: „Vores to cykler og nogle bibelske publikationer.“ Med et skeptisk blik bad betjenten ham om at fjerne teltdugen. Til betjentenes store lettelse var der ingen maskingeværer, men derimod to cykler og nogle bøger. Betjentene indbød venligt ægteparret til at bo et mere gæstfrit sted mens de forkyndte i byen, nemlig på politistationen.
De seks tyskere forkyndte trofast i årtier i Uruguay. Efter Gustavo Benders død i 1961 vendte hans kone tilbage til Tyskland, hvor hun fortsatte sin pionertjeneste. Hun døde i 1995. Adolfo og Carlota Voss tjente som missionærer i Uruguay indtil de døde i henholdsvis 1993 og 1960. Kurt Nickel forblev ligeledes i Uruguay til sin død, nemlig i 1984. I skrivende stund er Otto Helle 92 år gammel og tjener stadig i Uruguay.
Sandhedens sæd bærer frugt
Disse tidlige forkyndere af den gode nyhed i Uruguay søgte nidkært efter dem der gerne ville være undersåtter under Guds rige. I 1944 var der 20 forkyndere og 8 pionerer som rapporterede i Uruguay. Det begyndte i det små, men der skulle findes flere „kostbare skatte“.
María de Berrueta og hendes fire børn — Lira, Selva, Germinal og Líber — begyndte at overvære de kristne møder i 1944. Kort efter begyndte Lira og Selva at forkynde, og efter blot et par måneder begyndte de i pionertjenesten. De sluttede sig til Aida Larriera, en af de første og meget nidkære forkyndere i landet. Familien Berrueta var imidlertid ikke blevet døbt. Det opdagede Juan Muñiz da han på et tidspunkt var på besøg fra Argentina. Så efter seks måneder i heltidstjenesten blev Lira og Selva døbt samtidig med deres bror Líber og deres mor, María.
„Jehovas ufortjente godhed har holdt os oppe, og vi har aldrig svigtet vores indvielse,“ siger Lira. I 1950 blev hun indbudt til Gileadskolen. Som missionær blev hun sendt til Argentina, hvor hun tjente i 26 år. I 1976 vendte hun tilbage til Uruguay. I 1953 kom Selva også på Gileadskolen sammen med sin mand. De blev sendt til Uruguay, hvor han tjente som kredstilsynsmand. Selva forblev trofast til sin død i 1973. Líber giftede sig og stiftede familie. Han nød også mange tjenesteprivilegier. Indtil sin død i 1975 var han formand for det juridiske selskab Sociedad La Torre del Vigía, som Jehovas Vidner i Uruguay benyttede. Hvad skete der med Germinal? Han holdt op med at komme sammen med Jehovas folk. Men efter cirka 25 år spirede sandhedens sædekorn igen i hans hjerte, og i dag er han ældste i en af menighederne i Montevideo.
Gileadmissionærer ankommer
I marts 1945 aflagde Nathan H. Knorr og Frederick W. Franz fra Selskabets hovedkontor deres første besøg i Uruguay. De var til opmuntring for alle. En anden broder, Russell Cornelius, ankom til Uruguay omkring samme tidspunkt. Broder Cornelius var ikke blot på besøg. Til brødrenes store glæde fik han som den første gileadmissionær tildelt distrikt i Uruguay. Dengang kunne han kun få ord på spansk, men han var besluttet på at lære sproget. Efter seks uger holdt han sit første offentlige foredrag på spansk. Han viste sig at blive en uvurderlig støtte for Rigets arbejde i Uruguay.
Samme år sendte Selskabet yderligere 16 missionærer til landet — alle unge søstre. Deres tilstedeværelse i Montevideo blev snart bemærket, og en avis skrev at „blonde engle med makeup“ var kommet ned fra himmelen til Montevideo. Søstrene tog straks fat på at forkynde med nidkærhed og begejstring. Virkningen af deres forkyndelse var tydelig. Antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden steg fra 31 i 1945 til 204 året efter. Senere blev adskillige af disse missionærer sendt til byer i det indre af landet. Jehova velsignede deres indsats i områder hvor den gode nyhed aldrig før havde været forkyndt.
I årenes løb har mere end 80 missionærer tjent i Uruguay. Blandt dem der stadig virker der, er Ethel Voss, Birdene Hofstetter, Tove Haagensen, Günter Schönhardt, Lira Berrueta og Florence Latimer. De har alle været i deres distrikt i mere end 20 år. Efter 32 års missionærtjeneste, heraf mange i rejsetjenesten, døde søster Latimers mand, William, i Uruguay.
Et godt bevogtet møde
Jack Powers, der udgik fra den første Gileadklasse, begyndte at tjene i Uruguay den 1. maj 1945. Han og hans kone, Jane, arbejdede utrætteligt med at fremme Rigets interesser her indtil 1978, da de måtte forlade landet for at tage sig af deres svagelige forældre i USA. Jack mindes en uforglemmelig episode der udspillede sig mens han var i Uruguay. I 1947 ankom Jack til Rivera, en by i den nordlige del af landet nær grænsen til Brasilien. Der var ingen lokale forkyndere, men sammen med en broder fra Brasilien brugte han en måned på at forkynde i byen og spredte mere end 1000 eksemplarer af brochuren Een Verden, een Regering på spansk.
Som en god afslutning på denne måneds aktivitet besluttede han at holde et offentligt møde på Plaza Internacional. Som navnet antyder, var det placeret lige ved den internationale grænse mellem Brasilien og Uruguay. Efter at have brugt adskillige dage på at annoncere mødet stillede brødrene sig op på Plaza Internacional i forventning om at mange ville strømme til for at høre foredraget. Kort efter ankom 50 bevæbnede betjente som skulle opretholde ro og orden under mødet. Hvor mange kom til mødet? I alt 53 — de to brødre, én person som var interesseret i det emne som foredraget handlede om, og de 50 betjente. Mødet blev afholdt i god orden og med særdeles god beskyttelse.
Året efter sendte Selskabet fem missionærer til Rivera. Kort efter deres ankomst afholdt Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel fra Selskabets hovedkontor et møde i Rivera hvor der var hen ved 380 til stede. I årenes løb er der fundet mange i Rivera som har reageret positivt på budskabet om Riget. Der er nu to menigheder i området.
To nysgerrige naboer
En af de største byer i det indre Uruguay er Salto, som ligger ved østbredden af Uruguayfloden. Det er et frugtbart landbrugsområde som er kendt for sine appelsiner og andre citrusfrugter. Salto har også været frugtbar i åndelig henseende, idet der er fem menigheder dér. Men i 1947 havde missionærerne i Salto kun lige begyndt deres søgen efter Jehovas „kostbare skatte“.
I det år tog Mabel Jones, en af de 16 missionærsøstre som var kommet til landet i 1945, sammen med nogle andre missionærer op til Salto i adskillige uger for at vække interesse for et stævne som skulle holdes dér. To naboer, Carola Beltramelli og hendes veninde Catalina Pomponi, iagttog nysgerrigt Mabel. Da Mabel en lørdag eftermiddag var på vej hjem efter at have været i tjenesten, kom de to nysgerrige naboer hen til hende og stillede bibelske spørgsmål. Catalina Pomponi fortæller: „Jeg har altid funderet over religiøse emner. Derfor begyndte jeg at læse Bibelen på egen hånd. Jeg lærte mange ting. For eksempel lærte jeg at man skal bede til Gud privat og ikke for at blive set af andre. Jeg knælede ofte ned og bad Gud om at få større forståelse. Første gang Mabel Jones talte med os, følte vi det som om et slør blev taget væk fra vore øjne. Da jeg kom hjem, knælede jeg og takkede Gud. Den efterfølgende dag overværede både jeg og Carola det offentlige foredrag ved stævnet.“
Trods modstand fra deres mænd gjorde Mabels to naboer hurtige fremskridt og blev døbt. Med tiden blev Catalina Pomponi udnævnt til specialpioner. Gennem sine mere end 40 års heltidstjeneste har hun hjulpet over 110 personer til at blive døbte vidner for Jehova. Carola Beltramelli viste sig også at være en nidkær forkynder, og hun har hjulpet flere end 30 personer frem til dåb. Carolas to sønner blev pionerer. Den ældste, Delfos, fik den forret at overvære Gileadskolen, og han har siden 1970 været med til at føre tilsyn med arbejdet i Uruguay på afdelingskontoret.
Matélandet
Når missionærerne dækkede landområderne, besøgte de adskillige estancias, store farme med opdræt af kvæg og får. Folk på disse estancias er jævne og gæstfri. Ofte byder de forkynderne på den traditionelle drik, maté. Maté er en varm drik som nydes i små slurke af en græskarkop gennem en bombilla, et metalrør med et filter i den ene ende. For uruguayanerne er tilberedningen og serveringen af maté nærmest en hel ceremoni. Når teen er klar, går koppen rundt fra person til person, idet alle drikker af samme bombilla.
Forestil dig missionærernes reaktion da de første gang blev indbudt til fælles matédrikning. Til deres værters fornøjelse kunne missionærerne ikke lade være med at skære ansigt da de drak den grønne og bitre drik. Efter dette første møde med maté besluttede nogle at det også skulle være det sidste. Fremtidige tilbud om en slurk maté blev høfligt afslået.
’Hvis I bruger billeder, kommer jeg ikke igen’
En gruppe missionærer blev sendt til byen Tacuarembó i det nordlige Uruguay. Denne by er omgivet af store estancias og andre landbrug. I 1949 modtog Gerardo Escribano, en ung landmand med mange spørgsmål vedrørende livet, en indbydelse til at høre et offentligt foredrag i rigssalen. Han tog imod indbydelsen på én betingelse: „Hvis I bruger billeder eller kræver at jeg fremsiger bønner, kommer jeg ikke igen.“
Gerardo var glad for at der hverken blev brugt billeder eller ritualer i rigssalen. I stedet nød han at lytte til et bibelsk foredrag der igen gav ham interesse for Bibelen. Han fortsatte med at overvære møderne og blev med tiden et indviet og døbt vidne for Jehova. I årenes løb har han nydt mange tjenesteprivilegier, for eksempel har han virket som specialpioner, kredstilsynsmand og områdetilsynsmand. Broder Escribano og hans kone, Ramona, har været i heltidstjenesten i sammenlagt mere end 83 år. Siden 1976 har broder Escribano været medlem af afdelingskontorets udvalg sammen med Delfos Beltramelli og Günter Schönhardt, en missionær fra Tyskland som i mange år har ydet et stort bidrag til at opbygge de menigheder der ligger i nærheden af afdelingskontoret.
En større høst
„Høsten er stor, men arbejderne er få,“ sagde Jesus. (Matt. 9:37, 38) Disse ord fik en særlig betydning for missionærerne i Uruguay eftersom de havde et meget stort distrikt at dække. Som årene gik, blev det tydeligt at Jehova støttede og velsignede disse forkynderes indsats.
I 1949 da broder Knorr og broder Henschel besøgte landet for anden gang, mødte 592 personer op i Montevideo for at lytte til broder Knorrs foredrag „Det er senere end du tror“. Ved den lejlighed blev 73 døbt. Dengang var der 11 menigheder i landet. Ti år senere, under broder Knorrs fjerde besøg, talte han til mere end 2000 tilhørere i Montevideo. På det tidspunkt var der 1415 forkyndere og 41 menigheder i Uruguay.
Fra 1950 til 1960 skete der en stor vækst i antallet af menigheder. Men mange måtte fortsat mødes i private hjem. En broder havde meget snedigt monteret små hjul under alle møblerne i stuen. Så når det blev tid til at holde møde, behøvede han blot at trille møblerne væk. Et andet sted mødtes menigheden i et lille rum i den forreste del af et privat hjem. Efterhånden som menigheden voksede, fjernede man skillevægge for at skabe plads. Til sidst var de fleste af væggene fjernet, og familien indvilligede i at bo på den resterende plads bagerst i huset.
Noget der på en meget virkningsfuld måde gjorde folk i Uruguay kendt med Jehovas Vidners virke, var filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Denne film kom til Uruguay i 1955. I det år rejste Líber Berrueta til det indre af landet og viste filmen for mere end 4500 personer. Filmen fik mange som tidligere kun havde vist begrænset interesse for vort arbejde, til at studere Bibelen med Jehovas Vidner.
Et nyt afdelingskontor
Efterhånden som forkyndertallet voksede hastigt, blev der behov for mere egnede bygninger til afdelingskontor og missionærhjem. Gennem tiden havde man lejet forskellige bygninger for at dække behovet. Men nu var tiden kommet til at købe et stykke jord hvor man kunne opføre Selskabets egne bygninger. Det var imidlertid for dyrt at købe en grund i centrum af hovedstaden, Montevideo. Der syntes kun at være mulighed for at købe jord i byens udkant. I 1955 købte man derfor en ret stor grund. Tegningerne blev godkendt, og arbejderne var klar til at gå i gang på grunden. Det kom som et chok for brødrene da de fandt ud af at de lokale myndigheder havde besluttet at udvide en af hovedvejene, og at den skulle gå lige igennem den nyerhvervede grund.
Hvad skulle de gøre? Man forhandlede med myndighederne, som tilbød at købe Selskabets grund. Men de var kun villige til at betale et beløb der var mindre end det som brødrene oprindelig havde givet. Der ville ikke være penge nok til at købe en lignende grund.
„På et tidspunkt sluttede vi at Jehova måske ikke ønskede at vi skulle bygge,“ mindes Jack Powers. „Men vi fik snart en bedre forståelse af Paulus’ ord i Romerbrevet 11:34: ’Hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’ En af myndighedspersonerne foreslog at vi måske kunne bytte vores grund med en af statens grunde som ikke blev benyttet. Han tilbød os en grund der var på omtrent samme størrelse og ideelt placeret midt i Montevideo, på Francisco Bauzágade. Vi tog uden tøven imod tilbudet. Grunden var mange gange mere værd end den vi først havde købt — og vi skulle ikke betale mere for den. Jehova fik ordnet sagerne til gunst for sit folk.“
En arkitekt træffer en særlig beslutning
Byggeriet af afdelingskontoret skred frem under ledelse af Justino Apolo, en kendt arkitekt. Justino var netop begyndt at studere Bibelen med en af missionærerne. „Jeg har altid ønsket at finde sandheden om Gud,“ siger han. „Jeg er blevet opdraget som katolik, men efterhånden blev jeg mere og mere skuffet. Jeg husker stadig tydeligt den dag jeg besøgte kirken for at forberede mit bryllup. Præsten spurgte: ’Hvor mange lys ønsker du i kirken under ceremonien? Jo flere lys, jo dyrere, men du kan være sikker på at det vil imponere dine venner.’ Jeg ville selvfølgelig gerne have et flot bryllup, så jeg bad om mange lys. Præsten spurgte så: ’Vil du have et rødt eller et hvidt tæppe?’ Hvad var forskellen? ’Det røde tæppe vil selvfølgelig fremhæve brudens kjole mere,’ forklarede han, ’men det koster dobbelt så meget.’ Så kom spørgsmålet om sangen ’Ave Maria’. ’Vil du have solo- eller korsang?’ Og sådan fortsatte præsten med at sælge mig den ene ceremonielle handling efter den anden.
Jeg blev gift i kirken, men var meget irriteret over den megen kommercialisme inden for religionen. Da Jehovas vidner begyndte at studere med mig, kunne jeg straks se forskellen. Jeg indså hurtigt at jeg havde fundet sandheden.“
Efter mange måneders bibelstudium hvor Justino kom sammen med Jehovas vidner og arbejdede med opførelsen af afdelingskontoret, indså han at han måtte træffe en afgørelse. Da byggeriet i slutningen af 1961 var fuldført, traf arkitekten den rette beslutning og blev døbt. Justino tjener nu som ældste og har været med til at bygge mere end 60 rigssale i Uruguay.
Fortsatte udvidelser på afdelingskontoret
Den 28. oktober 1961 blev den nye smukke bygning indviet. I stueetagen var der god plads til kontorer, et bogdepot og en rummelig rigssal. Der var ni værelser på første sal hvor missionærerne og kontorpersonalet kunne bo.
For de daværende 1570 aktive forkyndere i landet syntes det nye betelhjem at kunne klare en hvilken som helst vækst i mange år frem. Men væksten skete hurtigere end forventet. I 1985 blev der bygget en toetages tilbygning som fordoblede afdelingskontorets størrelse.
Siden har Selskabet købt en anden udmærket grund i udkanten af Montevideo. Her er man godt i gang med opførelsen af nye bygninger til afdelingskontoret og en stævnehal. Med hjælp fra et internationalt byggehold forventes bygningerne at stå færdige i 1999.
Oplæring af tilsynsmænd
For at kunne tage sig af de stadig flere „kostbare skatte“ i Uruguay var der ikke blot behov for et afdelingskontor, men også for omsorgsfulde hyrder. Mellem 1956 og 1961 fordobledes antallet af forkyndere, og der blev oprettet 13 nye menigheder. Rigets Tjenesteskole viste sig at være en kærlig foranstaltning der kom lige i rette tid. Da Rigets Tjenesteskole begyndte i 1961, traf mange af de brødre der havde ansvarsopgaver i menighederne, foranstaltninger til at overvære disse månedlange kurser. Mange af dem måtte rejse langt, og nogle risikerede at miste deres job fordi de ville overvære hele kurset.
Dette gjaldt for eksempel Horacio Leguizamón, som boede i Dolores, 300 kilometer fra Montevideo, hvor Rigets Tjenesteskole skulle afholdes. Da han bad sin arbejdsgiver om en måneds orlov, fik han at vide at det umuligt kunne lade sig gøre. Broder Leguizamón forklarede hvor vigtig denne oplæring var for ham, og at han ville overvære skolen om så det kostede ham jobbet. Nogle dage efter fik han til sin overraskelse at vide at hans arbejdsgiver havde besluttet at gøre en undtagelse så han kunne overvære skolen uden at miste sit job.
Var kurset alle anstrengelserne værd? „Vi har aldrig oplevet noget lignende,“ fortæller en af de første elever. „At være sammen med modne brødre fra hele landet gav os følelsen af at vi i en måned befandt os i den nye verden. På skolen blev vi udrustet til at klare den udfordring at røgte hjorden på en god måde, med kærlig hjælp fra Jehovas synlige organisation.“
Rigets Tjenesteskole hjalp hundreder af modne kristne til at blive bedre udrustet, og det styrkede menighederne, især i en tid hvor problemerne i den gamle tingenes ordning forværredes.
Fattige, men åndeligt rige
Ifølge uruguayanske historikere markerede 60’erne begyndelsen til den økonomiske nedgang i landet. Prisen på de traditionelle eksportprodukter, såsom oksekød, læder og uld, faldt på det internationale marked. Mange banker og fabrikker gik fallit, og tusinder stod uden arbejde. Folk var bekymrede over den ukontrollable inflation, den pludselige devaluering, de stigende skatter og vanskelighederne ved at skaffe føde og andre fornødenheder.
Den økonomiske krise fik alvorlige sociale konsekvenser. Forarmelsen af den store middelklasse resulterede i en kraftig stigning i kriminaliteten. Utilfredshed førte til hyppige, til tider voldelige, demonstrationer mod myndighederne. Tusinder af uruguayanere, især unge, drog af sted til andre lande i et forsøg på at undslippe en krise der hurtigt forværredes.
Den åndelige vækst blandt Jehovas folk i 60’erne fik derimod én til at tænke på ordene i Esajas 35:1, 2: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. Den skal visselig blomstre, ja endog juble med fryd og glade råb.“ Der blev dannet 15 nye menigheder mellem 1961 og 1969, og det totale forkynderantal nåede et højdepunkt på 2940.
Den 9. december 1965 godkendte myndighederne vedtægterne i vores juridisk anerkendte selskab kaldt Sociedad La Torre del Vigía. Dette redskab har gjort det muligt for os at opnå særlige tilladelser og afgiftsfritagelser for trykning, import og uddeling af bibler og bibelske publikationer. Vores juridiske status har også gjort det muligt at købe grunde og bygge rigssale.
Det „store stævne“
Året 1967 vil altid blive husket som året for det „store stævne“. En delegation på omkring 400 forkyndere fra USA og Europa, deriblandt F. W. Franz og M. G. Henschel, kom til Uruguay for at overvære stævnet. En tilhørerskare på 3958 kunne for første gang glæde sig over fremførelsen af et bibelsk skuespil med kostumer. Det var også første gang at brødrene benyttede Palacio Peñarol, et rummeligt stadion hvor Montevideos vigtige sociale, kunstneriske og sportslige begivenheder blev afholdt.
Mange af de lokale brødre gjorde sig særlige anstrengelser for at finansiere rejsen og opholdet. En søster påtog sig i seks måneder at vaske folks tøj i hånden med henblik på at spare penge op til rejsen. En anden søster, hvis mand var imod at hun var et af Jehovas vidner, tjente penge ved at sælge hjemmelavede kølige forfriskninger til folk i nabolaget.
Hvilket indtryk gjorde stævnet på stadions ledelse? En af lederne udtalte at „Palacio Peñarol aldrig før har været så rent og lugtfrit“. Stadionledelsen var så imponeret over Jehovas Vidners orden og gode organisering at de lod stævneledelsen benytte deres private kontorer. Derefter blev stadion brugt til mange stævner indtil 1977. I det år ændrede myndighederne imidlertid deres holdning til Jehovas Vidner, og i adskillige år fik forkynderne ikke tilladelse til at holde stævner.
„Forsigtige som slanger“
I begyndelsen af 1970’erne blev de økonomiske forhold i Uruguay forværret. Det blev mere almindeligt med protestaktioner. Arbejder- og studenterdemonstrationer udviklede sig til voldelige og vandaliserende opstande. I de store byer opstod der bevæbnede byguerillaer. Skrækken bredte sig da disse bander involverede sig i røverier, bombesprængninger, overfald og kidnapninger. I dette kaos voksede militærets magt, og i 1973 overtog det styret.
Militæret styrede med jernhånd. Alle politiske og fagforeningsmæssige aktiviteter blev forbudt. Der blev indført streng censur over for pressen. Man kunne ikke holde offentlige møder uden tilladelse fra myndighederne. Den enkeltes frihed var stærkt begrænset. Hvordan kunne brødrene ’forkynde ordet’ i denne vanskelige tid? — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:2.
Broder Escribano fortæller: „Dengang måtte vi mere end nogen sinde følge Jesu ord i Mattæus 10:16: ’Se, jeg sender jer som får ud blandt ulve; vis jer derfor forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.’ Selskabet sendte derfor hurtigt vejledning ud til alle de ældste så forkynderne kunne få den nødvendige oplæring til fortsat at forkynde nidkært, men nu med forsigtighed og dømmekraft.“
Visse medlemmer af præsteskabet og religiøse grupper havde støttet oprørerne. Den nye militærregering var derfor meget mistænksom over for alle religiøse bevægelser, også Jehovas Vidner. Mange forkyndere overalt i landet blev arresteret når de gik fra hus til hus. I de fleste tilfælde blev de imidlertid straks løsladt når de fremviste deres bibelske publikationer og forklarede hvad deres arbejde gik ud på. Efter den første bølge af arrestationer fandt brødrene ud af at det ville være klogt at gå ud i mindre grupper så de ikke påkaldte sig opmærksomhed.
I visse tilfælde accepterede militæret stiltiende forkyndernes hus-til-hus-arbejde. Ved en lejlighed forsøgte nogle soldater endda at hjælpe — på deres egen måde. En gruppe soldater var på patrulje i et område hvor en søster gik og forkyndte. Da søsteren havde ringet på ved en dør, stak den besøgte hovedet ud ad vinduet på første sal og bad på en meget uhøflig måde søsteren om at forsvinde. En af soldaterne så hvad der skete, og reagerede prompte ved at rette maskingeværet mod den besøgte og beordre hende til at komme ned og byde søsteren pænt velkommen. Det gjorde hun.
En stævnehal
I juni 1974 modtog afdelingskontoret en besked fra myndighederne om at nogle af de ansvarshavende brødre skulle mødes med sekretæren for højesteret. Broder Beltramelli var en af dem. Han fortæller: „Vi var nervøse. Vi vidste at militærregimet havde myndighed til på stedet at forbyde vores arbejde hvis de ønskede det. Det var derfor en stor lettelse da myndighedspersonen forklarede os at regeringen var interesseret i at købe en bygning vi brugte som rigssal. De tilbød endda at hjælpe os med at finde et andet egnet sted til en rigssal. Det resulterede i at vi kunne købe biografen Lutecia i Montevideo. Den lå ideelt placeret på en af de store boulevarder. Og de penge vi fik af myndighederne, var mere end nok til at bygge biografen om til en ny rigssal.“
„Vi var overbeviste om at Jehova havde en finger med i spillet,“ siger broder Beltramelli. „Det store auditorium i salen rummede mindst 1000 siddepladser. Den kunne ikke blot tjene som rigssal, men også som områdets stævnehal, hvilket der var et desperat behov for i betragtning af de nye restriktioner i forbindelse med stævner.“
I adskillige år blev den tidligere biograf, der officielt var den lokale menigheds rigssal, brugt til ugentlige kredsstævner. Brødrene lærte at være forsigtige med hensyn til disse store sammenkomster. De både ankom og forlod bygningen så diskret som muligt, og de spredte parkeringen af deres biler over et større område i nærheden.
En tid til at bygge
I denne turbulente periode var den konstante vækst i antallet af forkyndere og oprettelsen af nye menigheder til stor glæde. I 1976 var antallet af forkyndere steget med mere end 100 procent på mindre end 10 år. Men heri lå også en stor udfordring: Hvordan skulle der blive plads til så mange nye i de gamle rigssale, hvoraf mange var lejede? „Til alt er der en fastsat tid,“ sagde kong Salomon under inspiration. Med 85 menigheder og kun 42 rigssale syntes det indlysende at det nu var „en tid til at bygge“ rigssale. — Præd. 3:1-3.
Hele landet var dog i økonomisk krise, og menighederne havde ikke penge til at bygge. Hvor skulle man få penge fra? Delfos Beltramelli, afdelingskontorets koordinator, siger: „I denne periode følte vi virkelig Jehovas hjælp og brødrenes kærlighed. De gavmilde bidrag fra brødre i hele verden gjorde det muligt for afdelingskontoret at låne menighederne i Uruguay de fornødne penge.“
Der var også behov for kvalificeret arbejdskraft, og dette behov dækkede brødrene i Uruguay. Mange er fortsat med at stille sig til rådighed i forbindelse med opførelsen af rigssale det ene sted efter det andet. Avelino Filipponi var en af de utrættelige frivillige. Efter at have hjulpet med opførelsen af afdelingskontoret i 1961 tjente broder Filipponi og hans kone, Elda, som specialpionerer, og siden 1968 har han tjent som kredstilsynsmand. I adskillige år hjalp han også med professionel assistance og vejledning når der skulle bygges nye rigssale.
„El Plomito“
Der er visse episoder som broder Filipponi især husker i forbindelse med rigssalsbyggerierne: „Hvor vi end byggede en rigssal, var naboer og forbipasserende altid meget imponerede over den begejstring og nidkærhed som prægede de frivillige byggemedarbejdere. Ved et af disse byggerier kom en seksårig dreng, som ikke var et Jehovas vidne, hver eneste dag og bad om lov til at være med til arbejdet. Han var så vedholdende at han blev kendt som el plomito, et lokalt udtryk der betyder ’den lille plageånd’. Årene gik, og vi hørte ikke mere til drengen. Men ved et stævne kom en broder hen til mig og sagde: ’Broder Filipponi, kan du huske „el plomito“? Det er mig. Jeg blev døbt for to år siden.’“ Sandhedens sæd var åbenbart blevet sået i denne drengs hjerte under rigssalsbyggeriet.
Nu er der en rigssal for hver 129 forkyndere, nemlig 81 rigssale i alt. Jehova har tydeligvis velsignet byggeriet af passende tilbedelsessteder til hans folk i Uruguay.
Stævner som en hjælp til vore naboer
I nabolandet mod vest, Argentina, var der også blevet indført et militærregime. Her havde myndighederne lukket Selskabets afdelingskontor og samtlige rigssale. Brødrene begyndte derfor at holde møder i mindre grupper. De kunne imidlertid godt holde stævner offentligt uden indblanding fra myndighederne. Hvordan var det muligt? Ved at de krydsede grænsen og holdt stævner i Uruguay. Disse store sammenkomster blev organiseret af uruguayanske brødre, men store dele af programmet blev fremholdt af brødre fra Argentina. Det var en forret at sørge for logi til de tusinder af brødre fra Argentina. Og resultatet blev en gensidig trosstyrkende ’opmuntring’. — Rom. 1:12.
Et uforglemmeligt stævne fandt sted i Palacio Peñarol fra den 13. til den 16. januar 1977. Tilhørerskaren bestod af næsten 7000 uruguayanske og argentinske brødre og søstre. Ved slutningen af stævnet var alle de tilstedeværende med til at lovprise Jehova i sang. De skiftedes til at synge — argentinerne sang et vers mens uruguayanerne tav, og derefter omvendt. Til sidst sang alle med på det afsluttende vers. De blandede følelser — glæden over at have været sammen ved stævnet og sorgen over at skulle tage afsked med kære venner — fik tårerne frem i manges øjne.
Men den 13. januar 1977 mens dette store stævne blev holdt i Palacio Peñarol, havde en avis der var kendt for at favorisere katolske præster, en forsideartikel med overskriften: „Jehovas Vidners juridiske anerkendelse undersøges.“ Artiklen fordømte Jehovas Vidners holdning til de nationale symboler. Den fremhævede at myndighederne i Argentina havde forbudt vores arbejde, og at det samme kunne ske i Uruguay. Kort tid efter holdt myndighederne op med at give os tilladelse til at holde stævner.
Flere restriktioner
I 1975 havde militærregimet indledt en kampagne der slog på patriotisme og nationalisme. Denne nationalistiske eufori skabte problemer for mange brødre der bestræbte sig for at bevare deres kristne neutralitet. De ønskede at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds’. (Mark. 12:17) En del unge forkyndere blev bortvist fra skolerne fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at ære de nationale symboler. Mange brødre blev udsat for latterliggørelse og dårlig behandling på deres arbejdsplads. Nogle forkyndere mistede endda deres arbejde på grund af deres neutrale standpunkt.
I de mindre byer i det indre af landet holdt de lokale myndigheder skarpt øje med forkynderne. I nogle tilfælde sendte de spioner ud til rigssalene, hvor de foregav at være interesserede. Brødrene forstod derfor at de måtte være meget forsigtige. Ved møderne undgik de at tale om neutralitetsspørgsmålet for ikke at skabe en konfrontation med myndighederne.
En af disse spioner kom til en rigssal umiddelbart før mødet skulle begynde. Han spurgte en af brødrene: „Hvornår vil menigheden synge hymnen i dag?“ Det spanske ord himno kan enten betyde nationalsang eller en religiøs sang. Broderen vidste at manden var spion, og svarede: „Vi synger tre gange — ved begyndelsen af mødet, midtvejs i mødet og ved slutningen af mødet.“ Broderen talte naturligvis om Rigets sange. Spionen forsvandt med det samme. Han troede åbenbart at brødrene ville synge nationalsangen tre gange under mødet.
Arresterede, men glade
Til tider foretog politiet en razzia i rigssalen midt under et møde og arresterede alle tilstedeværende. Hver enkelt broder og søster blev derefter forhørt. Dette viste sig at være en glimrende lejlighed for brødrene til at aflægge vidnesbyrd for en del af betjentene. Når alle var blevet forhørt, hvilket som regel tog flere timer, blev de løsladt. — Jævnfør Apostelgerninger 5:41.
I Floridamenigheden, som ligger nord for Montevideo, skulle søster Sely Assandri de Núñez holde et elevforedrag på Den Teokratiske Skole. Hun inviterede sin nabo Mabel til at komme og høre elevforedraget. Mabel havde aldrig været i rigssalen før. Den aften afbrød politiet mødet og arresterede alle, også Mabel. Efter at Mabel havde været tilbageholdt i adskillige timer, lykkedes det hendes mand at få hende frigivet. Denne chokerende oplevelse gav hende oprigtig lyst til at undersøge Jehovas Vidners lære. Snart begyndte hun at studere Bibelen og overvære møderne. I dag er Mabel et indviet og døbt vidne for Jehova.
Trods næsten 12 år med restriktioner fra militærregimets side fortsatte en stadig strøm af retsindige med at komme ind i Jehovas organisation. I 1973 var der 3791 forkyndere i landet. I 1985, da denne vanskelige periode endte, var tallet steget til 5329, en vækst på mere end 40 procent. Jehova velsignede tydeligvis sit folk i denne trængselsperiode.
Stævner uden restriktioner
I 1985 blev der indsat en demokratisk regering, og alle restriktioner blev ophævet. Fra da af kunne Jehovas folk frit forkynde og undervise. Det var nu også muligt for brødrene at holde kreds- og områdestævner. De glædede sig over igen at kunne mødes med deres trosfæller fra fjerne egne af landet. Det var opmuntrende for dem at se at disse brødre også havde stået fast og stadig tjente Jehova trofast.
Men hvor kunne man afholde stævner hvor man forventede at der ville komme mere end 10.000? Ingen af de steder forkynderne tidligere havde benyttet, ville kunne bruges. Igen besvarede Jehova brødrenes bønner. Under militærregimet var der blevet bygget et nyt fodboldstadion, Estadio Charrúa, i Parque Rivera, der var et af Montevideos største. Skønt dette stadion udelukkende havde været anvendt til sportsbegivenheder, havde vi mulighed for at leje det til et landsstævne i december 1985. Siden da har de lokale myndigheder været meget samarbejdsvillige og ladet os bruge stadion hvert år til vore stævner, hvor der ofte kommer mere end 13.000.
Ved et af Jehovas Vidners kredsstævner på stadion i byen Treinta y Tres i december 1990 blev der aflagt et godt vidnesbyrd. Fra en katolsk kirke havde man frit udsyn over det fyldte stadion. En formiddag pegede præsten ud ad vinduet og sagde til de forsamlede: „Se hvor mange mennesker Jehovas Vidner kan samle. Hvordan bærer de sig ad? De har noget som katolikkerne ikke har, nemlig evangelieånden. Vores antal svinder ind dag for dag fordi vi ikke går ud og forkynder sådan som de gør. Hvis ikke vi begynder at forkynde på samme måde, vil kirken dø.“
Arbejdet i isolerede distrikter
I 1980’erne blev der gjort en særlig indsats for at nå ud til landets mest afsidesliggende egne med den gode nyhed. Under det årlige besøg i en landsby der hedder Cuchilla de Caraguatá, i den nordøstlige del af landet, spredte en gruppe brødre adskillige bøger. Det følgende år besøgte forkynderne en mand i landsbyen som ikke ville lytte til dem fordi, som han hævdede, han havde sandheden. „Jeg er et af Jehovas vidner,“ sagde han. Han havde været bortrejst fra byen da forkynderne var der det foregående år. Men da han kom hjem, læste han de publikationer der var blevet efterladt, og indså at det var sandheden. Han gik rundt i landsbyen og fortalte alle at han nu var et Jehovas vidne. I dag er der en lille menighed i byen.
Berta de Herbig boede i den afsidesliggende by Dolores, men hun forstod at det var vigtigt trofast at overvære møderne. Hun gik elleve kilometer med sine seks børn for at komme til rigssalen. Som regel kom hun en time før mødet skulle begynde. Hendes gode eksempel med hensyn til at vise udholdenhed og beslutsomhed har haft en god virkning på hendes børn. Efter flere års trofast tjeneste er fire af hendes børn nu aktive i sandheden. En af dem, Miguel Ángel, som senere blev pioner, cyklede 58 kilometer for at nå ud til en isoleret gruppe i La Charqueada-Cebollatí. En anden søn, Daniel, tjener i øjeblikket som specialpioner i Treinta y Tres.
Et bedre forhold
I mange år så en del læger i Uruguay ned på Jehovas vidner fordi de ikke forstod deres holdning i forbindelse med at afholde sig fra brugen af blod. (Apg. 15:28, 29) Mange hospitaler i landet nægtede at tage imod Jehovas vidner. Andre indvilligede i at operere Jehovas vidner, men afviste dem umiddelbart før operationen fordi de ikke ville modtage blod. I de senere år er forholdet mellem lægerne og Jehovas vidner imidlertid blevet meget bedre.
I 1986 arrangerede Hospital Central de las Fuerzas Armadas en kongres hvor man drøftede hvordan man kunne behandle Jehovas vidner med alternativer til blodtransfusion, og her havde man samlet adskillige prominente personer inden for medicin og kirurgi samt nogle advokater der havde det medicinske område som speciale. Jehovas vidner fremlagde oplysninger og forslag for det lægepersonale der overværede kongressen. Som følge heraf har mange læger i Uruguay ændret holdning til Jehovas vidner og er nu villige til at behandle dem og respektere deres bibelsk begrundede syn på blod.
Efterfølgende blev der holdt flere møder med megen omtale, først i Montevideo og derefter i andre byer. Fremtrædende specialister har erkendt at de med Jehovas vidners hjælp har lært nye teknikker i lægebehandling uden brug af blod. En professor i hæmatologi har sagt: „Vi har lært meget og har justeret vores tankegang, takket være Jehovas vidner. Tidligere havde vi mange konfrontationer med dem, udelukkende fordi vi ikke forstod dem. Nu kan vi se at de på mange områder har haft ret. De har tydeligvis sparet sig selv for mange problemer ved at nægte at modtage blodtransfusion.“
Deres arbejde er ikke forgæves
Den indsats som nidkære forkyndere i Uruguay udførte i 1920’erne og frem til 1940’erne, har afgjort ikke været forgæves. En håndfuld tilrejsende nidkære forkyndere indsamlede og underviste tusinder af „kostbare skatte“ i dette smukke, kuperede land. (Hag. 2:7) I Uruguay er der nu mere end 10.000 forkyndere af Guds rige. I hver af de mere end 135 menigheder er der i gennemsnit cirka fem ældste. Den senest afholdte Rigets Tjenesteskole, i marts 1998, blev overværet af 656 ældste og 945 menighedstjenere. Næsten alle menigheder ejer, med økonomisk støtte fra Selskabet, deres egen rigssal, og mange af dem er bygget af brødrene.
I løbet af de sidste 20 år er antallet af forkyndere mere end fordoblet, og der er gode muligheder for vækst i fremtiden. Så længe Jehova holder den nært forestående store trængsels vinde tilbage, vil Jehovas vidner i Uruguay fortsat lade indbydelsen lyde: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.“ — Es. 2:3; Åb. 7:1.
[Helsides illustration på side 224]
[Illustration på side 227]
Juan Muñiz
[Illustration på side 229]
De boede i hjemmelavede telte og rejste gennem Uruguay på cykel for at forkynde (fra venstre mod højre): Kurt Nickel, Gustavo og Betty Bender, Otto Helle
[Illustrationer på side 235]
Tidlige uruguayanske forkyndere (fra venstre mod højre): María de Berrueta, Carola Beltramelli og Catalina Pomponi
[Illustrationer på side 237]
Missionærer der stadig tjener i Uruguay: (1) Florence Latimer, (2) Ethel Voss, (3) Birdene Hofstetter, (4) Lira Berrueta, (5) Tove Haagensen, (6) Günter Schönhardt
[Illustration på side 243]
Det nye afdelingskontor under opførelse i 1998
[Illustration på side 245]
Afdelingskontorets udvalg (fra venstre mod højre): Günter Schönhardt, Delfos Beltramelli, Gerardo Escribano