Lad os vogte det som er blevet os betroet
1 I Andet Timoteusbrev 1:13, 14 skrev apostelen Paulus til sin medarbejder: „Bevar mønsteret af de sunde ord som du har hørt fra mig med den tro og kærlighed der er i forbindelse med Kristus Jesus. Vogt ved den hellige ånd som bor i os, det skønne som er blevet dig betroet.“ Betroet gods er noget værdifuldt som man må værne om og en dag aflægge regnskab for. Paulus talte ikke her om materielle værdier, men om „mønsteret af de sunde ord“ — det vi i dag almindeligvis kalder sandheden. Det er tydeligt at Paulus ønskede at Timoteus skulle have dyb værdsættelse af sandheden. Han kaldte den „det skønne som er blevet dig betroet“.
2 Mente Paulus at dette ’betroede gods’ blot var kundskaben om sandheden? Nej, det omfattede også den tjeneste der er forbundet med sandheden. „De sunde ord“ måtte forkyndes både inden for menigheden og udenfor. (2 Tim. 4:2, 5) Vi værdsætter både kundskaben og tjenesten. Vi ønsker at værne om dette „skønne“ som vi har fået betroet.
Kræver en indsats
3 Det kan somme tider være vanskeligt. Det er sandt at vi herhjemme i de fleste tilfælde forkynder under gunstige forhold, og vi bør gøre alt hvad vi kan for at udnytte disse gode betingelser til at nå ud til så mange mennesker som muligt. Andre steder må brødrene imidlertid forkynde under vanskelige forhold, og det kan kræve stor tilpasning. De opmuntrer og beskytter hinanden, og med Guds hjælp sørger de for at forkyndelsen og undervisningen fortsætter. (Fil. 4:13) Vi må under alle forhold vogte det som er blevet os betroet.
4 Hvis vi er oprigtigt interesseret i at vogte det vi har fået betroet som kristne, vil vi hele tiden holde os à jour med sandheden og stræbe efter at bruge de bedste metoder når vi fremholder den for andre. Gennemgangen af den nye ’Paradisbog’ ved menighedsbogstudiet har været en god hjælp. Nu har vi et bedre overblik over dens indhold og kan med større begejstring anbefale den i januar. Vi hjælpes også til at udføre en bedre tjeneste ved at følge godt med i demonstrationer og erfaringer ved tjenestemødet, og ved at tale med andre om bogens indhold og drøfte hvordan man på en god måde kan fremholde den ved dørene.
5 Har du haft den glæde at lede et hjemmebibelstudium over bogen? Så har du sikkert lagt mærke til hvor hurtigt den interesserede tager ved lære og beredvilligt indretter sit liv efter det. En søster skriver: „Jeg er lige kommet hjem fra områdestævnet ’Enhed under Guds rige’, og mit hjerte er fyldt så det strømmer over. Jeg må simpelt hen skrive og dele min glæde med jer. Tre af dem jeg studerede med, symboliserede deres indvielse ved vanddåben.“ Derefter nævner hun at ’Paradisbogen’ havde fremskyndet deres åndelige vækst mod indvielse og dåb. Andre har gjort lignende iagttagelser
Bliv ved dermed
6 Ét er at tage imod den kristne sandhed og den tjeneste den medfører. Noget andet er at vogte den, og værne om den. Det var uden tvivl derfor Paulus også skrev til Timoteus: „Bliv i de ting du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvilke personer du har lært dem af.“ (2 Tim. 3:14) Vi ønsker ikke at blive „uvirksomme eller uden frugt“ (2 Pet. 1:5-8), men at kunne aflægge et tilfredsstillende regnskab for det skønne ’betroede gods’ som Jehova gavmildt har ladet os råde over. Lad os bede ham om den visdom og åndelige styrke som vil gøre dette muligt for os.