TILLÆG

Forældre spørger

„Hvordan kan jeg få mit barn til at tale med mig?“

„Skal jeg forlange at ’kom hjem-tider’ bliver overholdt?“

„Hvordan kan jeg hjælpe min datter til at få et fornuftigt syn på mad og slankekure?“

Dette er nogle af de 17 spørgsmål der besvares her i tillægget. Stoffet er delt op i seks dele med krydsreferencer til de relevante kapitler i både bind 1 og bind 2 af Unge spørger — Svar der duer.

Læs stoffet igennem. Drøft det om muligt med din ægtefælle. Og brug så rådene når du skal hjælpe dine børn. De svar du finder her, er til at stole på. De bygger ikke på ufuldkomne menneskers visdom, men på Guds ord, Bibelen. — 2 Timoteus 3:16, 17.

290 Kommunikation

297 Regler

302 Uafhængighed

307 Sex og kærester

311 Følelser

315 Åndelig sundhed

KOMMUNIKATION

Sker der noget ved at jeg skændes med min ægtefælle eller mine børn?

Når man er gift, kan det ikke undgås at der opstår uoverensstemmelser. Men man vælger selv hvordan man vil tackle dem. Det påvirker børn og unge meget når deres forældre skændes. Det er noget I bør være opmærksomme på, for jeres ægteskab er sandsynligvis det eksempel jeres børn vil følge hvis de selv bliver gift. Hvorfor ikke bruge uoverensstemmelser som en anledning til at vise hvordan man på en god måde løser konflikter? Prøv følgende:

Lyt. Bibelen siger at vi skal være ’hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede’. (Jakob 1:19) Undgå at hælde benzin på bålet ved at ’gengælde ondt med ondt’. (Romerne 12:17) Selv hvis din ægtefælle ikke lytter, kan du godt gøre det.

Forklar i stedet for at kritisere. Fortæl stille og roligt din ægtefælle hvordan hans eller hendes opførsel har påvirket dig. („Jeg bliver ked af det når du . . .“) Modstå trangen til at anklage og kritisere. („Du er ligeglad med mig.“ „Du lytter aldrig til mig.“)

Tag en timeout. Somme tider er det bedst at lade sagen hvile indtil gemytterne er faldet til ro. Bibelen siger: „At begynde på kiv er som at lade vand fosse ud; forsvind derfor før striden bryder ud.“ — Ordsprogene 17:14.

Sig undskyld til hinanden — og måske også til børnene. Brianne på 14 siger: „Når mine forældre har været oppe at skændes, siger de nogle gange undskyld til mig og min storebror, for de ved hvordan det virker på os.“ Noget af det mest værdifulde man kan lære sine børn, er ydmygt at sige undskyld.

Hvad så hvis problemet er at du skændes med dine børn? Tænk over om du uden at ville det puster til ilden. Overvej for eksempel situationen i indledningen til kapitel 2 på side 15 i dette bind. Kan du se hvordan Annes mor bidrog til skænderiet? Hvordan kan du undgå at komme op at skændes med dit teenagebarn? Prøv følgende:

● Undgå generaliserende udtryk som: „Du gør altid . . .“ eller: „Du gør aldrig . . .“ Sådanne udtalelser får blot barnet til at forsvare sig. Der er jo som regel tale om overdrivelser, og det véd dit barn godt. Måske er dit barn også klar over at dine generaliseringer snarere skyldes at du er vred, end at han eller hun har handlet ansvarsløst.

● I stedet for at komme med direkte beskyldninger der begynder med ordet „du“, prøv da at forklare hvordan dit barns opførsel påvirker dig. Du kan for eksempel sige: „Når du . . . , føler jeg . . .“ Tro det eller ej, inderst inde betyder dine følelser noget for dit barn. Hvis barnet forstår hvordan du bliver berørt, er det mere sandsynligt at han eller hun får lyst til at samarbejde.a

● Selvom det kan være svært, må du vente med at reagere til du får styr på dit temperament. (Ordsprogene 29:22) Hvis uoverensstemmelsen drejer sig om pligter, må du tage en snak med dit barn om det. Skriv ned hvad der præcis kræves af ham eller hende, og gør det om nødvendigt klart hvilke konsekvenser det vil få hvis aftalen ikke bliver overholdt. Lyt tålmodigt til hvad dit barn mener, også selvom du ikke er enig. De fleste teenagere reagerer mere positivt når man lytter til dem, end når man prædiker for dem.

● Før du hastigt konkluderer at dit barn har en oprørsk indstilling, må du gøre dig klart at meget af det du er vidne til, skyldes barnets naturlige udvikling. Dit barn argumenterer måske for et synspunkt blot for at vise at han eller hun er ved at blive voksen. Undgå at blive involveret i en diskussion. Husk at din måde at tackle provokationer på lærer dit barn noget vigtigt. Vær et godt eksempel med hensyn til tålmodighed og langmodighed, og din søn eller datter vil sandsynligvis efterligne dig. — Galaterne 5:22, 23.

SE BIND 1, KAPITEL 2, OG BIND 2, KAPITEL 24

Hvor meget skal mine børn vide om min fortid?

Forestil dig følgende situation: Du sidder og spiser sammen med din ægtefælle, din datter og nogle nære venner. I løbet af samtalen omtaler en af dine venner en du kom sammen med — og slog op med — inden du mødte din ægtefælle. Din datter taber chokeret sin gaffel. „Har du kommet sammen med andre?“ gisper hun. Det er ikke noget du har fortalt din datter om før, og nu vil hun gerne vide mere. Hvad gør du?

Normalt er det bedst at være imødekommende når dit barn stiller dig spørgsmål. Hver gang han eller hun spørger om noget og lytter til dine svar, kommunikerer I, og det er jo noget de fleste forældre ønsker at gøre med deres børn.

Hvor meget skal du fortælle din søn eller datter om din fortid? Du foretrækker måske, hvad der er helt naturligt, at holde pinlige oplysninger for dig selv. Men hvis det er passende, kan det være en hjælp for dine børn at du løfter sløret for noget af det du har måttet kæmpe med. Hvorfor det?

Lad os se på et eksempel. Apostelen Paulus afslørede engang følgende om sig selv: „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær. . . . Jeg elendige menneske!“ (Romerne 7:21-24) Jehova Gud har inspireret disse ord og sørget for at de er blevet nedskrevet og bevaret i Bibelen så vi kan få gavn af dem. Og vi får bestemt gavn af dem, for hvem af os kan ikke identificere os med det Paulus så ærligt siger?

Dit barn vil også bedre kunne identificere sig med dig når han eller hun både hører om de gode valg du har truffet, og om de fejltagelser du har begået. Det er rigtigt at du er vokset op i en anden tid. Men selvom tiderne har ændret sig, så har hverken den menneskelige natur eller Bibelens principper ændret sig. (Salme 119:144) Når du fortæller om de udfordringer du selv har haft — og om hvordan du overvandt dem — kan det hjælpe dine børn til at klare deres problemer. „Når man opdager at ens forældre har haft udfordringer der minder om dem man selv har, forstår man at de også er ganske almindelige mennesker,“ siger en ung mand ved navn Cameron. Han fortsætter: „Næste gang man har et problem, tænker man på om ens forældre har været igennem det samme.“

Et advarende ord: Alle beretninger behøver ikke nødvendigvis at munde ud i en vejledning. Du er måske bekymret for om din teenagesøn eller -datter drager forkerte konklusioner eller vil bruge det som en undskyldning for at begå de samme fejl. Men i stedet for at opsummere hvad du ønsker at dit barn skal lære af samtalen („Det er derfor du aldrig må . . .“), så fortæl kort hvad du føler. („Når jeg tænker tilbage, ville jeg ønske at jeg ikke havde gjort dét eller dét fordi . . .“) På den måde kan dit barn lære noget vigtigt af dine erfaringer uden at føle at der er blevet prædiket for ham eller hende. — Efeserne 6:4.

SE BIND 1, KAPITEL 1

Hvordan kan jeg få mit barn til at tale med mig?

Da dine børn var små, talte de sikkert med dig om alt. Hvis du spurgte dem om noget, svarede de med det samme. Ja, ofte behøvede du ikke engang at stille spørgsmål; oplysningerne væltede ud af dem. At få dine teenagebørn til at snakke er en helt anden sag; det kan virke lige så umuligt som at få vand op af en udtørret brønd. ’De taler med deres venner,’ siger du til dig selv. ’Hvorfor vil de ikke tale med mig?’

Lad ikke dine teenagebørns tavshed få dig til at konkludere at de har vraget dig, eller at de ikke vil have at du skal blande dig i deres liv. I virkeligheden har de mere brug for dig nu end nogen sinde før. Og forskningsresultater viser at de fleste teenagere stadig værdsætter deres forældres råd — endda mere end de råd de får fra deres jævnaldrende eller gennem medierne.

Hvordan kan det da være at de er så tilbageholdende med at sige hvad de tænker og føler? Tænk over det nogle unge fortæller om hvorfor de ikke altid har lyst til at tale med deres forældre. Stil dernæst dig selv de efterfølgende spørgsmål, og slå de anførte skriftsteder op.

„Jeg har svært ved at henvende mig til min far fordi han har så meget at se til, både på sit arbejde og i menigheden. Det er som om det aldrig er belejligt at tale med ham.“ — Andrew.

’Har jeg ubevidst signaleret at jeg har for travlt til at tale med mine børn? Hvad kan jeg i så fald gøre for at blive lettere at tale med? Hvornår kan jeg regelmæssigt bruge tid på at tale med mine børn?’ — 5 Mosebog 6:7.

„Jeg gik grædende til min mor og fortalte hende om et skænderi jeg havde haft i skolen. Jeg håbede at hun ville trøste mig, men i stedet irettesatte hun mig. Siden da har jeg ikke snakket med min mor om noget af betydning.“ — Kenji.

’Hvordan reagerer jeg når mine børn kommer til mig med et problem? Kan jeg lære at være mere medfølende og lytte inden jeg kommer med gode råd, også selvom der er grund til at give en irettesættelse?’ — Jakob 1:19.

„Selvom forældre siger at vi kan fortælle dem alt, og at de ikke bliver vrede, bliver de næsten altid sure alligevel. Og så er det at teenagere føler sig svigtet.“ — Rachel.

’Hvordan kan jeg bevare roen hvis mit barn fortæller mig noget der virker foruroligende?’ — Ordsprogene 10:19.

„Når jeg åbnede mig for min mor og fortalte hende noget meget personligt, skete det tit at hun fortalte det videre til sine veninder. I lang tid stolede jeg ikke på hende.“ — Chantelle.

’Tager jeg hensyn til mit barns følelser ved ikke at fortælle andre noget som han eller hun har sagt til mig i fortrolighed?’ — Ordsprogene 25:9.

„Der er meget jeg gerne vil tale med mine forældre om. Jeg har bare brug for deres hjælp til at komme i gang.“ — Courtney.

’Kan jeg tage initiativet til at tale med mit teenagebarn? Hvilke tidspunkter er det bedst at tale sammen på?’ — Prædikeren 3:7.

Som forælder har du alt at vinde ved at bygge bro over kommunikationskløften mellem dig og dit barn. Overvej hvad 17-årige Junko fra Japan har oplevet. Hun fortæller: „Engang indrømmede jeg over for min mor at jeg følte mig bedre tilpas sammen med mine skolekammerater end med mine trosfæller. Den næste dag lå der et brev fra mor på mit bord. I brevet fortalte hun at hun også på et tidspunkt havde følt at hun ikke havde nogen venner i menigheden. Hun mindede mig om personer i Bibelen der tjente Gud, også selvom der ikke var nogen de kunne være sammen med som kunne opmuntre dem. Hun roste mig for det jeg havde gjort for at knytte gode venskaber. Det var en overraskelse for mig at finde ud af at jeg ikke var den eneste der havde haft det problem. Min mor havde oplevet det samme, og det blev jeg så glad for at få at vide at jeg begyndte at græde. Det min mor fortalte mig, opmuntrede mig meget og gav mig styrke til at gøre det rigtige.“

Som Junkos mor fandt ud af, får teenagere lyst til at åbne sig for deres forældre og fortælle om deres tanker og følelser når de kan mærke at de ikke vil blive latterliggjort eller kritiseret. Men hvad kan du gøre hvis din teenagesøn eller -datter virker irriteret eller endda vred når han eller hun taler til dig? Undgå trangen til at give igen med samme mønt. (Romerne 12:21; 1 Peter 2:23) Uanset hvor svært det er, bør du i stedet ved dit eksempel vise hvordan du forventer at dit teenagebarn skal tale og opføre sig.

Husk dette: Teenagere er på vej til at blive voksne og befinder sig derfor i en overgangsfase. Eksperter har bemærket at der kan ske store udsving i unges adfærd i denne periode — nogle gange opfører de sig som om de er ældre end de er, og andre gange bærer de sig mere barnligt ad. Hvis det er noget du lægger mærke til hos dit teenagebarn, hvad kan du så gøre — især i en situation hvor han eller hun opfører sig umodent i forhold til sin alder?

Modstå trangen til at fare frem med kritik eller at lade dig inddrage i en barnlig diskussion. Appellér i stedet til din teenager som til en der er ved at blive voksen. (1 Korinther 13:11) Hvis den barnlige side hos din søn eller datter dukker op og han eller hun for eksempel siger: „Hvorfor er du altid efter mig?“, kunne du være fristet til at svare vredt igen. Men hvis du gør det, mister du kontrollen over samtalen og bliver sandsynligvis fanget i et skænderi. På den anden side kunne du ganske enkelt sige: „Det lyder som om du er rigtig vred. Er det ikke bedre vi snakker om det lidt senere?“ På den måde har du stadig kontrol over situationen. Der er nu lagt op til en samtale i stedet for et skænderi.

SE BIND 1, KAPITEL 1 OG 2

REGLER

Skal jeg forlange at ’kom hjem-tider’ bliver overholdt?

Som en hjælp til at besvare det spørgsmål kan du forestille dig selv i følgende situation: Din søn skulle have været hjemme for en halv time siden. Nu hører du at hoveddøren langsomt bliver åbnet. ’Han håber nok at jeg er gået i seng,’ tænker du. Men du er selvfølgelig ikke gået i seng. Rent faktisk har du siddet og ventet lige siden det tidspunkt da han skulle have været hjemme. Døren er nu helt åben, og din søn får øje på dig. Hvad vil du sige? Hvad vil du gøre?

Du har flere muligheder. Du kunne vælge at lade det passere. ’Drenge er jo drenge,’ vil du måske sige til dig selv. Eller du kunne gå i den modsatte grøft og sige: „Nu er det slut med at gå ud om aftenen!“ I stedet for at handle impulsivt så hør først om der er en god grund til at han er kommet for sent hjem. Derefter kan du bruge situationen til at lære ham noget vigtigt. Hvordan?

Forslag: Sig til din søn at du gerne vil tale med ham i morgen. På et passende tidspunkt kan I sætte jer ned og få en snak om hvad du har tænkt dig at gøre. Nogle forældre har prøvet følgende: Hvis deres børn kommer senere hjem end aftalt, skal de komme en halv time tidligere hjem næste gang. Men hvis børnene altid kommer hjem til tiden og viser at de er til at stole på, overvejer forældrene at give dem lov til flere ting — måske endda at komme senere hjem nogle aftener. Det er vigtigt at børnene helt nøjagtigt ved hvornår de skal være hjemme, og hvilke konsekvenser det vil få at komme for sent. Og husk så at gennemføre det du har sagt.

Bibelen siger: „Lad jeres rimelighed blive kendt.“ (Filipperne 4:5) Inden du endeligt beslutter hvornår din teenager skal være hjemme, kan det være en god idé at tage en snak om det. Giv ham eller hende mulighed for at foreslå et tidspunkt og begrunde det. Tag forslaget med i dine overvejelser. Hvis din teenager har vist sig at være ansvarsbevidst og det er et rimeligt forslag, kunne du måske følge det.

Punktlighed er noget alle har brug for at lære. Når du lærer dine børn at de skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, er det altså ikke kun for at beskytte dem. Nej, du lærer dem noget der kan gavne dem længe efter at de er flyttet hjemmefra. — Ordsprogene 22:6.

SE BIND 1, KAPITEL 3, OG BIND 2, KAPITEL 22

Hvordan kan jeg tackle konflikter angående tøj?

Tænk på situationen der er beskrevet på side 77 i dette bind. Forestil dig at Helene er din datter. Du kan ikke undgå at lægge mærke til hendes tøj — efter din mening er hun alt for udfordrende klædt. Du siger straks: „Gå ind og skift tøj, unge dame, ellers får du ikke lov til at gå nogen steder!“ Det kan godt være at det virker. Din datter får jo ikke noget egentligt valg. Men hvad kan du gøre for ikke kun at få hende til at skifte tøj, men også ændre tankegang?

● For det første må du huske at konsekvenserne af at klæde sig udfordrende burde bekymre din teenagedatter mindst lige så meget som de bekymrer dig. Inderst inde har din datter jo ikke lyst til at se tåbelig ud eller at påkalde sig uønsket opmærksomhed. Forklar på en rolig og forstående måde hvorfor en udfordrende tøjstil ikke er særlig flatterende.b Foreslå nogle alternativer.

● For det andet må du være rimelig. Spørg dig selv: ’Tilsidesætter man et bibelsk princip ved at gå med det tøj, eller er det bare et spørgsmål om personlig smag?’ (2 Korinther 1:24; 1 Timoteus 2:9, 10) Hvis det kun er et spørgsmål om smag, kan du måske overveje at give lov.

● For det tredje er det ikke nok at du fortæller din søn eller datter hvad der ikke er acceptabelt. Du må også hjælpe ham eller hende med at finde noget tøj der er passende. Brug arbejdsskemaerne på side 82 og 83 i dette bind som en hjælp til at ræsonnere med dit barn. Du kan være sikker på at det vil være anstrengelserne værd!

SE BIND 1, KAPITEL 11

Skal jeg give mit barn lov til at spille computerspil?

Der er sket meget inden for elektroniske spil siden du var ung. Hvordan kan du som forælder hjælpe dit barn til at se de potentielle farer og undgå dem?

Du vil sikkert ikke få meget ud af at fordømme hele spilindustrien og dogmatisk påstå at alle computerspil er fuldstændig spild af tid. Husk at ikke alle spil er skadelige. Ikke desto mindre kan de skabe afhængighed. Undersøg derfor hvor meget tid dit barn bruger på at spille disse spil. Og find ud af hvilken type spil der virker tiltrækkende på dit barn. Du kunne måske endda stille spørgsmål som:

● Hvad er det mest populære computerspil blandt dine klassekammerater?

● Hvad sker der i spillet?

● Hvorfor tror du spillet er så populært?

Du vil måske opdage at dit barn ved mere om computerspil end du havde troet. Det kan endda være at han eller hun har spillet et spil du synes er helt uacceptabelt. Hvis det er tilfældet, må du ikke overreagere. Benyt lejligheden til at hjælpe barnet til at opøve sin opfattelsesevne. — Hebræerne 5:14.

Stil nogle spørgsmål der kan hjælpe dig til at finde ud af hvorfor dit barn har lyst til at spille det spil du har indvendinger imod. Du kunne for eksempel spørge:

● Føler du dig udenfor fordi du ikke må spille det spil?

Nogle unge spiller bestemte computerspil for at have noget at snakke med deres jævnaldrende om. Hvis det gælder dit barn, vil du sandsynligvis gribe situationen an på en anden måde end hvis det var fordi dit barn var tiltrukket af spil der indeholder grov vold eller har seksuelle undertoner. — Kolossenserne 4:6.

Men hvad nu hvis dit barn er tiltrukket af de negative elementer i et spil? Nogle unge er måske hurtige til at understrege at de ikke bliver påvirket af den bloddryppende vold i spillene. De siger: ’Bare fordi jeg gør det i spillene, betyder det ikke at jeg vil gøre det i virkeligheden.’ Hvis det er sådan dit barn har det, så vis ham eller hende hvad der står i Salme 11:5. Ordene i skriftstedet viser tydeligt at Gud ikke kun hader dem der er voldelige, men også dem der elsker vold. Det samme princip gør sig gældende i forbindelse med kønslig umoralitet og enhver anden handling som fordømmes i Guds ord. — Salme 97:10.

Hvis computerspil er et problem for dit barn, så prøv følgende:

● Lad ikke barnet spille computerspil et sted hvor der ikke er opsyn, for eksempel på dets værelse.

● Fastsæt nogle regler. For eksempel: Lektielæsning, aftensmad og andre vigtige gøremål skal klares før der kan spilles computerspil.

● Understreg hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv.

● Se på mens dit barn spiller — eller endnu bedre, vær med til at spille en gang imellem.

For at kunne vejlede sit barn med hensyn til underholdning bør man selvfølgelig være et godt eksempel. Så spørg dig selv: ’Hvilke tv-programmer og film ser jeg?’ Du kan være sikker på at dit barn ved det hvis du er dobbeltmoralsk!

SE BIND 2, KAPITEL 30

Hvad nu hvis mit barn er afhængigt af mobiltelefonen, computeren eller andre elektroniske medier?

Er det sådan at din teenagesøn eller -datter bruger for meget tid online, sms’er for meget eller har et bedre forhold til sin MP3-afspiller end til dig? Hvad kan du så gøre?

Du kunne selvfølgelig bare konfiskere dit barns elektroniske udstyr. Men lad være med at afvise alle elektroniske medier som noget skadeligt. Du bruger jo nok også visse elektroniske medier som ikke var til rådighed for dine forældre. I stedet for blot at konfiskere din teenagers udstyr — medmindre der er en rigtig god grund til at gøre det — hvorfor så ikke bruge lejligheden til at lære din søn eller datter at bruge det fornuftigt og med omtanke? Hvordan kan du det?

Sæt dig ned sammen med dit teenagebarn, og snak sagen igennem. Fortæl først hvad der bekymrer dig. Lyt derefter til hvad han eller hun har at sige. (Ordsprogene 18:13) Og udarbejd så nogle praktiske løsninger. Vær ikke bange for at sætte faste grænser, men vær rimelig. „Dengang jeg havde et problem med at sms’e for meget,“ siger en teenager der hedder Ellen, „tog mine forældre ikke min telefon fra mig, men opstillede nogle retningslinjer. Deres måde at tackle det på har hjulpet mig til at bruge sms’er på en fornuftig måde, selv når mine forældre ikke er der til at holde øje med mig.“

Hvad nu hvis din søn eller datter går i forsvarsposition? Så skal du ikke konkludere at du har talt for døve ører. Vær i stedet tålmodig, og giv dit teenagebarn lidt tid til at tænke over sagen. Der er store chancer for at han eller hun dybest set er enig med dig og gerne vil gøre de nødvendige forandringer. Mange unge har det ligesom en teenagepige ved navn Hailey, der siger: „Først irriterede det mig at mine forældre sagde at jeg var afhængig af min computer. Men senere, da jeg fik tænkt lidt mere over det, kunne jeg se at de havde ret.“

SE BIND 1, KAPITEL 36

UAFHÆNGIGHED

Hvor stor uafhængighed skal jeg lade mit barn få?

Det kan være et svært spørgsmål når det drejer sig om hvor meget privatliv du vil lade dit barn have. Hvad nu hvis din søn for eksempel er på sit værelse med døren lukket. Skal du så bare gå ind uden at banke på? Eller hvad hvis din datter har glemt sin mobiltelefon fordi hun skulle skynde sig i skole. Skal du kigge hendes sms’er igennem?

Sådanne spørgsmål er ikke lette at svare på. På den ene side har du som forælder ret til at vide hvad der sker i dine børns liv, og er forpligtet til at beskytte dem. På den anden side kan du og din ægtefælle ikke for evigt være „helikopterforældre“ der mistænksomt kredser over børnene og kontrollerer deres mindste bevægelse. Hvordan kan man finde balancen?

For det første: Når unge gerne vil have lidt privatliv, betyder det ikke altid at de har noget at skjule. Det er ofte en normal del af deres udvikling. Hvis de får en vis frihed, hjælper det dem til at ’prøve vingerne af’ og bruge deres sunde fornuft når de selv knytter venskaber og løser problemer. (Romerne 12:1, 2) Når de unge får lov til at have et privatliv, giver det dem mulighed for at udvikle deres tænkeevne — en evne der er vigtig hvis de skal fungere som ansvarsbevidste voksne. Det giver dem også lejlighed til tænke sig grundigt om før de træffer beslutninger eller besvarer vanskelige spørgsmål. — Ordsprogene 15:28.

For det andet: Hvis du forsøger at holde øje med alt hvad de unge foretager sig, kan det føre til vrede og oprørskhed. (Efeserne 6:4; Kolossenserne 3:21) Betyder det så at du slet ikke skal blande dig? Nej, for det er stadig dig der er forælder. Men målet er at de unge får deres samvittighed oplært. (5 Mosebog 6:6, 7; Ordsprogene 22:6) I sidste ende er rådgivning bedre end overvågning.

For det tredje: Tal det igennem med dine teenagebørn. Lyt til hvad der går dem på. Kunne du somme tider give dig? Fortæl dem at du vil lade dem have en vis frihed så længe de ikke svigter din tillid. Forklar hvad følgerne bliver hvis de misbruger friheden, og sørg så for at være konsekvent. Det kan lade sig gøre at give sine børn noget privatliv uden at man frasiger sig rollen som omsorgsfulde forældre.

SE BIND 1, KAPITEL 3 OG 15

Hvornår skal mit barn gå ud af skolen?

„Lærerne er kedelige!“ „Jeg har alt for mange lektier!“ „Jeg gør alt hvad jeg kan, og får alligevel lave karakterer — jeg kan lige så godt give op!“ Sådanne frustrationer frister nogle unge til at holde op med at gå i skole før de har lært de færdigheder der er nødvendige for at kunne klare sig. Hvad kan du gøre hvis din søn eller datter ønsker at droppe ud af skolen? Her følger nogle forslag:

● Tænk over din egen indstilling til uddannelse. Betragtede du skolen som spild af tid — som en ’fængselsdom’ du var nødt til at afsone indtil den dag du kunne beskæftige dig med noget vigtigere? Så kan det være at din indstilling til det at lære har smittet af på dine børn. Sagen er at en alsidig uddannelse kan hjælpe dem til at tilegne sig „praktisk visdom og evnen til at tænke“ — vigtige egenskaber hvis de skal nå deres mål. — Ordsprogene 3:21.

● Sørg for gode rammer. Nogle kunne klare sig bedre end de gør, men de véd simpelt hen ikke hvordan man læser lektier — eller de har ikke de rette omgivelser. Et godt læsemiljø kunne indbefatte et ryddeligt skrivebord med tilstrækkelig belysning og de nødvendige opslagsværker. Du kan hjælpe dit barn til at gøre fremskridt — både i skolen og i menigheden — ved at sørge for de rette omgivelser til at ’grunde over’ nye tanker. — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:15.

● Engagér dig. Betragt lærere og studievejledere som dine allierede, ikke som dine fjender. Hav kontakt med dem, og husk deres navne. Tal med dem om dit barns mål og særlige udfordringer. Hvis problemet er dårlige karakterer, prøv da at finde ud af hvad grunden er. Kunne det for eksempel tænkes at dit barn er bange for at blive mobbet hvis han eller hun er alt for dygtig? Er der problemer med en af lærerne? Eller med et af fagene? Dit barn skulle gerne udfordres af pensummet, ikke overvældes af det. Endnu en mulighed: Kunne der være noget i vejen rent fysisk, som for eksempel et dårligt syn eller indlæringsvanskeligheder?

Jo mere du engagerer dig i dit barns udvikling, både i skolen og som et åndeligt menneske, jo større sandsynlighed er der for at han eller hun vil klare sig godt. — Salme 127:4, 5.

SE BIND 1, KAPITEL 19

Hvordan kan jeg vide hvornår min søn eller datter er klar til at flytte hjemmefra?

Serena, der blev citeret i kapitel 7 i dette bind, er skræmt ved tanken om at flytte hjemmefra. Hvorfor? Hun siger: „Når jeg vil købe noget, giver min far mig ikke lov til selv at betale. Han siger at det er hans ansvar. Så tanken om at jeg engang selv skal betale mine regninger, virker skræmmende.“ Serenas far mener det helt sikkert godt, men hjælper han sin datter til at kunne styre sin egen økonomi? — Ordsprogene 31:10, 18, 27.

Er dine børn overbeskyttede og derfor dårligt forberedte på at stå på egne ben? Hvordan finder du ud af det? Overvej de følgende fire færdigheder, der også er nævnt i kapitel 7 under underoverskriften „Er jeg forberedt?“ — men gør det ud fra et forældreperspektiv.

Økonomisk sans. Ved dine store børn hvordan man udfylder en selvangivelse, og har de kendskab til skattereglerne? (Romerne 13:7) Kan de administrere at have et betalingskort? (Ordsprogene 22:7) Kan de lægge et budget og holde det? (Lukas 14:28-30) Har de oplevet den tilfredshed der er ved at købe noget for penge de selv har tjent? Har de erfaret den endnu større tilfredshed der er ved at bruge tid og ressourcer på at hjælpe andre? — Apostelgerninger 20:35.

Praktiske færdigheder. Kan din datter og din søn lave mad? Har du lært dem at vaske og stryge? Hvis de har kørekort, kan de så skifte olie, en sikring eller et hjul?

Sociale færdigheder. Når dine større børn er uenige, er du så hurtig til at blande dig og løse problemet for dem? Eller har du lært dine børn selv at finde en fredelig løsning og så fortælle dig hvad de er nået frem til? — Mattæus 5:23-25.

Åndelige rutiner. Fortæller du dine børn hvad de skal tro på, eller hjælper du dem til selv at blive overbevist? (2 Timoteus 3:14, 15) Lærer du dem at udvikle deres ’evne til at tænke’ i stedet for bare altid at besvare deres spørgsmål om tro og moral? (Ordsprogene 1:4) Vil du gerne have at de følger dit eksempel med hensyn til personligt studium, eller kunne du godt tænke dig at de fik nogle bedre studievaner?c

Der er ingen tvivl om at det kræver meget tid og energi at oplære sine børn på disse fire områder. Men den dag du med blandede følelser ser dem rejse hjemmefra, vil du være glad for at du gjorde dig de anstrengelser.

SE BIND 1, KAPITEL 7

SEX OG KÆRESTER

Bør jeg tale med mit barn om sex?

Sex er et emne børn stifter bekendtskab med i en overraskende tidlig alder. Bibelen har for længe siden forudsagt at „de sidste dage“ ville være kendetegnet af „kritiske tider som er vanskelige at klare“, og at menneskene ville være „uden selvbeherskelse“ og „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:1, 3, 4) At uforpligtende sex er blevet almindeligt, er ét ud af mange vidnesbyrd om at denne profeti er gået i opfyldelse.

I dag er verden helt anderledes end den du voksede op i. Men i nogen grad er problemerne de samme. Du skal derfor ikke blive overdrevent bekymret ved tanken om den dårlige påvirkning dine børn er udsat for. Vær i stedet fast besluttet på at hjælpe dem til at gøre det Paulus for cirka 2000 år siden opfordrede de kristne til: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ (Efeserne 6:11) Mange unge kristne kæmper en rosværdig kamp for at gøre det der er rigtigt, på trods af den skadelige indflydelse de udsættes for. Hvordan kan du hjælpe dine børn til at gøre det samme?

Du kan blandt andet tage en snak med dem og tage udgangspunkt i udvalgte kapitler i 4. del af denne bog og i 1. og 7. del af bind 2. Disse kapitler indeholder nogle tankevækkende skriftsteder. Nogle af dem omtaler personer der enten tog et fast standpunkt for det rigtige og blev velsignet, eller som ignorerede Guds lov og måtte betale prisen. Andre skriftsteder indeholder principper som kan hjælpe dine børn til at indse at det er et stort privilegium for dem — og for dig — at leve efter Guds love. Hvad med snart at gennemgå disse skriftsteder med dem?

SE BIND 1, KAPITEL 23, 25 OG 32, OG BIND 2, KAPITEL 4-6, 28 OG 29

Skal vi give vores barn lov til at komme sammen med en?

Spørgsmålet om at komme sammen med en bliver før eller siden aktuelt for jeres børn. „Jeg behøver ikke engang at gøre noget!“ siger Phillip. „Der er piger der spørger om jeg vil gå i byen med dem, og så står jeg der og tænker ’Hvad skal jeg nu gøre?’ Det er svært at sige nej, for nogle af dem ser rigtig godt ud!“

Det bedste I som forældre kan gøre, er at tale med jeres teenagedatter eller -søn om det at komme sammen med en; måske kan I bruge kapitel 1 i bind 2 som udgangspunkt for en drøftelse. Find ud af hvordan jeres søn eller datter har det med de udfordringer de møder i skolen eller endda i den kristne menighed. Nogle gange kan I godt tage en uformel snak om det, for eksempel ’når I sidder i jeres hus og når I vandrer på vejen’. (5 Mosebog 6:6, 7) Uanset situationen må I huske at være ’hurtige til at høre og langsomme til at tale’. — Jakob 1:19.

Hvis jeres teenager fortæller at han eller hun er interesseret i en af det modsatte køn, så gå ikke i panik. „Da min far fandt ud af at jeg havde en kæreste, blev han helt ude af den!“ siger en teenagepige. „Han forsøgte at skræmme mig ved at stille alle mulige spørgsmål — om jeg var moden nok til at blive gift og så videre. Og når man er ung, kan sådanne spørgsmål give én lyst til at fortsætte forholdet bare for at bevise at ens forældre tager fejl!“

Hvis jeres søn eller datter ved at al snak om kærester er bandlyst, kan det få uheldige følger. Han eller hun går måske bag jeres ryg og begynder i al hemmelighed at komme sammen med en. „Når forældre overreagerer,“ siger en pige, „gør de unge blot mere for at skjule forholdet. De holder ikke op med at komme sammen. De bliver bare endnu mere udspekulerede.“

I kommer meget længere ved at tage en ærlig snak med jeres barn. Brittany på 20 siger: „Jeg har altid kunnet tale meget åbent med mine forældre om kærester. Det er vigtigt for dem at vide hvem jeg er interesseret i, og det synes jeg er fint! Min far taler med vedkommende, og hvis han og mor har nogle betænkeligheder, fortæller de mig det. Som regel kan jeg selv se at det ikke er noget, før det overhovedet kommer på tale at blive kærester.“

Men efter at have læst kapitel 2 i bind 2 tænker du måske: ’Kunne min søn eller datter finde på at komme sammen med en bag min ryg?’ Læs hvad en række unge siger om hvorfor nogle kunne føle sig fristet til at komme sammen med en i hemmelighed, og tænk så over de efterfølgende spørgsmål.

„Nogle børn savner omsorg derhjemme og søger derfor tryghed hos en kæreste.“ — Wendy.

Hvordan kan du som forælder sikre dig at dine børns følelsesmæssige behov bliver dækket? Er der nogle ting du kan forbedre? I så fald hvilke?

„Da jeg var 14, spurgte en udvekslingselev om jeg ville komme sammen med ham. Det ville jeg gerne. Jeg syntes det ville være rart at have en som kunne holde om mig.“ — Diane.

Hvad ville du gøre hvis Diane var din datter?

„Mobiltelefoner gør det let at komme sammen i hemmelighed. Forældrene aner ikke hvad der foregår!“ — Annette.

Hvad kan du gøre for at have føling med hvordan dit barn bruger sin mobiltelefon?

„Det er meget lettere at have en hemmelig kæreste når forældrene ikke har nok styr på hvem deres børn er sammen med, og hvad de laver.“ — Thomas.

Er der noget du kan gøre for at blive mere involveret i dine teenagebørns liv og stadig give dem en vis frihed?

„Tit er forældrene ikke hjemme når deres børn er det. Eller også er de for ukritiske med hvor de lader dem tage hen sammen med andre.“ — Nicholas.

Hvem er dit barns bedste ven eller veninde? Ved du egentlig hvad de foretager sig når de er sammen?

„Nogle begynder at komme sammen med en i hemmelighed fordi deres forældre er for strenge.“ — Paul.

Hvordan kan du ’lade din rimelighed blive kendt’ uden at du går på kompromis med Bibelens love og principper? — Filipperne 4:5.

„Da jeg var i begyndelsen af teenageårene, havde jeg et meget lavt selvværd og længtes efter opmærksomhed. Jeg begyndte at maile med en dreng i nabomenigheden og blev forelsket i ham. Han fik mig til at føle mig som noget særligt.“ — Linda.

Hvordan kunne Linda have fået dækket sine behov på en bedre måde derhjemme?

Som grundlag for en snak med din søn eller datter kan du bruge kapitel 2 i bind 2 samt denne del af tillægget. Det bedste middel mod hemmelighedskræmmeri er en åben og ærlig kommunikation. — Ordsprogene 20:5.

SE BIND 2, KAPITEL 1-3

FØLELSER

Hvordan skal vi reagere hvis vores barn taler om selvmord?

I nogle dele af verden er der foruroligende mange unge der begår selvmord. I USA er selvmord for eksempel den tredjehyppigste dødsårsag blandt unge i alderen 15 til 25 år, og i løbet af de sidste 20 år er selvmordshyppigheden blandt børn mellem 10 og 14 år blevet fordoblet. Nogle af de mest udsatte unge er dem der har psykiske problemer, dem der har haft selvmord i familien, og dem der tidligere har forsøgt selvmord. Når en ung overvejer at tage sit eget liv, vil der ofte være følgende advarselssignaler:

● Isolerer sig fra familie og venner

● Ændrer spise- og sovevaner

● Mister interessen for aktiviteter han eller hun før var glad for

● Ændrer personlighed

● Misbruger stoffer eller alkohol

● Forærer sine yndlingsting væk

● Taler om døden eller er meget optaget af emner der har at gøre med døden

En af de største fejl forældre kan begå, er at ignorere sådanne advarselssignaler. Tag alle trusler alvorligt. Vær ikke hurtige til at konkludere at det bare er en fase jeres barn skal igennem.

I skal heller ikke skamme jer over at søge hjælp til jeres teenagebarn hvis det har en depression eller en anden psykisk lidelse. Hvis I har mistanke om at jeres barn overvejer at gøre en ende på det hele, så spørg ind til det. Forestillingen om at et selvmord kan blive fremprovokeret ved at man snakker om det, er forkert. Mange unge er lettede når deres forældre bringer emnet på bane. Hvis jeres teenagebarn indrømmer at være plaget af selvmordstanker, så find ud af om han eller hun har udtænkt en plan, og i så fald hvor detaljeret den er. Jo mere detaljeret planen er, jo hurtigere må I tage affære.

Gå ikke ud fra at depressionen vil lette af sig selv. Og hvis den ser ud til at lette, så tro ikke at problemet dermed er løst. Det kunne tværtimod være det allerfarligste tidspunkt. Hvorfor? Fordi en teenager der er dybt deprimeret, måske er for handlingslammet til at kunne tage sit eget liv. Men når depressionen letter og energien vender tilbage, vil teenageren måske have styrke nok til at gennemføre selvmordet.

Det er dybt tragisk at nogle unge er så fortvivlede at de overvejer at gøre en ende på det hele. Ved at være opmærksomme på faresignalerne og reagere på dem kan forældre og andre omsorgsfulde voksne give de unge den nødvendige hjælp og støtte og derved ’trøste de modfaldne sjæle’. — 1 Thessaloniker 5:14.

SE BIND 1, KAPITEL 13 OG 14, OG BIND 2, KAPITEL 26

Skal jeg skjule min sorg for mine børn?

Hvis du mister din ægtefælle, følger der en tid med dyb sorg. Det vil imidlertid også være en periode hvor dit teenagebarn har brug for din støtte. Hvordan kan du hjælpe ham eller hende til at komme igennem sorgen samtidig med at du giver dig selv lov til at sørge? Prøv følgende:

● Lad være med at skjule dine følelser. Dit barn har lært mange af de vigtigste ting i livet ved at iagttage dig. Din måde at håndtere sorg på vil også smitte af på barnet. Så føl ikke at du er nødt til at være stærk og at skjule din sorg. Det vil blot lære ham eller hende at gøre det samme. Hvis du derimod giver udtryk for din smerte, vil dit barn lære at det ofte er bedre at vise sine følelser end at undertrykke dem, og at det er normalt at være ked af det, frustreret og endda vred.

● Hjælp dit barn til at åbne sig. Tilskynd dit barn til at fortælle om sine tanker, uden dog at presse ham eller hende til det. Hvis barnet virker tilbageholdende, kunne det være en god idé at I drøfter kapitel 16 i dette bind sammen. Fortæl om de mange dejlige minder du har om din ægtefælle. Sæt også ord på hvor svært det vil være for dig at komme videre. Når du giver udtryk for dine følelser, lærer dit barn at gøre det samme.

● Kend dine begrænsninger. Forståeligt nok vil du gerne støtte dit barn på den bedst mulige måde i denne svære tid. Men husk at du selv er stærkt påvirket af at have mistet din ægtefælle, og at din følelsesmæssige, mentale og fysiske tilstand for en tid kan være svækket. (Ordsprogene 24:10) Det kan derfor være nødvendigt at du beder andre voksne i familien eller modne venner om hjælp og støtte. Det er et tegn på modenhed at bede om hjælp. Ordsprogene 11:2 siger: „Hos de beskedne er der visdom.“

Den bedste støtte du kan få, kommer fra Jehova Gud, der giver følgende løfte til alle der tjener ham: „Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ — Esajas 41:13.

SE BIND 1, KAPITEL 16

Hvordan kan jeg hjælpe min datter til at få et fornuftigt syn på mad og slankekure?

Hvis din datter har fået en spiseforstyrrelse, hvad kan du så gøre?d Først må du prøve at forstå hvad grunden er.

Det har vist sig at mange med spiseforstyrrelser har et lavt selvværd, er perfektionister og har urimeligt høje forventninger til sig selv. Du må sikre dig at du ikke er med til at forstærke din datters problem, men i stedet virker opbyggende på hende. — 1 Thessaloniker 5:11.

Overvej også din egen indstilling til mad og kropsvægt. Har du ubevidst fokuseret for meget på disse ting, enten ved det du siger, eller ved det du gør? Husk at unge er utrolig bevidste om deres udseende. Blot nogle få drillende bemærkninger om „hvalpefedt“ eller om den normale vækstspurt i puberteten kan være den første spire til problemer hos et letpåvirkeligt ungt menneske.

Når du har overvejet sagen under bøn, bør du tage en åbenhjertig snak med din datter. Følgende punkter kan være en hjælp:

● Gennemtænk nøje hvad du vil sige, og hvornår.

● Giv klart udtryk for at du er bekymret og gerne vil hjælpe.

● Bliv ikke overrasket hvis din datter går i forsvarsposition.

● Lyt tålmodigt.

Det vigtigste er at du tager aktivt del i din datters kamp for at få det bedre. Gør det til et familieanliggende!

SE BIND 1, KAPITEL 10, OG BIND 2, KAPITEL 7

ÅNDELIG SUNDHED

Hvordan kan jeg fortsætte med at undervise mine børn i åndelige værdier når de er blevet teenagere?

Bibelen fortæller at Timoteus blev undervist i åndelige emner „fra den spæde barndom af“, og du har sikkert også undervist dine børn. (2 Timoteus 3:15) Når børnene bliver teenagere, skal du måske ændre dine undervisningsmetoder. Dine børn er ved at blive voksne og begynder at forstå abstrakte og mere komplicerede begreber som de ikke helt kunne forstå da de var yngre. Det er nu vigtigere end nogen sinde at appellere til deres fornuft. — Romerne 12:1.

Da Paulus skrev til Timoteus, nævnte han at der var noget Timoteus ’havde lært og var blevet overbevist om’. (2 Timoteus 3:14) Nu har dine teenagebørn sikkert brug for at blive „overbevist om“ de bibelske sandheder som de har kendt siden de var små. Hvis du vil nå deres hjerte, kan du ikke nøjes med at fortælle dem hvad de skal tro eller gøre. De har brug for selv at finde ud af hvad der er rigtigt. Hvordan kan du hjælpe dem? Begynd med at give dem gode muligheder for at tænke over og tale om spørgsmål som disse:

● Hvad overbeviser mig om at Gud findes? — Romerne 1:20.

● Hvordan kan jeg vide at det mine forældre har lært mig ud fra Bibelen, er sandt? — Apostelgerninger 17:11.

● Hvad overbeviser mig om at det er til mit eget bedste at følge Bibelens normer? — Esajas 48:17, 18.

● Hvordan kan jeg vide at Bibelens profetier vil blive opfyldt? — Josua 23:14.

● Hvad overbeviser mig om at intet i denne verden kan sammenlignes med ’den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus har’? — Filipperne 3:8.

● Hvad betyder Kristi genløsningsoffer for mig? — 2 Korinther 5:14, 15; Galaterne 2:20.

Du er måske betænkelig ved at lade dine teenagebørn overveje sådanne spørgsmål fordi du frygter at de ikke vil kunne besvare dem. Men det ville være det samme som ikke at turde kigge på benzinmåleren i bilen fordi du frygter at tanken er ved at være tom. Hvis den er, er det bedst at du finder ud af det mens du kan nå at gøre noget ved det! Det er også nu — mens dine teenagebørn stadig bor hjemme — at du skal hjælpe dem til at undersøge forskellige trosspørgsmål og blive overbevist.e

Husk at der ikke er noget galt i at få din søn eller datter til at spørge sig selv: „Hvorfor tror jeg på det?“ Diane på 22 fortæller hvordan hun som teenager gjorde dét. „Jeg havde ikke lyst til at være usikker på min tro,“ siger hun. „Ved at finde frem til nogle klare og overbevisende svar gik det op for mig at jeg var glad for at være et af Jehovas Vidner! Når jeg blev afkrævet en forklaring på hvorfor der var noget jeg ikke ville være med til, sagde jeg ikke længere: ’Det er imod min religion,’ men i stedet: ’Jeg mener ikke det er rigtigt.’ Med andre ord gjorde jeg Bibelens normer til mine normer.“

Forslag: For at lære din teenager at få et fornuftigt syn på Bibelens normer kan du få ham eller hende til at spille rollen som forælder når der opstår et problem. Forestil dig for eksempel at din datter har bedt om lov til at gå til en fest som du (og sandsynligvis også hun) er klar over at det ikke vil være fornuftigt at tage med til. I stedet for bare at svare nej kunne du sige noget i retning af: ’Jeg vil gerne have at du prøver at sætte dig i mit sted. Tænk på den fest du gerne vil med til, foretag noget research (for eksempel i kapitel 37 i denne bog og i kapitel 32 i bind 2), og så kan vi tage en snak om det i morgen. Jeg vil spille rollen som dig og bede om lov til at gå til festen, og du vil spille rollen som forælder og fortælle mig om det vil være en god idé eller ej.’

SE BIND 1, KAPITEL 38, OG BIND 2, KAPITEL 34-36

Vores teenagebarn har mistet interessen for åndelige ting. Hvad skal vi gøre?

Først og fremmest skal I ikke drage den forhastede slutning at jeres teenagebarn har forkastet jeres tro. I mange tilfælde er der en dybereliggende årsag. Det kan for eksempel være at jeres teenagebarn . . .

● Er udsat for pres fra sine kammerater og er bange for at skille sig ud fordi han eller hun følger Bibelens principper

● Ser at andre unge (måske også søskende) gør gode fremskridt i menigheden, og føler at det er umuligt at leve op til det

● Længes efter at få venner, men føler sig ensom eller udenfor blandt sine trosfæller

● Ser at andre „kristne“ unge lever et dobbeltliv

● Prøver at skabe sig sin egen identitet og derfor er tilbøjelig til at betvivle dine værdinormer

● Ser at klassekammerater foretager sig alle mulige forkerte ting, tilsyneladende uden at mærke nogen dårlige konsekvenser

● Prøver at opnå en ikketroende forælders godkendelse

Læg mærke til at punkter som disse ikke har meget at gøre med trosspørgsmål. De har mere at gøre med omstændigheder som — i hvert fald lige nu — gør det til en udfordring for barnet at praktisere sin tro. Hvad kan I gøre for at opmuntre jeres teenagebarn?

Gør indrømmelser — uden at gå på kompromis. Prøv at forstå årsagen til at jeres teenagesøn eller -datter har mistet modet lidt, og foretag nogle justeringer så han eller hun vil kunne trives bedre åndeligt. (Ordsprogene 16:20) Arbejdsskemaet „Strategi mod gruppepres“ på side 132 og 133 i bind 2 kan for eksempel give jeres barn mere selvtillid så han eller hun bedre tør stå ved sin tro over for sine skolekammerater. Hvis det er ensomhed der er problemet, bliver I måske nødt til at hjælpe jeres barn til at finde nogle gode venner.

Sørg for en mentor. Nogle gange er det en hjælp for unge at have en voksen uden for familien som kan støtte og opmuntre dem. Kender I en der er åndeligt moden, og som kunne være til inspiration for jeres teenagebarn? Hvad med at få vedkommende til at bruge tid sammen med jeres søn eller datter. Meningen er ikke at I skal fralægge jer jeres ansvar. Men tænk på Timoteus. Han havde stor gavn af apostelen Paulus’ eksempel, og Paulus var meget glad for at samarbejde med Timoteus. — Filipperne 2:20, 22.

Så længe jeres teenagebarn bor hjemme, har I ret til at forlange at han eller hun følger familiens program for åndelige aktiviteter. Men i sidste ende er jeres mål jo at indgive jeres barn ægte kærlighed til Gud — og ikke bare få ham eller hende til at handle rent mekanisk. Hvis I vil hjælpe jeres teenagebarn til at tage den sande tro til sig, må I selv være gode eksempler der er værd at efterligne. Vær rimelige i jeres forventninger. Sørg for at barnet har en mentor og nogle gode, opbyggende venner. Måske vil jeres søn eller datter så en dag kunne sige som salmisten: „Jehova er mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed.“ — Salme 18:2.

SE BIND 1, KAPITEL 39, OG BIND 2, KAPITEL 37 OG 38

[Fodnoter]