Jeg har tålmodigt ventet på Jehova fra min ungdom

FORTALT AF RUDOLF GRAICHEN

Som et lyn fra en klar himmel ramte ulykken vores familie da jeg kun var 12 år. Først blev min far sat i fængsel, så blev min søster og jeg med magt fjernet fra hjemmet og anbragt blandt vildfremmede. Senere blev min mor og jeg arresteret af Gestapo. Jeg kom i fængsel, og hun endte i en koncentrationslejr.

DET var blot begyndelsen til den smertelige tid med forfølgelse jeg oplevede i min ungdom som et af Jehovas vidner. Nazisternes berygtede gestapofolk og senere det østtyske Stasi prøvede at bryde min uangribelighed over for Gud. Nu, efter 50 års indviet tjeneste for Jehova, er jeg ham meget taknemmelig for at jeg kan sige som salmisten: „Til overflod har de modstået mig fra min ungdom, uden at de dog har fået overtaget over mig.“ — Salme 129:2.

Jeg blev født i Tyskland den 2. juni 1925, i en lille by ved navn Lucka nær Leipzig. Allerede før jeg blev født, havde mine forældre Alfred og Teresa indset at de skrifter de modtog fra bibelstudenterne (som Jehovas vidner dengang blev kaldt), indeholdt sandheden fra Bibelen. Jeg husker at jeg hver dag kiggede på de billeder med bibelske motiver som hang på væggene i vores hjem. Et af billederne viste ulven og lammet fredeligt sammen, foruden leoparden og kiddet og kalven og løven, og det var en lille dreng som førte dem. (Esajas 11:6-9) Disse billeder gjorde et dybt indtryk på mig.

Mine forældre benyttede enhver lejlighed til at inddrage mig i menighedens aktiviteter. I februar 1933, blot nogle få dage efter at Hitler var kommet til magten, blev „Skabelsens Fotodrama“ — med dens lysbilleder, levende film og indspillet tale — vist i vores lille by. For en dreng som mig på kun syv år var det meget spændende at sidde bag på en ladbil mens vi kørte gennem byen for at avertere ’Fotodramaet’. Ved denne og andre lejligheder gav brødrene mig en følelse af at der var brug for mig i menigheden trods min unge alder. Så fra et meget tidligt tidspunkt er jeg blevet oplært af Jehova og har ladet mig lede af hans ord.

Oplært til at stole på Jehova

Som kristne forholdt Jehovas vidner sig strengt neutrale i forhold til nazisternes politik. Det førte til at nazisterne i 1933 ved lov forbød os at forkynde, at mødes og sågar at læse vore egne bibelske publikationer. I september 1937 blev alle brødrene i vores menighed, deriblandt min far, arresteret af Gestapo. Det gjorde mig meget ked af det. Min far blev idømt en fængselsstraf på fem år.

Det blev meget vanskeligt for os derhjemme, men vi lærte hurtigt at sætte vores lid til Jehova. En dag da jeg kom hjem fra skole, sad min mor og læste i Vagttårnet. Hun ville hurtigt sørge for noget mad til mig og lagde derfor bladet fra sig på skænken. Mens vi ryddede op efter frokosten, lød der pludselig en voldsom banken på døren. Det var en politimand som ville ransage lejligheden for bibelsk læsestof. Jeg var skrækslagen.

Det var en usædvanlig varm dag, så det første politibetjenten gjorde, var at tage sin hjelm af og lægge den på bordet, hvorefter han gik i gang med ransagningen. Da han kiggede under bordet, var hans hjelm lige ved at glide på gulvet. Men min mor greb den hurtigt og lagde den på skænken — lige oven på Vagttårnet! Politibetjenten fortsatte med at ransage vores lejlighed, men fandt ikke de publikationer han var ude efter. Det faldt ham selvfølgelig ikke ind at se under sin hjelm. Da han skulle til at gå, fremstammede han en undskyldning og rakte ud efter hjelmen uden at vende sig om. Jeg følte mig meget lettet.

Denne og lignende oplevelser forberedte mig på vanskeligere prøvelser. I skolen, for eksempel, forsøgte de at tvinge mig ind i Hitlerjugend, en organisation som vænnede børn til militærdisciplin og indoktrinerede dem med den nazistiske ideologi. Nogle lærere havde som mål at alle elever skulle deltage. Min lærer, hr. Schneider, må have følt sig som en total fiasko da han ikke som alle de andre lærere på min skole kunne opnå 100 procents deltagelse. Han manglede én elev, og det var mig.

En dag sagde hr. Schneider noget som vakte jubel i klassen: „Drenge, i morgen skal vi på udflugt,“ men så tilføjede han: „I skal have jeres Hitlerjugend-uniform på når vi marcherer gennem gaderne så alle kan se at I er nogle rigtige Hitlerdrenge.“ Næste dag mødte alle drengene op i deres uniformer undtagen mig. Læreren kaldte mig op foran hele klassen og sagde: „Prøv at se på alle de andre drenge, og se så på dig selv.“ Han tilføjede: „Jeg ved at dine forældre er fattige, og at de ikke har råd til at købe en uniform til dig, men nu skal jeg vise dig noget.“ Han tog mig hen til katederet, trak en skuffe ud og sagde: „Jeg vil gerne forære dig denne splinternye uniform. Er den ikke flot?“

Jeg ville hellere dø end trække i en naziuniform. Da det gik op for læreren at jeg ikke ville tage den på, blev han vred, og hele klassen startede en pibekoncert. På turen forsøgte han at skjule mig mellem de andre drenge i deres uniformer, idet han lod mig gå i midten af dem alle sammen. Men mange i byen fik øje på mig da jeg var anderledes klædt end mine klassekammerater. Alle vidste at mine forældre og jeg var Jehovas vidner. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at han under min opvækst gav mig den fornødne åndelige styrke.

Forfølgelsen intensiveres

En dag tidligt i 1938 blev min søster og jeg hentet af politiet i skolen og kørt til en opdragelsesanstalt i Stadtroda, cirka 80 kilometer væk. Hvorfor dette drastiske tiltag? Jo, domstolen havde bestemt at vi skulle fjernes fra vore forældres indflydelse så vi kunne blive forvandlet til nogle gode nazibørn. De ansvarlige på opdragelsesanstalten lagde snart mærke til at min søster og jeg optrådte respektfuldt og var lydige, men dog var faste i vores kristne neutralitet. Lederen af anstalten var så imponeret at hun gerne ville møde min mor personligt. Der blev gjort en undtagelse, og mor fik lov til at besøge os. Min søster, min mor og jeg blev meget glade og var Jehova dybt taknemmelige for at han havde givet os mulighed for at kunne opmuntre hinanden og være sammen en hel dag, noget som vi virkelig havde brug for.

Vi var på anstalten i cirka fire måneder, hvorefter vi blev overflyttet til en familie i landsbyen Pahna. Den fik besked på at holde os væk fra vores egen familie. Selv ikke min mor fik lov til at besøge os, men det lykkedes hende alligevel at komme i kontakt med os et par gange. I disse sjældne stunder gjorde mor alt hvad hun kunne for at styrke os i vores beslutning om at forblive trofaste mod Jehova, uanset hvilke prøver og forhold han ville tillade. — 1 Korinther 10:13.

Der ventede os større prøvelser. Den 15. december 1942, da jeg kun var 17 år, blev jeg taget af Gestapo og sat i arresten i Gera. Cirka en uge senere blev min mor også arresteret og sat i det samme fængsel. Da jeg stadig var mindreårig, kunne jeg ikke stilles for retten. I et halvt år, indtil jeg blev 18, var min mor og jeg således i det samme fængsel. Præcis den dag jeg fyldte 18, blev vi begge stillet for en domstol.

Før jeg vidste af det, var det hele overstået. Jeg havde ingen anelse om at jeg ikke skulle se min mor igen. Det sidste jeg husker om hende, er at hun sad i retssalen på en mørk træbænk lige ved siden af mig. Vi blev begge dømt skyldige. Jeg fik en fængselsstraf på fire år, og mor fik en på halvandet år.

Tusinder af Jehovas vidner sad dengang i fængsler eller i lejre. Jeg blev imidlertid sendt til et fængsel i Stollberg, hvor jeg var det eneste Jehovas vidne. I over et år sad jeg i enecelle, men Jehova var med mig. Det der holdt mig åndeligt i live, var den kærlighed jeg havde opdyrket til ham i min ungdom.

Den 9. maj 1945, efter to og et halvt års fængselsophold, fik vi en god nyhed — krigen var slut! Den dag blev jeg løsladt. Efter at have tilbagelagt 110 kilometer til fods nåede jeg endelig vores hjem og var bogstavelig talt syg af udmattelse og sult. Det tog mig adskillige måneder at genvinde mit gode helbred.

Så snart jeg var kommet hjem, fik jeg meget dårlige nyheder. Den første drejede sig om min mor. Efter at hun havde været fængslet i halvandet år, ville nazisterne have hende til at underskrive en erklæring om at hun afsvor sin tro på Jehova, men hun nægtede. Gestapo overførte hende derfor til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück. Dér døde hun af tyfus lige før krigen endte. Hun var en meget modig kristen. Hun kæmpede bravt og gav aldrig op. Må Jehova huske det til gunst for hende.

Jeg hørte også nyt om min storebror, Werner, der aldrig havde indviet sig til Jehova. Han var gået ind i den tyske hær og var blevet dræbt i Rusland. Og hvad med min far? Han kom hjem, men sørgeligt nok var han et af de få Jehovas vidner der skrev under på det nedrige dokument hvor de afsvor deres tro. Da jeg så ham, virkede han indesluttet og mentalt forstyrret. — 2 Peter 2:20.

En kort periode med stor åndelig aktivitet

Den 10. marts 1946 overværede jeg mit første efterkrigsstævne i Leipzig. Det var meget glædeligt da der blev givet meddelelse om at dåben ville finde sted samme dag. Det var min første lejlighed til at blive døbt, selv om jeg havde indviet mig til Jehova mange år tidligere. Jeg glemmer aldrig den dag.

Den 1. marts 1947, efter at jeg havde været pioner i en måned, blev jeg inviteret til at tjene på Betel i Magdeburg. Selskabets kontorer var i miserabel stand efter bombardementerne. Det var en stor forret at få lov til at hjælpe med genopbygningen. Efter den sommer blev jeg udnævnt som specialpioner i byen Wittenberge. Nogle gange brugte jeg mere end 200 timer om måneden på at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Jeg var lykkelig for at være fri igen — fri for krig, forfølgelse og fængselsophold.

Men det var desværre en stakket frist. Efter krigen blev Tyskland delt, og det område jeg boede i, kom under kommunistisk styre. I september 1950 begyndte det hemmelige politi i Østtyskland, der blev kaldt Stasi, systematisk at arrestere brødrene. Anklagerne mod mig var latterlige. Jeg blev beskyldt for at være spion for den amerikanske regering, og de sendte mig til Brandenburg hvor landets værste Stasi-fængsel lå.

Støtte fra mine åndelige brødre

Stasi lod mig ikke sove om dagen og forhørte mig hele natten igennem. Efter at have ladet mig gennemgå denne tortur i et par dage fandt de på værre ting. En morgen førte de mig ikke tilbage til min celle, men bragte mig til en af deres berygtede U-Boot Zellen eller ubådsceller (navnet skyldtes at de lå dybt nede i en kælder). De åbnede en gammel, rusten jerndør og bad mig gå ind. Jeg måtte træde ind over et højt dørtrin, og da jeg satte foden ned, mærkede jeg at hele gulvet var dækket af vand. Døren blev smækket i bag mig med en rædsom, hvinende lyd. Der var hverken lys eller vinduer i cellen, så der var kulsort.

Eftersom vandet stod flere centimeter højt, kunne jeg hverken sidde ned, ligge ned eller sove. Det syntes at vare en evighed før jeg blev ført tilbage til yderligere afhøring under skarpt lys. Jeg ved ikke hvad der var værst: at stå i vand hele dagen i næsten fuldstændigt mørke eller at udholde det smertende skarpe projektørlys hele natten igennem.

Flere gange truede de med at skyde mig. Efter at være blevet afhørt nogle nætter fik jeg en morgen besøg af en højtstående russisk officer. Jeg sagde til ham at det tyske Stasi behandlede mig endnu værre end nazisternes Gestapo havde gjort. Jeg fortalte ham at Jehovas vidner holdt sig strengt neutrale under nazistyret, og at vi også var neutrale under det kommunistiske styre, samt at vi ikke blander os i politiske anliggender noget som helst sted i verden. Derimod, sagde jeg, havde mange af dem som nu var Stasi-officerer, været medlemmer af Hitlerjugend, hvor de sandsynligvis havde lært at forfølge uskyldige borgere på det grusomste. Mens jeg talte, rystede jeg over hele kroppen af kulde, sult og udmattelse.

Til min store overraskelse blev den russiske officer ikke rasende på mig. Tværtimod lagde han et tæppe hen over mig og behandlede mig venligt. Kort tid efter hans besøg blev jeg anbragt i en mere behagelig celle. Få dage senere blev jeg overgivet til den tyske domstol. Mens min sag stod på, havde jeg den glæde at dele celle med fem andre Jehovas vidner. Efter den grusomme behandling jeg havde været udsat for, var det meget forfriskende at have selskab af mine åndelige brødre. — Salme 133:1.

I retten blev jeg kendt skyldig i spionage og idømt fire års fængsel. Det blev betragtet som en mild dom, da nogle af brødrene måtte afsone fængselsdomme på over ti år. Jeg blev sendt til et af de bedst bevogtede fængsler i landet. Sikkerheden var så stor at det ikke engang ville have været muligt for en mus at kravle ind eller ud af fængselet uden at blive opdaget. Men med Jehovas hjælp lykkedes det nogle modige brødre at smugle hele Bibelen ind i fængselet. Den blev skilt ad og opdelt i enkelte bøger, hvorefter den cirkulerede blandt de indsatte brødre.

Hvordan kunne dette lade sig gøre? Det var lidt af en udfordring, for det eneste tidspunkt vi kom i kontakt med hinanden på, var når vi hver fjortende dag skulle i brusebad. Engang da jeg var i bad, hviskede en broder til mig at han havde skjult nogle bibelsider i sit håndklæde. Når jeg var færdig med at bade, skulle jeg tage hans håndklæde i stedet for mit eget.

En af vagterne så at broderen hviskede noget til mig, hvilket fik vagten til at slå ham temmelig hårdt med sin knippel. Jeg snuppede hurtigt håndklædet og blandede mig med de andre fanger. Heldigvis blev jeg ikke taget med bibelsiderne. Det ville have bragt hele vores åndelige maduddeling i fare. Vi havde mange lignende oplevelser. Det var altid i det skjulte og med stor risiko at vi læste i Bibelen. Vi lagde os apostelen Peters ord på sinde om at ’være ædru og holde os vågne’. — 1 Peter 5:8.

Af en eller anden grund havde myndighederne besluttet at flytte nogle af os fra det ene fængsel til det andet. I løbet af fire år blev jeg sendt til cirka ti forskellige fængsler. Det lykkedes mig altid at finde nogle brødre. Jeg kom til at holde meget af disse brødre, og det var altid med stort vemod jeg måtte forlade dem når jeg blev flyttet et nyt sted hen.

Til sidst blev jeg sendt til Leipzig, hvor jeg blev sat på fri fod. Fængselsvagten der frigav mig, sagde ikke farvel, men „på snarligt gensyn“. Han var så ’venlig’ at ønske mig bag tremmer igen. Jeg tænker ofte på Salme 124:2, 3, hvor der står: „Hvis ikke Jehova havde været for os, dengang mennesker rejste sig mod os, da ville de have slugt os levende, dengang deres vrede blussede op imod os.“

Jehova udfrier sine loyale tjenere

Nu var jeg en fri mand igen. Min åndelige søster Herta Schlensog og min tvillingesøster, Ruth, stod ved porten og ventede på mig. I alle de år jeg havde været i fængsel, havde Herta hver eneste måned sendt en lille pakke mad til mig. Jeg er overbevist om at jeg ikke ville have været i live i dag hvis jeg ikke havde fået disse små pakker. Må Jehova bevare hende i sin erindring.

Efter min løsladelse velsignede Jehova mig med mange tjenesteforrettigheder. Jeg tjente igen som specialpioner, nu i Gronau i Tyskland, og som kredstilsynsmand i de tyske alper. Senere blev jeg inviteret til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gileads 31. klasse for missionærer. Afslutningshøjtideligheden fandt sted i 1958 under Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Jeg havde den forret at tale til den store skare af brødre og søstre og fortælle nogle af mine oplevelser.

Derefter rejste jeg til Chile for at tjene som missionær. Her, i den sydligste del af Chile, virkede jeg igen som kredstilsynsmand. Det var bogstavelig talt ved jordens ende. I 1962 giftede jeg mig med Patsy Beutnagel, en sød missionærsøster fra San Antonio i Texas, USA. Vi havde mange skønne år sammen i tjenesten for Jehova.

I mine mere end 70 år har jeg oplevet mange lykkelige stunder, men også mange ulykkelige. Salmisten sagde: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ (Salme 34:19) I 1963, da vi stadig var i Chile, skete der det tragiske at Patsy og jeg mistede vores lille pige. Senere blev Patsy meget syg, og vi flyttede til Texas. I en alder af kun 43 år døde hun, også under tragiske omstændigheder. Jeg beder ofte Jehova om at huske min kære hustru.

Mit helbred er ikke det bedste, og jeg er blevet gammel, men jeg nyder den forret at tjene som pioner og ældste i Brady i Texas. Nej, livet har ikke altid været en dans på roser, og måske har jeg ikke set den sidste prøve endnu, men jeg kan sige som salmisten: „Gud, du har oplært mig fra min ungdom, og endnu denne dag fortæller jeg om dine undergerninger.“ — Salme 71:17.

[Illustrationer på side 23]

(1) I dag som ældste og pioner, (2) Patsy og jeg før vi blev gift (3) i hr. Schneiders klasseværelse, (4) min mor, Teresa, der døde i Ravensbrück