Fængsler i krise

„At opføre flere fængsler for at fjerne kriminalitet vil svare til at anlægge flere begravelsespladser for at fjerne en dødbringende sygdom.“ — Robert Gangi, der arbejder inden for fængselsvæsenet.

I EN VERDEN hvor man prøver på at få de barske realiteter til at se bedre ud, kaldes et fængsel ikke altid et fængsel, men for eksempel en „døgninstitution“ hvor der tilbydes „uddannelse“ og „socialrådgivning“. Og mange foretrækker ordet „indsat“ i stedet for et nedværdigende ord som „fange“. Et kig bag facaden viser dog at fængslerne i dag står over for alvorlige problemer. Der er for eksempel skyhøje omkostninger ved at holde lovovertrædere bag tremmer. Samtidig bliver der en stadig større kløft mellem straffens formål og dens faktiske resultater.

Nogle betvivler at fængslerne har den ønskede virkning. De bemærker at kriminaliteten i mange lande ikke er faldet væsentligt, skønt antallet af indsatte globalt er steget markant til over 8 millioner. Og salget af narkotika på gaden giver stadig anledning til alvorlig bekymring, selv om en stor del af de fængslede netop sidder inde for narkokriminalitet.

Ikke desto mindre er fængsling den straf mange går ind for. De føler at retfærdigheden sker fyldest når den der har forbrudt sig mod loven, kommer i fængsel. Denne iver efter at få kriminelle bag tremmer har en journalist kaldt „bur-dem-inde-manien“.

Der er fire hovedformål med at sætte lovbrydere i fængsel: (1) at straffe de kriminelle, (2) at beskytte samfundet, (3) at forebygge fremtidige forbrydelser og (4) at resocialisere kriminelle og lære dem at være lovlydige borgere der efter løsladelsen kan bidrage med noget til samfundet. Lad os se om fængslerne opfylder disse krav.

Skaber fængsler flere problemer end de løser?

„At fornedre fanger og tage håbet fra dem er det værste man kan gøre som forberedelse til mødet med verden udenfor.“ — Leder i avisen The Atlanta Constitution.

I MANGE tilfælde fungerer fængsler blot som en midlertidig frihedsberøvelse. Har en fange ved sin løsladelse virkelig betalt for sin forbrydelse? Hvad med ofrene og deres pårørende? Da drabsmanden til Ritas 16-årige søn blev løsladt efter at have afsonet en straf på blot tre år, appellerede hun: „Jeg er mor til et barn der er blevet myrdet. Har I noget begreb om hvordan det føles?“ Et tilfælde som dette viser at smerten ofte varer ved længe efter at en sag er afsluttet og glemt af medierne.

Dette emne vedrører ikke kun dem der har været ramt af en forbrydelse, men også alle andre. Det er ikke lige meget — hverken for ens sjælefred, eller sikkerhed — om de løsladte er blevet resocialiseret, eller om de tværtimod er blevet forhærdet på grund af det de har oplevet bag tremmerne.

Skoler for forbrydere

Fængselssystemet får langtfra altid bugt med kriminel adfærd. „Når man poster penge i at bygge flere fængselsceller i stedet for at bruge dem på at opbygge fangernes selvværd, danner det tit optakten til mere — og grovere — kriminalitet,“ skriver Jill Smolowe i tidsskriftet Time. Petera har tilbragt 14 år bag tremmer og siger samstemmende: „De fleste af mine fængselskammerater begyndte med småkriminalitet, så rykkede de en klasse op til berigelseskriminalitet, og da de til sidst var ’færdiguddannede’, gik de over til vold og mord. For dem er fængselet som et uddannelsessted. Når de forlader det, er de endnu mere kriminelle.“

Fængsler fjerner nok kriminelle fra gaden for en tid, men tilsyneladende har de så godt som ingen kriminalpræventiv virkning på langt sigt. Drenge og unge mænd fra storbymiljøer betragter ofte en tur i fængselet som en manddomssprøve. Mange af dem bliver forhærdede forbrydere. Larry, der har vandret ind og ud af fængselet en stor del af sit liv, siger: „Man bliver overhovedet ikke resocialiseret i et fængsel. Når folk kommer ud, gør de akkurat det samme igen.“

Ifølge en undersøgelse forklarer dette ind og ud ad fængselsportene måske hvorfor det i USA er cirka 5 procent af forbryderne der står for 50 procent af de alvorlige forbrydelser. I tidsskriftet Time hedder det: „Når fanger ikke har noget fornuftigt at tage sig til, får de tiden til at gå med at dyrke deres vrede og kan oven i købet udvide deres arsenal af forbrydertricks, som de . . . tager med sig ud på gaden.“

USA er ikke alene om at være i denne situation. John Vatis, der er læge i et græsk militærfængsel, siger: „Vores fængsler er blevet gode til at producere folk der er farlige for deres omgivelser, folk der er voldelige og ondskabsfulde. Når de indsatte bliver løsladt, ønsker de fleste at hævne sig på samfundet.“

Den pris samfundet betaler

Fængselskrisen rammer os desuden på pengepungen. Det skønnes at hver fange i USA årligt koster skatteyderne 21.000 dollars. Indsatte over 60 år kan koste det tredobbelte. I mange lande daler borgernes tiltro til straffesystemet også af andre grunde. Man er bekymret over forbrydere der løslades for tidligt, og over kriminelle der helt frifindes på grund af en formalitet som en dreven advokat har fået øje på. Desuden føler ofrene sig normalt ikke tilstrækkeligt beskyttet mod flere overgreb, og de har næsten ingen indflydelse på retssagen.

Befolkningens voksende bekymring

Borgernes tillid til fængselssystemet bliver heller ikke større når de hører om de umenneskelige kår som fangerne lever under, og som beskrives på næste side. Fanger der har været udsat for uretfærdig behandling mens de afsonede deres dom, kan næppe forventes at reagere positivt på resocialisering. Desuden er flere menneskerettighedsgrupper bekymrede over at man i fængslerne finder uforholdsmæssigt mange der tilhører minoriteter. De spørger om det er en tilfældighed eller snarere et resultat af racediskrimination.

I 1998 henledte en rapport fra Associated Press opmærksomheden på de vilkår som tidligere indsatte havde haft i Holmesburg Prison, Pennsylvania. De søgte erstatning fordi de angiveligt var blevet brugt som forsøgskaniner i kemiske eksperimenter mens de sad fængslet. Dertil kommer at man i USA har genindført sammenlænkning af arbejdende fanger. I Amnesty Internationals rapport hedder det: „De sammenlænkede fanger arbejder 10-12 timer, ofte i bagende sol, og har kun meget korte drikkepauser og en times frokostpause. . . . Den eneste mulighed fangerne har for at gå på toilettet, er at sætte sig på en potte bag en provisorisk afskærmning, alt imens de forbliver sammenlænkede. Når potten ikke er ledig, er de indsatte tvunget til at sætte sig på hug i alles påsyn.“ Nu er det langt fra alle fængsler der fungerer på den måde. Generelt må det dog siges at en umenneskelig behandling nedværdiger både fangerne og dem de mishandles af.

Tjener det samfundets interesser?

De fleste føler sig naturligvis mere trygge når farlige forbrydere er bag tremmer. Men nogle har andre grunde til at være tilhængere af fængsler. Da man skulle til at lukke et lille fængsel i den australske by Cooma, protesterede folk. Hvorfor? Fordi fængselet betød arbejdspladser for det økonomisk hårdt ramte lokalsamfund.

I den senere tid har man i nogle lande solgt statsejede fængsler til det private erhvervsliv som et led i offentlige besparelser. Men for private fængsler giver flere fanger og længere straffe penge i kassen. På den måde kan retfærdigheden påvirkes af kommercielle interesser.

Det grundlæggende spørgsmål er og bliver: Kan fængsler forbedre de indsatte? Ofte er svaret negativt, men du vil måske blive overrasket når du hører at nogle har fået hjælp til at ændre sig. Hvordan? Det vil den følgende artikel vise.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6, 7]

Et kig bag tremmerne

Overfyldte celler: Fængslerne i Storbritannien har et akut problem med overfyldte celler. Det er ikke så sært, for det er det land i Vesteuropa som har det næststørste antal fanger pr. indbygger, nemlig 125 for hver 100.000. I den brasilianske by São Paulo er det største fængsel beregnet til 500 indsatte. Men det huser 6000. I Rusland bor der ofte mellem 90 og 110 i celler der er beregnet til 28. Problemet er så grelt at fangerne må sove på skift. I et asiatisk land har man proppet 13-14 fanger ind i en celle på 3 kvadratmeter. Og i Australien har myndighederne forsøgt at løse pladsproblemet ved at bruge containere til at huse fanger.

Vold: Det tyske tidsskrift Der Spiegel oplyser at voldelige fanger i tyske fængsler griber til mord og tortur på grund af „krig mellem kliker der konkurrerer om den illegale handel med alkohol og narkotika, sex og åger“. Etniske spændinger får ofte volden i fængslerne til at flamme op. „Der er straffefanger fra 72 lande. Gnidninger og konflikter der fører til vold, er uundgåelige,“ skriver Der Spiegel. I et sydamerikansk fængsel blev der ifølge myndighederne gennemsnitlig dræbt 12 fanger hver måned. I Londonavisen Financial Times kunne man læse at tallet efter de indsattes mening var dobbelt så stort.

Seksuelt misbrug: Ifølge et forsigtigt skøn ’bliver over 290.000 mandlige indsatte hvert år voldtaget i amerikanske fængsler,’ oplyser avisen The New York Times i en artikel om emnet. Artiklen fortsætter: „Den frygtelige seksuelle vold er ikke noget den indsatte blot udsættes for en enkelt gang; ofte bliver det seksuelle overgreb en dagligt tilbagevendende begivenhed.“ En organisation skønner at der i amerikanske fængsler foregår hen ved 60.000 seksuelle overgreb hver dag.

Sundhed og hygiejne: Udbredelsen af seksuelt overførte sygdomme blandt fangerne er veldokumenteret. Tuberkulose hos fanger i nogle afrikanske lande og i Rusland har fået verdensvid opmærksomhed, og det samme har mange fængslers forsømmelighed med hensyn til lægebehandling, hygiejne og ernæring.

[Illustration]

Et overfyldt fængsel i São Paulo, Brasilien

[Kildeangivelse]

AP Photo/Dario Lopez-Mills

[Illustration på side 4, 5]

Et af Frankrigs sikreste fængsler, La Santé i Paris

[Kildeangivelse]

AP Photo/Francois Mori

[Illustration på side 6]

Fængslede kvinder i Managua, Nicaragua

[Kildeangivelse]

AP Photo/Javier Galeano

Er en gennemgribende forandring mulig?

„Ingen kan tvinge et andet menneske til at blive resocialiseret. Forandringen må komme indefra og være ønsket af personen selv.“ — Vivien Stern, A Sin Against the Future — Imprisonment in the World.

DET der er væsentligt når indsatte virkelig skal forandre deres adfærd, er at de får en oplæring, og at de ændrer indstilling og værdinormer. Der er uden tvivl nogle som oprigtigt prøver at uddanne og hjælpe fængselsfanger, og deres gode og uegennyttige arbejde bliver værdsat af mange indsatte.

Nogle hævder at fængselssystemet som helhed ikke kan forbedres, og at det er så godt som umuligt for fanger at ændre sig i et sådant miljø. Måske indpoder frihedsberøvelsen heller ikke nye værdier i sig selv. Bibelundervisning derimod har motiveret nogle til at ændre deres liv, og det viser at den enkelte kan hjælpes til at gøre forandringer.

I dag foretager nogle indsatte med hjælp fra Bibelen forandringer der fører til en god indstilling og adfærd. Hvordan? Ved at følge Bibelens råd: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Romerne 12:2) Hvordan kan det lade sig gøre?

Bibelens rolle

Mange har den opfattelse at religion kan spille en stor rolle i forbindelse med at få fanger til at angre det de har gjort. Der er bare det problem at de forandringer der finder sted bag tremmer, kan fortage sig så snart fangen bliver løsladt. En indsat har i den forbindelse sagt: „Mange ’finder’ Jesus i fængselet — men de ’efterlader’ ham også dér når de bliver løsladt!“

Erfaringen har vist at en holdbar forandring må komme indefra — fra forbryderens sind og hjerte — og at grundlaget må være oprigtig anger over det forkerte han har gjort. Et bibelundervisningsprogram kan hjælpe vedkommende til at forstå hvad Guds syn er på onde handlinger, og til at indse hvorfor de er forkerte. Det kan give ham vægtige grunde til at ændre kurs.

Jehovas Vidner leder et sådant bibelundervisningsprogram i talrige fængsler jorden over og har strålende resultater. (Se side 10.) En fange siger: „Vi er blevet hjulpet til at finde ud af hvad Bibelen siger om meningen med livet og om de glæder menneskene kan se frem til. Det er en fantastisk undervisning!“ En anden bemærker: „De beslutninger vi træffer, er grundlagt på Guds vejledning. . . . Vi kan selv se at vi forandrer os. Vi ved hvad der er vigtigst i livet.“

Det er naturligvis ikke kun i fængslerne der er behov for en forandring. Den virkelige løsning på fængselskrisen består i at fjerne behovet for fængsler. En af de pragtfulde sandheder fra Bibelen som har bevæget mange indsattes hjerte, er dette løfte fra Gud: „De onde udryddes . . . De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:9, 29.

Når det sker, vil Guds ophøjede normer blive håndhævet af en ubestikkelig regering der er både kærlig og konsekvent, nemlig Guds himmelske rige under Jesus Kristus — den regering som kristne har lært at bede om. (Mattæus 6:10) I denne nye verden vil alle indbyggere kende Guds ophøjede love og gøre de nødvendige forandringer. Vi vil se opfyldelsen af profetien om at „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9) Og resultatet vil være at de lovlydige borgere i den nye verden vil „glæde sig over megen fred“. — Salme 37:11.

[Ramme/illustrationer]

Lysere fremtidsudsigter

I over 20 år har nogle Jehovas Vidner frivilligt gennemført et vellykket bibelundervisningsprogram i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. I denne periode har man hjulpet over 40 indsatte til at blive døbte ordets tjenere, og mere end 90 andre har nydt gavn af et regelmæssigt bibelstudium.

Vågn op! har for nylig talt med flere af dem der uselvisk har undervist de indsatte i Atlanta i Bibelen.

■ Hvorfor er bibelundervisning så effektiv i forbindelse med at motivere indsatte til at ændre deres liv?

David: Mange fanger har aldrig følt sig elsket, ikke engang da de var børn. Så når de finder ud af at Gud elsker dem, og at han besvarer deres bønner når de udøser deres hjerte for ham, bliver han virkelig for dem. Det motiverer dem til at gengælde hans kærlighed.

Ray: En af dem jeg har studeret med, blev misbrugt som barn. Da jeg spurgte ham hvad der havde draget ham mod Jehova, svarede han at når man lærer Bibelens budskab at kende, finder man ud af at Jehova virkelig forstår en. Det gav ham lyst til at lære en så kærlig Gud bedre at kende.

■ Nogle vil indvende at fanger har en bagtanke med pludselig at beskæftige sig med religion — nemlig at få deres straf nedsat eller at få tiden til at gå. Hvad er din erfaring?

Fred: Når de indsatte kommer til vores bibelstudier, appellerer vi ikke til deres sentimentalitet. Det eneste vi gør, er at studere Bibelen med dem. De finder hurtigt ud af at det vi kan tilbyde dem, er bibelundervisning og ikke andet. Det er sket at nogle har bedt mig om at hjælpe dem med deres retssager. Den slags drøfter jeg slet ikke med dem. De der fortsætter med at komme i studiegruppen, er altså nogle der virkelig ønsker at lære hvad der står i Bibelen.

Nick: Jeg har lagt mærke til de forandringer nogle gør mens de er i fængselet. Nogle af dem er blevet døbte forkyndere og udsættes for chikane fra deres medfanger. Det er meget hårdt for dem. Hvis ikke Bibelen havde talt til deres hjerte, kunne de ikke holde ud under den slags forhold.

Israel: Generelt har disse fanger et stærkt ønske om at lære Jehova at kende, og de viser det på en rørende måde. Man kan se at det kommer fra hjertet.

Joe: De der bliver sande kristne, har indset hvad der gik skævt i deres liv. De forstår også at der er håb om en ændring — de får lysere fremtidsudsigter. Nu kan de glæde sig til opfyldelsen af Jehovas løfter.

■ Hvorfor er fængselssystemet ikke nok til at ændre forbrydere?

Joe: Formålet med straffesystemet er ikke så meget at resocialisere forbryderne som at holde dem væk fra resten af samfundet. Kernen i problemet er systemets indstilling over for disse mænd.

Henry: Fængselssystemet er ude af stand til at ændre lovovertrædernes mentalitet. De fleste af dem vil igen begå kriminalitet når de kommer ud.

[Illustration på side 8, 9]

Mange indsatte har fået hjælp til at lære Bibelens budskab at kende