Karæerne og deres søgen efter sandhed

„SØG grundigt i [Skrifterne], og stol ikke for meget på min mening.“ Disse ord blev udtalt af en ledende karæer i det ottende århundrede e.v.t. Hvem udgjorde de oprindelige karæere? Og kan vi lære noget af dem? For at få svar på disse spørgsmål må vi gå tilbage i historien, tilbage til en langvarig strid der førte til karæernes opståen.

Hvordan striden begyndte

I århundrederne umiddelbart før vor tidsregnings begyndelse opstod der en ny filosofi inden for jødedommen. Den gik ud på at Gud gav to love ved Sinaj Bjerg, en skreven lov og en mundtlig lov.a I det første århundrede e.v.t. var der nogle ophedede sammenstød mellem dem der gik ind for den nye lære og dem der afviste den. Farisæerne støttede den nye lære, mens saddukæerne og essæerne var blandt modstanderne.

Midt i denne strid fremstod Jesus af Nazaret som den lovede Messias. (Daniel 9:24, 25; Mattæus 2:1-6, 22, 23) Jesus stod ansigt til ansigt med alle disse modstridende jødiske grupperinger. I sine ræsonnementer advarede han dem mod at gøre Guds ord ugyldigt på grund af deres overleveringer. (Mattæus 15:3-9) Jesus underviste også i åndelige emner på en måde som kun var mulig for Messias. (Johannes 7:45, 46) Desuden var det kun Jesu sande disciple der kunne fremlægge vidnesbyrd om at de havde Guds støtte. De blev kendt som de kristne. — Apostelgerninger 11:26.

Da templet i Jerusalem var blevet ødelagt i år 70, var farisæerne den eneste religiøse sekt der forblev intakt. Nu da der ikke var noget præsteskab, ingen ofre og intet tempel, kunne den farisæiske jødedom udtænke erstatninger for alt dette, idet den lod overleveringer og fortolkninger træde i stedet for den skrevne lov. Dette gav rum for affattelsen af nye „hellige bøger“. Først kom Misjnaen med dens tilføjelser til og fortolkninger af den mundtlige lov. Senere blev andre skrevne samlinger føjet til, hvorved Talmud opstod. Samtidig begyndte frafaldne kristne at tage sig friheder i forbindelse med Jesu lære. Begge grupper fostrede nogle magtfulde religiøse systemer — rabbinsk myndighed på den ene side og kirkelig myndighed på den anden.

På grund af jødernes strid med det hedenske Rom og senere med det „kristne“ Rom, blev centeret for jødedommen med tiden flyttet til Babylon. Det var her Talmudskrifterne blev redigeret i deres mest fuldstændige form. Trods rabbinernes påstand om at Talmud åbenbarede Guds vilje mere fuldstændigt, fornemmede mange jøder at der blev lagt større vægt på den rabbinske myndighed, og de længtes efter det ord fra Gud der var blevet givet dem gennem Moses og profeterne.

I den sidste halvdel af det ottende århundrede lagde de jøder i Babylon som var imod den rabbinske myndighed og troen på den mundtlige lov, villigt øre til en lærd leder ved navn Anan ben David. Han hævdede at alle jøder havde ret til ubegrænset studium af De Hebraiske Skrifter, uden hensyntagen til den rabbinske tolkning og Talmud, og erklærede at det var den eneste kilde til sand gudsdyrkelse. Anan tilskyndede: „Søg grundigt i Toraen [Guds skrevne lov] og stol ikke for meget på min mening.“ På grund af denne betoning af Skrifterne blev Anans disciple kendt som qara’īm, et hebraisk navn der betyder „læsere“.

Striden mellem rabbinerne og karæerne

Hvad var det blandt andet i karæernes lære der skabte bestyrtelse i rabbinske kredse? Rabbinerne forbød at man indtog kød og mælk sammen, med henvisning til den mundtlige lovs fortolkning af Anden Mosebog 23:19, som siger: „Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.“ Karæernes holdning, derimod, var at verset blot betød det der stod i det — hverken mere eller mindre. De hævdede at de rabbinske restriktioner var menneskebud.

Ifølge rabbinernes tolkning af Femte Mosebog 6:8, 9 skulle bedende jødiske mænd bære fylakterier, og man skulle sætte en mesusa op på sin boligs dørkarm.b Karæerne tillagde disse vers en rent billedlig og symbolsk betydning, og afviste derfor disse rabbinske bestemmelser.

I andre henseender var karæerne langt mere begrænsende end rabbinerne. Overvej for eksempel deres syn på Anden Mosebog 35:3, hvor der står: „I må ikke tænde ild i nogen af jeres boliger på sabbatsdagen.“ Karæerne forbød at man lod en lampe eller et lys brænde, også selv om lyset var blevet tændt før sabbatten.

Især efter Anans død var der stor uenighed blandt karæernes ledere om graden og indholdet af visse restriktioner, og deres budskab var ikke altid lige entydigt. Karæerne manglede enhed fordi de ikke anerkendte en enkelt leder men lagde vægt på personlig læsning og tolkning af Skrifterne, som en modsætning til den myndighed rabbinerne udøvede. Karæernes bevægelse voksede imidlertid i popularitet og indflydelse langt ud over det jødiske samfund i Babylon, og blev udbredt i Mellemøsten. Og i Jerusalem blev der oprettet et vigtigt center for karæerne.

I det niende og tiende århundrede udmærkede de karæiske lærde sig ved et fornyet studium af det hebraiske sprog og oplevede nærmest en blomstringstid. De tillagde ikke de mundtlige overleveringer hellighed, men kun De Hebraiske Skrifters egentlige indhold. Nogle karæere blev omhyggelige afskrivere af De Hebraiske Skrifter. Ja, det var faktisk udfordringen fra karæerne der satte gang i masoreternes studium af Skrifterne blandt jøderne, og det har resulteret i at en mere nøjagtig bibeltekst er blevet bevaret til vor tid.

I denne periode med stor vækst udførte karæerne ganske åbenlyst et missionsarbejde blandt andre jøder. Det udgjorde en klar trussel mod rabbinerne.

Hvordan reagerede rabbinerne?

Rabbinernes modangreb var en heftig strid om ord, udkæmpet med snedig fleksibilitet og omstrukturering af deres lære. I århundredet efter Anans angreb tog rabbinerne adskillige af karæernes metoder til sig. Rabbinerne blev dygtigere til at citere Skriften, og de indarbejdede karæernes stil og tænkemåde i deres retorik.

Den ubestridte leder af denne ordstrid med karæerne var Sa‛adia ben Josef, som blev overhoved for det jødiske samfund i Babylon i den første halvdel af det tiende århundrede. Sa‛adias hovedværk, „Tro og Viden“, blev oversat til engelsk af Samuel Rosenblatt, som i forordet skrev: „Skønt . . . han var sin tids autoritet inden for Talmud, gør [Sa‛adia] egentlig ikke meget brug af denne kilde til jødisk overlevering, og det skyldes åbenbart at han ville bekæmpe karæerne, der jo kun accepterede den skrevne lov som bindende, med deres egne våben.“

Den rabbinske jødedom fulgte i Sa‛adias fodspor og fik efterhånden overtaget. De tilpassede sig netop så meget at de kunne tage brodden af karæernes argumenter. Dødsstødet blev tilføjet af den anerkendte talmudist Moses Maimonides fra det 12. århundrede. Han havde en tolerant holdning til karæerne, som han boede sammen med i Ægypten, og dette, sammen med hans overbevisende akademiske stil, gjorde at han vandt dem for sig og svækkede deres eget lederskab.

Karæerne svækkes

Karæerne var ikke enige indbyrdes og havde ikke noget veltilrettelagt modtræk, og de mistede derfor både styrke og tilhængere. Efterhånden justerede de deres synspunkter og principper. Forfatteren Leon Nemoy har om karæerne skrevet: „Mens Talmud i teorien forblev bandlyst, blev meget af dens indhold stille og roligt indlemmet i karæernes love og skikke.“ Karæerne nåede altså ikke deres oprindelige mål, men antog en stor del af den rabbinske jødedom.

Der er stadig omkring 25.000 karæere i Israel. I andre samfund findes yderligere nogle få tusind, flest i Rusland og De Forenede Stater. Da de har deres egne mundtlige traditioner afviger de imidlertid fra de første karæere.

Hvad kan vi lære af karæernes historie? At det er en alvorlig fejl at ’gøre Guds ord ugyldigt på grund af overleveringer’. (Mattæus 15:6) For at kunne blive frigjort fra menneskers byrdefulde traditioner må man have nøjagtig kundskab om Bibelen. (Johannes 8:31, 32; 2 Timoteus 3:16, 17) Ja, de der søger at kende og gøre Guds vilje, støtter sig ikke til menneskers traditioner. I stedet gennemsøger de ihærdigt Bibelen og følger de gavnlige retningslinjer i Guds inspirerede ord.

[Fodnoter]

[Illustration på side 30]

En gruppe karæere

[Kildeangivelse]

Fra bogen The Jewish Encyclopedia, 1910