Ondskab

Definition: Noget som i moralsk henseende er meget dårligt, slet. Betegner ofte det der er skadeligt, ondsindet eller destruktivt.

Hvorfor er der så megen ondskab til?

Det er ikke Guds skyld. Han har givet menneskene en fuldkommen start, men de har valgt at tilsidesætte Guds krav for selv at bestemme hvad der er godt og hvad der er ondt. (5 Mos. 32:4, 5; Præd. 7:29; 1 Mos. 3:5, 6) Derved er de kommet under onde overmenneskelige kræfters indflydelse. — Ef. 6:12, 13.

1 Joh. 5:19: „Hele verden ligger i den ondes magt.“

Åb. 12:7-12: „Der udbrød krig i himmelen: . . . dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. . . . ’Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’“ (Disse øgede veer over verden er indtruffet efter at Satan er blevet kastet ud af himmelen efter Guds riges fødsel. Se vers 10.)

2 Tim. 3:1-5: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ (Dette er resultatet af århundreders frafald fra den sande tilbedelse. Disse tilstande har udviklet sig fordi mennesker der har bekendt sig til kristendommen, har ignoreret hvad Guds ord egentlig siger. Ved deres handlinger benægter de den kraft til det gode som sand gudhengivenhed kan øve i et menneskes liv.)

Hvorfor tillader Gud det onde?

Undertiden synes vi måske at det bedste ville være simpelt hen at rydde alle som er onde af vejen. Vi længes efter at ondskaben skal få en ende, og dog har vi kun været udsat for denne tilstand i forholdsvis få år i sammenligning med hele den tid ondskaben har eksisteret. Hvordan må Jehova Gud da ikke føle det? I tusinder af år har mennesker givet ham skylden, endog forbandet ham, for den elendighed de har måttet udholde. Dog er den ikke forårsaget af ham, men af Satan og af onde mennesker. Jehova har magt til at udslette de onde. Der må derfor være gode grunde til at han ikke har gjort det. At Jehova handler på en anden måde end den vi synes er den rigtige, skulle ikke undre os. Hans erfaring er langt større end menneskers, og hans overblik over situationen langt bedre end noget menneskes. — Jævnfør Esajas 55:8, 9; Ezekiel 33:17.

Der ville ikke have været nogen ondskab hvis Gud ikke havde givet fornuftbegavede skabninger en fri vilje. Men Gud har givet os evnen til at vælge at adlyde ham af kærlighed til ham, eller ikke at adlyde ham. (5 Mos. 30:19, 20; Jos. 24:15) Ønsker vi at det var anderledes? Hvis vi har børn, hvad glæder os da mest — at de adlyder os af kærlighed til os, eller fordi vi siger de skal? Skulle Gud have tvunget Adam til at adlyde? Ville vi virkelig have været lykkeligere hvis vi levede i en verden hvor vi var tvunget til at adlyde Gud? Før Gud ødelægger denne onde tingenes ordning, giver han menneskene lejlighed til at vise om de virkelig ønsker at leve efter hans retfærdige love. Det er helt sikkert at han vil udslette de onde når hans fastsatte tid er inde. — 2 Thess. 1:9, 10.

I sin visdom har han givet en tidsfrist inden for hvilken vigtige spørgsmål vil blive afgjort: (1) I Edens have blev der rejst spørgsmål om hvorvidt Jehova udøvede sit styre retfærdigt og med rette. (1 Mos. 2:16, 17; 3:1-5) (2) Der blev rejst tvivl om alle Guds himmelske og jordiske tjeneres uangribelighed. (Job 1:6-11; 2:1-5; Luk. 22:31) Gud kunne straks have tilintetgjort oprørerne (Satan, Adam og Eva), men det ville ikke have afgjort spørgsmålene. At man bruger magt beviser ikke at man har ret i en sag. Spørgsmålene var af moralsk art. Når Gud gav en tidsfrist, var det ikke for at bevise noget over for sig selv, men for at give alle skabninger med fri vilje lejlighed til selv at erfare de dårlige resultater som oprør mod hans herredømme ville føre til, samt give dem lejlighed til at vise deres personlige standpunkt i disse vigtige spørgsmål. Når de til sin tid var afgjort, ville ingen mere få lov til at forstyrre freden. Glæde, fred, orden og harmoni blandt alle skabninger i universet er betinget af at Jehovas navn helliges og at alle fornuftbegavede skabninger nærer den dybeste respekt for ham. (Se også siderne 327, 328, under emnet „Satan Djævelen“.)

Illustration: Hvis nogen over for dine naboer anklagede dig for at misbruge din stilling som familiens overhoved og sagde at dine børn var bedre tjent med at træffe deres egne afgørelser uafhængigt af dig, og at de ikke adlød dig af kærlighed men på grund af de materielle goder de modtog af dig, hvad ville da være den bedste måde at få spørgsmålene afgjort på? Mon dine naboer ville føle at de havde fået et tilfredsstillende svar hvis du ryddede anklageren af vejen? Ville det ikke være bedre hvis du gav dine børn lejlighed til at optræde som dine vidner og bevise at du er en retfærdig og kærlig familiefader og at de bliver boende hos dig fordi de elsker dig? Hvis nogle af dine børn troede på din anklager, rejste hjemmefra og ødelagde deres liv ved at antage en anden livsstil, ville det da ikke få ærlige iagttagere til at erkende at det havde været bedre for børnene om de havde fulgt din ledelse?

Har vi haft gavn af at Gud har tilladt det onde frem til vor tid?

2 Pet. 3:9: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (Som følge af at Guds tålmodighed har strakt sig frem til vor tid, har vi lejlighed til at vise at vi ændrer sind og at vi ønsker at underordne os Jehovas retfærdige styre i stedet for selv at ville afgøre hvad der er godt og ondt.)

Rom. 9:14-24: „Hvad skal vi da sige? Er der uretfærdighed hos Gud? Måtte det aldrig blive sådan! . . . Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse [det vil sige at han for en tid har tolereret onde menneskers eksistens], for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed [det vil sige at han har brugt denne tidsperiode til at vise barmhjertighed mod dem der indordnede sig under hans hensigter], nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så?“ (Gud har altså udskudt tilintetgørelsen af de onde for i den mellemliggende tid at udvælge mennesker som han ville berede til herlighed sammen med Kristus som medlemmer af det himmelske rige. Har dette været uretfærdigt mod nogen? Nej; det er en del af den ordning Jehova har truffet med henblik på at velsigne alle slags mennesker, som således får mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord. Jævnfør Salme 37:10, 11.)

Hvis nogen siger . . .

’Hvorfor tillader Gud det onde?’

Hertil kunne man svare: ’Det er et godt spørgsmål. Mange trofaste Guds tjenere har været foruroligede over alt det onde de har set omkring sig. (Hab. 1:3, 13)’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Det skyldes ikke ligegyldighed fra Guds side. Han forsikrer os om at han har en fastsat tid hvor han vil kræve de onde til regnskab. (Hab. 2:3)’ (2) ’Men hvad kræves der af os hvis vi ønsker at overleve når den tid kommer? (Hab. 2:4b; Zef. 2:3)’

Eller man kunne sige: ’Jeg er glad for at du stiller det spørgsmål. Det er noget som mange oprigtige mennesker har spekuleret på. Jeg har her nogle meget nyttige oplysninger der giver svar på spørgsmålet. (Læs derefter sammen nogle af oplysningerne på siderne 266-269.)’

’I betragtning af al den tid der er gået, tror jeg ikke at Gud vil gøre noget for at ændre forholdene’

Hertil kunne man svare: ’Jeg er glad for at høre at du tror på Gud. Det er sandt at der er meget ondt til, og det begyndte længe før vor tid. Har du nogen sinde tænkt på . . .? (Brug tanken i paragraf 4 på side 266 om i hvor lang tid Gud har tolereret ondskab.)’

Eller man kunne sige: ’Jeg er sikker på at du vil være enig med mig når jeg siger at hvis én forstår at bygge et hus, ved han også hvordan det skal gøres rent. . . . Eftersom Gud har skabt jorden, vil det være en smal sag for ham at rense den. Men hvorfor har det varet så lang tid? Jeg har fundet et meget tilfredsstillende svar på det spørgsmål. Jeg vil gerne høre din mening om det. (Læs derefter sammen stoffet på siderne 266-269.)’